Hvem er du// Akuma.

Tid: Solen skinner stadig så midt på dagen cirka.
Sted: Doomsville Angerforge District, Gaderne.
Vejr: Det er dejlig varmt og solen skinner dejligt.
Omgivelser: Bygninger, de snoede gader.


Alane gik stille ud af Ashen Three Forest, hun havde besluttet sig for at besøge en af byerne i dag.
Det var lang tid siden hun sidst havde været i en by, den sidste havde været en af byerne i skoven så det var ikke rigtigt det samme som det her.
Hendes bare fødder kom med lette lyde da hun gik ind i byen, asfalten føltes underlig under hendes fødder.
Hun havde en kjole på som var tætsidden på hendes overkrop og fremhævede hendes former. Den nederste del af kjolen sad lettere løs. Kjolen havde nogle rifter her og der samt en lettere dyb halsudskæring.
Hendes grønne øjne vandrede over de mange mennesker som var inde i byen. Hendes fødder bar hende hen af de snoede gader, hendes røde hår hang løst om hendes skuldre.
Alane så rundt efter nogen hun kunne snakke med, nogen som kunne vise hende rundt måske.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Der var mange cafeer i gågaderne.
De havde hver især en bunke stole og bore udenfor vinduerne.
På en af stolende sad Akuma og halv-sov.
Han havde ikke sovet på det sidste.
Det var som om at hans følelser bare ikke ville lade ham sove.
Det eneste tidspunkt han sov på var når hans indre skygger overtog kroppen.
Men der sov han jo ikke rigtig hans krop var jo stadig i spil.
Akuma var iført sit dræber-outfit.
Ikke fordi han skulle gøre nogen ondt idag... Bare for at forsvinde.
Han havde ikke rigtig lyst til at blive genkendt.
Bare side og stirre lidt ud i luften.
Dog faldte hans blik på en pige der kom gående med bare fødder.
*Hvad i al verden?* tænkte han og betragtede det pigebarn der nærmede sig.

Alane så sig forvirret omkring, hun kunne ikke forstå konceptet ved en by.
Hvorfor var det man ikke bare boede som vi så længe havde gjort?
De grønne øjne vandrede nysgerrigt rundt og betragtede de mange underlige ting som dekorerede byens gader.
Hun lagde mærke til at hun blev betragtet og bed sig let i læben hvorefter hun stille gik videre.
Alane så stille på ham, han så meget officiel ud og lignede ikke en man skulle lave sjov med.
Eller for den sag forstyrre.
Stille og roligt gik hun ned af gaden. hendes bevægelser var lette og elegante.
Hun så stadig engang i mellem på den fremmede ud af øjenkrogen.

*Hva pokker jeg kan jo lige så godt få snakket med nogen hvis jeg alligevel ikke kan falde i søvn* tænkte han og rejste sig.
Han gik ned til pigen og betragtede hende lidt inden han gik helt op ved siden af hende mens han holdte hendes tempo.
"Hvad laver en lille skovpige som dig herinde i byen?" spurgte han da han var oppe ved hende.
Akumas stemme var mørk og dyster.
Dog ikke så meget som hvis detvar skyggen der talte men hans stemme lød sådan normalt.

Alane kiggede stille ind af et butiksvindue, hun betragtede de dukker som stod i vinduet, hun vidste egentlig ikke hvad det var for nogen men det lignede mennesker som var blevet forvandlet til sten. Hun rystede let på hovedet og så sig omkring, der var mange mennesker som skubbede og maste for at komme frem og nå hvad end det var de skulle nå, de havde så travlt.
Dog efter ikke så lang tid forsatte Alane ned af den fyldte gade, der var ikke rigtig nogen som gik ind i hende, det virkede som om de gik i en stor bue uden om hende fordi hun så anderledes ud eller det gjorde hende egentlig ikke, det var bare et instinkt de fleste mennesker havde. Et gys gik igennem hendes krop da hun hørte nogen tale til hende, roligt kiggede hun over på personen, han var vidst en del ældre end hende men det kunne hun jo ikke være sikker på, "Hvem spørger?", hun betragtede ham stille, han så ud til at han gerne ville give en skræmmende Aura fra sig men det skræmte ikke rigtig Alane. På en måde kunne hun godt lide hans dybe stemme men nu blev hun jo også tiltrukket af det mørke, det dystre og det spændende,

Han fniste lidt og slog armene ud.
"Ham du kikker på" sagde han inden han lagde armene ned igen.
Akuma så godt folkende der veg uden om dem.
Det var nok ikke på grund af hende.
For i disse gader var det tøj han havde på jo kendt som nattens dræber.
De kendte ikke hans rigtige ansigt men det tøj han havde på brugte han næsten altid når han skulle dræbe nogle tilfældige personer.
Så det kunne ikke undre ham at der var nogle enkelte der havde set ham.
"Eller du fiskede måske efter mit navn?" spurgte han så med en lille glad tone.
Stemmen var stadig mørk.
For sådan lød han.

Hun smilte let og betragtede ham, han virkede som en som måske var lidt drillesyg?
Roligt forsatte Alane ned af gaden, folk gjorde stadig plads for dem men hun havde efterhånden regnet ud at det ikke var hende de gjorde plads for, men ham. Hun blev bare mere nysgerrig af den grund, hvorfor virkede folk bange for ham, hun kunne ikke forstå det men det jo nok fordi hun ikke vidste hvad det tøj han havde på indikerede, nej for hende var det jo bare tøj. Det ville nok ikke gøre den store foreskel for Alane hvis hun vidste at han dræbte folk for sjov, hun ville stadig ikke være bange for ham, han virkede jo harmløs og nærmest helt sød. "Jo det kan jeg jo godt se", hun smilte skævt og så ham i øjnene, den mørke stemme havde ikke nogen synderlig effekt på hende, nej hun fandt den stadig lokkende, så dyb og mystisk.
"Tjoo det kunne nu egentlig godt være", hun smilte let og så ham stadig i øjnene.

"Det er nok ikke bedst at du får mit navn at vide under de her omstændighedder" sagde han og kikkede lidt rundt.
For hans skyld var det lidt ligemeget om hun kendte hans navn.
Det var bare at han havde nogle mennesker at beskytte så hvis de randomme folk kendte navnet på den som var bag masken så ville de også vide hvem han var.
For han var ikke helt ukendt da han både var under Mina og Isabellas ledelse.
"Det er ikke fordi du ikke må kende mit navn. Det er bare de ynkelige mennesker som går rundt om os, som jeg har et problem med" sagde han så roligt til hende.

"Hvorfor ikke?", hun så nysgerrigt på ham, han virkede som om han skjulte et eller andet hvilket bare gjorde hende mere nysgerrig og ham mere spændende. Let bed hun sig i læben mens hun betragtede ham. Hun ville så gerne vide hvem han var nu, han virkede så mystisk og skræmmende. "Så hvordan får jeg fat i dit navn?", hun smilede stille mens hun forsatte ned af gaden sammen med ham. Alle menneskerne så ud til at være bange for ham, de gik udenom ham i store buer, det undrede hende men hun spurgte ikke ind til det, i hvert fald ikke endnu.

Han grinede svagt.
"Først når vi er alene..."
Han hentydet stadig til at han ikke ville røbe sit navn når de var på sådan et offentligt sted.
Den maske han havde på nu var jo den som han bar når blodet flød i gaderne.
Det var den maske som folket havde set i gyderne om natten hvis de var sluppet levende fra det hele.
Hvis hun ville vide noget om ham kunne hun jo finde et sted hvor de kunne være alene?
For han gav ikke infomation ud til alle...