The rise of the Truth Reapers -NPC(I) and Faith

Den kolde natte luft, har lagt ned over byens gader, som en tiger mor ligger ved sine unger, men det var ikke kun kulden, som domineret på denne aften, da trykket stemning, kunne få selv den modigste til at kigge sig en ekstra gang over skuldren. og solens sidste stråler var stadig lagt som et tæppe over himlen, og varmede næsten alles hjerte at se op på den gul, røde, orange himmel der så fint og roligt trak sig væk, og man vidste at der ikke ville vare længe før månens lys snart var det eneste som himlen havde at byde på, indtil man igen kunne vågne i sin dejlige varme og blive kærtegnet af den frydefulde morgen sol. men indtil da handlede det om at sige forvel til de milde lys sol kom med, for nu var det snart mørkest tur til at sætte sig fast i vores alles fælles himmel, og derved male os alle i en fælles stemning, som kun det upolret og unikke måne lys kan.
En mild vind kunne mærkes kørende gennem sit hår, og den pirrende forfriskende fornemmelse der både rev og kyssede hårbunden på sin givende og irriterende måde, som kunne føles når man i en stille stund tog sig tid til at føle naturens lydløse visken. Mange syntes dette var en ubehagelig fornemmelse, og mange ville gå så langt at sige de følte sig som et lille nøgen barn der var helt alene i verden, mens de ubehjælpsomt måtte lade sig kærtegne af vindens naturlige charme. men andre så det som en fornøjelse at kunne føle sig levende, og blive pirret af elementerne på sådan en måde. Disse væsner var typisk de frisindet og glade af slagsen. dem der kunne se nydelse i verdens gaver. og i denne tid hvor der ingen krig var, eller ingen sygdom udover det normale var på spil, så var der mange af disse tromodige væsner, der kunne tillade sig at nyde dem selv, verden omkring dem, og deres kære. men hvad med dem som ikke kunne. dem der måtte se langt i tiden, dem der intet følte de kunne give til verden, dem som isetdefor at være glade for der ingen krig var, frygtede for der kom en. dem der ikke kunne søge tryghed i de små lykker i livet, dem der var for bange for en mulig fremtid, til at kunne leve i nuet. heldigvis var der ikke mange af dem. men hvad gjore man med den slags væsner? de svage sindet. brugte man sit eget gode humør og tid på at gøre dem mindre negative, eller lod man dem være med tanken om at alle vælger deres eget liv, og alle har modstand, og hvis der er nogen der lader sig knække, skal man ikke lade sig tage med i faldet?. det var stadig et stort etisk dilemma i mange. hvor vidt går jeg for andre? og hvilken slags folk vil jeg går længst for? og hvorfor.
Det var så langsomt begynde at falde med regn fra himlen, men ikke noget slemt, man kunne knap nok mærke det på nøgen hud, men man kunne godt se at der så ud til at komme mere i løbet af natten.

Inden i den store kirke var havde en hensynløs gruppe af væsner samlet sig. de havde ingen sans for nogen andre visioner end deres egne, og verden omkring dem var ikke rigtig hvis deres overhoved sagde andet. om gruppen var god eller ond havde skiftet som generationerne var passede forbi. de havde for mange år været i samfundet skygge, holdt sig i væk fra verdens politik og andre anliggender, og så smådt var den engang store magtfulde organisation blevet forvandlet til en myte kendt af få. deres etik og visioner var gået i glemme bogen, og det tomme ingenting havde taget dens legende i sit kolde favn og histoierne visnet som blomsterne om vinteren. man kunne se skygger og glimt af vagter ud af øje kroven, der bevæget sig med skyggerne som var de et med natten. man skulle have et godt øje for at se den kvinde som stod i kirke åbningen. hun havde en hel sort dragt på med en gylden drage på brystet, dog var den ikke hel dylden og derfor kunne man godt skjule den i mørket. hun havde et svær i den ene hånd, og et øjebind i det anden. hun havde langt rødt hår der gik ned til hendes liv.
der var aftalt en møde mellem denne ældgamle klan og frihedskæmperne, dog havde frihedskæmpernes respententat fået at vide hun skulle møde i et forladt lager hus, men da hun kom derind ville hun få at vide af en lille dreng på de 12 år at herren forventet hende i kirken, og at skfitet af møde stedet var for sikkerheds grunde.