En fortælling i mørket.

Tjah, jeg har længe haft lyst til at skrive en historie om Josh barndom nede i kælderen, så, det brugte jeg lige min aften her på at sidde og hygge mig med. Så, jah, jeg tænkte at jeg ville lægge de ind her, hvis nogen nu skulle have lyst til noget hygge læsning. Eller, ved ikke hvor hyggelig novellen er, men ja.
Skriv endelig en kommentar, ris eller ros, alt er godt.
Fortsæt god aften.



”Verden derude må være stor,” en blid barnestemme lyste det mørke kælderrum op. ”Jeg kan ikke vente til jeg en dag skal se den,” Ved det eneste lille vindue, sad den unge Josh og kiggede ud igennem det lille hul, i den plade der ellers skulle dække vinduet. Hullet var kun på størrelse med et musehul, dog forhindrede det ikke Josh i at kigge ud af det. Han fik et lille glimt af solen, frodigt smaragd farvet græs og det bedste af det hele, duften af luft, duften af frihed. ”Hvad med dig mor? Glæder du dig ikke også bare?” Han drejede sit hoved for at se på sin mor. Den unge Lola sad krøllet sammen på det mørke gulv. Kun for at se sin søn smile, smilte hun selv og kiggede på ham med øjne fuldt af håb. Desværre, havde den unge Josh ingen anelse om at, bag disse håbefulde øjne gemte der sig en fortabt kvinde. Hun vidste at de aldrig ville komme til at se verden udenfor disse snavsede, mørkegrå murer. De var fanget her for evigt.
”Det kan du tro jeg gør min skat, men nu,” hun rejste sig fra den snavsede jord. Størknet mudder sad fast på den ødelagte hvide kjole. Hun gik hen til sin søn, slog armene om ham i en varm omfavnelse og løftede ham væk fra den plade, der skjulte den verden han aldrig ville kunne komme til at se, eller være en del af. ”Nu er du nød til at leve livet hernede,” blidt kyssede hun hans pande.
Josh sukkede. ”Jamen, hernede er der forfærdeligt mor, her er der ingen der kan leve,” Han så rundt. Andre uskyldige kvinder sad krøllet sammen på jorden. Få var nøgne og forsøgte ivrigt at dække sig selv med små stykker stof, der var helt sorte af mudder. Andre havde, ligesom Lola, fortsat noget tøj til at dække sig. En mudderet, kort og ødelagt hvid kjole af silke.
Lola fulgte sin søns blik. Han havde ret, ingen var i stand til at leve her, men de havde ikke andet valg, der var ikke mulighed for at komme væk derfra. Intet kunne få den hæslige Julian til at skifte mening. Ingen kunne varme hans iskolde hjerte op.
”Vi har ikke andet valg Josh,” hviskede hun lavt.
”Alle har et valg mor! Vi skal bare kæmpe for at nogen vil lytte til det!” Josh stemme var opmuntrende, en rigtig englestemme, der kunne gøre en rolig og håbefuld.
”Ha, hør på dig selv knægt!” En vrissen fra en af kvinderne på gulvet, skar Josh rolige og håbefulde aura midt over. ”Du kan sagtens snakke om at komme ud herfra! Du er af han køn, Julian vil inden længe tage dig til sig og opdrage dig til at gøre det han gør!” Hun så op på Josh med øjne fyldt med had. ”Du skal nok komme ud herfra, men, os, vi er fanget her for evigt!”
Ordet for evigt fik nogen af kvinderne til at krybbe sig mere sammen end de allerede var. Få begyndte endda at græde. Snavset tårer af størknet mudder.
Josh hadede kvinden på jorden, Hannah, hun var fast besluttet oppe i sit hoved, at Josh ville ende som den frygtelige mand udenfor kælderen, blot fordi han selv var af hankøn. Han kiggede hende vredt ind i øjnene. ”Jeg ender ikke som ham! Jeg har sagt det så mange gange, jeg er ikke ham og det vil jeg aldrig blive!”
Hannah fnyste hånende af ham. ”Det er noget du tror lille pus, en hver mand vil ende som Julian, kæmpe for at få kvinderne ned at ligge,”
Det forstod Josh ikke meget af, men i stedet for at sige noget, kiggede han bare væk fra Hannah og skubbede til sin mor, for at give hende et tegn til at hun skulle sætte ham ned. Lola tøvede, hun satte Josh langsomt fra sig, ned på den kolde jord der var dækket til at monstre der ville dræbe ham hvis de fik chancen. Kvinderne hadede Josh. De var alle bange for hvad han kunne vokse op og blive. Kun Lola vidste at Josh var anderledes end sin far. Desuden, vidste Josh ikke engang at Julian var hans far. Det var bedst sådan. Hun var bare sikker på at der var noget anderledes over Josh! Han var en engel, Julian var dæmon, det kunne umuligt ikke have noget sige. Måske alle de andre sønner blevet som ham, men, de havde heller ikke været engle, de havde alle været dæmoner og Josh var ikke som dem. Hun kunne mærke det, se det, høre det! Alt var anderledes ved Josh.
”Jeg er ikke ham, det er jeg ikke,” hviskede Josh for sig selv. Han havde sikkert troet ingen hørte det, men Lola hørte det udmærket godt og hun vidste ikke om hun skulle smile af det, eller være bekymret for om frygten for at ende som sin far, ville ende med at æde hendes søn op.
Forsigtigt satte Josh sig på gulvet, over i et lille, mørkt hjørne, hvor ingen kunne se ham og hvor han følte sig bedst tilpas. Her kunne han ikke se kvinders dræbende øjne. Her kunne han være sig selv og drømme om verden udenfor.
Lola vidste, at når han satte sig derhen, ville han bare tænke og være sig selv, derfor gik hun hen til de andre kvinder, satte sig ikke så langt fra den venligste af dem, Julianne. Et smil blev vekslet imellem dem. Der var stilhed i mange minutter, før Julianne adskilte sine revnede læber, for endelig at sige noget til hende. ”Hvad tror du?”
Lola løftede spørgende på et øjenbryn. ”Hvad mener du? Hvad tror jeg?”
Julianne blev pludselig tav igen, som havde katten spist hendes tunge. Lola var til sidst ved at blive utålmodig. ”Hvad tror du om det med Josh?” Fik hun endelig fremsagt. ”Tror du han ender som sin far?” Ud af sin øjenkrog skuede hun hen imod Josh i hjørnet. Den lille knægt havde lagt sig til at sove op af den kolde, snavset murstens mur.
Lola sukkede, kiggede væk fra Julianne. Hendes blik endte på metal døren. Døren ingen kom ud af, men som kun Julian kom ind ad. ”Nej, jeg er sikker på at Josh finder den rette vej,” Det var det eneste hun havde at sige i den sag. Julianne skulle lige til at fortsætte snakken, men stoppede ved at Lola drejede hoved om og så på hende, med øjnene så skarpe som knive. Der blev ikke sagt mere imellem dem.
Som tiden gik, uden at vide om det var dag eller nat, så Josh op på vinduet og fik en trang til at kigge ud af det lille hul igen, bare et lille øjeblik. Han huskede Carolines fortællinger om verden derude. Den skulle være fantastisk og farlig på samme tid, men, en ting var sikkert, den var bedre end den hernede.
Da han var sikker på at hans mor var faldet i søvn, listede han lydløst hen til vinduet, kravlede op ved at lade sine små fingre smutte ind imellem murstenene. Han kiggede ud af det lille hul. Udenfor havde mørket sænket sig, det før så frodige græs var nu mørkt og vådt af dug. Månen lyste højt på himmelen, viste dem der var faret vild i mørket vej. Han smilte stort ved synet. Verden udenfor kælderen virkede rolig og smuk. Det var der han hørte til. Ude blandt træerne, med græsset imellem sine tæer og duften af natur hængende over sig! Han knugede tæerne sammen for at kunne blive stående lidt længere.
Den store metaldør gik pludselig op, fik ham til at dreje rundt i et chok og miste balancen. Det gik hurtigt og inden længe lå han nu på det kolde stengulv. Slaget fra døren fik alle kvinderne til at fare sammen. Lola vågnede af sin søvn og i en ren refleks, gav hun sig straks til at søge efter Josh. Hurtigt fik hun øje på ham henne ved vinduet. I et split sekund, havde hun slået armene om ham og gemt ham væk i sin omfavnelse, forsøgte at skjule ham i mørket. Ind af døren trådte ingen andre end Julian. Hans glubske øjne lyste op i mørket. Øjnene søgte og søgte, indtil de fik øje på Lola. Han gik hen imod hende. Hans bevægelser var kolde. Der var intet hjerte der slog i brystet på ham, det var Lola sikker på. Hun knugede Josh ind til sig. Intet i verden skulle tage ham fra hende. Det gik dog hurtigt op for Lola, at det ikke var Josh han ville have. Julians klamme, kolde hånd om hendes overarm, gjorde hende klar over at det var hende han ønskede at tage med sig. Grebet om Josh blev løsnet. Hun ville følge med ham uden problemer.
Josh mærkede grebet om sig forsvinde og da han åbnede øjnene op for at tjekke, var det som at han fik en pil igennem sit hjerte, ved synet af hans mor der var på vej ud af døren med den hæslige mand Julian. Hurtigt var Josh oppe at stå. Han løb så hurtigt han kunne hen til sin mor.
”Nej! Lad hende være!” råbte han vredt, imens han tog et hårdt greb om sin mors hånd, for at trække hende væk fra Julian.
Julian drejede hovedet om, overrasket over at se sin lille englesøn gøre modstand overfor ham. Han lignede ham mere og mere som årene gik. Om han så ville indse det eller ej.
”Josh, lad være, skynd dig væk, jeg kommer tilbage igen, det lover jeg,” Lolas rolige stemme var kun en summen for Josh. Han ville ikke have at hun tog nogen steder!
”Lyt til din mor min dreng, giv nu op,” Julians stemme derimod, hørte han ligeså tydeligt som klokkeklang. Han hadede den hæse stemme!
Josh kiggede op og blev mødt af et svagt smil fra sin mor, samt et hånende og lumsk blik fra Julian. ”Aldrig! Slip hende så din idiot!” Han rev mere i sin mor for at få hende væk.
”Idiot? Sikke et sprog for en lille dreng,” Julians ord blev efterfulgt af et hånende grin.
”Josh hør nu..” Lola nåede ikke at snakke færdig, før Josh var sprunget på Julian, rev ham i håret og slog ham i hoved med sine, små knyttede næver. Det fik alle i kælderen til at gispe. Selv Julian havde ikke forventet det. Han vred sig, råbte af Josh og først efter et par minutter, lykkes det ham at få fat i drengens krave og trække ham væk. Josh blev ved med at slå ud efter ham, dinglende vredt i luften, som en hidsig kat med skarpe kløer. Julian grinte, et blandet grin af stolthed og hån. ”Jamen, jamen, ser man det, min englesøn kan slå fra sig,”
Ordet søn fik det til at vende sig i Josh. ”Jeg er ikke din søn, din store nar!” I det øjeblik kunne Lola ikke kende sin egen søns stemme. Den var vred, hæs og kunne minde om en hvæsende slange. En slange med lysende øjne og en lang tunge der stikkede ud.
Julian smed Josh fra sig. Lod ham falde ned på det kolde gulv igen. Der hvor han mente at han hørte til nogle år endnu. Josh nåede knap nok at rejse sig op, før metaldøren blev smækket i foran ham og hans mor forsvandt omme bag den. Han løb hen til den, slog på den og stoppede ikke, selvom hans hænder blødte og blev følelsesløse. ”Mor! Mor!” hans stemme skar igennem rummet. Det fik nogen af kvinderne til at kigge hen på ham med medlidenhed, imens andre vendte ryggen til og lod som om at han ikke var der. Selvom hans forpinte barnestemme skar i dem, kunne de intet gøre, han var søn af Julian og ville ende som ham. De var nød til at lade ham dø, for at redde dem selv. Alle andre end Josh, vidste at det var sidste gang de skulle se Lola. Hun ville ikke komme tilbage til kælderen. De vidste at Julian ville dræbe hende, lade hende tortureres for at den unge Caroline var sluppet fri. Det skulle gå udover Lola.
Josh slog på døren. Slog og slog. Han håbede sådan at den ville ende med at give efter. Desværre, var det kun hans små barnehænder der endte med at give efter.
”mor!” tårer var begyndt at trille ned af de slidte barnekinder. Han slog hoved ind i døren, mærkede blod på sin tunge. Han lod sig til sidst falde til jorden. Træt og ødelagt. Hele natten lå han foran metaldøren, ventede på at den skulle gå op og give ham hans mor igen. Hun plejede altid at komme igen. Det plejede aldrig at vare mere end nogen timer. Men, det så ud til at dette ville vare længere. Længere end den unge Josh vidste. Han krøllede sig sammen, knugede sin forblødte, følelsesløse hænder ind til sig og lukkede øjnene i. Bag de lukkede øjenlåg, så han sin mors varme smil og lyden af hendes stemme, gav ham håb til at dagene nok skulle blive lyse en dag..

Sørgelig historie

Men giver et godt indblik i hvorfor Josh er så sød som han er ^^

Jah, den er ikke den mest lykkelige, men tager det som et kompliment tak
Jah, hvis jeg ik gør ham som sin far :b ej, kunne jeg aldrig finde på xD eller, kunne jeg? :b xD

Hvis han fik hukommelsestab kunne du xD ^^

Nah, hukommelse tab er ik' lige min kop te :b

Ok hehe ^^

^^