Dad? Is that you? //Urox//

S: Parken
O: Træer, folk, bænke, en sø
T: 12:00
V: Solen skinder og det er varmt udenfor
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og et sort stof bundet foran øjnene

Det var begyndt og være lang tid siden hun sidst havde været i parken. Sidst hun rent faktisk var i parken var dengang hun mødte sin onkel Ramiel og hendes fætter Romeo. Hun havde siden der ikke haft tid eller overskud til og gå sig en tur ned til parken. Denne dag havde hun så fået fri af Rafael og kunne tillade sig og tage sig en god gå tur. Der var meget som havde gået hende på det sidste stykke tid. Bruce var blevet mere og mere umulig og endte med og ville hjem til sin far, John. Hun havde dog ikke fået snakket med John om det endnu, men det var hun nød til. Hun sad på en bænk der var tæt på søen som lå midt ude i parken. Der var mange forældre som var ude og lege med deres børn og gik ture med deres kældedyr.

Det var lang tid siden han havde været alene. Det var som om hver gang han gik ud af en dør stødte han ind i nogle. Nogle som han enden kendte. Eller ville slå ham ihjel. Men lige nu var det kun ham. Og hans skygger. Desværre. Skyggerne var begyndt at være meget påtagende. Som om de planlagde noget bag hans ryg. Det var hele grunden til dette var begyndt. Han var langsomt begyndte at fjerne kontakten mellem ham og resten af hans kendskaber. Det hårdeste var hans bror. At fortælle ham at skyggerne sikkert ville tage over igen. Var nok den hårdeste beslutning at tage. Men hvad værre var. Så faktaen at hvis det skulle ske. Var det Ramiel der skulle slå Urox ihjel. Det havde været hårdt for ham at sige det til sin broder. Tårene begyndte at presse på. Urox var ved at græde. Noget som ikke mange nogensinde havde set ham gøre. Langsomt begyndte Urox at lande. Han troede en flyvetur ville gøre underværker. Men det gjorde det ikke. Langsomt landede Urox ved kanten af en sø i en park. En park han ikke rigtig kunne genkende. Egentlig vidste han ikke hvor han var. Men det var osse ligemeget. Hvorfor skulle det interessere ham. Roligt så han ud over søen. En lille tåre gled ned af hans venstre kind. Han ville ikke tørre den væk. Han ville bare sidde hvor han sad. Og lade en tåre eller to glide. Vingerne sad helt op af hans ryg som de altid gjorde. Han havde ikke andet på end de sædvanlige slidte cowboybukser som altid.

Hun rejste sig stille og roligt op og gik hen imod søen. Hun havde hørt, at nogen var landet ikke så langt væk fra hende, men hun havde ikke tænkt videre over det for det kunne være mange. Hun vidste ikke, at det var hendes far som var landet. Hvad skulle han også lave i en park? Hun satte sig ved kanten af søen og kørte en finger rundt i vandet. Da hun havde siddet der lidt kunne hun pludselig lugte en speciel lugt. Det var en hun genkendte. Hun stivnede kort og prøvede og finde ud af, hvor lugten kom fra, men hun kunne ikke se noget. Hun havde ikke nogle øjne overhovedet. Hun rejste sig op og gik hen imod lugten. Hun stoppede da hun mærkede nogle vinger stejfe hendes hånd. Hun sukkede lidt "Undskyld, men hedder du...Urox?" hun stod bag ved ham. Der var usikkerhed i hendes stemme. Kunne han overhovedet genkende hende? Hun lignede overhovedet ikke sig selv. Det eneste der lignede den gamle Luce var hendes ansigtsform og hvordan hendes mund og næse så ud og hendes sorte lange hår. Resten var væk.

Forstyrrelser. Til at starte med blev Urox egentlig irriteret. En eller anden var tydeligvis blind nok til at ikke og kunne se et par kulsorte vinger stikke højt op fra hans ryg. Men spørgsmålet var det første der fik ham til at blive irriteret. Sådan rigtigt. "Taler du om Urox Gravezia? Ja det er mig. Men. Hvem er du?" Han havde ikke rejst sig. Egentlig ville han bare sidde der og kigge ud over vandet. Dog lige indtil han mærkede det. Et sted skjult i hele hans familie. Var der skygger. Med andre ord. Der var en forbindelse til ham. Han kunne mærke nærværet af hans familie. Og langsomt rejste han sig op og vendte sig svagt imod personen som havde rørt ham. Til at starte med gloede han bare på hende. Da det gik op for ham hvem hun lignede. "Luce." Hviskede han svagt. Først der gik det op for ham der var noget galt. Det sorte stof. Det kunne betyde 2 ting. Et hun gad ikke at se ham. Eller to. Hun kunne ikke se ham. "Hvad er der sket?" Spurgte han chokeret. Til at starte med ville han være sikker på det var hans datter. Hvis det var. Ville han først der blive bekymret.

Hun stod lidt og ventede på, at han svarede hende. Hun ville være sikker på, at det var ham. Hun kunne mærke hans sorte vinger og lugte ham. Hun ville nok blive meget ked af det, hvis hun havde taget fejl. Hun smilede dog lettet da hun hørte hans stemme og sagde at det var ham. Hun havde dog ikke tænkt sig og fortælle ham, hvem hun egentlig var i første omgang for hun kunne mærke, at de ikke stod ansigt til ansigt imod hinanden. Hun bed sig usikkert i læben da hun mærkede hvordan han rejste sig op og vendte sig imod hende. Hun bakkede et enkelt skridt væk fra ham. Hun mærkede hvordan hun havde fået en klump i halsen. Hun havde bare en stor trang til og løbe ind i hans favn og bore sig ind til ham og sige undskyld for, at hun bare var stukket af. Hun hørte ham sige hendes navn. Hun nikkede stille "Ja far det mig" hendes stemme var lav og der var en skjult gråd i hendes stemme. Da han spurgte hende om, hvad der var sket kunne hun ikke svare på det. Hun fjernede det sorte stof så 2 øjenhuler kom frem som var tomme. Nerverne og det størknede blod var rådnet væk og hun havde fået en af de tjenestefolk som Sean havde der ikke blev stødt over det med hendes øjne til og vaske det rent. "Har ingen øjne mere far..." hun nærmest sprang ind til ham og krammede sig indtil ham. Hun rystede fordi hun græd indvendigt "Undskyld far. Undskyld undskyld undskyld. At jeg bare stak af fra dig. Jeg er virkelig ked af det" man kunne høre gråden i hendes stemme.

Synet havde med garanti skræmt de fleste. Men Urox havde set værre. Dog stødte det ham lidt. En vrede dulmede frem i hans indre. Men hvad skulle det hjælpe. Hvem havde gjort det. Hvordan skulle han hævne hende. Når han ikke engang vidste hvem det var. Og så gik det op for ham. Med en svag langsomt mund. Og blide bevægelser kom et enkelt navn frem fra hans læber. "Zann." Hviskede han svagt mens han fortsat så på hende. Før han samtidig med hun løb ind til ham selv hev hende ind til sig. Og omfavnede hende trøstende. "Årh min Luce. Du behøver ikke at undskylde for noget som helst. Jeg er lige her. Jeg forbliver lige her min pige." Hviskede han svagt og aede blidt hendes ryg kærligt. Mens han fortsat holdte hende tæt til sig. Som om han var bange for hun ville forsvinde imellem hans fingre. Som om hun bare ville blive til støv hvis han slap hende.

Hun holdt sig tæt ind til ham. Hun hørte ham svagt hviske Zanns navn og stivnede. Så havde Warren haft ret i, at Zann og hendes far havde noget mellemværende, men hvorfor skulle hun være offeret? Hun krammede sig dog stadig ind til hendes far. Hun rystede voldsomt af gråd. Hun blev lidt roligere da hun mærkede hans arme omkring sig. Det var lang tid siden hun havde mærket hans arme omkring sig. Hun kunne næsten ikke en gang huske hvornår det sidst var hun havde fået et rigtigt kram af ham. Hun borede sit hoved imod hans brystkasse og slappede af "Far jeg har savnet dig. Hvor blev du af? Hvorfor prøvede du ikke og finde mig? Hvorfor reddet du mig ikke? man kunne nemt høre sorgen i hendes stemme og at hun grad indvendigt. Hun krammede sig tæt ind til ham.

Han sukkede svagt. Og så ned på hende. "Jeg stoppede ikke med at lede. Men hver gang jeg fandt et spor der ville kunne føre mig til dig. Kom Zann i vejen og nåede at fange det først." Hviskede han svagt og så på hende blidt. Før han roligt bukkede sig ned og kyssede hendes hovedbund. "Min datter jeg er så utrolig ked af det. Du må virkelig undskylde. Det havde aldrig været min plan at du skulle igennem så meget smerte." Hviskede han svagt. "Min elskede datter. Det er på tide du får det af vide. For 400 år siden var der engang en engel. Hvis kræfter indenfor sort magi. Blev for stærke. Og det endte med de tog over englens krop. Og destruerede næsten en hel by. Før kontrollen kom igen. Englen blev falden på grund af den smerte han havde påført verdenen. Og grunden til det skete. Var fordi englen var nede. Meget lang nede. Han havde forvist sin datter. Og lige siden bare gået og drukket. Blevet alkoholiker kunne man vel sige. Det som englen ikke vidste var at en så det. En som ikke burde ha set det. En udød soldat. En soldat for en sovende kriger. Navnet på soldaten var nemt. Jeg genkendte det så snart jeg hørte rygterne om Zann. Navnet på soldaten dengang var Warren. Det er derfor du blev blandet ind i dette. For mine kræfter. Zann vil ha dem. I sin hær. Og ville afpresse mig ved hjælp af dig. Jeg var tæt på at sige ja. Da jeg hørte du var sluppet væk." Hviskede han svagt. Før han bukkede sig frem for at hviske hende i øret. "Jeg var tæt på at opgive min frihed. Bare for at du kunne slippe ud af hans forfærdelige klør." Hviskede han svagt i hendes øre. Med en tristhed der skar igennem hvert eneste ord han sagde.

Hun klamrede sig helt ind til ham. Hun havde virkelig savnet sin far mere end noget andet. Hun vidste godt, at det var underligt efter alt det der var sket imellem dem. Hun stod bare og lyttede til alt det han fortalte hende. Havde han virkelig ledt efter hende? Havde han virkelig prøvet og få hende fri uden det ville lykkes ham? Det rørte hende virkelig, at hun fik at vide at han havde prøvet og finde hende for og redde hende igen. Hun afbrød ham ikke da han begyndte og fortælle om denne engel som havde forvist sin datter. Det var det samme som hendes far gjorde. Var det mon ham selv han snakkede om? Hun stivnede helt da han nævnte Warren. Hun kunne huske ham så tydeligt, at det næsten var uhyggeligt.Nok havde det været for lang tid siden hun så ham eller bare hørte og mærkede ham sidst. Hun sukkede lidt og trak vejret dybt for og slappe af. Hun mærkede hvor meget hun spændte sig tættere ind til ham da han fortalte at han ville ofre sin egen frihed for hendes skyld. Hun puttede sig ind til ham "Elsker dig far. Jeg elsker dig virkelig højt" hun borede sit hoved imod hans brystkasse og krammede sig ind til ham.

Han holdte hende tæt ind til ham. Og smilede svagt. Kyssede hendes hovedbund blidt. "Jeg elsker osse dig min vidunderlige store voksne datter." Hviskede han svagt. Hvorefter de kulsorte vinger. Så hurtigt som de kunne svang sig stramt rundt om dem begge. Så Han på en måde krammede hende 2 gange. "Jeg har virkelig savnet dig." Hviskede han svagt. Holdte om hende tænkende. "Jeg har hørt en del om hvad der er sket. Om Rafael. Om Zann. Og om din mor." hviskede han svagt og så roligt ned på hende. "Jeg har hørt du har mødt din mor igen." Hviskede han svagt med et roligt fast. Og selvsikkert smil. Så hun kunne se han egentlig bare ville vide om hendes liv. Ikke så meget noget bestemt. Bare i det hele taget.

Hun holdt sig ind til ham som var hun igen blevet den lille pige som altid havde brug for farens tryghed og varme. Hun smilede stille da hun hørte, at han også elskede hende. Det var nogle ord hun havde længtes efter i månedsvis. Hun blev næsten gemt væk under hans sorte vinger der også holdt om hende. Det var dejligt og beroligende. Hun blev dog tristere igen da hun hørte, at han snakkede om Rafael, Zann og endda hendes mor. Hendes mor havde svært ved og acceptere det der var sket med hendes lille datter som alligevel ikke havde betydet noget for hende. Hun sagde dog noget andet, men det havde Luce ikke troet helt på. Hun sukkede lidt "Ja jeg har mødt mor igen. Hun troede ikke på forandringen. Jeg er blevet det ingen andre troede jeg ville blive til far. Ingen troede, at jeg ville blive en dragonlycan. Se mig nu. Jeg har endda fået en ny evne. En evne som jeg er glad for" hun ville gøre at for og undgå og snakke om sin mor, sin herre eller sin gamle herre. Hun ville snakke om alt andet bare ikke om de 3.

Han smilede roligt og holdt hende tæt. "Min skat. Jeg har altid troet på du ville blive noget stort." Sagde han smilende og aede hendes ryg blidt. Og nød at hun var helt ind til ham. Han elskede at mærke hende tæt ind til ham. Hun var virkelig den dejligste datter man kunne ønske sig. "Din mor. Har sin egen måde at se verdenen på. Det ved du godt. Fortæl mig hvis hun irritere dig for meget. Jeg vil med glæde tage en snak med hende." sagde han smilende mens han fortsat holdte hende tæt ind til ham. Nydende over endelig at kunne holde om sin elskede datter.

Hun puttede sig ind til ham. Hun var glad for, at han altid havde troet på hende, men hvorfor havde han så aldrig fortalt hende det? Nok var hun ikke det vildt store, men hun var blevet dragonlycan og havde fået en evne der mindede meget om sin fars og alligevel var den helt anderledes "Hvorfor sagde du det så aldrig til mig far?" hun måtte vide hvorfor han aldrig havde sagt det til hende. Det var vel normalt, at ens forældre fortalte dem, at de ville blive til noget stort en dag som en slags støtte til dem. Hun slappede af ind til sin far. Det var dejligt og mærke trygheden fra ham igen "Skal nok sige til hvis det er far." hun slappede roligt af ind til ham. Hun kunne ikke være gladere end hun allerede var "Far jeg kan se folks fortid" hun ville prøve og fortælle ham om hendes evne til og kunne bruge folks varsler.

Han smilede roligt med et svagt halvlukket blik. Som fik ham til at se ud som om han var ved at græde. Af glæde over endelig at kunne holde om sin elskede datter. Hendes spørgsmål kom ikke uventet. men alligevel vidste han ikke rigtig hvad han skulle sige. Men valgte så at sige sandheden til hende. Selvom den var lidt barsk. "Jeg har aldrig været den perfekte far til dig. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde dig væk fra fare. Jeg vidste at hvis jeg sagde til dig jeg vidste du blev til noget stort. Så ville du bliver overmodig. Opdage dine kræfter for tidligt." Hviskede han svagt. En tåre gled ned i hendes hår blidt. Mens han sukkede svagt. "Jeg vidste dine kræfter fra starten af. Jeg vidste du var ligesom din mor. Men jeg ville spare dig smerten. Sørge for du blev ældre. Før jeg kunne træne dig i at bruge dine kræfter. Men det var for sent. Før jeg vidste af det. Var det sket. Og hvad værre var. Hele byen gik efter dig fordi du havde dræbt en. Jeg ved det er hårdt for dig. Men alt hvad jeg har gjort. Har jeg gjort for at beskytte dig." Hviskede han blidt. Og kyssede hendes hovedbund blidt. "Jeg gjorde det for at redde dig fra et liv på flugt. Jeg vidste ikke du ville flygte alligevel. Jeg troede du ville vente på mig. Jeg forlod jo din mor." Hviskede han blidt. "Udelukket for at finde dig." Hviskede han blidt i hendes øre.

Hun holdt sig bare ind til ham. Hun kunne ikke rigtigt gøre andet da både hans arme og hans vinger var lagt omkring hende. Det var hårdt for hende og stå her sammen med sin far og så snakke om fortiden og hvad der var sket, men det måtte vel ske på et eller andet tidspunkt så det kunne vel lige så godt overstået så de begge kunne komme videre i deres liv. Hun lod ham tale ud. Hun ville ikke komme med pudselig indvendinger imens han snakkede. Det var hårdt og høre om alt det han stod og fortalte hende, men da han begyndte og snakke om, at hun havde dræbt en var der noget der slog klik for hende. Hun bakkede lidt bagud så godt som hun nu kunne selvom hans vinger var i vejen "Tror du også, at jeg dræbte Roland med vilje? Tror du virkelig på, at han skulle dø med vilje? Du ved hvor meget han betød for mig! Det var ikke med vilje, det var ikke med vilje" man kunne høre på hendes stemme, at hun græd indvendigt. Hun havde det som om, at hendes hjerte var blevet flået ud og sat på plads igen i flere tusind stykker. Hun krammede sig ind til ham igen. Hun rystede af gråd, men det kunne man ikke se overhovedet, at hun græd for der kom ingen tåre.

Han så på hende chokket. Før han roligt tvang hende tæt ind til ham. "Nej Luce nej overhovedet ikke. Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt at jeg troede du gjorde det med vilje." Hviskede han svagt og holdte hende tæt. Før han bukkede sig ned og hviskede i hendes øre. "Tror du jeg udslettede hele den by med vilje? Det er samme princip. En ukontrolleret handling med vores kræfter. Jeg ved udemærket godt det var et uheld." Hviskede han svagt mens han roligt aede hende ned af ryggen. Trøstende over det store chok hun sikkert havde fået. Over hans dårlige ordvalg. Men det var jo slet ikke sådan hun mente det. Han mente det ikke at hun gjorde det med vilje. Nej selvfølgelig ikke. Han vidste jo selv hvordan det var.

Hun var blevet så trist over og have begyndt og snakke om Roland igen. Hun havde brugt flere år på og prøve og komme over hans død. Hun krammede sig ind til sin far og prøvede og slappe af, men det var et meget svært øjeblik for hende. De gamle sår var blevet revet op igen og fik hende til og blive tristere end hun havde været for ikke så lang tid siden. Hun lyttede stille til alt det han fortalte hende imens hun bare stod der og krammede hende. Hun var glad for, at der endelig var en der troede på det hun sagde. At hun ikke havde dræbt Roland med vilje. Det har alle selvfølgelig brug for og få, at vide. Hvis der var sket noget som det med Roland. Hun havde ikke noget og sige til ham. Hun ville bare stå der og kramme sin far. Hun holdt sig tæt ind til ham og prøvede og slappe af selvom det krævede en del for hende og kunne det. Hun trak vejret dybt "Far skal vi ikke gå en tur?" hun havde brug for noget andet og tænke på og tænkte det ville være en god ide bare med en lille gåtur.

Han smilede roligt. "jeg ved Roland betød meget for dig. Og selvom jeg nødig vil sige det. Eftersom jeg er din far. Så virkede han som en god fyr til dig. Men det der er sket er sket. Selv ikke engang vi engle kan ændre på det. Bare husk at han er deroppe et sted. Kigger ned på dig. Og er stolt over hvor stærk og voksen du er blevet." Hviskede han roligt mens han aede hendes ryg. Før hans vinger roligt delte sig og samlede sig ved hans ryg. Og han roligt slap hende ud af hans arme. "jeg vil med glæde følge dig på en gåtur." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende.

Hun rystede voldsomt ind til ham som om hun græd indvendigt. Som hun sådanset også gjorde da hun ikke kunne græde med rigtige tåre. Hun borede sig ind til ham. Hvorfor skulle Roland være stolt over en slave som hende der ikke fortjente det bedre. Hun rystede på hovedet "Han er ikke stolt over mig far...fortjener ikke hans stolthed over mig. Jeg fortjenede det ikke en gang dengang han levede far" hun vidste godt, at han ville sige hende imod, men det var sådan hun havde det med sig selv. Hun trak vejret dybt nogle gange og stod stille "Hvor skal vi gå hen far?" hun havde brug for og slappe af og tænke på noget andet.

Han tog hende kort ind til sig med den ene arm. Og aede hende svagt. "Selvfølgelig gør du det. Du har brugt dit liv på aldrig at gøre sådan skade på andre igen. Har du ikke? Det er jo det vigtigste." Sagde han blidt mens han aede hende blidt. Med et kærligt smil. "Selvfølgelig gør du det min skat. Det vigtigste er at du lever. Og at han har en hånd over dig. Han elskede dig. Det ved du." Hviskede han blidt mens han aede hendes arm blidt. Og førte hende egentlig bare rundt om søen. "Lige nu går vi bare rundt om søen. Det er altid så beroligende." Sagde han roligt med et svagt smil.