Engaged -Bonnie-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
O: Det er en dejlig dag i parken, solen skinner på fejlfrie hudfarver, der sveder ligeså mange dråber, som et vandfald løber. En varulve familie er samlet, de mindste tumler rundt og leger med hinanden, den klassiske leg: kan du fange mig? De ældste derimod sidder på de kastajnefarvet træbænker og venter spændt på en smuk succus ankomst.
V: Sol, få skyer og en lun vind.
T: omkring 13.00 tiden.

Det var et mareridt, af alle familiemedlemmer valgte de ham. Nok havde de kun to sønner, men, kunne de ikke have taget hans storebror i stedet for, den perfekte søn? Hvorfor i alverden havde de valgt det sorte får, den udstødt, hvad skulle det gøre godt for? Alle i familien virkede parate til at møde denne dæmon kvinde, sukker søde, lykkelige smil var klistret fast på underkæben med den stærkeste lim. Det faldt aldrig af. Ethan kunne brække sig over dem. Det var ikke dem der fik sit liv taget fra sig ved at blive tvangforlovet. Han kendte ikke engang tøsen, hun kendte ikke ham og det ønskede hun nok heller ikke, han var et røvhul? Hvis hun nogensinde skulle komme til at holde af ham, havde de brug for et mirakel!
For at berolige sine let irritable nerver, tog han et smøg op af lommen og tændte den med en svag flamme fra en tændt tændstikke. Han sugede røgen ind i lungerne, lod den drukne ham og forhåbentlig dræbe ham inden tøsen, eller, hans kommende hustru nåede frem. Hans sorte tøj klistrede ind til hans krop og han følte sig kvalt. At blive tvunget ned i et sæt 'fint' tøj, var ikke lige den stil han kørte efter. Skjorten var fin nok, det var mere de klæbende bukser, han kunne flå af hvis ikke det havde været for hans mors dræberøjne. Når man snakkede om solen, tog moren straks smøgen ud af munden på ham og klaskede ham en enkelt gang på kinden, hvor hun efterlod et svagt rødt mærke.
"Ryger du nu også? Det plejer du aldrig, den forlovelse gør dig helt kuk i hovedet min søn. Opfør dig ordentligt, gør og for engang skyld stolte ved at tage ordentligt imod din hustru," Hendes stemme var som en kniv. Hurtig og skærende.
Ethan så ikke engang på hende. Han hadede hende. Han hadede dem alle.
Solen fortsatte med at skinne imens de ventede på den kommende hustru..

Ethans onkel, slæbte Bonnie hen ad parkens snoede grussti. Nok strittede hun imod, men han nægtede at give slip. "Opfør dig nu ordentligt din ondsvage tøs, det kan hjælpe på dit liv at du forlover dig med Ethan, vi kan endda måske sætte en streg over alt det der er sket hmm?" Han fortsatte med at skubbe hende med alt den styrke han besad..
Da de endelig nåede frem, rejste hver et familiemedlem sig op og bukkede høfligt for Bonnie, hvor de derefter skubbede Ethan frem i lyset, så han kunne se sin hustru og hun kunne se ham. Ethan vrissede svagt af dem. Efter et dybt suk, tog han et blik på sin forlovede. Hun var smuk, den måtte man give hende. Han lagde armene på kors og så væk fra hende igen...
Onkelens stemme brød stilheden. "Bonnie, mød din forlovede Ethan og hans familie."

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Derfor stolede hun ikke på nogle, man kunne ikke regne med andre end sig selv! Alle andre var bare pain in the ass.. Hun vidste det udemærket godt, dog havde hun ikke regnet med at en af hendes pålidelige ville lokke hende i en fælde, måske var det pengene? Bonnie vidste det ikke, men nu var hun havnet ved varulve familien som hun havde startet ved. Hun blev slæbt afsted som en klude dukke, kun fordi at hun vidste at han måske havde et trick i ærmet. Derfor var hun påpasselig, for hendes egen sikkerheds skyld.
"Årh jeg ser du stadigvæk er sur fordi jeg dræbte din farmand?" Sagde hun flabet og fulgte endelig stædigt med. Så stod hun endelig foran en anden side af hans familie, og ventede utålmodigt. Hun fik et kig på Ethan, og kiggede så tilbage på hans onkel.
"Ser man det, der er nogle i jeres familie som i det mindste kan se godt ud." Smilede hun sarkastisk og vente blikket imod Ethan igen. Så smilede hun mere lumsk, og lagde hovedet lidt på skrå.
"We are gonna have so much fun together." Hviskede hun lumsk og nejede så for hans forældre.
"Navnet er Bonnie Salvatore." Sagde hun for et 'pænt' intryg. Bonnie vendte helt ryggen til hans onkel. Det var ingen hemmelighed at Bonnie ikke kunne lide denne familie, de havde trods alt også dræbt hendes familie. Så hun ønskede dem ingen glæde. Overhovedet.

Forældrene var tilfredse og det valgte de så sandelig heller ikke at skjule. For hvert et ord Bonnie sagde med sin smukke stemme, voksede smilet på deres læber. Det nåede næsten helt op til deres kinder. Ethan løftede på et øjenbryn over hendes hvisken. Nok var hun smuk, men, han vidste ikke hvor vidt han ville falde for det. Hun virkede heller ikke som typen der ønskede at finde ham i sin seng hver nat og vågne op for at se ham hver morgen. Inderst inde håbet han at hun ønskede dette, lige så lidt som han gjorde, for så blev det jo ikke svært at komme ud af det igen. Han smilte selv lumsk til hende, samt hentydede til at de 'helt sikkert' nok skulle få det sjovt.
Som den hurtigste på trapperne, efter Bonnies præsentation, trådte Ethans mor frem. De lange sølvhvide lokker faldt som en kaskade ned af hendes kraveben og videre ned af den slanke mave, til det stoppede ved navlen. "Det er rart at møde dig Bonnie, du er lige så smuk som de har beskrevet dig," Nu hvor hun ikke vrissede af Ethan, var hendes stemme syngende og smuk, som fugle sang. "Mit navn er Saphire og dette er min mand Rapheal," Hun gjorde et nik hen imod sin mand, der med rank ryg og armene langs sin side, trådte et skridt hen imod Bonnie. Øjne så blå som safire og hård gyldent som guld, var nok det mest fangende ved Ethans far.. Ethan havde egentlig ikke tænkt sig at sige noget til sin kommende hustru. Hvad skulle han sige? Dog ændrede det sig hurtigt, da han kunne mærke sin mors stikkende øjne bore ind i brystet på ham. Han trådte frem, et skridt tættere på Bonnie.
"Mit navn er Ethan Targaryen," Han bukkede høfligt og tvangspligtet for hende. Bag dem begge stod onkelen og så på det hele med et lumsk smil. "Jeg glæder mig til at lære dig mere at kende," Ethans stemme sagde det ene, men, hans gyldne øjne sagde det andet. De skreg efter den frihed, der nu forlængst var fløjet ud af vinduet, han aldrig skulle have åbnet.
Begge forældre gjorde et klap med hænderne, inden de gjorde et nik hen imod et hvidt festtelt, der stod og blomstrede midt i parkens lysning. "I kan lære hinanden bedre at kende, når vi invitere på drinks," sagde hans mor med sin syngende stemme..
Hver og en gik hen imod, det der var et helvedshus i Ethans øjne.

Endelig ønskede hun bare at kaste op af alt den sødme der fløj rundt omkring den, bare lade den visne ville bringe et smil på hendes ellers beherskede sind. Bonnie havde ikke tænkt sig at blive manipoleret med, der var alligevel intet tilbage der kunne skade hende, så hvad havde hun virkelig at tabe? Derfor sagde hun ikke et ord, hun smilede blot. Dog var hendes hoved ved at eksplodere af alt det hun havde at sige..
Bonnie gik op på siden af Ethan, og smilede så lidt halv lumsk.
"Så, Ethan. Din familie holder halvdelen af min frihed, og du burde vide at jeg har tænkt mig at dræbe hver eneste af dem. Uden så meget som at tøve, eller holde ved at klynk om nåde." Sagde Bonnie med et smil, så måtte han selv bestemme om han ville løbe op som et lille barn og sladre bange til sine forældre. Eller om han som hun syntes han så ud til, hellere ville være fri selv. Bonnie tøvede ikke, hun mente skam sine ord højt og helligt. Så kiggede hun frem for sig.
"Jeg kan se på dig at ikke ønsker det her, det gør vi er i samme båd. Enten er du imod mig eller med mig, men du skal ikke tænke over hvem du slår dig sammen med. Men hvem du er imod." Visdomsfyldte ord fra kvinden som havde løbet for sit liv i 584 år. Bonnie så tilbage på Ethan.
Glæder mig til at finde ud af hvad du finder ud af. Lover." Sagde hun med en tiltrækkende hvisken i hans ører, før hun kiggede frem for sig med et lumsk smil smørret ud på hendes ansigt. Hun drillede ham, tirrede ham. Hvorfor skulle hun ikke gøre det? Det var da kedeligt bare at spille dum. For hvis der var en ting Bonnie ikke var, så var det dum.

Han gik side om side med sin nye hustru, uden at vide det fjerneste om hvad han skulle sige til hende. Ikke at han ønskede at starte en samtale med hende. De var blevet tvunget gift, ikke besluttet sig for at dele kærlighed til evig tid. Bare tanken fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham! Lige som han troede stilhed skulle vare imellem dem for evigt, adskilte hun sine læber og snakkede til ham med en stemme, der ville gøre en hver mand svag i knæene og springe på hende med det samme, finde et rum hvor de kunne være alene. De ord der kom ud af hendes kønne læber overraskede ham en del. Ønskede hun at dræbe familien? Det skulle hun da være velkommen til. Han hadede dem og de hadede ham.
"Mig klynke?" hviskede han og stoppede op, bare for at de kunne snakke i fred, inden de kom ind imellem alle de fnisende og snakkende gæster. Han så ind i hendes øjne med et lumsk smil på læben. "Du vil ikke se mig græde snot, klynke eller skrige over at se min familie falde, for mig, er de ingenting," Han kiggede en enkelt gang rundt for at se om nogen lyttede. Da det så ud til at være i fred, kiggede han på hende igen. "Så, jeg har allerede besluttet dig, gør hvad du vil med dem, jeg er ikke imod dig," Med et sidste lumsk smil, startede han med at gå ind i teltet. En enkelt gang så han sig over skulderen. "Og forresten, jeg er ikke din lover," Han smilede kækt til hende og forsvandt ind imellem vrimlen af gæster. Det varede ikke længe før moren kom over med en drink til hende, skænkede hende glasset som var det lavet af gulv. "Her min pige, drik dette, det er godt for halsen og nerverne," Hun klappede hende blidt på skulderen. Hvad Bonnie ikke vidste var at det ikke var en almindelig drink, tvært imod, hvis hun drak den ville hun være forbundet til Ethan, på den måde: Døde han, så døde hun også og omvendt.

Bonnie smilede for sig selv, og da hans mor kom hen for at give hende en drink tvivlede hun ikke med at drikke den. Forhåbeligt kunne hun komme fuld igennem alt dette, så bare forsvinde i mængden. Bonnie så lidt på hans mor.
"Jeg er ret nervøs, må jeg sige noget?" Men inden hans mor nåede at sige et ord brækkede hun nakken på hende, så trådte hun over liget og gik videre. "Årh det føltes.. bedre." Sagde hun til sig selv og lod liget være. For hvem skulle mistænke den yndige dæmon for noget så morderisk. Bonnie gik op til selvskabet, og fik sneget sig indenfor. Så tog hun sig en fin lille drink og tog en snip. Så kiggede hun lidt udenfor, det var som om hendes nerver brændte for at sætte ild til noget. Det var en mærkelig fornemmelse indeni hende, Bonnie havde hørt om en masse ting. Udsat for en masse havde hun trods alt. Derfor tog hun en kniv på bordet og skar bladet igennem hendes håndflade. Bare for at se om der var en effekt på nogle. Bonnie kiggede rundt for at se om nogle reagerede mærkeligt på det, så lagde hun kniven under bordet hvor ingen ville få øje på den med det første øje kast. Bonnie gik ud til selvskabet efter at have fået blodet af hendes hånd. Hun ønskede at finde Ethans onkel, og dræbe ham på stedet. Bonnie var nød til at overleve, på en måde. Dræbe sine fjender var lettest, så var der ikke dem at tænke over. Dog fik en stemme bagved hende til at vende sig om.
"Længe siden Bonnie." Stemmen fik Bonnie til at spærre øjnene op, og vende sig rundt da hendes ryg mødte muren. Bonnie snerrede voldsomt da hun så Sabines krystalklare øjne. Hendes kusine, Bonnie havde endelig aldrig troet der var mere af hendes familie tilbage, og selvfølgelig ville Sabine bebrejte den sidste tilbage? Derfor stak hun nu sin hånd ind i brystkassen på Bonnie, og greb om hjertet.
"Så jeg tænkte på hvordan det kunne være du kunne få dig selv, til at slagte alle i vores familie uden at blinke? Godt nok hader du mig, er det derfor du lod mig være alene tilbage." Så slap Sabine Bonnies hjerte og trak sin hånd til sig. Bonnie så ligeglad på Sabine. "Jeg dræbte ikke dem, morderen af dem er død. Men ånden lever videre i den her varulve familie. Men jeg tar du ankom fordi du hørte at en Tadita skulle giftes, og da vi er de eneste tilbage.. Så vidste du vel det var mig. Men hør her, hvorfor forenes du ikke bare med den familie som du så højt elsker?" Så brækkede Bonnie nakken på Sabine og trak hjertet ud på hende. Selv ledte hun lommerne efter på Sabine og fandt noget engle blod. Som hun drak så såret healede. Bonnie trak liget under bordet og lagde hjertet i en af de mange blomster vaser. Så ledte hun huset igennem efter en ny kjole. Derefter gik hun ud til festen igen, øjne der lignede noget så følelseslløst. Helt uskyldig dog farlig.

(([For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]))

Moren faldt om uden overhovedet nåede at skrige eller reagere det mindste. I alt sin godtroen hed, havde hun ikke troet at Bonnie kunne dræbe hende. Hendes mands bror, onkelen, havde jo bildt dem alle ind at striden imellem familierne var ovre og at denne forlovelse kunne gøre at alt blev glemt. Den døde krop faldt til jorden med et lydløst bump.
Inde i teltet, festede familien videre, med klingrende glas, varme smil og klukkende latter, der lød som en flok hyæner der havde fået noget galt i halsen. Over i en krog, med en stærk drink i sin hånd, stod Ethan og så på det hele med de gyldne svagt lysende i det dunkle mørke. Han tog store slurke af drinken, uden rigtig at ændre sit kolde ansigtsudtryk. Først da en smerte omkring bryst og hjerte, fik ham til at falde sammen på midten, ændrede ansigtet til en maske af smerte. Hvad skete der? Hvilken drink gjorde dette imod den der drak den?! Han stillede hurtigt glasset fra sig, lagde i stedet begge hænder på hjertet og fandt sig selv hoste. I et forsøg på ikke at skabe sig opmærksomhed, hostede han så lavt som muligt. Ingen bemærkede ham. Ikke at det ville bekymre dem, hvis de gjorde alligevel. Pludselig stoppede smerten, forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet. Han rettede sig hurtigt op og så sig omkring. Hvad skete der? Med de gyldne øjne lysende af vrede, gik han hen imod indgangen og stødte tilfældigvis ind i sin kommende hustru på vejen derhen. Lugten af død artsfælle hang over hende, værre end røg ville hænge over en storryger. Han vidste med det samme hvad der var sket. Og kjole skiftet gjorde det bare mere sandsynligt.
Uden hun havde noget at sige, tog han hendes hånd og trak hende ud af festteltet.
"Hvis du i det mindste skal dræbe min familie, så gør det mere professionelt, du lugter af død varulv! Hvad tror du resten af idioterne inde i teltet vil sige til det?" Han himlede med øjnene over den sidste sætning. "Hvorfor fortæller jeg dig overhovedet det, dør du så er vi ude af den her forlovelse," Det blev svagt mukket for ham selv.
Ud af teltet kom en af Ethans storesøster. Et lumsk smil spredte sig på hendes læber, over at se dem stå og snakke, i det hun så som et forsøg på at være alene. "Undskyld, jeg skal ikke forstyrre jer mere," Hun blinkede drilsk til dem begge og forsvandt ind i teltet igen.
Ethan himlede endnu engang med øjnene. "Eller, min søster kan ikke se ud over sin egen skønhed, til at kunne lugte du har slået min mor ihjel, vi er nød til at bade dig eller noget i den stil,"

m´Mere professionelt skar det igennem luften efter hun var blevet revet udenfor. Bonnie lyttede til hvad han sagde og så noget så lidegyldigt på ham.
"Og hvor i det er det jeg skulle bekymre mig om det? De burde vide at der snart vil komme død til dem." Svarede hun med et hævet bryn så smilede hun kort til hans søster.
"Du må da gerne bade mig hvis det er det du vil, tro mig du vil ikke fortryde det." Smilede hun lidt selvglad og klappede ham kort på kinden. Så lagde hovedet lidt på skrå og tog hånden til sig, hvorpå hun lod sine arme falde overkors. Bonnie var helt ligeglad, dog var hun stadigvæk på vagt. "Hmm. Jeg har en fornemmelse af noget, og det er ikke kønt." Sagde hun mistroisk så brændte hun hans hånd blot for at tjekke noget, og sandt nok mærkede hun den samme smerte som hun gav ham.
"That clever bitch." Sagde hun irriteret. "De har linket os sammen, alt der sker mig rammer dig også, og omvendt." Bonnie kørte en hånd igennem sit hår.
"Så handsome, hvordan roder vi os ud af det? Skal vi tage snakken imens du skrubber min ryg, eller har du fået kolde fødder over dit tilbud?" Spurgte hun med et udfordrende blik i øjnene, og smilede lidt drillende med en klang af lumskhed.

Kunne han egentlig ikke være ligeglad hvis de slog hende ihjel? Det var jo ikke hans problem. Der var dog bare det, at hun med glæde ville slå familien ihjel og det kunne han ikke selv, med andre ord, han havde brug for hende i nogen dage mere. Han sukkede højlydt. Kunne livet blive endnu bedre?
"De ved ikke at død snart kommer til dem, de tror faktisk at vores lille forlovelse, vil bringe fred og sætte streg over det min onkels side af familien engang har gjort," fortalte han og så ind i hendes øjne. Den drilske kommentar omkring det med at bade, fik ham bare til at ryste drillende på hovedet, imens en klukkende latter, kæk og hæs undslap ham. "Jeg mente nu at du skulle bade alene, men, hvis du vil have mig med ind i det, siger jeg da ikke nej tak," Hånden på hans kind, gav ham en lyst til at snappe ud efter den, ligesom en utæmmet ulv ville gøre det. Dog nåede han det dog ikke rigtig før hun igen tog sin yndige hånd til sig. Det næste hun sagde, satte han spørgsmålstegn ved, men igen var hun hurtig med at brænde ham, så han som en hver anden, tog den brændte hånd til sig i ren refleks. Ømt drejede han den brændte hånd rundt i sin egen hånd med en vrissende knurren, der sivede ud imellem hans læber. "Forbundet? Det kan du ikke mene!" Han så ind i hendes øjne igen. "Det her er noget rod, jeg har aldrig ønsket at være forbundet til en overhovedet, grr, jeg hader min familie," Det var egentlig mest ham selv han snakkede med der.. frustret kørte han en hånd igennem de sorte lokker, før han smilte kækt af det næste hun sagde. "Jeg får aldrig kolde fødder, spørgsmålet er da mere om det dig der har fået kolde fødder, eller, bare kolde ben i den korte kjole," Han gjorde et nik ned imod hendes ben, inden han startede med at gå, armene slået på kors over brystet. "Der lægger en sø ikke så langt herfra, eller, er pigen for fin til at vaske sig i sådan en?" han kiggede drillende på hende.

Bonnie fnøs.
"Jeg har ikke løbet rundt og brugt hvert eneste minut på mit liv på at tilgive alt. Desuden var det mig som dræbte din bedste far, farfar what ever. De slagtede bare hele min familie som hævn, og har jagtet mig igennem hver eneste gernerestion.. Så det overrasker mig helt at din mor og din far ikke har hugget hovedet af mig ved første øje kast. Du havde faktisk en fætter, hvis det ikke var fordi han blev dræbt. Din onkel nyder ret meget at få mig til at lide, når han har mulighed for det. Faktisk så meget at da jeg fandt min søn, dræbte han sin egen. For at få mig til at lide, du troede da ikke at det var første gang jeg har haft noget med jeres familie at gøre. Gjorde du?" Spurgte hun. Bonnie åndede ud.
"Jeg har ilden i min magt, jeg fryser ikke så ledt." Pralede hun lidt, hun vidste godt at varulve ikke så let frøs.. Så gik hun lidt med ham.
"Faktisk så jo, men man må gøre hvad man kan blive nød til. Desuden er jeg ikke sart." Svarede hun igen og gik op på siden af ham.

Han spærrede svagt øjnene op over alt det hun fortalte. Ikke nok med hans synes hans familie var en flok sippede, ondsbollede, åndsforladt røvhuller, nu var de også mordere til hele hans tvangforlovets familie. Eller, i hvert fald onkelens side var, hans egen var bare snobbet og u forståelige. Ikke at det gjorde det bedre. Han vidste udmærket godt at hans onkel dræbte vampyrer, ved gud, det havde han selv trænet ham til at gøre, men hvad fik han ud af at dræbe en som Bonnies familie? Det så han aldeles ingen grund til. Ligesom hende, åndede han tungt ud og kiggede frem for sig. "Jeg vidste ikke alt det der, men, nu går jeg heller ikke meget op i min familie.. Jeg er sjælendt hos dem. Det eneste jeg vidste omkring dig, var at vores familie engang havde været i en strid og de bildte mig ind at den kunne rettes op på, hvis vi tog forlovede os.. En dejlig ting at komme hjem til, når man er van til at gøre hvad det passer en,"..
Han så på hende.. De gyldne øjne borede sig ind i ens sjæl. I et kort øjeblik tog han bare sig selv i at stå og se hende i øjnene, så han rystede på hovedet og fortsatte sin vandring hen imod søen. "Vi kan også godt finde et badekar, men, jeg ved ikke lige hvor du vil finde et henne," Hans stemme var flydende og beroligende, hvilket nok var en af grundene til, at han tit kunne narre folk med hvordan han virkelig var.
"Ethan, Bonnie, hvor skal i hen? Det er ikke brullypsnatten endnu!" Lyden af Ethans anden onkels stemme, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham og han nåede knap nok at vende sig om, før onklen var helt oppe foran dem med et snørret grin på sine læber. "Kom med tilbage i teltet, vi skal udbringe en skål for jer,"..

Bonnie lyttede overraskende nok til hvad han sagde, og kiggede fremfor sig. Dog var der en anden stemme der blandede sig, Bonnie vendte sig imod Stemmen. Så vendte hun blikket om imod Ethan og grinte lidt, før hun vendte om.
"De har travlt, de vil ikke bemærke om så der var en slåskamp foran deres næser tro mig. Der var et mordforsøg og et mord i teltet, de så intet." Svarede hun ubekymret. Bonnie var ikke rigtigt bange eller bekymret for hvad der skulle ske. Det eneste hun skulle gøre nu var at vente til festen sluttede, om så hun endte med at blive gift. Det var hun endelig lige glad med lige nu, det eneste der betød noget var at hun fik dræbt den person. Bonnie tog Ethans hånd.
"Lad os virke overbevisende, så falder de til ro. Og når de ikke forventer det, så slår jeg dem ihjel. Du skal ikke tro at jeg ikke vil gøre det." Smilede hun lidt og begav sig hen imod teltet. Hun håbede da på at Ethan ville spille med på hendes plan, for ellers kunne de være hun var nød til at låse ham nede i en kælder eller sådan noget. Bonnie vidste at hendes overlevelse hang på ham og omvendt. Det var den eneste grund til at hun var så venlig, eller hun stolede ikke på nogle det var nok mere det. Venlig kunne hun som sagtens godt virke til at være.

Da onklen fik dem til at følge med sig, luntede han jublende hen imod teltet igen, et tegn på at han allerede havde fået for meget af drikke. Ethan himlede svagt med øjnene over ham, da han pludselig mærkede en hånd i sin egen, hvilket føltes meget underligt for ham. En enkelt gang kiggede han ned på hænderne, før han løftede blikket og så ind i hendes øjne. Alt hvad hun sagde passede vel fin nok og jo hurtigere familien var død, jo hurtigere kunne han være fri og gøre hvad han ville, helt alene. Mange mente at ingen kunne leve alene, men, det var Ethan nu sikker på at han godt kunne. Han smilte venligt til hende, men kun for at spille med, som hun selv sagde. "Jeg tror skam at du vil dræbe dem, jeg ser ikke nogen grund til hvorfor du pludselig skulle skifte mening," Han snakkede lavt til hende, eftersom de var ved at nærme sig teltet. Da de stod i åbningen, vinkede folk til dem og løftede drinksene. Onkelen fra før trådte frem i lyset, der hvor alle kunne se ham, nu hvor han skulle holde en tale. "Tjah, det er så mig der skal udbringe en skål nu, eftersom min bror er ude at lede efter sin kone," Ethan kunne ikke undgå at kigge på Bonnie en enkelt gang da den sætning blev sagt. Hvis de bare vidste.. "Vi er alle samlet her i dag, for at forene disse to og skabe fred imellem to familier, start med freden min unge nevø, ved at kysse din smukke kommende hustru,"
Ethan gik i stå på stedet da han sagde det. Hvem siger at han havde lyst til at kysse hende? Dog huskede hans Bonnies ord om at de skulle spille med, så, når de mindst ventede det, bankede døden på døren.
Ethan vendte fronten imod Bonnie, placerede en hånd på hendes kind og hviskede svagt: Vi skulle jo spille med, inden han placerede sine læber på hendes. Et udbrud af jubel omringede nu hele teltet.
Lidt efter trak Ethan væk og så ud på det jublende publikum. Jublende nar hoveder. Onkelen med talen, klappede og smilte over hele hovedet. "Mine damer og herre, nu er der fred!" En ny jubel skar igennem rummet.

Bonnie var god til at spille med, så da han skulle kysse hende gengaldte hun det for at øge folkets glæde uden så meget som at tøve. Så var der fred som hun sagde, det ville de ønske der var. Dette var ikke ovre, overhovedet! Bonnie smilede dejligt falsk tog sig en drink og bundede den i en mundfuld. Så kiggede hun over på sin 'ægtemand'. Og gjorde tegn til at de skulle gå indenfor, og ligge en plan. Selvfølgelig vil familien opfatte det en smule perverst, dog var det jo ikke deres hensigt. Bonnie begyndte at bevæge sig herhen imod men vente blot på Ethan til at ledsage hende. Bonnie kunne godt lide tanken om at der ikke var andre end dem som havde nogen form for mistanke om hvad der forgik.

Familien bemærkede ingen ting. De dansede, jublede og svang rundt, kvinderne med skørterne og mændene med store armbevægelser. Det var få der bemærkede at Bonnie gjorde et vink hen imod et værelse til Ethan. De piftede svagt men ellers ikke meget andet. Den eneste der lige besluttet sig for at blande sig, var Ethans storebror, der gav ham et klap på skulderen og hviskede: Hyg dig, en succubus skulle vidst være guddommelig, hvis du forstår hvad jeg mener.
Ethan skubbede hånden af skulderen og fulgte med Bonnie ind i det andet rum. Lyden af de jublende folk blev dæmpet bag den lukkede dør. Han åndede tungt ud. Hvornår ville denne dag nogensinde ende? Med armene på kors, vendte han sig om imod Bonnie og gik hen ved siden af hende.
"Hvordan starter vi det hele, det er en stor flok, opdager den ene bare hvad du er i færd med, skal man regne med at den næste vil reagere, de er som piratfisk," sagde han og så ind i hendes øjne. "Medmindre, jeg skal aflede nogen for dig?" Han smilte kækt til hende. En seng så fristende ud, han satte sig på den og nød at sidde lidt ned, uden den latterlige familie jubel ude fra festteltet.

Bonnie kunne ikke lade hver med at grine da hun omsider fik lukket døren, de var jo en flok dumme idioter derinde. Så kiggede hun imod Ethan, og lod sine arme falde ned langs siden.
"Jeg har ikke løber rundt i over 500 år bare for at have en plan. Jeg har en plan a, b, c.. Ja osv." svarede hun med et lumsk smil. Bonnie var hurtig tænkende. "Jeg har tænkt mig at slå din onkel ihjel først, det hans skyld jeg er her. Osv.. Så han bliver den første, og så tager jeg resten som det lige kommer, måske skulle jeg have spist en sjæl inden. Nå lige meget, de kender ikke min styrke, og selvom de er et kobbel vil det komme overraskende for dem." Svarede Bonnie og rystede lidt på hovedet af ham. Så sprang hun faktisk på ham, bare for sjov skyld endelig. Hvad der dog ikke var meningen var at hun skulle lande ovenpå ham med hendes læber automatisk på hans, om det var et succubus instinkt var muligt, men hun trak sig også væk, dog kun ved at hæve sig lidt over ham så hun kiggede ham i øjnene.
"Men vi skal være opmærksomme på at de sikkert ved vi er forbundne. Hvis vi bliver opdaget har de let ved at stoppe os. Vi kunne sætte ild i teltet til at starte med?" Spurgte hun lidt forsjov. "Jeg elsker at sætte ild til ting." Svarede hun drillende, og så ned på ham med et kækt smil.

Imens hun snakkede, så han op i loftet, han hørte skam hvert et ord hun sagde, det gav ham faktisk et svagt smil på læben over alt det hun sagde. 500 år? Det måtte man sige, hun havde levet livet! Han drejede hovedet en enkelt gang, ved snakken om onkelen skulle dø først. Nok var Ethan ret ligeglad med sin familie, men, han måtte dog indrømme at onkelen var den eneste han rigtig havde brudt sig om, for han havde været den eneste der havde snakket nogenlunde pænt til ham. Desværre, som årene var gået, var han begyndt at skubbe Ethan væk, ligeså meget som de andre familiemedlemmer gjorde. Til alt held for sarte sjæle, havde Ethan ikke rigtig nogen helt små søskende, børn og den slags.. Det skulle helst ikke gå udover børn.
I det øjeblik han ville sige noget til hende, sprang hun på ham og til en stor overraskelse, landede hendes bløde læber på hans igen. En smule chokeret spærrede han øjnene op.. Han nåede ikke rigtig at gøre noget, før hun var trukket væk igen, hun blev dog ved med at være over ham.. Han smilte kækt til hende. "Det gør de sikkert, det skulle ikke undre mig, at det var noget de alle havde aftalt at der skulle ske," Øjnene blev forbundet med hendes. "Nå, så det gør du? Det skal du med glæde have lov til så, hvem elsker ikke et varmt bål?" Hans stemme var drillende og flydende. For at drille hende en smule, drejede han dem rundt. Det var nu hendes tur til at lægge nederst. "forresten, har du ikke hørt at denne form for nærkontakt er forbudt før bryllupsnatten?" Han blinkede drillende til hende, før han satte sig op i sengen og så på hende, med et kækt smil spillende om sine læber.

Bonnie satte sig op da han gjorde.
"Jo det har jeg hørt, men succubus har andre regler, fordi vi er som vi er." Svarede hun drillende igen, og så overpå ham.
"Du har ret alle elsker et hyggeligt lille lejrbål." Så svang hun benene hen over sengens kant og rejste sig op. Bonnie gik elegant hen til et vindue og kiggede ned på teltet. Så holdt hun fokus på at lade teltet brænde med udgangene spærret hvor røgen var værst. Bonnie kunne mærke sin egen magt der pumpede inden i hende, den var lige så voldsom som en vampyrs blodtørst. Bonnie gik over imod døren og åbnede den. Så fandt hun sig frem til husets skarpeste kniv. Hendes gang fortsatte ud i festteltet, ilden ramte hende ikke, det var som om den lod hende passere. Så fandt hun frem til hans onkel og trak ham ud. Bonnie så lidt på ham.
"Jeg er færdig med dig, jeg er færdig med at du prøver at manipolere med mig. Kontrollere mig, som om jeg er din lille bitch." Snerrede hun og prikkede begge sine tommelfingre ind i øjnene på ham så hårdt hun kunne, få sekunder efter slap hun og tog kniven.
"Og nu er løbet kørt for dig, farvel." Sagde hun og lod det skarpe blad glide hen over hans strube hoved, så han ikke nåede at sige et ord før han var død. Bonnie smed kniven fra sig og vendte om imod teltet, hun kunne hører skrigene. Dog var hendes øjne tomme. Vreden i hende blussede op, og til sidst var der ikke mere telt, der var intet andet end brændt jord. Og røgede lig. Bonnie havde dog mistet enormt meget energi, og havde ikke spist sjæle i nogle dage, så hun havde det som om hun ikke kunne få vejret, før hun så faldt om. Det samme vil ske for Ethan, dog var hun jo ikke død.

Han smilte til hende og kiggede efter hende, da hun begyndte at gå hen imod vinduet, hvor man kunne se festteltet fra. I et kort øjeblik lignede hun en krigs leder der så på sin fjendes lejr, en lejr hun havde ledt efter i så lang tid og nu var klar til at knække! Takket være hans hørelse, kunne han høre hvordan blodet pumpede i hende, hvor meget hun ønskede at komme ud til det brændende telt og dræbe onkelen. Han fulgte hende med øjnene, da hun smuttede ud af døren med en kniv i hånden. Først da han kunne mærke varmen igennem ruden, rejste han sig fra sengen og kiggede kort ud af vinduet, kun for at se dansende flammer der farvede himmelen rød. Lyden af skrig fik ham til at kigge væk. Nok var han ligeglad med dem, men, det betød ikke at han ønskede at se dem brænde op i helvede. Han tog en dyb indånding og begiv sig ud i det voldsomme kaos. Det lykkes få af familiemedlemmerne at slippe ud af flammerne varme tunger.. De yngste skreg, løb deres vej med tårevædet øjne og en voldsom hosten af alt den røg.. Onklen derimod, var fanget i Bonnies greb, det forhindrede ham dog ikke i at smile lumsk og dreje hovedet en anelse, så han kunne se op på hende, med sine hånende og stikkende øjne en sidste gang, inden hun skar struben over og en sort, tyk masse flød ud af såret..
Til sidst var der ikke andet end røg, sod og lig tilbage på den før så frodige græsplæne. Det grønne græs var svitsede væk, selv nogen få træer stod nøgne og brændt til døde..
Ethan ville løbe hen til Bonnie, men nåede det ikke før hun faldt om og det samme gjorde han..

Han vågnede ved lyden af brusende vand. Øjenlågene føleses tunge for ham. I luften var der en snævre stank af ud tørret bål og brændt kød, hvilket gjorde ham klar over hvor han var med det samme, han endelig tog sig sammen til at åbne øjnene. Rundt omkring ham var der koldt og stille.. Kort gned han i sine øjne før han så rundt. For hvert et sted han kiggede hen, lå der et lig, brændt ind til knoglerne og lavede om til det reneste aske.. Han bed sig svagt i underlæben. Hurtigt fik han øje på Bonnie og løb med vaklende ben hen til hende. Hun sov stadig.. uden at tænke videre over det, løftede han hende op i sine arme og gik hen imod huset igen. Det hus de snart måtte forlade før nogen bemærkede branden og ligene. Han lagde hende forsigtigt på sengen og ventede på at hun skulle vågne..

Bonnie løb rundt på den grønne mark med sin bror og hendes søstre. Havde det sjovt som de kun havde få gange i det ellers fine liv de levede. Bonnie kom ikke fra en dårlig familie, hun elskede dem overalt på jorden. De grinnede og løb rundt i solskins strålerne, med store smil på læben. Latteren ramte hende hårdt for pludselig var der ild og lugt af død.. Tårerne flød fra hendes øjne og ned af hendes kinder af at være alene i mørket. Så skreg hun og løb rundt efter nogle der kunne hjælpe hende.. Den eneste hun mødte var Jason, Ethans bedstefar.. Han så hånligt på hende, imens han gav hende et liv i elendighed og skyld. Bonnie løb videre, uden at se sig tilbage.. Hun løb bare, løb og løb.. så hurtigt hun kunne.. Jo dybere i mørket hun kom, jo mere og mere blev hun mørket. Og snart havde det opslugt hende, ætset sig ind i hendes hud og ind i hendes årer.. Til det ramte ind i hendes hjerte og gjorde det kold som is."

Bonnie vågnede op med tårer ned af kinderne, og bankende hjerte. Så satte hun sig op og kiggede frem for sig. Sengens madras var blød imod hendes hud. Bonnie tog en hånd op og fjernede tårene før hun kiggede over på Ethan. Så rejste hun sig op, på udhvilede ben og vendte sig i font mod Ethan.
"Har du tænkt dig at blive her? Eller går du med, normalt holder jeg mig for mig selv. Men eftersom vi er bundet og mand samt hustru. Så burde vi nok holde lidt sammen, inden du skulle ende med at blive slået ihjel." Sagde hun og lagde armene overkors.

Det varede lidt inden hun vågnede, det føltes nærmest som en evighed, men egentlig var det ikke længere en en lille tåre. Tåre ned af hendes kinder afslørede at hun ikke drømte noget rart. Et kort øjeblik var han nysgerrig omkring hvad hun drømte om, men, slog det hurtigt fra sig igen. Det ragede ikke ham det fjerneste. Han slog armene om sig selv, ventede stadig på at hun skulle vågne op af sin lille tornerose søvn.. Til sidst vågnede hun endelig, desværre kunne han ikke rigtig nå at få et ord indført, før hun sagde det han faktisk havde spekuleret en smule over. Hvad ville der ske nu? Ville de gå hver til sit, selvom de var bundet sammen? Han rejste sig og gik hen imod hende. Et kækt smil spillede om læberne på ham. "jeg går med dig, indtil forbindelsen er brudt," Han kiggede ud af vinduet. "vi må bare se at komme af sted med det samme og forresten, er det ikke mig der ender med at blive slået ihjel først," med de ord, forlod han værelset og regnede med at hun fulgte ham. Han vidste ikke hvor de skulle tage hen. "Har du et sted hvor vi kan være?" han så spørgende om på hende.

Bonnie fnøs af ham og fik et skridt tættere på ham.
"Jo det ville du være, for så snart denne her forbindelse er lukket, vil du ikke være andet end en løs ende. Og jeg har ikke brug for at du kan sladre til alle mine fjender, ikke fordi de har en fordel. Der er ingen som kan sårer mig, der er ingen tilbage jeg elsker."Svarede hun alvorligt, hendes drøm havde fået virkeligheden tilbage i hende, det var det hun nogengange havde brug for. Et skub tilbage i virkeligheden. Bonnie lagde hovedet lidt på skrå.
"Selvfølgelig har jeg det, min families hus." så begyndte hun at gå uden så meget som at vente på ham, ville han følge med så måtte han sætte tempoet op. Bonnie' øjne var koldere end før hun mødte Ethan. Bonnie gik udenfor og så sig kort omkring. Hun vidste at hun manglede noget, så tænkte hun tingene godt igennem. En smerte spredte sig i hendes mave da et skud ramte hende, Bonnie snerrede irriteret. Og vendte ansigtet imod Ethan som lige kom ud.
"Ind med dig!" Råbte hun til ham, og trak så skudet ud så godt hun kunne. Bonnie så hans far i øjnene.
"Troede i virkelig at i nogensinde ville få fred huh?" Hævede hun sin stemme og sagde. Bonnie var klar over at hun ikke var hurtig i den påklædning hun havde. Så hun trak simpelthen sin kjole af og tog af de højesko. Bonnie var ligeglad. Så løb hun over imod den mand som stod med øjnene rettet imod succubus kroppen. Så brugte hun de medfødte evner der fik ham til at kysse hende til Bonnie endelig brækkede nakken på ham. Så vendte hun om og tørrede blodet af sin mave. Så vendte hun tilbage til Ethan.
"Ikke sig at du nu ikke skriger efter denne krop, for hvem ville ikke? Bare sig hvis du vil have noget med den at gøre, jeg er frisk på at tænke på noget andet." Spurgte hun med et skævt smil inden hun så trak kjolen op på sin hud igen. "Gider du lyne den op.?" Spurgte hun lidt flirtende.

Han sukkede dybt over det hun sagde. Fedt, hun ville altså forsøge at dræbe ham, så snart forbindelsen var brudt imellem dem? Det skulle nok blive interessant. Hvem dræbte mon hvem først? Han fulgte efter hende, kiggede koldt frem for sig og ignorerede hvordan hun pludselig var blevet koldere end is. Det gjorde ham nu heller ikke det store, de skulle bare adskilles og så ville alting ordne sig, når han slår hende ihjel før hun slår ham ihjel. Et skud skar igennem luften. Det skud kendte han, det tilhørte hans onkels pistol, men det kunne umuligt være sand, han var jo død ikke sandt?! Bonnies kommando om at blive inde, adlød han ikke, han blev stående hvor han var. Smerten fra Bonnies sår skar igennem ham og han bed sig i underlæben for at ignorere det. Det overraskede ham at hans far stå ikke så langt fra, med pistolen rettet imod Bonnie, en pistol han havde nappet fra sin brors døde krop. Ethan ville tage sin egen pistol frem, skyde efter målet, nemlig sin far. Han var så optaget af at finde pistolen, at han ikke så Bonnie var i færd med at fjerne sin kjole, i en plan på at logge faren i sit spind. Da pistolen endelig føltes tungt i hænderne, kiggede han op og ville rette den imod sin far, da et syn fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Hun kyssede hans far, nøgen!? Det var forkert på så mange måder! Et kys, lidenskabeligt og yndig, blev hurtigt til et kys af død og blod. Farens krop faldt til jorden efter Bonnies greb om halsen på ham. En brækket nakke.
Han smilte lumsk, puttede sin pistol tilbage i dets beholder og sørgede for at have øjenkontakt med Bonnie, for hans egen hormoners skyld.
"Din selvtillid fejler intet," Han gik hen imod hende, lynte kjolen op for hende og tog sig selv i at kysse hendes skuldre drillende. "Det må vente, lige nu, må vi heller se at få brudt det bånd, jeg kunne endda mærke at du blev skudt," sagde han med en stemme der både var drilsk og alvorlig på samme tid. Han stod ved siden af hende med armene på kors.

Endnu engang kom der et fnøs fra hendes læber.
"Jeg bider ikke.. altid." Svarede hun drillende og begyndte så at gå. Bonnie lod sig fører vejen.. Til et sted i Terrovile hvor et stort palæ stod og blomstrede. Det var gammeldags udenpå når man tænkte på at det var over 800 år gammelt. Bonnie gik op til hoveddøren og åbnede.
"Kom indenfor." Bonnie lukkede døren efter ham da han var gået ind. Så måtte han selv finde rundt. Bonnie satte sig ind i stuen i en af de dyrer sofaer. Hun var her jo ikke hverdag, men det var et godt tilflugtsted.

Han grinte svagt ved kommentaren om at bide. Frygten for at blive bidt var nu ikke det der plagede ham. Han skubbede drilsk til hende med sin hofte. "Jeg er ikke bange for at blive bidt," De startede begge med at gå igennem gaderne. Væk fra det mareridt han engang kaldte familie. En familie der nu ikke var andet end sod på en ødemark.
Huset var smukt som han havde forventet. Et rigtig rigmandshus. Døren blev åbnet derind til og en verden han var blevet født i, levet i, åbnede sig endnu engang for øjnene af ham. Rene gulve du kunne spejle dig i. Smukke blanke vægge, samt duften af porcelæn og varm ild fra kaminen. Han gjorde et nik som tak til at han måtte komme inde. Med afslappede bevægelser gik han ind..
Da hun satte sig ned, blev han stående og så sig egentlig ikke rundt omkring. For ham var alle rigmandhuse ens. Han kørte en hånd igennem de ravnefarvede lokker.
"Hør, når alt det her er.. slut, kan vi så aftale noget?" Han så hen på hende. De gyldne øjne spejlede flammerne fra kaminen. "Vi dræber ikke hinanden, jeg sladre ikke til dine fjender, hvorfor skulle jeg det overhovedet? Du har givet mig frihed ved at slå familien ihjel.. Du forsøger ikke at dræbe mig og jeg forsøger ikke at dræbe dig," Han gik hen imod hende. Den slanke krop overkrop bevægede sig harmonisk med benene. Han rakte hånden frem til hende. "Aftale?" Han så hende ind i øjnene.