the will of fire- Lyra

tid - kl 15:00 ca
omgivelser - træerne og nogen få dyr nogen elver nogen få hytter
vejer - det er en varm dag midt om sommern med en frisk brise


Azriel gik en lille tur han hade kun sine løse sorte bukser på og en sort t-shirt
han hade sat sit sorte hår op i en hestehale han gik en lille tur blandt dyrene
man kunne se han nød at se på de fredelige dyr der var i skoven, han nød også se de fredelige elver der var blandt dyrene hvor meget de levede i naturen det elskede han
han satte sig ned ved et træ for at se på dyrene han smilede bare mens der kom en let brise hen over ham han kiggede bare rundt ens han tænkte lidt for sig selv han savnede godt nok lidt selvskab på sådan en dejlig dag men det gjorder ikke så meget

En kvindlig skikkelse kom langsomt gårende hendes flammede røde hår tittede frem fra hætten som trukket godt ned over hendes ansigt. Det eneste man kunne se udover det røde hår var en med meget lys hud. Hun lignede lidt en flytning der skjulte sig for noget eller nogen. Hvilket heller ikke var helt forkert. Hun stoppede op idet hendes sanser sagde at der var nogen i nærheden, Duften var sød og nærmest tillokkende. Hendes næsebor virrede en smule. Duften kom fra nogen hun ikke kendte. Hun stod og kiggede den retning duften kom. Hun forsatte efter den stoppede efter noget tid. Hun stod bag et træ og betragtede den fremmede det var en mand dreng det vidste hun ikke rigtigt, men han var ihvertfald af hankøn. Hun betragtede ham så længe bag det træ at følte sig akavet. Drog blev stående, han virkede så tillokkende og hun ville ikke skræmme ham så hun holdte sig heller på afstand.
Lyra var ikke typen der var ude i det friske vejr, normalt holdte sig indendøre og kom kun ud for at få noget spise, men det havde været anderledes idag. Hun havde næsten hungret efter den friske luft. Hun bed svagt læben. Hvis bare han ville lave noget så hun kunne betragtede ham. Hun syntes at han var en smule skuffende at han bare sad der og lavede ingen ting. Sådan en som ham burde da lave noget.

"når tid til at træ..." sagde han mens han hurtig lukkede øjne op der var nogen hvem viste han ikke han hade først bemærkede det nu. han kiggede lidt rundt hvor efter han rejste sig op og lod som ingen ting han begyndte at tage sin t-shirt af og bagefter slog han stille til et træ som opvarmning han kunne stadig føle denne person der næsten gjorder han ikke kunne fokuser men han prøvede at lade som ingen ting. træet raslede i tak med når han slog. han slog hurtigt og presist han kunne mærke duften fra dette væsen en duft han ikke var kendt med det generet hans træning en smule

han holdte op med at træne mens han svedte en smule og åndede lidt efter vejeret men man kunne ikke se det, han kiggede mod træet hvor han regnet med at personen stod "hvad vil de. kom frem så jeg kan se dig" sagde han med en blid stemme og man kunne se han bare smilte

Lyra stivnede en smule idet han tog sin t-shirt af hun sank svagt en klump betragtede hun kunne tydeligt se at at blebv forstyrret måske af hendes tilstedeværelse, men det vidste hun ikke hun iagttog tog hver hans bevægelser. Hun stivende igen idet der blev snakket til hende. Hun anede ikke hvad der skete, men hun trak sin hætte så han kunne se hele hendes ansigt. Hun løftede afværgende sine hænder op idet hun gik frem. Hendes blik var rettet jorden hun turdte ikke rigtigt at lade ham se hendes unormale øjne. Han var den første som nogensinde havde set hende uden kappens hætte. Hende flammende røde hår hang ned for hendes øjne " jeg er ikke ude på noget" sagde hun forsigtigt og følte sig så flov. Heldigvis var hun ikke nem til at rødme og det gavne hende. Det var ikke hendes menning at uspinonere ham, men det var så tillokkende efter et stykke tid trak hun kappen godt op over hendes ansigt så det kun var underlæben og hendes hage der kunne se. Hun kunne ikke vide om nogen overvågede hende, hendes far havde sat en dusør på hende. Han ville have hende tilbage koste hvad det koste vil. Derfor var det risikabel for hende. Hun sukkede svagt imen hun kom til sig.
Undskyld! hun måtte sige undskyld for at have uspioneret hende, men ordene kom ikke rigtigt som de skulle derfor måtte hun lukke munden igen. Hendes blik sad stadig fast ved jorden selv om havde taget den beskyttende kappe. Hun ventede engentlig bare på at ville sige noget. Hvorfor skulle dette være svært at sige noget. Hun kunne bare mærke pinlig denne tavshed ville blive hvis ikke snart hun fik sagt noget. Hun begyndte at bevæge sin højre fode jorden ihåb om at ville sige noget.

Azriel vente sig lidt om, man kunne se ar over helle hans overkrop som om han var blevet overfaldet af vilde dyr, han så kun lidt af hendes ansigt inden hun trakede sin hætte helt over hovdet det forstod han ikke hvorfor hun gjorder han gik en smule tætter på hende for hun virkede ikke som en der kunne kæmpe type
"hvorfor dækker du dit ansigt" spurgte han stille mens han smilte lige så stille for nu hvor han har set hende føler han sig mere tryg han var enlig ret ligeglad med om hun holdte øje med ham for hvis hun var en spion hade hun løbet væk selvom han tvivlede på hun kunne løbe fra ham. han ventede lidt inden hun skulle svar "og hvem er du enlig" spurgte han mens hans sorte dybe øjne udtrålede en form for slags varme

"kommer du i denne her skov tit og undskyld at jeg stiller så mange spørgsmål" sagde han mens han var ved at grine over sig selv han syns ikke han plejer at stille så mange forfærdelige spørgsmål men der var noget ved hende her der fik ham til at vil vide mere om hende, han så lidt op mod træerne han elskede naturern kunne man nemt se. der var så fredeligt alt var i harmoni med hinanden og det var noget Azriel ville dø for

Lyra blev stående idet han gik tættere på, hendes læber krussede sig til en lille grimasse som skulle forstille et smil, men det forsvandt hurtigt og blev erstattet med et forvirret smil. Hun prøvede følge med, men hans sprøgsmål kom så hurtigt at at kun kunnne huske det første. Hun betragtede hans overkrop han lignede en der kunne kæmpe. Det kunne hun også, men hendes sagde noget andet. Ja hvorfor gik hun kappe, det hviste kun hun og hendes far. Lyra havde aldrig betroet sig til nogen og især ikke fremmede, hun kiggede sig over skulderen inden hun kiggede tilbage på ham. Hun stirrede på længe og besluttede sig en gang skulle være den første hun trak kappens hætte ned imens hun langsomt og halv hviskende sagde " fordi min far sendt folk efter mig" sagde hun kiggede første gang efter hans blik, man kunne tydeligt se hendes drage øjne. Det var som om tiden stod, mon hun kunne betro sig til ham. Hun trængte til nogen hun kunne betro sig til det var hårdt når man ingenn havde.
Hun sank svagt en klump før hun igen måtte forsætte, hun var ikke vant til at folk stilte hende så mange sprøgsmål. Hun rynkede svagt sine bryn. Hun prøvede på huske det næste spørgsmål. og rodede længe før fandt det i sin, men det sidste hun kunne huske. Hendes navn? Han kunne lige så godt få hendes fuldenavn, hun var sikker på at han ikke kendte hendes far " Lyra Zantanna farrell" sagde hun og rakte tøvende en hånd frem imod ham.

da hun tog sin hætte af beundrede han hendes øjne man kunne tydligt se han aldrig hade set sådan nogen øjne, han rakte sin hånd frem mod hendes "glæder mig at møde dem mit navn er Azriel Naya´il" sagde han mens han kigget i hendes øjne
hvis man kigget dybt i hans øjne kunne man kun finde glæde han øjne var varme
"du har nogen smukke øjne, jeg har aldrig set nogen der er så kønne som dine" sagde han mens han bare smilte til hende han fik kun fat i hendes navn det hun hviskede fik han ikke helt fat i det var kun noget med hendes far men det er lidt ligemeget syns han. "hvorfor er du enlig så bleg enlig du den første jeg har set der var så bleg i huden" sagde han mens han ikke kunne fjerne sine øjne fra hendes han viste ikke hvorfor han hade det sådan han plegede at have sine parader oppe for fremmede men hende her var anderledes hvad det var kunne han ikke beskrive men han nød hendes tilstede værelse. han gav lige så stille slip fra hendes hånd, man kunne nemt mærke hans hånd var varm. han smilte bare indtil hun skulle svar han tog en elestik frem fra han lomme og satte sit lange sorte hår op i en heste hale mens han kigget hende i øjne han syns de var fulde af gløde men også sorg han viste ikke hvorfor han fik den tanke men det kunne han vel finde ud af sener

Hun smilede svagt han den første der havde set hende uden kappen hendes skjold det var den eneste ting hun kunne bruge for skjule sig. Hun følte sig smule adkavet idet hun ikke kunne fjerne sit blik fra hans. Han virkede så anderledes end de mænd hun kendte til. Hun smilede svagt ja hendes hud meget hvid, men det var på grund af hendes skæl. Hun betragtede sig selv " det er på grund af mine hvide skæl" sagde hun som det var det mest naturlige i verden. Hun lagde nervøst en arm rundt omkring sig selv. Hun følte sig mere udsat denne følelse som vokse i hende var højst uvant for hende. Hun iagttog idet han puttede sit elastik i håret. Drog blev forstyrret af noget kiggede sig over skulderen og kappen atter op over hovedet vendte sig om så hun stod med ryggen til ham, Lyra var sikker på at der var nogen. Hun kneb øjnene sammen og lignede næsten et fanget dyr.
Hendes næse virrede luften efter en fært, men hun fik ikke fat i nogen hun var ikke sikker på om det var hende eller om han også kunne mærke det hvis man lyttede godt efter ville man kunne høre at knurrede. Hvis der var nogen ville helt sikker rive hovdet af vedkommende. Dette her var et fantastisk tidspukt. Kneb svagt øjnene sammen og læber blev til lige streg. Hun ønskede virkelig kun at det var hende og at der lige om lidt ville springe hjort, ræv eller et eller andet dyr ud af busken hun kiggede på. Hun mærkede hvordan vreden voksede. Der var altid nogen som skulle ødelægge noget godt for hende.

Azriel kigget lidt han følte et eller andet småt men lod som ingen ting han regnet ikke med der var nogen "hvad der galt" sagde han han følte hendes vrede stige det var første gang han hade kunne mærke sådan en røst der var noget der forstyrret blancen i naturern hvad det var der gjorder det viste han ikke han kigget lidt rundt omkring
han syns ikke han kunne se nogen men der var noget i luften det var som om naturn talte mere og mere til ham, sådan argtig advarde ham det var en følse der både gjorder ham glad og nervøs han viste ikke helt hvad han skulle
han satte sig lidt på hug og rørte jorden for at føle hvad der bevægede sig
han kunne kun mærke dyrene og noget andet han ikke helt kunne føle sig frem til
det var ret frustreander det var første gang han ikke kunne mærke hvad det var
"kan du ikke mærke det" sagde han mens han rejste sig igen han så på hende i lidt tid
"hvad tror du det kan hver" spurgte han hende stille han så lidt nervøs ud men man kunne nemt se han forventede en stor kamp lige nu

Lyra sitrede en smule og fik færten af noget, det lugtede forfærdigligt, der måtte være nogen nærheden. Hun vendte sig om imod rakte ud efter hans hånd " kom" nærmest komandrede hun. Inden nåede at gøre mere tog hun hans hånd og satte løb imod færten. Den kom nærmere og lidt efter stoppede hun og pegede på nogle mænd. De lignede krybskytter men der var noget mere ved dem frygtingynede " slavehandler" hviskede hun vredt. Inde i burene sad der nogle få elver. Inden nogen nåede reagere havde hun smidt kappen det var også det eneste hun havde nået smide før hendes tøj gav efter for forvandligen. Hun var blevet til dette dragevæsen som gemte sig bag hendes hud. Hun havde svært ved styrre sin forvanling især når hun blev vred. Hun stak svag den lange hals over imod ham. Mon han okay over at hun var blevet til en dragetingest for det var jo hvad hun var. En forkældt drage tingest.
Hun vendte derefter blikket imod mændene og skulle lige til angribe, men stoppede kendte hun dem ikke nogen . Et svagt genkendlig lugt bredte sig til hendes næsbor og hun blev endnu mere sur imens fnøs hun. Hun kunne ikke komme tanke om hvor hun kendte dem fra. Hun sikker på at det var en del af hendes fortid, men hvor de stammede fra kunne hun ikke huske. Hvis hun arbejdet for dem var det for længest slut. Hun var ikke den hun havde været engang. Hun knurrede svagt i trakt med at hendes hale virrede omkring i luften. Hun undertrykte en brølen. Hun var blevet angrebslysten og hun svært ved at holde sig tilbage.


drage skikkelse forstil dig dragen huden vinger: se dragen på min profil

inden Azriel skulle til at svar hade hun allrede taget fat i hans hånd og løbet han løb bare med, indtil de stod foran det han kunne mærke han så ikke mændene der var der han så bare urene og elverne i hans hovde var elver fredelige han kunne mærke et lille gys af raserrig men han hade lært at styr det men han hade ikke tid til at tænke for i det samme forvandlede hun sig til et eller andet dyr han viste det ikke han hade aldrig set sådan en ting før. men det var et dyr og han blev lettet over hun kunne forvandle sig til et dyr, han gik over til burene "slip de stakkels elver fri nu" sagde han mens man kunne se hans hænder gløde en lille smule
han stireder bare på menneskerne han viste godt de ikke vil slippe dem uden kamp men hvis det var kamp de vil have så værsegod for ingen levene menneske kan klar Azriel når han først bruge sine krafter
man kunne se hans vinger begynde at komme frem på hans ryg der kom en mørk skygge om ham da han vinger kom frem det var som om der var ild i dem men så ikke helt men han begyndte bare at grine en smule "hvad venter i på, i har to valg lev eller dø" sagde han mens han rørte buret med sin ene hånd han ventede først på hvad de ville svar han hade ikke sit våben ed en han kunne sagtens klar sig uden

Hun nåede ikke at reagere inden han løbet ud imellem mændene og burene hun forvandlede sig med en kræft angstengelse tilbage til den rødhåret menneskikelse og løb der ud imellem ham de mænd som stod foran dem, hun tænkte slet ikke over at det var dum ide at forvandle sig tilbage, men hun var hurtigere skikkelsen af disse svage mennesker. Hun løb ind foran Arziel og hvæssede svagt. Hun ville ikke have der skete ham noget. Det mærkelige var hun ikke have kendt ham så længe, men alligevel havde hun lyst til at beskytte ham. Hun betragtede hver deres fjender der var to foran dem tre bag burene. En svag knurren dybt nede fra hendes mave kom brussende ud af hendes læber. Hvad bildte de sig ind, hun mærkede hvordan vreden voksede frem i hendes indre. Alligel var der lille tivil som også blev større, hun kunne se i deres øjne at genkendte hende, hun kneb forvirret øjnene sammen. Nu huskede hun kendte dem fra. for par år siden brudt ud denne gruppe som fangede slaver til slavehandler. Hun bed svagt læben og trak sig med et kraftigt ryk tilbage. Alt dette hørte til hendes fortid og hun havde ikke rørt slaver siden. Hendes vrede som havde været så kræftig før var nu forsvundet og ersattet med frygt for at de ville afsløre hendes fortid " vi må eller gå" sagde hun sammenbidt i håb at hun kunne få ham overtalt til at komme væk. Drog nåede hun ikke så langt inden den første af mændene åbende sin mund for sige noget. " hva har du brændt dig på noget?" spurgte den første mand drillende. Lyra vendte sig med sæt der ingen grund til at gemme sine fortid mere.

Hun var sikker på at denne fortid ville få denne mand ved hendes side til hade hende for evigt hun slog vredt blikket ned jorden hun sagde ikke ventede bare på den fremmede ved navn Nicolas ville fortælle ham om hendes fortid. Hun ventede længe inden hun kiggede op på ham hun bed sine tænder hårdt sammen idet hun så hvor skadefro han. Han vendte sit blik imod Arziel lignede virkelig en der morede sig over Lyras ulykke. I vrede fór hun hen imod med alt sin kræft væltede ham om på ryggen " du holder din mund lukket Nicolas" sagde hun vredt mærkede ingen hvordan hun blev løftet op af de mænd som stået bag ved burene. Hun kiggede på arrigt på ham. Hun havde lyst til knække hans hals over på, men kunne ikke gøre noget. Nicolas satte sig kiggede på Azriel " jeg tror jeg ville passe lidt på hvis jeg var dig" sagde han vendte sig imod Lyra igen et skadefro blik fik hende til vride sig i de andres mænds arme. Han vendte derefter blikket imod Azriel igen " hun bedrager dig i den sidste ende lige som gjorde ved os" sagde han rejste sig op. hans skadefro smil blev til et grin idet placerede et at hårdt slag lyras mave. Hun kiggede hånligt på Nicolas hun ville ikke vise smerte for sådan etsvin som ham. Hun grinede hånligt imens hun tivilsomt som sit blik imod Azriel nu vidste han hendes fortid og han ville nok aldrig tilgive hende.
Det var mærkeligt at hun tænkte sådan hun lige mødt ham. Hun kiggede se hvordan hun pirrede Nicolas, hun kendte ham ret godt og hun kunne se nå han blevet vred. Hun smilede bredt. nikkede imod elverne og Azirel " lad dem gå du kan tage mig" sagde hun. hun tydeligt præget denne situation hun havnet derefter ventede hun ikke mere nogen måtte fortælle ham det han sikkert fovirret og ville sikkert her fra. men af en eller anden grund kunne hun ikke. Lyra havde ændret sig til det der bedre hun var blevet god.

Azriel grinte bare mest hvordan hun kæmpet han blev lidt forbavset over den styrke hun kom med men han kunne se hun ikke hade kontrol over den "det her more mig" sagde han med et smil han gik over til mændene der holdte hende "der ingen der skal tage nogen fortiden er ligegyldigt når bare man er lykkelig nu" sagde han mens man kunne se at der kom grane op af nicolas´s ben "hvis man skal dræbe en skal man gøre det sådan man ved den person er død" sagde han og i det klemte grenene bare hans ben man kunne bare høre det sagde knæk fler steder det var ret klamt at høre på men det så ud som Azriel nydt det "og selv om din fortid er slem så skal du bare altid se frem ad" sagde han mens han kigget på de andre to man kunne se at enten slap de hende eller drabte han dem uden tøven man kunne nemt se Azriel kunne lide at kæmpe sær mod dem der er stærker end ham selv der er indet beder en det

"når slipper i hende eller skal jeg dræbe jer nu her" sagde han mens han gik over til burene han kunne kun se frygt i deres øjne og det hadet Azriel han vente sig mod mændne "i får ti sekunder" sagde han mens han så ud til at tælle inden i

Hun følte sig vildt underlig tilpas, men taget i hendes arme blev ikke sluppet, men alligevel følte hun benovet over at han ville redde hende. Hun følte at dette måske ville blev begyndelsen til nyt venskab. Et venskab der ville vare længe det håbede hun.

// undskyld det blev så kort skal nok gør umage næste gang//

man kunne tydligt se gnisterne springe frem uden om Azriel det var sjældent der var nogen der hade fået lov til at leve så længe "når tiden er gået" sagde han og gik længer frem mens jorden begyndte at ryste han tog sin hånd ud og der begyndte at gå ild i kunne man se "mennesker er da nogen udulige væsner" sagde han med et svingede han hånden og kastede en ild kugle mod den ene af de mænd der holdte hende ilden stormede mod ham som vilde heste man kunne umuligt undvige det
han var lidt ligeglad med at rame for i det sendte han en anden ildkugle mod den anden af dem

I hendes drageform kunne hun havde modstået flammerne, men nu hvor hun var i sin mennskeform håbede han ikke ramte hende, idet kulgen af ild ramte ham der holdte hende trak hun armen til hende. Hun ville ønske hun havde en evne, men det havde hun ikke medmindre hun ville forvandle sig til sin drageform.

Azriel skyndte sig hen til hende og dækkede hende for ikke flammerne skulle ramme hende eftersom han ikke selv kunne tag skade af ild, "er du okay" sagde han med et venligt smil som om det her var naturligt for ham han kigget lidt omkring for at se hvor mange han stadig manglede at dræbe "skal vi ikke befrie dem" sagde han mens han holdte op med at dække hende eftersom flammerne ikke brandte i så lang tid
*hvordan skal man mon befrie dem* tænkte han lidt for sig selv han så lidt på dem også hen hen på hende "du har vel ikke en nøgle" spurgte han hende om han ventede ldt på hun skulle svar

Lyra forvandlede sig til sin drage form og tog prøvende fat i træ tammerne inden rev det hun kunne træet gav en kknagende lyd fra sig, men vidste ikke om den ville knække, men håbede du vidste hvordan de måtte have det og det gjorde hende vred hvilket fik til rive hårde i træmmerne

Azriel så bare hvordan hun rev i de trammer "hold da op en styrke" sagde han stille mens han bare smilte han gik lidt hen til trammerne og prøvede at smelte dem ved hjælp af ild. men han lavede ikke en særlig stor flamme på grund af lyra, han begyndte at svede lidt ved at bruge så mange krafter men det var ligemeget for de skal ud og bare at kigge på dem gjorder det ham endnu mere rasende så han gav ikke op