Hvorfor er du kommet? //Rebecca//

Sted: Kroen Det Vilde Svin.
Tid: Det er blevet aften.
Vejr: Det regner, og himlen er grå.
Omgivelser: Meget få væsner.

Vaas var næsten lige kommet efter at havde været ude ved sine forældres grav, han sad nu og drik uden at mærke noget til det, han ville bare så gerne glemme sin fortid, for det var ikke ligefrem en som man ville tænke på, her får noget tid siden havde han mødt sin bror og nu ønskede Vaas bare at komme så langt væk fra ham som overhovedet muligt, han ville ikke se ind i de øjne som de havde fået fra deres far, de dejlige mørke blå øjne som alle kendte og elskede, det var også det eneste som begge drenge havde, blå øjne.

Vaas begynde at kede sig lidt så han tog selvflølelig sine smøger op, og tændte en for at lege med lid, han gjord det kun hvis han keder sig eller hvis han helst ville glemme noget, og lige nu var det både hans fortid og en kvinde som han alligevel aldrig ville få, han så let rundt for at se hvor mange der var til stede i aften, men det så ud til han næste var alene og det var meget dejligt fordi så kunne han være sig selv.

Påklædning: Hvid tanktop, sort læderjakke, sorte jeans, sorte converse.

Rebecca var tvunget til at blive i kroen, det regnede udenfor, jo. Hun endte i sirene form hvis hun gik udenfor! Det gik ikke. Hun var nød til at blive i kroen, indtil regnen var stoppet. Hun sad i et mørkt hjørne i kroen. Hun så faktisk ret træt ud, hun havde ikke fået meget søvn, hun savnede havet. Hun kunne ikke tage hen til havet, uden at der var risiko for at hun blev dræbt af zombier. Hun bed sig i underlæben, hun var nød til at tage sig sammen. Hun rystede på hovedet og lagde armene om sig selv.
Hun rejste sig op, og gik hen imod baren. Hun havde prøvet at komme hen til havet for noget tid siden, hun kunne ikke sige hvor lang tid siden, hun havde ikke styr på tiden lige for tiden. Hun ville ikke tænke på det der var sket da hun havde prøvet, det gjorde hende blot trist. Hun så rundt i kroen, og fik øje på en velkendt skikkelse. Hun sukkede svagt, og gik mod ham. "Hej Vaas." Sagde hun blidt, men smilede ikke, for hvad var der at smile af?

Vaas kunne godt dufte at der var en velkendt inde i kroen, og han havde sådan seet håbede på at slippe for hende bare en aften, han så sig til siden da der blev snakket til ham, det var Rebecca som han allerede viste var i kroen, "Hvad vil du mig Rebecca" Han så bare koldt opå hende, og drak det sidste som var i hans glas, han ventede bare på at hun ville svare ham så han kunne komme vider i sit lange liv, hvorfor skulle han bruge sin tid på en kvinde som han elsker men alligevel aldrig ville få lige meget hvor meget han prøver, han så væk igen og lukkede med sine øjne og den lille flamme i hans hånd døede hend langtsomt, da han igen åbnede sine mørkeblå øjne var flamme helt væk og der var kun hans dejlige blå øjne tilbage af farve omkring ham.

Hvorfor var han så kold overfor hende? Hvad havde hun gjort galt? Hun sukkede svagt, trak en stol hen til hans bord og satte sig ned.  Hun betragtede ham tavst, hun svarede ikke på hans spørgsmål, for hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Hun bed sig i underlæben og så ned i bordet.
"Snakke, ikke andet." Hun så på ham igen og lænede sig tilbage i stolen. "Er... der noget galt?" Spurgte hun undrende.
Måske havde han haft en dårlig dag, og derfor var i så dårligt humør? Hun tog en dyb indånding, og så sig omkring. Hun så Vaas som en ven, ikke andet. Hun kørte en hånd igennem sit hår og bed sig igen i underlæben, en anelse hårdere. Hun følte sig så tom, så nervøs. Det irriterede hende. Hun vidste godt hvorfor hun var nervøs, hun var jo træt, hun havde brug for at hvile sig. Alt var bare så svært for tiden, med zombierne og necromanceren. Ville krigen nogensinde ende?

Vaas så opgivende på Rebecca, han ville bare gerne væk hurtig, for han gad hende virkelig ikke, og slet ikke i aften, hvorfor kunne hun ikke bare forstå det, "Så snak Rebecca" Han så væk igen, og drak nogen mere, det var hans nummer 50 glas, og han var stadig ikke fuld, han forstod det ikke rigtig men det kunne også bare være lige meget, for at lidt ville han gå sin vej, for at finde et andet sted han kunne være sig selv, "Hør Rebecca hvorfor er du kommet? hvad vil di mig?" Han så dårlig nok på hende da han snakkede igen, hvorfor var hun kommet, hvad fanden ville hun ham? hun gad jo ikke havde noget med han at gøre sidste gang de sås, og denne her gang ville han bare slippe for hende.

Hvordan var det lige han opførte sig? Hun så undrende på ham, en anelse overrasket. Hun rejste sig brat op, hun ville ikke snakke med ham, når han var sådan! Hun satte stolen på plads igen, og vendte sig om mod ham. "Glem det. Du gider jo tydeligvis ikke snakke med mig, så det er lige meget." Hun ville ikke sige hun var såret, for det var hun ikke, men hun var fornærmet. Hun gad virkelig ikke at snakke med ham, når han opførte sig sådan. Det gad hun virkelig ikke.
"Jeg ville bare snakke med dig, som venner, men jeg gider ikke, hvis du opfører dig sådan!" Sagde hun irriteret. Hun ville gå væk fra kroen, men det regnede... Hun kunne ikke gå udenfor. Så derfor gik hun over til det tomme bord i mørket, og satte sig. Der var glimt af raseri i hendes øjne.

Vaas smilede bage da hun raste sig op og næsen råbte af ham, "Jamen så gå Rebecca" Han så bare på hende, hvorfro kunne hun ikke lide ham for den han er nu, hun kunne heller ikke lide ham da han var sød, hvordan fanden vil hun havde at han skulle være over for hende, han så bare vider på hende, og hvordan hun gik hen til mørket og var det, han rystede opgivende på hovedet og gik hen til hende, "Er det ikke lidt dumt at sidde i mørkt Rebecca, har du ikke været der nok?" Han havde lagt sin hånder over kors og ventede på hvad fanden hun ville sige til ham.

Sidste gang de havde snakket sammen, kunne hun godt lide ham, men kun som ven. Hun lagde armene over kors og så fremad. Hun bed sig hårdt i underlæben, da hun hørte at han gik hen mod hende. Hans ord sårede hende. Tårerne viste sig i hendes øjne og hun kæmpede for at de ikke begyndte at glide ned af hendes kinder, hun fik heldigvis, stoppet tårerne fra at glide frit ned af hendes kinder, ved at se op af. Hun sagde først ikke noget til ham. Ordene sårede hende fordi... fordi hun jo havde været i det forfærdelige mørke i så lang tid, og det havde været så forfærdeligt!
"Jeg vil ikke snakke med dig, Vaas." Sagde hun med en følsesløs stemme og så på ham, da tårerne var væk fra hendes øjne. "Hold dig fra mig." Hun så væk fra ham igen. Hvorfor var han dog gået over til hende, når det havde virket som om han ikke ville snakke med hende?

Vaas så næsten opgivende på Rebecca, ville hun virkelig ikke snakke med ham, ville hun virkelig miste ham? hvor hun dum oppe i hovedet eller hvad, hun ville miste en ven, en som hun ikke kunne få tilbage lige meget hvad, "Rebecca den tror jeg ikke på, for to minutter siden ville du gerne snakke med mig" han kunne godt se at hun var ved at græde, men alligevel ikke, det var meget flot af hende at hun ikke gav sine tårer frit løb, han nikkede til det næste hun sagde, han raste sig op igen og vente ryggen til hende, hvis hun virkelig gerne ville havde at han går så iorden, men hun skulle ikke tror at han ville komme tilbage til hende "Rebecca prøv at overveje det? hvor mange har du tilbage som virkelig holder af dig? jeg snakker ikke længer med Nille fordi jeg ved at hun nok ville blive sur på mig også går du også på mig" Han begynde at gå væk fra hende meget langsomt.

Årh, nu holdte han op! Han ville ikke snakke med hende i starten, så sagde han det med mørket, og nu det der?! Hun så væk fra ham, hun ville ikke snakke med ham nu, før havde han været så kold overfor hende. Hun sukkede svagt og blev ved med at se væk fra ham. "Men der ville du ikke snakke med mig, så nu vil jeg ikke snakke." Hun så på ham igen, hendes blik var tomt.
"Hvorfor bringer du Nille ind i det her?" Hvorfor blev han ved med at træde ned på hende? Hun vidste godt at langtfra alle kunne lide hende. "JEg ved godt at der ikke er mange, der holder af mig, men der er nogen." Hun så på ham og bed sig i underlæben. Hun rejste sig op. "Jeg går på dig, fordi du var så kold. Du virkede ikke til at ville snakke med mig!" Sagde hun og bed tænderne hårdt sammen.

Vaas så på hende med lidt vrede øjne, det var da helt utroligt at de to ikke kunne snakke normalt sammen længer, hvorfor skulle den ende blive så sur å den anden, kunne de ikke bare tage sig sammen og snakke dejligt til hinanden? "Rabecca nu skal du hører, nogen gane skal man bare lade mig være!" Det var lige før han havde råbt det til hende, men stoppede sig selv i det, ingen skulle vide at de var ved at komme op at slås på grund af han har sagt nogen ting som ikke var hans skyld, hvis han bare kunne få sagt at han havde en stemme inde i hovedet, som sagde til ham hvad han skulle gøre ville det hele måske være nemmer end det var nu, "Fordi i var et! i kender hinanden hun kan se på dig hvornår der er noget galt!" Han var ved at råbe igen og snart kunne han ikke holde det inde, om lidt ville han råbe det ud over hele kroen, "Rabecca forstår du ingen ting!! du ved ikke hvem jeg er! du kender mig ikke, og du ville ikke lærer mig at kende! du kender ikke min familie!!" Denne her gang blev det råbt ud i hele lokalet, men han var ligeglad han var næsten oppe i det røde felt hvor han bare ville gå helt amok uden at stoppe igen.

Hvorfor var det som om han gav hende alt skylden? Som om det hele tiden var hende der opførte sig urimeligt? Hun sukkede svagt og kørte en hånd igennem sit blonde hår. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende være lige nu? Nogle gange skulle man bare lade ham være... Jaja, og nogle gange skulle man også bare lade hende være! Som lige nu. Hun rejste sig op og så på ham.
"Og nogle gange skal man bare lade mig være, som lige nu." Hun lagde hovedet lidt på skrå og kneb øjnene lidt sammen.
Hun hævede et øjnebryn. "Og hvad så? Er du måske misundelig på hende, over at hun kan det?" Hun så udfordrende på ham, men rettede sig så op.
Hun ignorerede at han råbte, hun så bare koldt på ham. "Og du kender ikke mig. For du vil ikke kende mig. Det er der ingen der vil." Hun rystede på hovedet og vendte ryggen til, og gik væk fra ham. Hun ville ikke snakke med ham, når han råbte. Hun gik hen til den anden ende af kroen.

Han så med store øjne på hende, hun havde brugt hans ord imod ham selv, kunne hun ikke selv finde på nogen? hvad fanden var der galt med hende, eller var der noget galt med ham? hun har bare et problem med ham eller hvad fanden forgik der op i hendes hoved, kunne hun ikke klare at se på ham? nej der måtte være noget andet, "Rebecca find en anden grund gider du lide?" Han kunne godt se på hende at hun ikke rigtig gad ham mere, men han var ligeglad, nu skulle hun få alt i hovedet tilbage som hun havde givet ham, hun havde knust både Mark's og han's hjerte, hun skulle sættes på plads ellers kom hun nok aldrig vider, "Ja Rebecca det er jeg, hun ved hvornår man skal stoppe det gør jeg ikke!" Vaas så godt det kolde blik hun sendte ham, men han var ligeglad, han svare hende bare, "Du forstår ingen ting pigebarn! det er det eneste jeg ville havde fra dig!! måske kan du lave om på mine følelser, så du slipper for mig rasten af livet!!"

Rebecca havde aldrig ønsket at såre hinanden, men man kunne heller ikke forvente af hende, at hun ville være sammen med en, bare fordi vedkommende elskede hende. Vaas blev ved. Hun tog en dyb indånding, vendte sig om mod ham, og så tomt på ham. Da han var færdig med at snakke, så hun stadig tomt på ham.
"Lad mig være, Vaas." Hun sagde det blidt, en anelse tomt også. "Du siger jeg intet forstår, men jeg forstår. Du ved ikke hvordan jeg har det med det hele, så du kan ikke tillade dig at sige alt det der." Hun så væk fra ham. "Dette er præcis grunden til at jeg ikke vil alt det med drenge her for tiden." Hun bed sig i underlæben. "Du kender ikke til min fortid, det gør jeg knap nok selv. Tror du at jeg nyder det her? Tror du jeg nyder at Mark elsker mig, men at jeg ikke elsker ham? Jeg skammer mig over jeg ikke elsker ham." Hun slog opgivende ud med hænderne. "Og hvad angår dine følelser, dem kan jeg ikke ændre. Du kan ændre dem. Jeg kan ikke." Hun så blidt på ham. "Snak til mig igen, når du ikke er så vred mere." Sagde hun så. Hun ville ikke snakke med ham, når han var så vred. Ville regnen ikke nok snart stoppe? Hun satte sig ned på en af stolene. Hvis han blev ved, så var han ikke en ven for hende.