Numb ~Jaden~

Påklædning.//

Hun vidste allerede at hendes fjender var i byen, men der var ikke rigtig andre steder at gå hen. Dette var det eneste sted hvor der ikke ligefrem herskede levendedøde og alle de andre mærkelige ting som denne verden kunne komme op med. Bonnie havde dog ikke tænkt sig at vende om ligenu, hun havde fået oplysninger omkring en ung varulv. Bonnie var den perfekte til at vinde oplysninger om folk, hvis hun havde brug for det. Og selvfølgelig havde hun haft kontakter som havde holdt øje med hendes såkaldte søn, hun vidste kun få ting om ham. En beskrivelse af udseende men hun anede ikke hvor han befandt sig, siden for fire år siden så havde hun ikke haft en anelse om hvor han var eller fortog sig. Måske var det bedst sådan? At hun ikke havde en svaghed som man kunne bruge imod en? Bonnie var dog lidt irritabel over at han lignede hans fader og de andre igennem den stamme, men sådan var det jo ikke? Verden var aldrig fair imod hende. Aldrig. Et fært af ulv kom over hende da hun passerede en gyde, Bonnie var nysgerrig dog ret forsigtig. Hun så en mand skulle til at dræbe Jaden bagfra, men der var det at Bonnie tog sig sammen og løb hen til manden og brækkede nakken på ham inden han så meget som snittede Jadens hår. Fyrens krop faldt til jorden imens Bonnies blik gled med ned for at sikre sig at han faldt rigtigt. Så rettede hun blikket op imod Jaden, og lagde hovedet på skrå. Hun gik et skridt tættere på ham, tydeligt at hun stille betragtede hvor stor hendes søn var blevet.
"Så mødes vi igen Jaden." Sagde hun og lagde hovedet til den anden side, med et skævt smil. "Længe siden, det må jeg sige. Du blevet ret stor." Det virkede måske underligt, hun lignede kun en på et år ældre end ham.. Han ville aldrig tro hende. "Navnet er Bonnie." Tilføjede hun og kiggede ham i øjnene. Det lød lidt sjovt hvis man bare sagde til nogle "hej jeg er din mor." og det lød også bare underligt.. De lignede jo ikke hinanden på udseendetsvis overhovedet.
"..Og jeg er din mor." Sagde hun underligt selvsikkert, så man kunne ikke tro at det ikke var sandheden. Det lagde ikke til Bonnie at vise nervøsitet eller frygt.

P: http://i.perezhilton.com/wp-content/uploads/2012/12/jaden-smith-denies-filthy-rant-at-fan__oPt.jpg

Dagene skred langsomt frem. Han havde det som om at dagene fulgte hinanden, legede kongens efterfølger, bare for at drille ham og kede ham ihjel. De kunne drille ham så meget de ville. Han tog det ikke på sig. I hans liv skete der ikke meget andet end: Vågnede op, spiste lidt, dræbte lidt, spiste igen og lagde sig derefter til at sove. Sådan gik hans dage. En efter en. Fulgte hinanden og opførte sig som tvillinger.
Med en stolt bevægelse, ryggen ret og øjnene kolde, gik han igennem byen. Selv knoerne var knyttet. Alt over ham skreg at man skulle holde sig fra ham. Specielt det kolde ansigt lavet af sten, skræmte forbi passerende væk. Desværre, så det ikke ud til at alle tog imod advarslen. En mand sneg sig op bag ham, skulle til at snitte ham, og lige i det øjeblik Jaden ville vende sig om, for at afskære ham, kom en pige ham i forkøbet. Dagens heltinde. Den måde hun betragtede ham på, gjorde at han gik et skridt bagud, uden så meget som at trække en mine på sit ansigt. Han så ind i hendes øjne. Deres borende blikke blev fanget i samme net. Navnet var Bonnie, hvor var han blevet stor, mødes igen?
Da hun endelig stoppede med at snakke, tog han sig selv i at bare stå og se på hende, med et par øjne der intet afslørede eller intet følte. Ikke engang det at det var selveste hans mor der stod foran ham, sagde ham noget.
"Klart, en ung tøs som dig skulle være min mor," sagde han. Hans stemme var hæs, accenten var ghetto engelsk. "Det kunne en hver komme og bilde mig ind, har du et bevis? Nej, min mor forlod mig for mange år siden, held og lykke med at bevise noget som helst," Sådan var han bare. Hans logik, hans stædighed og hans måde at gøre tingene på.

Bonnie rystede kort på hovedet i et grin, imens hun stadigvæk så på ham. Han troede hende ikke, hun ville ikke engang have troet på sig selv i den situation.
"Det er da altid noget du ikke er naiv." Svarede hun og gik så et skridt nærmere ham igen, hendes blik skar ind i hans øjne. "Jeg forlod dig for din egen sikkerheds skyld." Svarede hun ham og fnøs så kort. "Hver så mistænksom som du ønsker, men jeg kender sandheden.Jeg har haft folk til at rapportere til mig, til ja de ikke kunne finde dig mere. Tro mig eller lad hver, det dit valg." Tilføjede hun endnu engang selvsikkert.
"Du ligner din far, samme race som ham samt udseende. Du ligner ham ret meget, han vil kunne genkende dig på afstand." Tilføjede hun endnu engang, Bonnie var ikke specielt glad ved at han var så genkendelig for hendes fjender.
"Men hvad laver du herude?" Spurgte hun ham så, Bonnie anede intet om hvad der var sket de sidste fire år for hans vedkommende.. Selvfølgelig var hun lidt nysgerrig, men det var tydeligt at hun var opmærksom anlagt. Man vidste aldrig når en fjende kunne slå til, specielt når hun var optaget og stod bare og snakkede om at hvem han var.
"Ved du hvad? Du kommer med mig." Sagde hun så og tog hans håndled. Hun trak ham afsted med al kræft, og de kom inden længe til det perfekte palæ. Da hun havde fået ham indenfor så låste hun døren, og vendte blikket imod ham igen. "Noget du vil have? Vand, mad.. Et eller andet."

Han kunne ikke tro på det hun sagde. Han ønskede ikke at tro på det. Hele livet havde han levet uden sin mor, nu, stod hun foran ham i et stykke. Stank af dæmon, udseendet var ikke mindre end et år ældre end ham. Hvorfor skulle han tro hende?
Lignede sin far? Ja, det måtte han gøre, for han lignede bestemt ikke hende, ikke på nogen punkter overhovedet, endnu en grund til at han nægtede at tro på at dette var hans mor. De havde intet tilfælles på udseendet og han valgte at tro at de intet havde tilfælles indre heller. Inden han overhovedet nåede at sige noget til alt det hun sagde, trak hun ham af sted, hev ham i håndledet og afslørede sin styrke ved at klemme en smule om det. Engang imellem forsøgte han at tage det til sig igen, vige sig væk fra hende, som var hun lavet af sølv, der skar ham i huden. Desværre, gav hun først slip på ham inden for et palæs mure, et sted han aldrig havde troet at han skulle se indefra. Lige da han var kommet ind ad døren, spurgte hun ham om han ville have noget, sørgede for ham så det gav ham kvalme.
"Nej tak," svarede han bare med sine hæse stemme. Derefter så han rundt i palæet. "Hvad skal jeg her? Om du så er min mor eller ej, så vil jeg ikke have noget at gøre med dig. Du ville ikke have mig, så det er hvad du får,".. Duften af det rene porcelæn gjorde ham utilpas. Det var som om at han kunne ødelægge de fine, tynde vaser, bare ved at se på dem med sine sorte øjne. Han kiggede hen på hende. Et blik så tomt og stærkt på samme tid. "Må jeg gå nu?"

Bonnie lagde armene overkors imens hun holdt øjnene på ham, hun kneb øjnene lidt imens hun så på ham.
"Fint, det bestemmer du helt selv." Sagde hun blot og lagde så hovedet på højkant.
"Jeg ville tale med dig, og lad os blive enige omkring en ting. Måske gav jeg dig væk, men du aner ikke en skid om hvorfor eller hvem jeg er. Så bare hold din kæft og lyt." Hans stædighed og hendes stædighed spejlede sig i hinanden, måske lignede han mere hende end han lige gik og troede.
"Du bliver her til jeg er færdig, jeg vil vide hvad du har fortaget dig de sidste par år." Sagde hun så og gik helt op foran ham. Hendes blik var selvsikkert, som om hun havde planlagt hver eneste af hendes bevægelser perfekt var de sat. "Du kan få penge for at blive hvis det gør det bedre, penge til overlevelse." Sagde hun så og gik lidt væk fra ham. Hun gik hen til et vindue og strøg sine finger spidser hen over vinduskarmen.
"Jeg hader selv stedet her, det gør mig utilpas. Specielt efter hvad der er sket herinde." Tilføjede hun lidt ud i det blå, dette var her hendes familie var blevet slagtet af hendes eks mand. Også kendt som Jason, Jadens farfar. Hvorfor hun havde beholdt huset, nok for ly. Penge. Måske stolthed.

Nu satte hun sig lige pludselig i position ved at snakke grimt til ham. Ikke at det gjorde ham noget, eller, at han tog det på sig og ville krybe i skjul, for at slippe for sin mors hårdere ord. Glem det. Hun kunne kalde ham, råbe af ham og sige lige hvad hun ville, han havde sin mening og stædighed. Den gav han ikke fra sig. Med himmelen med øjnene, foldede han armene over kors, så ikke på hende mens hun snakkede. For ham var alt det her bare en omgang lort.
Ikke et eneste træk på hans ansigt ændrede sig i hele forløbet. Blikket var rettet hen imod det nærmeste vindue. Han lyttede til hende, lyttede til hvad hun havde at sige og fik bare mere og mere lyst til at råbe op. En mor, han havde ikke brug for at kende hende! seksten år uden at vide hvem hun var, han klarede nok resten af livet uden at vide det! Han kiggede sig over skulderen, hen på hende og selv ikke engang der, havde hans ansigt ændret sig den mindste smule.
"Du skal ikke komme her og give mig ordre, mor eller ej, jeg er ligeglad med dig! Jeg vil ikke have din penge, din medlidenhed er som luft for mig! At du skal vide hvad jeg har lavet, undre mig meget, for hvis du ikke brød dig om min far, så burde jeg ikke være andet end skidt for dig!" Hans stemme hævede sig ikke. Det blev i stedet sagt koldt. I hans øjne kunne man se den indre varulv bluse sig op. "Så, gør mig den tjeneste, lad mig gå, aldrig kontakt mig igen, jeg klarer mig alene,".

Bonnie lyttede og nikkede for sig selv imens hun slikkede sig om læberne. Så kom der et fnøs henover hendes læber i form af en latter.
"Selvfølgelig kan jeg ikke lide din far, hvis det stod til mig var han død nu. Og han dør så snart jeg ser ham igen." Sagde hun lidt til sig selv, faktisk ja så var det til hende selv. "Desuden ejer jeg ikke medlidenhed, så det skal du ikke bekymre dig om. Men fint, du bestemmer selv. Desuden vil jeg ikke kunne hjælpe dig meget alligevel, de kommer efter dig så snart de ser dig nu. Der er sikkert en som har set dig med mig. Og de vil dræbe dig når de ser dig, bare for at prøve at ramme mig. Hvorfor tror du jeg gav dig væk huh? Så du ikke var død. Du og jeg er mere ens end du tror, din sans for overlevelse spejler sig i dine øjne. Men hvad kan jeg sige, altid kig dig om. Du ved aldrig hvornår din far eller onkler springer frem, og lad dig ikke narre af race og udseende. De vil dræbe dig. Så kom ikke at sig at jeg ikke advarede dig." Hvis noget skulle være sagt, så havde Bonnie ikke tænkt sig at lege mor. Det kunne ses på hende, hun opførte sig mere som en søster for ham end mor, en bekymret storesøster. Det var ikke hver dag hun opførte sig sådan, for det meste var hun meget selvisk. Dog var Jaden det eneste familie der var tilbage sammen med hende.

Forventede hun at gøre ham bange ved at fortælle om disse mænd? Det ragede ham en disse! Han var ligeglad om han så gik hen og døde i morgen! Livet var levet, det ville være skæbnen og den kunne han ikke ændre. Der var ingen han ville efterlade, ingen der ville fælde en tåre over at han døde. Problemet behøvede overhovedet ikke at være der. De varulve, eller hvad pokker de nu skulle forstille at være, kunne bare komme an. Han var ikke bange for dem. Det ville sikkert bare være en rask lille kamp, om han så endte med at vinde eller tabe, interesserede ham ikke rigtig.
Han så intet i sig selv i hende. Det nægtede han at gøre. Familien betød intet. De kunne ligeså godt være døde, både mor og far, han var fuldkommen ligeglad.
Da hun var færdig med sin lille advarsel, vendte han fronten imod hende. Armene faldt langs den lange overkrop. "Jeg er ligeglad," Han begyndte at gå hen imod døren. "Om jeg så dør i dag eller i morgen, det er ligegyldigt. Jeg har levet mit liv, jeg efterlader ikke nogen. Min far kan bare komme an, jeg frygter ham ikke, heller ikke nu når du fortæller om det. Jeg har levet hele mit liv uden at vide hvem i er, og sådan har jeg tænkt mig at det skal fortsætte," De brune hænder greb om dørhåndtaget. "Du siger vi har sans for overlevelse ikke? Den har jeg tænkt mig at bruge,"

Bonnie nikkede for sig selv endnu engang.
"Og du tror jeg ikke er ligeglad?" Svarede hun bare igen, og hævede på et bryn. "Du gør bare som du vil, men tag et godt øjekast for du ser mig aldrig igen." Svarede hun blot ham igen. Hun ville lade ham gå, det var bedst sådan her. At han var ligeglad med hende, det var blot godt. Så var hun ikke i vejen for ham, og han var ikke i vejen for hende. De kunne ikke bruge en som hun ikke havde noget specielt bånd til alligevel. Han ville ikke komme til skade på grund af hende alligevel.
"Men hvis nogle spørger efter mig, så kender du mig ikke." Det var ren egoisme hun sagde den sidste sætning af, det var så hun var sikker på at ingen vidste hvor hun var. Hun havde løbet så længe nu, at det ville være en skam at blive fanget igen. Han skulle ikke finde hende nu, det var det sidste hun virkelig havde brug for.

Han smuttede ud af døren, vendte hende ryggen og lod døren lukke i med et smæk, for at fortsætte sin hverdage som de altid havde været. Før han kendte hende, der hvor han kun kendte sig selv. Han så sig ikke engang over skulderen, da han med hænderne i lommen, gik med afslappet skridt hen over palæets grus plads. Et enkelt suk lod han danse på sin underlæbe. Hvorfor, af alle dem der levede i denne verden, var det ham der endte med et par forældre som disse? En mor og far der konstant forsøgte at dræbe hinanden, mens faren i sin fritid også lige havde lyst til at slå sin søn ihjel.
En regn begyndte pludselig at falde ned på ham. De hårde dråber ramte ham som pinball kugler. Han sukkede irritabelt, inden han satte i løb hen under et træ i palæets have.. Her stod han og tog armene om sig selv. Endnu en del af hans hver dag..
Et lyn ramte jorden med et smæk. Det lød som et piske slag. Før Jaden nåede at se sig om, dansede et par flammer, med deres røde farve i hans øjenkrog. Der var gået ild i et af de andre træer nær ham. Han kiggede irriteret op på regnen. Lige nu, nyttede vand åbenbart ikke noget! I det øjeblik han ville sætte i løb ud af haven, ramte lynet det træ han stod under. Et nyt piske slag suste igennem luften. Træet balancerede nu i luften, gjorde an til at vælte ned på grus stenene, hvor Jaden var på vej væk. Knap og nap, nåede han at komme væk fra den tykke stamme, men han nåede ikke at undvige grenene og bladene i toppen. De væltede ham, greb sig om ham. Det føltes som stikkende fingre med skarpe negle. Han vred sig rundt i det væltede træs trækrone, forsøgte at komme fri af deres greb. Langs græsset dansede ilden hen imod det væltede træ..

Bonnie lukkede øjnene så snart han smækkede døren, hun pustede ud helt enkelt. Hvorfor havde hun ikke bare ladet ham være, ikke prøvet at finde ud af hvad der skete med ham.. Hun havde bare ikke været så ligeglad som man skulle regne med. Et par lyn der slog ned samt regnen der faldt gjorde hende ikke spor, hun kunne hører regnen slå ind på ruden. Ellers var uvejret ikke værd hendes opmærksomhed, dog gik hun hen til vinduet som hun altid havde gjort da hun var mindre for at se ud i haven. Dog var der flammer og faldne træer. Hun kneb øjnene lidt for at se på rodet, da hun kunne fornemme Jaden ikke hvad nået væk fra det ene træ. Hun rullede kort med øjnene, inden hun løb udenfor i regnen. Ilden var på vej imod ham og hvis hun ikke gjorde noget vill han ende som stegt kylling. Dog hvis hun ikke reddede ham så var der ingen at bruge imod hende? Det var kun kort hun overvejede at lade ham ligge i sit eget problem.
"Jeg syntes du sagde du ville bruge din overlevelses evner?" Spurgte hun lettere sarkastisk, inden hun greb om hans arm for at trække ham fri fra træets grenene, dog nåede ilden dem begge og flammerne brændte hendes ben men hun var stædig nok til at få ham ud først. Hun hjalp ham op at stå, men ilden ville bare ikke slukke på hendes skinneben og brændte stoffet på de elegante ben. Det brændte, men hun gav ikke op. Hun kæmpede for at få dem indenfor, og endelig kom de ind. Lod hun sig falde ned på det ene trappetrin i forhallen. Hendes ansigt skar sig i smerte, imens hun kiggede ned på de forbrændte ben, det gjorde pokkers ondt. Men hun skulle nok klare den.. det vidste hun.

Den var lige ved at være der! Han kunne fornemme hvordan bladene og grenene langsomt var ved at slippe ham. Grenene var de sværeste at få til at give slip. Deres skarpe og tynde fingre, risede ham ned af ryggen og baglåret, da han forsøgte at kravle og glide sig ud af trækronen. Lige da han var ved at få styr på det, kunne han mærke hvordan varmen fra flammerne slikkede hans kindben. Først her gik det op for ham at situationen var værre end den så ud. Kom han ikke væk i en fart, ville han blive brændt til døde. Flammerne vil æde ham levende! En anelse mere ivrigt, vred han sig, kravlede og gjorde alle former for bevægelser for at komme fri. Flammerne slikkede nu hans øre. I det øjeblik han troede at han skulle ende med et brænd sår, kom Bonnie til undsætning endnu engang. Hun hev i ham, gjorde alt for at få ham fri og selvom han ikke var vild med det, så hjalp han til ved at skubbe med sine ben. Grenene slap grebet om ham, lod et par rifter på ryggen være det eneste tegn på kamp. Hendes sarkastiske bemærkning fik ham bare til at knurre af hende. Irriterende tøs..
De løb nu sammen op imod palæ døren igen. Jaden bemærkede flammerne danse i hans øjenkrog. Det overraskede ham at finde ild i Bonnies skinneben. Hvorfor stoppede hun ikke op? Endnu engang var han inde bag palæets mure. I stedet for den fine porcelæns duft, lugtede der nu af brændt kød og sod.
Bonnie faldt om på trapperne, ansigtet vridende i smerte over det forbrændte ben, der allerede havde formået at forvandle sig om til at være rødt og brunligt. Spørgende løftede han på et øjenbryn. Han vidste ikke hvad han skulle gøre for at hjælpe.
Dog kom han i tanke om noget der måske ville hjælpe. Han fokuserede lige pludseligt på Bonnies hoved, søgte ind i hendes tanker, tog et greb om dem der fokuserede på smerte.. Med sin evne, begyndte han langsomt at presse den tanke, som man kunne presse saften ud af en appelsin. Langsomt ville hun mærke hvordan det ikke længere ville gøre ondt i det forbrændte ben, for han fik hende til at tro at det ikke gjorde ondt.