Intet er som det ser ud til...

Hun havde aldrig overvejet at skulle leve et liv sammen med en anden. At skulle dele hemmeligheder, håb og drømme - at hun en dag ville være mor, måske endda også bedstemor en skønne dag.
Som hun lå i hans favn og lyttede til hans regelmæssige hjerteslag, følte hun sig hjemme. Hhun følte, at ligemeget hvad end andre sagde, ville det kun være de to indtil døden dem adskilte.
Til trods for, at han brystkasse bar ar fra tiden før hende og hans ansigt var hærdet og umuligt at tyde - så vidste hun at han elskede hende. Han var det eneste hun nogensinde havde ønsket sig, en ven. En bedste ven. En livsledsager og sjælepartner.

Hvor gik det galt...?

Lyden lynlåsen der blev flået op fik hende til at sætte sig op med et gisp.
I fodenden lå deres kuffert, og den var allerede nu ved at være halvt fyldt med hans tøj - kastet ned i alverdens hast. Hvad lavede han? Hvorfor gjorde han nu det?
Hun rejste sig, uden et ord, at tog tøvende et skridt hen mod ham - men han så koldt på hende og pakkede videre. Hvad var der sket? De to uger han havde tilbragt hos sin familie - var dette resultatet?
Tårer brændte i hendes øjne - ventede blot på at hun ikke længere kunne gemme dem. Om kamp trillede de ned af kinderne på hende, men hun stod fast.
Hun åbnede munden, de smalle blege læber, for at spørge hvad ville, da varmen bredte sig fra kinden og ud i resten af ansigtet. Hun tog sig til kinden, og mærkede tydeligt der hvor de fem fingre havde ramt. Hun sagde intet, hun forblev tavs som han ønskede det.
Han så på hende igen, denne gang med et mere sørgmodigt blik. Som om han angrede at hans hånd havde ramt hendes kind. Måske ønskede han at han i hånden havde holdt en kniv? Hun kunne ikke tyde det, og hun ønskede heller ikke. Hun kendte rutinen, hun skulle holde kæft, blande sig uden om, og forsvinde ud i køkkenet.
Men hun stod fastlimet til gulvet, hvor hendes ben snart ikke kunne holde hende længere.
Hans kuffert var nu pakket - endnu en rejse uden hende. Endnu en tur til Cuba, eller Venezuela... Hun rystede på hovedet, men han greb hende i håret og tvang hende til at se på ham, inden endnu en lussing ramte hende - denne gang på den anden kind. Et lille klynk undslap hendes læber. Endnu en lussing, som straff for klynket, og derefter smed han hende ned på gulvet. Hans fod landte over hendes hals og holdte hende nede, mens han kort og koldt konstaterede over for hende, at han var hjemme om en uge.
Så var han væk, hurtigere end hvad godt var.. Tilbage på gulvet lå hun og hostede mens hun prøvede at kontrollerer sin vejrtrækning. Hun kom op og stå, og gik stille ud på det store badeværelse, hvor hun fandt sin makeuptaske frem, og begyndte at dække de røde mærker på kinderne, de sorte på armen og fjernede resterne af snans fra hans sko på hendes hals. Derefter fik hun rettet på makeuppen hun havde lagt i forevejen, og fik fundet testen frem - to uger over tid....

Hun skælvede mens hun ventede på at se de streger. To streger... Hun så ned og bed sig i læben, mens hun hurtigt kastede testen i skraldespanden og prøvede med nr. 2. To streger... Hun smed den i skraldespaden, og rettede på makeuppen igen, prøvede at fjerne tårerne inden de trillede ned af hendes kinder.
Det ringer på døren, og hun tager en dyb indånding. Hun når ud til døren, og igen smiler hun og ser lykkelig ud, mens hun inviterer gæsterne indenfor.
''Tillykke med de tyve år!'' lyder hilsnerne som hun lukker folk ind - endnu et smil, og endnu et og endnu et...