Camille- Begrænset tid

Dag:irl
Dato:irl
Omgivelser: Folk i gaden, ny forelskede gamle par, og singler
Vejr:lunt
Sted: midt i gågaden
Tid:19.00
Årstid: Forår


Cortez stod midt i gaden, duften af de mange folk der gik rundt om han var behaglig.
Rolig var stemningen, fyldt med alt det hjertet kunne ønske men ikke begære.
Her var der ro for de mange piger fra solgte sig selv for at give deres hore børn mad
i munden. Cortez så på en mand der stod og kiggede på sin nye gifte brud, kun 3 dage
gamle for ægteskabet, men de var lykkelige.. Cortez kiggede videre, et ældre par sad og
drak te i det halvmørke nat, kun lyst op af dedårlige gadelygter.
De havde noget som han ikek havde, begrænset tid. De gjorder de ting selvom at de
for vært sekundt ville være tættere på deres død.

Det var egenlig en god dag.
Intet truende pustede hende i nakken , ikke hvad hun vidste af i al fald og vejret var smukt og dejligt lunt.Camille havde netop været ude på Valentine gården og lavet lektier med Mira og spist frokost med Eric og hende. bagefter havde de hængt ud i staldene, leget og rodet rundt i høet. Nu skulle Camille egenlig hjem, men ville finde en lille gave til Mira som hun kunne give hende næste gang de skulle være sammen.
Men...hun var vist havnet på den forkerte hylde ... For her hvor hun nu stod, såmdet ud til at en stor delmaf kvinderne solgte sig selv.Og Camille havde ikke bare et problem med slavehandel...kvindehandel aka prostitution ....var ikke okay i hendes verden.
Det var udnyttelse af kvinderne, misbrug og undertrykkelse....Camille rynkede på næsen.

Han kiggede videre rundt, kærlighed var i den ene persons blik, hans
had var i dens andens. Krig og kærlighed, ulykke og lykke. Den enes
mands guld den anden mands skrald. Luften her var fyldt med parfume
og duften af søde bolsjer, duften af kvinde og af mand. Men 1 duft fik
Cortez til at vende sig, Camilles duft. Han vendte sig langsomt og så
en lyshåret pige stå nær ham. Eller hun gik nær ham. Hun var lige som
en Camille blomst, smuk og helt naturlig. Lægende og samtidig sart.
Han smilte ikke, lød bare de grå øjne følge hende.

Det var svært at være her.Mange blandede følelser hang i luften,svævede som en tung sky over deres hoveder.Begær,frygt,kærlighed og taknemmelighed.
Mange skålede og et sted nær ved var en gruppe orker brudt ud i druksange.
Camille så en bod der havde et udvalg af smykker.Enkle diskrete men nogle der blinkede og skinnede.Nayåturligvis uægte,men det betød intet.
Hun smuttede hurtigt over til boden og begyndte at vende og dreje de små genstande af pryd. Måske en lille broche ? eller en halskæde ville glæde Mira ?
En lille kæde af sølv med et hjerte i af simulisten, fangede hendes interesse .Hun holdte den op og spurgte manden " Hvad skal du have for denne her ?"

Han slikkede sig over sine tænder, han stod pluselig nær hende faktisk
på hendes venstre side, han så bare på hende med samme blik.
Et underligt tomt blik der alligevel ville få enhver til at føle at der var tanker
bag disse sysedeliske øjne. Det var ikke alle smykkerne der var uægte,
se bare det der havde ligget ved det smykke hun nu havde op.
Et ægte sølv smykke. Hans øjne gik fra smykket og tilbage på hende.

" tre guldmønter og kæden er din" brummede manden.
Camille greb ned i lommen, hun havde fire mønter kunne hun mærke,men der skulle også være til lidt mad og noget at drikke." Du kan få to ?" forsøgte hun at prutte om prisen, men manden lo og rystede på hovedet.
Camille overvejede at droppe maden, nu hun havde kastet sin kærlighed på den lille kæde.Mira ville se bedårende ud med den på. Hun knaldede de tre mønter ned og med en rotende bevægelse snurrede hun kæden om sit håndled, vendte sig for at ville gå.
Det var der hun stødte ind i manden. cortez...hvis hun huskede korrekt.
Hun stirrede bare op på ham...og da hun endelig fik sin stemme igen, sagde hun bare " Dig!"

Hendes varme krop berørte hans og hun havde svagt mast sig op
af hans i det hun gik ind i ham. Da hun opdagede hvem det var hun
var gået ind i og var konstateret at det var han. SMilte han roligt og
med et afklaret ansigt. "Og dig" sagde han helt roligt imens kun det
ene øjnenbryn løftede sig kort. Hun havde duftet af en form for blosmter
og af neliker da hun havde gået ind i ham og selvfølgelig af nydelsens blod.

Den kølige følelse af hans krop , kunne tydeligt fornemmes igennem hans klæder.
For Camille indre øje,dukkede billedet frem af deres sidste møde, hvor Cortez havde fremtryllet en sort rose og dernæst ..var forsvundet næsten ud i det blå.
Hun vidste han var broder til Demetri, men udover dette havde hun ikke meget viden om ham,men han virkede mere ...nobel...mere voksen og kontrolleret end Demetri der var en impulsiv badass vampyr.Men hun vidste godt at hendes grundlag for denne konklusion var meget spinkel.
Hun vidste ikke hvorfor,men Cortez virkede mindre...farlig....end Demetri og Camille slappede mere af omkring ham.
Hun smilede op til ham og lavede et lille nik mod boden " Ude efter nye smykker " spurgte hun lidt drillende.
Hun havde en klar fornemmelse af at Cortez ville ønske smykker af en mere...esklusiv karakter.

Han rettede de meget klare grå metalliske øjne mod smykke boden,
"ikke ligefrem, men smykker kan jo også være andet end jordens metal"
han sænkede hoved svagt så hans øjne så mere stirrende på Camille.
De var helt klare og lysegrå, en sort ring var rundt om det grå og
fik prupilen til at virke lille. Det folk han tilhørte af vampyr delen var et
af romantikken og skønt at han udviste en hvis...adellighed så var hans
verden langfra dertil, han elskede alt der var ved sigøjnernes liv, selv
gik han i mindre farvet tøj end de hvor hjertet stadig slog af sigøjner,
Men en lille del af disse vampyrer fandtes da. Han lod sine læber svagt stå
åbne så de 2 par hjørne tænder kunne vise sig. 1 par til at bide igennem med
og 1 par til at bide lidt med men at holde ordenligt fast i det levende kød.
Han nærmest uden at bevæge sig, gik nærmer til hende.

Hun svarede ham ikke med ord. Det var svært , når han gik så tæt på hende at koncentrer sig. Noget ...fortryllende var over ham, Cortez, men det havde alle de vampyrer hun havde stødt på haft.Omend det var på hver deres måde.
Men han havde ret.Menneskerne i hendes normale verden udsmykkede sig også med huse, biler, yngre koner, titler og sågar børn var blevet en pryd...et symbol på status.
Hendes tanker fløj afsted til Mira.Godt den lille pige var hos Eric.Hun savnede dem....begge to faktisk, men Eric synes at have så travlt for tiden.Men så måtte hun se at besøge Mira. Hun blev ukket tilbage til Cortez, ud af hendes rige tankeliv, og stirrede nu på hans tænder...
Hun kunne ikke andet end at frygte dem. Bid....kunne føles meget forskelligt, havde hun erfaret, men vampyrene brugte deres til at gøre deres offre fortræd.Det var den erfaring hun havde høstet anyway.
" Så Cortez.... Drikker du altid fra frivillige?" hun frygtede lidt hans svar, men fandt det ret så relevant, eftersom hun netop havde haft frit udsyn til de skarpe rovdyr tænder.

Han grinte svagt og dybt som om hun havde vækket noget under det
blege ansigt ved at tale om hans mad. "Alle er vel villige og så igen.."
Han kiggede kort rundt ikke med kroppen, blot med øjnene der gik til venstre
fra højre. Han så igen på Camille. "Hvad med din mad, vælger den frivillgt at
gå i døden?" alt havde et liv, selv planter....Når et træ dør bliver det tørt
og tilsidst til jord.... lige som et menneskes lig ville. Ja, Cortez havde selv
engang været noget af det laveste på denne jord. Et menneske.
Han tog sin hånd og til hendes hage, og lod den blidt holde den. Han så dybt
i hendes øjne, og gentog. "er det du indtager også frivilligt"

Hun oppunerede straks imod hans påstand, hvad ellers? " Cortez, nej...ikke aller er villige til at lade sig bide...slet ikke"
Hun vidste dog at der var folk, både mænd og kvinder der ville tilbyde sig selv til dem...ville kaste sig for fødderne af vampyrerne og næsten tigge om et bid, fordi....fordi der kunne opnåes en helt særlig for for ekstase. Selv, var hun kun bidt af den samme vampyr i deepshell...og det eneste hun følte der var angst.Men hun var jo også så...underlig.
Cortez udfordrede hende...med det næste spørgsmål, hun fik kun klemt ud " Naa, altså -" , men hvad pokker skulle hun sige? ingen ønskede jo at dø.
Hans hånd holdte pludselig under hendes hage, blidt og hun så som hypnotiseret op i de glitrende metalliske øjne " N-nej det er ikke frivilligt, men sammen ligner du mennesker med dyr? Er jeg ikke mere værd en end ko- eller en ...gris?" spurgte hun næsten ulykkeligt.Var det sådan Cortez så hende, som ikke andet end mad, et dyr....kunne han..kunne de...ikke se det værdifulde i mennesker?

Han mærkede hvordan tænderne bankede ham i hans tandsæt, en følelse af tilfredstillelse begyndte at indtage for ham. Hun ville snakke om etik og morale. "Hvis et dyr skulle være mindre værd end dig, hvorfor har den så et hjerte der banker som dit, og hvorfor har den også ben at gå med?" Han lod hånden der var på Camilles hage glide ned af halsen og ned af hendes kraveben hvor den næsten nåede at røre hendes bryst, dog lod han den falde istedet. Han havde rørt der var hun var mest sårbar lige over hjertet. Det beste var nær hjertet på hans mad stadig var indtakt. Tanken om at kroppen stadig var indtakt efter døden fik ham nærmest til at længes efter blod, normalt ville man bruge drukning til at indetage en smuk og held død. Mange hekse i tidens løb havde brugt drukning til sine offre fordi alt i kroppen så stadig var som når den døde havde levet.

Hun rankede ryggen og så en smule forundret ud..
Vidste han virkelig ikke bedre? Eller var vampyrens instinkter så bestialske at de virkelig sidestillede mennesker med ethvert andet dyr.Det var dog for galt.
Hun tænkte på Aleck, han havde også en snært af det...ihvertfald betragtede han nok ikke liv så værdifuldt - heller ikke menneskers- men han havde da nogle klare undtagelser og hun vidste at hun var en af dem.
" Cortes ...alle dyr hver eneste af dem, er mindre værd end mennesker.Ikke dermed sagt at vi skal behandle dem dårligt, de skal ikke lide...ikke føle frygt og slet ikke smerte, men de er da alle på lavere udviklingsstadier end mennesker.Du burde moderniserer dine tanker lidt, vi skriver 2012" sagde hun lidt vivet, taget i betragtning af han var vampyr- og kunne aflive hende på to sekunder.Men hun havde aldrig kunne hilde sin mund, når nogen viftede med urætfærdighed foran hendes næsetip.
Cortes kørte hans hånd ned af hende, og alle muskler spændtes.Hun havde indprintet ting...genstande i deres nærhed...hun kunne tilkalde med telekinesen, hvis han skulle blive voldsom. Da han nåede til området lige over hende bryst, var grænsen dog nået.
Hun løftede sin hånd, helt parat og klar til at varpe hans væk...hvis han forsatte.Det viste sig dog ikke at blive nødvendigt.
" Har du aldrig holdt af...værdsat et menneske? cortes du har jo selv været et menneske, hvordan kan du ændre dig så meget ...du må da have noget humant inden i dig, stadig" sagde hun mere blidt, nu hans hånd ikke hvilede på hende.

"Jeg ser klart at et dyr er mere brugbart end mennesker og væsner der ligner og mere brugbart end dig" Hendes belærende ord ramte ham ikek og prvookerede ham heller ikke synderlig Han kiggede rundt for at se om nogen så på dem. Han gik tættere på hende så de nærmest kunne hviske. "Hvis det virkelig er mig der er et monster hvorfor, dræber i dyr som hjælper jer, tager deres skin og pels for at gå i det, og ødelæggger generationer af dyr fordi at i ville have noget ud af de dyr" Køer var et godt eksempel....Ja en ko eller gris var meget mere brugbar end et betænd og bakterie befængt ´menneske, selv som menneske havde han haft denne tanke om hvor ulækkert og klamt menneske kroppen havde været. Men det havde mødet med en speciel kvinde stoppet en tid, men efter at han blev det han nu var, havde de tanker kommet igen. Han kunne mærke varmen fra hendes krop, hvor han dog fik lyst til at varme sine læber ved hendes hals, ikke for at dræbe men for at føle følelser der ikke længere eksisterede for ham. Tanken om at hans sind ikek besad den kærlighed som den havde da han var menneske, kunen få ham til at blvie skør, derfor var det vampyrer måtte være så kolde og ligeglade, for alt andet ville gøre dem sindsyge. Ordet sindsyg fik ham til at tænke på en helt bestemt person

Hun så på ham og givet forundringen måtte lyse ud af hendes øjne.
" helt ærligt, det er virkelig meget fornærmende...det er heldigt for dig jeg ikke er i dårligt humør i dag, ellers var du på røven mr." sagde hun lidt tørt.
Hun vidste godt at hun ikke stod en chance imod Cortez! Hvis det kom til det.
" Vi skal jo leve...og et dyr er et dyr....sålænge man slår det ordenligt ihjel ser jeg ikke problemet.De kan ikke refelkterer og resonere lige som mennesker kan, deres hjerner er underudviklet" sagde hun stædigt.
" Jeg har aldrig kaldt dig et monster...du skal spise for at leve, det forstår jeg...men at drikke fra ufrivillige, at være grov og voldsom og måske enda slå dem ihjel, deter en monsters akt" sagde hun og lænede hovedet lidt til side.

Han grinte, "Hvordan ved du, hvordan jeg spiser" Han kiggede ned i hendes ansigt med et selvsikkert og roligt smil. Hun generalliserede hvilket var utroligt dumt at gøre. "Du har jo faktisk givet mig en lige så stor fornærmelse ved at sige at jeg spiser på en bestemt måde bare fordi nogen du har mødt spiser som de gør" han svang rundt og stod med ryggen til hende han kiggede rundt. og vendte sig så halvt mod hende. "Du har måske lyst til at prøve at se hvordan jeg spiser" hans øjne slugte hendes nærmest imens han sprugte, de gik tungt og langsomt ned af hendes krop som et tegn på at hun sagtens ville kunne prøve det på egen krop. Han var íkke sulten som sådan, men at hungre efter blod var så meget mere end sult, det kunne være tryghed, at lindre sorg, at føle tilfredstillelse, og endda kærlighed, som kun en vampyr kunne føle det. Han vendte sig nu helt mod hende imens men stod længere væk fra hende, så de stod som et normalt talede person ville gøre. Han så med et let og vildledende smil på hende.

Hun slog ud med hånden " Kan en vampyr spise andet end blod? Det tror jeg nu ikke " konkluderede hun.
Naturligvis var der hospitalsblod, altså donor blod.
Man kunne også overleve på dyreblod, men det skulle være mindre godt og aldrig mætte helt. Hun så op på ham.
" Jeg vil ikke se dig spise" hun flyttede lidt utoligt på sig, da hans blik blev mere påtrængende, hvad havde han lige tænkt sig.Han skulle ikke sætte sine tænder i hende, så ville hun f..... Knække dem af, tænderne.
" Men jeg vil meget gerne lytte, hvis du kan fortælle mig noget der gør mig klogere på dig og dit folk" sagde hun stille og håbede han ikke ville misbruge hendes imødekommenhed.Man vidste jo aldrig helt med vampyrer.

"Jeg sagde ikke havd jeg spiste...." Han vendte blikket kort fra hende, Solen,
Hvad var tiden? Han kiggede igen på hende og grinte svagt af hendes ord, dog med en klang der nærmest virkede beroligende. "Af alt det vi har snakket om nu har du ikke eneste gang kunne lytte uden at kommentere det" Solen havde ikke engang vist sig endnu men, han kunne mærke at siden var ved at være der var han skulle holde øje. Han kiggede igen lige rettet mod Camille. "Du vil aldrig forstå os medmindre du bliver som os" hun kunne blive en fantastisk vampyr og så igen....fee blodet ville sikkert forhindre kroppen i at forvande hendes og istedet lade hende dø en kold og smertefuld død. "Men jeg har lært mere om dig end du om mig" Han begyndte pluseligt at kredse om hende, "Du er som et menneske helt igennem men din.....Duft fortæller meget mere end det. Det pirrede ham at hun var en hybrid. Selv havde hans mor været engel og hans far menneske, men menneske genet havde taget over og gjort at det var muligt at forvandle ham til at monster af natten, det som folk så som smukt mystisk og farligt. De skulle vide. De fleste nyfødte vamnpyrer døde tit, på grund af morale og dårlig opvæks som vampyr unge

Hun kiggede på Cortez og forvirringen stod skrevet i hendes blik.
Så vidt hun vidste var der kun en slags føde for vampyre, blod.
" Cortez, i kan jo ikke spise andet end blod " blev hun ved og så at han spejdede mod himlen. Som en diabetiker hele tiden skulle holde øje med hvad de spiste, hvor meget de bevægede sig og hvad de skulle have af insulin, skulle også en vampyr hele tiden have omtanke for hvornår den sidst have spist, hvad tid på døgnet det var, om der var risiko for sol. Kompliceret.Men efter en del år, gik det hen og blev en vane....og så var det helt andre ting der skabte problemer, følelsesmæssige ting.Det vidste hun fra sine patienter, da hun arbejdede på skadestuen derhjemme.
" Men jeg kan da forsøge at forstå" Camille ville aldrig ende som vampyr, det vidste hun- eller det troede hun da.Hellere ville hun dø.Hun ville aldrig kunne sætte tænderne i ufrivillige folk, så det ville blive hendes død alligevel, med mindre et helt hav af villige donorer ville tage plads foran hende, på ræd og række.
" Åh...Cortez....jeg har skam fået lidt ud af snakken også kan du tro" hendes tale ebbede ud, og opmærksomheden henledt til hans skiftende adfærd.
Han begyndte at krædse om hende, som et et rovdyr der bevæger sig ind på sit bytte....snedig, lydløst og skiftende retning for at forvirre og ikke afslørre for meget.
Det alene fik hendes radar til at vibrere . Så efterfulgte snakken om hendes lugt, og her blev hun virkelig bekymret.De skide fe gener, de var umulige at ryste af og endnu mere umulige at skjule.
" Jeg er mere menneske end de fleste " slog hun fast og mærkede nervøsitetens klamme hånd lægge sig på hendes arm.Hvad skulle hun stille op med ham? Cortez havde jo lidt ret.Ikke meget havde hun fået ud af ham, faktisk vidste hun ikke en gang om hun skulle betragte Cortez som ven eller fjende?

"Man får altid lidt ud af at snakke" han stoppede op ig lod blikket hvile ned på hendes fødder, han blev ved mod at stirre på dem. Selvfølgelig hvde Camille fået noget ud af at snakke med ham, hvis ikke havde hun vel gået? Det gjorder han selv hvis noget var uinteressant, og ja det var Camille. Og hun syntes vil også at hans var ret så...interessant? Ellers ville alt hendes snak på snak og blivende tilstedeværelse være ret så spildt. Cortez blik gik fra hendes fødder, til knæ, til hofter, til mave til bryst og til hals. Han hvilede længe blikket på hendes hals der stadig bar det smykke som hun havde båret første gang de havde mødt. Han sagde intet og lod blikekt tilsidst falde på hendes øjne, Hans egne metalliske grå så dybt ind i hendes, nogen ville sige de ville kunne mærke smerte ved at se ind i hans, ikke dyb smerte...men mærke den smerte Cortez havde lidt i så mange år. *Mere menneske end de fleste* tænkte han dog forblev hans lette smil lille. Hun var smuk som et menneske ja.....men hun tilhørte langt fra menneske i Cortez øjne.

" ja...der er jeg helt enig med dig" sagde hun hurtigt og blev lidt mere let om sjælen da , Cortez igen kiggede væk fra halsen og ned påmhendes fødder.Det jo jo ikke så farligt.
Camille havde svært...rigtig svært ved at blive klor på ham, ved at forsøge forstå ham.Hun mente at der måtte ligge en udsædvanlig god historie gemt i ham, både efter alle de år han sikkert havde levet, men også udfra måden han...vægtede ting på.
Hans blik begyndte at vandre...langsomt op af hende.Hun så det, næsten mærkede det...og stod som var hun limet fast med super lim, den ekstra gode - hvor både fingerspidser,hår og tøj bliver klistert sammen med den lille dims man forgæves forsøger at lime sammen. Da hans øjne hvilede på halsen, og....hendes smykke? Kom hånden dog hurtigt op og lukkede sig beskyttende om den lille camilleblomst som vedhænget var.
Hun huskede alle detaljerne om hele aftenen , den aften hvor Tristan havde givet hende den, og sagt at camille blomsten var en sangers bedste ven- fordi man drak camille te for at passe på hals og stemme. Den kæde var prisløs for hende.
Først da han krævede øjen kontakt, slap hun igen det lille sølv vedhæng og koncentrede sig om hans øjne.Sjælens spejl? Demetris øjne var mere fyrrige og en vildskab legede derinde.Måske Cortez bare var bedre til at skjule det? Det kunne hun ikke vide sig sikker på, men hun blev dog ramt af det hun synes at se....følelser, sorg, smerte...måske en længsel så enorm at den måtte gøre ondt? Hun kunne jo tage helt fejl ! Men...?
I hendes egne ville små spørgsmåls tegn dukke op, og han ville vide at hendes små antenner havde opganget et signal fra hans øjne.

Smykket betød noget for hende? Ikke som de lidt finere i dette sam som bare købte smykke på smykke for at stille sin sult efter at bruge penge på ting der alligevel intet var værd. Hun havde holdt om det smykke som var det hendes dyrebareste egendel, i det sekundt han haved kigget på det. SOm havde han set på hene nøgen, havde hun gemt det der var intimt. Hans blik falmede til venstre og så nærmest tænkene væk fra Camille og så tilbage på hende. Et skær af små gnister kunne findes i den grå farve der tilhørte hans øjne. Det var som han havde glemt hvor de var, på en plads hvor kun natten kunne vise folks sande jeg. em der viste hvad der skete holdte sig langt væk, kom kun når solen var oppe. Den der intet eventyr havde i deres liv. Dem som viste sandheden. Han kiggede som sagt tilbage på Camille, sagde intet til hende. Hun havde givet ham ret....i det han sagde, hvilket der gjorder at de alligevel ikke var så forskellige, det der enlig skilte dem ad var at han måtte tage det indre fra det han spiste, blod og hun måtte tag det ydre som kød. Indre, det indre. Ja det indre...Blodet. Det blod som han selv var blevet bestælet for mange hundrede af år siden. Tanken om den sidste nat var nærmest glemt nu. Han huskede det kun som en film der aldrig havde været andet end en film, ikke et minde, ikke en oplevelse bare....EN film...selvom at det ikke eksisterede i denne verden.

Der var noget over vampyrer, det måtte man give dem, og Cortez gjore ikke hans race skam. han gjorde den ære. sådan kunne man udmærket tænke hvis man var Camille, alene det faktum at han endnu ikke han flænset hendes hals åben , gjore at hun fik lidt mere respekt for ham.Måske de alligevel kunne blive venner? så kunne han måske også sætte Demetri på plads, hvis det skulle blive nødvendigt. Men indtil nu, var det blevet ved det ene møde....og så frygten for at bumpe ind i ham, når hun de sene aften stunder, var ude på egen hånd og lege landevejs røver, for at kunne skaffe penge til at købe slaver og sætte dem fri.
" Cortez....sig mig, slave handel...hvordan har du det med det?"
Hun var forberedt på han var tilhænger , det var de fleste her.Hun var minoriteten.

Han trak på skulderne, havde intet svar til det. Hun ville være nærgående uden selv at give noget for det. Han stirrede stadig bare på hende, udne at sige noget en tid. Han mærkede at folk omkring dem havde siddet længe og studeredet dem, snakket om hvad de lavede og om hvilke relationer de havde til hinanden, men de fleste havde jo´hørt om Cortez stille sind. Det sind der var farligst af alle, fordi man aldrig viste hvornår det kunen forandre sig. Fandt man ham i skove var det best at gå den anden vej, medmindre at han allerede havde opfanget ens duft. Her i byen ""´kunne"" han intet gøre Camille. Men om han så ville gøre det når ingen andre så på var en helt anden sag, det farlige ved Camilles følelse over en slags tryghed over for Cortez var at man aldrig skulle regne med nogen. Han havde givet hende tro til tilled, men var den virkelig det værd? Hun havde kun været i hans nærmed imens andre også var. Hun var endda begyndt at sprøger ind til hans syns punkter, som var han en ven. Hun spillede et farligt spil. Folk man endda kendte for barnsben kunne være nogen helt andre i situationer. Cortez blik vandrede igen. hen på hvor 3 andre vampyrer stod og så på Camille og ham. Han så på Camille ígen og sagde "Hvad kan du mærke" han ville se hvor godt hendes sanser var især fordi at disse 3 vampyrer havde længe kigget på dem. Cortez havde intet at frygte, men Camille, hun var født i en verden som hun slet ikke tilhørte, og nu var hun her, i den verden som hun burde have været i men som var så fjern for hende.