Oh du yndige fe, mit ønske er så lidt(Camille)

Tid: Aften.
Sted: Doomsville.
Omgivelser: Folkemængden aftager lige så stille.
Vejr: Behageligt, skyfrit.

Det var en behagelig aften, med udsigt til at blive en ganske nydelig nat. Himlen var skyfri, med en opkommende fuldmåne, og efter en varm dag, var der udsigt til at natten ville blive behagelig, måske hvis man var heldig, ville der komme nogle kølige briser. Men en skikkelse havde ikke tid til at nyde denne dejlige aften, for han var i gang med noget helt andet, der havde optaget hans sind i et godt stykke tid nu. Denne skikkelse var Dust, mange steder kendt under navnet "Dæmon sandet fra skyggerne" og han var ude og lede, efter en bestemt fe.

Dust der var iført hans sædvanlige sorte løse tøj, hans store sorte bælte med de 5 daggerts i, og det store dødningehoved bæltespænde, samt en blå rejsekappe med hætten over i hovedet og 2 kæmpestore sværd på ryggen, havde søgt efter denne fe, da han havde brug for noget, som kun hun kunne give ham. Men som altid, var det svært at finde en enkelt person, og derfor havde det taget ham lang tid, at finde hende, men ifølge den sidste information han havde anskaffet, skulle hun lige nu befinde sig et eller andet sted, i denne her by.

Den ny erhvervet meget feminine syren farvet kjole , var godt gemt under en lang sort kappe.
På kappen var en enormt stor hætte der var slået op og gav skygge til et langt lyst hår, en smule ' messigt' i udseende.
Et par meget bløde sorte sandaler med snøre op af de bailey farvet ben, gjore at hun nemt kom rimeligt lydløst omkring. Hvis det altså ikke lige var for hendes små mumlen.
Camille var i et være lune. Ikke meget gik som det skulle.
Situationen med Eric og mira var ...anspændt..og det var her hun ellers havde satset på at kunne hele op.
Body, mind as Well as soul.
Men som så meget andet i den ungen kvindes liv, var heller ikke det gået efter planen.
Hun boede i skovens ly . Sammen med Eric og mira i disse dage.
Men i dag gik turen til Doomsville.
Hun skulle skaffe penge. Penge til sin skole.
Hun trak en hånd op fra den ene lomme og der dinglende en lille sort maske. Et sort bind med hul til øjnene.
Camille lukkede den sirligt , der var nok plads inden i hætten til det lod sig gøre. Hendes øjne blev meget fremhævet af det sorte stof , og de af hendes venner der havde kaldt dem for krystal blå, fik virkelig fuld valuta for deres ord , som hun stod der, all dressed in Black , og kun hendes øjne lyste op.
En Heckler fra hendes normale dimension, deploratus, var spændt fast om hendes lår og fra side ( i ly af kappen ) hang hendes sværd. Excalibur. Udover det, var hun bevæbnet med en kniv af en slags... Den var skarp og det var alt hun behøvede at vide.
Hun stod bag nogle træer ... Gemt godt af vejen , da et muligt offer nærmede sig. Han var klædt i sort, men hans bevægelser og bygning signalerede naturligvis mand.
Ændrede han ikke retning, ville han træde nogle skridt foran Camille og hun ville presse kniven mod hans ryg med den ene hånd og gribe fat i hans arm med den anden.
" Dette er et røveri... Følg mine ordre og du vil beholde dit liv !"

Heldigvis havde det ene af hans store sværd, spærret for hendes kniv, og derved gjort at hun ikke havde afsløret, at hun lige havde angrebet en sand mand. Men det ændrede ikke på det faktum, at hun muligvis havde grebet fat, i den det eneste væsen i hele byen, som gik og ledte efter hende. Dust drejede let hovedet, således at hun under hans hætte lige kunne skimte, hans glimtende ravgule øjne der havde en uhyggelig mangel på følelser, og udover det virkede utroligt smukke så vel som ulæsselige.
"Jamen dog hvad har vi her?" sagde han roligt "Hvad man ikke kan finde i Doomsvilles gader, det her er ikke engang første gang i nat, at nogen prøver at røve mig! Men det er ikke lige just fordi den sidste, havde et særligt stort held med situationen, han kunne ikke fortælle mig noget om den legendariske Camille St. Claire, så han fik lov at lade livet til min sult i stedet!"
Dust rakte roligt en hånd ind under sin rejsekappe, og fremdrog en fyldt læder pose med tilhørende lædersnor, der holdt den lukkede. Han åbnede posen lidt så man lige kunne ænse indeholdet, og holdt posen ud så hun kunne se den, men han holdt for godt fast i den til at nogen kunne nappe den ud af hånden på ham, bare sådan uden videre.
"Hvis du kan fortælle mig noget information om hvor hun befinder sig, som jeg kan bruge til noget, er denne pose guld kun til dig, som tak for din gavmilde hjælp!" sagde han roligt.

For en gangs skyld gik det hele gik godt, og lige efter planen.
Lige indtil det udvalgte offer fik vendte sig om, og Camille blev ramt af hans øjne.At de var smukke og særpræget var ikke det der ramte hende, men at hun nu stod med et væsen mellem sine hænder var derimod noget hun måtte fokuserer på.Det var netop risikoen ved hendes job, for det var stadig meget vanskeligt at hamle op med dem i kamp for Camille.I fysisk kamp anyway.
" Jeg...er noget du ikke ønsker at møde, vær ikke naiv at dømme efter min stemmes klang" hun vidste at flere mænd havde svært ved at finde en kvinde var dem overlegen, og det kostede ofte helt unødvendig tumult.
Kort huskede hun sit møde med Eric Valentine, du gode....han havde da virkelig haft problemer med hun var en kvindelig landevejsrøver.Eller med hende generelt kunne man sige. Et varmt skærflashede kort
Hun spændte grebet om sin kniv, parat til at stikke hvis det skulle blive tvungent nødvendigt...altså hvis hendes eget liv pludselig ville dingle fra en tynd tråd.
Camille blev dog endnu mere taken by surprise da ' den talte'.
" Du leder efter St.Clair? " et lille grin undslap hendes lyse læber.
" Jamen så håber jeg du har evigheden til det, hun skulle være ret umulig at drive op....har jeg hørt" et lille glimt af morskab flakkede i hendes øjne, men kniven blev solidt hvor den var, i hans ryg....parat til at forhindre ubehagelige overraskelser, troede hun .
Det bekymrede hende at en fyr søgte så meget efter hende , at han ville tage liv for dem der ikke kunne servere oplysninger til ham. Desuden var hans øjne ikke til at hive noget info ud af, han så helt følelsesløs ud- hvilke ikke var til hendes fordel.
ok ok....hun stod med en kniv i hans ryg, så smil kunne hun ikke forvente....men måske ...lidt angst?Det ledte hendes tanker til Isabella.Var det hende der var begyndt at røre på sig igen? Hun havde før gjort de mest væmmelige ting , mod folk, i forsøg på at få Camilles hoved på et fad.Eller bare skildt fra hendes hals.
Hendes bryn trak sig lidt sammen i en bekymret mine , under det sorte stof.
En anden ting der både gav anledning til stor bekymring og samtidig var meget interessant, var hans ordvalg...' Legendarisk' ...det betød at to ting.
At hendes bedrifter var blevet bemærket ...positivt!
Men også at det ville være endnu mere nødvendigt at passe på sig selv og holde en forholdsvis lav profil. Alting med Camille...i hendes liv...var en stor balance rutine.
En lædderpose, stoppet med mønter blev vist frem, lokkende.
Så han havde penge at snuppe, perfekt! Hendes lille næse fungerede stadig.
Men uden at virke for ivrig, da hun nok skulle få posen med sig...one way or another...spurgte hun uden at skifte position.." Hvad i al verden vil du med hende? Hun kan umuligt have gjort dig noget? Camille er ...en god sjæl...eller det hviskes der i kogende hos de mindre magtsyge.
Hun pressede kniven , bare en lille anelse tættere mod ham.Ikke at der ville gå hul
Eller noget- men for at markerer han ikke skulle tro det var ham der var centerchef i denne cirkus manege.
Igen måtte hun knibe øjnene lidt sammen...der var meget hårdt, burde han ikke have lidt mere...sul? Hendes øjne skød over ham, for at se om han var en synål af størrelse, men selv om hans tøj dækkede godt, virkede han bred og høj.
Hendes brikker ville ikke lægge sig og danne et tilfredsstillende billed.
Hvad missede hun her? Hvad var han for en?

"Kvinde eller mand kan være ud på et, alle kan lære at kæmpe og dræbe, hvis blot de har det i sig!" sagde han roligt, mens de fortsat komplet tomme øjne, var fast rettet mod hende "Det hele handler blot om, hvem der er stærkest når det kommer til stykket! Jeg lader mig ikke snyde af at du er en kvinde, for jeg ved endnu ikke hvad der gemmer sig af evner, under din hud!"
Hun havde skam ikke fanget sig en amatør som offer, dette væsen hun lige nu stod med en kniv mod ryggen på, var farlig og skulle håndteres med yderst forsigtighed, hvis man ikke var forberedt på hvad han var i stand til.
Dust der kom på egen opfordring, havde ingen opgave udgiver at skulle svare til, ingen chef der betalte ham for et veludført job, eller blev tosset hvis han ikke klarede opgaven. Og det gav Dust mere frihed, til at håndtere denne sag på hans egen måde, og det indbefattede at hvis han kom i snak med nogen, kunne de enten få en belønning for at give ham informationer, eller blive dræbt for deres uvidenhed.
"Årh jeg tror nu ikke det er så umuligt endda, hun er trossalt en fe og de væsner er utroligt sjældne, så jeg burde da meget gerne opdage hendes aura, når jeg kommer tæt på hende, ellers ville jeg jo være en elendig aura sanser synes du ikke?" spurgte han roligt, hvorefter et smil lige så følelsesforladt som hans øjne, dannede sig på hans læber. Han havde opdaget hendes aura, og han havde en rimelig god ide om, at hun var en fe men han lod som om, at han stadig ikke var bevidst om hvad hun var.
Det virkede for ham som om, at hun fik noget at tænke over når det kom til både hans ordvalg, såvel som det væsen han søgte. Men hendes informationer som hun gav ham lige nu, var ikke lige just noget han kunne bruge til noget, når det kom til at finde Camille, selvom man faktisk godt kunne sige at det var unødvendigt, nu hvor Camille havde fundet ham.
"Du lyder næsten som om, at du kender miss St. Claire bedre end du vil indrømme, men jeg kan fortælle dig at jeg ikke har gjort mig den ære, at stifte bekendtskab med denne sjældne fe!" sagde han roligt, mens han mærkede at hun pressede kniven en anelse tættere på hans krop "Jeg søger hende ikke fordi hun har gjort mig noget, eller fordi jeg ønsker at skade hende, men derimod fordi jeg håber at hun vil efterkomme, et ønske som kun hun kan opfylde af alle væsner!"
Efter han havde sagt dette, lod han hende lige få mulighed for, at lade hans ord synke til bunds i hendes sind, før en række af ting skete meget hurtigt efter hinanden.
Pludselig tog han et skridt baglæns mod hende, såvel som mod den kniv hun holdt mod hans ryg, og han brugte sin sand krop på den måde, at knivens blad blev opslugt af hans krop så den sad fast, samtidig med at han hamrede læderposen ind i sin mave, så den forsvandt ind i hans krop. Lige efter vendte han sig om mod hende, og han håbede på at kniven nu ville blive revet ud af hendes hånd, og derved sidde uden for hendes rækkevidde på den anden side af ham, mens han selv eliminerede den afstand der måtte være mellem dem, så han stod meget tæt op af hende, mens han rettede sine øjne direkte mod hendes. Han stoppede lige præcis der, som om selveste tiden blev stoppet, og stod nu og betragtede hende, med hans ulæsselige øjne.
"Fortæl mig så om du ved noget, om miss St. Claire som jeg kan bruge til noget, i stedet for alle disse små julelege!" sagde han roligt og lagde hovedet lidt på skrå.

Tilfreds med at han ikke synes at miste respekten, blot fordi hun havde flere kurver end mænd, afsluttede hun sit X Ray undersøgelse med sit blik.
Pæn stor fyr, ingen synål, var konklusionen.
Men Camille var ikke færdig med at blive overrasket. han vidste besked om hendes fe gener?!
Ikke mange gjorde og Camille var bestemt ikke en der gik og tudede folks øre fulde med den viden.
Faktisk var hun helst foruden, men skæbenen ,, ,og en fuldblods fe mor ønskede det anderledes.
" De fleste ved intet og feer....har dårligt mødt en før.Så du skal være dygtig hvis du kan læse en fe's aura" smilede hun og gav den et ekstra hak, bare for at være næsten overbærende.
Men en smule sandt var det.De fleste kunne fornemme og dufte at hun var anderledes.Selv Tristan havde ændret sig, så han kunne dufte det.
Men .... Det var de færreste der havde mødt en af de snart uddøde feer, og derfor kunne genkende en.
Men måske ham her havde? I så fald var hun tæt på en afsløring, da ikke mange feer vandrede rundt i underworld.
Hun måtte tage sig gevaldigt sammen, for at forsætte samtalen, hvor penge posen næsten var gået i glemmebogen, da han begyndte at snakke feer.
Hun svarede ikke ham, da han sagde hun næsten lød til at kende miss.St.Clair.
Camille var ved at føle kontrollen smutte fra hende som en mandel til jule ris a la menden.
Og vupti...da kniven forsvandt ind i hans ryg og penge posen blev absorberet , stod Camille som limet til jorden...men fyren nu helt oppe imod sin spinkle krop.
Hendes hjerte var 'all ordinary girl' og hamrede som var det besat, da han krævede svar.
Eneste formidlende omstændighed ....eneste ting der gjore hun ikke havde panikket og brugt sin telekinese til at slå ham ....med et eller andet...var at han havde sagt han ikke ville gøre hende noget, med bede om en tjeneste.
Camilles underlæbe gled langsomt ned...to gange forsøgte hun sige noget, inden planen havde taget form og hun kunne genfinde mæglet.
Hun stirrede op i de bemærkelsesværdige øjne...men fandt ingen følelser der, hvilke gjorde hende utilpas, og fik hende til at bevæge sig af denne uro.
" J- Jeg... Ved hvor du måske kan få hende i tale? Kroen....St.Clair holder til der....de har godt mjød" kom det lidt ustruktureret fra den noget overrasket pige.
Hun ville træde lidt tilbage og tage et kig på ham.
" Jeg kan præsenterer dig for hende...hvis du siger hvem du er, og hvad du ønsker af Camille?"
Hun havde lyst til at spørge hvad han var også, for aldrig havde Camille set en føre som han.
Men for nu lod hun det ligge.

// Dust....spiller vi med ingame brevet, så jeg ved hvem du er hvis du siger dit navn, eller tager vi den fra scratch nu? "

Hendes reaktion var hvad der afslørede hende, hendes forskræmte reaktion på hans voldelige fremgang, og den totale mangel på at hun ville angribe ham, var hvad der satte prikken over i´et i hans antagelse, og med et skiftede hans personlighed til noget helt andet, der burde afsløre overfor hende, at han vidste hvem hun var. Let rakte han sin ene hånd frem, og man kunne se ujævnhederne i hans krop, da hendes kniv bevægede sig op igennem hans arm, og kom frem i hans hånd sammen med den fyldte guld pose. Som en gentleman tog han let hendes hånd, kyssede den ærbødigt, og så hende dybt i øjnene, mens han lagde både kniv og læderpose i hendes hånd, før han rettede sig roligt op efter kysset på hendes hånd.
"Det ville være mig en ære, hvis de ville lede mig til Miss St. Claires foretrukne kro!" sagde han roligt mens han så hende dybt i øjnene.
"Jeg vil mene at hun er bekendt med mit ærende, og hvem jeg er, jeg har tidligere kontaktet hende med et ønske om hendes tåre, hvor jeg har gjort hende opmærksom på mit navn!" sagde han roligt, mens hans ellers følelsesforladte øjne, nærmest sagde alt om at han vidste hvem hun var, og at han var den hun havde skrevet med nogle dage forinden.

//Det var en god ide det med brevene, så jeg har nu indført dem i vores emne ^^

Camilles øjne fulgte med som små hvalpe efter deres herre, da hun så ændringerne i hans krop.
Hvad var dog det?
Spørgsmålstegn fyldte hende op og hun glemte kort at huske ikke at sænke sine slæbe forsøg på at have parader oppe.
Hun stirrede åbenlyst , da han tog hendes hånd op til læberne, og kyssede den.
Stemningen havde ændret sig. Sådanne ting opfangede hun enormt let.
Det havde sig med at være svært at undgå faktisk.
Han var nu dannet og galant og penge såvel som hendes kniv blev lagt i hendes hånd.
Camille stoppede hurtigt begge dele af vejen , inden hendes øjne igen var fanget i hans. Denne gang mere levende og udtryksfulde. Næsten varme?
Eller også var det bare Camille der elskede at tro hun fandt den slags i folk.

" J-jeg tager dig derhen" mumlede hun og en mistanke listede sig frem og kildede hende i siden.
Han vidste hvem hun var?
Hvorfor ellers denne U vending?
Da han afslørede hans identitet for Camille, hamrede hjertet i hendes bryst en smule hurtigere og hendes øjne fik et skær af glans over dem.
Men hun sagde intet.
Nu kunne de lige danse den her melodi færdig, til de nåede kroen og hun gav sig endeligt tilkende. Man kunne aldrig være for sikker.
Selv om det var noget hun var røv dårlig til , mente mange. Men hun levede da endnu.

" Følg med Sir" sagde hun og ledte ham afsted i hendes ønskede retning , mod en lille listig knejbe hvor hun vidste krofatter ikke kunne snuppe slaveejere og at han holdte hånden over Camille, når folk fra tid til anden søgte efter hende.
Tavse, mere eller mindre... gik de , men i Camilles tanker var der larm.
Så det var ham? Dust!
Hvad havde han nu skrevet.. En sandmand? En sanddæmon ?
Årh crap... Hvorfor fæstnede hun sig aldrig ved titler eller racer, men kun ved ønsker og gerninger? Hun måtte blive lidt mere skarp med de ting.
Det var fordi hun ikke have noget imod de forskellige racer, men blot ønskede folk lod vær med at chikanerer hinanden .
Hun skævede til Dust.
" Kroen er der... Smut ind og du vil finde hende" og så ville Camille ellers stikke af... Løbe ind af bagvejen , mase sig igennem med den sorte maske fjernet så ingen kunne mistænke hende for at være landevejsrøver. Kun kappen blev på og hætten der stadig dækkede hendes hår. Dust skulle jo kunne genkende hende.
Camille have i sit unge liv oplevet så meget mørke og uretfærdighed , så når hun fik mulighed for at lege lidt og lave lidt sjov som nu, elskede hun at få lov. Så imens hun legede farlig ' bond pige' og fik sat sig ned ... Spejdede hun efter Dust.
Hvor var han nu henne?

Dust fulgte efter hende, da hun begyndte at vise vej, og holdt sig respektfuldt ved hendes side, så hun hele tiden kunne holde øje med hvert et træk, han måtte kunne udføre, således at hun kunne se at han ikke ville hende noget ondt. Han fulgte hendes tempo, og viste sig fra sin bedste side af, da hans mål ikke var at gøre hende ondt, eller tage hende som slave, men derimod at fremsige sit ønske om hendes tårer, og håbe på det bedste fra hendes side af.
Da de nåede frem til kroen, og hun sagde han blot skulle derind, nikkede han gallant med hovedet, mens han så hende dybt i øjnene, som kunne han til hver en tid fange et andet væsens blik.
"Jeg takker mange gange for deres hjælp fremmede!" sagde han roligt. De vidste nok godt begge 2, at han vidste hun ikke var fremmede, at han havde gennemskuet hende og vidste hvem hun var, men han opførte sig sådan overfor hende, fordi hun var i forklædning og han viste sin respekt ved at agere derefter.

Da hun nu sad og spejdede efter ham, burde hun straks kunne mærke det. Hans skyggedæmon aura, der var stærkt påvirket af en hævners ondskab, efterfulgt af en underlig duft af... var det blod? Nej det kunne da ikke passe, den lugt var for sand agtig til at være... eller jo da sandet begyndte at samle sig overfor hende, kunne man klart lugte det, hvis man var så tæt på som hun var. Det sand der dannede hans krop, lugtede kraftigt af blod blandet med sand, men lugten forsvandt igen da sandet dannede Dust, og blev gjort fast igen så han lignede sig selv. De 2 store sværd, var blevet løftet hen til dem af sandet, gemt i det svage mørke oppe under loftet, og stod nu ved siden af ham, mens han sad pænt overfor hende, med et høfligt ansigts udtryk, og et følelses forladt smil på hans læber. Hætten sad over hans hoved, så skyggen dækkede fra de let lysende øjne og op efter, mens man kunne se resten af hans ansigt.

"Godaften kære Miss St. Claire!" sagde han venligt, og tog hendes hånd for gallant at kysse den, som om de lige havde mødtes for første gang "Hvilken ære at møde dem! Jeg føler mig nærmest uværdig, til deres selskab!" han virkede utroligt høflig overfor hende, og han prøvede sit bedste for at vise hende, at hans ærinde var lige præcis det hun havde fået af vide, i de breve hun havde udvekslet, med ham.
"Jeg undskylder min lidt uortodokse frem møde metode, men mit ærinde hos dem, kan have en meget stor betydning for mig!" sagde han høfligt "Kan jeg byde dem på en drink, før vi fortsætter?"

* snif...snif* en lille næserynken forfulgt af et forundret blik.
Efter Camille havde haft det lille uheldige sammenstød med vampyren Nggung, der havde smadret hende...og ArchDæmonen Aleck havde givet hende hans eget blod til at heale på, da Camille havde været på hospitalet, havde hun ligesom fået næse for blod.Lysten til blod , lå stadig latent i hende og hendes muskler blev spændte og hænderne knuede omkring bordets runde træ kant , så stramt at hendes knoer var perlemors hvide.
Hun glanede da Dust kom til syne....og måden det skete på, gjorde hende et øjeblik tavs.Og en smule handlingslammet.Han tog hendes hånd, og hun fulgte den med sit blik, da han høfligt og galant kyssede den.
Hun smilede , men det var mere pr automatik, da hun stadig var lidt forbløffet.
" Sir...jeg undskylder ligeledes for min lille charade, men af sikkerhedsmæssige årsager kan jeg desværre ikke længere præsenterer mig så ...frit...længere"
Camille fik en fure mellem øjnene...hvad havde han lige sagt? Uværdig til hendes selvskab? For real? " Hør...jeg er blot en pige med et hjerte og en der tør kæmpe for retfærdighed. Intet værdigt i det....mere dumdristigt måske?" Tøede hun op og smilede til Dust.
" Jo tak...jeg vil rigtig gerne have et krus mjød....og så vil jeg gerne høre mere om deres agenda. Det er ikke hver dag folk anmoder om mine tåre....de fleste gider faktisk slet ikke se dem" sagde hun en smule ironisk, og var rimelig sikker på at Eric forbandede dem langt væk. Ikke fordi han ikke brød sig om hun var trist- men fordi han fandt det enormt besværligt at finde ud af, hvad han skulle stille op med dem.

Da hun sagde hvad hun ønskede at drikke, gjorde Dust tegn til en bartender, der kom hen til dem, for at modtage deres ønske om drikkevare. Han fremsagde først hendes, hvorefter han let rejste sig, lagde en hånd på hans stærke nakke, og hviskede noget i hans øre. Hvis man kunne mund aflæse ham, ville man opdage at han bestilte, en ret foruroligende drikkevare, som kun få kendte til, og dem der havde hørt om denne drink, vidste at den for mange, kunne være ret så usund for ens helbred, hvis man ikke havde, et forskruede godt helbred i forvejen.
Bartenderen nikkede diskret, og gik op til baren igen, mens Dust satte sig ned og rettede sit blik, mod Camille med et tomt smil, på hans læber.
"Deres opførsel er mig fulgt forståelig, det er ikke let at være en sjælden skønhed som dem, og en hver må tage sine forholdsregler her i livet, for at kunne overleve!" sagde han roligt, mens endnu en ujævnhed kunne ses under hans ærme, og endnu en læderpose med guld, kom frem af sandet til den lå i hans hånd "Jeg er her ikke for at købe mig frem i livet, men mellem os så tag imod denne gave! De har mere brug for pengene, end jeg selv har!"
Han skubbede læderposen hen til hende, og det var klart, at dennes indehold var det samme, som den læderpose med guld, han havde givet hende tidligere. Bartenderen kom med deres drinks, og placerede dem foran Camille og Dust. Han betalte for drinks, og gav ham et par ekstra guld stykker som tak, før hun igen havde hans fulde opmærksomhed. Hans drink så ikke lige just sund ud, den så direkte giftig ud, som om et levende øje kunne flyde op til overfladen, og stirre på en hvornår det skulle være.
"Hvad angår deres tåre, kære miss St. Claire, så har disse en meget stor betydning for mig!" sagde han roligt, og sibbede til sin drink "Først var mit mål, at skaffe tårende til en byttehandel, for at få fat i en slave, af yderst sjælden race, men mine informations kilder fortæller mig, at nogen andre er i gang med at redde selv samme slave! Men i min nysgerrighed, studerede jeg det lidt nærmere, og jeg fandt ud af, at tåre skabt af rene følelser, indeholder en magi ulig noget andet! En magi der måske kan hjælpe mig, med at komme tilbage til der, hvor jeg selv høre til, derfor ønsker jeg deres tåre, for at komme væk herfra!"

At hans bestilling krævede en hvisken og fortrolighed, var som at trykke på kontakten til Camilles nysgerrighed.* pliiing* så var der tændt.
Selv om hun ikke kommenterede på det til Dust, var den nu ganske alert, men holdt fint skjult , bag et blidt smil.
" Jeg tror næppe det er en skøndhed af fysisk art der gør det nødvendigt at skjule mig lidt" et lille humoristisk glimt kunne ses i hende øjne.
selv om smiger prellede af på Camille som olie på eddike, da det alligevel oftest bare var forvasket og slidt, lød det nu på sin helt egen måde sødt.
" Det er nok mere mine Robin Hood gener ....og så min evne tit at træde de forkerte over tærene, der er skyld i jeg må træde varsomt " forklade hun, selv om Dust sikkert vidste alt om hende i forvejen, det virkede til han havde lidt baggrunds info, anyway.
Benovet over endnu en pose penge, modstod Camille den enorme fristelse i at tage den til sig, for han havde jo ret.
Hun manglede penge...til sin skole og til at købe slaver fri for.
Men hun havde allerede fået een pose, han havde været meget generøs...især taget i betragtning at hun havde forsøgt tvinge dem...stjæle dem ud af ham.
" Du har doneret rigeligt....de gå til et godt formål" den anden pose skubbede hun tilbage til Dust, over bordet.
Hun registrede hans drikkepige og konkluderede at Dust nok ikke manglede penge. Han havde vist nok af dem, til at kunne ødsle lidt med dem.
Hendes øjne sugede sig fast til hans glas.Aldrig havde hun set så en besynderlig væske...den så jo helt...farlig ud!
Camille første tanke var , som hun spontant udbrød.." kan du ikke bare græde nogen selv?"
Herefter ville hun vide hvor han skulle til?
Umiddelbart virkede Dust både rar og som en stabil person.Camille ,liked him,
Og ville gerne hjælpe, så blev hun pludselig alvorlig..." m-en jeg kan jo ikke græde på kommando?..så med mindre du skal følge mig de næste par døgn for st fange en ægte tåre , så bliver vi nok udfordret der"
Hun nikkede mod hans glas... " Kan jeg smage?"
Hun huskede Crasie engang havde hivet hende en slurk ...af noget der helt klart lignede....hun havde dårligt været i stand til at gå bagefter.

"Jeg kender sagtens til det med at træde folk over tærene, jeg gør det personligt ret ofte, men selvfølgelig plejer jeg også at træde så hårdt, at folk får en frygtelig sygdom af det kaldet død!" sagde han roligt med en tænkende mine, der indikerede at han rent faktisk mente det med, at han dræbte folk, trods hans lettere komiske måde at sige det på.
Han så roligt op på hende, da hun skubbede posen tilbage til ham, og han virkede til at undre sig lidt over hendes reaktion, da han selv havde adgang til penge, og nemt kunne få adgang til flere, gennem hans skumle arbejde som 'op rydder af lyssky sager'
"Behold dem som en donation, af en venligsindet godt gøre, til deres skolegang kære miss St. Clair, af alle væsner går jeg for en gangs op i, at de klare dem godt her i livet!" sagde han roligt, mens han skubbede posen tilbage til hende "Vi 2 har trods alt et fældes mål om, at hjælpe slaver til frihed, så lad mig være din velgører til din skolegang!" hans generøsitet kunne virke overraskende, men han virkede i den grad ærlig, i hans valg om at sponsorere hendes skolegang. Men hendes spontane spørgsmål, om hvorfor han ikke bare græd tårende ud selv, overraskede ham faktisk ret meget, men selvfølgelig hun kunne ikke vide at han ikke følte noget som helst, og derfor ikke kunne græde overhoved, og at tåre indeholdte forskellige magiske egenskaber, der blev defineret af hvilken race og køn væsnet der græd dem var.
"Jeg er desværre ikke istand til at græde, da jeg ikke kan føle noget andet end vrede, og da tårende skal indeholde en ren følelse, har jeg et foreslog at tilbyde dig!" sagde han roligt "Jeg fungere som din bodyguard, i det næste stykke tid, indtil jeg har fået de tåre som jeg ønsker! Så kort sagt dine tåre, for min beskyttelse hvad siger du til det?" han puffede let sin drink hen til hende, da hun gerne ville smage "Pas på den er meget effektiv, hvis du ikke har prøvet den før!" sagde han roligt. I det øjeblik hun tog en tår, ville en lettende følelse komme igennem hende, en følelse af at alt hvad der fik hende til at slappe af og være glad, kom fra denne drink.

" Du gode da...du må bruge en stor størrelse i sko " svarede hun en kende for munter til emnet, men hun havde så meget alvor i sit liv at hun nogle gange bare havde behov for...lethed...pjat..tryghed og sjov.
hendes øjne faldt igen på hans drik. Spændende og anderledes, som manden selv.
Hendes klare øjne finkæmmet hans ansigt, men fandt ikke tegn på løgn og latin.
Han virkede oprigtig med at ville støtte hendes skole visioner og planer, hvilke var helt forrygende.
" De er meget elskværdig, og jeg har ikke mulighed for at afslå på vegne af så mange mennesker der vil få gavn af dette, så jeg takker af hjertet " svarede hun ydmygt. camille brød sig ikke om at modtage, og slet ikke penge.
Få gange , når gave var kommet ud af det blå...som kæden fra Tristan med camilleblomsten i vedhænget, eller armbåndet fra samuel med prinsessekronen i, de havde gjort hende glade, fordi hun ikke ....ja..det havd de altså bare.
"jeg lover de vil skubbe tingene i gang " smilede hun ægte til Dust, der netop havde givet hende et solidt fundament til opstart af skolen.
Camille beamede allere da hun tog i mod en smagsprøve.."Wow ohh den er stærk" lo hun sagte, efter at have smagt."Og du har ret...varmen er herlig og ...det hele virker meget lækkert, bodygard...for jaja...vi laver den deal, jeg ter mig tosset du redder mig, og jeg kniber en tåre i ny og næ." hun så drillende på ham-
hun var ellers rørt så ofte, men det skulle lige passe at hun nu ikke græd i månedsvis....og så havde hun dust trillende omkring sig.
Humøret blev hurtigt bedre , og hvorfor ikke...Dust var dejlig selvskab, hun havde fået penge og nu sad de så her...ingen sombier...ingen døde, de burde alle være glade lige nu.

"Det giver jeg dem skam helt ret i, jeg har lidt af et par store sko, men måske problemet ville blive afhjælpet, hvis jeg stoppede med at gå med golfsko!" sagde han roligt, for at være lidt med på hendes sjove kommentar, da han godt kunne mærke på hende at hun et eller andet sted, havde brug for denne komiske pause, fra den virkelige verden. Han fulgte kort hendes blik, da hun så på hans drink, og på mange måder kunne man sige at denne drink, var lige som Dust selv. Mystisk som den så ud med dens flydende tykke masse, dens effekt på en kunne være forskellig fra væsen til væsen, og personlighed til personlighed faktisk lige som Dust når han mødte andre væsner, og alene når man ville blande den var den ret svær at lave ordentligt, lige som Dust var svær at forstå ordentligt. Denne drink var den eneste drink han med sikkerhed ville foretrække, især fordi han havde erfaret med sig selv, at han mestrede Juiken kamp der betød `den fulde næve´ som var en kamp teknik, der kun kunne bruges når man var fuld, problemet var bare at Dust mistede kontrollen over sin vrede når han var fuld, og hans medfødte naturtalent inden for Juiken gjorde, at hvis han blev fuld hurtigt, ville han smadre alt omkring sig indtil procenterne i hans blod, lagte sig igen.

"De behøver ikke takke mig for min sponsorering, jeg kræver kun en enkelt ting, og det er at jeg fungere som din anonyme sponsor!" sagde han roligt og lagde hovedet tænkende på skrå, mens han så hende i øjnene "Jeg er ikke en særligt accepteret type ude i denne dimension, så trods det faktum at denne slags sponsorering, kan gavne mit ry, er det ikke lige det jeg går efter som sådan! Men det er godt at høre, at mine donationer vil gå til noget godt!" han nikkede lidt for sig selv, og tog imod sit glas igen, efter hun havde smagt på det, for selv at tage en slurk af drikken mens han lyttede til, hvad hun sagde. Han smilede roligt ved hendes accept af deres aftale, da hun sagde det på en lidt spøjs måde, og hendes reaktionen var heller ikke helt uden en hvis komisk udseende baggrund.
"Det er så en aftale, jeg fungere som din bodyguard indtil de 7 ægte tåre, er bleve indfriet fra deres smukke øjne, men lav nu ikke for meget kaos vi kan jo ikke have jeg går og dræber til højre og venstre, for at passe på en kær og ung fe som dem selv!" sagde han roligt, mens han stilte glasset fra sig igen.

// undskyld Dust , jeg er nød til at forlade emnet.
Camille er ikke aktiv lige nu og fremtiden har jeg ingen ide om. Anyway bliver det er ret forældet.
Du er en god emnepartner. Jeg har nydt det.
- camille. /: