Haven’t we met before? (Daenerys)

Tid: Omkring 20.40
Sted: Kroen Det vilde Svin.
Omgivelser og vejr er beskrevet i teksten.
~

Lugten af brænderøg, cigaretrøg, gammelt sprut og af den udefinerbare lugt fra en stuvning der simrede over ildstedet, var det første der mødte én, når man trådte ind på kroen Det Vilde Svin. Senere på aftenen ville lugten af mad højest sandsynligt blive erstattet med lugten af bræk – det var ikke sjældent at en eller anden fik hældt for meget i sig og knækkede sig på gulvet ~ disse plejede dog derefter at blive smidt ud, med opfordring på at gå hjem i seng.

Der sad mange inde på kroen, mange flere end der gennemsnitligt var på dette tidspunkt – og stort set hvert eneste bord var besat. Nogle sad der for at indtage et sent aftensmåltid, andre sad og drak og nød hinandens selskab, og en god flok sad der blot for at fordrive tiden, mens de ventede på at det voldsomme regn- og blæsevejr stilnede en smule af.
Cassidy sad ved et bord i et af kroens hjørner, tæt på et vindue, så han både kunne holde øje med hvad der skete inden- og udenfor kroens fire vægge. Egentlig havde hans oprindelige plan blot været, at drikke en enkelt øl og få en portion suppe, og så derefter tage hjem igen. Egentlig sad han her kun fordi vejret var blevet så elendigt som det var, og han ikke kunne overskue at bevæge sig ud i det – så den ene øl var blevet til 4 – og nu sad han egentlig blot og halvspyttede i den femte for at få den til at række længere – han havde ikke tænkt sig at bruge flere penge på øl, ikke i dag, hans økonomi var elendig nok i forvejen.

Taget i betragtning af hvor mange mennesker der opholdte sig på kroen, var der egentlig ganske lidt aktivitet. Der var en lav summen fra de lavmælte samtaler der blev ført rundt omkring i rummet, men det fleste sad egentlig blot, som Cassidy selv, og gloede ud af ruden, hvorimod regnen larmende piskede, og ventede på at det ville klare op – bare en anelse.
Der havde været en slåskamp for godt og vel en time siden, men det var vist det mest spændende der var sket i dag ~ og gutterne havde knapt nok nået at uddele et slag hver, før kromutter havde sendt begge slagsbrødre ud i regnen, til Cass’ store ærgrelse – det havde ellers været ganske god underholdning.
Han løftede kruset med den endnu iskolde øl op til sine læber og tog en ganske lille tår. Det eneste gode var, at hans øl aldrig nåede at blive lunken selvom han sad og sippede af den samme øl i over en time. Den nåede så ind i mellem at blive flad, men det var en helt anden sag - men aldrig varm, og det kunne han takke sin evne for... Det var så godt nok også det eneste han kunne takke den for, derudover var den mere eller mindre ubrugelig.
Et svagt suk undslap hans læber, og han lod blikket glide rundt mellem de mange mennesker på kroen samtidig med at han igen satte kruset tilbage på træbordet.

Iført en halvlang kjole og bare fødder, gik hun ud fra sit værelse. Værelset emmede langt væk af eneboer, og alligevel kunne man ikke undgå at fornemme feminismen der så småt simrede ud af sprækkerne under døren.
Kjolen sad stramt om hendes hofter, og blafrede let om hendes ben.
Hendes ansigt bar stadig mærker efter hendes sidste møde med en gammel ven. Små hvide ar glimtede i lyset, og den nyligt flækkede læbe var stadig rød.
Hun havde kun tænkt sig at få en øl, inden hun ville gå op og læse videre. Egentlig, burde hun slet ikke læse nu, hun var smidt ud fra den skole hun læste på tidligere. Men det var så beroligende at læse, at glemme alt andet for en stund.
Hun nåede knap ned til disken, før en eller anden halvfuld stodder klappede hende i bagdelen. Hun greb ham kort ved håndleddet og vred det om, inden hun tog sin øl og begyndte at lede efter et bord.

Han kørte kruset rundt i hånden og betragtede blot væsken der slog op mod krusets sider. Krusets indhold, holdt i hvert fald ikke endnu en time. Han kastede et kort blik ud af vinduet hvor det endnu øsede ned, og han sukkede igen let irriteret over situationen - han ville garanteret ende med at få købt endnu en øl alligevel - måske ovenikøbet flere. Det kunne let gå hen og blive en dyr aften...
Han løftede blikket og lod det igen glide hen over væsnerne på kroen. Hans blik landede på en kvinde oppe ved baren, der vred en mands arm om, for at have prøvet på at klappe hende bagi.
- Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over dette - mændene herinde, fik i det mindste  engang imellem hvad de fortjente. Endnu med et smil på sine let smalle læber, lod han blot blikket glide ned af kvinden en enkelt gang - hun var vældig køn, og kjolen hun bar, komplimenterede hendes former ganske fint.
Han opdagede hurtigt den flækkede læbe hun bar rundt på, men det var egentlig ikke noget han studsede voldsomt over - der var sgu så mange herinde, der lignede nogen der kom direkte fra en slåskamp. Hvad han dog studsede mere over, var de bare fødder. Han gik ud fra, eller i hvert fald håbede for hende, at hun boede på et værelse her på kroen og ikke var nødt ti at gå hjem sådan, når det engang blev nødvendigt - det ville i hvert fald blive en våd og kold fornøjelse, hvis det var tilfældet.
Han løftede igen kruset til sine læber og tog endnu et sip, mens han blik endnu var fastlåst på kvinden.

Hun var ikke smuk. Det vidste hun, for havde hun været smuk så havde hun ikke været alene den aften. Men hun måtte leve med at folk blot ikke fandt hende attraktiv nok til at date. Få havde dog, og det var endt galt. I tvang, i besættelse, i had og frustrationer. Dér ville hun ikke ende igen.
Hun så på de forskellige borde, og det eneste der så ud til at være ledigt var bordet ved en ung mand. Den unge mand virkede i nogen grad bekendt. Øjnene gjorde i hvert fald.
Det var rart at møde folk man kendte - normalt. Men når man snakkede om Dae, kunne tingene sagtens gå galt.
Men hun var opsat på at prøve og se, om han så i det hele taget var ven eller fjende - hvis han overhovedet genkendte hende?
''Må jeg sætte mig her?'' hendes stemme var mild og varm, som den altid havde været. Bortset fra, at den - som altid - bar præg af den halve tunge hun nu engang levede med som sin talegave. Ordene kunne nemt lyde forkludrede, og svære at forstå. Hun håbede blot at det ikke var tilfældet denne gang.

En let overrasket udtryk gled hen over hans ansigt da han hørte kvindens stemme - dog forsvandt det stort set lige så hurtigt som det var dukket op, og han fik igen lagt ansigtet i mere eller mindre normale og anstændige folder. Kendte han hende? Stemmen virkede i hvert fald i den grad bekendt.
Han løftede blikket for at se på kvinden, men da hans øjne ramte hendes ansigt, var der ingen spor af genkendelse at møde i dem - men sådan var det nu engang altid med ham. Alligevel spillede et venligt smil hen over hans læber da han besvarede hendes spørgsmål:
"Du skal være mere end velkommen, frøken."
Han slog som gestus kort ud med den ene arm, mod stolen overfor sig, for at få hende til at sætte sig og byde hende velkommen.
Han var næsten sikker på, at han kendte denne kvinde - han kunne bare ikke lige sætte fingeren på hvorfra. Hendes ansigt var ikke til nogen hjælp - og så var hun vampyr. Han kune slet ikke huske hvornår han sidst havde mødt en vampyr - og da slet ikke talt med én, me alligevel var der noget der fortalte ham, at det ikke var første gang han havde mødt hende - den stemme var ikke til at tage fejl af. Han kendte den, det var han næsten sikker på, men hvad angik hvem fanden den nu tilhørte - der var han ikke nær så skarp.
Hvad end han kendte hende eller ej, ville han langt hellere have hende til selskab i forhold til så mange af de andre gæster der var herinde..
Efter at have ladet sit blik glide ned over kvindens krop en enkelt gang, lod han det igen findes hendes ansigt - mest af alt for høflighedens skyld, hvorefter han vippede sit hoved let på skrå, alt imens et venligt smil endnu prydede hans læber.
"Kender jeg dig ikke et eller andet sted fra?"

Hun smilede lidt over hans venlige gestus.
Hun satte sig på en stol ved siden af ham, uden at sige så meget.
Pludselig slog det hende, hvem han var. Utroligt at hun ikke havde set det før.
''Cassy?'' hun så kort på ham, inden hun smilede stort.
''tjaa, jeg tror skam du kender mig.' grinte hun.
''eller rodede jeg alene rundt i mudderpølene som lille?'' grinte hun drillende.
Det var spændende om han genkendte hende, eller om hun var helt fremmet for ham, nu da hun var en vampyrinde. Det måtte hun jo finde ud af.

Cassidy glippede let overrasket med øjnene, da kvinden sagde hans navn - eller nok nærmere et af hans kælenavne. Så de kendte altså hinanden, det var ikke blot noget han bildte sig ind.
Han kunne slet ikke huske hvornår nogen sidst havde kaldt ham Cassy - det lå vist helt tilbage i hans barndom. I dag kaldte folk ham som oftest Cass, eller Cassidy.
Da hun nævnte mudderpølene faldt de sidste brikker på plads for ham. Blond pige med mild behagelig stemme - selvfølgelig!
"Neme!" Udbrød han, og smilet om hans læber blev bredere.
"Ej, Forhelvede hvor er det længe siden," en kort latter undslap hans læber imens massevis af barndomsminders hvirvlede gennem hovedet på ham.
Minder om tagfat og gemmeleg - hoppen i vandpytter og Baden i mudderpøle, om hvordan de fangede frøer og jagtede katte og om hemmelige huler, kun for dem.
"Men du er jo ikke vampyr?" Han vippede hovedet på skrå og rynkede derefter panden. Det var ikke det han mente. Han kunne jo se at hun var vampyr - det havde hun bare ikke været dengang..
"Eller... Det kan jeg jo se at du er blevet.."

Hun smilede undskyldende.
''Jeg har ikke været Nemesis i mange år, Cassy.'' sagde hun stille.
''Mit navn er Daenerys nu. En lang forklaring, som ingen mening giver. Og vampyrismen, var et offer jeg gav, for at være med en jeg elskede. Latterligt.'' hun trak på skuldrene.
''Hvad med dig? Hvordan går det? Og hvad pokker laver du her? Jeg troede du var rejst for længst?'' hun smilede stille, velvidende at han nok ikke kunne genkende selv hendes smil.

Hun havde ikke set ham, siden morgenen før menneskene kom og brændte hendes hjem ned, og slagtede hendes familie. Cassidys familie havde påstået at de intet havde med det t gøre dengang. Hun var stadig ikke sikker.
Men Cassy havde kun været et barn, han vidste det vel ikke. Hvad havde de sagt, dengang Storyteller-familien var væk? Hvad havde hans mor sagt da hans ven var væk for evigt?
Hun sukkede kort. Hun tænkte ikke længere på sin familie, eller på livet som Shapeshifter. Den tid var ovre.

Cassidy rynkede let sin pande, da hun fortalte at hun ikke længere var Nemesis - men i dag gik under et andet navn.
"Dae-ne-rys." Han udtalte hendes navn nærmest i stavelser, som om han smagte på det.
"Pænt navn - men det får jeg virkelig svært ved at vende mig til, at kalde dig."
Han løftede svagt op i den ene mundvig så et skævt smil spillede om hans læber. Det lød til, at hun havde haft det hårdt. Han havde mest lyst til at stikke hende et kram - men de havde ikke set hinanden mange år, og det kunne hurtigt gå hen og virke underligt, akavet og malplaceret - især fordi han var nødt til at læne sig helt ind over bordet for overhovedet at kunne give hende noget, der mindede bare en smule om et kram.
"Skal jeg tæve ham?" spurgte han, som svar på hendes bemærkning om det offer hun havde givet, for en elsket. Dette spørgsmål var ment som spøg, hvilket kom til udtryk ved det ene løftede øjenbryn og smilet som var blevet mere drillende - derudover var Cassidy sikkert slet ikke i stand til at tæve, hvem end det nu var hun havde elsket - og det regnede han egentlig med, at også hun var klar over. Han havde i sin barndom ikke været voldsom stærk fysisk og han havde ikke været den store slagsbror, heller - og havde han endelig bevæget sig ud i et slagsmål, var han somregel endt med at blive den, der fik tæv. I dag  lå det stadig mere til ham at stikke af frem for at tage en kamp op.
"Det går - Og jeg bor her, ligesom jeg altid har gjort." Han fugtede kort sine læber - mere af vane, end af mangel, "Men hvad med dig. Hvor pokker blev du af dengang? Du var væk - fra den ene dag til den anden, nærmest. Vi var altså nogle der manglede dig."

Cassidy havde i hvert fald savnet hende dengang - helt utroligt. Han havde selvfølgelig haft flere venner og lege med, sådan var børn jo - men hun havde i hvert fald manglet betydeligt de følgende år efter hun forsvandt. Han havde aldrig bidt på morens historie om at hun nok bare havde glemt at fortælle ham om en flytning - og hvis det skulle vise sig at være tilfældet, ville han nok stadig, den dag i dag, blive fornærmet og irriteret over, ikke have fået noget at vide dengang.

''hvor jeg blev af?...'' hun stivnede lidt.
Hvordan kunne han spørge om det, når han vidste... Men måske vidste han slet ikke hvad der var sket..?

''Jeg stak af. Jeg var for bange til at komme tilbage efter branden..'' sagde hun, inden hun så lidt på ham.

*og du tror ikke at jeg manglede dig...?* hun sukkede.
''Du er velkommen, men det er din røv der kommer på komedie når du skal tæske et spøgelse!'' grinte hun kort.
Nej. Den mand hun engang elskede var langtfra død, men den del af ham hun elskede, var begravet med liget af hendes søn.
''Du kan kalde mig lige hvad du vil. Ingen her kalder mig alligevel noget som helst.'' smilede hun.
''Ikke andet end 'tyvetøs', 'hore', 'skøge', 'morder' og 'kælling'.'' sagde hun roligt.
''jeg er ikke så velset her længere.'' sagde hun roligt, med et drillende smil.

"Jammen I flyttede da bare.. gjorde i ikke?" Han så undrende på hende, og troede nu mindre på moderens historier, end han havde gjort dengang.
Han løftede igen sit ølkrus og mærkede hvordan vækesen blev nødkølet til hans fortrukne temperatur - inden han hældte den sidste sjat i halsen. Han stillede det derefter blot fra sig på bordet hvorefter hans blik igen fandt hendes ansigt.
"Mn. Det lyder ikke til at jeg ville få det store ud af at tæve ham, i det tilfælde."  
Han blinkede kækt til hende, og satte derefter den ene albue mod bordets klistrede overflade, for at hvile sin hage mod sin håndflade.
"I så fald, kommer jeg nok bare til at kalde dig Neme... Hold kæft hvor er det alligevel vildt at det er dig!"
Han  smilende endnu - det havde han gjort stort set siden han havde fundet ud af hvem hun var.
"Ja.. Folk her omkring kan være ganske flinke.." mumlede han sarkastisk som respons på de navne folk åbenbart kaldte hende.
"Men jeg føler mig trods alt bedst tilpas her.. Nok om mig. Hvad fanden skete der egentlig dengang?"

''du ved at min familie ikke ligefrem var menneskelige..'' sagde hun stille, med et opgivende smil.
''min far mente at det var på tide at menneske-racen var blevet for dominant. Han begyndte i hemmelighed at indfange og mishandle mennesker...'' hun så lidt ned
Hun bed sammen, og den knasende lyd af hendes tænder var ikke til at tage fejl af.
''Menneskene gjorde oprør, en aften efter jeg var gået i seng. Havde Visirius ikke skubbet mig ned i gulvlemmen først, var jeg død. De satte ild til vores hjem, og mine forældre og Visirius blev smidt ude foran huset, hvor de enten flåede deres lemmer fra kroppen, eller tævede dem til døde, inden de også blev smidt på bålet.'' man kunne høre vreden ulme i hendes stemme, uden at træde frem.
''Jeg nåede hertil, til Doomsvilles laveste distrikt, hvor jeg blev solgt, som slave. Jeg havde ingen til at gøre krav på mig.'' sagde hun bare.
''Jeg lærte at slås, og forsvare dem jeg hadede.'' hun sukkede.
''En mand hjalp mig, for nogle år siden... Den mand, du så gerne vil tæve-'' hun så på ham med et lille smil.
''Resten er fortid. Der er intet fra det liv, som jeg søger længere.'' sagde hun roligt.

Hun sukkede.
''Cassy, jeg ville så gerne have fundet dig noget tidligere... Men jeg vidste ikke hvor jeg skulle lede...'' sagde hun stille, opgivende.

Han nikkede ved det hun sagde. Han var godt klar over at Storyteller familien havde været shapeshifters, men han havde aldrig tænkt videre over det. Han glippede overrakset med øjnene ved det hun fortalte om sin far. Cassidy havde ganske vist aldrig mødt hendes far, da de somregel havde leget udenfor, væk fra begge familiers huse, men alligevel overraskede det ham, og grunden til brandstiftelsen af hendes families hus, var pludselig mere eller mindre åbenlys.
Han sad egentlig bare paralyseret og så på hende, imens hun fortalte, i tvivl om hvorvidt han skulle reagere og hvad han skulle sige hende.
"Det er jeg virkelig ked af at høre," fik han fremsagt, efter et længere tidsrum hvori han havde forholdt sig tavs.
Han havde mange spørgsmål han pludselig havde lyst til at stille hende - men han havde heller ikke lyst til at rive op i gamle sår.
"Det okay Neme.. Jeg kunne sgu heller ikke finde dig." Han lavede et let skuldertræk, "Men nu har du fundet mig, og det bliver ikke let at slippe af med mig igen.."

//- Undskyld den manglende kreativitet.. Min hjerne er grød.. o:

Hun så på ham, en smule lettet.
"Hvad siger du til at vi går en tur?" Hun så rundt, hvor flere og flere mænd var begyndt at kigge hen mod dem.
Hun havde intet imod at gå en tur, selv i frost og regn, med bare fødder. En fordel ved vampyrismen.
Hendes far havde været.... Grusom.
Han skabte traditionen, om skade på sig selv, dengang han selv mistede et øje. Han tvang derefter tvang han sin hustru til at skære sin egen og deres datters tunge ud, og smadre deres søns hørelse.
Hun hadede sin far.
Og sin mor endnu mere, for ikke at forlade ham.

"Kom nu Cassy, jeg er ved at dø af hede" grinte hun og rakte hen over bordet for at tage hans hånd. Lod han hende gøre det, ville hun hive ham med sig mod døren.

Han lagde hovedet til den ene side og stirrende forundret på hende. Udenfor? - I det vejr?
Han kastede et kort blik ud gennem en rude for at se på vejrsituationen, som var lige så elendig, som da han satte sig herind. Regnen hamrede endnu mod glasset og man kunne både høre og mærke blæsten gennem ruden, som var dårligt isoleret.
"Udenfor? Mener du det?" Han løftede undrende det ene øjenbryn og slog en kort latter op.
"Du har jo ikke engang sko på, hvordan ka' du dø af hede? Du kommer da til at dø af kulde derude!"

Hun smilede undskyldende.
"mig generer det jo ikke." smilede hun kort.
"du kan komme med op på mit værelse så? Der er lidt nemmere at tale sammen, end her." hun hadede de forhadte blikke hun kunne få på kroen. Som om hun var djævlens datter.
Hun var ganske simpelt ved at dø af hede, fordi hun følte sig belyst af en spotlight. Og det var mildest talt ubehageligt.

Det generede hende ikke? Hvordan kunne det undgå at genere hende?
En tænksomt udtryk prydede kort Cassidys ansigt. Han øjne var let sammenknebne, øjenbrynene bukkede let ind mod hinanden, og munden var blot en tynd streg. Selvom hans blik hvilede på hendes ansigt, var det fjernt, og først da de sidste brikker faldt på plads for ham, blev hans ansigt lagt i normale folder, og blikket igen opmærksomt.
"Nåå. Fordi du er vampyr selvfølgelig.. Det giver jo god mening." Sætningen var i nok lige så høj grad henvendt til ham selv, som til hende.
"Jammen så kan vi da godt gå udenfor, hvis du altså virkelig føler for regn og blæst.." Han var ikke selv den store fan af et sådant vejr som nu, hvilket hans tonefald også dedikerede - men hvis hun plagede tilstrækkeligt ville garanteret gi' sig - og måske skulle der endda ikke så meget plageri til igen.
"Men hvis jeg så blier forkølet, vil jeg ha'lov til at gi' dig skylden," han smilede let og drillende til hende.

Så han havde altås ret i sin mistanke om, at hun havde et værelse her på kroen. Det var også det eneste der gav ordenlig mening. Om hun så følte kulde eller ej, kunne hun vel ikke finde på at bevæge sig udenfor i den beklædning og uden sko - kunne hun? Hun var jo heller ikke våd da hun havde sat sig ved bordet- alle andre der var kommet ind af døren, lignede druknede mus. Allerede dér burde han jo have haft vidst, at hun nok boede her - men så langt havde han nu engang ikke tænkt.
"Jammen det kan vi da også sagtens.. det er nok endda nemmere, er det ikke?" Han smilede endnu til hende og gjorde derefter et nik med hovedet mod hendes øl på bordet, "Men vil du da ikke drikke den først?"
Hans eget krus var tomt - så det var intet problem, men hendes så mere eller mindre fyldt ud, og han havde endnu ikke lagt mærke til om hun havde drukket af den overhovedet. ~ Men det ville i hvert fald være spild af både øl og penge bare at efterlade den her, og øl og penge var netop to ting han holdte utrolig meget af.

Hun smilede lidt af ham, inden hun skubbede sin øl over til ham.
''egentlig, så drikker jeg slet ikke.'' smilede hun drillede.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre med ham egentlig. Hun var bange for, at det hun var blevet til, ville skræmme ham væk - eller værre, at han ville være som hende.
Hun skjulte det dog, bag et smil.
''Du kan tage øllen med op - jeg går bare ned med kruset senere.'' sagde hun roligt, inden hun rejste og gik over mod trappen, for at gå op til sit værelse.
''kommer du?'' smilede hun.

"Slet ikke? Som i aldrig?" hans ansigstudtryk afslørede hans forargelse over det hun sagde. Han kunne ikke gå en uge, uden at drikke - ikke at han havde et problem, som sådan - han holdte bare utroligt meget af både smagen og den virkning alkohol ofte havde på ham. Det måtte egentlig være rart nok ikke at drikke - tænk bare på hvor mange penge han ville spare på det!
Cassidy havde stort set aldrig nogen penge. Han manglede dem næsten aldrig, og gik evigt og altid og klagede over dette - når han så endelig havde adgang til penge, som ofte slet ikke tilhørte ham men tilfældige han havde snuppet dem fra, brugte han dem som oftest på noget så ufornufttigt som at drikke sig fuld.
Hans blik flakkede skiftevis mellem kruset, hun lige havde skubbet hen til ham, og hendes ansigt, og han overvejede om han skulle tage den med op. Det gik dog ikke mange øjeblikke for han havde bestemt sig, og tog fat om krusets hank - det ville da være synd at lade det gå til spilde.
Han rejste sig derefter også op, med kruset i den ene hånd, og gik med et smil om læberne hen imod hende ved enden af trappen.
"Jeg er lige bag dig."
Han glædede sig til at få snakket ordenligt igennem med hende. Hvor var det dog vildt at han havde mødt hende efter så mange år! Han glædede sig til at få redt trådene ud - fundet ud af, hvor meget hans mor egentlig havde løjet for ham, dengang. Han glædede sig til at lufte gamle minder, høre om hvad hun havde lavet og lære hende at kende på ny  - og så glædede han sig til, forhåbentlig, at kunne danne nye minder med hende.

Han virkede så livlig. Som altid. Cassy havde nok været den mest livlige af dem. Ikke at der var noget galt i det, men mere at hun efter så lang tid stadig måtte affinde sig med at det var gået ham bedre end hende.
Hun smilede og gik op af en trappe - op til værelserne som der normalt var til leje - og åbnede døren til værelset med nummeret 2064. Hun vidste godt at det ikke virkede for hjemligt, specielt ikke for et menneske. Men hun havde det bedst sådan. Lige til at pakke sammen og forsvinde, når hun havde brug for det. Og desværre - efter et venskab med en dæmon - var det blevet ret ofte.

Værelset var småt, men der kunne sagtens være to mennesker boende sammen derinde. En dobbeltseng stod med hovedgavlen mod den bagerste væg. Sengetøjet var mørkerødt med små detaljer hist og her. Et skrivebord var mod den modsatte væg, med en slidt stol.
Fjerpen og blækhus stod og ventede på at blive brugt, som så mange gange før. En bunke papirer i den smukkeste skrift stak ud af en kasse under bordet. Man kunne skimte nummeret nederst på den ene side; 1404.
Døren ud til badeværelset stod på klem, og man kunne tydeligt se, at det ikke var tiltænkt en mand. Der stod makeup, et stort spejl, sterinlys, duftende sæber og parfumer. Hun havde  ikke haft en mand på besøg siden Nicholas. Og hun havde heller ikke intentionerne at gøre det igen.

Langs den ene væg, stod et skab. Skabslågen var ikke lukket helt, og man kunne tydeligt se dragten der hang midt i skabet.
Hun vidste egentlig ikke hvad hun skulle gøre eller sige, så da hun havde ladet ham træde ind i værelset, lukkede hun blot døren, og ventede på hans reaktion. Det var hendes liv, kort og godt. Alt der var i værelset, var alt det hun ejede.
([For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han fulgte efter hende op af trappen hvor han tog to trin ad gangen. Han havde aldrig været heroppe. Han vidste godt at man kunne leje værelser på kroen, men havde aldrig selv gjort det, eller besøgt nogen der gjorde. Han tog en tår af hendes øl, som han hurtigt havde fået til at få den temperatur han foretræk - så kold at den næsten gjorde ondt at drikke, mens hun åbnede døren, hvorefter han lydigt fulgte med hende ind.
Han lod blikket glide rundt og kunne ikke lade være med at smile. Selvom værelse ikke var voldsomt personligt og ikke just skreg "HER BOR NEME", var så tydeligt at det var en kvinde der boede og havde indrettet stedet.  
"Jeg gætter på at du bor alene?" Han smilede til hende og løftede det ene øjenbryn mens han tog yderligere nogle skridt ind i værelset. Han troede i hvert fald ikke på at hun boede sammen med en mand - det var værelset for feminint til.
Han gik hen til skrivebordet hvor han satte kruset fra sig, og istedet samlede et af papirerne op. Han tænkte ikke umiddelbart over at dette måske ville støde eller ophidse hende - det kunne jo være et privat anliggende der var beskrevet på papiret, men han var og havde altid være nysgerrig - og det lå til ham at handle uden den mindste tanke på hverken omgivelserne eller konsekvenserne ved sine handlinger.
"Har du skrevet det her?" spurgte han hende mens hans øjne løb ned over de yndigt snirklede bogstaver, "Det er virkelig pænt."
Cassidy kunne ikke hverken skrive eller læse -og det var en evne han ofte ærgede sig over ikke at besidde, så selvom han godt vidste at teksten på papiret sikkert havde en betydning, så han det nærmere som et mønster med utydelige tegn - dog synes han at denne skrift var flottere end så mange andres.
Uden rigtigt at afvente hendes svar, lagde han igen papiret tilbage på skrivebordet hvor han havde taget det og gik videre med retning mod skabet. På vejen derhen lod han sin hånd glide hen over sengetøjet idet han passerede sengen - egentlig fordi han var nysgerrig, da det så blødt ud. Han stoppede op ved skabet, hvorefter han blot vendte sig mod hende med et smil og vippede hovedet let på skrå.
"Her er sgu da meget hyggeligt. Hvor længe har du boet her?"

Hun vidste ikke hvad hun skulle svare... Hvor længe? Siden Sean havde fundet hende forfrossen udenfor kroen. Hun havde været... sytten måske? Hun huskede det ikke...
''jeg ved det ikke, nogle år efterhånden..'' sagde hun stille, og lagde papiret ned i kassen igen. Papiret, som Cassy tydeligvis ikke havde læst, var en af hendes mange optegnelser om minder med Sean. En del a hende hun ikke var klar til at slippe, langtfra.
Hun trak vejret dybt.
''ja, jeg bor her alene. Det er ikke ligefrem fordi jeg vælter i unge mænd længere..'' hun vidste godt at hun lød ynkelig, men det var sandheden. Dengang hun var yngre, var det så nemt bare at smide tøjet og have uhæmmet sex. Nu ville næsten alle der kendte til Sean og hendes fortid ikke engang se på hende.
Hun bed kort sammen.
Han stod ved skabet, og en kort panisk tanke gled over hende; hvad hvis han faktisk så dragten? Han ville nok ikke kende den, men hvad nu hvis?
''hvordan går det ellers, Cassy?''spurgte hun roligt for at skifte emne. Hun ville egentlig slet ikke tale om sig selv, for måske ville han regne ud hvorfor hun var som hun var nu... Hvad Sean i virkeligheden havde gjort hende til...

"Nogle år?" Han så kort chokeret på hende, inden han igen fik kontrol over sin ansigtmimik.
"Hvor er det vildt at du har boet her så længe, og vi alligevel ikke er stødt på hinanden før nu."
Han rynkede panden ved det næste hun sagde og lod undersøgende sit blik glide ned over hendes krop, for dog igen at finde hendes ansigt.
"Er du seriøs? Jeg kender da i hvert fald et par stykker der ville gi' deres højre arm for en pige som dig," han smilede opmuntrende til hende, "Mindst. "
Han luntede tværs gennemværelset for igen at tage øllen som han havde stilt fra sig på skrivebordet, og da den fik den ønskede temperatur tog han en tår.
"Hvordan det går?"  Han lavede et kort skuldertræk, "Det går da i hvert fald. Jeg overtog bare min mors lejlighed efter hendes død, og der har jeg boet siden." Han trk endnu engang på skulderne.
"Det går stille og roligt," fastslog  han så, efter en kort pause, hvorefter han lænede sin lænd mod skrivebordet bag sig, og tog endnu en tår.

''de fleste ender med at give deres liv for en nat med mig'' svarede hun, inden hun så hen på ham igen.
Hun smilede undskyldende.
''Det lyder ikke særlig betryggende kan jeg forestille mig.'' smilede hun drillende.
''jeg gemmer mig meget herinde om dagen nu. Som du nok har regnet ud. Sean brød sig ikke om at jeg rente rundt og legede min kusine.'' hun smilede lidt mere inden hun satte sig på sengekanten. Hun klappede på sengen ved siden af sig.
''Er din mor død?.. Hvordan..?'' spurgte hun roligt, inden hun fandt en flaske frem fra under sengen, og tog en tår. Blod, den eneste substans hun nød stuetempereret.

"Igen," svarede han hende og løftede drillende et øjenbryn, "Der skal altså meget mere til, for at skræmme mig væk. "
Han skubbede sig væk fra skrivebordet og gik i et roligt tempo hen imod hende.
"Hun døde for små 4-5 år siden.. jeg er ikke helt sikker. Det var noget lunge noget" Han lavede et skuldertræk, selvfølgelig savnede han hende da ind imellem, men det var ikke noget han tænkte over i si hverdag.
Et smil krydsede hans læber idet hun drak flasken frem med den røde væske som han fejlagtigt troede var vin, og dette fik ham igen til at løfte et øjenbryn.
"Jeg troede at du sagde, at du ikke drak?"
Han stod nu helt henne ved hendes side, og lagde, hvis hun ikke gjorde noget for at forhindre ham i det, armene om hende som et kram, som dog blev en smule kejtet fordi han endnu havde ølkruset i den ene hånd.
"Jeg har virkelig savnet dig, Neme."