I was just thinking about you - Caroline & Andrea

Sted: I Nicolas' hus.
Omgivelser: De sædvanlige, udover en lugt af varulv.
Vejr: Det er køligt og solen er dækket væk af skyer.
Tid: 14.35

Nicolas havde kun kendt til hans hus i et par dage, og siden det var temmelig stort var han stadig ved at vænne sig til det. Han sad i en lille dagligstue og læste i en bog, men det interesserede ham ikke, hvilket var mærkeligt fordi han altid havde syntes godt om bøger, men lige pludselig interesserede det ham ikke længere. Han havde gået og tænkt på Caroline de seneste dage, han havde forsøgt at komme på hvor han havde set hende, for han var sikker på han havde set hende før. Det var også det han tænkte på nu, og så lige pludselig slog det ham. Den aften hvor han havde fået noget blod som havde påvirket ham. Han havde set en blond kvinde, og senere havde nogle mænd sagt noget om en kvinde kaldet Caroline. Det måtte være hende. Han gik hen og satte bogen på plads og gik nedenunder. Han tog en lang frakke på og tog fat i håndtaget og åbnede døren.

Det var lidt tid siden hun havde taget sig sammen til at finde Nicolas, han havde virket en smule mistroisk overfor hende efter hun løj en enkelt gang. Dog håbede hun på at det var tilgivet, hun ville bare have at han skulle huske hende igen. Caroline var kommet hen til hans hus, og stod foran døren. Hun plagede normalt bare at gå ind, men nu stod hun med en hævet hånd til at hun ville banke på. Et forvirret blik kom på hendes øjne da hun tog en dyb indånding, her stank underligt at varulv. Det var mærkeligt, men hun slog det ud af hovedet. I det øjeblik hun besluttede sig for at banke på døren, blev den åbnet inden hun nåede at ramme døren. Hun smilede en anelse genert og bed sig i underlæben, Nicolas havde altid sagt til hende hun ikke skulle bide i sin læbe. Men det var en vane, og det var lettere sagt end gjort at komme af med den vane. Hun var klædt i en sort kjole der gik til knæene, og var stropløs. Caroline kørte hånden igennem det blondte hår som hang i løse proptrækker krøller, for ikke at stå akavet. De sorte stiletter gjorde hende lidt højre end hun ellers var, men så meget hæl var der heller ikke på.
"Hej." Sagde hun for at der ikke skulle være en akavet stilhed.

Nicolas trådte et skridt ud af døren før han havde set at Caroline var der, så da han så op var hans ansigt meget tæt på hendes. Han trådte et skridt tilbage og rømmede sig. "Hej." Han kløede sig akavet i håret og gjorde gestus til at hun skulle komme ind. "Jeg tænkte lige på dig." Han var jo på vej ud af døren for at finde hende, så han kunne lige så godt fortælle om det nu. "Kan du huske sidst vi mødtes, jeg sagde du så bekendt ud. Jeg ved hvorfor nu."[b] Han stillede sig over for hende. [b]"Jeg ved ikke om du ved det, men der er noget blod der har en speciel virkning på mig. Efter jeg havde drukket det så jeg en kvinde for mig. Dig. Og senere stødte jeg på nogle mænd der kendte mig, og det nævnte dig. Efter det gik jeg helt amok, ligesom jeg gjorde den anden dag med dig." Han ville gerne vide hvem hun var, han vidste at hun betød en helt del for ham, men hvilken rolle hun havde i hans glemte liv anede han ikke. "Hvem er du?" Nu hentydede han til hvem hun var i hans gamle liv.

Caroline trådte ind i huset, og lod ikke sine blå øjne glide væk fra Nicolas udover når hun blinkede. Et smil bredte sig på hendes læber da han sagde at han havde tænkt på hende, måske var hans tanker ved at hjælpe ham på plads? Det håbede hun lidt på. Da han begyndte at fortælle gjorde Caroline det hun var bedst til, nemlig at lytte. Hun satte sig ned i sofaen og svingede det ene ben over det andet. Hun hævede lidt på et forvirret bryn over det med blodet, måske var det en form for kur? Det gjorde hende ihvertfald nysgerrig. Caroline løftede hovedet lidt og kiggede ham direkte ind i øjnene, så rejste hun sig op. Med elegante bevægelser gik hun hen foran ham.
"Hvem jeg er. Nic, jeg er din kæreste. Faktisk er jeg din forlovede." Svarede hun ham, hendes øjne talte sandheden. Han var den eneste som var istand til at læse hende helt hvis han virkelig ønskede det. Hun løftede sin hånd op foran ham så han selv kunne se ringen for sine øjne. Nu måtte hun bare vente og se hvad han ville sige til det, ville han overhovedet tro på hende?

Nicolas kunne ikke afgøre hvilke tanker hun gjorde sig, hvilket irriterede ham fordi han gerne ville vide hvad tænkte om det. Han fulgte hendes bevægelser da hun rejste sig og fortalte hvem hun var. Han troede først ikke på hende, men da han så hende i øjnene kunne han se det var sandt. Han kunne se sandheden i hendes øjne. Han så over på ringen og et minde kom tilbage. Nogle ord gav genlyd i hans hoved. Caroline, jeg elsker dig mere end noget andet. Jeg vil tilbringe resten af mit liv med dig og det vil jeg symbolisere. Det måtte være de ord han havde sagt da han friede til hende. Flere minder vendte tilbage og det gav ham en forfærdelig hovedpine, han tog sig til hovedet imens han så alt han havde oplevet sammen med Caroline. Hans øjne spilede op og han rejste sig op, han kunne huske alt også deres sidste møde hvor han havde glemt det hele igen. Han så på hende og han følte at hans følelser tog overhånd, han kyssede hende blidt før han faldt ned på knæ og i omkring et minut var i en krampe lignede tilstand. Han rejste sig op og så på Caroline med de øjne hun kendte så godt, det var hendes Nicolas der var tilbage.

Caroline vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv da han oplevede den form for hovedpine han havde haft før.. Det lignede det ihvertfald. Hun mærkede hans læber på hendes og nåede kun kort at nyde det før de var væk igen, da han fik kramper. Dog virkede de hurtigt til at være gået over og hun smilede stort da hun kunne genkende ham igen. Hun sprang næsten i favnen på ham og krammede ham hårdt ind til sig. Kort efter trak hun sig lidt væk og kyssede ham så.
"Jeg elsker dig så højt! Men helt seriøst, dit hus stinker af hund." Sagde hun og det sidste var sarkastisk men rigtig nok. Caroline skubbede dog tanken væk igen om stanken af hund, og kyssede ham igen.

Nicolas så på hende og lagde armene om hende da hun nærmest sprang i armene på ham. Han vidste han ikke ville kunne huske det, men han ville nyde øjeblikket. Han gengældte kysset og smilede over hendes ord. "Jeg elsker også dig Caroline." Han fik ikke fat i den sidste del før lugten ramte ham. Han lavede en grimasse der tydeligt viste han mente det stank. "Du har ret. Men det gider jeg ikke undersøge nu. Vi bliver nød til at snakke om den heks." Han trak hende med hen til sofaen og satte sig ned med hende. "Hun havde sort hår, det var ude i skoven. Jeg drak blod af en pige og pludselig blev jeg bevidstløs, da jeg vågnede op igen begyndte hun at tegne nogle tegn på mig med blod. Der var et stort maleri på væggen, det forstillede en flod med en masse mennesker liggende omkring." Han begyndte så småt at glemme hende igen, men han ville ikke glemme hele tiden, han ville bare være sig selv igen så han blev nød til at kæmpe imod.

Caroline lod sig fører med hen til sofaen og lyttede.
"Jeg skal nok finde hende og tvinge hende til at gøre noget så du husker helt. Det lover jeg, og jeg kan måske tvinge dig til at blive her, hvis du skulle glemme. Så ved jeg hvor du er, jeg skal nok finde hende.." Svarede Caroline alvorligt, og ingen tvivl om at hun allerede havde haft en et par billeder af sig selv dræbe denne heks. Caroline vendte tilbage til Nicolas og kyssede ham hurtigt igen. "Jeg lover det." Tilføjede hun og lagde en hånd på hans kind. Nu var der sat mål for idag, og Caroline kunne gå i lyset så heksen havde ikke ligefrem hendes svaghed for lys at hænge hende på længere. Caroline kiggede Nicolas i øjnene.
"Du bliver her inde i dit hus, du gør intet dumt. Bare læs en bog drink noget kaffe, bare lad hver med at gør noget dumt. Jeg er snart tilbage." Sagde hun med sin evne så hun var sikker på at han ikke gik nogen steder, heller ikke hvis at han skulle glemme. Så ville tvangen stadigvæk virke, heldigvis. Caroline kyssede ham hurtigt inden hun forsvandt ud af døren i en fart.

Der var gået flere timer, Caroline ville have sværget at hun havde set på alle træerne i denne skov. Men hun havde ikke set noget til beskrivelse af det Nicolas sagde. Dog mærkede hun pludselig en smerte i sit hoved og førte hænderne op til hendes hoved. Hun skreg ikke men det gjorde ondt, hun havde været udsat for værre former for smerter.. Hun fik sig rejst op og kiggede om for at se hvem der havde været skyld i hendes hovedpine. En sort håret kvinde stod foran hende og kiggede på hende med vrede øjne.
"Du må være heksen." Sagde Caroline og hævede lidt på et bryn, imens hun betragede sin modstander med et hurtigt øjekast.
"Og du må være et geni." Svarede kvinden Caroline igen, og lagde armene overkors. Caroline fnøs.
"Fortæl mig hvordan man fjerner den forbandelse du lagde over Nicolas." Sagde Caroline bestemt, der var endelig ikke plads til et nej. Men et ja ville være for nemt at få ville det ikke? Kvinden begyndte dog blot at grine.
"Men han fortjener det, og du må indrømme at det er lidt sjovt at se folk lide." Svarede kvinden Caroline som om at hun kendte til alle de ting hun havde gjort, Caroline snerrede lidt.
"Jeg har virkelig ikke tid til din sarkasme." Sagde Caroline og løb hurtigt op foran heksen. "Fortæl mig hvordan jeg får ham fri for forbandelsen." Sagde hun med sin evne, nogle gange var det virkelig praktisk med den evne.
"Du skal torturer dem tilbage i ham, specielt du vil have en påvirkning på ham som ville gøre at han får lettere ved at komme til sig selv." Sagde heksen og vrissede bagefter.
"Nå jeg ser jeg ikke er den eneste med magi i ærmet." Tilføjede heksen så, men Caroline fnøs blot og rev hjertet ud på heksen.
"Nope det var du ikke. Hyggeligt at møde dig." Sagde Caroline så bare og begydte at gå tilbage af. Hun var lidt små nervøs, skulle hun torturer Nicolas.. Det kunne hun da ikke bare, eller kunne hun? Meget havde hun været udsat for men ikke at skade en af sine kære.. En start var vel at fortælle om hvad der var sket imellem hende og Kukiu og kysset imellem hende og Mikkel. Det ville vel vække en indre vrede og måske sorg.. Det måtte tiden vise.

Hun kom op til hans hus igen og gik indenfor. Et kort blik kiggede sig omkring for at få øje på Nicolas.
"Nic hvor er du?" Råbte hun og kiggede rundt efter ham. Hun vidste hvad der skulle gøres, og hun måtte gøre det. For hans egen skyld.

Nicolas nikkede bare til hende, han vidste det var nødvendigt at hun brugte hendes evne på ham, men han var ikke vild med det. Han så hende dybt i øjnene og han fik en trang til bare at gøre som hun sagde. Han nikkede til hende og mens hun var væk kæmpede han for ikke at glemme det hele, selvom det langsomt begyndte at forsvinde, deres første møder, deres genforening, deres forlovelse. Men han holdt fast i deres sidste møde og det han lige havde oplevet med hende. Han hørte hende kalde og han kom nedenunder med det samme, han holdt fast i den sidste tråd så snart han 'slap' den tråd ville han glemme hende. Han kæmpede en indre kamp for ikke at glemme hende, lige nu i hvert fald. Han vidste ikke om han skulle have glemt alt før det ville fungere. "Fandt du hende?" Han kunne godt se hun var lidt nervøs.

Caroline nikkede til ham og fremviste sin blodige hånd, som bevis nok på at heksen aldrig skulle lave numre med dem igen.
"Jeg fandt hende, dræbte hende og jeg ved kuren. Jeg er ikke glad for den, men det bliver den eneste udvej." Sagde hun stille og tog en dyb indånding. "Jeg er så ked af det som der kommer til at ske nu. Tilføjede hun og løb hen for at brække hans nakke. Hun lukkede sine øjne og tog en dyb indånding, Caroline var overhovedet ikke glad for dette. Hun trak ham med ned i hans egen fangekælder, hvor hun spændte ham fast med lænker så han ikke forsvarede sig selv på nogenmåde. Hun satte sig på en lille skammel foran ham og ventede på at han skulle åbne øjnene.. Men for at sætte skub i sagerne så gik hun hen og hentede en spand med vievand. Caroline stod og trippede kort inden hun så kastede vievandet på ham, hun kastede spanden væk fra sig bagefter. Hele hendes krop strittede imod hendes handlinger, men hendes hjerne vidste godt det var det bedste..

Nicolas smilede en smule da han så hendes blodige hånd, men han blev lidt utryg da hun sagde hun var ked af det der skulle ske. "Hva.." Han nåede ikke at sige mere før hun knækkede hans nakke og han lå livløs på jorden. Han havde nu glemt alting, så når han vågnede ville han ikke forstå hvad der skete. Han vågnede ved en våd og brændende følelse på hans hud. Han tog dybe vejrtrækninger mens han så rundt. Han så undrende over på Caroline, han bevægede sig i et forsøg på at komme fri. Han kunne ikke huske Caroline særlig godt, så han kunne ikke vide om hun faktisk var sådan. Men hun havde lige sagt de var forlovede. "Du behøver ikke gøre det her!" Han vidste ikke hvad han skulle gøre.

Caroline havde det utrolig dårligt med det hele, men hun blev nød til det. Hun kiggede Nicolas i øjene, og lagde en hånd på hans kind. Vievandet sveg en smule men ikke ret meget.
"Jo det er jeg desværre nød til, som sagt så er jeg ked af det. Men jeg ved du ville gøre det samme for mig." Svarede hun inden hun gik over til en trækiste. Hun åbede den og trak en sølvkniv op, og dyppede den i en lille flaske med vievand. Caroline gik tilbage til Nicolas og stak den lige ind i hans mave. Hun kunne mærke sig selv kæmpe imod men hun var selvstændig nok til at gøre det alligevel. Så trak hun den ud igen og satte bladet lidt i hans hud, inden hun så lod knivens spids skære hans hud lidt op. Caroline var ved at være god til det her, og vidste at når hun kom igang ville det ikke blive så svært for hende. Hun skulle bare lige vende sig til det.. Selvom det var svære nu når det var Nicolas.

Nicolas forstod ikke hvad der skete. Han ville aldrig torturere nogen, og da slet ikke hans forlovede. Han forsøgte at komme fri da han så hende tage kniven op. Han skreg af smerte da hun stak kniven med vievand ind i maven på ham. Han havde sådan lyst til bare at skubbe hende væk, men han kunne ikke gøre andet end at tage imod det. Han vidste ikke hvad hun forventede at få ud af det, han vidste ikke noget der kunne hjælpe hende. Han havde et bedende blik i øjnene. "Caroline.." Hans stemme var omtrent lige så bedende som blikket i hans øjne.

Caroline måtte ikke bukke under for hans blik, hun kiggede ham i øjne og lagde hovedet lidt på skrå.
"Undskyld men jeg er nød til det. Jeg skal vække dine indre tanker." Svarede hun ham og stak så kniven i hans ene side, hun klemte sine øjne sammen.. Hun hadede det.
"Først skal du hører en lille historie.. Som din underbevisthed ikke bliver glad for. Fordi for ikke så længe siden så blev Kukiu og jeg fanget sammen, og vi blev fortryllet så jeg mistede min hukommelse i et par dage. Det eneste jeg kunne huske var ham, men som min bedste veninde.. Og ja min gamle flirt lignede ham på en prik.. Så jeg blev tiltrukket af ham.." Caroline så ham i øjnene, hun hadede at fortælle ham om den episode men måske kunne det gøre ham vred nok til at blive sig selv i lidt tid? "Vi kyssede og ja, og så videre. Du klog nok til at regne ud af der skete, men du må ikke tro at jeg ikke fortryder det for det gør jeg." Fortalte hun og trak kniven ud af hans side igen. Hun dyppede den i vievandet igen.
"Og da jeg troede du var død, kyssede jeg med en blandingsrace ved navn Mikkel. Den kan du så ikke hænge mig op på, men du har ret til at blive sur. Jeg troede du var død, og sørgede." Sagde hun så, hun trak kniven op af flasken og kiggede på Nicolas for at få en reaktion.

Nicolas reagerede ikke på at hun ville vække hans indre tanker. Han ville ikke blive som det monster alle havde fortalt ham om. Der var ikke en eneste der havde fortalt noget godt om hans glemte jeg. Han kom med endnu et skrig da hun stak kniven ind i siden på ham. Han lyttede med da hun fortalte historien. Han begyndte at få minderne tilbage da han hørte navnet Kukiu, han blev vred men han viste det ikke. Først da hun fortalte at de havde kysset og mere end det blev han vred. Hans minder boblede op igen og han havde bare lyst til at rive hovedet af Kukiu. Han var også såret, men han viste det igennem vrede. Da hun forsatte blev det ikke bedre, han blev endnu mere såret og man kunne ane en tåre i kanten af hans øje. Han kunne ikke altid styre hans temperament, så han ville lyde ret vred når han fortalte hende hvordan han havde det. Han havde fået en del minder tilbage, men han var stadig ikke helt ham selv. Det ville han ikke blive før han fik alle minderne tilbage. "Hvor lang tid havde jeg været 'død'?" Han råbte det, fordi han gerne ville vide hvor lang tid det tog for hende at kysse en anden. Selvom hun måske stadig sørgede, så var det ikke en undskyldning, men han havde gjort det samme med en anden. En varulv.

Det virkede, men hun tone hun havde fortalt det i havde heller ikke været den venligste. Hun kiggede ham i øjnene da han råbte af hende, hendes blik var fastløst i hendes.
"Jeg følte ingenting det var ren distraktion for ikke at bryde sammen, men for at svare på dit spørgsmål. En måned." Svarede hun ham og stak endnu en engang kniven i hans side denne gang bare den anden side.
"Lad mig fortælle dig noget, jeg har haft mine følelser slået fra imellem tiden du har været væk. Sammen med en af mine største fjender blev jeg taget og tvunget til at deltage i nogles lille leg. Jeg kom ud men uden følelser. For jeg blev tortureret til at se min egen datters død om og om igen.." Bare ved at tænke tilbage på det var lige ved at knuse det, og det kunne høres i hendes stemme. Caroline trak kniven ud af ham igen, og rejste sig op.. Hun vendte ham ryggen og satte sig på hug ved kisten. Kort fjernede hun en tårer som havde bevæget sig ud hvor den ikke kunne bunde. Resten af dem blinkede hun væk hurtigt, men fik den sidste fjernet. Hun smed kniven fra sig i et lille vredesflip, mest fordi hun kom i tanke om Melissa.. Caroline måtte tage sig sammen, men det virkede ganke kort helt igennem umuligt for hende. Hun tog en dyb indånding og pustede hurtigt ud, inden hun rejste sig igen.
"Jo hurtigere du kommer tilbage jo bedre.. Jeg kan ikke fortsætte med at folk skiftes til at forlade mig." Sagde hun så, tydelig sorg i hendes stemme.. Inden hun kastede den væk og vendte sig imod ham. Der var ikke flere tårer at se, men han kendte hende nok til at vide at hun var ked af det. Hun tog kniven op og dyppede den endnu engang i vievand.
"Men lige nu har jeg brug for noget smerte til at få mine tanker væk." Hun ville blot se hvordan han reagerede på det, men hu vendte kniven om og stak sig selv så hårdt hun kunne i maven. Caroline gispede kort og faldt på knæ, hendes egen styrke imod sig selv.. Det gav et sus igennem hende, inden hun trak den ud og derpå smed den fra sig.. Smerte var en god afleder sommetider.

Nicolas var ligeglad med hendes forklaring, han ville aldrig have hun skulle være sammen med nogen anden end ham. Han bed tænderne hårdt sammen og holdte dem sådan, han ville ikke råbe af hende, men han var stadig virkelig vred så han måtte gøre noget for at lade vær med at råbe af hende. Sammen med hans minder kom hans følelser også tilbage, den stærkeste følelse var hans kærlighed til hende, derfor var det også pinfuldt for ham at han ikke kunne ligge armene om hende når han vidste hun var trist. Han skreg kun en smule da hun stak ham med kniven igen, han tænkte ikke så meget på det mere på hende. Han så på kniven der fløj hen over gulvet. "Caroline.." Denne gang sagde han hendes navn mere trøstende, det var som om alle hans følelser var forbundet med hende, han kunne sige hendes navn i alle følelser og være oprigtig omkring det. Han blev bekymret da hun sagde hun havde brug for smerte, han så hende vende kniven om. Hans første reaktion var at bruge alt hans kræft på at komme løs. Han fik hans hænder fri og så kunne han nemt rive resten op. Han var henne ved Caroline på ingen tid, han satte sig ned ved siden af hende og holdte hende tæt indtil sig. Han kunne huske det hele igen. Heksen havde fortalt at det skulle tortureres tilbage i ham, men det var ikke nok bare at torturere ham, hun skulle også gøre skade på sig selv før det virkede helt. "Jeg kan huske det hele." Han hviskede det blidt i hendes øre.

Hun nåede næsten ikke at kigge op før han sad ved hendes side og holdt hende ind til sig. Caroline lagde sit hoved ved hans brystkasse, det var rart at have ham tilbage igen. Virkelig.
"Det godt at have dig tilbage.. Og.. Jeg er ked af alt." Han vidste jo godt hun mente det, håbede hun da. Det med Kukiu havde ikke været hendes skyld og det med Mikkel, det var jo endelig mest bare udnyttelse for at få selvskab. Caroline lukkede kort sine øjne i, og åndede så forsigtigt ud. Den stank af ulv var ikke så stærk hernede som ovenpå.
Caroline havde ikke lyst til at gå nogensteder, men det var måske godt for Nicolas at få lidt blod at styrke sig på.. Eftersom at Caroline havde tømt ham for ret meget blod.
"Jeg elsker dig så meget, du vover på nogensinde at forlade mig eller glemme mig igen!" Sagde hun og rejste sig lidt fra ham, dog kiggede hun stadigvæk ham i øjnene. Inden hun så kyssede ham.

Nicolas vidste godt hun var ked af det, han var lidt såret over det, men han forstod hende også godt. De havde været igennem så meget, at det ville være komplet idiotisk at give op nu. Men han ville heller ikke klare sig særlig længe uden Caroline, hun var det eneste holdepunkt der holdte ham oppe i enhver situation. Han kærtegnede hendes kind. "Jeg ved det godt." Han vidste at hun havde skyldfølelse, det havde han selv haft alle de gange han havde gjort noget dumt. Han smilede over hendes følgende ord. "Jeg elsker også dig, og jeg har ikke lyst til at glemme dig." Han tog fat i hendes hånd og så på ringen han havde givet til hende, de måtte snart se at få gjort noget ved det bryllup. Han rynkede brynene da en genkendelig lugt af varulv nærmede sig, han vidste han havde lukket det før. "Kan du lugte det?" Han var næsten sikker på det var den samme lugt som hang rundt i hele huset.

//Rækkefølge: Andrea, Caroline, Nicolas.//

Andrea havde gået ude helle middagen og eftermiddagen, nu var det blevet aften og hun var gået hjem. Hun havde trådt ind i det store hus, og lukket døren bagved sig. Kort stod hun stille der havde været nogle derinde, vampyrer. Men hun valgte at lade det passere, og gik ud i køkkenet hvor hun fandt sig et stykke frugt som hun gav sig til at spise af. Den anden hånd var placeret på den lidt runde mave, imens hun kiggede rundt. Hun ville gerne vide hvem der havde været her og muligvis stadigvæk var. Andrea trak dog bare på skuldren og kiggede ud af et vindue inden hun gik hen og låste for døren. Der skulle jo ikke komme nogle fremmede indenfor. Det gjorde ikke så meget hvis det var Angela, hun var jo flink nok.. Andrea gik ind i stuen og satte sig på sofaen med en bog, imens hun spiste videre af det rosenrøde æble.

Caroline tog en dyb indånding inden han nævnte lugten af ulv der pludselig blev stærkere.. Hun rejste sig op og kiggede opmærksomt op imod trapperne til etagen ovenpå. Så kiggede hun tilbage på Nicolas.
"Ja jeg kan." Caroline havde ikke lugtet denne ulv før, udover i huset. Det var mærkeligt, det var ihvertfald ikke en hun havde mødt før, og Caroline havde mødt ret mange varulve. Nogle venligere end andre. Caroline samlede kniven op hun havde stukket i sig selv, kort var det som om den talte til hende.. Den rystede en enkel gang i hendes hånd inden hun smed den fra sig igen. Hun rystede let på hovedet af sig selv.
"Lad os gå op og tjekke det ud." Sagde hun så og begyndte at gå ovenpå. Caroline var glad for at Nicolas var tilbage igen. Virkelig.

Nicolas havde på fornemmelsen at varulven ikke var fjendtlig, men han var stadig ikke vild med en fremmede i hans hus. Han gik med Caroline ovenpå, og da de kom op fra kælderen gik han foran hende, for at beskytte hende mod en eventuel fare, selvom hun sagtens kunne klare sig selv så havde han stadig et beskyttergen over for hende. Han fulgte lugten der førte ind til stuen, han stillede sig i dørkarmen og så på hende med et undrende blik. Han havde aldrig set hende før, heller ikke mens han havde haft hukommelsestab, så hvad lavede hun der? Han trådte et skridt længere ind og trådte til siden så Caroline også kunne komme ind. "Hvem er du?" Han lød ikke fjendtlig, men heller ikke begejstret.

Nogle kom nærmere, hun kunne hører det. Og da nogle snakkede til hende blev hun overrasket, men lagde blot bogen fra sig imens hun kiggede på dem. "navnet er Andrea." Sagde hun og tog en bid af sit æble igen. "vent.. Du må være Nic..Nicolas.? ikke sandt?" Angela havde fortalt hende om ham, spørgsmålet var vel bare hvad der nu skulle ske.
"Angela, har fortalt mig om dig." Kom hun så med en hurtig bemærkning.

Caroline smilede for sig selv bagved Nicolas, hun vidste godt at han ville beskytte hende og det var hun taknemlig for. Da de kom op kiggede hun rundt, inden hun fulgte Nicolas ind i stuen. Der sad der en ung pige i sofaen, Caroline vidste ikke helt hvad hun skulle sige omkring hende her Andrea. Hun var køn ja, virkede selvsikker.. Og så kendte hun Angela. Bare ved hun nævnte Angelas navn fik hende til at give et fnøs fra sig.
"Hvad har Angela sagt?" Spurgte hun lidt mistroisk, Andrea kunne både være skyldig men også uskyldig men hvem vidste om Andrea havde gjort Angela noget ondt?

Nicolas så ikke hendes smil, man han kendte hende godt nok til at han vidste hun ville sætte pris på det, især lige nu efter hun havde manglet ham. Hun så på den unge pige og da hun nævnte Angelas navn så blev han nysgerrig, han vidste ikke hvad hun havde haft gang i, men han vidste der var en grund til at hun havde ladet Andrea bo der. Han nikkede blot da hun spurgte om han var Nicolas, han begyndte at gå rundt i rummet, han vidste der var noget med hende som havde fået Angela til at hjælpe, han kunne nærmest føle der var noget han overså. Han brugte samtlige sanser for at finde ud af hvad det var, han så på hende mens han lyttede og så fandt han ud af hvad det var, han så ned på hendes mave og kunne se den lille bule der var på vej frem. Han hørte Carolines fnys og mistroen i hendes stemme. "Angela gav Andrea et sted at bo fordi Andrea er gravid." Han lød slet ikke spørgende, fordi han var så tæt på sikker man kunne være. Han kunne godt tage fejl, men det ville betyde han havde hørt et andet hjerteslag som ikke kom fra hende.