Meeting Her Maker (Micah)

Sted: Den mere shady del af bazaaren i Rotten Root District
Tid: Omkring klokken 23
Omgivelser: Beskrives så vidt muligt i emnet
Vejr: Støvregn
Outfit of the day: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Genevira afskyede denne del af byen og hun ville nok aldrig varme op til den, der lå for mange negative minder her. MEN. Det var det bedste sted at finde noget…nogen at spise uden at komme i problemer. Det var ikke lige frem fordi man sendte hele ordensmagten ud, hver gang nogen på mystisk vis forsvandt, eller dukkede op markant mindre levende end før, når det var i Rotten Root, at tingene havde fundet sted. Så på den måde var Rotten Roots snørklede klaustrofobiske gader gået fra at være et sølle menneskes hjem til en ung vampyrs jagtmark. Det var ikke ligefrem fordi, at hun var den første, der havde opdaget det smarte i atø gøre tingene sådan. Hun var trods alt blevet forvandlet her og det skete da også fra tid til anden nu, at hun stødte på andre af sin art, der sikkert ligesom hun selv, var ude for at finde et simpelt måltid.
Det var aldrig nogen, hun rigtig havde snakket med som sådan. Indtrykket de gav hende var, at man holdt sig for sig selv, og guderne forbyde, at man kom i vejen for hinanden det ville bare ende med, at man blev slået ihjel. Og så var der selvfølgelig det faktum, at Genevira hovedsageligt benyttede byens tage til at bevæge sig rundt. En jagtteknik som det lod til havde forbigået de fleste (nok fordi den virkede komplet vanvittig). Man gik ikke og snakkede heroppefra.
Ikke desto mindre var det en sådan jagt, Genevira nu var på vej hjem fra. Hun burde have klædt sig bedre på til at klatre rundt og kaste sig ned fra hustage, men på den anden side, hvad gjorde man ikke for æstetikken? Desuden havde hun klatret rundt siden hun var barn og da havde hendes skørte været næsten lige så ubehjælpelige.
Regnen gjorde verden omkring hende endnu mere grå og trist at se på, end den i forvejen var og de tunge skyer på himlen fik det kun til at se ud til, at det ville trække op til et endnu større forårsuvejr snart. Hendes sko svuppede i forvejen i henad den halvmudrede gades ujævne brosten.
Altså havde intet ændret sig, siden hun havde boet her. Hun havde hænderne begravet i kjolens stof og forsøgte at holde det nederste af sine skørter bare en smule oppe, så de ikke blev ødelagt. Alt sammen samtidig med, at hun virkelig ihærdigt powerwalkede ned ad gaden for at komme så hurtigt hjem så muligt. Det var mere end bare ubehag over regnen.

Hun måtte have taget en forkert vej et eller andet sted, måske kunne hun ikke huske alle smutvejene rundt, så godt, som hun ellers egentlig troede. Den tanke var næsten en lettelse. Det betød måske, at hendes fortid var ved at forsvinde for hende. Hvis bare hun kunne glemme de dårlige dele af den, så ville det måske være okay.
Uagtet om der var tale om en forkert drejning eller ej, befandt Genevira sig pludselig midt i Rotten Roots bazaar. Et område, der trods det dårlige vejr, var tæt pakket af folk, der ønskede at gøre en god handel. Eller måske bare slippe af med tyvekoster.
Det var ikke sjældent, at hun havde været her, for eksempel for at skaffe mad til familien, men hendes mor ville have slået hende ihjel, hvis hun havde vidst, hvor ofte hun var kommet her uden selskab fra en af sine ældre søskende. Hvor let var det ikke lige for en ung pige at blive væk og så snuppet op af de forkerte typer på et sted som her?
Selvom hun nu var en voksen kvinde med rig mulighed for at forsvare sig selv, fik det hende alligevel til at stoppe bræt op. Hun stirrede et øjeblik bare helt forvirret rundt. Stedet her virkede som en smeltedigel. En sammenblanding af alle mulige væsner og socialklasser bevægede sig uhindret mellem hinanden i søgen efter vare blandt bodernes øjensynligt uendelige udvalg. Ved første øjekast virkede det ikke så slemt og Geneviras nysgerrighed overvandt hende alligevel og hun endte med, lidt forsigtigt at bevæge sig rundt mellem staderne alligevel.
Og pludselig havde hun forvildet sig langt nok på afveje til tydeligvis ikke at befinde sig i den lovlige ende længere.
Hun var i hvert fald ret sikker på, at man ikke lovligt kunne slippe af sted med at sælge menneskelige organer, eller blod for den sags skyld. Hun trippede lidt af sted og betragtede det hele med en slags morbid fascination.

Det var ikke fordi, at hun ikke havde set slaver i den lovlige del. De løb ærinder for de handlende, der ejede dem, eller hjalp til med handlen, men her. Her lod de til at være over det hele. Forhutlede og udpinte skikkelser, som Gene gjorde sit bedste for at ignorere ligegyldigt, hvor hun lagde mærke til dem henne. Hun havde ikke som sådan ondt af dem egentlig. Det var slaveriet for meget en kendsgerning i livet til. Det var ligesom bare sådan tingene var. Ubehaget kom mere fra tanken om, at det kunne have været hende selv, en sådan skæbne kunne have været gået udover, hvis tingene havde stået bare en smule værre til derhjemme. Det var ikke nogen hemmelighed, at børn i Rotten Root engang i mellem forsvandt og forældrene kom hjem med en pengepung, der var betydeligt tungere end før.

Opslugt af sine egne tanker, bevægede hun sig videre blandt boder vis indhold gjorde hende mere og mere ukomfortabel.
Dog satte det sande ubehag først rigtigt ind, da hun, enten ved et tilfælde eller fordi universet ville have det, fik øjenkontakt med en høj mørkhåret mand.
Først var hun bare forvirret, stoppede op midt i et skridt, frossen og forsøgte at placere ham. Måske var det bare fordi hans øjne var så ekstremt blå, at hun havde lagt mærke til ham?
Så var det som om noget sagde klik i hendes hjerne og hun tog sig instinktivt til siden af halsen, hvor et jag af fantomsmerte et kort øjeblik stak i hende.
Det var rent instinkt på nuværende tidspunkt. Hendes krop vidste, at sidste gang, hun havde set ham, havde det næsten været med døden til følge.
Hun var ikke sikker på, hvor længe hun havde stået her, men nu vendte Genevira, i et resolut ryk, om på hælen og satte nærmest i løb i den modsatte retning.

Micah havde i mange år blot passet sig selv og gjort hvad end han fandt mest interessant i det pågældende øjeblik. Om det så var at slå en god handel af, være derhjemme med hans slaver, være ude og hjælpe en af hans 'venner' med at torturere nogen eller blot nyde en jagt og få mæsket sig i noget godt blod... Ja, det varierede en del fra dag til dag hvad der nu engang var det mest interessante for ham.

I går havde det været en dag der udelukkende gik på jagt. Han havde i alt mæsket sig i hele tre mennesker. Ikke at han behøvede det, men han elskede sådan synet, lugten og smagen af blod... Følelsen af den varme, til tider lettere viskøse væske der gled ned i hans hals som han drak, lyden af et panikslagent hjerte og skriget som folk prøvede at kæmpe imod ham uden nogen chance for at klare det.

Men i dag var ikke en sådan dag. Nej, i dag skulle han hen på markedet. Helt specifikt det sorte marked. Han skulle se om han kunne være så heldig at der var nogen der kunne sælge man noget engle blod, da han sådan elskede at have det stående derhjemme, og gemme det til en særlig lejlighed i ny og næ, så himmelsk som det nu engang smagte.

Så derfor var han allerede i denne del af bazaren, og havde netop lykkedes at erhverve sig det blod han gerne ville have fat i, da han fik øjenkontakt med hende. Han kunne ikke erindre hendes navn på nuværende tidspunkt, da han aldrig havde taget sig tiden til at prøve at lære det. Hverken dengang de først mødtes og hun havde været et menneske, ej heller i de fire år siden da. Han havde kun hørt en smule løst om hende her og der.

Og som han så hende tage sig til halsen, vidste han godt at hendes krop i alt fald lige havde mindet hende om hvad der var sket da hun sidst havde set ham. Men som han så hende vende om og flygte... Smilede han blot... Og fulgte efter. Det kunne da være underholdende at finde ud af præcis hvordan det var gået hende siden da... Ikke kun gennem andres fortællinger, men direkte fra hende af... Så snart de var ude af syne af andre, satte han da også farten op - og udnyttede den vampyriske hastighed til fulde, til at hurtigt komme op foran hende, og afskære hende vejen. "Hvor i alverden er De på vej hen i sådan en fart, hmm?" spurgte han derpå, med et utroligt charmerende smil på læberne, der dog undgik at vise tænderne.

Det var først nu, at det gik op for hende, hvor meget af frygten og ubehaget fra den aften, det var lykkedes hende at fortrænge på et niveau, hvor hun ikke rigtig tænkte over det i sin hverdag. Nu kom det hele tilbage. Som at blive ramt af en bølge og trukket med ud på havet. Hvis hun havde kunne få sig selv til at tage en dyb indånding og tænke rationelt et øjeblik, ville hun måske have kunne føre en samtale i stedet for at spurte af sted, som et jaget rådyr. Det var lige før, at hendes fødder knap nok rørte jorden, så hurtigt løb hun. Vævede ind og ud mellem forvirrede forbipasserende, fik i forbifarten skubbet til en eller anden, der faldt og alt det han bar på. Det væltede udover det hele og vedkommende råbte et eller andet efter hende, som Genevira ikke havde hverken tid eller energi til at forholde sig til. Et øjeblik blev hun taget tilbage til sin barndom, når hun, en sjælden gang i mellem havde neglet et eller andet, sandsynligvis noget spiseligt, fra en af de andre unger i kvarteret og måtte løbe af sted med sine tyvekoster for ikke at blive lammetævet. Forskellen var bare, at dengang havde der været tale om en skrøbelig balance. Hun og de andre stakkels skabninger, der udgjorde børnene i kvarteret havde været nogenlunde ligestillede rent styrkemæssigt. Der var en intern forståelse af, at hvis du ikke rent faktisk kunne slås for den mad, du havde været dum nok til at have med dig ud, hvor der var andre, der kunne se at du ejede den, så var det fordi du ikke rigtig fortjente den. I denne forståelse lå der også en vished om, at hvad man måske fik tusket sig til én dag, kunne meget vel blive det man mistede en anden. Og alle vidste, at det værste, der kom ud af disse slåskampe som regel var, at nogen fik tæv, så det var ikke fordi det var voldsomt skræmmende at løbe fra, når først man havde vænnet sig til, hvordan børnenes interne love, var skruet sammen. Dette her. Det var noget andet. Hun anede ikke, hvad hun løb fra. Eller jo. Hun vidste, selvfølgelig godt, at hendes skaber var en vampyr, men hvad han ville hende var ukendt. For alt Genevira vidste, kunne han lige så godt have besluttet sig for at gøre det fra for fire år siden færdigt og slå hende ihjel.
Hvad hvis hele hendes forvandling havde været et uheld og han først havde lagt mærke til, at hun egentlig eksisterede nu og nu var han nødt til at rette op på det?

Vær nu ikke så åndssvag, man fodrer ikke nogen med sit eget blod ved et uheld.

Det var en god pointe, som hun ikke rigtig havde tænkt over før nu.

Well han kan stadig have fortrudt nu. Det beviser ingenting det her.

Men han har skabt mig og hvorfor skulle han have behov for at gøre noget, han har skabt ondt?

Det stoppede ikke mor.

Hendes lille indre dialog med sig selv, havde måske gjort hende en kende uopmærksom. I hvert fald ramlede hun hovedkulds direkte ind i ham, så hun et kort øjeblik nærmest endte med at stå med ansigtet mod hans brystkasse.
Genevira trak sig væk som om hun havde brændt sig og tog et par lange skridt bagud.


Hvordan i helvede….?

Hun var ikke længere vant til at blive overhalet og et øjeblik, kunne hun slet ikke forstå, at han stod der.

Hun brugte et par sekunder til at samle sig og anlagde et afslappet neutralt udtryk, som om hun ikke for et øjeblik siden havde været ved at flygte for livet.

”Jeg skal bare hjem, sir. Så hvis De vil træde en anelse til side…?”

Hun lagde spørgende hovedet på skrå og viftede lidt med hånden.