I don't know what to do - Daenerys.

[center]Sted: Kroen det vilde svin.
Omgivelser: Der er et par gæster, men ellers en meget rolig aften.
Tid: Omkring 21.
Vejr: Det er forholdsvist køligt.

Nicolas havde besluttet sig for at vende tilbage til kroen han sidst havde set Dany. Han kunne huske alt der var sket, men det lå så fjernt fra ham. Som om det var en anden ham. Hvilket det på en måde også var. Han havde dog stadig nogle fjerne følelser for hende, som han ikke var sikker på hvad han skulle gøre med. Han elskede Caroline, men han ville stadig ikke såre Dany. Han blev nød til at konfrontere sig selv med det før eller siden, men det ville måske hjælpe når han så hende igen. Det betød dog også bare han blev nød til at fortælle hende de aldrig kunne være sammen, selvom han var sikker på hun godt vidste det allerede. Men han blev nød til at gøre det klart, så der ikke opstod nogle misforståelser. Selvom det ikke var let for ham, så blev han stadig nød til at gøre det. Der ville aldrig være nogen anden end Caroline, det havde der været men det ville der aldrig være igen.

Hun var iført en sort tætsiddende top og sorte jeans der sad lavt, de afslørede hendes bare maveskind, blegt som det var.
Hun havde sat håret i en tyk fletning, som var på tykkelse med hendes overarm.
På fødderne havde hun stiletter, men man hørte hende knap gå.
Hun åbnede døren til kroen uden et ord, uden en lyd. Hun havde ikke været sig selv på det sidste, langtfra.
Kroejeren stirrede på hende, mens han hurtigt hældte et glas op til hende, med whiskey i.
Hun så sig ikke rundt før hun satte sig. Hun var ærligt lidt kold i røven. Dusørjægere var ikke et problem længere.
Hun havde et bælte om livet, samme bælte som det hun havde haft på dengang hun havde været sammen med Nicolas sidste gang.
Nicolas... Hvad havde hun regnet med? At han ville være kommet tilbage? Nej. Han havde Caroline. At han ville holde sit ord? Nej, det var Nicolas vi talte om. Han ville ikke gøre noget der ikke passede ind i hans ønsker og fordele.
Hun så kort på trappen op til sit værelse, det værelse hun nu ejede sammen med hendes rolige Scott. Endnu en narrøv i hendes liv, som på mystisk vis fandt vejen ned i hendes bukser under en druktur. Røvhul.
Så drak hun ellers videre, tavst. Roligt. Køligt.

Nicolas så Dany gå op til værelserne, han besluttede sig for at følge efter hende, så han rejste sig og gik op til værelset. Han gjorde sin hånd klar til at banke på, men han sank så hånden igen, han var stadig ikke helt sikker på om han havde lyst til gå derind. Han skulle fortælle en han holdte af han ikke kunne være med end venner med hende, og medmindre hun havde affundet sig med det, så ville hendes reaktion nok ikke være den bedste. Han tog endelig mod til sig og bankede på døren i blød men samtidig hård banken. Han vidste ikke om hun ville åbne med det samme, eller først spørge hvem det var. Men ligemeget hvad var der ingen vej tilbage, medmindre han stak af lige nu, og det ville ikke ligne ham. Han stak ikke af fra de ansvar han havde, selvom det sommetider var den lette udvej.

Hun åbnede døren, med glasset i hånden.
Hun hævede kort et øjenbryn da hun så hvem det var.
"ser Maskahy? Hvad bringer dig helt herud?" Hun så kort på ham, inden hun tog endnu en tår af sin whiskey.
Hun var ikke længere den Dany han havde mødt. Hun var kold i røven, mildt sagt.
Hendes ar over armene var friske, lavet samme dag, inden for få timer siden. Men hun var ligeglad. Endnu en ulempe ved at havde prøvet at hjælpe Nicolas dengang. Latterligt. Nu hang hun på de samme gutter, og skove var de ikke.
Hun trak vejret tungt. Hun ville sige undskyld, men kæmpede med sig selv for at lade være. Hun havde intet at undskylde for. Det havde ingen af dem.

Nicolas var ikke vild med hendes kølige attitude, men måske kunne det hjælpe ham til få sagt hvad der skulle siges. Han klemte kort øjnene sammen for så at åbne dem naturligt igen. "Jeg kom for at tale med dig." Han vidste ikke hvad der gjorde hun var så anderledes, men han var overbevidst om det var grundet der sidste møde, men det kunne sagtens være noget andet. Han kunne ikke vide hvad der var sket i mellemtiden. Han så på hendes ar, men kommenterede det ikke, det var ikke i hans sted at kommentere det. "Vores sidste møde sluttede ikke så godt, så jeg synes vi skal tale om det." Han virkede lidt som en blanding af den han var sidst, og hans rigtige jeg.

Hn så bare på ham, stille.
Efter et par sekunder fik hun endelig taget sig sammen til at svare ham, men svaret var ikke en skid værd.
"Der er ikke noget at tale om. Du har en kæreste, og jeg vidste at der ikke kunne være noget mellem os. Det var bare sådan det skulle være. Det er stadig sådan det er. Jeg vil ikke sige, at jeg savner dig. For ærligt, hvem gider at høre det?" Hun så bare på ham.
Hun ville ikke åbne Mere op for ham, end hun allerede havde gjort sidste gang. Han vidste for meget om hende, han elendige til både Lockheart og Dean.
Hun bed kort sammen ved tanken om Dean.
"Nej, ærligt... Nicolas, vi vidste det jo begge to. Så hvorfor rippe op i det nu?" Hun så lidt på ham og drak endnu mere af sit glas. Sprut. Det hjalp altid. Hun var ved at blive en drukkenbolt...

Nicolas vidste godt der var lagt en bund for deres forhold, men det betød ikke at det ikke var værd at tale om. "De følelser jeg havde for dig, de er ikke forsvundet. Jeg vil aldrig handle på dem, men de er der stadig. Og derfor vil jeg ikke bare lade dig i stikken." Han kunne godt huske hvad hun havde fortalt ham, men det blev sagt i fortrolighed og han havde ikke tænkt sig at sige det videre, medmindre nogen truede det ud af på Caroline, Angelas, Andreas eller Danys liv. Kun på sådan et tidspunkt ville han overveje at fortælle om det hun havde fortalt ham. Han rynkede øjenbrynene da hun drak mere alkohol. Var det det der fik hende til at være sådan? Han greb ud efter hendes hånd med glasset. "Fordi jeg ikke vil se dig sådan her. Tro det eller ej, men du betyder noget for mig nu." Han ville ikke lyve og sige at hun betød noget for ham før han mistede hukommelsen, dengang var hun bare en han handlede med, men sådan var det ikke længere.

Hun havde en kniv mod hans strube sekundet efter han havde grebet fat i hendes anden hånd.
"Lad. Være. Med. At. Røre. Mig." Sagde hun lavt, inden hun flåede sin arm til sig og fjernede kniven.
Man kunne se hvor tæt hun var på at bryde sammen for øjnene af ham.
Hun havde ikke været sig selv længe, hun ville ikke være sig selv. Hun ville være den selvsikre stærke kvinde som hun vidste kunne få hvilken som helst fyr. Kunne få sin vilje. Men det var hu bare ikke. Hun var svag, ensom og så frygteligt bange for at være alene. Hun var en fiasko, en idiot.
Hun så lidt væk fra ham, med tænderne glidende mod hinandens flader, så det skar hende i ørerne.
Hun var ved at blive som Sean.
"Det er dumt at røre mig." Sagde hun efter et par sekunder.

Nicolas gav ikke slip på hendes arm selvom hun truende befalede ham det. Han reagerede heller ikke på at hun havde en kniv imod hans strube, han vidste hun ikke ville gøre ham noget. Han kunne se hun var ved at bryde sammen og han havde ikke tænkt sig bare at stå og se på. "Det hjælper ikke noget. Du kan ikke skræmme mig væk med fjendtlig adfærd. Jeg har været ude for meget værre end dig." Han havde levet så længe, at det næsten var umuligt at frygte noget. Han så på hende med et blik der havde et strejf af bekymring. "Hvorfor er du sådan her? Hvad får du ud af det?" Han vidste fra egne erfaringer, at det sjældent hjalp at være så fjendtlig. Det skubbede oftere bare folk væk, fremfor at få dem tæt på sig. Men måske var det også bare det hun ville opnå, at skubbe folk væk.

Hun så bare på ham.
Hvad fik hun ud af det? Venner var det jo nok ikke? Et hjerte, der ikke kunne blive mere knust?
"Hvad tror du?" Hun så på ham, roligt. Køligt. Hun ville så gerne bare... Være sig selv. Men det ville bare ødelægge hende mere.
Hun sukkede kort.
"For at være ærlig, får jeg én ting ud af det: der er ikke flere der bruger mit hjerte som en dørmåtte." Sagde hun, så ham stadig i øjnene.
"Nicolas, det her, det er ikke druk. Det er ikke en attitude. Det er en mur. En du ikke skal prøve at flå ned." Sagde hun bare.
"Medmindre du hellere vil se mig, som da jeg bad dig gå? Se hvordan en lille pige kunne være så sønderknust at hun ikke engang kunne få sig selv op og stå uden at falde på knæ." Hun lod nu direkte som om hun følte foragt over sig selv.
"Jeg har åbnet op for dig før. Vær glad for det, for det sker ikke igen." Hun så nu for første gang væk, da Lockheart satte sig bag hende, og igen blottede tænder af Nicolas.
"På plads." Sagde hun, med en helt anden stemme, en moders stemme.

Nicolas vidste at hun ikke ville få noget ud af det. Hvis hun ikke lukkede folk ind, så ville hendes liv ikke være værd at leve. Han havde prøvet det før, og han ville ikke anbefale det. "Jeg brugte ikke dit hjerte. Jeg er bare ikke ham der faldt for dig." Han var blevet småforelsket i hende, men tingene havde ændret sig nu. "Og hvordan hjælper det dig? Du får ikke knust dit hjerte, men du vil hellere ikke opleve alle de ting man kan opleve med andre. Hvis du ikke lukker nogen ind, så vil du føle dig ensom og det liv er ikke værd at leve." Han så på Lockheart der blottede tænder af Nicolas, det rørte ham ikke. Selvom det måske virkede som om Nicolas var imod Dany i øjeblikket, så gjorde han det for hendes skyld. Han ville bare hjælpe hende.

"Hvad godt har det bragt mig, st lukke folk ind?" Hun så på ham.
"Jeg lukkede Sean ind, jeg fik et barn med ham, som han myrdede. Jeg lukkede dig ind, og fik endnu engang bevist at det er mig der sidder alene tilbage. Jeg kan ikke lukke folk ind, for hver gang jeg gør det, ender jeg knust, ensom og forladt. Sig til, når du ikke længere har dine venner, Nicolas. Så kan de være at du måske kan forstå det." Hun så ham direkte i øjnene. Hun mente hvert et ord.
"Du burde ikke være kommet..." Sagde hun bare, sammenbidt.
"Du burde være hjemme, med din kæreste. Du burde slet ikke skulle stå og høre på mit nonsens. På mit pladder." Hun var så småt ved at falde fra hinanden, mentalt. Hun var et kæmpe rod, som man sjældent kunne fikse.
Hun så lidt ned.
"Gå nu hjem, og glem at du overhovedet har set mig siden dengang du forvandlede mig.." Sagde hun bare, og var på vej til at lukke døren.

Nicolas vidste hvordan hun havde det. Han havde været igennem det før, så selvfølgelig vidste han det. Og det skulle han nok bevise for hende, på den ene måde eller den anden. Det gav måske ingen mening at han var så opsat på at hjælpe hende, det ville ikke ligne ham. Men når det kom til nogen han holdte af ville han gå rigtig langt for at hjælpe dem. "Tror du ikke jeg kender til det? Jeg troede min søster var død i over 2000 år. Jeg kunne ikke være sammen med min første kærlighed fordi hendes forældre ikke lod hende gå ud. Jeg har aldrig haft en ven der var der for mig. Jeg har været alene i så lang tid, at jeg ikke vidste hvordan man holdte af folk længere. Men lige så snart jeg lod folk komme ind ændrede det sig. Selvom alt ser sort ud lige nu, så betyder det ikke at tingene ikke kan blive bedre." Han vidste ikke om det var nok, men han havde været igennem nogle ting som havde fået ham til at føle sig ensom, og selv efter han fik sin søster tilbage, og han mødte Caroline kunne han føle sig ensom. "Hun har ikke brug for mig, det har du." Han satte en fod i klemme i døren lige inden hun lukkede døren i. "Du kan ikke få mig til at glemme dig. Jeg vil altid huske det vi havde sammen, også selvom det var kort og det ikke rigtig var mig."

Hun bed sammen.
"Vi havde ikke noget." Sagde hun bare, inden hun inden hun gik hen og satte sig på sin seng.
Om han lukkede døren efter sig, eller gik med ind, ragede hende lidt en høstblomst nu.
Hun vidste godt at hvad hun var gået ind til, og derfor kunne hun ikke tillade sig at være mobset. Ikke overfor ham.

Nicolas rystede på hovedet over hendes svar. Det passede ikke. Han gik ind i rummet og stillede sig op af døren. "Det passer ikke. Hvis vi ikke havde noget, så ville du ikke kunne føle dig efterladt alene. Og det har du lige fortalt mig du gjorde." Han gik hen til sengen og stillede sig foran ham. "Du vidste det her kunne ske, så hvorfor gik du ikke lige efter jeg havde kysset dig?" Han ville gerne forstå hende, forstå hvorfor hun havde gjort som hun havde.

Hun bed sammen, velvidende at hun var nødt til at svare ham.
Hvorfor var hun ikke gået, da han kyssede hende første gang? Fordi hun havde følt sig så alene, så ensom. Og at være sammen med ham hun engang havde holdt så meget af, gav hende lidt en følelse af at nogen gad hende.
Men alt dette ville han nok aldrig få at vide.
''Jeg ved godt at du ikke tror på mig, når jeg siger det her, men sådan er det bare. Jeg trængte virkelig til nogen der holdte af mig. Ikke for pengenes skyld, eller for at snyde mig, men bare holdte af mig. Du gjorde du åbenbart - ellers ville du ikke føle at du skulle stå og forklare dig selv overfor mig. Men Nicolas, vi to, vi havde intet sammen udover en flirt. Mere bliver det ikke til, så længe du har Caroline.'' sagde hun og så direkte på ham.
Hun vidste at han ikke troede på hende, at han ville tage det hele og gange det med ti - det var somregel hvad mænd gjorde med hendes ord.

/du må virkelig undskylde at mine svar er lidt spredte, jeg er lige flyttet ind hos kæresten, og det er meget svært at få lov til at svare emner med ham i nærheden xD //

Nicolas vidste godt de ikke kunne få noget sammen. Det var heller ikke derfor han var der, han var der for at være sikker på de begge to forstod det. Og så burde han også undskylde, men det var bare ikke så let for ham. "Jeg tror på dig. Jeg kender den følelse. Jeg holder stadig af dig." Han rynkede brynene en smule. "Jeg er her ikke for at finde sammen med dig. Jeg ville bare være sikker på du var okay." Han kendte godt til ensomheden, han havde følt sådan i mange år før han mødte Refaela, og så nogle år efter det også, indtil han mødte Caroline. Han ønskede ikke at nogen skulle føle sig ensom.

"Jeg har det fint." Sagde hun inden hun så på ham.
"Seriøst, Nicolas, jeg har det fint. Ja, jeg er trist, men hey. Jeg dør jo ikke ligefrem af det." Sagde hun, velvidende at han ikke ville tro på hende. Men hun orkede ikke lege den sønderknuste. De havde kysset, end of story. Hun ville ikke rende rundt og være den hjælpeløse. Det var den han havde set, dengang. Ikke mere, aldrig mere.
"Hvis der ikke var andet, så tror jeg at du hellere må gå." Sagde hun, lige pludselig så kold som før. Hun ville ikke være svag overfor ham, han skulle ikke tro at hun var knust over at han havde et liv.
Hun rejste sig fra sengen, tog et nyt glas whiskey og gik ud på badeværelset og tændte for vandet i badekarret.
"Medmindre du hellere vil med i bad?" Sagde hun roligt.

Nicolas vidste ikke om han troede på hende. Han vidste godt hun ville komme sig over det, men hun havde bare været igennem så meget og han ville ikke gøre hendes liv værre, selvom han havde gjort det ligemeget hvad. "Men hvis du får brug for det, så er jeg her for dig." Han gik hen imod døren, selvom han gerne ville blive, så ville han ikke blive der imod hendes vilje. Et smil spredte sig kort varrigt på hans læber. "Jeg tror jeg springer over." Han gik hen til døren. "Farvel." Nicolas gik ud af døren og lukkede den bag sig.

Hun havde ikke lyst til at lyve for ham. At gå og sige, at alt var i orden, virkede så... Koldt.
Skrabede man lidt i overfladen, var intet okay. Hun var knust, ikke kun på grund af Nicolas, men også på grund af Sean, og specielt Elyas.
Hun kunne ikke engang se på Elyas uden at føle at hun skyldte ham en undskyldning. For dengang i diskoteket, for dengang hun havde flirtet med ham, for bare at stikke af.
Samtidig, orkede hun ikke engang være venlig. Det var så andstrengende at skulle være rar. Hun var ikke bygget til det.
Efter at have ligget i blød i fem minutter, gad hun det ikke mere. Hun ville være voldelig, vild. Som dengang hun havde løbet blandt de andre ulve. Endnu en ting hun ikke længere kunne. Endnu.

Hun fik tøjet på, hun fik sat håret i en stram fletning og begav sig derefter ud af vinduet. Men der var langt ned, det var fugtigt udenfor, og ét forkert trin kunne let give skader.
Ikke at hun tog sig så meget af det.
Hun var hurtigt på vej over tagene, som dengang hun besad en panters smidighed og elegance.
Men kort varede hendes rus af den savnede vante følelse af vildskab og frihed, før hun satte foden skævt, og gled.
Hun kæmpede for fodfæste, men det hjalp ikke.
Hun gled, og landede hurtigt på siden på brostenene. Selv som vampyr, var skaderne store. Hun havde en lang flænge ned gennem panden og videre ned over øjet og næseryggen.
Hun var landet på armen, og skulderen var hevet af led. Den sad ubehageligt bøjet mod ryggen.
Hvad havde gjort at hun havde mistet fodfæste? Nicolas. Han havde gået lige under hende, hun havde skimtet ham, og nu.. Nu lå hun få meter fra hvor han burde gå, bevidstløs.

/Håber det gav dig noget, for damn, jeg er kreativ lige nu //

Nicolas var bare gået. Selvom han allerhelst ville blive og være der for hende, vidste han at det var en dum idé at blive. Det ville ikke hjælpe hende. Nogen gange måtte man bare gå imod sin egen etik for at gøre det der var rigtigt for andre. Nicolas' etik var at hjælpe dem han holdt af, men det kunne han ikke få lov til med Daenerys, selvom det var svært for ham at vende ryggen til hende måtte han alligevel gøre det. Han gik ned af gangen og nåede udenfor lige i det sekund hun ramte gaden. Han var hurtigt henne ved hende og sad på hug ved hendes side. Han så kort på hendes skader, flængerne i hendes ansigt ville vokse væk af sig selv, men han blev nød til at få sat hendes på plads igen. Han løftede hende op så han havde en enkelt arm om hendes liv, den anden arm brugte han til, så forsigtigt som muligt, at presse hendes skulder på plads med. Han tog hende op i armene og turen gik hjemad. Han sparkerede døren op til sit hus og gik ind i den store entré, op af trappen og ind på et værelse. Nicolas lagde hende på sengen og gik hen til klædeskabet for at finde noget tøj, hvis hun skulle have lyst til at få noget nyt tøj på, han havde ikke set efter om hendes tøj var ødelagt så det var nok bedst at være på den sikre side. Han havde ikke ligefrem meget kvindetøj, det meste var Linetths. Han fandt en lang silkekjole frem der ville gå til Daenerys til lige omkring anklerne. Det var godt nok en natkjole, men han havde ikke andet. Nicolas gik ud af værelset og ind for selv at skifte tøj, fordi hans tøj var blevet lidt blodigt.

Hun hev efter vejret da hun spærrede øjnene op.
Hvor pokker var hun!?
Hun satte sig op, men en smerte jog gennem hendes skulder. Hun bed sammen og kvalte et klynk.
Hendes hår var klistret. Hvor længe havde hun været væk? Et par timer?
Hun gled ned og ligge igen, og så rundt.
Det var ikke Seans hus. Det lugtede ikke som Seans hus. Langtfra.
Hendes arm gjorde mere ondt når hun lå ned, så hun satte sig op igen.
''hallo..?'' mumlede hun for at se om der var nogen til at svare.
Hovedpinen var ulidelig, og manglen på blod gjorde hende ikke mere tilpas.
Hun så på natkjolen. Ville hun overhovedet kunne have det på? Langtfra... Hun ville ligne en... Ja, en pige...
Hun så igen rundt, kaldte igen; ''Hallo..?''