Every Rose has its thorns. -Mikayla-

P: Sort læderjakke udenpå en lyseblå skjorte. På underkroppen bærer han et par mørkegrå cowboybukser.
O: Forskellige væsner, unge som gamle, myldre om hinanden på dagens indkøb. En dejlig duft af brændte mandler omfavner luften med sin gode stemning. På de forskellige huse, hænger der små kæder, lavet ud af det frodigste grønne gran.
T: Midt på dagen.
V: overskyet og koldt. Man kan se sin egen ånde når man ånder ud.

Han tørrede sig om munden med bagsiden af sin hånd. Den døde kvindekrop faldt til den kolde jord. Lyden af de knuste knogler blev overdøvet af larmen fra gågaden, ikke så langt fra denne gyde. Endnu en dag, endnu et bytte, han var så småt begyndt at kede sig en smule, over hvordan dagene altid gik. Han tog ud for at jage, tog hjem igen til Miky og sådan gik de fleste af dagene. Ikke at han havde noget imod at være sammen med Miky! Slet ikke! Det var bare mere det at dagene var så ens formet. Hvorfor skulle de absolut lege enæggede tvillinger? Han tog en dyb indånding, skubbede den døde krop helt over i den mørke krog, før han vendte ryggen til det og gik sin vej. Under hans sko knasede den frost der var kommet i løbet af natten. Op af lommen tog han en smøg og puttede den i munden. Ilden tog han så glædeligt, fra en mand der var ved at tænde stearinlys på gaden. Han snuppede den tændte tændstik ud af hånden på manden, gjorde en vinkende bevægelse og fortsatte ellers bare med at gå.. Manden gjorde sig ikke ulejligheden af at følge efter ham. Det var jo også kun en tændstik. Kun et par skældsord var det eneste han formåede at råbe efter ham. River fortsatte igennem gågaden med et lumsk smil på læben.. Det regnede han med at han skulle have på læben, hele vejen hjem til lejligheden, da han kom forbi en genkendelig skikkelse, der fik hans interesse til at springe. Hurtigt stoppede han op og så nysgerrigt hen på den interessante skikkelse. Skikkelsen tilhørte en kvinde, en kvinde hvis ansigt, han fandt så bekendt og underligt nok, tiltrækkende. Med den irriterende nysgerrighed boblende i sin krop, gik han hen imod hende og smed smøgen fra sig.
"Undskyld, har jeg set dig før?" hans stemme var ikke venlig, men, heller ikke kold. Den var hæs og halvmørk, med sin normalle klang.

Rose: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Mikayla: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rose havde haft øjnene åbne for denne unge vampyr igennem et godt stykke tid, blot meget diskret. Og hun vidste hvad hun ville have. Rose smilede skævt til ham, med en tåge af mystik hængene over sig. Hun lagde hovedet lidt på skrå og trådte et skridt tættere på ham, og da hun passerede hans ører lænede hun sig imod det.
"Måske har jeg, måske har jeg ikke. Hvem ved?" Hendes stemme havde en forførrende klang over sig, med en undertone af en uimodståelig charme mange havde svært ved at slippe væk fra. Hun vendte sig om imod ham igen og lagde armene overkors.
"Navnet er Rosalinn. Men bare kald mig Rose." Sagde hun med et blændende smil placeret på de rosenrøde læber. Hun var vampyr, og var stolt af det selvfølgelig. Desuden var hun ikke en sød lille pussenusse, vampyrer skulle opfører sig som monstre ellers kunne de ligeså godt forblive shapeshiftere eller mennesker for den sags skyld.
"Endnu en vampyr, altid noget du ikke virker som de blødsødne der findes af dem. Du stærkere, ondere mere sexet end dem." Sagde hun med endnu en hviskende tone i hans ene ører, og trak sig væk inden hun smilede skævt til ham.

Han var desværre tiltrukket af dette mystik. Hendes forførende stemme, den stærke vampyr aura og de fangende øjne, hypnotiserede ham. Uden at tage øjnene fra hende, fulgte han hendes bevægelser, hver eneste lille en. Han smilte kækt til hende.
Navnet Rose var det der gjorde ham klar over hele situationen. Det var hans kæreste fra fremtiden, hende han skulle have været sammen med, hvis ikke Mikayla var kommet til fortiden. Han sank en lydløs klump. Han var nu klar over at han måtte være mere forsigtig omkring hende. Alt det han havde med Mikayla, ville han ikke ødelægge eller miste, hun betød alt og det ville hun altid gøre. Han foldede armene på kors over brystet. Det kække smil herskede over hans smalle, sandfarvede læber.
"Mit navn er River, det er rart at træffe en anden vampyr på sådan en dag som denne," han gjorde et nik ud imod den lykkelige befolkning, eller snarer, den sukkersøde befolkning. "Hold da op, alle de komplimenter lige pludseligt, hvordan kan du dog vide alle de ting om mig?" han så spørgende på hende, men samtidig var der noget kækt og drillende over ham. Med selvsikre bevægelser, gik han hen og lænede sig op af en mur. Dets frost mærkede han ikke. "Jeg kan mærke på det hele at du er stolt over at være vampyr, det respektere jeg," Han smilte anerkende til hende.