Mød din fætter.... Hvad er der sket med dig?! ~ Luce

S: Parken i Doomsville Angerforge District
O: Ingen væsner, eller hvad?
T: Aften. 20:47.
V: varm aftenvind. Halvmåne.
P: Gabriel; Sort skjorte, cowboy bukser, sorte sko. Romeo; Hvid t-shirt, sorte jeans, brune converse.
Kropsalder; 15.

Gabriel smilede skævt til Romeo som sukkede, og klagede over at han meget hellere ville være hjemme og læse. Gabriel grinede lidt over sin søn, og fortsatte hen af stien. Romeo løb lidt i forvejen. Gabriel så efter ham, og sukkede lavt. På en måde kunne Gabriel ikke lide at Romeo selv kunne bestemme hvor gammel han så ud... Men så alligevel, så var Gabriel da fri for at ordne bleer, og så videre. Så kunne Romeo jo selv.
Romeo elskede det faktum han selv kunne bestemme sin alder. Det var en af de bedste ting i hans liv for tiden. Dog havde Romeo ændret sig en del. Efter det med vampyren var han blevet mere indelukket. Mere stille.
"Romeo, vent lige!" Råbte Gabriel da Romeo var lige lovligt langt væk. Romeo stoppede op og så bare på ham. Romeo rynkede panden lidt, og så foran sig... Der var noget derude... Måske ikke noget der ville gøre dem ondt...
Men der var noget derude.

//Sorry for kort start

//Tror jeg overlever//

Dag eller nat vidste hun ikke lys eller mørke var svært og se for alt var mørke hos hende. Der var intet lys i hendes hverdag mere. Hun så aldrig noget lys. Hun var blind. Hun havde netop ingen øjne overhovedet. Det havde hun ikke haft i flere måneder. Hvor mange måneder vidste hun ikke. Hun havde ikke styr på tiden. Da hun ikke vidste om det var dag eller nat eller hvad klokken slog. Hendes hår hang ned over hendes ryg og havde et sort stykke stof bundet rundt om sine øjne. Dette havde hun kun for og skjule sine øjenhuler. Hendes blå lillae hud lyste stille i månens lys. Hun havde et par blå bukser på og en sort top og et grønt tørklæde rundt om halsen. Hun havde også et par sorte tynde handsker på for og skjule, at hun ingen negle havde på sine fingre. Hun gik stille og roligt rundt som Sajro havde lært hende da han havde fundet hende efter hun var væltet over en gravsten, hvor han havde hørt hende råbe. Imens hun gik kærtegnede den blide vind hendes kinder og hendes hår så det flavrede blidt i vinden. Hvis man stod tæt på hende kunne man se et lille R der var skåret i hendes højre øreflip.
Hun hørte de små dyr der ikke var gået til ro løbe rundt omkring hende. Hun kunne ikke helt præcist sige hvor de var, men hun var begyndt og ramme plet af og til når hun lyttede godt efter. Luften duftede af træernes blade og blomstrenes dufte. Hun kunne høre en mand råbe efter en eller anden som hed Romeo. Hans søn måske? Gik stille og roligt hen imod stemmen hun hørte uden rigtigt og tænke over det. Hun gik som om hun havde været blind hele sit liv, men det havde hun ikke. Hun havde istedet bare prøvet og prøvet og gå så naturligt som muligt.

//Det var godt! ^^

Gabriel nåede hen til Romeo, og så lidt på kvinden der gik foran dem hen imod dem. Der var noget bekendt ved den kvinde. Gabriel kneb øjnene lidt sammen over det sorte bind rundt om hendes øjne. Gabriel trådte forsigtigt tættere på.
Gabriel gik så hen til hende, og stoppede op foran hende. Om hun gik ind i ham eller ej, han blev bare hvor han stod.
"Undskyld..." Gabriel så hen imod Romeo og vinkede ham hen til dem. Romeo gik tøvende hen til dem, og anede ikke hvad han skulle gøre. Romeo stillede sig bag ved Gabriel.
"Hvad er dit navn?" Gabriel så spørgende på kvinden, selvom hun nok ikke kunne se det. Der var altså noget bekendt ved den kvinde! "Vi gør dig ikke noget." Gabriels stemme var blid, og rolig. Om kvinden stolede på dem eller ej, Gabriel ville vide hendes anvn.

Luce have lidt af sin fars træk i ansigtet, men det var meget lidt. Hun gik bare roligt hen imod lyden af stemmer, men tænkte ikke over om hun gik ind i nogen eller ikke. Hun kunne lugte, at nogen var foran hende. Det var svært og regne ud hvilken race det var eftersom det var en forvirrende og en blandende lugt i et. Måske var der flere personer tæt på hende så deres lugte gik i et? Hun vidste det ikke rigtigt, men der var en lugt hun kunne regne ud. Detvar lugten af engel. Var det mon hendes far som var tæt på? Han var ihvertfald en engel, men ham havde hun ikke set før den dag hun stak af fra ham efter han havde fortalt, at hun aldrig havde betydet noget for hendes mor og at han sendte hende væk fra alt og alle hun kendte til pga det var hans pligt både pga hans job og for og beskytte andre imod hende. Hun kunne heller ikke helt høre eller lugte om der var en eller flere personer tæt på hende. Hun gik ind i en eller anden. Hun bakkede lidt væk "Undskyld" hun skulle lige til og skifte retning og gå da hun hørte hans stemme. Var det hende den mandlige stemme snakkede til? Hun kiggede lidt forvirret rundt, men kiggede så ligefrem, hvor hun havde hørt den mandlige stemme for lidt siden "Undskyld, men er det mig, de snakker til?" der var lidt nervøsitet i hendes stemme, men det var ikke så slemt. Hun antog, at det var hende han snakkede til. Hun bed sig lidt i læben "Jeg antager, at det er mig de snakker til. Jeg hedder Luce og hvem er de?" det var ret underligt, men efter alle de gange hun var blevet tortureret af Rafael og Zann var hun begyndt og vise andre specielt fremmede med respekt. Fordi hun stadig var lidt utryg ved om de var som Rafael eller Zann eller som Sean som var sød ved hende. Hun blev lidt roligere da den mandlige stemme sagde, at hun skulle være rolig. At de ikke gjorde hende noget, men hvor meget kunne hun egentlig stole på det?

Der var et eller andet ved hende. Gabriel så på sin søn. Romeo trak på den ene skulder. Romeo vidste ikke hvem det var, og kunne ikke se noget bekendt ved kvinden. Gabriel kunne ikke sætte ord på hvad det var. Bare... Noget bekendt! Gabriel havde ikke set Urox i en hel del tid, desværre. Men tvært imod havde han set en hel del til en smuk shapeshifter, men det var en anden historie, alt ved Romeo viste jo hvilket forhold Gabriel og Kairi havde for hinanden. Romeo trippede lidt. Han var vild efter at løbe igen. Han elskede at løbe, mest fordi han også var en ulv indeni.
"Ja, det er dig." Gabriel nikkede, og lagde en hånd på hendes overarm. Dog forsigtigt. Han rynkede på panden da hun svarede ham. Luce... Luce... Uroxs datter! Gabriel smilede skævt.
"Mit navn er Gabriel Gravezia. Min søn Romeo er her også." Han vidste jo hun ikke kunne se. "Er dit fulde navn Luce Trieetence? Og er din far Urox Gravezia?" Han spurgte nysgerrigt.

Hun stod bare og spekulerede over hvad det var som gjorde, at hun ikke var taget afsted. Hun vidste ikke hvem det var hun snakkede til eller hvordan personen så ud eller noget som helst. Det irriterede hende lidt, at hun ikke kunne se ham som snakkede med den mandlige stemme, men det var hun vel nød til og vænne sig til for det blev vel aldrig som før selvom Sajro havde lovet hende og finde en stærk healer der kunne gøre, at hendes øjne kom tilbage, men det troede hun nu heller ikke helt på. Hun kunne mærke en hånd lægge sig på hendes arm. Nu var hun ihvertfald sikker på, at det var hende han snakkede til og det blev hun også helt med på da han sagde, at det var hende han snakkede til "Ok, skulle lige være sikker for kan jo ikke se dem eller noget som helst"
Hun 'stirrede' bare tomt ud i luften og ventede på, at han sagde noget. Hun stivnede kort da hun hørte navnet Gravezia. Det var det samme efternavn som hendes far havde. Var ham her Gabriel og hendes far Urox i familie? Det var meget undrende. Hun bed sig kort i læben "Rart, at møde dig Gabriel og hej Romeo" hun vidste ikke, hvor Gabriels søm, Romeo stod så hun sagde det bare lige ud i luften. Hun var stadig lidt forvirret over, hvorfor ham her Gabriel havde samme efternavn som hendes far, men hun turde ikke og spørge. Det kom lidt bag på hende, at han kendte hendes fulde navn og hvad hans far hed "Ja jeg hedder Luce Trieetence og ja min far hedder Urox Gravezia" der var lidt undren i hendes stemme. Hun bed sig i læben "Hvor kender du mit navn fra og hvordan ved du hvem min far er?" hun var meget forvirret over hele denne situation og håbede hun snart fik, at vide det som gjorde hende mest forvirret af alt. Hvem var denne mand? Hvordan kendte han til hende og hendes far?

Romeo stod lidt væk fra dem, og trippede utålmodigt efter at komme igang med at løbe. Han sukkede svagt, og så på sin far og kvinden, Luce, som hun åbenbart hed.
Gabriel så roligt på hende, og smilede svagt. Han var sikker på det var hans niece!Han så lidt ned.
"Ja... Hvordan er det sket? Har du altid været blind?" Han spurgte nysgerrigt. Som sin søn var han meget nysgerrig. Gabriel lagde hovedet lidt på skrå, og lagde kort mærke til hun at stivnede. Ja, det var nok ikke så rart at høre at en fremmede mand kendte hendes fars og hendes efternavn, og han selv hed Gravezia til efternavn. Romeo nikkede.
"Hej." Romeos stemme var blid, som altid, men en snert af utålmodighed var der dog i den. Gabriel sagde først ingenting.
Det var hans niece! Hvor havde hun været?! Hvordan var hun kommet tilbage?! Hvad var der sket med hende?!
"Jeg er din fars lillebror." For at overbevise hende foldede han sine vinger ud, og lod den ene vinge berøre hendes arm. Urox var jo også engel. Romeo så kort misundeligt på sin far. Romeo måtte selv opleve ulidelig smerte for at trække sin vinger ud, og han havde højdeskræk... Men Gabriel var en ørn til at flyve! Romeo så lidt op til sin far.

Luce kunne høre noget trippe i på græsset ikke så langt væk fra hende. Hun ville gætte på, at det var Gabriels søn Romeo. Han måtte være en utålmodig lille fyr tænkte hun, men sådan var det af og til med små børn det kendte hun alt til selv. Hun rystede på hovedet da han spurgte hende om hun altid havde været blind. Det var næsten synd og sige "Nej...Jeg har fået pillet mine øjne ud...af 2 forskellige på 2 forskellige tidspunkter..." hendes stemme var blevet mere trist i det og var gået helt fra roligt til og være trist. Hun bed sig lidt i læben og begyndte og tænke tilbage på dengang Rafael havde pillet hendes ene øje ud og tvunget hende til og spise det sammen med ham ligesom et kærestepar delte en isdessert. Hun havde kastet op flere gange den dag imens han prøvede og tvangfodre hende med øjet. Det anet øje havde Zann revet ud af hendes øjenhuler. Hun vidste ikke hvad der skete med det øje, men det var hun så også glad for, at hun ikke vidste. Hun sukkede lidt og smilte da hun hørte Romeos stemme "Der er vist en som er en utålmodig lille fyr" hendes stemme var blevet mere blid og rolig i det og der var ikke nogle snært af tristhed i hendes stemme som der havde været for bare kort tid siden. Romeos stemme mindede hende lidt om sin egen søn, Bruce. Han var nu også meget urolig. Han havde krudt i røven og det havde han arvet fra sin far. Hun smilte stille, men smilet forsvandt hurtigt igen da hun hørte Gabriel sige, at han var hendes fars lillebror. Det ville sige, at han var hendes onkel. Hun synkede en klump "Så du er min...Onkel?" der var forvirring i hendes stemme. Hvor havde han været i hele hendes liv? Hun havde aldrig set ham før eller hørt om ham. Hun mærkede noget der mindede om fjer som rørte stille hendes arm. Engel. Hun troede på ham nu, at han var hendes onkel. Hun tænkte lidt over det. Så måtte Romeo være hendes fætter. Det kom bag på hende, at hun ville møde nogen af hendes familie her efter så lang tid og endda nogen hun ikke kendte overhovedet.

Romeo sukkede lavt, og begyndte at gå rundt i ring. Han ville ikke stå og vente! Hvorfor snakkede voksne altid så langsomt?! Romeo stoppede op og spærrede øjnene op. Pillet øjnene ud?! Stakkels pige! Romeo gik hen til hende, og lagde forsigtigt en hånd på hendes anden overarm. Gabriel smilede til sin søn. Dog falmede Gabriels smil hurtigt.
"Det gør mig ondt." Sagde Gabriel, og smilede skævt. Indeni Gabriel kunne han mærke hævntørsten efter at slå dem der havde gjort det mod hende ihjel. Dog havde han en ide om at de personer var stærke... Så måske skulle Gabriel bare i stedet tage sig af Luce i stedet for at gå på hævnjagt. Det lød også bedre. Gabriel smilede skævt. Romeo grinede lidt.
"Han er i sandhed utålmodig." Gabriel grinede lidt. Gabriel foldede vingerne ved ryggen, men de forsvandt ikke. Han lagde hovedet lidt op skrå.
"Ja, det er jeg." Sagde Gabriel blidt. "Og, Romeo er vel din fætter..." Det var lidt forvirrende. Med hans familie.

Hun kunne høre, at der var en der sukkede, men kunne ikke helt høre hvem det var. Hun regnede med, at det havde været Romeo der sukkede. Hun kendte selv til det, at have en søn der var utålmodig og en der næsten havde ild i røven hele tiden. Hun fik et mindre chok da hun mærkede noget tage fat i hendes overarm. Hun følte sig pludselig utryg ved situationen. Hun bed sig lidt i læben "Er det Romeo der holder i min ene arm eller?" hun lød lidt usikker eftersom hun ikke kunne se noget. Hun kunne mærke, at det var en barne/teenage hånd, så det kunne bare være Romeo. Hun blev lidt roligere og lyttede til det Gabriel sagde "Det skal du ikke være. Jeg er ved og vænne mig til, at jeg ikke kan se omverdenen. Jeg kan bare høre, føle og lugte verdenen nu" hun trak let på den ene skulder og smilte. Hun grinte lidt over og høre, at Romeo var en der var meget utålmodig "Sådan skal drenge være. Det ændre sig med alderen. Kender selv til det og have en søn der er utålmodig. Hvor gammel er Romeo så?" hun var blevet lidt nysgerrig for og vide det for måske kunne Bruce og Romeo lege sammen en eller anden dag. Hun Smilte lidt da Gabriel gav hende ret i, at han var hendes onkel og, at Romeo var hendes fætter "Det var da rart, at møde noget familie, men er dsv ked af, at jeg ikke kan se jer" der var lidt tristhed i hendes stemme.

Romeo så blidt på hende. Det var synd for hende at hun havde fået pillet sine øjne ud... Sikke en smerte hun måtte have haft.
"Ja, det er Romeo." Sagde Romeo roligt. Romeo så på Gabriel.
Gabriel nikkede langsomt til det hun sagde. "Hvem pillede dine øjne ud?" Gabriel kunne ikke lade være med at spørge. Han ville have hævn.
Luces spørgsmål blev der tøvet ved. Der blev ikke svaret de første sekunder. Mest fordi at næsten ingen kendte til Romeos evne. Kun få. Lige for tiden.
"Han... Er ikke særlig gammel... Han har en evne der gør at han kan se ud som han vil, hans krop kan ligne en på 17, men han er ikke 17." Var Gabriels svar. Hvad skulle han ellers svare? Der var ikke meget andet at sige. Hvis han sagde at Romeo kun var et år gammel ville man jo undre sig en del.
"Det går nok. Jeg ligner heller ikke mig selv mere." Gabriel smilede skævt. Han hentydede mest til sig selv om at han ikke havde hvidt hår mere. Romeo så lidt omkring. "Er du sulten, eller tørstig?" Spurgte Gabriel.

Hun kunne mærke, at de kiggede på hende, men hun kunne ikke se dem og det irriterede hende en del. Hun sukkede lidt. Hun så hen imod Romeos stemme "Skulle lige være sikker for kan jo ikke selv se, hvem det er der holder fast i mig" hendes stemme var rolig og mild. Hun kiggede hen imod Gabriels stemme da han snakkede. Hun kunne godt høre, at der var lidt af en klang af hævn i hans stemme, men hun lod det passere for det ville sikkert ikke hjælpe noget, hvis hun sagde, at han ikke skulle gøre noget. Inderst inde ønskede hun, at nogen gjorde noget ved dem som gjorde det her ved hende, men det kunne hun ikke selv styre "Det var Rafael og Zann" hun vidste ikke om Gabriel kendte dem, men nu fik han det altså, at vide og det var hun sådanset også ligeglad med om han vidste eller ikke.
Hun kunne godt lægge mærke til, at der blev noget stille efter hun havde spurgt, hvor gammel Romeo egentlig var. Det undrede hende temmelig meget, at der var blevet så stille.Hun lyttede roligt efter da der endelig blev svaret på¨hendes spørgsmål. En evne? "Aaah en evne. Lad mig høre hvor gammel han rigtigt er?" hun ville meget gerne vide hvor gammel han var eftersom hun selv havde en søn der var omkring de 1-2 år og hvis det var, at Romeo også var det ville det passe perfekt. Hun rystede på hovedet da Gabriel spurgte om hun havde brug for noget mad og drikke. Hun kiggede hen imod det sted, hvor hun havde hørt Gabriels stemme "Men kunne godt tænke mig og få lov til og sidde ned lidt" hun smilte venligt.

Romeo smilede skævt, og nikkede. "Forståeligt." Sagde han, og så på Gabriel. Gabriel lagde hovedet lidt på skrå. Han stivnede ved navnene. Rafael... Nille... Gabriel sukkede lavt, og så på Luce.
"Rafael... Dæmonernes raceleder... Ham kender jeg, men Zann... Aldrig hørt om ham." Hvis der var nogen der kendte til andre var det Nille. Den pige kendte en del. Eller havde bare mødt en del folk. Luce måtte have lidt en del når Rafael havde tortureret hende.
"Et år." Svarede Romeo. "Jeg er et år." det ville han da mene han var. Han kunne ikke holde styr på det. Romeo betragtede Luce lidt.
Gabriel nikkede langsomt. "Selvfølgelig... Nu leder jeg dig hen til en bænk." Det ville sikkert være rart for hende at vide hvor hun blev trækket hen. Romeo gav slip på hende, og gik selv hen imod en bænk lidt væk derfra. Gabriel lagde en arm om Luces skuldre, og førte hende hen til bænken.

Luce stod bare og ventede. Hun kunne ikke selv gå ret langt væk. Hun vidste, at hun havde brug for hjælp til det meste. Af og til spekulerede hun over om Sean var blevet træt af og hjælpe hende hele tiden. Han havde hjulpet hende mere end nogen anden havde gjort. Hun vidste godt, at Sean var ond og, at han var en dæmon, men det skulle ikke stoppe deres venskab. Det var pga ham, at hun kunne klare sig sådan nogenlunde. Det var pga ham hun var blevet noget stærkere psykisk. Hun sukkede lidt da Gabriel fortalte, at han vidste hvem Rafael var. Han var sikkert ikke den alle elskede. Luce gjorde i hvert fald ikke og det ville hun aldrig komme til. Hun kiggede hen på Romeo da han sagde, at han var et år. Bruce var omkring de 2 år så de ville sikkert godt kunne lege sammen, hvor derimod Connor kun var omkring de 8 måneder. Hun var ikke helt sikker. Hun havde ikke styr på, hvor længe hun havde været væk fra ham. Han var i hvert fald 5 måneder da hun forsvandt. Hun smilte stille "Har en søn på 2 år. I ville sikkert godt kunne lege sammen en dag" der var lidt glæde i hendes stemme, men det var ikke meget.
Hun nikkede som tak og smilte. Hun var glad for, at han ville hjælpe hende hen til en bænk, hvor hun kunne sidde og slappe lidt af. Hun fulgte stille med Gabriel hen til bænken. Da de endelig var nået derhen lagde hun en hånd på armlænet og smilte stille "Kan godt klare det selv herfra" hun satte sig langsomt ned og slappede af.

Hvis man sagde navnet Sean foran Gabriel, eller Romeo... Ville de begge blive fuldkommen kolde overfor vedkommende. De vidste at Sean havde dræbt Nille, og de begge ville beskytte hende, til gengæld, hjalp Nille dem. Samt beskyttede dem. Selvom Gabriel mente at han godt kunne beskytte sin egen familie.
Romeo smilede skævt. "Virkelig? Hvad hedder han? Hvem er faderen?" Spurgte Romeo. Ja, Romeo var en nysgerrig dreng. Nogle gange for nysgerrig.
Gabriel smilede skævt, og nikkede. Romeo hoppede op på en bænk lidt væk fra dem, og kravlede op i et træ der var ved bænken.
Gabriel satte sig ved siden af Luce. "Undskyld, at jeg spørger... Men hvorfor torturerede Zann og Rafael dig?" Han spurgte nysgerrigt.

Luce sad lidt og tænkte på sine drenge. Sean havde fået ansvaret for Connor og det rørte hende ikke rigtigt. Han havde taget sig af drengen siden han blev født. Faktisk selv samme dag. Han var som en far for barnet og hun kunne se på Sean, at han var på en måde glad for drengen på sin helt egen og specielle måde. Sean var ikke helt normal og det vidste hun godt, men det rørte hende heller ikke. Han havde sin måde og være på og det respekterede hun. Hun respekterede, at han havde sit privatliv og det havde han ret til. Hendes tanker blev forstyrret da Romeo snakkede til hende. Hun smilte stille "Ja, Han hedder Bruce og faren er en der hedder John" det undrede hende lidt hvorfor han ville vide, hvem faren var til Bruce. Det stak lidt i hende da hun nævnte Johns navn. Hun savnede ham. Hun sukkede lidt og smilede stille. Hun kunne høre, at Romeo var løbet et stykke væk fra dem. Hendes smil forsvandt. Hun prøvede og samle sig selv igen indtil hun hørte Gabriels stemme. Så kom spørgsmålende ligesom Sean kom med, hvergang der skete hende noget. Hun sukkede tøvende "Rafael ved jeg ikke og Zanns højre hånd sagde, at det kunne havde noget og gøre med min far" hun bed sig lidt i læben og undrede sig over, hvad hendes far og Zann havde imellem hinanden.

Romeo nikkede.
"Er du stadig sammen med hans far?" Spurgte Romeo. Ramiel så på Romeo med rynket pande, og lagde armene over kors.

Ramiel så på hende, og havde albuerne på knæene. Han havde hænderne foldet i nærmest en bøn, og hvilede hagen på hænderne. Han nikkede langsomt.
"Jeg kender Rafael, på en måde." Sagde han, og så hen imod Romeo der stadig klatrede i et træ. Urox... Ramiel sukkede lavt.
"Selvfølgelig." Han så på hende. "Kald mig Ramiel i stedet for Gabriel.. Ramiel er mit fornavn." Han smilede skævt.
"Luce, har du nogle spørgsmål?" Spurgte Ramiel.

Luce bed sig lidt i læben da Romeo stillede hende det spørgsmål. Hun savnede John det måtte hun indrømme, men han havde ikke været der for hende i et helt år. Han var der slet ikke. Han kom og gik og var væk i flere måneder. Det havde ramt hårdt og bare og snakke om ham. Hun sukkede lidt "Nej er jeg ikke" det ragede ikke Romeo eller Gabriel, at hun boede hjemme ved Sean eller retter hun havde lovet ikke og sige det, men hun mente også selv det ikke ragede dem. Hun kendte dem knap nok. Hun sad lidt og tænkte over, hvad der egentlig var sket med John hun havde ikek set ham i meget lang tid eller hørt fra ham overhovedet. Hun var begyndt og havde svært ved og holde sine hænder i ro. Hun sukkede lidt "Hvad kender du til ham?" hun var blevet lidt nysgerrig over og høre, hvad han havde hørt om Rafael. For det kunne jo være, at han havde et andet syn på Rafael end hun havde. Hun kiggede lidt på ham da han sagde sit fornavn. Ramiel? sjovt navn, men det mindede hende dog lidt om Rafael bare der var nogle få bogstaver der skulle laves om. Hun tænkte lidt over det "Hvis det er dig ligemeget vil jeg meget hellere kalde dig for Gabriel" hun håbede, at han ikke havde noget imod det
Hun sad lidt og spekulerede over, hvorfor Gabriel eller Ramiel som han ville kaldes ikke havde været der for hende. Hun havde aldrig mødt ham. Hun sukkede lidt og prøvede og finde den rigtige måde og spørge om det på. Det var svært og få formuleret ordende rigtigt i hendes hoved. Hun bed sig i læben og sukkede "Hvis du er min onkel som du siger jeg er, hvorfor har du så aldrig været der for mig?"

Romeo nikkede blot.

Ramiel smilede svagt, og trak på den ene skulder. "Jeg ved ikke meget om ham, det eneste jeg ved er at Nille, Skammeren, kender ham. Han har reddet hendes liv." Svarede han, og så ned. "Så indtil nu kunne jeg faktisk godt lide ham." Mumlede han.
Han så smilende på hende.
"Det passer mig fint." SVarede han til det med navnet. Han så stadig hen imod Romeo, dog holdte han lidt øje med omgivelserne samtidig.
Han stivnede lidt over hendes spørgsmål.
"Fordi at jeg har haft mine egne problemer... Og fordi jeg på sin vis ikke bryder mig om Urox.. På en måde. Det er svært at forklare. Men da han blev falden engel, fulgte jeg ikke med. Begge mine søskende var faldne engle, og jeg var... Lillebroderen der holdte sig på guds sti, og besvimede ved synet af blod, og jeg brød mig ikke om kvinders berøring.." Han kunne udmærket godt huske hvordan han havde reageret i starten da han mødte Kairi. "Jeg var bange for at blive falden engel, og jeg holdte mig fra Urox. Men alligevel så jeg dem han sårede som min pligt at tage mig af... Som ven altså." Han vidste ikke om det var forklaring nok.

Hun sad lidt og lyttede til alle de forskellige lyde der var i parken. Der var nogle forskellige skridt både høje, lave og næsten listende. Hendes hørelse var nu blevet meget bedre end den havde været inden hun havde mistet synet. Hun bed sig lidt i læben. Det var som og få et slag over hovedet da han sagde, at han har haft kunnet lide Rafael. "Hvad så med nu?" hun håbede inderligt, at han ikke kunne lide Rafael for det Rafael havde gjort overfor hans Niece, men hvis han stadig kunne lide ham kunne hun ikke se, hvorfor hun skulle have kontakt til ham. Hun havde ikke kendt ham før og kender ham dårligt nok nu. Han var sikkert bare som resten af hendes familie, ligeglade med hende. Det gjorde hende dog noget mere glad, at hun fortsat måtte kalde ham Gabriel. Det var meget nemmere for hende end og sige Ramiel. For det ville minde hende alt for meget om det liv hun havde oplevet. Hun lyttede stille til det han sagde om hvorfor han ikke havde været der for hende inden. Hvad var der med ham? Hvorfor var han sådan en outsider? Nu hun tænkte mere over det. Var hun også outsideren i familien. Hun var aldrig accepteret af sin familie. Nok lidt af sin far, men alligevel ikke. Hun sukkede lidt.

Hvad med nu? Han sukkede lavt, og vred sine hænder nervøst. Han bed sig i underlæben, og så ned på asfalten.
"Nu er jeg ikke så sikker længere... Han har jo tortureret en fra min familie." Han så på hende. "Men jeg kan ikke få hævn uanset hvor meget jeg ønsker det." Han så mod Romeo igen.
Han sukkede lavt igen, og lukkede øjnene. Han havde været en outsider i familien. Han havde altid nægtet at ville blive en falden engel, han ville være på guds sti. Nu ville Ramiel ikke tilbage til den sti.
Nu ville han have sin egen, sørge for sin familie, og gøre det han ville. Dræbe hvem han ville. Det skulle de andre ikke længere bestemme.
"Har du et sted at være?" Han så spørgende på hende.

Hun var lidt nervøs for om han ikke ville hjælpe hende videre. Nok var han hendes onkel, men han lød nu ikke til og være en af dem fra familien som ville hende noget godt overhovedet. Ligesom resten af familien. Hun var altid blevet set som det svage led. Som den der ikke var stærk nok til og kæmpe sig videre når hun var nede, men det skulle fandme være løgn! Nu skulle hun vise sin familie, at hun var stærkere! Stærkere end nogle af dem var!Hun lyttede til det han sagde. Hun vidste, at han ikke var en der ville kunne hjælpe hende. Var der ingen der kunne eftersom Rafael var så magtfuld som han nu var. Hun sukkede lidt "Pga skammeren som arbejder for Rafael. Jeg ved det..." der var en mindre irritation i hendes stemme. Nok var hun kommet af med Rafael. Han ville først opsøge hende, hvis hun havde dummet sig og sendt nogen efter ham eller hvis han havde noget hun skulle ordne for ham. Hun var ikke set som en der skulle tortureres mere, men det var kun pga hun var gået med til en dum aftale. Men det var bedre end og blive tortureret af ham. Hun nikkede "Ja, bor hos en anden dæmon" hun vidste det var underligt og bo ved en dæmon når alle dem som havde tortureret hende var dæmoner og en dæmonleder. Hun trak let på skuldrene "Det er takket være ham, at jeg klarer mig sådan nogenlunde nu"

På en måde kunne Luce og Ramiel vel godt ligne hinanden. De var begge blevet tortureret, og havde ar efter det. Han havde dog ikke mistet øjnene... Heldigvis. Han sukkede lidt over det hun sagde.
"Skammeren har hjulpet mig og Romeo på måder ingen andre kan. Hun har hjulpet Romeo med at være psykisk stærk, og mig.. Ved at være der og lytte til mig." sagde han lidt strengt. "Og så fordi at hvis jeg går imod Rafael vil både Skammeren og Rafaels soldater, eller hvad de er, slå mig ihjel. Eller også bliver jeg tortureret. Jeg vil ingen chance have mod ham." Han masserede sine tindinger, og lukkede træt øjnene.
En anden dæmon? Han rynkede på panden.
"Hvad hedder den dæmon så?" Spurgte Ramiel, og så på hende.

Hun vidste ikke noget om Gabriels liv overhovedet. Det var underligt for hende og sidde og snakke med en vildt fremmed som så sagde, at han var hendes onkel. Han havde sagt, hvorfor han ikke havde været der for hende og han havde lige fortalt, hvad der var mellem ham og skammeren. Hun havde hørt lidt om hende skammeren, men ville ikke lytte til det for hun havde sit og tænke på. Hun trak på skuldrene "Sådan er det jo. Har ikke mødt skammeren som sådan har kun hørt om hende og hvis man går efter det folk siger er hun en heks" hun sagde som det var og hvad hun havde hørt om hende og hun kunne ikke bedømme om det var rigtigt eller forkert eftersom hun ikke kendte skammeren personligt. Hun lyttede igen til alle de forskellige lyde der var i parken. Hun kiggede op i luften da hun hørte en fugl der var lettet fra et træ der stod tæt på dem. Hun ville ønske hun kunne se det, men sådan var det ikke. Man kunne ikke ønske sig det man ville. Hun så hen imod Gabriels stemme. Hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle ham det. Hun havde lovet Sean ikke og sige hvor han boede eller vise huset eller noget som helst og det havde hun valgt og holde. Hun sukkede lidt "Hvoror vil du vide hvem dæmonen er?" hun spurgte lige ud.

Ramiel tænkte ikke så meget over at de var på sin vis fremmede overfor hinanden, hun var hans niece, og dermed i hans familie. Han ville beskytte hende, især nu hvor han vidste hvordan hun så ud. Det gjorde det meget lettere for ham at finde hende, hvis det nu var. Han rynkede på panden over det hun sagde.
"Hun er ikke en heks." Der var en strejf af irritation i hans stemme. "De behandlede hende som en heks... De ville brænde hende på et bål." Snerrede han. På en måde var Nille som en lillesøster for ham. Det irriterede ham at folk havde behandlet Nille sådan. Men det gjorde ham direkte vred at folk havde behandlet Luce sådan.
Han så på hende.
"Fordi at jeg vil vide hvor jeg kan finde dig, og om jeg har hørt om dæmonen før." Svarede han.