Would you just kill me instead of this shit, bitch?!(Nille)

Lænket til væg og gulv, sat fast til en stol, var Delilah.  Buen og pile koggeret var smidt ovenpå.  Det var mørkt, men gulvet, væg, loft og gulv var lavet af sten. Der var en trappe lidt væk, som man kunne skimte ved en åben dør. Der var nemlig en stenvæg med en stendør, som skilte trappen fra det rum hvor Nille og Delilah var i. Nille smilede svagt over Delilah der endelig vågnede. Nille stod i et mørkt hjørne.
"Gør det stadig ondt efter pilen, Delilah?" Et stearinlys blev tændt, i Nilles hånd. Pilen der havde været i Delilahs ryg var i Nilles anden hånd. "For det håber jeg så sandelig det gør. Men. Har du noget du vil sige udover eder og forbandelser over at jeg skød dig i ryggen med en pil, dybt i bedøvelsesmiddel?" Hun smilede skævt.

Delilahs øjne havde nu vænnet sig let til det pludseligt mørke, og stenformationer begyndte hurtigt at blive tydelige for hendes blik. Hvad fanden ...? De lette lystrejf fra en åben dør aftegnede sig tydeligt for hendes blik, men hendes blik var fjernet fra stenene der omringede hende, og var istedet lagt imod .. Skammeren? Åh fedt, den kælling igen?! Hun kunne ikke engang flå hendes rygrad ud og hakke hendes hjerne i smadder, fordi det ville slå Lailah ihjel. Hun skulle beskytte den kælling der nu havde bortført hende, og lænket hende fast til en stol, med lænker der skar sig dybt ind i hendes håndled. Hun kunne i det mindste have fundet lænker der passede!?
Delilah samlede en spytklat i munden, og spyttede den efter Nille uden yderligere kommentarer. Delilah havde sjældent lysten til at spytte på folk idet hun fandt det lettere ulækkert, men når hun ikke kunne skade Nille permanent eller komme fri fra de pokkers stramme lænker, så måtte hun gøre dette i stedet. Dog skiltes hendes læber kort efter, for at besvare kællingens ord i nogle hurtige vendinger, der end ikke havde et strejf af noget der kunne minde om venlighed. Men hvem kunne også forvente det, når Nille netop havde skudt hende med en bedøvelsespil og bundet hende i sin kælder?
"Jeg har fandme prøvet meget værre. Jeg bemærkede knapt nok din lille fucking lortepil."
Delilahs stemme dryppede af gift, og sydede af den værste form for irritation der var at finde. Hun lod blikket glide henover Nille, men dette var mere en ubevidst handling end en bevidst handling. Og sætningen i sig selv var mere end sand, men selv hvis det havde været en løgn, så havde hun ikke haft nogle planer om at afsløre sandheden for Skammeren. Hun var yderst dygtig til at skjule al smerte for andre. Tilfredsstillelsen af at se hende i dyb smerte, var ikke noget mange blev indviet i. De kunne se hende i smerten, men ikke at hun var i smerte.
"Noget jeg vil sige? Jeg vil sige at det er fucking svagt at du ikke engang vil gå i direkte kamp med mig! Du vælger at skyde mig på afstand? Du er fandme en skændsel for vores race, kælling!"
Delilah lod blikket glide henover Nille endnu engang, men denne gang var det dybt bevidst, og meget overspillet. Afskyen var malet i hendes ansigt, sammen med de lette strejf af vrede der var helt utroligt tydelige. Det dryppede næsten i syreklatter fra hendes udtryk, og ætsede sig igennem hendes hud der hvor det ramte.
"Og hvad vil du mig så? Du er fandme alt for tøset til at ville kunne skade mig, så hvad så? Vil du invitere mig til theselskab? Komme og klappe dine hundehvalpe? Du er fandme lige så latterlig som en blodsuger eller en fjerbold!"
Ordene blev nærmest spyttet ud af hendes sammensnerpede læber, og det var tydeligt at Delilah faktisk ikke troede på at Nille kunne finde på at skade Delilah rigtigt. Det var hun alt for svag til. For tøset. Hun havde ikke styrken til at kunne skade et andet væsen, uden set hvor meget hun hadede Delilah. Hvert ord sydede af sandhed - hun troede selv på det.

Åh ha, lille Delilah var meget vred. Hendes ord ramte ikke Nille, som hun nok ønskede at de gjorde. Næ nej, Nille smilede blot over det. Da Delilah var færdig med at snakke, forlod en latter Nilles læber. Nille vendte sig om mod hende med et lumsk smil om læberne og et uskyldigt glimt i øjnene. Nille kiggede på pilen og gik mod Delilah. Så, Delilah troede ikke på at Nille kunne skade andre? Delilah ville da få sig noget af en overraskelse! "Jeg blev ikke født som dæmon, Delilah. Så, ja, jeg er en skændsel. Det godtager jeg med åbne arme. Hvis jeg gik i åben kamp mod dig, ville jeg være en idiot. Fordi så ville jeg jo selv komme til skade, og hvem ved? Måske ville jeg dø, så dør Lailah jo også. Du var så dum at tage din skudsikre vest af, så jeg kunne skyde. Du gjorde det alt for let for mig." Nille tjekkede om pilen stadig havde bedøvelses middel på sig, hvilket hun kunne konstatere med et smil, at der ikke var. 
Hun stak pilen ned i Delilahs knæ og snerrede; "Så jeg kan ikke skade andre? Lad os se om du kan gentage de ord, når du ligger halvdød." Et grumt smil foldede sig om Nilles læber. Det ville blive svært at få Delilah til at bukke sig, det vidste hun. Nille lod pilen blive i Delilahs knæ, da hun rettede sig. En snigmorder, kom gående ind. Han rakte Nille en spand, med vievand i. Nille trak derefter pilen ud af Delilahs knæ og dyppede pilens skarpe spids ned i spanden.
"Dette er en meget normal tortur metode, det indrømmer jeg gerne. Men den gør stadig ondt." Nille havde omhyggeligt undgået vievandet. Hun ville ikke føle smerte, selvom det ville være svært for hende at føle det, alligevel. Nille kørte den skarpe spids af pilen langs Delilahs arm, så spidsen skar sig ind i Delilahs hud langs vejen. "Du holder meget af Sargonis, Sebastian Castle og Lailah, ikke? Hvordan ville du have det, hvis du mistede dine minder om dem?" Nille spurgte roligt.

Selvom det var den fuldstændigt ulogiske handling i denne situation, så simrede et smil om Delilahs læber. Et smil der glødede af vrede og afsky for kvinden foran hende, men ikke desto mindre var det et smil der var strakt ud over hendes læber. Det ironiske var, at selvom Nille ikke var født dæmon, var hun en langt bedre dæmon end Delilah selv nogensinde havde været. Og hun vidste det. Hun var en værre skændsel for dæmonracen end en shapeshifter der var blevet forvandlet til en dæmon. Og Delilah var fucking stolt af det.
"Jeg ville kunne flå dig op med lethed i en kamp, men jeg kan ikke rive dit hjerte ud af brystet på dig. Vær du glad for at Lailah ser det bedste i alle, for hvis hun ikke var din skytsengel, havde du ligget opsprættet i en pøl af dit eget blod for længe siden!"
Ordene var blot en snerren. Hvis Lailahs liv ikke havde været afhængig af kællingens, så havde Delilah fandme revet halsen over på hende for længe siden. Delilah lavede et hurtigt ryk med den ene arm for at teste lænkernes styrke, men fik blot revet et rimeligt stort hak ind i hendes håndled, grundet den lettere skarpe kant lænkerne besad. Åh, bare fucking fantastisk. Selvom tøsen var svag, var hendes lænker det tydeligvis ikke.
Delilah reagerede knapt nok på pilen der hamrede sig ned i hendes knæ. Hendes øjenlåg trak sig ned over hendes øjne og løftede sig, men det så blot ud som blinkede hun helt normalt. End ikke en trækning gik over hendes ansigt derudover, for smerter helt utroligt langt større end dette havde hun gennemlevet uden så meget som et gisp, så dette havde hun ingen problemer med at fortrænge og lægge i glemmebogen.
Delilah knurrede. Ikke halvt, ikke på en tynd måde - Hun knurrede rigtigt af Nille.
"Om jeg så var ved at blive sprættet op, ville du stadig være for svag til at skade mig rigtigt."


Delilah reagerede heller ikke da pilen der revet ud af hendes knæ igen, den ubetydelige mængde af blod der dryppede let fra hendes knæ, var hun fuldstændigt ligeglad med. Hendes blik lå svagt imod vievandet, men endnu engang nægtede hun at reagere. Delilah var blevet badet i vievand, næsten druknet i den selv samme brændende væske. Hun var meget svær at knække, hvis man ønskede at se hendes smerte.
"Ondt? Det føltes fandme som en fjer, når man har gennemlevet de torturmetoder jeg har. Du kan ikke skade mig rigtigt - så fat det dog!"
Delilahs blik fulgte skarpt pilen der skar hendes hud op, men hun tvang alle tegn på ubehag væk fra ansigtet, og lod et uhyggeligt afslappet udtryk finde vej til hendes blik i stedet for.
"Jeg har prøvet værre under sex, tøs. Prøver du at tænde mig?"
Den sidste sætning syntes nærmest hånlig, men den første del var faktisk ikke helt usand. Hun var tit blevet skåret i under sex, og selvom det sjældent havde ved med vievand der samtidig brændte og sydede imod hendes bristede hud, så havde hun oplevet noget lignende under sex. Dog tændte det hende på ingen måde, men det skulle ikke forhindre hende i at sige det.
Delilah stivnede dog ved kællingens næste sætning. Hendes blik fløj op til Nilles blik, og hun havde i samme sekund glemt alt om vievand der sydede i hende, og en spids pil der var ved at skære i hende.
"Hvad fanden snakker du om, kælling!?"

Som før, havde Delilahs ord ingen virkning på Nille. Langtfra. Hun fandt det dog heller ikke morsomt. Det var vel bare en neutral reaktion Nille fik af det. Ligegyldighed. Delilah betød jo ingenting for Nille, hun kunne let bare dræbe Delilah. Desværre, var Delilah Lailahs veninde. Forhelvede. Nille forstod ærlig talt ikke hvorfor Lailah og Delilah var venner.
"Delilah, hold nu kæft. Glem ikke hvem der let kunne slå dig ihjel lige nu. Jeg kunne stikke denne pil ind i dit hjerte og bum. Du er død." Nille smilede kækt. "Og jeg ville ikke have nogle problemer med det. Fordi jeg er ret ligeglad med at du er venner med Lailah." Løgn, men det behøvede Delilah da ikke at få af vide, at det faktisk ikke var ligegyldigt for Nille at Lailah og Delilah var venner. 
Hun kunne se at Delilah nærmest ikke ænsede smerten. Irriterende kvinde.
"Nå, virkelig?" Mon Delilah kunne sige det samme, efter minde sletningen? Nej vel.

Nille kiggede på snigmorderen og nikkede hen imod Delilah. Snigmorderen gik over til hende, og lige efter at Delilah havde sagt det med smerten, brækkede snigmorderen langsomt hendes arm ved at lægge hånden på hendes albue og trykke armen opad, da lænkerne ville holde den nede. 
"Nej, Delilah. Jeg prøver at få dig til at forstå, at en skammer gør sin pligt." Nille smilede falskt til hende.
Nille smed pilen ned på gulvet og så på Delilah.
"Tiden er inde til at du skal mærke smerten, for du Delilah, har smertet så mange. Du har haft dine grunde, men du har dræbt. Du har gjort meget der ikke er i orden. En skammers pligt er at sørge for at du lærer at det skal du ikke. Så, jeg vil senere, slette alle dine minder om dem du holder af." Nille smilede roligt.

Delilahs læber var trukket sammen i en grimasse der umuligt kunne vise afsky tydeligere, men da hun begyndte at snakke om at slå Delilah ihjel, flakkede latter indover Delilahs ansigt. Hendes øjne glitrede hånligt i de få lysstråler der havde fundet vej ind i lokalet, og lod ikke blikket slippe tøsen en eneste gang. Hendes hænder bevægede sig sitrende imod stolen, men hun rykkede ikke længere i dem, for at kæmpe sig fri af lænkernes greb.
"Så slå mig da ihjel, kælling. Hvis der ikke er nogen problemer i det, så flå hjertet ud på mig? For du kan ikke, Skammer."
Hånligheden dansede på Delilahs tunge, og rutsjede imod hendes læber som skøjter imod glat is. Hendes øjne brændte, men hun syntes ikke at brænde udefra af en dyb smerte, men hvis man så hende dybt, dybt i øjnene og virkeligt ledte, ville man kunne se den psykiske smerte der altid ætsede hende op, og trak hende så langt ned i det uendelige mørke, at hun aldrig nogensinde ville finde vej til rigtig lykke.

Delilah sendte snigmorderen et stort smil, og sendte ham et luftkys - dog uden brug af hænderne. Hun var tydeligt ikke seriøs i at prøve at forføre ham, for hvis Delilah ønskede at forføre nogen, så kunne hun på sekunder syntes at blive uimodståelig for hankøn - med visse undtagelser. Det var mere en hån over hele arrangementet - Delilah troede stadig ikke på at Nille kunne frembringe noget rigtigt smerte over hende, og så derfor det hele som latterligt og et tidsspilde.
Hun havde tænkt noget andet, hvis bare hun havde vidst hvad det kom til at betyde for hende senere hen ...
Derfor var det også let overraskelse der flakkede igennem hendes blik, da personen greb fat i hendes arm, og vippede den opad - i starten hævede hun et øjenbryn og så lettere hånlig ud, men hurtigt kom smerten snigende og grundet den langsomme hastighed der forlængede smerten med utroligt lang tid, meldte smerten sig hastigt.
Hendes øjenlåg hamrede i, og hendes tænder flåede fast i hendes underlæbe. Blod begyndte at sive fra den selvsamme underlæbe, idet hun rev den åben for ikke at lade en lyd komme over hendes læber, over denne smerte. Hvis der var noget hun ikke ville, så var det at give den tilfredsstillelse at skrige - eller at synke så dybt som at græde! Hendes maltrakterede læbe blev først sluppet da smerten havde hamret igennem hendes krop som tusinde nåle der flåede hendes knogle fra hinanden i tyk, altopslugende smerte, havde fundet sit højdepunkt da knoglen brækkede.
Hendes øjne blev slået op, og pludseligt synes den sitrende, sydende og brændende smerte i hendes arm at være en lettelse, fra den ulidelige langsomme og udstrukne smerte hun netop havde været udsat for. Delilah havde tit brækket knogler under kamp, men der var det bare smæld, smerte og så var hun videre i kampen.
Hun havde ikke engang hørt hvad Nille havde sagt.
"Du vil ... slette minderne om alle jeg holder af ...? Hvad fanden snakker du om, kælling?! Er du høj på et eller andet shit, eller er du bare sindssyg?!"

Delilah var fandme noget så irriterende at Nille havde en helt forfærdelig lyst til at rive hendes hoved af fra kroppen. Så var hun da fri for at høre på Delilah. Hmmm... Eller måske skulle hun skære hendes tunge af?  Det ville være sjovere, og mere smertefuldt for Delilah. Nille stod først bare og betragtede Delilah, mens hun overvejede om hun skulle skære tungen af hende. Det ville være sjovt, for så ville Delilah da i særdeleshed blive pisset af. Nille smilede kækt, og sagde så; "Men så er al morskaben jo forbi, hvis jeg dræber dig." Sagde hun roligt og blinkede drillende til Delilah, for at irritere hende yderligere. Nille så ind i hendes øjne. "Du kan godt huske smerten ved mine øjne, ikke?" Nilles øjne blev langsomt sorte. "Skal jeg mon gøre det mod dig igen? For at se hvad nyt du skammer dig over?" Nilles øjne blev hurtigt blå igen, og hun rettede sig op. Hun havde jo bøjet sig lidt ned for at se Delilah i øjnene. Nille smilede roligt til hende.

Snigmorderen så tomt på Delilah, da hun gav ham et luftkys, der intet betød for ham. Så, for at vise, at det skulle hun lade være med, gav han hende en hård lussing. Nille gjorde først intet. Snigmorderen gik over til den anden side af Delilah, mens han langsomt brækkede hendes arm, på samme måde som ved den anden.  Nille morede sig ærlig talt ikke over dette, men hun var nød til det. Det var hendes pligt. Hun tog en dyb indånding, hun ville heller ikke virke svag, for det var hun ikke! Nille så på Delilah igen med sine lysende blå øjne med sorte prikker i, "jeg er ikke høj på noget. Jeg sletter dine minder om alle du holder af, for efter at have set dig i øjnene, er det måske bedst. Du sårer jo alle dem du holder af. Men det kræver at jeg måske skal bruge skammer evnen mod dig igen, glæder du dig ikke bare?" Nille grinede svagt, selvom hun slet ikke glædede sig til at skulle bruge begge sine evner på Delilah.
Mest fordi det også kunne have bivirkninger på Nille. Hun kunne besvime og glemme noget bestemt i en kort periode, men sådan var det bare. "Hm.. Måske skulle jeg skære din tunge af.." Nille så overvejende på Delilah. "Eller skippe al torturen til det mindre sjove." Det var selvfølgelig hendes evner hun mente.

Delilah stivnede da Nille nævnede sin evne. Skammen. Den brændte endnu i Delilahs krop, og flåede hende op indefra som tusinde nåle der rev hende op i lange strøg. Hun var altid i lang større smerte indvendigt end nogen tortur nogensinde kunne frembringe, og Skammerens evne kunne trække alt det der syntes at kvæle hende frem, og vise det hele for hende - samt sørge for at hun vidste at hun ikke var ene om at vide alt om hendes liv. Delilah skammede sig over næsten alt, så Nille kendte næsten hver detalje i Delilahs liv, og dermed langt flere svagheder end Delilah brød sig om. Hun skulle ikke kende sådan noget. Hun var en fucking kælling, hun skulle sætte sig ned i en kasse og sørge for at overleve!
Ja, det var ironisk at Delilah ville give sit liv for at beskytte Nille, når tøsen netop nu var godt igang mde at torturere hende og true hende med ting der ville ødelægge Delilahs liv totalt. Men det ville hun, og hun ville gøre det indtil døden faktisk indtræffede, for hvis Nille døde, så ville Delilahs bedste veninde også lide dødens smerte, idet hun var Skammerens skytsengel. Så selvom Delilah hadede Skammeren, så ville hun lade sig torturere indtil hun døde en langsom og pinefuld død, hvis det var hvad der skulle til for at redde Skammerens lille ynkelige liv.
"Hold dig ude af mit hoved, kælling! Du skal fandme ikke se derind! Du har alligevel set alt hvad der var at se sidste gang!"
Hun kunne mærke panikken boble. Skammeren kunne ikke få at vide at hun havde fået børn. Hun ville ikke lade Nille se det. Hun ville ikke lade hende vide hvor sårbare de var, og hvor dyb hendes kærlighed var for dem. Skammeren skulle fandme ikke ind i hendes hoved! Hun kunne se alt hun ville, få alt at vide hun ville - så længe Delilah kunne holde disse to pigers eksistens hemmelighed. Alt.

En hånlig latter forlod hendes læber, idet snigmorderen smækkede hende en lussing. Hendes hoved blev rykket til siden og hendes nakke udstødte et højlydt knæk, men hun smilede bredt da hun rettede hovedet op og lagde blikket imod dem. Troede han virkelig at en fucking lussing betød noget for hende? Hun var blevet slået, sparket, stukket ned og havde fået hamret hovedet til grød af sine venner bare - en simpel lussing var mindre end hun oplevede under sex. For fanden da også! Hah!
Hun snappede luft ind da han begyndte at arbejde på den anden arms ødelæggelse, men hun kæmpede ikke imod. Hun tømte blikket for samtlige følelser der nærmede sig, og trak dem så langt væk at hun end ikke selv bemærkede dem. Hun lod tankerne forsvinde i en anden retning, og forsøgte forgæves at ignorere den dybe smerte der hamrede fra hendes arm idet den langsomt brækkedes.
En sitren gik dog igennem hende da den smældede og brækkede, og så den dybe lettelse over at denne langsomme smerte var væk, erstattet af den hamrende som hun kendte langt bedre.
"Det kan du sguda ikke!"
Åh shit. Åh fuck man! Hun kunne ikke glemme de unger! Det var et rent held at hun netop i dag havde afleveret børnene til Sajro, for hvis noget skete hende, så skulle han nok finde en måde at få dem til at overleve. Men hun kunne ikke glemme dem - de havde brug for hende! Et hvæs forlod hende, og hun rev sig frem i lænkerne - og fik dermed følelsen af netop at have fået armene kort over af et flere tons tungt godstog til at hamre igennem sig.
"Skær min tunge af. Flå mine arme af. Riv hovedet af mig. Jeg er fandme ligeglad, men du rører ikke mine tanker og minder!"

Nille var ligeglad med alt hvad Delilah sagde, det var hendes mening om alting, mente Nille. Alle var åbenbart en kælling i Delilahs øjne, så Nille tog det ikke til sig. Nille var ikke bange for Delilah, for helt ærligt, lige nu var det Delilah der sad fast. Nille var ude af fare, så vidt hun vidste. Måske havde Delilah nogen til at hjælpe sig? Men det ville være ret usandsynligt, også fordi at Nille havde beskyttelse, der var vagter omkring huset, som beskyttede hende. 
"Og hvem bestemmer det? Kvinden der sidder fast og intet kan gøre? Delilah, drop det der. Hvad ville Lailah mon sige hvis du forlod dette sted uden dine arme?" Nille så vurderende på hende, og rystede på hovedet. Nej, hun vidste godt hvad Lailah ville sige til det, og hun var faktisk ret ligeglad. Nille strøg Delilah over håret langsomt, men hendes fingre lukkede sig om Delilahs hår på hovedbunden. Hun slog hårdt Delilahs baghoved ind i væggen så der kom en afmærkning af det. "Forresten, tak igen for at have hjulpet mig med at blive Drevens. Jeg er stærkere nu." Nille slog igen Delilahs baghoved hårdt ind i væggen, så hårdt at det med garanti ville begynde at bløde.

Snigmorderen havde kun gjort det, for at gøre noget. Han ville ikke have sådan en flabet kvinde til at sende et skide kysseting efter ham, så han slog hende da bare. Det skulle nok blive sjovt at torturere hende.
Nille bøjede sig ned så hendes øjne var lige ud for Delilahs.
"Det kan du tro jeg lige kan." Mens Delilah begyndte at snakke igen blev Nilles øjne sorte. "Du bestemmer ikke over mig." Et kækt smil foldede sig om hendes læber.
"Lad os se hvad du har oplevet siden sidst..." Nilles øjne var sorte, og da hun adskilte sine læber igen sang hun med skammer stemmen; "Se mig i øjnene..."

"Hun ville fandme ikke blive sur på mig! Det ville være dig der fik problemer!"
Delilahs ord blev hvæst ud imellem hendes læber, idet hun rykkede sig en smule frem i lænkerne. Delilah havde ikke tid til det her pis! Lænkerne skar sig dybt ind i hendes håndled og efterlod blodige mærker da hun slap presset, men hun lod sig ikke mærke med det. Så snart Nille begyndte at stryge Delilahs hår, voksede en voldsom lyst til at bide kællingens hånd af inde i hende, men hun kunne ikke rigtigt gør noget for at forhindre hende i det, ud over at rykke hovedet til siden pludseligt. Men inden hun nåede at gøre dette, borede Nilles fingre sig ned i hendes hovedbund, og flåede hendes hoved tilbage så baghovedet hamredes imod væggen bag hende.
Et gisp forlod hendes læber da smerten hamrede igennem hendes baghoved, men det var langt fra første gang dette skete, så hun opsugede smerten i sig på sekunder, og kunne derfor holde ansigtet neutralt, på trods af smerten der truede med at sprænge hendes hoved. Hun besvarede ikke Nilles ord, men smerten i hendes hoved fordobledes sekundet senere da hun endnu engang fik hamret hovedet tilbage imod væggen, og mærkede blodet finde vej frem fra hende. Hendes åndedræt var tungt, men hun lod ikke smerten flakke over ansigtet. Hun nægtede!

Minder flakkede forbi Delilahs blik, og hun blev suget tilbage. På trods af kampen der brændte Delilah op indefra for at holde Skammeren væk fra hendes minder - især de nyeste - så kunne hun ikke lukke af for Nille, og måtte se hjælpeløst til da hun genoplevede hele hendes fortid.

En femårig pige sprællede i sin fars arme, men kunne ikke stille noget op imod den store mand der havde skubbet hende op ad væggen, og holdt hende godt fast. Tårerne strømmede ned af den lille piges runde kinder, og den figursyede, dyrt udseende kjole der syntes at passe til en tyveårig, svang sig om den lille pige. Pigen græd og tiggede sin far om at skåne hende, men hans hånd klemte hårdere om pigens hals, for hvert ord hun ytrede.
"Undskyld herre, undskyld! Undskyld sir!"
Den spinkle, panikslagne stemme dansede i rummet, men både moren og den store gruppe brødre blev pænt siddende i hjørnet af den store, rigt udsmykkede stue, og betragtede faren nært kvæle deres søster. Faren lagde en hånd på pigens kjole, og flåede den af i ét ryk. Pigen skreg og vred sig endnu mere, i et forsøg på at komme væk fra det hun vidste ville ske. Moren blinkede end ikke da faderen begyndte at lade hænderne glide hårdt og brutalt på den femårige piges krop, eller da han bankede hende ind i væggen.
"Det er for sent at undskylde, Delilah! Vi omgås ikke med sådanne bæster!"
Hans stemme var iskold, og han syntes slet ikke at reagere på pigens paniske forsøg på at komme fri fra sin fars seksuelle overgreb. Det var langt fra første gang denne pige havde måttet udstå sin fars lyster, for det var blevet en yndet del af hans straffe efter hun fyldte 3. Denne gang havde hun hjulpet en varulvedreng ved at lade et par af hendes guldmønter falde i hans retning da hun havde set hans udsultede blik. For dette straffede faren hende nu.
"Undskyld! Jeg beder dig, vær nu sød!"
Tårerne strømmede desperat ned af hendes kinder, men faren reagerede overhovedet ikke. Istedet lynede han roligt bukserne ned, og gav sig til at voldtage den lille pige. Pigen lukkede grædende øjne, med visheden om at hun i det mindste slippede for gruppevoldtægten denne gang.

Delilah kæmpede for at lukke af, så hun i det mindste ikke selv oplevede mindernes gengivelse, men hun måtte gennemgå hele det helvede hendes liv repræsenterede igen.

Den nu 9-årige Delilah stod endnu engang i sin faders arbejdsværelse, med et nedslået blik, og tårer strømmende ned af hendes kinder endnu engang. Frygt, panik og desperation hamrede igennem hendes krop, men hun forsøgte forgæves at lade det hele strømme væk fra hende. Faderens blik brændte, idet han lod vrede ord hagle ned over hende. Delilah var dukket et par minutter for sent op til en fest, og havde dermed ladet flere hundrede incubus'er og succubus'er vente i et par minutter.
Faderen rejste sig og greb fat i hende, hvorefter han rev en dør op i arbejdsværelset, og skubbede hende brutalt ned ad trappen, så Delilah væltede og faldt ned af den lange, fugtige stentrappe. Delilah nåede lige akkurat at tage af fra faldet da hun nåede bunden, men nåede ikke rejse sig op før faderen greb fat i hendes hals og slæbte hende over imod et par håndjern. Hun blev spændt fast, og trykket hårdt imod væggen af de stramme lænker han spændte op imod muren. Fugten drev hende ad ryggen, da han snurrede omkring.
"Jeg sender en af dine brødre ned om et par dage. Så kan du få din straf.
Delilah bedte ikke. Hun tiggede ikke længere. Hun hang bare der da faderen smækkede kælderdøren og efterlod hende i totalt mørke, med tårerne glidende ned af kinderne som minifloder. Hun vidste at efter han havde brugt disse dage til at udsulte hende, så ville han lade hendes brødre torturere hende, før hun kunne få lov at komme op. Hun kunne høre sine egne skrig give ekko i lokalet, fra alle de tidligere gange det allerede var sket.
Hvorfor kunne hun ikke bare dø?

Delilah ville ikke! Hun kunne ikke det her! Smerte rev sig forbi hendes blik ved hvert eneste minde .. Var hendes liv virkeligt så forfærdeligt?

En nu 15-årig Delilah skred ned ad gangen i stor hast, desperat fordi hun var ved at komme for sent hos sin læremester - og hun vidste at ikke var sen til at straffe hende hårdt. Hun forsvandt ind i hans arbejdslokale, men bemærkede i det samme at kælderdøren var blevet skubbet åben, og at læremesteren ikke var at se. Hun opfattede straks hintet, og halvløb ned af trappen - udenset hvor meget hun hadede timerne med læremesteren, så hadede hun straffene langt mere. Hun nåede dog knapt træde ned fra trappen, før hendes blik strejfede noget der fik hele hendes krop til at fryse fast.
"Dylan!? Dylan! Hvad sker der!?"
Delilah faldt næsten hen til hendes første kæreste, der hang spændt fast midt i kælderen, og en blodstribe ned ad læben. Hun mærkede kærligheden for ham blomstre, men panikken for at han var her, blomstrede endnu dybere i hende. Han var ikke en incubus - han var en varulv, hvilket betød at hele hendes familie afskyede dem. Hun kunne ikke .. Han kunne ikke være her! De ville slå ham ihjel!
"Sikke pænt af dig at komme, Delilah. Du kommer for sent."
Delilah snurrede omkring og så sin læremester komme gående fra skyggerne. Han nikkede imod Dylan, med køligheden strømmende ud fra ansigtet.
"Vi omgås ikke med varulve, lærte herren dig ikke det? Enten slår jeg ham ihjel, og du ved hvor smertesfuldt jeg kan gøre det, eller også så gør du det med instruktioner fra mig."
Hun gispede, og uden at tænke over det, greb hun fat i Dylans trøje og krammede den mellem fingrene. Hun rystede vildt på hovedet. Læremesteren sukkede, og løftede derefter en skruetrækker, og trådte nærmere, med en sætning der indikerede hvor smertesfuldt dette ville blive for den dreng Delilahs kærlighed brændte for. Hun kunne se panikken danse i Dylans øjne, og tårer gik amok ved Delilahs blik. Hun kunne ikke! Han .. Hun vidste hvor meget mindre smertesfuldt det ville blive, hvis hun gjorde det ... Men .. Hun kunne ikke ..
Dylans skrig fyldte kælderen da læremesteren begyndte at skrælle hans hud af med skruetrækkeren, og Delilah panikkede.
"Jeg gør det! Jeg lover det, vær nu sød, herre! Jeg skal nok!"
Læremesteren vendte om, og sendte hende et koldt smil.

- Flere timer senere -

Tårerne var tørret ud på Delilahs kinder, og under den dødelige tortur hun havde underlagt sin elskede, havde hun lovet sig selv aldrig at græde igen. Hun nægtede nogensinde at græde igen. Det var et tegn på svaghed havde hun nu set, og hun ville aldrig gøre det igen. For Dylans skyld, ville hun aldrig være svag igen.
Hun samlede Dylans indvolde sammen, puttede hans øjne i en balje sammen med afrevet hår og hud, og fik fat i hans tunge og legemsdele, og fik dem puttet i baljen. Derefter tog hun det sidste af hans krop, og slæbte det udenfor, med den tidligere så hvide og blafrende kjole, hængende slap og blodigt om hende.

Delilah vidste ikke hvor længe hun havde gennemlevet sine minder. Det føltes som timer, men hun vidste at snart ville minderne om børnene komme frem, og det kunne hun ikke tillade. Desperat satte hun en kamp op, men hun kunne ikke stoppe dem i at glide frem for hendes blik.

Delilah vuggede blidt børnene i armene, ikke mange timer efter hun havde født. Hun var selvfølgelig udmattet, men hun ville ikke give så let op. En smule smerte slog hende ikke længere ud, så nu hvor hun faktisk kunne holde noget der betød så meget for hende, som disse to. Blidhed og noget der næsten mindede om kærlighed, havde hun ikke bemærket lægge sig imod hendes ansigt, og som hun sad med disse børn, lukkede hendes verden for en kort stund af. Men hun vidste hun snart skulle tilbage til virkeligheden. Bare ikke lige nu.
Det var ikke meningen Delilah skulle have haft børn. I virkeligheden skammede hun sig grueligt over at have bragt nye folk ind til denne verden, og have trukket dem ind i hendes families hadefulde spil, men på trods af dette lette had til sig selv, krøb et kærligt smil frem på hendes læber, og hun lod en finger stryge over den ene tvillings kind. De betød alverden for hende. Indrømmet, Sajro havde måske ikke ødelagt hendes liv ved at gøre hende gravid alligevel.

Delilah blev revet tilbage til virkeligheden. Hendes hjerte hamrede, hendes hoved smertede og panikken lå over hende. Hendes blik fløj op, og hun flåede hårdt i lænkerne for at komme fri, på trods af at hun ikke vidste det var muligt. Men hun var nødt til at gøre noget! Skammeren kendte til Sajros og hendes børns eksistens, og det kunne hun ikke tillade! Hun kunne ikke lade dem komme i fare på nogen måde. Det kunne hun ikke!

Nille hævede begge øjnebryn. "Og jeg er fuldkommen ligeglad. Jeg bad hende ikke om at blive min skytsengel, hun kan blive så sur hun vil, jeg bestemmer selv over mit liv." Sagde Nille blot, fuldkommen ligeglad med hvad end Delilah sagde. Hun blev ved med at banke Delilahs baghoved hårdt ind i væggen, hun slog hårdere og hårdere Delilahs baghoved ind i væggen, grundet af Nilles raseri over mange forskellige ting. Så stoppede hun. Hun begyndte at slappe af i kroppen. 

Minderne blev set for dem begge, Nille vidste at hun nok ville besvime over dette... Minderne overraskede hende, havde Delilah gået igennem alt det? Det var jo ikke så underligt at hun var som hun var, i så fald.. men hun skulle stadigvæk ikke have gjort alt det forfærdelige! Men alligevel... måske skulle hun skåne Delilah fra mere tortur.. ja, det var nok bedst. Minde sletningen ville hun dog holde fast ved, hun nægtede at give slip på den plan. Selvom Delilah blev ved med at kæmpe for at slippe for skammen, holdte Nille stædigt fast i minderne.
Da det endelig var færdigt, trådte Nille væk og rankede sig... så lukkede hun øjnene og besvimede. hurtigt greb snigmorderen hende dog og trak hende ovenpå.


Nille spærrede øjnene op, så kort på snigmorderen og skyndte sig så nedenunder til Delilah igen. Hun betragtede hende først lidt... men så, så hun hende i øjnene igen. Nilles øjne blev hvide. "Se mig i øjnene..." Når Delilah så hende i øjnene ville Nille begynde at slette hendes minder om Lailah, Sajro, alle dem som Delilah holdte af som Nille kendte til. Men da Nille ikke havde helt styr på sin evne kom hun ved et uheld til at slette Delilahs minder om hendes børn. Det at Delilah havde børn med Sajro var Nille godt nok lige meget. Men aldrig i livet ville hun slette en moders minder om hendes børn, men dette var et uheld.

Delilah havde siddet og stirret ud i mørket, imens Skammeren havde været væk. Ikke et sekund havde hendes blik flakket til siden, ikke én af hendes smertende muskler havde bevæget sig i den time. Hendes tanker havde kørt i ring, og bevæget sig imellem minderne Skammeren havde fået frem i hende igen. Der flød ikke tårer fra hendes blik, men udtrykket i hendes øjne syntes langt mere smertefuldt, langt mere sorgfuldt end en flod af tårer nogensinde ville have kunnet. Det var endeligt gået op for hende, hvor lidt hun var værd - hun var intet andet end en forkælet prinsesse der var løbet hjemmefra fordi hun var mopset over småting. Hvorfor havde hun ødelagt alting? Hvorfor havde hun fucket alting så meget op for hende? De få personer der ikke havde hadet hende, som hun faktisk holdt af .. Hun forlod dem. Alle sammen. Hvad var der galt med hende?
Smerten i Delilah var der selvfølgeligt altid, denne forfærdelige vished om at hun var en person der altid ville være hadet. Smerten ved at vide at hun aldrig ville finde kærlighed, og at hun aldrig ville kunne elske nogle, simpelthen fordi hun var så pisse bange for at elske. Eller måske elskede hun nogle, bare uden at ville indrømme det? Børnene elskede hun med en brændende glød i sit hjerte, men selv dét skræmte hende helt utroligt .. Dog skræmte tanken om ikke at have dem så meget mere end selv hendes far ville kunne skræmme hende, og blot da tanken strejfede hende, flakkede panik i hendes bryst. Hun kunne ikke miste dem. Det kunne hun ikke!

Hvor længe hun sad der, vidste Delilah ikke. Det føltes som minutter med selvhad, men samtidig føltes det som år af total smerte. Delilah løftede hovedet da Nille kom ind, og klistrede blikket fast til Nille, uden at gide lade smerten og sorgen fordufte fra hendes ansigt. I alle andre tilfælde var det blevet suget op da Nille trådte ind så hun ikke ville virke svag, men lige nu virkede alt andet end dem hun holdt af faktisk utroligt ligemeget ...
Er det her en fucking joke!?
Skammerens øjne blev igen opslugt af farve, selvom Delilah ikke tænkte videre over at det var en anden farve, og blev igen suget væk ved Skammerens ord. Men hun blev suget et andet sted hen. Hun så de få lykkelige minder hun panisk klamrede sig til blive suget væk, og forsvinde fra hendes synsfelt, og som de forsvandt i mørket syntes de at forsvinde fra hendes tanker og minder. Hun forsøgte at holde fast i dem, men de forsvandt én efter én, og hun kunne blot se smerten blive større og forsøge at opsluge hende, som de få gode ting forsvandt ud af hendes liv.
Hendes fingre gled væk når hun forsøgte at holde på dem hun holdte af, som var de for glatte til at hun kunne holde fast. Hun så sine børn blive mindre, men selv dem kunne hun ikke klamre sig til, selvom hun kæmpede for det. Men da de forsvandt for hendes syn, knækkede hun sammen og et eller andet smældede og blev ødelagt inden i hende. Alle minderne forsvandt. Smerten overvældede hende. Det var som døde hun indeni, fordi hun havde intet andet end total smerte, sorg, vrede ...
Alt hun elskede.
Væk.

Det havde selvfølgelig ikke været meningen at Nille ville slette Delilahs minder om hendes børn, hun var knap nok selv klar over det! Hun kunne selvfølgelig godt mærke, se, at hun slettede minderne om børnene... Det var selvfølgelig slet ikke meningen. Men at hun gjorde det, røg væk fra hendes tanker, da energitabet overvældede hende. Nille snappede hurtigt efter vejret, og fortsatte med at slette Delilahs minder... hun måtte ikke stoppe... *Hvad pokker har jeg gang i?! Er det overhovedet retfærdigt gjort af mig? Er jeg en dårlig skammer ved at gøre dette? Er der noget personligt i dette? Er det fordi hun er så voldsomt irriterende at jeg gør det? eller er det fordi jeg ikke vil hun  sårer flere...? Jeg ved det virkelig ikke.* Nilles tanker kværnede videre, men hun var stadig fokuseret på Delilahs minder, der skulle slettes. Nilles hænder knyttede sig så hårdt at det begyndte at bløde... En bloddråbe landte på gulvet, men det betød intet. Der var også blodpletter fra Delilah, så det gjorde intet. 
Endelig stoppede det... Nille rettede sig op, hendes øjne blev lysende blå igen med få sorte pletter i.. Men hun var lige ved at besvime igen af udmattelse. Hun støttede sig op af væggen, lukkede øjnene og tog sig til hovedet, hun havde en voldsom hovedpine... Snigmorderen der havde fulgt med det hele, så mod DElilah med undrende øjne. Så rettede snigmorderen sit blik mod Nille som nu havde fået ranket sig og gik mod Delilah. "Hvem er jeg?" Så vidt hun vidste havde hun også slettet Delilahs minder om Nille...

Delilah gloede på kvinden der stod foran hende, og så nærmest undersøgende på hende. Delilahs hoved smertede som ind i helvede, hendes krop hamrede af en dunkende smerte der flænsede hende op og hendes hoved syntes at ville splittes i to. Kvinden så ret afkræftet ud, som havde hun lige løbet et lettere psykisk maraton eller et eller andet pis, men ærligt talt var Delilah mere end ligeglad med om kvinden så var alles Gud og skadet som i helvede, hun ville bare ikke være her! Hvad fanden lavede hun egentligt her? Skulle kvinden til at torturere hende? Var hun en af de utallige fjender Delilah havde glemt, som ikke havde glemt noget for et eller andet de stadig var mopsede over hun gjorde for alt for lang tid siden?
Det skulle ikke undre hende, men flabetheden og irritationen der brusede i Delilahs øjne tvang et  flabet svar til at passere hendes læber istedet for noget mere seriøst, idet hendes sind altid forsøgte at få hende til at tvinge hende til sådanne ting. Desuden ønskede hun ikke denne kællings venskab på nogen måde - godt nok havde hun ikke haft noget venskab nogensinde, men hun var ret sikker på at det ville ødelægge hendes liv. Det var sguda mere eller mindre bevidst at hun ikke havde venner! Ud over at folk hadede hende, så ville hun heller ikke bindes på den måde. Hun var fucking fri!
"En kælling?"
Delilahs stemme snoede sig i sarkasme og irritation, idet hun rev let i lænkerne for at komme fri. Fuck av, det sendte de voldsomste smerter igennem hendes arme, som havde været brækket for ikke længe siden, men ikke var det længere - dog hamrede ømheden igennem dem, som havde de været brækket. Hvad fanden? Et hvæs forlod Delilahs læber, og hun forsøgte endnu engang at trække sig fri, men lænkerne skar sig ind i en allerede blodig kant ved hendes håndled, som havde hun allerede forsøgt at komme fri før. Lænkerne strammede ret kraftigt, kunne hun ikke engang have givet Delilah lænker der passede? Det var sjusk!

Attituden og de dumme bemærkninger var da ikke blevet ændret. Hun vidste ikke at hun havde fjernet minderne om børnene fra Delilah, hun mente selv hun havde helt styr på sin evne! Men det havde hun så ikke, hvilken skam dog. Men dette var træning og træning gør mester! Triumferende så Nille på Delilah, mens hun kæmpede for at komme fri fra lænkerne. At lænkerne ikke passede var ikke sjusk fra Nilles side af, det var mere tortur. Noget man ikke så som tortur, men det var tortur. Nille ville ikke vente mere. Nu havde hun gjort hvad hun havde tænkt sig. Nu skulle Delilah ud. I en fart.
Nille nikkede mod snigmorderen, der straks forstod. Han forsvandt i et kort øjeblik og en anden snigmorder kom ned, som havde pilekogger og bue med. Snigmorderen gik over til Delilah, tog en pil fra sit pilekogger, der var dybt i sovemiddel. Derefter stak han pilen i Delilahs ben, ventede på hun faldt i søvn... Da Delilah endelig faldt i søvn, slap han hende fri og løftede hende. Snigmorderen bar Delilah væk fra huset og efterlod hende i doomsvilles gader, hvor der ingen andre var. Derefter gik han tilbage hvor Nille stod i stuen og så ud af vinduet, mod det sted hvor snigmorderen havde båret Delilah væk.

//Out. Tak for et spændende emne. xD//

...


//OOC: Øh, min out er vel bare at hun vågner op? Den kan du vel godt undvære, den er sådan riimeligt ligemeget, haha! Derfor outer jeg bare her xD

..

//Out! Og tak for at få sat plottet igang xD

//Jeg kan sagtens undvære det. xD
Det var skam så lidt. xD//