Ethan// Alt er intet

S: Doomsville - gaderne
T: Formiddag
V: Solrigt med en let brise som får det til at virke køligere end det er
O: Enkelte mennesker, lejligheder og få butikker.

Det var formiddag. Solen skinnede, og den prøvede så godt den kunne at varme vejret bare en smule op, men det var vinden ikke helt med på. Det blæste let, men vinden var kølig, og solen kunne ikke varme vinden op selvom den ihærdigt forsøgte på det. Man blev nødt til at ha noget lidt varmt tøj på hvis man skulle ud i dag, med mindre man var god til at holde varmen. Sivir havde kun et par sort bukser på, og en sort top uden ærmer i. Hun havde ingen jakke på selvom vinden var kold. Hun var gået ud af sit hus, og havde lukket hendes kat Nala ud samme tid med hun gik. Hun var nu kommet ind til byen, og gik gennem dens gader. Der var enkelte andre på gaden lige nu, men ikke mange. Sivir kunne sagtens mærke den kølige vind, og hun måtte også indrømme at hun frøs en smule, men det var behageligt. Ikke alt for koldt, men man kunne heller ikke kalde det lunt eller varmt. Sivir havde ingen ide om hvor hun lige skulle gå hen af, gik bare lidt rundt på må og få lige nu.

Det var koldt selvom solen skinnede. Vindet generede Ethans hud ved at stikke ham med sin kulde. Han trak sin læderjakke mere om sig for at skubbe kulden væk. Rundt omkring ham farrede menneskene rundt som galninge. Deres lugt af sved tydede på stress og nervøsitet. Han fortsatte blot med at gå igennem gaden, alt ved ham signalerede, at man heller måtte holde sig fra ham og at han ikke ville være et godt selskab for nogen. Selvom Ethan ikke ude middelbart lignede en der kunne gøre noget ondt, så skulle man ikke lade sig narre, han vidste udmærket godt hvordan et drab foregik, hvordan man opførte sig kold og ligeglad.
Et pludseligt sammenstød med en engel, gjorde at han vågnede fra sine tanker. Han stod nu endnu engang på gaden imellem menneskevrimlen. De gyldne øjne kiggede ned for at finde kilden til det pludselige stop. En engel, yndig og uskyldig stod nu foran ham. Han sukkede svagt.
"Er det for meget for langt at nogen ser sig for?" Ethan var ikke den sødeste person at møde på vise punkter. Nogen ville endda kalde ham et røvhul. Han sendte englen en irriteret grimasse og ville gå videre, da en gruppe mennesker besluttede sig for at oplyse gaden, med lidt sang og musik, der egentlig bare gik Ethan på nerverne.

Sivir så egentlig ikke helt hvor hun gik, men det plejede heller ikke at være et så stort problem for hende, for de fleste folk flyttede sig som regel, men åbenbart ikke i dag. Sivir var tvunget til at standse meget brat op, og hun kiggede op, og fik øje på en varulv. Hun fnøs let af det han sagde. ”Hvad med at du selv havde set dig for hvor du gik, i stedet for at andre altid skal se sig for?” sagde hun en smule hånligt, og betragtede ham forsigtigt.


//sorry, kreasvigt//