Eyes of the tiger ~Nille~

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Petrova var ved udkanten af skoven.. Lige på kanten til Doomsville. Det var sjældent hun nærmede sig byen, men i disse tider var det bare svært ikke at blive overfaldet af zombierne.. Heldigvis havde hun styr på hvor dan hun skulle få dem væk fra hende.. Petrova sad oppe i et af de højeste træer, hvor hun kunne kigge ned med overblik. Ved hendes side sad en ørn, Petrova hoppede så ned og kiggede sig omkring.. Der var stille, men hun vidste de udøde var i skoven.. Hun kunne hører dem, og hendes dyrvenner advarede hende om dem.. Heldigvis kunne Petrova kontrollere vinden, og gøre sådan at vinden ikke afslørrede hendes tilstedeværelse. Dog kunne hun også fornæmme at der var noget fremmed i skoven, ikke noget som var helt død.. Men ikke rigtig dødeligt heller.. Nysgerrighed ejede hun, men stadigvæk var hun yderst forsigtig.. Dog måtte hun gemme sig i en side vind op af et træ da en zombie kom gående forbi hende. Vinden gjorde at zombien ikke kunne lugte frisk kød, da den endelig passerede hende kom der en sorthest løbende, som hun hurtig hoppede op på ryggen af og red igennem skoven og så langt væk fra zombierne.. Da hun var væk fra dem i hvertfald med god tid, hoppede hun af hesteryg. Petrova så på den modige hest som løb videre imod ind i skoven. Færten af det ukendte væsen var tættere på, derfor blev hun opmærksom..
"Hallo er her nogle?" Hendes stemme var skarp som bladet på en kniv, en ting var sikkert det var ikke en zombie som var i hendes nærhver. Petrova gik ind i igennem muren til Doomsville, der var mange folk rundt i byen.. Virkelig.. Petrova blev ved med at masse sig igennem folkene, til en mand blev sur over hendes uopdragenhed og satte sig i løb efter hende. Petrova løb fra manden eller prøvede på det, men bøffen der han var vampyr og meget hurtigere end hende. Han jagede hende ind i gyderne som en løve efter en gazelle, Petrova løb ind i en mørkhåret kvinde på vejen.. Men havde ikke tid til at stoppe op og undskylde.. Hun løb bare.. Manden var lige i hælene på hende, og passerede blot Nille hurtig som lynet.

Den hvide hætte var slået op, og lavede en skygge der skjulte hendes ansigt. Hun havde to daggerter i hver læder støvle, gemt men hurtige at få fat i, hvis det skulle blive nødvendigt. En hvid fjer var i hendes sorte hår, men den var ikke tydelig, grundet hætten. Hendes lysende blå øjne var tomme, næsten livløse. Der var intet smil at spore ved hendes læber. Hvis nogen spurgte hende om hvordan hun havde det, ville hun sige at hun ikke havde det så godt. For det havde hun ikke. Hun levede ikke rigtigt, og hun vidste godt hvorfor, hun havde det sådan. Hun savnede Jacob meget mere end hun turde indrømme. Hun ville have ham tilbage, men ville han kunne tilgive hende? Hun havde gjort noget dumt, det indrømmede hun gerne nu. Hun skulle aldrig have valgt pligten, men det var forsent nu. Forhåbentlig kunne Jacob tilgive hende, det håbede hun virkelig han kunne.. Mens hun gik rundt i sine egne tanker, løb en pige pludselig ind i hende. Heldigvis fik hun hurtigt balancen før hun faldt. En mand løb pludselig forbi hende og efter pigen. Hun så efter dem, men bagefter, havde hun trukket begge sine daggerter frem og løb efter. Hun var hurtig til at løbe, for inderst inde var hun jo stadig en panter. Måske ville manden stoppe op,hvis han opdagede, at skammeren løb efter ham? "Stop..." Skammer stemmen var smuk, når hun brugte den skammer stemme, sang hun. Hun kunne ikke bestemme at manden skulle stoppe, det var bare mere en smuk stemme der sang stop, men den stemme var hurtig at genkende, hvis man havde hørt den før. Man kunne også regne ud at det var skammeren, hvis man kendte til hende, eller nogle kunne.

Petrova hørte stemmen, men forsatte med at løbe selvom hun blot havde lyst til at sætte sig ned og lytte.. Manden hørte skam også stemmen, og havde selvfølgelig hørt om skammeren.. Derfor besluttede han sig for i midt af jagten som den kujon han var at stikke af imens han stadigvæk kunne.. Han sprang op på taget af et hus hurtigere end lynet var han forsvundet ud af den stille aften..
Petrova stod tilbage, hvad havde gjort ham så bange? Hun stod stille men kun ganske kort, før hun trådte en anelse frem imod Nille. Mest fordi hun ikke anede hvem denne kvinde var, der var ikke andet end første hånds indtrykket til at bedømme.. Og Nille havde jo hjulpet Petrova til at overleve.. Det var hun taknemlig for, Petrova kørte en hånd igennem de mørkebrune lokker. Hun lagde sine arme overkors, og gnubbede den ene hånd op og ned af den arm den støttede på.. På en måde som Isobel havde gjort når hun var en smule nervøs.. Dog kunne man sagtens se Petrova var på vagt.. Vagt for hvis der skulle komme nogle der ville angribe.. Eller hvis englen skulle vise sig at være djævlen.. Petrova stod nu ikke andet end få meter fra Nille, lidt lavere.. En pige på 16 ½ år.. kiggede op på Nille.. Petrova kendte ikke til at føle sig elsket.. Glæden ved at blive vist omsorg for af menneske.. væsner.. Petrova lagde hovedet lidt på skrå.
"Tak fordi du hjalp mig."Sagde hun stille og kiggede forsigtigt op på Nille. "Det er der aldrig nogle som har gjort før.."

Nille stoppede op da manden var stukket af, klogt valg. Nu skulle hun bare finde pigen han havde jagtet og finde ud af hvad der var sket.. Hvorfor havde han jagtet hende sådan. Hun var nysgerrig omkring det, hun fortsatte med at gå lidt. Så stod pigen pludselig overfor hende. Hun smilede venligt til pigen, hun så ud til at være de 15-16 år. Hun gik lidt tættere på pigen, men forsigtigt, for ikke at virke truende.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og trak hætten ned, så den hvide fjer i det næsten sorte hår viste sig. Hun havde gemt daggerterne i læder støvlerne igen. Hun havde armene over kors. "Det var så lidt." Sagde hun blidt, hun prøvede at virke så imødekommende som det var hende muligt. "Hvorfor jagtede manden dig?" Spurgte hun. "Mit navn er forresten Nille, hvad er dit navn?"

Petrova var nervøs, men vidste ikke om man kunne ane det på hende. DEt var jo ikke hver eneste dag man blev jagtet, fordi man massede sig igennem en flok folk.. Petrova smilede skævt, og kiggede på Nille..
"Jeg tror ikke at han kunne lide den måde jeg gik igennem gruppen af folk, men jeg er normalt ikke van til byer så.."Svarede hun kort, men med et sødt smil. Hun var ikke van til at tale med mennesker.. Eller dæmoner, andre væsner udover dyr endelig.. "Navnet er Petrova." Tilføjede hun stille da Nille præsenterede sig, Petrova kørte en hånd igennem håret med et forsigtigt smil..
"Jeg har været i skoven i over et halvt år så.." Faktisk havde hun kun levet i et år.. Det var det særer ved det.. Hun kendte til alt det vigtigste.. Dog anede PEtrova intet om kærlighed.. Og den eneste form for frygt hun kendte var larm.. Larm fordi hun forvekslede larm med smerte.. Og smerte gjorde hende bange.. Petrova lod sine hænder falde ned langs siden.

Det var dog en underlig grund til at jagte en person. Hun ventede med at sige noget, til at pigen var helt færdig med at snakke. Hun var shapeshifter. Hun følte at hun kunne genkende noget ved Petrova... Hun lignede lidt Isobel, egentlig.. Hun havde ikke set Isobel i lang tid, hun håbede at der ikke var sket hende noget.
"Du er shapeshifter." Hun sagde det på en venlig måde. "Over et halvt år? Hvad har du så lavet der?" Spurgte hun og smilede høfligt.
"Ved du hvad en skammer er, Petrova?" Spurgte hun.

//kreasvigt, sorry. ^^

Petrova smilede svagt og kiggede Nille i øjnene.. Nille havde ret, Petrova var shapeshifter og stolt af det. Hun kløede sig kort i nakken, og lod håret svinge over den ene skulder.
"ja jeg er." Svarede hun kort men ikke mindre venligt af den grund. "Jeg lever der, eller prøver." Tilføjede hun med et svagt smil. En skammer, det havde hun vidst aldrig hørt om..
"Jeg ved ikke hvad en skammer er, men det lyder som en form for evne eller talent." Svarede hun tydeligt hun ikke var fra byen overhovedet. "Men den stemme forkom mig bekendt, jeg synes at have hørt mig selv bruge den før. Men det kan jeg ikke mere, ikke efter en bestemt sprøjte nogle forskere brugte.. Fordi de sagde det var farligt.. Men ja nu er jeg her." Sagde hun stille, men kunne se nogle små ar få steder fra prøver hun havde været igennem.
"Men hvad er en skammer så helt præcis?" Spurgte hun nysgerrigt og venligt.

Nille huskede hvordan det var at være shapeshifter, især i dyre formen. Hun havde følt sig så fri, når hun havde løbet i skoven i sin panter form. Hun savnede det, men det havde også sine fordele at være en Drevens. Hun var stærkere, hun kunne ikke dø af alderdom. Nille rynkede forvirret på panden over det Petrova sagde. "Du... har kunnet... Og du ligner.. Og hun er..." Nilles hjerne kørte på højtryk, så hun sagde ikke noget i lang tid.
"Kender du en kvinde ved navn Isobel? Hvem er din mor? Hvad hedder din far?" Nille besvarede ikke på hendes spørgsmål, for der var noget ved Petrova som mindede hende utroligt meget om Isobel.
Isobel som havde været længe væk, Isobel som havde været gravid!

Petrova lyttede og ventede helt med at sige noget til efter Nille var helt færdig med at sige noget overhovedet. Petrova kiggede stille ned i jorden, og tøvede lidt.
"Jeg kender ingen, jeg ved knapt nok hvad en mor og en far er.." Svarede Petrova stille og kiggede så op med et par små tårer i øjnene. Hun følte hun faktisk ikke vidste nok, Petrova vidste hvordan man overlevede ellers vidste hun ikke ret meget. Det irriterede hende, men havde hun dog behov for at vide mere? Petrova sukkede meget lavt, hun havde ikke 100 % lyst til at nævne hvad hun havde været igennem. For hun var ikke endnu sikker på om hun kunne stole helt på Nille.

Vidste hun knap nok hvad en mor og far var? Stakkels pige! Nilles blik blev fyldt med medlidenhed for hende, hvad var der mon sket? Var Petrova blevet efterladt som lille i skoven? Nej, det kunne ikke passe, hun havde sagt at hun havde været i skoven i over et halvt år, så det kunne ikke hænge sammen, kunne det vel?
Hun gik over til Petrova, og så på hende med medlidenhed. "Hvad er der sket med dig?" Spurgte hun forsigtigt. "En skammer er en kvinde der kan se folks minder, minder de skammer sig over. Det er besværligt at forklare, men vi er vigtige, os skammere. Der er to slags skammere. Oprindelige skammere og uægte skammere. Jeg er en oprindelig, den sidste af dem. Min storesøster Isobel var en oprindelig skammer, hun mistede evnen, nogle videnskabs folk... fik den taget fra hende. Jeg ved ikke om hun lever, men hun var gravid sidst jeg så hende." Sagde Nille.

//Out XD//

//Jep. Out. xD//