Trouble maker -Noa-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Ordene skar hende i ørene imens hun kiggede fremfor sig med næsten blodskudte tårer af bare smerte. Sådan her havde det været siden hun tog derhen. Liam havde en særlig evne, som gjorde at han kunne kanilisere fuldmånens lys. Som om den hærgede over personen han rettede den imod. Det ville få alle med varulve gen der blev brugt det på til næsten at skifte form hver gang de blev udsat for det. Og den sidste måned havde han haft udsat Serena for det, ladet hendes krop næsten brække hver eneste knogle i hendes krop dog inden hun nåede at forvandle sig om, så slukkede han for evnen så hendes krop var nød til at knække sig på plads. Og med armene bundet omme på ryggen kunne hun ikke skubbe ham ret langt mere end hun havde prøvet på de første gange. Serena var til sidst så udmattet at hun havde sveddråber løbene ned af sin pande i form af små diamantskinnende perler. For at holde hende i skak havde han brugt sølv til at skærer små stumper af det ind i hendes hud. Dog lige meget hvor mange skrig hun kom med, gjorde ikke at hun græd.. Hun ville ikke sende ham en tårer, hun skreg i stedet for. Dog i den anden ende af gyderne hvor ingen kunne finde dem nede i en kælder, det var noget over kældere der gjorde det blot blev værre.. Serena sad der alene lige nu, med lænker støbet i sølv til at svække hende.. Serena havde ikke sovet ret meget på det seneste, hun ville ikke.. selvom det kunne være rart nu måske bare at sove ind? Armene dækket med sit eget blod, og jorden der flød i det nu stivnede blod.
"Du kan takke din bror for det her." Havde Liam sagt inden han havde taget hende med herned, dog bebrejdede hun slet ikke Noa overhovedet?
"Når han kommer en dag, så vil jeg slå ham ihjel. Imens du ser på." Liams ord fløj rundt i hendes hoved. Det var som at blive slået med mursten i hovedet, hun ønskede ikke at nogle skulle rører Noa. Men mon om Noa kunne fornemme der var noget galt allerede nu, eller om han havde glemt hende? DEt var jo lige det. Serena slog øjnene op da døren gik op, og hendes øjne mødte Liams. Han tog en sølv kniv op af sin lomme og skar hende hen langs kravebenet, imens han lod Serena klemme øjnene sammen af smerten. Stadig var hun for stædig til at vise en tårer.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Der var noget i vejen. Serena havde han ikke set noget til i evigheder. Da han havde spurgt både Andrea og Angela om de havde set noget til hende, havde det bare været det samme bekymrende svar, nej. Ingen af dem havde set hende lige siden hun tog tilbage til Liam. Navnet fik det til at vende sig i ham. Han huskede tydeligt den forfærdelig dæmon, der desuden havde en ånde der kunne få en blomst til at visne. Uden de andre to tøser vidste det, var han luntet ud for at finde hende, om det var farligt eller ej, den måtte han få smidt i hovedet når han engang kom tilbage. Med sin forstærkede lugtesans, gjorde han alt hvad han kunne, for at se om han kunne finde sin tvillingesøsters genkendelig lugt, af røg, ulv og sjovt nok honning. Der var gået flere timer og intet var sket. Han sukkede dybt. Hun måtte da være der et eller andet sted.. I det han troede han skulle til at give op, kom den genkendelig duft pludseligt forbi hans næse, hvilket fik ham til at smile et sejrs smil. Han havde fundet hende! Hurtigt var han på jagt efter duften. Den var ikke langt fra ham!
Inden længe stod han foran et hus hvor lugten af røg og stoffer kunne få det til at vende sig i hver en mave på forbipasserende. Han bed tænderne sammen og løb derinde, ignorerede den forfærdeligt lugt, der forsøgte at dræbe hans lugtesans. Serenas navn skulle lige til at undslippe hans læber med en høj lyd, da Liam kom frem, heldigvis nåede Noa at gemme sig bag en reol. Her ventede han og smug kiggede engang imellem, for at se hvor dræberdæmonen med den dårlige ånde gik hen. Måske han kunne føre ham til Serena? Ganske som håbet, gik Liam ned i kælder og afslørede overfor Noa at han skjulte ingen andre end Serena dernede. Hurtigt var Noa fremme fra sit skjul. Med lydløse bevægelser, gik han ned af trappen.. Synet fik hans temperament til at koge over. Liam var ved at skære i Serena. Hurtigt var han oppe bag ham. Øjnene skinnede af lysten til at dræbe. "Jeg advarede dig om at skade hende," Nåede han at sige inden han tog fat om halsen på ham og kastede ham ind i den hårde stenmur. Med et selvsikker smil, skyndte han sig hen til Serena og forsøgte ivrigt at få hende ud af lænkerne.

Sjovt nok blev Liam ikke overrasket over at Noa kom, han havde et ondskabsfuld smil på læben, som gjorde at små børn ville løbe ind til deres forældre. Han mindede Serena om en der var sindssyg og det var han jo sjovt nok også. Noa fik hende fri at lænkerne, men hun var for udmattet til at rejse sig op, dog tvang hun sig selv til det, imens hun støttede sig op imod muren. Så kiggede hun imod Liam som havde rejst sig på. Så brugte han sin evne på dem begge to på samme tid. Serena faldt på knæ da hendes knogler brækkede for at prøve at skrifte form, hun hadede at skrige af den smerte. DEt gjorde blot så ondt.. Serenas øjne blev gyldne da han endelig stoppede efter et godt stykke tid i skærsilden. Serena væltede om på siden, det var jo pointen ved totur. Den fortsatte uden at dræbe personen, blot til personen ønskede at han/hun var død. Liam havde for morskabens skyld holdt sin evne på Noa imens han gik tættere på ham, hævede sin sølv kniv over ham klar til at stikke ham ned, da Serena i et sæt fik sat sig op og i et skrig skreg. "Lad ham være." Skriget var så stærkt at hendes kræfter kom med det fra hendes evne, og skubbede ham igennem murstens muren.. Aldrig havde hun følt sig så magtfuld.. Hun kiggede lidt på det, evnen over Noa havde stoppet ved det pludselig sammenstød med muren. Blodårerne ved Serenas hals blev tydligere og tydligere, som om de strakte sig op imens hendes hoved og det gjorde de. Pludselig sprøjtede hun op med blod fra hendes mund. Det kunne næsten ikke stoppe igen, hun følte hun blev kvalt i det.. Utrolig ubehageligt.. Så væltede hun forlæns ned i jorden og besvimte kort. Hendes hjerte holdt nogle ustabile pauser engang imellem så man kunne næsten blive usiker på om hun havde det godt.
Dog slog hun øjnene op igen lidt efter, alt virkede så stille. Så vendte hun sig om for at finde Noa.

Det lykkedes at få hende ud af lænkerne, nu galte det bare om at få hende helt ud af kælderen! Liam havde dog andet i tankerne. Åbenbart havde det ikke overrasket ham at finde Noa nede i kælderen, tvært imod, var det som om at han havde ventet på ham. Noa ville vende sig om, da en voldsom smerte brød ud i ham. Knoglerne forsøgte at bøje sig på måder det ikke var muligt for en krop at gøre. Af ren smerte tog Noa sig til hovedet, hev sig selv i håret, imens knoglerne inde i ham skiltes ad. Ulven inde i ham hylede om at komme ud, om at herske over kroppen og skubbe vampyren væk, hvilket gjorde at vampyren forsøgte at gøre modstand ved at hvæse med hugtænderne. Noa faldt på knæ. Hans skrig kunne have ødelagt glas!
"Stop det!" hvæste han ivrigt. Langsomt kunne han mærke hvordan fingerknoglerne forsøgte at sprede sig længere ud.. Kløerne var endda begyndt at komme frem. Stadig forsøgte vampyren at gøre modstand, hvilket bare gjorde smerten endnu værre. De to racer sloges inde i kroppen. Indtil videre var varulven ved at vinde. Ud af sin øjenkrog så han Liam nærme sig med en sølvdolk der kunne gøre en ende på ham med det samme! Han ville bevæge sig, men forvandlingen var for kraftigt i gang. Tiden var åbenbart inde til at sige farvel..
Et skrig og smerten stoppede øjeblikket. Med en rystende krop, faldt han helt om på jorden, lod hovedet møde det kolde stengulv. I dette øjeblik, ville han bare gerne lukke øjnene, for derefter at åbne dem og indse at det hele bare var et mareridt. Desværre, var det ikke sådan legen foregik. Da han løftede blikket for at se hvad der skete, nåede han lige at se Serena. Blodårene på halsen gjorde det klart for ham. Hun var stærkere end nogensinde. Sejren varede dog kun kort. Hun faldt om på stedet. Det var tid for ham at få sin søster væk derfra, det han skulle have gjort lige fra starten af. Udmattet begyndte han at kravle hen til hende, slæbte hele sin krop hen ad gulvet, kun ved hjælp af sine arme. Da han endelig nåede hen til hende, forsøgte han at rejse sig op. Efter et par mislykket forsøg, lykkedes det ham endelig, han rejste sig, kun til sin overraskelse at Liam også snart ville være på benene igen.. Ivrigt ruskede Noa i Serena, forsøgte at løfte hende, selvom hans krop rystede som en chihuahua under ham.
"Kom nu søs," hviskede han svagt..
Hurtigt gav han slip på hende, da han kunne se Liam var kommet på benene. Så godt han nu kunne, startede han en brændt rundt om Liam, i håb om at det ville virke. Dog tog brænde overhånd. Den gav sig langsomt til at æde alt i kælderen. Lykkedes det dem ikke at komme op, ville de blive ædt af varme flammer..

Det var som om hendes krop endelig bare havde lyst til at falde om, og lade hende dø.. Lide et par umattende timer før hun ville koble helt af. Dog fik Noa hende på benene, hendes styrke kom fra hendes bånd til Noa. Nu havde hun jo noget at kæmpe for som ikke blot var et håb men en levende person. Hun lod sig selv prøve at stå på rystende ben, men endelig nåede de ud inden flammerne nåede at omfavne deres hud.
Håbløst prøvede hun at gå op langs muren for at komme væk derfra. Det var som om det tog dem flere timer bare at gå hen til det sted Angela boede i. Så snart døren blev åbnet til stedet, lod Serena sig falde indenfor. Og lagde sig på ryggen midt på gulvet imens hun pustede udmattende ud.
"Gudskelov for det er overstået.." sagde hun næsten tilbedende..

Han havde ingen kontrol over ilden. Lige nu var han alt for svag til at have kontrol over noget som helst. Ilden gjorde som den passede den. Flammerne lignede endda drillende ansigter på børn der ikke gjorde hvad forældrene bad dem om. Noa forsøgte ivrigt at få kontrol. Det lykkedes desværre ikke. En tyk røg spredte sig snart udover kælderen, angreb dem alle tre langsomt med deres kvælergreb om halsen. Heldigvis for Noa kunne han ikke dræbes af ild, men, det kunne Serena og derfor galte det om at komme ud med det samme.. Serena var dog allerede godt i gang med at følge muren hen til trappen.. Hurtigt var Noa oppe ved siden af hende.. De løb sammen hjem på haltende ben og da det endelig lykkedes for dem at komme hjem, kunne Noa ikke andet end at dejse om på stedet. Gulvet her føltes nærmest behageligt for ham. "Ja," Han hostede voldsomt.. Lidt efter stoppede det og han kiggede nu hen på sin søster med et svagt smil. "Klarer du den?"