Engaged -Bonnie-

Han ville lave en aftale med hende, Bonnie lagde hovedet lidt på skrå og nikkede så.
"Aftale." Hun kiggede kort på hans hånd og tog den så. Så hævede hun blikket op i hans øjne.
"Men for at jeg holder min aftale så er jeg nød til at have bevis. Hvis mig at jeg kan stole på dig, at lige præcis du ikke bare vil løbe ud på gaden så snart en eller anden dusør kommer på mig at du ikke vil tage den. Som du selv sagde, jeg gav dig frihed. Men om du så sagde til mine fjender hvor jeg var, ville ingen få noget ud af det. Jeg er klogere end mange tror, de vil aldrig fange mig. Lige meget om de vil jage mig til om flere tusinde år, jeg dræber dem en dag, og så kan jeg være fri. Men når vi er sluppet ud af den her lille krise, så synes jeg du skal gå ud og leve din frihed. Det ville jeg have gjort." Sagde hun, der var ikke et smil, ingen tårer. Blot et kold ansigt, froset i den kulde det var efterladt i. Ikke en følelse passerede hendes ansigt, ingen muskel dirrede. Bonnie løsnede sig så lidt op.
"Jeg tror din mor forgiftede mig, men jeg tror også at det var for at jeg ikke skulle dræbe dig inden vi blev gift. Så derfor tænker jeg at efter ville det være ligemeget, for så ville jeg jo have været i familiens skød og din onkel ville have kunne manipolere mig så meget som han ville prøve. Så hvis du ser på det, så er der en ting vi ikke har gjort som hører et bryllup til. Kan du ikke se det?" Det havde taget hende lidt tid at regne den ud, men der var så mange løse ender at det ikke kunne passe helt. Dog havde hun ikke noget imod at se om det ville virke eller ej. Bonnie så Ethan i øjnene og ventede på hvad han ville sige.

Hun tog imod hånden og han smilte tilfredst. Dog blev det ikke så nemt som håbede, straks kom hun ind med en anden regel. Reglen om at kunne stole på ham. Hvordan ville hun lige have at han skulle bevise det? han var ikke van til at folk skulle stole på dem. De fleste han var i nærheden af, skød han røven af, inden de overhovedet nåede at sige noget til ham. Folk stolede ikke på ham og han stolede ikke på dem, men, hvis det var det eneste der skulle til for at hun ikke ville ende med at dræbe ham, så var der vel ingen anden udvej. Han sukkede og satte sig ved siden af hende med et bump fra den afslappede krop. "Okay, sig hvad jeg skal gøre for at jeg skal bevise du kan stole på mig, for det kan du, jeg sladre ikke til dine fjender okay?"Han løftede armene op. "Jeg ved jo ikke engang hvem dine fjender de er?" Hurtigt lod han dem falde igen. Da han ventede på at hun skulle sige noget, lænede han sig tilbage i sofaen og lod hovedet dunke ind i ryglænet. De næste ord hun sagde, lød af en eller anden grund mere bløde, end det hun havde sagt til ham før. Han løftede hovedet og så hen på hende. Hvad havde de ikke gjort endnu? Svagt bed han sig i underlæben for at tænke sig om. De havde mødtes, drukket drinks med familien, givet hinanden et kys? Hvad manglede der?
Da det gik op for ham hvad hun mente, så han hen på hende, de gyldne øjne blinkede svagt af overraskelse, inden de langsomt faldt til ro endnu engang. Han smilte svagt til hende.
"Hvis.. du mener det er forsøget værd og du vil lægge dine hænder på en varulv som mig, kan vi godt give det et forsøg?" Han kunne fornemme hendes had til varulve. Den var lige så tydelig som en rød bums på kinden. Han rykkede sig svagt nærmere hende og placerede et nyt kys på skulderen. "Forsøget værd?" Han så op i hendes øjne med et kækt glimt der svømmede rundt sammen med den gyldne farve.

Bonnie så på ham, imens han kyssede hendes skulder.
"Jeg er ikke bange, så det bliver et ja fra mig." Smilede hun inden hun skubbede ham tilbage i sofaen med den ene hånd. Så lænede hun sig hen over ham,og satte sig ved hans lysk, før hun så trak ham op at side. Bonnie lagde sine arme om hans hals.
"du er i hænderne på en sucubus dæmon, du burde være bekymret." Hviskede hun flirtende og så kyssede hun ømt hans læber. Bonnie lod sine hænder udforske hans overkrop, de dyriske instinker fra hendes race skreg i hendes krop.

Han smilte til hende. Hvad havde han gang i? Hvorfor sad han og sagde ja til dette, hvad hvis det overhovedet ikke havde noget med sagen at gøre at de skulle.. Irriteret skubbede han tankerne væk. Det kunne være lige meget. Det var jo ikke fordi det der skulle ske ville være ubehageligt.. Nu måtte han holde! Han grinte kækt til hende og skulle lige til at sige noget, da hun skubbede ham tilbage i sofaen og satte sig ovenpå hans lysk. Ulven inde i ham hylede op over udfordringen ved at blive skubbet tilbage på den måde. Han kiggede hende kort i øjnene, ville sige noget til kommentaren, men blev afbrudt af et par læber på hans. Et par læber der smagte skønt og var bløde som silke. Han kørte sine hænder op i hendes hår, lod dem vikle sig godt ind i det, før han strammede grebet om det. "Jeg er ikke bekymret, jeg ser ingen grund til det,"Det kom som en drillende hvisken imellem de ømme kys. Han trak hende i håret, så hovedet ville ryge lidt bagover og der ville være adgang til den smukke hals, han straks besluttede sig for at angribe med sine læber og tænder, ved at bide i den engang imellem. Lidt efter gav han slip på håret og så hende i øjnene.. "Hvis det er vores bryllupsnat, skal jeg så ikke bære dig op i sengen?" Det kom som et drillende spørgsmål.