I´m here...all alone...(Camille)

Han var her. Han havde hørt om stedet så mange gange, han havde drømt om det da han var mindre, viste at han bare måtte der til på et eller andet tidspunkt. Han brød sig ikke om sin egen verden.
Og han var her. Endnu en gang, selv om det var flere år siden han kom her første gang, og blev her, overvældedes han af følelsen, af tanken.
Et lille smil gled over hans læber. Han var her. Det var de ikke, ingen af dem!
Han var her, alene. Helt alene. Nøjagtig som han ville have det.

Denne eftermiddag havde han nogle lette hørbukser på, en skjorte af silke, hvid. Bare fødder.
Det mørkebrune sad fint, med en skilning lige midt i og med pandehåret hængende lidt ned. (Som man kan fornemme på ava)
De mørke øjne var hos ham lidt mere grå, men stadig mindede de meget om hans brors. Det havde han altid fået af vide.
Du ligner din bror...
Zean?!...Nåe, det er dig, ja undskyld...
Men han var ikke Zean!
Hans hånd knyttede sig ved tanken.
Han rejste sig op fra bænken, lod ikke mærke til sine omgivelser, men begyndte at roligt at gå. Hans hånd åbnede sig igen og faldt lige så rolig på plads som om intet var sket.
Men han var i sin egen verden nu. Nu var han Sean her og ikke mere en genganger!

Kassebeholdningen var ved at rinde ud.
Ikke nok med at hun skulle bruge penge til sine egne private gøremål og behov, først og fremmest skulle hun have penge at give Aleck til husleje, Mira til kost og logi og så skulle der en pæn sum til ,for at kunne købe og frigive endnu flere slaver fri .Fri fra Isabellas menneskenedsættende slavehandleri.
Dette var den direkte årsag til man denne aften kunne finde Camille St.Clair , stående i skjul mellem krat og busk.Hendes sorte kutte der nåede til omkring hendes knæ, havde hætten godt slået op, så det skjulte hendes lyse lokker, for alt folk vidste kunne hun ligeså godt være brunette.Hun smilede stort.
Anonymitet var vigtigt denne aften , kappen skjulte en lang sort tæt nederdel og en vinrød tynd bluse med lange ærmer, uden meget stof i ryggen.
Smed hun kappen, ville ingen ( forhåbentligvis ) fatte mistanke om hun legede landevejsrøver, ude på at skaffe penge.

Hun spottede skikkelsen af en ung mand.En silkeskjorte? Mon ikke han også bar mønter eller noget af værdi?
Hun spadserede roligt mod ham,med lange skridt og et alt for nervøst bankende hjerte.Hvornår ville hun mon blive bedre til at håndterer den stress der medfulgte hendes ...job?

Hun nåede op til ham , gik lige bag ham og inden han nåede at dreje omkring,svang hun sin kniv mod hans strube ,holdte den tæt ,men uden at skade ham og forsøgte at lyde myndig da hun sagde...
" Hvis du forholder dig i ro og gør som jeg siger, lader jeg dig leve.Dine penge,....tak !"

Det kom som en overraskelse. Selvfølgelig gjorde det det, selv om han havde skridt bag sig. Han havde hørt men, men troet det var nogle andre der også var ude og gå.
han burde nok tage sig lidt sammen på det punkt.
Men da han stod der, med det kølige stål mod sin hud, kunne han ikke andet end at grine.
Så det gjorde han. En lille tyv? Jamen dog, en ung kvinde kunne han høre! Tanken om at få sig noget at spise, strejfede ham kort.
Stemmen havde en svag rysten, et tegn på usikkerhed. Godt.
"Jamen så gør det, værsgo!" sagde han, den dybe stemme som hans mor havde forvekslet med hans bror. Selv om den faktisk var lidt lysere. Han havde selv hørt det, en gang.
Han vente sig om mod hende, fuldstændig ligeglad med kniven. Greb hende om håndled og pressede mod hendes tommelfinger og sener ved håndleddet, for at løsne hendes greb om kniven, så hun ville tabe den.
Hans øjne sagte hendes.
"Men du er jo ikke nogen morder" han smilte svagt, som om de havde en hemmelighed sammen, som om de kendte hinanden og altid havde været venner.
"Jeg gætter på du så på min skjorte, gættede dig til jeg nok havde penge" han nikkede svagt, men nu sagde han ikke mere, ville give hende tid til at reagere og svare igen.

Den ramte hende som et slag.Stemmen ....den stemme, HANS stemme, Zean!
Surely hun måtte tage fejl, have haft tankerne optaget af andre dilemmaer der kostede hende at være fokuseret. Inden hun kunne nå at ryste misforståelsen af sig, nå at mane den lille høre hallucinatuon væk, havde fyren fået vendt sig om, stirrede på hende og havde et fast greb, et al for fast greb om hendes håndled.Hun tabte kniven, der landede ved hendes fødder og imens han forklarede ironisk at hun ikke var morder, forsøgte Camille at forblive oprejst.Zean...det var jo Zean, hvad helvede lavede han her? Hun så ham jo med egne øjne gå gennem porten .
Og... Der var noget galt.Hvorfor hilste han ikke på hende? Men fablede om hans skjorte istedet.Det kom som en lille sidebemærkning at han havde ret, helt ret omkring det.men nu kendte han hende jo også bedre end de fleste.
Hun smilede, stadig i chok og stadig lidt forvirret men dog lykkelig over at stå her med ham.....selv om det virkede...uægte,som en film? Hun kunne ikke forklare det.Det var som hendes hjerne ikke ville forstå hvad øjnene fortalte.

" Hvor længe troede du at du kunne rende rundt her uden jeg ville finde dig ?" Spurgte hun istedet for at svare.Hendes tone var drillende og glad, han kunne altid få sin skideballe senere, for han stod dæleme til et massiv éen af slagsen, efter hendes mening.
Hun hev lidt for at få sin hånd fri.

Han holdt hendes hånd fast, selv om hun prøvede at få den fri, havde det slækket lidt på grebet, da hun tabte kniven, kniven som han skubbede væk fra dem med foden.
han virkede fuldkommen rolig, selv om det undrede ham. Rende rundt? Burde han...kende hende? Måske en gammel flamme? Nej...Hun var menneske...og noget andet, fornemmede han, men det kunne han altid vende tilbage til.
"Finde mig? du har måske...fuldt efter mig i længere tid? Bare ventet på det rette tidspunkt?" han grinte lidt igen, han fandt det ret morsomt.
"Og så er dette det bedste du kan komme med..." han rystede på hovedet,tog sin anden hånd op og fjernede hætten, så han bedre kunne se hende, lod kort en finger glide ned langs hendes kæbe i samme bevægelse, da han tog sin hånd til sig igen.
Han smilte stadig og var nok lidt for rolig.
"Nu slipper jeg dig og er vi så enige om vi er færdige med denne leg?" han lød som en voksen der irettesatte et barn.
"Kan jeg byde på noget? måske noget at drikke? du må åbenbart være i pengenød, så jeg vil foreslå du siger ja" Han lød og lignede Zean, men han havde ikke tænkt tanken at hun kunne have kendt, kender, ham. For han havde været i denne dimension i nogle år, hvor stor var sandsynligheden for at møde en der havde kendt hans bror?

Hun fandt det ...provokerende at han blev ved med at holde hende fast, men tillod ham denne lille leg.Han så ikke længere trist ud i hans øjne, de så...anderledes ud og hun tilskrev det en ændring af humør.Han lo ..og det smittede lidt af på hende da han blev morsom...
" Helt ærlig...efter alle de anstrengelser du har gjort for netop at finde mig og så siger du jeg render rundt efter dig...Please ! " drillede hun ham med en mild stemme.
Han havde åbenbart ikke tænkt sig at tø op så let, og hun ville da gerne lege den lille leg med ham, som han af uvisse årsager havde kastet sig ud i.
" Jeg tror vi begge ved jeg ikke skærer din hals over , så tag det nu bare roligt...men en lille rift kunne måske friste?" Drillede hun igen.Hvorfor virkede han så...anderledes? Hun blev helt...underlig da han slog hætten ned, og strøg en finger over hendes kæbe.Hvad VAR der med ham i dag?

Han inviterede hende på noget at drikke, og pludselig fik hun en grim fornemmelse, var der noget galt med ham? Kunne han ikke helt genkende hende og forsøgte at dække over det hvilke var derfor det hele var så...underligt?

Hun så på ham , efter at have modtaget invitationen og et bekymret skær beklædte hendes ansigt...
hun lagde en hånd på hans kind " Sig mig....du har vel ikke slået dit hoved , vel? Spurgte hun stille .

Finde hende? Hans første tanke var om hun var skør. måske lettere...psykotisk? Han kendte alt for meget til personer der ikke var rigtig raske i hovedet, forfulgte de ham ligefrem?
Han nægtede at tænke tanken.
Hun snakkede som om de kendte hinanden, og endda virkelig godt.
Men han brød sig ikke om når fremmede rørte ham, bare sådan lige. Uheld, ja, men dette var bevidst. Han blev altid...lettere nervøs indeni når folk kom for tæt på.
Han lagde sin hånd på hendes og fjernede den let.
"Jeg har det skam fint, selv om du kunne have lavet skade med den der" han nikkede mod kniven, gik så over og samlede den op.
Han kunne snart ikke lade som ingenting mere, hun blev ved med at opføre sig så...mærkværdigt.
Måske... Hun måtte da kende hans navn så, måtte hun ikke?
"Hmm...Jeg fjols...jeg har jo ikke præsenteret mig endnu..." han smilte svagt, dette samme gentlemans agtige smil.
"Men du kender måske allerede mit navn?" han beholdte kniven. Bare for en sikkerheds skyld, han viste bedre end at undervurdere andre.
Han begyndte at vise vej mod det nærmeste sted at få en drik. Kroen.

Det blev ikke spor bedre.Ingen brikker faldt på plads og fuldendte puslespillet, det virkede mere som rammen var lavet og sat sammen,med resten af brikkerne der skulle sættes ind tilhørte et helt andet samlesæt.
Måske var han blevet næget adgang i gennem portalen? Havde den spyttet ham ud igen,sendt ham retur og sat ham sammen ...forkert?

" Ja....du ved jo bedre end alle hvor voldelig jeg er" sagde hun lidt sarkastisk til ham .

Hun betragtede ham grundigt og kunne ikke beslutte hvordan hun skulle gribe det an.
Det var nok en god idé at få ham ind og sidde lidt ned og pøse noget vand på ham.

Hun så forskrækket på ham...præsentere sig? Han måtte da joke hende?
" Zean..for helvede, det er ikke sjovt længere, vil du ikke godt lade vær med at lade som du ikke kender mig.Jeg har jo sagt undskyld og at jeg er ked af det, ikke."

Om det omhandlede ' det' havde hun ærligt talt ikke stor tiltro på, men hun havde ej heller et bud på hvad det så kunne være, så derfor valgte hun at bringe det på banen, måske hun slog en strike,selv om hun fyrede af i blinde.

Hans mærkede kulden. Den begyndte et sted i ryggen og bredte sig til hele kroppen, truede med at overtage i et iskoldt had, et had som mest af alt truede med at udslette...
Han rankede sig. Han måtte tage sig sammen...Zean, hans bror, var vel ikke den eneste der hed det. Måske...var det en helt andet.
Han valgte at smile til hende, som den lille misforståelse det hele jo nok bare var...
Og grinte svagt, mærkede varmen komme tilbage igen.
"åhh...du forveksler mig!" sagde han på en lettere højtidlig måde.
"Jeg er Sean" han så lidt på hende
"Det lyder næsten ens, men er det dog ikke.
Sean McGivens" han havde glemt alt om at han havde inviteret hende på drik, var blevet overfaldet af en pludselig følelse af...mistænksomhed, mistro.
Han stod bare stille og så på hende, uden at slippe hende med blikket.
Det var...underligt det her.
Mest af alt ventede han på hendes reaktion, ventede, håbede, hun ville grine og sige ja, det var en misforståelse, det må du undskylde. Og så kunne de fortsætte aftenen derefter.

At kaste håndklædet i ringen, var ikke en praksis hun ofte udførte men nogle gange...bare indimellem ....havde hun virkelig lyst til det.Han drev hende til vanvid,Zean.
" En misforsråelse? Med mindre det er den første april har jeg ingen idé om hvad den misforståelse skulle rumme ?"
Hun ville have forsat med små kvikke bemærkninger , dog fik hans præsentation hende på andre tanker.Helt andre tanker...

" McGivens ? Sean ? " hun kiggede lidt ned i jorden -da hun gentog med en meget svag og slet ikke 'kvikbemærknings agtig stemme'.
Hun sendte sine øjne op og møde hans, efter nogle sekunders pause , hvor hun havde forsøgt lige at samle sig lidt.Lamslået og helt taget med bukserne nede, stirrede hun og næsten snuplede i hans øjne...." I MÅ være familie...d-det KAN ikke være...rigtigt"
Hun kunne slet ikke afgøre hvordan hun skulle forholde sig til manden foran hende.
Hun troede jo det havde været Zean, men nu ..? Hvem pokker VAR han?

Hun handlede pr refleks og skimmede kniven nogle meter fra dem.
Hun tog armene bag sin ryg , og visusliserede kniven der, uden så meget som at blinke med sine øjne.
Da hun mærkede dens kølige stål skaft mod hendes håndflade, blev hendes krop mere beroliget.
Og med mindre han opdagede kniven ikke længere lå på jorden, ville han måske ikke bemærke det.Den var kun til forsvar nu....ikke flere forsøg denne aften på røveri, ikke på ham da.

//Hmm...han har jo samlet den op, kniven?//

Han ventede til det dæmmede for hende, hvad han enlig mente. For det kom, han viste det og det gjorde det også. Sikke et mysterium han måtte være for hende!
Men selv blev han trist...Hun kendte Zean? Og havde forvekslet ham. Altid havde han lignet Zean, altid været nummer to...Han havde lovet sig selv det var slut...men det forfulgte ham åbenbart.
"Jeg beklager...Åh, hvordan kan jeg sige det, uden at kede dig med en trist historie?" han slog kort ud med armene og så sig omkring, som om han søgte hjælp, eller svar.
"Hvordan skal jeg forklare det? Jeg er hans bror. Hans ukendte bror. Måske ved han jeg findes, måske ikke. blot født nogle hundred år senere" han så på hende med de rolige øjne...Hvis hun så efter var hans øjne lidt mere lyse, lidt mere grå, end Zeans, hans stemme var lidt lysere. Det var nok de få steder man virkelig kunne se forskel, hvis man kun så på udseendet.
men selv om han virkede så rolig, havde hans øjne fået et sørgmodigt skær over sig.

Hun havde drukket gift ( frivilligt enda) hjemme hos Mina og haft et virkelig syret trip,
Modtaget et brev med en mordtrusslerne, dræbt en barbar ( hed de det,eller er det kun en tegneserie elefant der lystre det navn?), slåsset med drager, leget landevejsrøver, blevet mor til en pige på seks og mange andre ting....men ingen af dem tog pusten fra hende ,som det hun oplevede nu.
" Du er hans bror?... Jamen....du gode Gud, det jo utroligt"
Hun lod igen hendes øjne gennemføre, nærmest scanne hans øjne og de træk hans ansigt rummede.Øjnene. Øjnene var anderledes og lidt i stemmen også, men det var detaljer, ikke den store ...man skulle vide det, ellers sprang det ikke i øjnene.

" for helvede da! Det må du virkelig undskylde.Jeg kendes din bror, vi er....venner"
At det var en noget ringe beskrivelse af hendes forhold til Zean, kunne måske udledes af hendes stemme og den lille pauserne der blev indskudt mellem de sidste to ord.
Men....det var nok ikke så relevant , ikke lige nu, hvordan deres relation var, sålænge Sean vidste den var god, måtte det være tilstrækkelig.

" kan jeg få min kniv igen ,tak? Jeg skal nok skåne dig" lo hun og strakte sin arm frem og åbnede sin hånd.


// uth....undskyld Sean, my mistanke! Skulle lige tjekke om du nu læste ordenlig med * får røde kinder* den med kniven der lander i min hånd...den ser vi lige bort fra

Det overraskede ham hvor nært hun tog det. Så nærmest helt chokkeret ud...eller var overrasket et bedre ord?
Han grinte let, stadig den rolige, venlige fremmede som før.
"Venner? Jamen dog...Der var du heldig" en lidt syrlig kommentar.
Han tog kniven frem og holdt den oppe.
"Men hvem andre vil du skade med den? Nuvel, ikke noget jeg skal blande mig i. Du er ikke en morder. Men på en betingelse...Vi tager en drik sammen.
Du kender min bror? Hvor spændende" det sidste var mest ment som noget de havde tilfælles, noget de kunne snakke om, for at lokke hende med. En ren vane.
Han ville faktisk slet ikke snakke om ham, men var mere betaget af hende, af hende som person. Han fandt altid hunkøn fascinerende...men det var der nok ikke noget at sige til, når han faktisk levede af dem.

Igen blev hun en kende overrasket, det lød næsten som fed ironi da han sagde hun var heldig at kende Zean.Et lille spor af temperament begyndte at kunne anes i hendes øjne.Ville man snakke dårligt om Zean, blev det ikke med hende nær, hun ville forsvare ham og ikke ligge øre til det.
Tilgængæld ville hun gerne have sin kniv igen,meget gerne og hun ville ogsåmgerne lige tilbringe lidt tid med Zeans bror, det var fristende.Hun lod hånden være fremrakt , vippede med fingrene et par gange og svarede " Sålænge du ved jeg ikke overfaldet dig...mere...så ved du hvad du skal vide....og jo tak, det vil være mig en fornøjelse at tage en drink med dig , Sean"
Hun vidste ikke helt hvad hun kunne forvente af denne dæmon, Zeans ukendte broder, men hun havde en fornemmelse af at hun snart ville finde ud af det.
" Der er en kro nær ved, vi kan gå derover hvis du har lyst?" spurgte hun og håbede han vidste at der ville blive lagt mærke til han fulgtes med et menneske- eller næsten menneske.

Han gav hende kniven igen og smilte svagt.
"Du ville ikke kunne nå det" han kunne være kommet med en kommentar om at hendes bevægelser blev sløvet af at hun var halv menneske...men han så igen grund til at sige det. Det ville nok bare skabe en...kløft mellem dem, i deres fremtidige samtale...Hvis hun overhoved gad derefter.
så hun kendte Zean? Dette måtte blive meget interessant...
"Åh ja, jeg kender hver en kro. Lad os gå derhen" han begyndte at vise vej, regnede med hun fulgte med.
"Jeg bliver nød til at spørge..." stadig det venlige smil og det rolige blik.
"...Hvad er din relation til Zean? Hvad mener du, når du siger kender?" han fik spørgsmålet til at lyde som et hvilket som helst spørgsmål. Men inderst inde fandt han det interessant...Meget mere interessant end så meget andet. Hvis der var en person han havde studeret, så var det hans bror. Og det uden at have set ham andet end få gange. Åhh, han viste næsten alt om denne bror...

Hun sendte ham et måske lidt flabet smil og svarede " Det skal du nok ikke vide dig helt sikker på " , efteralt så kendte han ikke til hendes herlige evne, telekinesen, og med den kunne hun meget hurtigt og uforudset fåmting sendt afsted, og var hun heldig, ville de ting også ramme deres mål.
" okay...så bliver det kroen" hun smilede stadig de nærmede sig deres mål.
Det var vnaturligtvatvhan han var nysgerrig på hendes relation til Zean, ligesom hun var ved at sprænges af nysgerrighed over at have fundet en ukendt bror til ham.

Hun tog sin kappe af og folede den sammen, inden hun svarede ham, for det var ikke smart at blive genkendt med den på, det var hendes ' arbejdstøj'.
" Han er min mentor....ven o-og en af de få jeg ville betro mit liv til " svarede hun og tænkte at så kunne han jomligge indet hvad han ville, men han skulle vide at hun var på Zeans side, altid.

Han nikkede tænksomt.
Mentor? ligefrem ven? Og...mere. Det lå i sætningen. Og mere. Havde deres venskab udviklet sig? Det ville være så typisk ham. så typisk.
men han sagde ikke noget. Holdt sine tanker for sig selv, som det jo var klogest at gøre.
"Mentor på hvilken måde? Hvad viste han, som du ikke viste?" spurgte han interesseret. De nåede snart kroen.
Sean holdt døren for hende da de gik indenfor.

Den blandede lugt af mad, øl, sved. den både hyggelige og trykkede stemning af kun stearinlys. Der var et ledigt bord henne ved hjørnet, der kunne de snakke uden folk blandede sig i det. Eller lyttede med.
"Hvad kunne du tænke dig? at drikke altså?" smilte han til hende.

" Zean...var på en måde min guide , eller een af dem, ind i jeres verden af væsner.Hvor vi bor ,rigtigt, er det mennesker der styrer og væsner lever i skjul, under dække så de ikke afsløres.Zean lærte mig en masse om jeres verden, støttede og hjalp mig da jeg have brug for hjælp. jeg skylder ham meget." hun gik ind af døren han holdte.
Mange blikke faldt på dem, for de fleste ville hun være almindelig menneske ved første øjekast, og først senere ville de mistænke hende format være andet.Men de meget skarpe, ville lugte på hende at hun var....anderledes. Hun mødte trodsigt deres blikke, svirrede dem tilbage hver og en, som for at vise at hun ikke var bange for dem.Naturligvis ville hun spæne sin vej, hvis der blev grund til det, men det så ud til hun blev accepteret, for nu. måsken dæmonen ved hendes side hjalpnpå dette.
" en øl vil være skønt, tak" sagde hun og begyndte sin gang ned mod det lille bord, der havde lidt privatliv at tilbyde.

"åh ja, jeg kender den verden. Flygtede fra den for nogle år siden" mumlede han, da hun næsten forklarede hvordan det var.
Han gik op til baren og bestilte to øl.
Han lagde nogle penge og tog øllene med ned til bordet, satte sig over for hende og skubbede den ene øl over til hende. Han lænede sig lidt tilbage og så på hende med et lille smil.
"så har jeg vist meget at leve op til" han skjulte det så godt. Hvordan det hele enlig smagte mere af citron end sukker. leve op til? Han var aldrig god nok...Men det var dengang...
"Men...hvad fik dig så til at komme til denne dimension? forlade din gamle...Og Zean?" spurgte han.

Han kendte til den verden, så var også han kommet hertil gennem portaler, interessant. Hvorfor mon ?
Han returneredes med en øl og da hun modtog hendes tog hun den mellem begge sine hænder og kørte den lidt frem og tilbage.
Du gode hvor han lignede Zean, det var helt vildt.Hun savnede ham." ja...der er noget at leve op til." medgav hun ham og mistænkte intet.
" hvorfor jeg forlod deepshell? Det er en lang historie du ikke når at få i dag, men jeg kender Sakref og var med på det oprindelige rejse selskab der drog hertil,så hvis du har hørt rygter om det,så er blond lille telekinese pige mig " lo hun og fortsatte " min ..ehn...ven...Tristan og jeg deltog begge og er nu her igen, en pause en ferie fra Deploratus kan vi kalde det og din bror har faktisk lige været på...besøg her, men tog hjem igen ? Hvorfor er du her ? " hun forventede klart noget i bytte for hendes meddelsomhed, hun kiggede ind i hans øjne og lagde hovedet lidt på skrå...Hvilke hemmeligheder rummede han, Sean?

han mærkede den korte gnist af vrede. Den truede med antænde selve tønden og springe i luften, men heldigvis fik han hældt lidt vand på. Noget at leve op til? Han havde intet at skulle leve op til! Han rømmede sig kort for at komme væk fra tanken og koncentrere sig om hvad hun fortalte.
"åh jeg tror skam nok vi har tid nok. Hvorfor udsætte noget der lige så godt kunne være i dag?" han smilte til hende
"Tristan siger du?" han nikkede let, han havde mødt denne unge dreng. Fortællingen om hans bror lod han passere.
Han lænede sig tilbage i stolen. Igen et personligt spørgsmål. Et spørgsmål han, lige som med mange andre, ikke kunne...Ikke ville, fortælle sandheden på.
"Åhh...Blev træt af den gamle. Når man har levet de der 700 år ligner det hele det samme, selv menneskerne kunne ikke forbavse mig længere! Så jeg tog en hurtigt beslutning og er aldrig vendt tilbage" En del af sandheden. Resten holdt han for sig selv.

Camille vægtede for og imod , men kom til den konklusion at der ingen skade ville ske ved at dele lidt ud af oplysningerne, men ikke for meget dog.Der havde været meget hype omkring både hende og Tristan i den rigtige verden, og hun havde på ingen måde lyst til at det skulle forsætte, selv om noget var ved at mase sig på....noget ukendt udefra...med trusler om mord....så det blev sku nok lidt svært helt at se opholdet her som en lille ferie, når alt kom til alt.

Hun gav derfor Sean en lille bid af kagen og fortalte...
" Jeg var leder for racen mennesker....Tristan var for jægerne, dusør jægerne.En
Anden jeg holdte meget af var for varulvene og nogen fik ondt i røven over vores alliance og ja....der blev farligt og ikke rart at være plus både Tristan og jeg havde skabt os mange fjender efterhånden, så....vi tog en pause fra heksekedlen, og returneredes hertil. Zean har fulgt mig længe og været en god støtte for mig og udover det holdt vi meget af hinanden " mon dette var tilstrækkeligt for ham? Eller ville han udfritte hende mere ?

" hvad synes du så om Underworld....og slavehandel ?" spurgte hun med et lidt provokerende blik i de isblå øjne hun betragtede ham med. smuk som sin bror var han.

Han havde skam ikke udfrittede hende. Faktisk forstod han ikke helt hvorfor hun blev ved med at snakke om det. Han havde bare kommenteret det på sin egen, let gammeldags måde. noget han ikke kunne vænne sig af med.
"Men jeres rolle som ledere holder jo ikke her" smilte han let, mente intet ondt med det. Han tog en tår af sin øl og mærkede den søde væske glide ned gennem hans hals. Han drak ikke så meget øl, mere vand...mest fordi det bare var nemmere.
Han trak let på skuldrene og så bare roligt på hende, uden at tage sig af hendes provokerende mine.
"Underworld er fin. Selvfølgelig skal man få skaffet sig sin del af problemer, men eller....dejlig anderledes. Hvad angår slavehandel, er det ikke noget jeg blander mig i. Da jeg kom her til overraskede det mig et øjeblik. Men man lære at leve med det. personligt bruger jeg det ikke og det kommer jeg heller ikke til.
Håber det er svar nok" Kort sagt. Han interesserede sig ikke for det og var ligeglad. Han viste hvad han skulle vide og intet andet.
"Men du er modstander fornemmer jeg. Held og lykke. Der sidder nogle krager på toppen...Du ved hvordan folk i et middelaldersamfund tager nye ideer" han hentydede til historien om heksebrændinger, m.m.

Hun lyste glad op, som et barn der havde modtaget et legetøj det længe havde sukket efter " nej....gud ske tak og lov det ikke gælder her, ferie fra det hele var jo planen med at komme her " bekendtgjore hun igen.Så lidt ansvar som muligt virkede tillokkende og alligevel...alligevel havde hun nærmest fået et barn, på seks år enda!

Hans svar omkring slaver fandt hun glæde i. alle der ikke lige deltog i den leg, opfattede hun som på hendes side, næsten da....eller som nogen der dog ikke var imod hende.
Men....hvad var det han insinuerede? Heksebrændninger?" arh Sean, SÅ gammeldags håber jeg sandelig ikke at de er ! " og overvejede om det var sådan noget Isabella ren faktisk havde haft i tankerne at anklage hende for, den aften Rafaelmhavde slagtet hendes håndlangere, så de ikke lavede en civil arrastation på Camille.
" kender du noget til de minion dynastiet, Isabella ? " spurgte hun. Oplysninger kunne man ikkenfå nok af om ens fjender, vel ?

han så tænksomt på hende et øjeblik.
"Jeg har da hørt om det..." svarede han så
"...Men jeg må indrømme jeg ikke har dykket så dybt i emnet...Endnu" han smilte lidt. Han kunne jo altid tilbyde at finde flere oplysninger, mod betaling selvfølgelig...Men det ville være lidt risikabelt for tiden, han var ikke så populær rundt omkring.
Men han kunne jo finde nogen og så komme tilbage og drille hende...
Tanken fandt han spændende.
Men han kendte ikke meget til denne Isabella og hvad hun gik rundt og lavet, selv om nogle små kommentarer om hendes måde at...klare visse ting på, helt klart var faldet. Og det var ikke søde tanker.