Oh it is you again? (ribanalon)

Sted: Kroen og udenfor.
Tid: Meget sen aften.
Omgivelser: Nogle få mennesker i kroen men ellers ret dødt.
Vejr: Lunt af uransagelige årsager...
Påklædning: Et par bukser af hør ret løse, og ikke andet... For varmt til hans smag...

Han kom gående ned mod kroen... Han vidste ikke hvad han lavede der eller hvorfor han gik der ned han skulle bare væk fra det hele lidt og måske var Lidra i nærheden af kroen... Han vidste hun var i nærheden da hun boede ikke så langt væk men han kunne ikke bare gå over til hende og banke på hendes vogn... Det ville nok blive lidt mærkeligt for hende...

Han stoppede nogle metere far kroen og kiggede sig lidt omkring og han blev ramt af en følelse af at der var nogen i nærheden men han var blevet ret ligeglad med sit liv og om han kom til skade nu... Han fokuserede derfor ikke rigtigt sine sanser så meget smidige og stille væsner kunne nok snige sig ind på ham hvis de ville.

Ribanalon selv var inde i kroen, hun stod over i den mørke krog med
en ældre menneske mand, han var godt fuld af rom og myhd, han fik
hende til at smile, ikke fordi han var svag eller charmende men fordi
at hun viste at mand kun ville leve til at de var alene, 2 andre noget
yngre mænd sad oppe i kroen ved disken,kro mutter stod og snakkede
med dem, en kvinde med et stort hjerte og et stort brystparti, HUn måtte
være i 40 års alderen, hendes hår havde været blondt, men var begyndt at
gå over i grå. og selvom hendes alder var så voksen kunne hun stadig
virke som en ung og endda smuk kvinde fordi hun altid var i så godt humør.
De 2 mænd eller nærmer drenge snakkede med hende om hvordan deres
løn som slagter og miner havde været lige for tiden.

Han gik ind i kroen og så sig lidt omkring stadig uden at overveje om nogen kunne finde på at gøre skade på ham... Han var ligeglad og gik bare over i det ene hjørne uden at rigtigt se sig for... Så han bragede bare ind i den mand Ribanalon stod over men han lagde ikke mærke til hende...

Han var lidt omtåget og mange tanker for gennem hans hovede... Det var svært for ham at finde rundt i sit liv lige nu... Han mærkede ikke engang hendes lugt...

Selvom Sargonis ikke havde opdaget hende, så havde hun i det at
vinden fra døren havde blæst hans duft mod hende og han var
gået forbi hende. lagt mærke til ham´. Han virkede tvivlsom som om
at han var rastløst, et offer der var i fortvivlese var bedre end en der
havde alle fulde fem i orden. Hendes metalliske grå øjne hvilede på ham
indtil at manden der var godt fuld tog hende om livet og hviskede noget
til hende, hun løftede det ene øjenbryn hvorefter et svagt grin kom fra hende.
Hun ville nyde at dræbe dette menneske, efter alt det han havde svagt og
hentydet til hende, det ville ihvertigfald give hende nydelse at se hans liv
forsvinde.

Han gik bare over i den fjerneste hjørn af dem alle, og satte sig stille ned på en stol i hjørnet... Han havde bare lyst til at føle den falske tryghed der altid var i disse kroer... Han vidste ikke hvad han skulle gøre men sad bare med ryggen mod alle folk der var tilstede i kroen og kiggede ind i hjørnet som om han bare ønskede at være alene hvilket han gjorde både og... På en side ville han gerne have selskab og på den anden side ville han ikke have...

Ribanalon kunne vælge mellem mad eller at have det sjovt med
en varulv,....alt i alt var varulven bedre en denne syge mandsperson.
Og da det var sagt, rejste hun sig uden videre, gik mod Sajro men
stoppede op da manden råbte efter hende, noget i retningen af
"kom tilbage din kælling" han havde set at hun var gået for ikke at
komme tilbage, hun blev ståede uden at vendte sig mod ham, altså
manden som at skreget af hende.

Han var ikke opmærsom på hende men det manden råbte trængte tydeligt i gennem til ham... Det var ikke sådan man tiltalte en kvinde lige meget hvem de var... Han vendte hovedet mod manden, uden at se hende...

"Sådan tiltaler man ikke en kvinde og hvis jeg høre Dem sige sådan igen har jeg en klo med Deres navn på..."

Han vendte sig igen mod hjørnet og derved ryggen mod dem begge igen... Han sad bare der med sin blottede ryg og nakke... Det var en bahagelig følelse...

Ribanalon lagde hoved på skrå med et lettere lumsk og dybt smil.
Manden som var godt fuld havde hørt sajro og råbte igen, "Kælling
kom her,og dig snothvalp bland dig ikke i mine damer" han rejste sig
og gik mod Ribanalon hvor han tog fat i hendes arm. Ribanalon kunne
med lethed fjerne manden, men valgte intet at gøre. Hun mærkede
hvordan hans fedtede hånd tog rundt om hendes arm.

Ved mandens ord rejste han sig stille op og gik hen til ham, og trak neglene og hans ansigt... Han havde ikke skiftet form men hans negle var stadig hårde og skarpe som var de klør... Han lagde stadig ikke mærke til hende, og satte sig bare tilbage igen hvor han havde sat før... Med en enektl kommentar mere til mande...

"Jeg kan godt gøre det værre for Dem hvis De vil have det..."

Manden sagde noget usammenhængende og trak så i Ribanalon,
"KOm så her tøs" Ribanalon fuldte roligt med, måske var dette
et tegn på at hun skulle vælge sit fodre istedet for sjov i dag.
"Dumme tøs" sagde han og smed hende nærmest ned på bænken.
"Hvis du går igen får du fanme tæsk" Ribanalon sagde stadig intet.
Hendes tanker hvilede lidt på SAJRO og meget på at dræbe dette
svin af et menneske. Suge det varme liv ud af ham og gøre hans
eksistens til ende.

Han gik over til manden da han stadig ikke opførte sig pænt over for nogen af dem... Han greb hans krave og trak ham bare gennem kroen og slæbte ham udenfor... Lige meget hvor meget manden kæmpede slap han ikke det greb han havde i ham...

Han smed ham på jorden da han var kommet uden for... Han ville give ham en sidste chance for at beholde sit liv...

"De går nu eller den brønd bliver dit sidste hvilested..."

Han pejede på en brønd foran kroen... Han vidste der var en stærk strøm som ville føre liget ud i havet...

Manden lignte nærmest et egern der sprallede da han prøvede at
komme væk og lige så hurtigt varulven slap ham var manden ved
at løbe. Ribanalon selv sad stadig bare inde i kroen uden at sige
noget, hun stirrede stift ud i luften og havde intet mål for hvad hun
kiggede på. Hun havde mistet sin mad skønt hun ikke var sulten, og
alleigevel havde hun faktisk ikke tænkt sig at æde ham, hans blod var
bekidt og manden selv var ikke noget der vækkede noget i hende.

Han lod manden løbe, og gik endnu engang ind i kroen rundt til hjørnet og satte sig endnu engang... Han gik den vej for at undgå kvinden som han ikke vidste hvem var han havde bare ikke brug for kvinder lige nu... Han ville helst undgå dem, og specielt hvis de ville være taknemmelige da det kunne ende helt galt for en person der havde kæreste og barn gående der hjemme...

Det pirrede hende at hans koldhed var så anspændt.
Hun nærmede sig ham og slog sig ned ved hans side.
"Føler du, at du er stærker end os aNDRE?" Spurgte hun
og kiggede roligt på ham med et smil der alligevel ikke bestød
noget. Hun havde masser at sige, man mærkede hvordan
hans aura ikke ligefrem var snaksaglig, og måske især ikke
over for hende.

Han kiggede stadig ikke på hende han gad ikke folk den aften og slet ikke kvinder... De var så belastende og specielt for en mand i hans situation... Det var ikke lige det han havde brug for...

"Føler? Nej... De virkede bare for chokeret til selv at gøre noget..."

Han holdt sit andigt rettet mod hjørnet det var dejligt at sidde og kigge ind i det hjørne, men folk plejede dog ikke at snakke til de folk der sad i hjørnet og kiggede men hun var åbenbart annerledes...

"Tja, hvad skal jeg sige, når nogen vil løse mit problem
så vil jeg lade dem" hun slikkede sig over sin ene hjørne
tand, måske lidt provokerende, men bestemt ikke for at
være provokerende. Hun kiggede på hans asociale adfærd.
Den var nu sød...var den ikke? Hun lod sin finger glide hen
af bordet så den lavede et langt snit i bordets træ-

Han vendte sig om mod hende langsomt, han orkede hende ikke men så alligevel var der noget ved hende der havde fanget ham... Måske var det bare det at hun var vampyr hvilket han dog ikke havde lagt mærke til endnu men hvem vidste hvorfor han følte sig fanget...

"Hvad vil De"

Han genkendte hende ikke, som hun sad der men han var interesseret nu...

"Hvad jeg vil" sagde hun og studerende den negl der havde
lavet markeret streget i bordet. "Jeg vil lærer" sagde hun og
lod sin arm lige så stille falde og tilsidst hvile på bordet. Hun
var bestemt ikke bange for ham, og det passede fint at han
ikke var bange for hende, det gjorder så mange ting nemmere.
Hun så ham i øjnene med sine egne umenneskelige metalliske
grå øjne, Der var små underlige gnister i de døde mystiske øjne.

"hvad vil De så lære?"

Han kiggede på hende nu, ind i hendes metaliske øjne med hans egne lyseblå øjne som nærmede sig at være grå... Der var noget i hendes øjne som fangede ham, gjorde ham utilpas og tryg på samme tid... Han vidste ikke hvorfor...

han var ligeglad med hvad hun ville have af ham, lige nu måtte hun få alt... Altså alt andet end noget seksuelt eller romatisk...

"Dig" sagde hun og slikkende sig igen hvor sine hjørnetænder.
"Du hed Sajro ikke sandt?" sagde hun og lændede sig nu tilbage.
HUn havde hans opmørksomhed nu og hun nød det underligt.
Hun havde intet mere at sige lige nu, hun kiggede ham stadig
øjnene selvom hun lændede sig tilbage, nogen mente at hun så
ind i folks sjæl med sine øjne. Folk sagde at øjnene var smukke,
levende, og mystiske og samtidig døde kolde og dystre.

Han så på hende og nu var der noget der dæmrede hos ham om hende men heller ikke mere end det og det ville nok aldrig blive til mere end blot det...

"hvad vil De lære om mig?"

Han blev overrasket over at hun kunne hans navn men det var der jo bare nogle der kunne, og det måtte han leve med...

"Jo det er mit navn..."

Han så afventene på hende... Han var interesseret i hende nu...

Hun rejste sig, Men stod stadig mod ham. "Jeg kan ikke finde ud af dig"
nåede hun at sige inden at han sagde at hans navn var det som hun havde
nævnt tidligere. Hun smilede nu lidt bredere end hun normalt ville gøre
men altså hvad skulle hun sige. Hun var i godt humør også selvom at den
gamle ´mand fra før var som en nar der ville have noget han aldrig kunne få.
Hun kørte med fingrende som man gjorder når man skulle have blodet til
at køre rundt i handen.

Han så på hende... Hvorfor følte han sig så fanget af hende, han var jo immun overfro psykiske effekter... han burde ikke føle sig fanget på nogen måde... Det var helt forkert og han kunne ikke finde rundt i det...

"Nå jamen jeg kan da forsøge at hjælpe Dem med det hvis De vil have det?"

Han smilede let til hende, hvorfor vidste han ikke det skete bare... Ja sådan var han og han kunne ikke ændre det... Han lagde let mærke til hendes bevægelser med hånden... Og havde stadig ikke lugtet at hun var vampyr...

"Det behøver du ikke hjælpe mig med" sagde hun med et let smil og tog 2
skridt frem så hun stod lidt ude på gulvet. Hun skævede svagt tilbage til ham,
men gav ingen tegn på at han behøvede at følge hende. HUn vendte sig kun
lige svagt mod ham og sagde, "Jeg finder selv ud af det og man vil det eller
ej" et lille grin med et smil på de blodrøde læber kom fra hende hvoefter hun
vendte sig igen.

Han kunne ikke lade være med at ville følge efter hende... Der var noget der fik ham til at ville følge hende... Han nåede aldrig at svare hende, og da hun begyndte at gå lidt rejste han sig op og fulgte roligt efter hende...

"Tro mig De finder ikke ud af ret meget uden min hjælp..."

Han vidste endnu engang ikke hvorfor han valgte at gøre det, men han havde sagt det, og så var det sådan det ville blive... han kunne jo ikke sluge ordene igen...