Friend or enemy, Caroline?

Sted: Shadowflame District. Nille er dog i et lille hus.
Omgivelser: Et forfaldent hus, med nogle slags vagter omkring, nogle træer hvor fire heste græsser.
Vejr: Mørke skyer, støvregn, blid brise. Ret koldt.
Tid: 21:35.
Påklædning 1, profil.

Hvordan kunne det endt sådan? En rolig gåtur i skoven, og så blev man overfaldet af dusørjægere. Man havde for engang skyld ikke sine daggerts, eller nogen våben med, til at forsvare sig. Man havde heller ikke fået chancen. De havde slået en ud ved at banke en stor stærk gren ned i ens hoved. Heldigvis blev man kun slået ud, altså besvimet, der skete ikke nogen yderligere skade med ens hjerne. Heldigvis! De havde båret en til en kærre med halm i, som de lægger en ind i. Der er spændt to heste til kærren. De skynder sig hen til et forfaldent hus, med nogle slags vagter omkring. Vagterne havde dog normalt tøj på, bare en bue omkring deres overkrop og pile kogger, og et sværd. De slæbte en ind i det forfaldne hus, efter at have spændt de to heste til træerne ved de andre to, stillet kærren tæt ved hestene. De lænker en fast til væggen og venter på man vågner op.

Nille spærrede øjnene op. Hun så kort rundt, et spjæt i hendes krop fik hende til at trykke ryggen mod væggen, kæderne raslede, mens hun så på de to dusørjægere foran hende. Hun sad på jord. Om hendes håndled var der lænker, også ved hendes ben, håndleddene var lænket fast til væggen, benene til jorden. Hun så ned af sig selv og stivnede yderligere over lænkerne. Hun kiggede på dusørjægerne og sank en klump. Mellem de to dusørjægere var der en spand med vievand i. Den ene af dusørjægerne gik udenfor. Den anden dusørjæger satte sig på hug ved spanden og dyppede en kniv i vievandet. "Lille Skammer, nu skal du lide." Hviskede han med et sadistisk smil. Nille klynkede svagt. Lige nu var hun bange. De havde hende. Dusør jægeren tog kniven op fra vievandet, satte sig ved siden af hendes, tog hendes venstre arm, da han sad på venstre side af hende, og skar langs de tre fine ar hvor hun selv havde skåret sig. Hun pressede øjnene sammen, tårerne gled ned af hendes kinder, og hun vred sig lidt. Dusørjægeren grinede, rejste sig op, og lagde kniven ved spanden. Han tog et ler glas, og puttede vievand i. Han hældte vievandet udover hendes ben, som blev lidt.. stegt, kunne man vel sige. huden blev mere rød. Hun skreg op over smerten. Ti minutter forlod dusørjægeren hende efter at have hældt alt indholdet i spanden, altså alt vievandet i spanden, udover hende. Han havde bundet noget stof om hendes øjne, så hun ikke kunne bruge sine øjne. Da dusørjægeren var kommet tilbage, havde han et sølvkors med. Sølvkorset var i en sølvkæde. Dusørjægeren lagde korset mod hendes nu blottede skulder. Hun skreg højt op over smerten, da korset jo var helligt. Hun vred sig endnu mere.
En hel dag gik med at dusørjægeren hældte vievand udover hende, skar i hendes arm med en kniv der var dyppet i vievand, og sølvkorset der blev presset mod hendes blottede skulders hud. En pisk der også var dybt i vievand blev også brugt mod hende.

- I en kro på samme tid -

To mænd sad ved et bord, og drak et krus øl mens de snakkede. Hele kroen lyttede med til de to mænds samtale.
"Har du hørt at en dusørjæger bande endelig fik fat i Skammeren?" Spurgte den ene mand, Gert. "Nej, hvilken Skammer er det?" Spurgte den anden mand, Leo. "Hun hedder Nille, du ved, hende der har været mange dusører på. Hende som alle troede var død. Hende som næsten alle frygter." Svarede Gert. "Nille 'Skammer' Amnell Panara, hedder hun." Gert smilede og drak lidt af sin øl. "Hende?! Wow, men ingen har jo kunnet få fat på hende i lang tid!" Udbrød Leo med øjnene spærret op. "Nej, nemlig, men ser du, denne dusørjæger bande er speciel." Forklarede Gert. Lige netop da Gert ville forklare hvordan de havde fået fat på Nille, blev døren sparket op. En kutteklædt mand trådte ind. "Vi fangede hende ved at slå hende ud, mens hun var i en skov, ubevæbnet." Mandens stemme var dyb. Mandens navn var Christian. Manden havde længe kendt Nille, før hun døde, og havde længe villet fange hende. Christian var lederen af dusørjæger banden. Leo og Gert rejste sig op. "Hvad gør i ved hende nu?" Spurgte Leo forundret. Christian trak den sorte hætte tilbage så man kunne se hans ansigt. "Vi torturere hende til hun intet andet valg har, end at være mit våben." Svarede Christian med et grumt smil. Alle i kroen, næsten alle, stivnede.
Var Nille denne gang fortabt? Hun kunne ikke klare dette selv. Hun kunne ikke længere kende forskel mellem fjender eller venner. I hendes hoved var alle nu, imod hende. Hun ville angribe hvem der end kom i nærheden af hende.

//Håber det er i orden at Caroline er i kroen. ^^//

//Det helt fint, mere vred Caroline XD

Caroline havde siddet på denne kro i så langtid, ikke fordi hun havde været i denne by før. DEt var enlig bare et tilfælde at hun sad i denne krostue, hun spidsede dog ører til hele deres samtale. Hun blev bekymret, men sammentidigt virkelig vred.. Hun rejste sig til sidst op i fuldfart, vreden var i hendes øjne. De var næsten helt blodrøde af vrede, hendes hud lyste blegt op i rummet. Hurtigt var hun henne ved ham Christian og trak ham op og stå.
"Være dit våben? Th, jeg må le. Tror du virkelig du slipper levende fra det?" Spugte hun enlig uden at give manden nogen mulighed for at svarer overhovedet. Hun greb omkring hans hals.
"Du gør virkelig passe på hvad du vælger at gøre som dit næste træk, jeg vil med glæde flå dine øjne ud og tvinge dig til at æde dem. Hvis du ikke fortæller mig hvor i gemmer skammeren henne!" Snerrede Caroline redt at truende, og aktivede langsomt evnen i sine fingre. Så at Christian ville opleve voldsom smerte. Caroline var stik tosset, og selvom hun prøvede at beherske sig.. Så var det virkelig ved at pisse hende af, han skulle være glad for at han overhovedet gav hende en change for at snakke ud. For Caroline kunne trods alt snildt rive hjertet ud fra hans brystkasse og lade hans døde krop falde evigt til jordes. Caroline kiggede ham i øjnene, hun var ikke bange for at bruge begge evner på samme tid, hun havde ikke prøvet det før. Og måske ville hun blive tappet for en masse energi. Men hun ville jo gøre alt for Nille, om hun så skulle rydde hver sten på hendes vej for at sikre sig at hun var okay. Nille havde jo været der for hende, og ville endda skraffe Kukiu.. Forståeligt. Men Caroline tillod ikke at nogle ville torturer Nille bare fordi hun havde en evne. Nogle mindre dusøre på grund af nogle af Caroline's morderiske drab var der også, men også på grund af hendes evne. Hun kunne faktisk næsten alt med den evne, hun kunne jo be folk om hvad hun ville. Få dem til at gøre som var de hendes små undersøter. Caroline var dog ikke så ond igen.
Caroline klemte hårdere til på Christians hals.
"Spyt ud!

Christian så tydeligvis forskrækket på Caroline, hvorefter han ville forsvare sig, men da Caroline var meget stærkere end et menneske, kunne han intet gøre. Han vred sig i hendes greb, mens han så på hende. Gert og Leo så kort på Caroline, men skyndte sig så ud af kroen. Christian ville gerne sige noget, men kunne ikke få et ord frem. Dog fik han lige disse ord ud af sin mund; "Jaaaa..." Det var svært for ham at sige noget, men det lykkedes næsten. Christian fik hurtigt regnet det hele ud. Dette var Caroline, Nilles bedste veninde! Christian havde fulgt Nille lige siden hun var vendt tilbage fra de døde. Han havde set hende snakke med Caroline. Da Caroline klemte hårdere om Christians hals, vred han sig endnu mere, mens han havde sine hænder på hendes som var om hans hals.
"Shadowflame... District! Et... forfaldent hus..." Gispede Christian, dog forlod en lille latter hans læber. "Men ... Det er forsent! Hun... Vil... Angribe dig!" Et grumt smil var om hans læber.

- Det forfaldne hus, samtidig med det der foregår i kroen. -

Nille åbnede sine øjne svagt. Hendes lysende blå øjne mødte dusørjægerens smukke brune øjne. Hun havde ingen tegn på følelser i sine øjne eller ansigt. Der var intet smil på hendes læber. Dog var hendes øjne fyldt med tårer. Dusørjægeren smilede. "Lille Skammer, græd du bare. Græd fordi du aldrig kommer til at se dine kære igen. Græd fordi du er svag!" Snerrede Dusørjægeren og greb hende hårdt fast om halsen. Nille gispede, mens tårerne gled ned af hendes kinder. "Græd!" Dusørjægeren råbte, så ordet rungede i det forfaldne hus. Tårerne gled hidsigt og hurtigt ned af Nilles kinder, mens hun prøvede at få sit hoved vendt væk fra dusørjægeren. "Se på mig!" Råbte dusørjægeren så... Nille vendte svagt sit ansigt mod dusørjægerens. Hun havde ikke længere bind for øjnene. "Jeg er din eneste ven. Alle andre er dine fjender, forstår du det?!" Råbte han så, mens hun ivrigt nikkede. Dusørjægeren slap hende fri for lænkerne, rejste sig op og hjalp hende op. "Velkommen til dit nye liv, Skammer. Hvis man da kan kalde det for et liv." Dusørjægeren grinede ondskabsfuldt mens han gik ud af huset.
Nille så efter ham og tørrede tårerne væk. Hun nikkede dog. Hun så på lænkerne, men satte sig så ned, der hvor hun havde siddet før. Hun tog sine daggerts der havde lægget ved siden af hende.

Caroline lyttede til ham, og den latter han kom med var nok til at vreden blussede op inden i hende. Hun havde fundet ud af det, det var ikke Nicolas' vrede som hun havde haft indeni sig. Det havde hun troet, for hun havde aldrig troet at hun selv kunne blive så vred, men hun var trods alt stadigvæk en ny vampyr lidt over et år. Og vampyros, de havde sværer med det med følelser. Caroline så ham i øjnene, og snerrede af ham.
"Virkelig nå, men ved du hvad. Du lever ikke til at se den næste sol opgang." Svarede hun ham koldt og fnøs. Caroline tog den anden hånd og borrede den ind i hans brystkasse og flåede hans hjerte ud. Hun smed det ovenpå liget der faldt til jorden. Caroline rev et stykke stof af en af fremmede mands trøje, som stod stiv af skræk, det gjorde de fleste. Hun tørrede sin hånd.
"Hvis nogle af jer andre, begår den fejl at udfordre mig. Eller gør nogen form for skade på dem jeg elsker, så pas på hvor i går." Råbte hun alvorligt til alle i kroen, inden hun brugte sin vampyros fart til at suse afsted til hun kom til Shadowflame District. Det var ikke svært at finde et forladt hus, specielt ikke når det ikke er forladt. Og vagter går rundt, som var de krigere. Caroline kiggede rundt, og så en lille åbning i et vindue. Hun skiftede form til flagermus, og baskede med de små vinger. Hun fløj ubemærket hen til vinduet, for hvem skulle have troet at der ville komme en vampyros flagermus flyvende rundt præcis denne nat, ingen! Derfor var det så smart! Caroline fløj igennem det åbne vindue, og skiftede så form. Hun kiggede rundt, hendes skridt var lydløse. Hun brugte sine sanser og kiggede kort ud af vinduet. Hun havde en lyst til at løbe derhen og brække nakken på den mand som gik derude. Men hun måtte finde Nille først. Caroline kom ned til hende, og så på Nille. Hun sad stille på jorden med sine daggerts, Caroline trådte ind i rummet med hovedet på skrå. Hvorfor var hun ikke løbet, huset var frit. Eller var Nille så skadet at hun ikke kunne gå?
Caroline satte sig på hug ved Nille, og lagde en hånd på hendes skulder.
"Nille, er du okay?" Spurgte hun bekymret.

Christian nåede ikke at sige noget, før alt blev mørkt. Hans lig ramte gulvet med et bump. Alle derinde var stive af skræk. En ung dreng stirrede på Caroline med store øjne. Han havde mørkebrunt hår, og lysende blå øjnene. Det kunne ligne Toby bortset fra at denne dreng var meget lys i huden og havde fregner.

Nille hørte en bekymret stemme sige hendes navn og spørge om hun var okay. Hun var ikke skadet nok til hun ikke kunne gå. Hun var allerede ved at hele. Hun så op på Caroline med de lysende blå øjne. Hun rejste sig hurtigt op og snerrede. Jeg er din eneste ven... Dusørjægerens ord blev gentaget i hendes hoved. Nille stod overfor Caroline, bare nogle meter væk. Hendes krop var spændt og hun lignede en der var klar til at rive Caroline i to! Nille strammede grebet om sine daggerts. Hun rystede i kroppen. Blodet hang fast i hendes sorte løse hår, den hvide fjer var væk, kjolen var også fyldt med blod. Hun så rædselsfuld ud.
"Gå med dig!" Snerrede hun. Hurtigt og nemt angreb Nille Caroline, og huggede sine daggerts mod hende.

//Kreasvigt sorry.

Caroline fik et pænt chok, hun havde godt kunne lugte blodet. Hun havde ikke forventet andet end en skadet Nille, til når hun kom efter mandens ord. Caroline fik et chok da Nille snerrede af hende og faktisk angreb hende, Caroline brugte sin fart til at komme væk og over i den anden ende af rummet. Caroline spærrede øjnene op, hvad fanden skete der!?
"Nille det mig! Caroline, din ven!" Råbte Caroline, måske havde torturen været alt for hård ved hende. Ham som havde fået fingrene i hende, havde sikkert sat en høj frygt fakta i hende. Og derved gjorde hun sikkert ikke andet end at tænke på det han havde sagt.. Men Caroline ville ikke bare sådan lige give op, det var hun kommet for langt i livet til! Caroline tog en dyb indånding og susede imod Nille, hun vendede Nille om imens hun holdt Nille's arme ind på muren. Men ligenu var Nille ustail, og hvad der ville ske var ikke til at difinere ligenu. Men Caroline kiggede hende i øjnene, for at bruge at få hendes egen evne til at virke inden Nille muligvis ville bruge henes.
"Du bruger ikke din evne imod mig." Sagde Caroline med sin tvangs evne, mest fordi at når Nille engang kom til sig selv.. Så ville hun ikke have det godt med det. Og Caroline gad ikke opleve en bølge af skam indover sig. Den havde hun været igennem, og desuden var Caroline bare meget stærkere person ligenu, mest af alt fordi hun havde fået Nicolas igen. Hun stod stærkere når hun vidste at han der et sted.
Caroline holdt stadigvæk Nille's arme, men Caroline vidste også at hun ikke kunne skade Nille.. Derfor havde Nille en fordel hvis hun ingen former for følelser havde når hun så Caroline. Hvis hun kun tænkte fjende, så var det nemmere for Nille at skade Caroline end omvendt.

Nille knurrede da Caroline undveg hendes angreb. Jeg er din eneste ven, alle andre er dine fjender. En dyb advarende knurren forlod Nilles læber og hun stirrede på Caroline med hadske lysende blå øjne. Hun var spændt i kroppen, klar til at hugge Caroline ned! En lav og ondskabsfuld, dog uden følelser, latter forlod Nilles læber.
"Jeg har kun en ven, og den ven er ikke dig!" Råbte Nille, uden et smil, uden følelser. Ingenting. DEt var værre end dengang med Toby. Meget værre. Nille gispede da hun fandt sig op af en mur, hun kunne ikke røre sig, som sådan. Hun vred sig lidt, men kunne ikke komme fri. Nilles øjne skulle lige til at blive sorte, indtil Caroline brugte sin evne. Nille knurrede og vred sig endnu mere.
"Slip mig fri!" Skreg Nille. Uheldigvis var alle dusørjægerne gået. De kunne ikke hjælpe hende. Tårerne begyndte atter at glide ned af Nilles kinder. Hun rystede svagt i kroppen, og gjorde alt for ikke at se på Caroline.
"Lad mig være... Jeg slår dig ihjel!" Det sidste råbte Nille så højt hun kunne. Hun stirrede ind i Carolines øjne, med had lynende i de lysende blå øjne. "Hvor vover du at bruge din evne mod mig!" Nille råbte så højt hun kunne.

Jeg slår dig ihjel. Det ord skar Caroline i ørene, men alligevel kunne hun mærke på Nille at hun ikke var sig selv. MAnden på kroen havde ret.. Men Caroline gav ikke op! Hun ville ikke give op på Nille, Caroline slap hende og trådte lidt væk.
"Ikke det, jeg er ikke din ven nej. Jeg er din bedste veninde, og vil du dræbe mig? Fint, prøv. Men jeg giver ikke op så let." Sagde Caroline helt roligt og stod med en passende afstand fra Nille
"Jeg brugte den fordi jeg ved du inderst inde ikke ønsker at bruge din evne på mig." Svarede hun tilbage, Caroline måtte holde hovedet koldt ligenu. Hun vidste Nille havde en fordel ligenu, for Nille havde næsten intet tilbage af sig selv. Hun kunne ikke kende forskel.. Men Caroline måtte ikke give op..
"Så fint.. Gør det, prøv at slå mig ihjel."

Nille knurrede og så hadsk på Caroline. Hvor vovede Caroline sådan at bruge sin evne mod hende! Nille smilede sadistisk da Caroline slap hende og trådte lidt væk. Nille rettede sig op og gik et skridt foran, mod Caroline. Hun knugede de to daggerts i hendes hånd og havde et ret hadsk glimt i øjnene.
"Jeg har dræbt en af mine bedste veninder før. Jeg kan let gøre det igen." Hviskede hun truende, dog sådan at Caroline sagtens kunne høre det. Nille gik langsomt med Caroline.
"Inderst inde? Hvad er det dog for noget sludder!" Hun grinede hånende. Hun nåede hen til Caroline.
"Med glæde." Nille slog sin daggerts skarpe side ud efter Carolines strube.

Caroline fnøs, og selvom hun ikke kunne lide tanken.. Så måtte hun slås med Nille, denne Nille var ikke bange for at dræbe og Caroline undervuderede ikke Nille overhovedet. Da daggerten kom imod hendes strube, gik hun i bro. Caroline greb efter Nilles håndled og kom op og stå i normal stilling igen. Caroline slap Nille's hånd, og kort havde Caroline ryggen til Nille. Men man skulle aldrig undervudere en vampyros, specielt ikke med de fantastiske sanser som hun bar. Caroline lukkede kort øjnene, hun havde ikke lyst til at slås imod Nille.
"Jeg er sikker på at det var den veinde du græd over at have dræbt sidst du havde det dårligt. Hvad så næste gang du har det dårligt, vil du så havve det dårligt igen? Over at have dræbt den person som faktisk overbeviste dig om at du ikke skulle dræbe dig selv?" Caroline vendede sig om imod Nille og kiggede hende i øjnene.
"Det her er ikke dig! Og du ved det!"

Nille knurrede højt da Caroline fnøs. Hvor flabet. Nille var overhovedet ikke man skulle undervurdere, hvis man undervurderede hende, var man dum. Hun hvæste af Caroline da Caroline fik fat i hendes håndled. Hun sparkede ud efter Carolines ryg da hun kort havde ryggen til Nille, men ramte med vilje ikke. FAktisk havde det ikke været Nille der havde dræbt Natalie, men Rebecca. Hun ville bare se om Caroline kunne tro på at Nille ville dræbe hende.
"Jeg er ligeglad med dig! For min skyld kan du skride af helvede til!" Skreg Nille så højt hun kunne. Hun rettede sig op.
"Ikke mig? Ha! Jeg er den jeg er. Nu, Caroline... Nu skal du føle hvordan smerten er efter man har mistet en man holdte virkelig meget af. For det har du prøvet flere gange, ikke? Dine forældre.." Nilles øjne blev ondskabsfulde. "Christian... Dominic... Og nu mig." Hun smilede sadistisk stadigvæk.

Caroline havde selvfølgelig ikke tænkt over at Nille kunne sparke. Og da Nille ramte hendes ryg to hun et skridt frem. Nille's ord skar i hendes hjerte, og Caroline måtte bide tænderne sammen for ikke at lade dem gør hende ondt. Og overraskende nok virkede det, hun rystede på hovedet af Nille. Og trådte et skridt nærmere frem, da Nicolas havde kysset Isabella. Eliza havde hun stadigvæk ingen kontakt til, hun havde mistet så mange. Og Nille der nævnede det på en ondskabsfuldmåde gjorde bare at Caroline blev pissed af.
"Hold kæft!" Råbte hun af Nille, af fuld vrede. Og løb op foran hende, for at kaste hende tilbage. Caroline blottede sine tænder i fuld vrede, og hvæsede morderisk. Caroline havde svært nok ved at holde sig selv i kontrol, men måtte vel bare holde sig selv i skindet nu så godt hun kunne. Faktisk havde hun ingen ligenu, kun folk hun ikke så ret tit.. Men Caroline burde kunne klare sig selv.. MEd alle de år hun havde foran sig..

Nille vidste hun havde gået over stregen og inderst inde ville hun sige undskyld. Men hun gjorde det ikke. Hvorfor skulle hun, tænkte hun. Hvorfor skulle hun sige undskyld? En hånlig latter forlod Nilles læber, mens hun langsomt gik mod Caroline.
"Kan du huske hvordan Christian bare forlod dig, for i stedet at få Ophelia? Og ved du hvad? Han kyssede også mig. Han forvekslede mig med dig. Sjovt ikke? Vi ligner slet ikke hinanden. Jeg tror han løj." Hun smilede sadistisk, ondskabsfuldt.
Hun undveg ved at kaste sig til siden, da Caroline løb mod hende. Hun grinede lavt. "Er du virkelig så svag, Caroline? Du kan ikke klare noget som helst." Hun grinede blot, som om de lige havde fortalt sjove jokes til hinanden.

Caroline var slet ikke vild med denne situtration.. Hun stoppede dog kort op da Nille fortalte at Christian havde kysset hende, hvorfor havde Nille aldrig sagt det før!? Caroline blinkede et par gange, den var ikke rar at få over hovedet. Caroline sprang til siden da Nille løb imod hende, Caroline samlede et ustyr op fra jorden. Et blodbelagt spyd, med dæmon blod. Tydeligt havde det været brugt til tortur imod Nille, Caroline holdt et skramt greb omkring det. Hun sank en klump. Nille prøvede tydeligvis at knække hende, ligesom dengang med Dominic.. Men denne gang havde hun ikke tænkt sig at bide på, hun var ikke svag. Selvom alt var nedtur for hende ligenu.. Caroline hævede på et bryn, og svingede den kølelignede ting imod Nille.
"Hvad med dig? Du svagere end mig, du prøver bare at blive stærkere udenpå, men inden i er du svag. Toby, det godt han er død. Han fortjente ikke at se hvilket uhyrer hans mor er blevet. Og Jacob, ham som er villig til at gå i døden for dig? Hvor langtid tror du der går før han finder ud af, at hans elskede shapeshifter Nille er væk, og blevet en dræbende, manipolerende, bitch som ingen kan elske, for ikke at nævne monster?" Caroline vidste at hendes egne grænser selv overskred sig der, men hun så bare fast på Nille.

Nille stirrede på den pisk Caroline havde i hånden. Hun rystede svagt af skræk i kroppen, men gjorde intet. Hun havde ikke fortalt Caroline om det med Christian før, fordi Nille ikke havde fundet det så vigtigt.Nille trådte et skridt væk, mens hun holdte øje med pisken med frygt malet i øjnene. Hun knyttede hænderne og sank en klump.
Det Caroline sagde... Var dråben! Det var dråben der fik bægeret til at flyde over! Nille rystede helt vildt af raseri mens hun kiggede på Caroline.
"Hold. Din. KÆFT!" Skreg Nille. Hun holdte sig for ørerne. "Jeg vil ikke! Du lyver, du lyver, du lyver!" Hun gik baglæns mod væggen, gled ned og sidde med ryggen mod væggen. "Du lyver, du lyver,du lyver!" Nille strakte sin ene arm ud, mens hendes ene hånd holdte fast i daggerten. Nille lagde daggertens skarpe blod mod armen... Klar til at skære. Den eneste måde hun kunne slippe væk fra smerten ved Carolines ord, var at skære i sig selv.

Caroline lukkede sine egne øjne i, hun klemte en tårer ud. Det gik hende på at hun havde fået sig selv til at sige det, derfor stoppede hendes verden kort da Nille ville skære i sig selv. Caroline var hurtigere end nogen anden vampyr, og derfor overraskende hurtigt henne ved Nille. Caroline greb om daggertens blad, da hun ville rive den ud af hånden på Nille. MEn skar istedet hele sin håndflade op, så blodet flød ud derfra. Caroline ømmede sig voldsomt, men brugte den anden hånd til at få daggerten nøflet væk fra Nille. Caroline så ned på hende, med et bekymret udtryg.
"Jeg mener også, at vi har haft vores op og nedturer. Jeg forrådte dig engang, men du gav mig en chance til da slangen var ved at sno sig om mit hjerte. Jeg har hjulpet dig, vi hjælper altid hinanden. Og ligemeget hvor meget vi ændre os, så elsker vi hinanden. Vi bedste veninder Nille, det derfor jeg ikke giver op på dig. Lige indtil dit hjerte holder op med at slå er du min bedste veinde.. Vent, jeg tager fejl.. Du ikke min veninde, du slet ikke min bedste veninde.. Du min søster, Nille og ligemeget hvor langtid jeg skal kæmpe for at overbevise dig om det, ligeså længe bliver jeg stående. Jeg giver ikke op på dig." Caroline så på Nille, hvert ord var fra hjertet af. Caroline kiggede lidt på sin hånd, helt blodig, Caroline skar kort ansigt af det.. Men det gjorde pisse nas..

Lige netop da Nille skulle til at skære i sin arm, rakte Caroline ud efter den. Caroline kom til at skære sig selv i håndfladen, Nille kiggede op på hende. Hvorfor gjorde Caroline det der? Hvorfor kunne hun ikke bare være ligeglad? Det var alle jo. Så var daggerten ikke længere ved Nilles hånd. Hun rejste sig op og ville angribe igen, men så begyndte Caroline at snakke. Hjertet sank ved ordene om at Nille ikke var Carolines bedste veninde og hun så ned. Hun så op da Caroline sagde at hun var hendes søster, blev hun mere glad.
"Caroline, jeg... Jeg.." Hun krympede sig sammen og rystede svagt. "Jeg kan ikke mere. Undskyld." Hun så op på Caroline. "Vil du ikke nok få mig væk herfra....?" Tårerne gled ned af hendes kinder.

//Kreasvigt, sorry.

Caroline blev lettet indeni da Nille blev mere sig selv, ikke helt men hun kunne i det mindste genkende hende igen. Caroline nikkede til Nille.
"Jeg tilgiver dig, det gør jeg altid." Svarede hun blidt, og nikkede. "Jo jeg får dig ud herfra, med alt min magt." Magt var ment som styrke, altså hun vil bruge alle kræfter på at få dem væk hvis det skulle være nødvendigt. Caroline smilede let til Nille.
"Jeg kender et lille gemmested vi kan gemme os ved." Svarede hun med et let smil, Caroline tog Nille i hånden med den hånd af hendes som ikke var skadet. Selvom såret var healet var der stadigvæk blod på den. Caroline begyndte stille at gå frem af imod døren, hun var meget opmærksom. Men der var ingen i huset. Kun vagter udenfor som skulle forstille at være meget snu. Men Caroline kunne lugte dem på lang afstand. Caroline sank en klump, hun valgte den nemmeste vej ud. Hun vendede sig om imod Nille.
"Jeg ved du er bange, derfor må du stole på mig. Når jeg åbner døren løber jeg op til de tre vagter som er der, og imens de jagter mig så løber du ind imellem skovens træer. Jeg har din fært jeg finder dig, så du må stole på mig nu. mere ned nogensinde før." Sagde Caroline og kiggede Nille i øjnene.

De ord Caroline havde sagt om Toby og Jacob sad stadig inde i Nilles hoved. De hadede hende. De ville hende ikke. De ville have Shapeshifteren tilbage. De ville have den gamle Nille tilbage. Hun var ikke god nok. Nille var psykisk svag, så Rebecca fik lidt kontrol. Eller, kontrol var nu ikke ordet... Mere at Nille kunne få en indre kamp, så hun ville komme til at gøre ting hun ville fortryde mega meget, når Rebecca trak sig tilbage. 
Nille kiggede på Caroline mens hun snakkede. Hun nikkede til hvad Caroline sagde. Hun følte sig ikke tryg, langt fra. Hun bed sig i underlæben kort. Hun lod Caroline tage hendes hånd og trække hende med væk. Nille gik vaklende med. 
"Okay..." For Nille lød det som en fin plan. "Jeg stoler på dig... Lad os bare gøre det." Hun ville have det overstået hurtigst muligt.

Caroline nikkede til Nille, planen var lagt. Og Caroline åbnede døren op, hun satte i fart op til de tre vagter. Hum greb fat i den første og knækkede nakken på stedet, de andre hørte hende og stormede imod hende. Caroline havde hørt dem da de kom, men stakkels mennesker. Så svage, se bare på hvor svag hun havde været den gang hun havde været menneske. Aldrig mere ville hun være svag! Caroline smilede lumsk da menneskene kom løbene imod hende med deres sværd. Caroline løb få skridt frem så de stødte ind i hinanden, hun kiggede tilbage på dem og fnøs. 
"Sølle mennesker." Sagde hun koldt og så stille ingen kunne hører hendes mumlen. Hun trådte deres ribben ned så de døde på stedet, og løb hen til skoven hvor Nille var. 
"Jeg sagde jo at du kunne stole på jeg kom. Så lad os tage hen til mit midlertidige sted." sagde hun blidt og lagde en forsigtig arm om Nille imens hun begyndte at få stille afsted.

Nille bed sig i underlæben, mens hun så mod vagterne. Så begyndte hun at løbe mod skoven. Hun følte sig så svag, så svag... Det brød hun sig absolut ikke om! Det ville hun helst være fri for, hun var slet ikke vant til at føle sig så svag. Hun var lige ved at falde over en rod, men fik hurtigt balancen. Hun støttede sig op af et træ, mens hun ventede på Caroline. Hun lukkede øjnene kort og rettede sig op. Hun så rundt, mens hun trådte væk fra træet. Hun fik et chok da hun hørte carolines stemme. Hun så skræmt på Caroline, mens hendes hjerte begyndte at banke mere roligt igen.
"Hvor langt er der...?" Hviskede Nille spørgende, usikker på om Caroline havde opfanget hvad hun havde hvisket. Hun fulgte roligt med, mens hun så rundt.

//Out. Aftalt mellem mig og Caroline at dette emne bliver out'et.//

/Haps. Emne til samlingen :3