A new enemy? or are you a friend? (Luce)

Sted: skoven
tid: 10.30 aften
omgivelser: træer og flere træer
påklædning profilbilled
vejr: halvkøligt

Celestia bevægede sig gennem skoven med sin tvilling ved siden af sig. En følelse af tryghed fyldte dem begge. De var alene, ingen kunne skade dem her. I byerne virkede der altid overbefolket og indelukket, de kom der kun, når de havde brug for noget, de kun kunne skaffe sig ved at stjæle. Celestia elskede skoven stilheden og månens lys der faldt på træerne og gav det hele et nærmest overjordisk skær. Her kunne de være i fred. Ingen så mærkeligt på dem eller sskreg modbydelige ting af dem på grund af deres race.
Celestia satte sig ned for foden af et træ og stirrede op på den hvidt lysende måne. Ametyst rullede sig sammen ved siden af hende og så dovent op på hende med de lilla øjne.
Snart kunne Celestia mærke sig selv døse hen, og huun gav efter for søvnen, det var længe siden, hun sidst havde sovet.
Men pludselig blev hun vækket ved lyden af knækkende grene tæt ved. Ametyst røg op fra sin liggende position i noget af en fart og stillede sig beskyttende ved Celestiias side med sine lange ulve tænder blottede i en advarende snerren. "Hvem der?" råbte Cellestia og greb fat om sværdet, hun altid havde indenfor rækkevidde. *Der lugter af firben, men også af menneske* lød hendes søsters stemme tørt i hendes sind.

P: Sorte bukser, Rød løst siddende top og en sort kappe med hætte

Hun anede ikke hvad der ventede hende denne dag. Hun havde ihvertfald besluttet sig for og gå sig en tur ude i skoven, hvor der knap så tit var de udøde som gik rundt som de var begyndt på inde i byerne. Selvfølgelig ville der altid være nogle udøde i skovene, men de var knap så hurtige til og fange deres bytte i skoven som inde i byerne og på landevejene imellem byerne, hvor der før i tiden hele tiden var folk der gik, red på deres heste eller kørte i hestevogne. Der var dog ikke så meget af mere da folk ikke turde og færdes rundt, hvor de ikke var så beskyttet som inde i byerne. Luce var gravid med sit tredje barn med sin elskede Josh som hun elskede over alt på jorden. Hun havde ikke så meget kontakt til sine sønner da Bruce var endt hjemme hos sin onkel og Connor var som aftalt med Sean blevet hans da hun ikke ville kunne klare og have sin gamle ejers søn tæt på sig. Hun var blevet voldtaget af Rafael. Dæmonernes leder. Hun havde været hans slave og båret på hans barn. Det havde gjort, at hun havde svært ved og vende sig til det barn hun gik med nu, men nu glædet hun sig rent faktisk til barnet kom. Hun gik roligt ude i skoven da hun begyndte og kunne lugte et menneske og en ulv tæt på sig. Var det en af de der santuines der var her ude som man så ret tit efterhånden? Hun fik et mindre chok da hun hørte en snerren. Hun kunne ikke se nogen aura overhovedet. Måske var de skjult bag nogle træer? Hun var blind og kunne ikke se noget, men hun brugte istedet sine andre sanser og fulgte efter lugten og lyden af et barn eller var det en teenager der råbte? Hun stoppede lidt foran pigen da hun kunne se deres aura tæt på sig "Bare rolig jeg gør ikke noget. Hedder Luce hvad hedder du og din ulv der ved siden af dig?" Hendes stemme var rolig og venlig.

Celestia blev chokeret, da hun så kvindens ansigt. Hun var pæn det var slet ikke det, men det var tydligt at se, at hun var blind. Men alligevel var det, som om hun kunne se dem med sine mælkehvide øjne. Måske var hun i stand til at se ting, andre ikke kunne se. Ja det var hun helt sikkert, det stod klart for hende, da hendes kommentar om Ametyst nåede hendes øre. Man kunnne ikke bare gætte sig til, at hun var en ulv, hvis man overhovedet intet kunne se. Alligevel slækkede Celestia grebet om sværdet. Hun havde sagt, at hun ikke ville gøre dem noget, og hvis der vaar en ting Celestia, var god til at aflæse, var det, når folk løj. Kvinden her løj ikke. Ametysts kropsholdning blev også gradvist mere afslappet, da hun fornemmede, at der ingen fare var ved denne blide kvinde. Celestia overvejede et kort øjeblik, om det nu også ville være klogt at svare på hendes spørgsmål, men blev enig med sig selv om, at det kunne hun godt tillade sig. "Jeg hedder Celestia, og ulven er min tvillingesøster Ametyst," svarede hun efter et langt øjebliks stilhed. "Hvem er du? Du er ikke ligesom os" sagde hun lidt efter.

Hun kunne sådanset ikke se hvilket dyr som var ved siden af pigen, men det var nu ikke så svært for hvert dyr havde deres lugte og ulve havde en lugt som hun syntes skærede meget igennem, men hendes sanser var nu også meget bedre end mange andres for hun måtte jo bruge andre sanser nu hvor hun ikke kunne se noget rigtigt længere. Hun kunne godt mærke hvordan pigen stirrede på hende. Var det nu hendes øjne igen? Eller var det fordi det var tydeligt, at hun var gravid? Hun vidste det ikke, men hun ville heller ikke spørge ind til det da hun var van til, at folk kiggede på hende. Hun smilede roligt til pigen og samlede sine hænder ved sin mave "Rart, at møde jer 2" hun lagde sit hoved let på skrå og prøvede og regne ud hvor gammel denne pige egentlig var "Jeg er en dragonlycan, altså jeg kan forvandle mig til en drage. Jeg er lærling for Sakref Morladin. Doomsvilles leder" hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle fortælle om sig selv for denne pige "Hvad med dig? Hvem er du egentlig og hvor gammel er du?" Hendes stemme var rolig og mild.

*Jeg sagde jo, hun lugtede af firben* lød Ametysts selvtilfredse stemme i hendes sind. *Oh klap i du tror, du er så klog,* svarede Celestia bare, men hun kunne alligevel ikke lade være med at trække en smule på smilebåndet
Celestia sad et par minutter i total stilhed og overvejede, hvad hun skulle fortælle kvinden. "Der er ikke særlig meget interessant at fortælle om os, vi er 17, har boedet på gaden siden vi var fjorten, fordi vores magtsyge forældre holdt os låst inde i en kælder," fortalte hun og spyttede ordet forældre ud, som om det var en form for gift. Amtyst knurrede klart enig med hende om det. "Vi flygtede, alt var bedre end at være låst inde i en kælder resten af livet," dortsatte hun. "Vi har ikke set dem siden, det ville bare skade deres image, hvis de kom hjem med os og var nødt til at forklare, at vi er deres børn," uddybede hun. Det var længe siden, hun havde snakket så længe med en person. De fleste mente, at sådan nogen som tvillingerne var mod naturens love og burde udryddes. Det havde skabt nogle ret ubehagelige dage, hvor de havde været nødt til at flygte over hals og hovde fra en hob af mennesker med diverse skarpe ting.

Hun lyttede roligt til det Celestia fortalte om dem selv. Det var nu meget overraskende, at hun havde oplevet nogenlunde det samme omkring det med, at ens forældre ikke brød sig om en. Det var dog ikke helt normalt når det galt santuines da de nok var den mest normale form for menneskerace, hvor man ikke kunne se om bare var mennesker eller også var et dyr. Der var godt nok også shapeshifters og varulve for dem kunne man heller ikke se det på, men man kunne lugte det som bare pokker. "Det er jeg ked af, at høre at dine forældre holdt dig indespærret. Jeg har haft næsten det samme problem med mine forældre. Jeg blev sendt bort til en skole langt væk herfra hvor der kun var uopdragende, umulige og farlige unge som er til fare for sig selv og andre da jeg opdagede hvilken race jeg var. Altså jeg har altid haft en anden hudfarve end mennesker, men folk vidste ikke om jeg var en dæmon eller om jeg var en draconianer dengang da jeg aldrig havde været i min form før en dag det gik galt" Hun fortalte det roligt til pigen og spekulerede på hvordan hun kunne give denne pige en bedre tilværelse selvom hun var 17 år "Har du nogle specielle talenter?" hendes stemme var rolig og mild.

Celestia og Ametyst stirrede på hinanden i et øjeblik. *Hun er ligsom os** fløj det gennem hovedet på dem begge to. Aldrig havde tvillingerne mødt nogen, der forstod dem så godt. Måske var de ikke helt alene i verden alligevel. Så var det alligevel ikke kun dem, vis forældre var idioter. "Øh specielle talenter," Celestia vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige til det, hun kunne bruge et sværd, men det var der mange der kunne, og det var til forsvar af hende selv og Ametyst. Hun tænkte sig om et øjeblik. Jo der var noget, men det var noget, hun aldrig nogensinde havde delt med et andet menneske, det var kun Ametyst der vidste noget om dette talent. Hun sad et øjeblik stille og overvejede, om hun skulle fortælle Luce om det. "Jeg kan synge," sagde hun til sidst. Hun vidste ikke helt, om det var specielt som sådan, men hun havde tit sunget for at holde humøret oppe, og Ametyst havde altid sagt, at hun sang godt, så måske kunne det faktisk bruges til noget.

Luce kendte til mange som havde nogle dårlige forældre. Sean havde nogle dårlige forældre, men hun kunne ikke huske 100% hvordan det var da hun ikke for lang tid siden havde fået et hukommelsestab hjemme hos ham og det har gjort, at hun ikke kunne huske 100% hvordan tingene hang sammen. Josh og Jacob havde haft nogle dårlige forældre. Der var mange i dette land. Det var ihvertfald få hun kendte som havde haft nogle virkelig gode forældre. Hun grinte stille da hun fortalte at hun kunne synge. Det var ikke et hånligt grin mere et kærligt grin "Jeg mente ikke sådanne nogle talenter, men de er også gode, at have. Jeg tænker mere på som fx jeg kan jo forvandle mig til en drage og er endda en sjælden race her i landet og samtidig kan jeg se folks fortid. Jeg har også det problem, at jeg har en ustyrlig vrede pga jeg har været slave, hvor min ejer fik frem provokeret en stor vrede og had frem overfor andre og slog ihjel hele tiden. En slags hjernevask kalder min læremester det. Jeg er som du nok har regnet ud blind, men jeg kan se folks aura og har fået trænet mine sanser så godt, at jeg sagtens kan forsvare mig selv og gå rundt uden og gå ind i genstande hele tiden og uden jeg behøver og have en føre hund som mange blinde har fået sig. Selvfølgelig ville det være godt med en førehund, men så længe jeg kan leve uden er det fint. Men det var sådanne nogle talenter som man kunne bygge videre på igennem livet og som du kan bruge til din fordel imod andre" hendes stemme var sød og mild.

Celestia sad som lammet. Hun vidste ikke, om hun havde noget over sig, der var sådan. "Hvis jeg har nogle evner, så har jeg ikke fundet dem endnu," sagde hun, "Okay jeg er god til at forblive uset, det lærer man, når man konstant bliver jaget rundt af folk med skarpe genstande," sagde hun lettere tørt. "Men jeg tror ikke, der er noget særligt over mig, jeg er bare et gadebarn, ved du nok," fortsatte hun. *Oh for guds skyld Celestia, nu begynder du bare ikke på det igen* lød hendes søsters stemme irriteret. *Du er speciel, fordi du er dig* forsatte søsterne, det havde hun forsikret hende om sådan cirka 117 gange. *Pfft, yeah helt sikkert* svarede Celestia bare og vendte øjne af sin optimistiske søster.

Hun stod roligt og ventede på om Celestia kunne komme i tanke om noget som ville være en fordel for hende hos nogle af de høje i byen som Sakref eller Sean, men det måtte hun jo lige finde ud af før hun kunne sige noget eller anbefale hende og kontakte nogen. Hun lyttede stille til det hun fortalte og smilede stille "Det er da en stor fordel og kunne skjule sig og være uset iblandt folke mængder. Det er godt, hvis man er spion eller hvis man er snigmorder" hendes stemme var rolig og venlig. Hun hørte tristheden i Celestias stemme og gik hen og lagde en hånd imod hendes kind "Hvis du bare er et gadebarn er jeg bare en ussel slavetøs. Se på mig jeg var slave og indrettede mig under de ordre og krav mine ejere gav mig, men blev løsladt fordi jeg fandt de rigtige kontakter og se mig nu hvor jeg er henne" Hendes stemme var rolig og opmundrende "Du skal finde de rigtige kontakter og først og fremmest finde dig en familie eller lad dig blive adopteret af nogen der elsker dig for den du er" man kunne høre på hendes stemme, at hun allerede var mor.

Celestia stivnede et øjeblik, da Luce rørte hendes kind. Ametyst spændte musklerne i kroppen klar til, hvad der end måtte komme. Men efter et kort øjeblik slappede de begge af, da de fandt ud af, at der ikke var nogen ond mening bag det. Celestia var bare blevet slået for mange gange til, at hun forventede, at nogen nogensinde ville røre hende ud af venlighed. "At være spion kunne være ret sejt," mumlede hun lidt efter. *Pfft ja, det kunne du lide var,* lød Ametyst stemme tørt, men Celestia var vant nok til hende til at vide, at selv hun godt kunne lide tanken. "Så er der det spørgsmål der hedder om der nogensinde vil være nogen, der gider at adoptere sådan en som mig," fortsatte hun lidt efter, hendes stemme var ikke meget mere end en spinkel hvisken. Hun vidste ikke helt, hvorfor hun fortalte Luce de her ting, der var bare noget over hende noget moderligt, som tvillingerne havde savnet hele deres liv.

Hun kunne godt mærke på Celestia, at hun følte sig utryg af, at mærke end hånd imod sin kind. Hun ville dog ikke fjerne den for hun vidste, at det ville hjælpe Celestia med tiden når hun havde vænnet sig til, at have en blid hånd imod sin kind. Hun smilede stille da hun kunne mærke på Celestia, at hun var blevet roligere. "Præcis og kan måske finde nogle som kunne tænke sig en spinkel person som spion og en som mange ikke ville tro var en spion og du virker til og være sådan en pige" hendes stemme var rolig og mild. Hun tog stille sin hånd til sig og lagde sit hoved let på skrå og kørte en hånd hen over Celestias hår kort "Det vil der. Jeg ville gerne hvis det var, men jeg må snakke med min kæreste om det først inden jeg tager nogle forhastede beslutninger, men tro mig der vil altid være en familie et sted også til dig" hendes stemme var rolig og mild. "Du skal bare ikke opgive håber om og finde en ny familie" hun kiggede ned på Ametys aura og kørte en blid hånd hen over hendes hoved.

*Jeg kan godt lide hende her* fortale Ametyst hende via deres telepatiske forbindelse. *Det kan jeg også, jeg ville ikke have noget imod, t hun adopterede os,* svarede Celestia og så smilende på sin søster, vis tænder var blottede i et ulvesmil. Det var sjældent, at tvillingerne indrømmede, at de kunne lide nogen, så dette var en meget mærkelig aften for dem begge to. Det var så også meget sjældent, at de mødte folk, de kunne stole på, men de havde efterhånden konkluderet, at Luce var det nok mest troværdige menneske, man overhovedet kunne støde på i hvert fald, hvis man spurgte dem. Hun havde ligesom en aura af venlighed over sig, det behøvede man ikke Luces auraseende øjne for at lægge mærke til. "Har du selv børn?" spurgte Celestia efter at have siddet i stilhed et stykke tid.

Hun vidste ikke helt hvad disse tvillingesøstre mente om hende, men hun var også ved og blive nysgerrig over og finde ud af det, men samtidig ville hun ikke presse sig på overhovedet da hun ikke ville trænge sig på eller noget som helst, men hun havde en ide om, at de godt kunne lide hende og hun måtte ærligt indrømme, at hun også godt kunne lide dem. Hun lagde en hånd på sin tykke mave da hun begyndte og tænke på de børn hun havde og på det barn hun gik med nu. Det ville være en dejlig lille familie. Hun var ved og blive spændt over og se hvordan det barn hun gik med ville blive. Om det ville være lige så underligt som med Connor og Bruce. Hun nikkede stille til Celestias spørgsmål "Ja jeg har 2 drenge Connor og Bruce, men har ikke rigtigt noget med dem, at gøre da Bruce er hos sin onkel da han ville væk og Connor kunne jeg ikke have hos mig da hans far var min gamle ejer som behandlede mig dårligt og derfor lod jeg ham blive opdraget af en fyr jeg kender som jeg stoler på og de begge har det godt. Jeg er så gravid nu med et lille barn til, men der går stadig noget tid før det barn bliver født" hendes stemme var rolig og mild.

"Sejt, vi fik aldrig nogen søskende, vores forældre var vidst bange for, at de ville blive ligesom os, men det er også lige meget, vores forældre var nedern, som du nok har forstået," fortalte Celestia, og Ametyst knurrede bekræftende for at understrege poiten. "Men du er sikkert en sej mor, du er venlig og helt ærligt, der er ikke særlig mange børn, der kan pralle af at have en mor, der kan forvandle sig til en drage," sagde hun og smilede stort, selvom Luce ikke kunne se det. Ametyst knurrede igen, men denne gang på en munter og mild måde for at erklære sig enig i sin søsters synspunkter. "Jeg forstår ikke, hvorfor Bruce ville væk fra dig, du er sød og...awesome," sagde Celestia. *Well said sister,* bemærkede hendes søster muntert.

"Der er bare nogle folk der ikke er egnet til og være forældre. Sådan vil det altid være" hun smilede roligt til pigerne og tænkte på sine forældre som heller ikke var nogle ordentlige forældre overfor hende. De burde ikke haft fået hende. Mente hun ihvertfald ikke selv. Hun grinte stille og smilede til pigerne "Tak for de komplimenter, men det ved jeg nu ikke om det er sandt. Nej det er der ikke mange der kan så det er vel sejt nok" Der var en lille glæde i hendes stemme og hun aede Celestias kind kort. Hun sukkede lidt da Celestia begyndte og snakke om Bruce "Jeg var meget nede og aldrig hjemme og det, at være slave med 2 børn er ikke ligefrem det nemmeste. Du mister relationen til de nærmeste og bliver meget sårbar. Det har taget mig meget lang tid før jeg er kommet så langt som jeg er nu og er glad for, at Bruce har fået det bedre ved og være hos sin onkel. Vil hellere have, at han er lykkelig hos sin onkel end er en såret knægt hos mig" det var hårdt for en mor og fortælle sådan noget om sine børn, men det viste også hvor stor en kærlighed og lykke hun havde for sit barn og hvor højt hun elsker barnet til og lade det få en bedre fremtid.

"Wow det kan jeg godt se," sagde Celestia overvældet. Begge tvillinger ville næsten ønske, at deres forældre havde sendt dem væk til nogen, der kunne have respekteret dem og taget sig af dem, som det de var. Det eneste de hele deres liv havde ønsket sig var at blive elsket og respekteret, på trods af det de var. Men sådan var det ikke, når man blev født ind i en både rig og magtsyg familie. Men måske havde Luce ret, måske kunne de blive accepteret, det ville være perfekt...intet mindre. Egentlig forstod de ikke helt, hvorfor mennesker hadede folk som dem så meget, burde væsner som dem ikke næsten blive tilbedt for deres stærke bånd med dyr eller sådan noget? Nå det kunne egentlig være lige meget

Hun smilede stille og satte sig for foden af et træ. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til disse piger. Nu havde de snakket om så meget og nu havde Luce noget, at tænke over og noget og snakke med Josh om. Om at adoptere Celestia og Ametys. Det var ihvertfald noget de skulle tænke godt om og snakke meget om før de bare sådan uden videre adopterede dem. Måske ville det måske også være bedst og aftale noget efter det barm hun gik med var blevet født "Jeg skal nok snakke med min kæreste om og adoptere jer, men i skal ikke regne med og få et endeligt svar før efter det barn jeg går med nu er født. Da vi lige skal indfinde os i, at det barn er der" hendes stemme var venlig og moderlig. Hun tænkte også lidt over om Sakref måske havde brug for en lærling til eller om Sean kunne bruge en lille spion? Hm...Det måtte hun snakke med dem om når hun en gang så dem igen "Jeg skal nok også lige huske jer hvis jeg høre om nogen der har brug for en lille spion som passer til jer" der var et lille smil på hendes læber.

"Wow tak, vi forstår altså godt, hvis det ikke bliver til noget, og selvfølgelig skal i have tid til at indfinde jer," Celestia smilede. "Og desuden, hvis i ender med at adoptere os, kan vi altså godt leve på gaderne i et stykke tid inden, vi virker måske ikke sådan, men vi er ret gode til at passe på os selv," sagde hun med en lille spinkel latter. Det var længe siden, hun havde leet, så det føltes faktisk lidt akavet. *Øh Celestia græder du?* spurgte hendes tvilling bekymret og satte sine ulvesnude til hendes pande. Dette fik kun Celestia til at grinne endnu mere. *Nej nej, jeg er okay,* forsikrede hun Ametyst, hvorefter hun sendte hende et blændende smil. Ametyst åndede lettet op, hvilket sendte et pust af varmt luft, ind i hendes søsters ansigt.

Hun smilede stille til det Celestia fortalte "Jeg er glad for, at i ser sådan på det og er forstående over, at det er noget mig og min kæreste må tænke meget over og først kan tage valget efter jeg har født dette barn" der var en lille glæde i hendes stemme "I skal ikke fortsat bo ude på gaden. Hvis mig og min kæreste bliver enige om, at tage jer til os så kommer i altså til og bo hos os og sådan vil det blive da det ikke ville virke som nogle rigtige forældre, at lade deres børn bo ude på gaden" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun talte lige fra hjertet. Hun rejste sig op og lyttede roligt til de lyde der var rundt omkring i skoven,men der var temmelig stille og efter hendes mening var det alt for stille. "Hvad er det egentlig i laver af nu hvor i bor ude på gaden?" man kunne godt høre nysgerrigheden i hendes stemme.

Ved lyden af hendes spørgsmål rettede begge tvillinger skamfuldt deres blikke mod jorden, selvom Luce ikke kunne se det. "Øh vi,øhm," begyndte Celestia, men hun kunne ikke få ordene frem. Hun skammede sig over det. *Du kan godt fortælle hende det, tror jeg nok,* prøvede Ametyst at forsikre hende. "Vi...tager ting," hviskede Celestia og undgik pæt ordet stjæler. "Men det er ikke, fordi vi har lyst, og det er kun fra de rige mennesker, der ikkke har brug for det alligevel," forsikrede hun lige så meget sig selv so Luce. "Vi er jo nødt til at gøre noget for at overleve og de rige mennesker med alle deres smykker og dyre kjoler har jo ikke brug for det alligevel, vi tager kun, det vi har brug for for at leve," fortsatte hun efter at have siddet i stilhed i noget tid.

Hun ventede roligt på og høre hvad det var tvillingerne levede af, men da det virkede til, at Celestia ikke rigtigt kunne snakke om det kunne Luce allerede fornemme, at det var noget som ikke var en god ting, men hun kunne sådanset ikke sige noget eller reagere rigtigt på det før hun fik, at vide hvad de gjorde. Hun blev helt chokeret da Celestia fortalte, at de tog ting fra andre. Det var sådanset ulovligt og dermed havde hun pligt til, at sende dem i fængsel nu, hvor hun vidste det, men alligevel var der noget i hende som sagde, at hun skulle gå imod det Sakref havde lært hende til og hans love. Hun tog sig til tendingerne og kørte sine fingre rundt ved tendingerne et kort øjeblik for og samle sine tanker "Det er ulovligt at tage ting uden og spørge om lov det ved i godt ikke? Jeg burde sådanset smide jer i fængsel for og tage for andre som vi i mit fag kalder for, at stjæle. Det er ligemeget om man stjæler fra de rige eller fattige det kommer ind under det samme, men..." hun sukkede kort og fortsatte "Jeg gør en undtagelse denne gang hvis i lover ikke, at tage ting igen og i stedet finder en anden måde og få føde og varmt tøj på" man kunne høre alvoren i hendes stemme.

"Det skal vi nok Luce," skyndte Celestia sig lydigt at sige, og Ametyst kom med en bekræftende lyd. *Hey måske kunne du synge for penge,* foreslog hun og så på sin søster med sine lilla ulve øjne. *Måske* svarede Celestia. *Tror du jeg er god nok til det?* spurgte hun lidt efter en smule skeptisk. *Helt sikkert, er du sikker på, du ikke har siren eller sådan noget i blodet?* spurgte hendes søster tilbage i et muntert tonefald. *Tjaaa, hvem ved? Jeg tror det ikke* sendte Celestia tilbage og trak på smilebåndet. Hun så igen på Luce. "Tak for, at du ikke angiver os eller sådan noget," sagde hun alvorligt. Hun måtte indrømme, at hun havde været bange i et par sekunder, men hun kune alligevel ikke forestille sig, at Luce var typen, der smed folk i fængsel.

Hun vidste godt, at det var et meget forkert valg hun havde taget og derfor ville få en helveds krig med Sakref hvis han fandt ud af det. Han ville nok sørge for nogle hårde træningstider og mindre tid ude på gaden for, at holde øje og være opmærksom, men det var nu også et af de missioner der var svære for hende da hun ikke kunne se noget og derfor ville det næsten være umuligt. Han ville sikkert indskrænke hendes missioner til noget afhøring eller flytning af folk fra det ene ende af landet til det andet uden personen ville komme mere til skade da hun jo kan flyve. Hun nikkede tilfreds "Godt brug dine sang talenter eller prøv og find dig et arbejde eller begynd og gå på jagt her i skoven indtil videre" hendes stemme var rolig og mild. Hun nikkede stille til det, at Celestia takkede hende "Det var så lidt, men smut nu med jer og husk hvad jeg har sagt så kommer i længst" hendes stemme var sød og rolig.

"Tak Luce," sagde Celestia og tog hendes hænder, inden hun gav slip igen og vendte sig væk for at gå. Med rolige skridt og Ametyst ved sin side begyndte hun at forsvinde ind i skovens skygger. "Hey vi ses igen ikke?" sagde hun over skulderen til Luce og sendte hende et stålende smil, hun ikke kunne se,, inden hun igen vendte sig om. *Tænk en gang, måske adopterer hun os en dag,* kommenterede hendes søster muntert. *Få ikke få høje forhåbninger Ametyst, men ja måske, det kunne i hvert fald være rart,* svarede hun glad.. *I morgen tager vi ind til byen, og så ser vi, om det virker med sang* fastslog Celestia, og Ametyst knurrede muntert. *Du tager virkelig hendes råd til dig hva?* sagde hun. *Vil du hellere inde i fængsel?* svarede Celestia spydigt, men smilede alligevel.