Enjoy the silence - Mia

Tid - 16:40
Sted - Parken
Vejr - Koldt og friskt
Omgivelser - Folk rundt omrking
Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Mm... Stedet hvor han mødte sin elskede. Sin forlovede. Snart sin mand. Sky. Ja. Folk fandt det nok meget utiltrækkende at han var til mænd, men det var han så ligeglad med, ja! Folk kunne synes hvad de ville, han elskede bare hvad han gjorde og var sig selv. Sådan var det altså bare!
Luften var dejlig frisk den dag. Den gik lige ind og vågnede en op fra sin trance efter at havde fået en middags lur, som ham og Sky, nogengange kunne finde på at tage en af. Hvis de følte for det.
Han var i parken, første gang efter han havde mødt Sky, det var et stykke tid siden, og han elskede at være sammen med ham, der var ikke noget han heller ville end at tilbringe hele sit lange liv sammen med Sky som han elskede som ingen anden. Han smilede blidt da han så lige akkurat den bænk som de havde siddet på, den dag hvor Benji havde kysset Sky, hvor de havde været tæt på hinanden for første gang. Han kunne stadig mærke kuldegysninger og spænding da Sky havde kysset tilbage.
Han smilede at mindet, og nu skulle de giftes... Det var gået så hurtigt. Men det havde Benji nu ik noget problem med. Der var ingen der kunne ændre hans tanker om at blive gift med Sky. Han ville giftes med Sky og gøres forpligtiget til at blive hos ham forevigt. Selvom han allerede ville. Men i med gang og mod gang. Han sukkede af tanken og smilede kærligt for sig selv.
Han gik hen og satte sig på bænken og lænede sig tilbage og slappede af. Lukkede roligt øjne og sank ind i sin egen lille verden af tanker.

Det var koldt. Alt for koldt. Hun skuttede sig under den creamfarvede trendcoat og begravede hænderne dybt i lommerne. Men hendes hovede var stadig højt. Hævet over resten af den slanke kvindekrop, med det lyse hår som kronen på værket. Det var svært, ikke at bedømme andre ud fra deres udseende. Deres kropsbygning, væremåde og ansigtsudtryk talte et tydeligt sprog, og afspejlede somme tider den pågældende persons humør, men somme tider også personligheden.
"Kunne De ikke tænke Dem en rose, smukke frøken? En rose til Deres elskede, eller måske bare den, De tænker på...?" Et helt bundt blodrøde roser lå, indpakket i papir, i den hjemløse mands arme. Han rakte håbefulde én op mod den ranke kvinde med det lyse hår, men hun værdigede ham ikke engang et enkelt blik. Fortsatte blot videre hen af vejen. Hvem troede han lige, hun var? Den stive mine forandrede sig ikke, da hun passerede et par, gående hånd-i-hånd. Kærlighed var noget mærkeligt noget. En forfærdelig ting, hun havde fået en svaghed for. Præcis dét, der ikke måtte ske. Heldigvis dækkede hendes jakke den lille mave, som var ved at forme sig, som efterfølgerne af hendes kærlighed til én bestemt mand. Og det irreterende hende. Hun hadede sig selv, for at elske ham.

Han hørte en mande stemme råbe, lidt væk med ik langt, men han lod ik til at reagere på det. Han lå bare nærmest, helt udstrakt, benene strukket godt ud, hovedet tilbage og øjne lukket, lod tankerne flyde og hans læber forme sig i et smil. Han tænkte på Sky, åh! Hvor han glæde sig til at skulle giftes med ham, han kunne næsten ikke vendte og hvis han kende Sky rigtigt, kunne han nok heller ikke vente. Og det behøvede de da heller ik, det kunne gøre det lige nu! Hvis det ellers var. Han sukkede blidt og hans smil for blev på hans læber. Hvor han dog glæde sig, se Sky i sort jakkesæt, lækre Sky. Han smilede bredere af tanken.
Hm.. Gad vide om de skulle på bryllupsrejse. Eller om de bare skulle blive hjemme i sikkerhed... For alt. For hvad hvis nu der var nogen som ikke kunne lide bøsser derhenne hvor de måske skulle hen, hvad hvis de ville gøre hans Sky fortræd! Han rystede hurtigt tanken væk... Ikke tænke på sådan noget nu! Slap af. Han sukkede tungt.

Det kølige brise legede blidt med hendes hår, og kærtegnede hendes lyse hud. Benene bar hende videre gennem parken, men hun tænkte næsten ikke over, hvor hun satte fødderne. Der var for mange tanker i hendes hovede, der bare skulle gennemtænkes. Vendes, drejes og overvejes. Og hun havde jo massere af tid. Lidt for meget, nogengange. Efter hun var kommet time byen, havde hun brugt det meste af tiden på bare at... Gå rundt. Opdage nye steder. Møde kommende venner og fjender, selvom der var flest, hun bare undgik at komme i kontakt med. Selvom hendes ansigt var kønt, måske endda smukt, var det sjældent, andre der tog kontakten til hende. Der var noget arrogant over hendes væremåde, der skræmte andre.
Men det havde hun heller ikke noget imod. Hun var ikke den sociale type, der havde tusindvis af venner, og var til fester hver weekend. Tværtimod. Tiden gik alt, alt for langsom. Især når det var koldt. Som nu.

Gad vide hvor lang tid han skulle være her ude, hvor lang tid han havde behov for at være derude. Kunne han ikke bare tage hjem, være sammen med Skylar og slappe af der. Men... Nej, han havde oss brug for den friske luft og bare komme lidt ud.
Han kunne ogs tænke sig at købe noget til Sky til jul, som en julegave. Ja. De skulle jo holde jul sammen, deres første jul sammen, og den måtte gerne være perfekt. Men når Sky var der var den perfekt. Så var alt perfekt. Så måtte han bare holde på Sky, det havde han nu ogs tænkt sig, i alt evighed... Eller så lang tid Sky kunne holde ham ud. Som nu ogs føltes som om det godt kunne blive forevigt og det havde Benji intet problem med. Det var jo det han selv ønskede, så han havde bare ikke at klage. Han smilede lidt for sig selv, folk ville nok synes det var meget mærkeligt. Men det var tankerne der gjorde det, og han var nu ogs ret ligeglad med hvad andre tænkte.

Tiden sneglede sig afsted, når man ikke havde noget at lave. Der var jo ikke noget hun var god til.. Jo, hun sang udemærket, næsten helt godt, hvis hun selv skulle sige det, men hvem ville være intrasseret i det? Og det var heller ikke alle hun brød sig om at synge for.. I de år hun havde boet i skoven, havde hun næsten ikke haft noget fritid, men da hun havde, havde hun brugt den på at værne og pleje om skovens dyr.. Hun havde brugt sin evne som healer, da hun ikke kunne lide at se andre lide. Hverken dyr eller væsner. Kun mennekser. For de var svage. Ubrugelige.
Hun slentrede hen ad stien, og så en en ung mand, ligge udstrakt på en bænk. Ungdommen nu til dags...

Benji kunne lugte noget der kom nærmere, engel? Helt bestemt engel, men hvilken slags engel, vidste han virkelig ikke og han kunne heller ikke være mere ligeglad. Han rynkede på næsen, lugten af engel kunne han simpelthen ikke fordrage, noget hans far havde lært ham var at dæmoner ikke kom godt ud af det med engle. Han åbnede øjne på klem. Og da slet ikke kvindelige engle. Han sukkede tungt, lod bare sine ben ligge som de gjorde, og gjorde ikke rigtig anledning til at rykke dem ind, hvorfor skulle han oss det, det var jo et 'fritland' eller hvordan man nu ville sige det. Selvom det ikke helt var… Folk havde ikke lov til at have sin egen mening hvis det stod til personen selv som ville have sin egen mening. Hvorfor tænkte han overhovedet på verdens idioti, det var jo fuldstændig ligegyldigt… Æh altså!

Det var mærkeligt at tænke på, at hun lige nu gik mellem væsner der var hendes naturlige fjender. Vampyrer, dæmoner og varulve var bare nogle af de få racer, hun burde være bange for. Men det var længe siden, hun sidste havde været bange.. Og havde hun haft en anden engel ved sin side.. Josh havde reddet hendes liv, den dag, og hun havde reddet hans. Han var nok det tætteste hun ville komme på en rigtig ven.. Hun var ikke typen man gik hen og snakkede med, bare sådan lige... Nej. Faktisk hadede hun folk der gjorde det. Alle de gode typer.. Elvere, gode engle og.. Hun kneb øjnene sammen; Mennesker. Svæklinge. Hun hadede sig selv for at være ligesom dem. Hun var falden, og uden sine flyveevner var hun vel nyttesløs? Hun skulede ondt til den unge mand på bænken. Troede han at han ejede hele verden, eller hvad? Han var sikkert en vampyr.. de var altid så arrogante..