What dó you see? -katharina-

S: bazzaren.
V: solskin uden skyer.
P: en hættetrøje med hætten over hovedet og et par cowboybukser, h or han har sin dolk i en beholder.
O: en masse spændende ting man kan kigge på og måske endda købe.

Det havde aldrig været meningen, men nu var det altså sket. Dog havde han aldrig troet at det kunne ske, han havde da kontrol over den, hvorfor forsvandt den lige pludselig? Hans evne frygt var gået amok, så alle dem han kiggede i øjnene råbte og skreg af ham, bad ham om nåde om at stoppe, hvilket han ikke kunne selvom han gerne ville! Nu var alting omkring ham så mørkt og dystert, aldrig havde han følt sig så alene. Han kunne ikke kigge nogen i øjnene, men måtte nøjes med at kigge ned på den grumsede jord, hvor der aldeles ikke var noget at se.åske var der en sten eller to, men så heller ikke mere. Af ren fortvivelse gik ham og sparkede til en sten, lod hætten dække hele hans hovede imens han kiggede ned i jorden, lod stenen trille hen ad jorden. Så snart han kom til stenen endnu engang, sparkede han til den igen, efterfulgt af et suk fra de smalle læber, der var tørre og kunne se en anelse ødelagt ud. Hele josh kunne de lidt ødelagt ud, med hætten over hovedet og de nærmest opgivende krops bevægelser, kunne han ligne en der ikke havde mere tilbage at leve for.. Det havde han vel heller ikke, for hvad var livet værd, hvis ikke man kunne se nogen i øjnene?
Han skulle lige til at sparke til stenen igen, men stoppede sig selv i det, da han lagde mærke til at den lå ved siden af en skikkelse. Af ren nysgerrighed, kiggede han op fra jorden og så på skikkelsen, det åbenbart havde travlt med at stirre på et maleri, der så fint hang og dinglede på muren. Han kiggede selv på maleriet og løftede på et øjenbryn. Det var da ikke så specielt? Hvorfor stirrede hun på det?
"Hva.. Hvad kan du se?" Spurgte han nysgerrigt hende, uden at se på hende.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
-Kjolen går til omkring knæende også har hun et par hvide ballerinaer på

Sø, en sø var hvad hun kunne se, grønne blade der dallede ned fra træerne, stormen der tog i grenene, i buskene. Hun så det hele, men tog sig ikke af dem omkring sig, hendes øjne var kun mod maleriet foran hende. Uskyldighed og renhed stod ud af denne 20-årig pige, der på ingen måde af udstråling mindede om en 20-årig, snarer en på de 7...måske 10 år.
Denne pige, katharina var vant til at folk så skævt til hende, ikke værdigede hende andre blik, end dem der næsten skreg at hun mindede om en der var kommet ud fra den lukkede afdeling, kun på grund af den måde hun så på tingene, som havde hun aldrig set det før, som havde hun aldrig været i nærheden af noget magen til det, selv en vindrue ville hun stirre sådan på.
Da en ung mand snakkede til hende, fjernede hun ikke blikket fra maleriet, hun stirrede konstant på maleriet "sol, varme og minder" hviskede hun og smilede næsten som et barn, et barn som netop havde åbnet noget hun havde ønsket sig. Hun stirrede mod maleriet, med en barnlig glæde og renhed "vidste du at udødeligheden er en forbandelse, selvom de fleste ser det som en velsignelse" sagde hun ud i det blå, fuldkommen ude af sammenhængen

Josh var ikke typen der forstod det med at man kunne se på et maleri, også pludselig få dannede sig en masse billeder oppe i hovedet, om hvad det kunne betyde og hvad maleren havde tænkt. Det var ikke lige ham, men hvis han endelig tog sig sammen, så kunne han sagtens forstille sig noget. Hvad han kunne se dette maleri skulle forstille, var selvfølgelig naturen skønhed. Den måde maleren havde fået vandet til at skinne og bladene til at ligne ægte, så man blev helt bange for om man kunne gå ind i maleriet og opdage en ny verden. Da hun svarede ham, lyttede han nysgerrigt med på det hun sagde og kunne faktisk godt lide hendes svar, da det var noget som de fleste væsner elskede at have i sit hjerte. Sol, varme og minder. Han nikkede forstående, kiggede fortsat på maleriet, eftersom han ikke kunne være bekendt at kigge hende i øjnene. Det ville han ikke risikere, han hadede at skade andre, specielt uskyldige og dem som intet havde gjort ham. Til det næste hun sagde, løftede han en anelse op på sit øjenbryn, da han ikke rigtig syndes det hørte til det andet hun fortalte. Men i stedet for at tænke mere over det, rystede han bare blidt på hovedet, for derefter at adskille sine læber for at svare hende.
"Nej, det vidste jeg ikke," svarede han. "men det giver vel mening," Hans stemme var rolig og mild.

Hun nikkede "de kan have alt, men på samme tid intet, de værdsætter ikke de ting de har" sagde hun med en ren udskyld, en voksen aldrig ville kunne udvise, da det virkelig kom fra det reneste af hjertet. Hun smilede blot, lagde hoved på skrå, nok havde hun en kvindes krop, men hendes tøj virkede for ren og uskyldigt. Hun lagde armene over kors "du kan ikke se folk i øjnene....frygten i alle kommer frem når du kigger på dem" hviskede hun blidt. Hun var hverken synsk eller kunne læse tanker, hun så på en og samme tid alt omkring sig også alligevel ikke. Hun havde godt lagt mærke til hans måde at undgå øjenkontakt, måden han så ned, kiggede alle steder end ind i andres øjne.
Hun vidste ikke selv om hun havde noget hun frygtede, for hendes liv havde ikke været et mareridt og døden af hendes forældre havde blot sendt hende tilbage i en barnemode eller hjørne, gjort at hun så alt anderledes end andre, på samme tid anså hun ikke frygt som noget stort, det var noget man kunne overvinde.
Så uden advaresel, vendte hun sig mod ham, betragtede ham med de store blå øjne, der betragtede ham, som havde hun aldrig set en anden mand før eller et menneske. Hun trådte hen mod ham, lignede med sin uskyld, renhed og de blonde krøller en blid ung pige, der næppe kunne gøre en flue fortræd

Det gav et lille spjæt i ham.. Hvordan kunne hun vide? Han havde jo intet sagt til hende omrking det, han havde ikke engang kiggede hende i øjnene. Der var et eller andet specielt over denne pige, han kunne ikke sige hvad, men der var bare noget som lå og lurede under overfladen, det som andre ville se som sært. Josh var ikke typen der dømte andre, specielt ikke når han vidste at han ikke selv var perfekt. Det var han langt fra! Hans far var en voldtægtsmand, han havde angrebet sin brors bedste veninde og nu kunne han heller ikke styre sin evne, så hvis han kiggede nogen i øjnene, ville de komme alvorligt til skade. Hvorfor skulle tingene altid ende sådan for ham, kunne der for en gang skyld ikke godt lade være med at ske noget, der senere ville bide ham bag i for groft? Da hun forsøgte at få øjenkontakt med ham, kiggede han ned i jorden og undgik nogen form for kontakt.
"Jeg vil ikke skade dig, men hvordan kunne du vide hvad der var galt? Er du synsk?" han spurgte hende, men så fortsat ned i jorden, selvom han meget heller ville have øjenkontakt med dem han snakkede med.

Hun gik mod ham, hun kendte til problemer, som dem han havde kom hun under et for stort pres, eller følelsesmæssig pres, ville alle der rørte ved hende, føle en stor smerte. Derfor forstod hun ham meget godt. Hun lagde sin lille hånd mod hans kind "jeg er ikke synsk, nok kiggede jeg på maleriet, men jeg så du kiggede mod jorden, kiggede ikke folk i øjnene...gættede bare" sagde hun med en glæde i de store blå øjne.
hun smilede bredt til ham "de siger jeg er sindssyg....men hvad ved jeg" sagde hun og lagde hoved på skrå, betragtede ham med en ren udstråling, der vidste uskyld og renhed


//ingen krea sorry

// I orden ^^ //

Det var som om at hun sendte et lille lyn igennem ham, for så snart hun rørte ham, fik han et lille chok og havde nær lettet fra jorden med et lille spring, hvis ikke han havde haft sine fødder plantet solidt på jorden. Hendes hånd var kold, men det var nu mere fordi han ikke havde regnet med at hun ville lægge den der. Han ville jo gerne kigge hende i øjnene, men han kunne ikke, ellers ville han bare skade hende og det gik ikke, det kunne han ikke byde hende! Han lyttede til det hun sagde og bed sig tøvende i underlæben, inden han forsigtigt løftede sit ansigt op og så på hende, dog så han hende ikke i øjnene, men kiggede i stedet på hendes kind.
"Hvorfor skulle du være sindssyg?" spurgte han en anelse forvirret. "Alle væsner er sære på deres egen måde, så hvorfor skulle du helt præcis være sindssyg?" Man kunne godt se på hans øjne, at man ikke skulle kigge ind i dem. De lyste og var ikke længere chokoladebrune, også snart man bare nærmede sig at kigge på dem, ville man mærke hvordan kuldegysningerne ville sprede sig ned af ryggen på en..

Hun smilede svagt til ham "de siger alle jeg er...jeg ved ikke om jeg er, jeg er vel bare mig" hun trak forsigtigt sin hånd til sig og betragtede ham, han var virkelig høj i forhold til hende selv, hun lignede et barn i sin højde, næsten en dukke med den blege hud og de store blå øjne. Hun var så lille, tynd og med det udtrykke lignede hun næsten en lille porcelæns dukke, fin og uskyldig. Hendes barnlig side, fik hende også til at reagere anderledes på alting, fuldkommen anderledes end alle andre ville eller gad.

//igen ingen krea