Akuma nu møder jeg dig - Akuma

Dato:irl
Dag:irl
Vejr: koldt men ingen sne på jorden.
Årstid: Vinter/svageligt forår
tid:02.08

Hvis det ikke havde været for månen og de mange urter der nærmest kun kunne findes om natten havde Zeril aldrig taget sig nok sammen til at gå her ud, hver nat nærmest var hun ude efter urter som skulle bruges af andre eller muligvis af hende selv. Hun vandrede sporgløst rundt som om hun var en mus der ikke kunne finde føde, det irreterede hende grænseløst angående hvor mange gange hun kunne gå det samme sted bare for ikke at komme ind til byen og blive forstyrret af alt det larm og gøgl der var der inde. Det var nok når der endelig var fest men alle de mange, mænd og pralhalse der hele tiden kunne mødes der inde fik hendes døde lever til aldrig at ville komme til live igen. Denne nat var hun kjolt i sort med en tyk trøje og med sorte bukser og stramme støvler der kunne få selv en mus til at larme mere end hende når hun gik. Grunden var at de sad tæt og der ingen hæl var. Det lyse hår var krøllet og sad rodet men også perfekt til hendes person. Yndig var hun da og speciel på sin egen måde. Natten var snart slut om 4 timer måtte hun sås snart søge lå igen for solens dræbende stråler

Hvorfor lige her?
Af alle steder hvorfor så lige dette elendige, utålelige, glædespredene, ligegyldige sted?
Hvorfor skulle den ynkelige lille engel løbe her ind?
Akuma væmmedes ved tanken om alt det gode der holdte til i denne skov.
Men nu kunne den stakkels lille engletøs ikke løbe længere...
Hun var faldet over en gren og Akuma stod nu overfor hende med et sindsygt skær i øjnene.
Han gik nu helt tæt på hende og lod skyggerne under hende gripe fast om hendes liv hvorefter de løftede hende op til ham.
"Farvel engel!" sagde han mørkt og bed hende derefter i halse.
Dette bid var ikke for at få hendes blod suget ud... Men hendes sjæl...
En ShadowLord næres af andres sjæle og nu var hun blevet hans føde.
Efter fem sekundter gav han slip og lod skyggerne smide hendes livløse krop ned på jorden.

Han kiggede rundt omkring sig og kunne lugte at han ikke var alene.
Men denne lugt var velkendt... Det lugtede som Ribanalon... Men nej det var en anden...
"Hvem du end er så kom frem" sagde han og vendte sig rundt et par gange.

HUn var stoppet op bag et træ da hun havde set denne SHADOWLORD i fuld vigør, HUn havde set til imens engle pigen fik taget livet fra sig og hun var lige ved at gå væk fra dem da hun duftede hendes moders/skabers duft omkring ham. Dette kunne både være godt og dårligt, men en mand der levede og duftede så meget af Ribanalon var enden en stor fjende eller en meget velkommen ven. Men da mandens stemme lød igen om hvem der end var der ude så skulle de komme frem. HUn var stadig en ung vampyr hun havde kun været det i 204 år. Hun slog øjnene op og følte sig som et menneske til tider, men blev hvor hun var. Med ryggen imod det træ der nu skjulte hende fra Akumas synsvinkel. Men han skulle nok finde hende, lige som at hun altid fandt det hun søgte og fik hvad hun ville have. Hun var tavs, ville se hvad der skete. Mærke det lille eventyr eller marridt der måske ventede. Blodet fra englen ramte hendes samtidig og gav hende lysten til at dræbe til at tage havd hun havde brug får eller tag det hun bare ville have. Her var mørkt kun halvmånen fik den nærmest mørke skov til at lyse op hist og her. Men En vampyrs øjne var lige så gode i mørke som i lys hvilket skyggevæsners helt sikkert også var da de nærmest var en del af mørket i sig selv.