What do you say to me?!? //Urox og Amun//

S: Parken i Doomsville
O: Træer, bænke, en sø, folk
T: 11:30
V: Solen skinder og det er varmt
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ved og være et godt stykke tid siden hun havde fået sine øjne igen og det var dog heller ikke så lang tid siden, at hun fik konstateret, at hun også var blevet gravid igen for tredje gang. Denne gang var faren Josh. Hun havde endnu ikke fortalt Josh, at han skulle være far for hun skulle først lige selv vænne sig til tanken, at hun skulle være mor igen. Man kunne overhovedet ikke se på hende, at hun var blevet gravid igen. Hun var højst en måned henne. Hun havde valgt og gå sig en god tur i parken. Hun ville se om alt var som det havde været inden hun havde mistet sine øjne og det lignede stort set sig selv. Det var også her hun havde mødt sin onkel Ramiel for første gang og sin fætter Romeo. Det havde været lidt akavet. Hun stilte sig ved søen og kiggede ned i den og smilede stille for sig selv.

Lige udenfor parken stod en mand. Ikke en normal manden. Manden stod for det første næsten nøgen. Det eneste han havde på var et par sorte cowboybukser. Der sad løst. Og lidt nede af hoften. Lige i slutningen af hans eightpack. De sad lidt løst. Så det var tydeligt han intet havde under. På ryggen var noget som lignede en form for sort kappe. Men når man kiggede nærmere. Opdagede man hurtigt at det der lignede en kappe. Var 2 enorme vinger. Som havde sat sig som en kappe på hans ryg. Manden kiggede roligt rundt med et svagt smil. Denne mand havde aldrig andet på end de bukser. Undtagen en ny ting. Et lille ur. Ikke så dyrt. Maks nogle sølvmønter. Men det var rigeligt. Denne mand var jo begyndt at komme sammen med en kvinde. Så han var begyndt at skulle komme til tiden. Noget han ikke var van til. Så han havde brugt nogle af de penge han havde tjent op på sit nye arbejde. Express budbringer. Nemt nok når man kunne flyve hele vejen. Og så behøvede han ikke fjerne sine vinger hver dag. Nåh men tilbage til det som betød noget. Hans kvinde. Hans vidunderlige Amun. Som alligevel selvom han elskede hende over alt på jorden. Stadig virkede som om hun kom for sent. Manden der stod og ventede. Var kendt under 2 navne. Det ene var player. Og det andet. Urox Gravezia.

Påklædning :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun bannede indvendigt, hun var for sent, hun var normalt aldrig typen der kom for sent, men nu var hun for sent, men hun skulle have fat i en som kunne passe hendes søn og efter noget tid fik hun samtidig også fundet det perfekte tøj. Hun fløj ud af døren, lød så hurtigt hendes ben kunne bære hende, ned mod parken hvor hun skulle mødes med ham, hun glæde sig allerede, varmen...samt hendes kærlighed for denne ene mand, strålede ud af hende.
Hun nåede kun ned mod parken da hun fik øje på ham, med et kærligt smil gik hun hen mod ham, lagde armene om ham og kyssede ham blidt "undskyld jeg kom for sent, jeg skulle vælge tøj også skulle jeg finde en som kunne passe Orion" hun sukkede, kørte en hånd igennem det lysebrune og krøllede hår. Hun betragtede ham med kærlige øjne "du ser ufattelig godt ud" hun kørte sine fingre ned af hans bryst, mod hans mave, hvor hun greb fat i hans buksekant og trak ham mod sig "jeg savnede dig" hviskede hun blidt

Hun stod bare og betragtede sit eget spejlbillede nede i søen. Hun var glad for, at hun havde fået sine øjne igen. Nu kunne hun i det mindste se den skønne natur rundt omkring. Søen var nu også et meget rart sted for hende og være. Det mindede hende dengang hun var sammen med John og tit var nede i parken sammen med ham og Bruce. Det havde nu været en meget god tid dengang. En tåre kom frem i hendes ene øjenkrog. Hun sukkede lidt og begyndte så og gå rundt i parken. Hun smilede stille imens hun så de andre forældre lege rundt med deres børn og bare have det hyggeligt. Hun skulle mødes med Josh næste dag på stationen for og fortælle ham, at han skulle være far. Hun havde været så heldig og have mødt Jacob hvor hun kunne give ham en besked om, at han skulle sige til Josh at de skulle mødes der den næste dag. Hun kiggede op og ikke langt væk fra hende så hun sin far sammen med en anden kvinde. Hun stoppede op og kiggede kort forstenet på ham og den fremmede kvinde. Hvem var hun?! Nogle billeder kom frem i hendes hoved fra dengang hun var lille og hvordan Arya havde været overfor hende dengang. Hun vendte hurtigt rundt og begyndte og gå en helt anden retning for og lade som om, at hun ikke havde set ham sammen med en anden kvinde.

Et svagt smil kom frem på ham da han opdagede Amun komme løbende. Han hævede hænderne og lavede nogle håndvifte bevægelser. Som et klart tegn på hun godt måtte slappe lidt af. Da hun kom hen til ham. Lagde han armene om hende. Kyssede hende blidt igen. Og nød det meget. Orion selvfølgelig. Han grinte svagt og slog sig på panden. "Nårh ja jeg glemte at det var så hurtigt jeg lavede den her aftale med dig. At det nok havde været lidt stressende at finde en og passe Orion." Han så kort ned af hende. "Men jeg kan rigtig godt li dit tøj skat." Hviskede han blidt. Fulgte hendes finger med øjnene kort. Før hun greb fat i hans bukser. Og hev dem tættere. Han lagde armene tæt om hende. Smilede lykkeligt. Og kyssede hende kærligt. Før han pludselig stoppede. Rimelig pludseligt faktisk. Han så kort rundt. Hvad var det for en fornemmelse han havde. Han kunne mærke nogle af sine afmærkede skygger. Men han kunne ikke se hvem det var. Før øjnene faldt på en kvinde som var på vej væk fra ham. Han så kort imod Amun. Smilede pludselig endnu mere. "Kom skat du skal hilse på nogle." Sagde han roligt før han lagde den ene arm ind under hendes ene arm. Og den anden under hendes knæ fra samme side. Løftede hende op. Hvorefter hans sorte vinger fik dem til at lette. Og flyve imod hende roligt. Da han fløj lige ovenover hende. Kom det med det samme fra ham. "Troede du du kunne stikke af?" Før han roligt landede lige foran hende. Vendte sig imod hende. Sammen med Amun i armene. "Luce?" Sagde han smilende og så på sin datter. Mens han roligt smilede svagt. Og satte roligt Amun ned.

Hun nikkede, men kyssede ham på kinden "men det gør intet, jeg kan godt lide at være sammen med dig" hviskede hun blidt og en stærk rødmen dannede sig på hendes kinder "mange tak" hun nød hans blide ord, de fik hende til at føle sig virkelig smuk...som var hun rent faktisk vigtig for nogen. Hun rynkede brynet da han stoppede kysset, dog klukkede hun da han med et løftede hende op "lyder da dejligt" hun begravede ansigtet mod hans bryst, grinede da han med et lettede og fløj hen mod en kvinde. Hun kørte igen en hånd igennem sit hår, da hun igen blev sat på jorden, hun rynkede brynet, lagde armene om sig selv, hvem var denne kvinde?

Hun var allerede så småt ved og koge op indvendigt. Hun vidste godt, at det ville være skidt for det barn hun gik med hvis hun allerede nu gik i gang med og få et af sine hysteriske anfald. Hun gik bare hurtigt væk fra ham. Hvorfor havde han fundet sig en anden kvinde? Han havde allerede ikke nok tid med hende inden hun blev sendt væk. Slet ingen mens hun var fanget eller blind og nu dette. Hun havde håbet inderst inde, at de ville få et rigtigt far og datter forhold efter den samtale de havde da de mødtes i parken sidst, men det skulle åbenbart ikke være sådan. Andre kvinder betød åbenbart mere for ham end hvad hun gjorde. Så talte rygterne sandt. Hun stoppede op da hun hørte hans stemme. Hun kiggede bare op på ham. Hun havde ikke tænkt sig og sige noget til hende. Solen skindede direkte på hendes hud så den lillae farve fra venstre side lyste op og det samme med den sandfarvet farve i hendes højre side. Hendes øjne var lillae i højreøje og sandfarvet i det venstre. De næsten skød ud med vrede og sorg i sig. "Jeg håbede lidt på det" hendes stemme snerrede lidt "Hvem er så den tøs du slæber rundt med der?" hun havde ikke tænkt sig og fortælle denne kvinde, at hun rent faktisk var hans datter det kunne hun godt glemme alt ham. Hun kiggede blot kort på hende og derefter på sin far igen.

Kort så han svagt på hende. Indtil hendes ord kom. En svag vrede kom frem på hans ansigt. Før han slap Amun helt. Og gik hen foran Luce. "Luce Trieetence!" Sagde han kort og pegede på hende. "Var din mund. Husk på det kan godt være du er voksen. Men jeg kan love dig for at jeg giver dig stuearrest hvis du ikke taler ordenligt til din far. Og specielt ikke om Amun. Hun er ikke en tøs." Sagde han halvhårdt og pegede på hende. "Tro mig Luce. Jeg mener det. Jeg hiver dig hele vejen hjem og giver dig stuearrest. Og jeg er ligeglad med du er 752 år gammel. Du stadig min datter." Sagde han roligt og så på hende roligt. "Jeg har stadig autoritet til at bestemme over dig. Det har jeg lige indtil den dag jeg dør. Så tal med respekt." Sagde han halvhårdt før han roligt fjernede fingeren fra hende og så på hende. "Jeg er skuffet. Af alle dem jeg kender. Har jeg ikke oplevet større respektløshed. Ikke engang fra din mor." Sagde han roligt og så på hende roligt.

Hun vendte sit ansigt væk, det gjorde ondt, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun plejede normalt bare vide en smule om hvad hun kunne gøre...men denne gang følte hun sig som om hun ikke rigtig skulle være der. Denne Luce, hendes blik skar ind i hende og selvom hun havde oplevet værre end dette, gav følelsen af nogen hade hende, lysten til at forsvinde, bare krype under sin dyne og forsvinde fra omverden. Hun lagde forsigtigt sin hånd mod hans skulder, bed sig i læben "stop....det er okay, hun er din datter....jeg burde gå, i skal sikkert tale sammen" hviskede hun og forsøgte virkelig sit bedste på at smile til Luce, selvom hun vidste der nok kom en ond grimasse tilbage.
Hun lagde armene om sig selv, trådte et skridt tilbage. Hun kunne ikke klarer når folk hade hende, det var ikke fordi alle skulle elske hende, men hun kunne ikke lide den tanke om folk hade hende

Hun kiggede vredt på dem. Hun havde bare en stor trang til og stikke af og råbe, at hun aldrig ville have kontakt til sin far igen, men da han så begyndte og råbe og skælde hende ud slog det nærmest klik for hende. Vreden blussede op i hende. "Du har overhovedet ingen ret til og bestemme over mig. Et er at du er in far, men hvor har du været når jeg havde brug for dig? Du var væk! Du ledte ikke en skid efter mig da Zan kidnappede mig du var sammen med alle mulige kvinder! Og jeg kalder hende præcis hvad der passede mig!" hun nikkede hen imod kvinden hun overhovedet ikke kendte, men var sådan set også ligeglad med, hvem hun var! Hun betød åbenbart mere for ham end hvad hans egen datter gjorde "Du kan ikke bestemme over mig! Det smed du allerede fra dig da du sendte mig væk! Rafael bestemmer over mig nu! Det din skyld, mit liv endte i et helved!" man kunne høre på Luces stemme at hun var tæt på og sætte sig til og tude "Du har ikke en gang lagt mærke til, at jeg har fået mit syn tilbage igen, men du kan lægge mærke til andre kvinder og deres kroppe!" hun kiggede imod kvinden der bakkede væk "Bliv endelig skrider nu!" hun vendte ryggen til dem og begyndte og gå væk fra dem. Hun var såret indvendigt. Hun ville væk så hun kunne sætte sig til og tude et eller andet sted.

Han så overrasket på Luce kort. "Er det sådan du føler det?" Sagde han svagt og så på hende kort. Et kort øjeblik så han ud til at ville fælde en tåre. "Så alle de dage jeg har gennemgået for at finde dig. Den fakta at jeg var ved at overgive mig til Zann? Er du ligeglad med?" Sagde han kort før han sukkede og trak på skulderen. Før han gik et skridt tilbage. "Hvis det er sådan du føler. Så går jeg. Men husk en ting. Det var din mor der sendte dig væk. Jeg forlod din mor for selv samme grund." Sagde han roligt før han vendte ryggen til sin datter og vendte blikket imod Amun. En svag tåre gled ned af hans kind. Selvom hans ansigt smilede til hende. Det var tydeligt det havde såret ham. Men han nægtede at vise det. Så han kæmpede for at virke stærk. Han nægtede at lade sine triste følelser tage over." Undskyld Amun det var ikke min mening du skulle have set det. Luce er en lidt speciel tøs. Stærk som sin far. Med mindst lige så stort temperament." Sagde han smilende. Stadig med den tåre som efterhånden nærmede sig hans kind. Han gad ikke tørre den ene tåre væk. Derfor fik den liv til at løbe.

Hun betragtede dem begge, deres skænderi, stille strøg hun ham ned af kinden, tørrede hans tårer væk "det er okay" hun gik forbi ham og hen mod Luce, dog denne gang havde hun et smil på sine læber, ganske lille, men blidt "undskyld mig" hun lagde sin hånd mod hendes skulder, men var klar på at denne kvinde..eller pige ville skubbe den væk "jeg ved du hader mig, jeg forstår hvorfor, jeg ville nok også hade den kvinde der ville elske min far, du tror jeg vil tage ham fra dig, men det vil jeg ikke. Jeg har selv en søn, endda en datter, jeg elsker meget højt, selvom jeg er sammen med din far...betyder det ikke jeg vil tage ham fra dig, intet ville ændre sig og jeg tror stadig han vil være der ligeså meget for dig som han ønsker" sagde hun og smilede svagt. Dog landede hendes øjne mod Luce's mave "du er gravid ikke? og jeg går ud fra at det ikke er din første gang ikke?" spurte hun og lagde nysgerrigt sit hoved på skrå.

Hun valgte og ignorer det han sagde. Hun ville overhovedet ikke høre på det han sagde. Hun gik bare videre. Hun stoppede dog op da han sagde, at det var hendes mor der havde sendt hende væk. Hun vendte sig hurtigt om og kiggede vredt på sin far [color=red]"Du skal ikke lægge det over på mor! Det var dig der sendte mig væk! Sammen med mor! Du indrømmede det selv samme dag Zann kidnappede mig!" hun snerrede det af ham og vendte sig rundt igen og gik videre. Hun stoppede op endnu en gang da hun mærkede nogen tage fat i hendes skulder. Hun kunne høre, at det var Amun. Hun snerrede og slog hendes hånd hårdt væk fra sig. Hun vendte sig rundt på hælen og kiggede vredt på hende. "Jeg hader folk der vil være som mødre for mig! Jeg er sådanset ligeglad med, hvor mange børn du har! Det ændre ikke på, at du er sammen med min far! Tror ikke en gang på, at han vil bruge tiden sammen med mig som han ønsker! Siden jeg blev sendt væk hjemme fra har jeg set ham 3 gange! man kunne nemt se på hende, at hun var ved og blive så vred, at hun nemt kunne finde på og sætte sig til og tude. Man kunne næsten ikke se på hende, at hun var nygravid. Hun trak irriteret på skulderen "Kan ikke se hvad du skal bruge det til, men nu du siger det på den måde så jo er jeg rent faktisk og nej det ikke første gang. Det rent faktisk tredje gang, men det kan i være ligeglade med" hun kiggede vredt hen på sin far.

Han stod med ryggen til. Lyttede til deres samtale. Og tænkte tilbage. Tilbage til dengang de sendte hende væk. Tænkte på den samtale. På at dagen efter gik han fra hendes mor. For at finde hende. Han vendte sig langsomt imod Luce svagt. Kun så siden var imod dem begge. Og vendte så hovedet mod Luce. Så på hende og smilede svagt. Før han knyttede en næve og sukkede svagt. "Måske var det tre gange for meget. Du virker som om du ville have haft det meget bedre end mig." Sagde han og lukkede svagt øjnene for at sukke svagt. Og åbnede dem så igen. Trak på skuldren svagt. "Du så det ikke. Men den dag ved søen. Der gled en af de eneste tåre. Da du blev sendt bort. Gled der en tåre. Da du blev kidnappet gled der en tåre. Da jeg sad ved søen og du kom hen til mig. Gled der en tåre. Og nu gled der en til. Jeg græder sjældent. Meget sjældent. Jeg vil hellere ha stukket et spyd igennem mit hjerte end at tude. Men du får mig til at græde. Fordi jeg udemærket godt ved hvor dårlig en far jeg har været. Men jeg har brugt al min tid på at rette på det. Jeg har lige fået et arbejde. Jeg prøver at leve et normalt liv. Kun for at du kan få dig en normal far. En som har tid til dig." Sagde han svagt og trak på skulderen igen. "Håbløst åbenbart. Når du ikke engang vil være glad for at din egen far har efter 700 år fundet en speciel pige igen. En som han elsker. Jeg er ked af at sige det. Men selv ikke engang jeg er så egoistisk." Sagde han roligt før han begyndte at gå væk fra hende. Hen imod en bænk ikke langt fra hvor de var. Og satte sig så på den med et bump. Mens hans vinger roligt svang sig rundt om og lænede sig hen over bænkryglænet. Så de ikke var i vejen.