Who are you? - Vaas

Tid - 19:00
Sted - Demitra's hus.
Vejr - Lidt varmt. Solen er gået ned
Omgivelser - skoven.
Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Roligt og stille var der i skoven denne aften. Det var ellers ret sent og Demtira plejede at ligge inde sammen med Jack, eller passe børnene. Men hun havde fået Jack til at passe børnene imens hun gik ud og fik noget mad. Det var godt for hende at få noget ordentligt mad istedet for at drikke fra ham. Hun var ikke så vild med det, ikke fordi hun ikke kunne lide smagen af hans blod, den var fin. Nej det var mere fordi hun elskede ham jo, og hun skade ham jo ved at bide ham hele tiden og suge blod fra ham. Og det ville hun ikke gøre for tit, for til sidst ville han jo have en mangel på blod hvis det gik for hvidt.
Hun havde derfor besluttet at hun nu blev nød til at finde sin egen føde istedet at få det bragt hele tiden.
Det var nu lidt svært, hun prøvede følge det som Markulius havde forslået hende, at drikke blod fra dyr, så det ville hun prøve, men der var så mange fristelser rundt omkring.
Det var som om Markulius havde tænkt sig rigtig godt om da han byggede dette hus ude i skoven for der var ikke mange mennesker der kom her til, men nogle var der da, og det var svært at modstå.
Men hun ville prøve det med dyr, tage Markulius tilbud til sig og vil anstrenge sig for at gennemføre det.

Demitra havde en sort trøje på, som sad stramt om hendes former, og blottede dem perfekt som hun gik der ude i mørket og lod sine hofter svinge fra side til side som hun gik i en catwalk agtig stil.
Hun havde så meget lårkort nederdel på men med et par nylonstrømper inden under for ikke at se alt for slutty ud. Hendes lange røde hår hang nedover hendes perfekte spinkle skuldre. Hendes røde øjne lyste igennem natten med en cirkel af mørke som omringede hende, det var hendes makeup. Hendes lange vipper med et lag mascara, hun var dog ikke så glad for det, men det gjorde hendes vipper flotte. Hendes negle havde fået et lag sort neglelak og hun havde sin sædvanlig falgermus halskæde om sin hals.

Hurtigt fik hun færten af et dyr der var såret, ikke langt fra hende. Hun satte i løb mod det, fulgte lugten af blodet der kom fra denne dyrerkrop. Hun kunne mærke hvordan hendes krop helt rystede af spænding, hun var så sulten og hun var så spændt på hvordan det ville gå hende at suge blod fra et dyr. Hun smilede som hun kunne lufte hun kom tættere på, bare lidt endnu, så var hun der.

Vaas var taget ud i denne skov for at finde ro på alle de ting han havde gang i, både det med Rebecca og Claudia, og selv hans storebror til Markulius, Rebecca havde han faldet lidt for og ville ønske at han aldrig havde set hende i øjne, angående Claudia var det ham som havde forvandlet hende til en vampyr i håb og at rede en hele by fra hendes dræb, og hende selv han havde lært hende at drikke blod fra dyr og ikke mennesker, også var det hans kære storebror han ikke har set i over 100 år, han ved kun hvordan han ser ud og hvad han arbejder som, men det hjalp ham jo ikke særlig meget, for han viste ikke hvor han holder til i denne verden.

På dette tidpunkt ville han nok være der hjemme og lille på sin røde sofa med en flaske i hånden og spørger sig selv om 'Er det nu en god idé at føle efter Markulius' eller flasken ville være tom og havde nok gået hen efter en ny for at drikke den tom, hvem ved for han var jo ikke hjemme, så han viste ikke hvad han ville lave der hjemme, måske gav han efter for menneske blod og havde fundet noget tøser og havde drukket af dem hvem ved?.

Vaas var i hørt et par alt for store bukser som han havde taget fra en eller anden mand som var ved at slå ham ihjel, de var mærkebrune og man kunne svagt se nogen pletter som muligvis var det blod som der var kommet på imens Vaas havde slået manden ihjel, på hans over krop havde han en næsten hvid bluse på som man tudligt kunne se blod pletterne, men Vaas var ligeglad han er som han er og ingen skulle lave om på ham selv ikke Rebecca, Vaas smilede ved tanken om Rebecca eller som han heller ville kalde hende Becaa, man kunne godt se hans smil var ægte, det var længe siden han sidst havde smilt ved tanken om en pige i hans liv.

Vaas så på i himlen og fik en dejlig duft igennem sin næse, duften af blod falde ud af et dyr eller et menneske, efter noget tid kunne han duftede at det var dyr blod, men også at der var en anden i nærheden, en kvinde måske en menneske kvinde, nej vent en vampyr, ikke en særlig gammel vampyr, ikke lige så mange år som han selv er, han gik hen imod duften og fandt en rådyr som lå på jorden og var ved at død, men stoppede op lidt fra det for at se om den anden vampyr også havde gået efter dette dyr, imens tog han en lille guld pakke frem hvor han havde sine smøger, han tog en op og tændte den, imens stod han og ventede.

Demitra havde ikke lagt mærke til duften af en anden vampyr, selvom hun nok burde have fokus på andre i området, men af en eller anden grund havde hun bare... Glemt det på en eller anden meget mærkelig måde. Men en ting var sikkert, hun gik efter dette dyr, hvad end det så var for et slags dyr, det burde hun så ogs havde vist hvad for et slags dyr det var men hendes fokus var svækket på en eller anden måde.
Hun løb videre til hun nåede til dyret, det var så et rådyr fandt hun ud af. Hun gik roligt hen til det med et lumsk smil på læben. Hun lænede sig ned over rådyret, satte sig ned og begyndte at suge blodet ud af den. Blodet smagte godt nok mærkeligt, men det var dyrblod hvad havde hun regnet med.
Hun sugede alt blodet ud af den og da det var tomt rejste hun sig op og tørrede blodet af sin mund.

Vaas hørte en komme ud fra en af siderne af skoven, han så en rød hårt kvinde kom gående hen til den dejlige hvide hjorte som stadig var fuldt med blod, han smilede svagt ad han kunne dufte blodet løbe ud af dyret, han sagde ikke et ord da hun begynde at drikke af dyret, det var frst efter ha gik et skridt frem og åbnede munden, "Du har vist været sulten, du har lige spist en hele hjort uden nogen problemer" han kastede den slukkede smøg ned på jordn og så vider på denne vampyr kvinde.

//Undskyld hvis det er kort, er næsten lige kommet hjem fra ferie og ska lige komme igang//

Hun fik sig noget af et chok da en stemme pludselig kom snigende. Hun burde egentlig kunne have duftet den bekendte duft af vampyr som hende selv. Men hun havde været for sulten til overhovedet at tænke. Det var først nu hun kunne dufte manden der stod og sikkert havde kigget på hende mens hun spiste. Hun kiggede ned på hjorten der var suget tør for blod. Hun tænkte lidt om han egentlig også ville havde haft noget. Men så måtte han bare havde trådt til noget tidligere "Ja.." Sagde hun. Hun kiggede på ham med et undrende blik. Det var utroligt som denne fyr havde så mange træk der var ens med Markulius's.
Hun drejede hovedet på skrå og smilede skævt. "Du skulle vel aldrig være i familie med en hvis Markulius vel?" Spurgte hun og kiggede undrende på ham.

Vaas kiggede på denne kvinde som nok ikke har set at han ikke først havde set ham før nu, mærkeligt at hun ikke havde lagt mærke til ham, var hun virkelig så svag fordi hun ikke havde fået noget at spise i nogen dage, han smilede svagt til hende at hun begynde at snakke til ham, et ord han fik ud af sit lange søgsmål, okay hun var måske ikke vandt til at snakke med nogen hun ikke kender.
hvorfor spurgte hun om han kender Markulius, hvad skulle få hende til at tro at han kendte ham, ja selvfølelig kendte han til Markulius han var jo hans storebror, men om han stadig ville se ham viste han ikke, "Hvorfor spørger du om jeg kender denne Markulius?" han så spørgerne på hende for ikke at vise at han kendte til sin bror.

Hun trak lidt på skulderne, og smilede venligt. "Du minder... Lidt om ham?" hun kiggede lidt ned i jorden. "Nej... Undskyld, det er sikkert bare mig som tager fejl..." hun smilede til ham og pillede lidt ved hendes hår. Strøg sit pandehår til siden. Sit lange røde hår. Væk fra hendes marmor blege ansigt. Hendes øjne flakkende fra ham til jorden. Vidste ikke hvad hun skulle sige, ej heller hvad hun skulle gøre. Hun vidste ikke rigtig om hun bare kunne gå. Det kunne hun vel godt, men så heller ik. Hun havde lige startet en samtale og hun vil gerne have et svar fra denne herre, inden hun gik fra stedet hjem til sig selv. Hjem til Jack. Hjem til børnene. Hjem til huset som var blevet givet fra Markulius til hende.

Vaas smilede tilbage til hende, hun havde jo ret han mindede meget om sin bror til Markulius, men hvor kendte hun ham fra, var de venner, kærester eller var det ham som havde forvandlede hende til dette uhyr, ”Det har jeg hørt før, du er ikke en første der siger det” Han så hvordan hun kiggede ned i jorden han kiggede på hendes hovedet og sagde med en rolig stemme, ”Det er i orden frøken, jeg kan godt forstå dig godt når du siger det, for denne Markulius er heldigvis min kære bror som jeg ikke har set i over 100 år” han så hvordan hun var blevet stille efter at han havde sagt at de var i familie, måske viste hun noget om ham, som han ikke engang selv viste, han gik helt hen til hende og tog sin hånd på hendes kind og smilede blidt til hende, ”Frøken hvad ved du om min bror? Fortæl mig det, så du en skat” han kiggede på hendes pande og ventede på at hun ville svare ham.

Hun kiggede spørgende på ham da han sagde at han havde hørt det før. Så måtte der jo være noget ved det. For... Han lignede jo Markulius, ik at hun sådan havde et billed af ham hele tiden, for pokker nej, hun var forlovet med Jack, men hun huskede hvordan sin skaber så ud da.
Hun kiggede hurtigt op fra jorden da han sagde at Markulius var hans bror, men... Markulius havde aldrig nævnt at han havde en bror, slet ikke. Måske ville han ikke kendes ved ham. Måske kunne han ikk huske ham... Hun vidste ikke hvorfor Markulius ikke havde sagt noget, men hvorfor skulle han også.
Hun kiggede usikkert på ham da han kom tættere på hende, hun skævede til hans hånd som lagde sig på hendes kind, hun lagde roligt sin hånd på hans og fjernede den roligt med et svagt smil. Hun skulle nok fortælle ham om Markulius, det hun vidste om ham, men han skulle ikke ligge nogen hånd på hende. "Markulius er min skaber, han bor med mellemrum i det slot han efterlod mig efter forvandlingen. Jeg ved ik hvor han er nu, desværre." sagde hun roligt og kiggede op på ham.

//Ved ikke om vi stadig skal køre på dette emne, men jeg kede mig lidt//

Vaas så hvordan hun kiggede på ham, troede hun ikke på at Markulius var hans storebror? det var slet ikke fordi de havde de samme øjne, hvem der ellers havde disse øjne i deres familie kunne han ikke huske, men det måtte være en som var meget tæt på dem, f.eks. deres forældre, desværre var de begge døde på grund af Vaas da han var helt lille, der viste han jo ikke hvad der var forkert og hvad der var rigtig, han havde bare gjort hvad han følte rigtig, og det havde kostede både hans forældres liv men også han's og Markulius'es menneske liv, det var begge blevet forvandlede til vampyr, Vaas ville ønske at han havde fundet Markulius noget tidligere Kunne det måske være at han var blevet ved med at være et menneske, men det var forsendt nu, så de måtte bare tage og leve med det.

Vaas kom til sig selv da han mærkede hendes hånd oven på din egen, hun tog den væk og det var også helt iorden, for han kunne godt forstå hende, han ville nok også selv tage en hånd væk som var blevet lagt på sin egen kind, af en som kan ikke kendte, han så hvordan hun kiggede ned i jorden, nu havde han nok gjort noget forkert igen, men hvad det var viste han ikke, han gjord tit noget forkert, og det havde han gjort siden han var helt lille, han fik dov lidt af et chok over at Markulius var hendes skaber, "Hmm underligt det ligner ikke ham at skabe nogen, men nu er det jo også længe siden jeg sidst har set ham" han kiggede igen på hende og forsatte "Det havde jeg heller ikke regnet med at du kunne fortælle mig" han så igen væk og sagde igen med en svag stemme, "Hvis du ser ham så sig at en ven gerne ville møde ham"

Hun trak lidt på skulderne, det var nu rigtig sødt gjort, at lave hende om, hun var tæt på at dø, og selvom det var det hun gerne ville og det hun ønskede så var hun meget taknemmelig i dag for at han havde gjort det. "Well... Jeg er nu glad for at han gjorde det" sagde hun svagt og lavt. Sådan lidt forsigtigt og tøvende. Hvis han nu syntes det slet ikke var okay. Men hun syntes det var okay. Så det var vel det det talte.
Hun forstod ikke helt hvorfor han hele tiden kiggede væk fra hende, det var faktisk uhøfligt at gøre det. Hun stod lidt og stirrede. "Hm.... Well... Jeg ved ik hvornår han kommer tilbage, men vil du ik med hjem og have noget og... Drikke?" Spurgte hun roligt.

Vaas smilede bare til hende og nikkede svagt "Som sagt har jeg heller ikke set ham i mange år, sidste gang jeg så ham måtte være da han var 9 eller 10 kan ikke helt huske det" Vaas lyd lidt mærkeligt, at det var helt normalt ikke at se din bror i flere år, og måske viste Markuluis ikke at han havde en bror som stadig levede i blandt mennesker, Vaas vente hovedet hoved imod hende igen og sagde roligt, "De må virkleig undskyld for at jeg kigger væk hele tiden, jeg har det bare som om at nogen ser på os, men det kan selvfølelig bare være en kanin eller noget" han kiggede hende ind i øjne og smilede svagt og nikke ja tak til at komme med hende hjem og få lidt at drikke, han havde ikke tænkt sig at gøre noget ved hende for det var Markulius som havde forvandlet hende, så han havde ingen redt til at tage hende fra ham, og hun måtte betyde noget stort for ham siden han har forvandlet hende til det samme væsen som de selv var blevet til.

Hun kiggede undrende på ham, "blev i fjernet fra hinanden?" Spurgte hun nysgerrigt. Markulius havde ikke nævnt sin bror overhovedet. Så det var lidt svært at tro på.
Hun trak bare på skulderne. "Det er okay" hun smillede venligt.
Hun gjorde tegn til at følge efter hende, vejen mod hendes hjem, den var kort.
"Så... Hvordan var Markulius som lille?" Spurgte hun og kiggede på Vaas