In trouble † Nille

Tid → 21.43
Sted → Terrorville District
Omgivelser → Nogle ubetydelige mennesker
Vejr → Det er mørkt, klar nat og kølig
Påklædning → Sort langærmet bluse, sorte bukser og sorte støvler

Hun sad der bare. Så ikke ud til at bemærke noget, heller personen bag hende. Personen, en kraftig sorthudet mand i blå uniform, sneg sig smilende ind på hende. Hun troede måske, at hun kunne dræbe hans herre uden at blive opdaget. Men næh, næh, Storm var en god sikkerhedsvagt og havde reddet sin herre fra mange mordsforsøg. Også dette ville han forhindre. Denne kvinde kunne umuligt yde modstand mod hans, hvad skulle man sige?, overtalende evner som sikkerhedsvagt. Han smilede grumt, da kvinden langsomt tog pistolen ned fra skudhøjde og vendte sig, uudholdeligt langsomt, om. Men i stedet for det skræmte blik, han havde forventet, spillede et, ja næsten sindssygt, smil på hendes læber.
"D-du er på privat område! Med en pistol! Giv mig en god grund til ikke at skyde dig!", han fandt fumlende den pistol, hans herre havde givet Storm, og rettede den mod hendes ansigt. Hun var så godt som død.
Problemet ved dette scenarie var bare, at hendes smil ikke krakelerede, hun så tværtimod opløftet ud ved tanken om, at han ville yde modstand. Som om han var madding og hun fisken, der ventede til han følte sig tryg og så angreb.
"Fordi du ikke kan.", svarde hun, som om det var logik for burhøns.
Han åbnede munden for at sige noget, da hun kort lukkede øjnene og da hun så på ham igen, eksploderede pistolen i hænderne på ham. Han gav et lille smertesskrig fra sig, før han hørte lyden af et tov, der skulle holde en ældgammel lysekrone oppe, der eksploderede. Han kiggede op, lige tidsnok til at se den store lysekrone falde ned i hovedet på ham. Alt blev sort, og det sidste han hørte var kvindens vanvittige latter.

Meredith så ned på manden med væmmelse. Han, der troede, han kunne dræbe hende, lå nu død for hendes fødder. Det gav hende kvalme. Hun hørte lyden af mænd, der kom løbende. Skrig fra forskellige steder, sikkert pågrund af eksplosionerne. De overreagerede. Så kraftige var de heller ikke. Tværtimod, de var faktisk ikke specielt store.
Hun så ned på det sted, hvor hendes offer havde stået to minutter før. Han stod der stadig. Så hovmodig. Stakkels mand, han måtte da vide, at hovmod var en af de syv dødssynder. Han ville ende i Helvede om faktisk ikke så længe.
Hun tog sin pistol op i skudhøjde igen, for derefter at trykke på aftrækkeren. Et tungt bump, skrig fra kvinder, råb fra mænd og så det sidste gisp, man udstødte, når man blev skudt. Han var død.
Hun lagde pistolen ned på gulvet, for derefter at sende al sin energi over i den. *Bang*. Det lød meget som da mandens pistol var eksploderet. Måske var de af samme slags?
Hun vendte sig om, tidsnok til at se en hel del mænd komme løbende. Hun mærkede noget hårdt i hovedet, og verden var sort. Men hun var bestemt ikke død. Der skulle mere til, for at dræbe en dæmon. Stakkels mennesker.
Hun åbnede øjnene og så på en mands ansigt. Han stod på hovedet, ligesom resten af verden.
"Hvor tager I mig hen?", spurgte hun, dog en anelse besværet, da det gik op for hende at hun lå på maven over et eller andet.
Manden så på hende med væmmelse, hvilket fik hende til at smile. Han kendte ingenting til virkeligheden, hvis to mord kunne få ham til at væmmes. Der blev begået mord hele tiden.
"Til Heksen."
Svaret var kort og kontant, hvilket fik hende til, at fokusere på et skab lige ovenover manden. Hans nakke blev knækket af skabets tunge vægt. Flere gispede, mens andre kiggede på hende. Hun kiggede tilbage.
Hun blev anbragt i et firkantet og lydtæt rum. Foran hende, gemt i skyggerne, stod en kvindes omrids. Det måtte så være den berygtede heks.

Nille havde blot været i hendes hjem, og sørgede over sin mormors død... Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Selvfølgelig skulle de sende bud efter heksen... Det havde banket på hendes dør, og hun havde hurtigt fået tørret sine øjne. Hun havde åbnet døren, og set på den kappeklædte mand... Han rakte hende et brev, og sagde at hun skulle læse detmed det samme, og hurtigt... Nille åbnede brevet, og tog papiret ud af det.

Kære Heks.
Vi beder dig om at skynde dig hen til Terrorville District.
Dette handler om to mord.
Forklaring vil komme når du er her.


Mere stod der ikke... Hun så op, og nikkede så. Hun var nysgerrig.. Hvem havde sendt det? Hvorfor? Hvem havde dræbt? Hvem var død? Forhåbentlig ikke nogen hun kendte... Nej, det var det sikkert ikke. Måske var det morderen der havde dræbt hendes mormor?! Åååååhhh!!! Hvis det var... Så var vedkommende død. Nuvel, manden begyndte at gå hen imod en brun hest som han havde taget med, og svang sig op... Nille tøvede, men svang sig så op på den sorte pegasus BlackStar. Hurtigt begyndte de at galoppere mod Terrorville District. Nervøsiteten var hos Nille, og var malet på hendes ansigt. Da de nåede derhen stod der nogle mænd. De lignede næsten hinanden. De undgik hendes blik, hvilket irriterede hende lidt.
"Denne vej." Sagde en af dem, og førte hende ind i et firkantet rum, og hun opdagede hurtigt at det var lydtæt... Hun sukkede frustreret. Hun stillede sig i en skygge, og ventede blot på at den hun skulle se i øjnene kom ind. Tankerne hoppede rundt i hendes hoved.. Da der kom en kvinde ind af døren. Nille kiggede først på hende, men gik så ud af skyggen.
"Så du er den der har dræbt to personer?" Det var nærmest ikke et spørgsmål, nok nærmere en ... 'Jeg ved hvad du har gjort' - kommentar. Nille lagde armene over kors. Nille havde en sort tanktop på, en hvid jakke med hætte udenover, sorte jeans, og sorte converse sko på. Det sorte hår var i en fletning, og en brun fjer hang i fletningen. "Hvad er dit navn?"

//Wauw! Godt skrevet //

Hun skulede ad døren, tænk, at de havde låst hende inde. Egentlig betød det ikke så meget, hun kunne bare bryde ud, men sikke et spild af kræfter det ville være.
Hun vendte opmærksomheden mod lé heks, som mændene var så frygteligt bange for, da denne sagde noget.
Hun så ganske uskyldigt på hende, da hun trådte ud af skyggerne, på trods af det startende had til denne kvinde. Hun... Meredith kunne ikke rigtig forklare, hvad der fik hende til at afsky denne kvinde. Måske var det fordi hun arbejdede for hendes offer eller måske var det fordi hun udstrålede retfærdighed. Retfærdigheden var en illusion. Den fandtes ikke - ligesom ondt og godt ikke fandtes. Der var magten - og den kunne man tage eller lade være. Meredith havde valgt sin egen form for magt - magten over hendes ofres liv. Og død.
Havde hun dræbt to personer? Meredith tænkte efter og kom frem til at, nej, det havde hun ikke.
"Næh, egentlig ikke." svarede hun eftertænksomt, som om det havde voldt hende en del besvær at regne det ud. Egentlig havde det også været besværligt - hun havde aldrig før skulle stå til regnskab for sit job. For det var hvad det var; hendes job. Intet andet.
Hun lo kort og hånligt. Hendes navn? Havde denne heks virkelig troet, at Meredith ville give hende hendes navn? Nu hvor hun var i gang kunne hun da også prøve at få Meredith til at afsløre hendes fortid. Åh, hvor morsomt, denne heks dog kunne spørge.
Hun tænkte sig kort om, igen, måske skulle hun give heksen et navn? Ikke hendes navn, men et navn.
"Lucia Everdeen."
Lucia for Lucifer, Djævlen selv. Everdeen, fordi det var efternavnet på hendes første mord i branchen. Det første mord havde altid været specielt, sagde man. Det der gjorde en til morder, nej, det var for hårdt sagt - lejemorder. Hun var en lejemorder, ikke en simpel morder, men en lejemorder. Der var forskel.

//Tak for det *Bukker*

Nille vidste skam godt hun ikke ville få et ærligt svar angående hendes navn... Så derfor begyndte Nilles sorte øjne at glimte mat. Et tegn på at evnen kunne komme frem når som helst det skulle være. Hun ville helst slippe... Slippe for at se endnu en person i øjnene... Hun så rundt. Der var plads nok til at Nille kunne bevæge sig som panter, og som menneske... Godt. Det var en god viden. Hun så på ... Lucia? Riiight, som om. Nille kørte en hånd igenmen håret, og grinede.
"Som om... Jeg vil høre dit rigtige navn.." Hun smilede skævt. "Men hvis det ikke er dig der har dræbt to personer, hvem er det så? Og hvorfor er du her så?" Nille regnede men hun ikke ville fortælle sandheden så..
"Sig sandheden..." Bam! Skammer stemmen! Den stemme ingen kunne sige nej til, og dog... Det tog noget af Nilles energi, men kun lidt... Kun lidt. Hun så spændt på pigen. Selvom hun brugte skammer stemmen så betød det ikke at skammer øjnene var fremme. Øjnene brugte hun til at se folks minder, altså dem de skammede sig over, og stemmen til at 'kommandere' med dem på en måde... Hun brød sig ikke om det, men ja... Sådan var det. Nilles klan handlede for det meste om det... Skam..

//Så lidt C: //

Hun så koldt på heksen. Hun vidste nu, hvorfor hun ikke kunne lide heksen. Fordi hun netop var en heks. Den stemme hun havde talt med. Den var ikke almindelig. Den lokkede hende, tvang hende til at gøre ting, hun aldrig ville have gjort før. En trang i hende, næsten umulig at modstå, ville have hende til at sige sandheden. Men hun var en lejemorder - deres liv var en løgn, sandheden fandtes ikke hos dem.
Hun smilte koldt til heksen. Koldere end hun havde smilet før. Hun kunne slet ikke lide hende - måske var det fordi bare de to ord, havde fået hendes facade til at krakelere.
Hun lagde hænderne mod hendes ører - de to ord, hekesn havde sagt, blev nærmest kastet mod hendes indre, som et ekko. Ekkoet blev ved og hun ønskede virkelig bare, at gøre, hvad de beodrede. Nej, hun skulle ikke gøre det. Sig sandheden. Hun rystede på hovedet, hun ville ikke. Hun kunne ikke. De ville dræbe hende - de var fuldkommen ligeglade med, hvad der ville ske med hende.
Hun så op på loftet ovenover heksen, koncentrerede sig og lod det eksplodere. I sidste øjeblik forvirrede ekkoet hende dog, og hendes tanker blev flyttet ned til muren bag heksen. Den sprang i luften.
Et smil krøb over hendes læber og hun så på heksen, langsomt lod hun hænderne forlade hendes ører. Navnet kunne hun få - sandheden kunne... fordrejes.
"Meredith. Mit navn er Meredith. Og jeg har ikke dræbt nogen. Og jeg aner ikke, hvem der gjorde det. De tog mig bare med."
Faktisk var heksens oplysninger ikke helt korrekte. Hun sagde, at Meredith havde dræbt to. Denne aften havde hun dræbt tre, to sikkerhedsvagter og hendes offer. Før dem var der mange andre.
Hun så ikke heksen i øjnene - noget sagde hende, at hun skulle lade være.

Nille gav et spjæt da loftet eksploderede, og væggen bag hende. DU GODESTE?! Hva... Hva... Hva... Hun var mundlam. Så absolut. Det... Måtte være kvindens evne. Uhh, den var god. Hun kunne vidst noget med at eksplodere ting... Sejt! Pludselig røg en tanke om kvinden eventuelt kunne tænke sig være med i en klan, men hun rystede tanken af sig. Nille så på kvinden igen.
"Meredith? Javel... Men er det nu sandt?" Nille var ikke en heks, hun var skammer. Heks... Det var bare noget de troede hun var fordi hun kunne nogle andre ting end andre. Nille lagde mærke til at Meredith ikke så hende i øjnene... Et lusket smil bredte sig. Hun havde fået ordre til at se hende i øjnene... "Se mig i øjnene, Meredith." Hun brugte ikke sin skammer stemme, hun håbede vel at Meredith så klogt i at gøre det af sig selv. Nille smilede venligt i stedet. "De har sikkert sagt jeg er en heks, men jeg kan forsikre dig, det er jeg ikke. Jeg er en skammer, og mit navn er Nille." Præsenterede hun, og foldede hænderne bag ryggen.

//Undskyld, kort svar. Krea svigt.//

Heksen var mundlam og Meredith var rystet. Hun havde sagt sit navn, heksen havde trængt igennem hendes facade. Hun kunne ikke forstå det. Den stemme, den var... skræmmende. Den havde skræmt hende og hun havde adlydt den. Hun havde sagt sit rigtige navn.
Om Meredith var med i en klan? Åh ja, dét var hun. Hun var medlem af Zantos Píarton, den eneste eksisterende piratklan. Oplært af selveste Stefanos. Hun havde mødt en af lederne, Benjamin. Og hun var et af de eneste medlemmer. Det havde hun fra Benjamin selv. Godt nok havde hun aldrig fået at vide, at hun havde rettighed til at kalde ham Benjamin, men hvad han ikke vidste, havde han ikke ondt af. - Ikke at han havde ondt af noget eller nogen. Han var lige så kold som is. Han var ligeglad med alle. Selv Stefanos.
Hun ignorerede simpelthen heksen. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun skulle spilde sin tid på at sidde model til dette her. Hun kunne bare bryde ud, så let som ingenting. Det havde heksen selv bevidnet. Hendes evne var eksplosion og eksplosion var kunst. Ægte kunst kan kun eksistere i få sekunder.
Kigge hende i øjnene mig her og kigge hende i øjnene mig der. Som om. Hendes øjne var noget specielt, det vidste Meredith. Eller hun havde en fornemmelse af det. Og det der med Skammer, vidste hun ikke, hvad var, men det lød ikke ligefrem festligt. Hun kunne være astronaut, men hun ville altid være en heks i Merediths øjne. En simpel, lille heks.
Et venligt smil kunne ses på denne Nilles ansigt, der lige havde præsenteret sig, som - sjovt nok - Nille. Dette smil blev besvaret med et koldt.
"Meredith, som jeg har sagt. Kan jeg gå nu?", hun var faktisk ligeglad med, om Nille fik sandheden ud af hende. Fængsler var ikke noget, der kunne holde hende inde. Mennesker var ikke nogen, der kunne holde hende i skak. Begge ting kunne eksplodere og eksplodere ville de.

Meredith kiggede hende ikke i øjnene. Nuvel. Så fik Nille intet andet valg. Hun ville have været venligt, fået det overstået, slippe for besvær... Men nu fik hun SIMPELTHEN intet andet valg! Hun var ved at blive godt irriteret. Hekse Nille, heksen med de hvide øjne, heksen der skal brændes på et bål... Nej, nu gad hun ikke mere! Meredith kunne gå som hun ville kunne hun! Nille var da ligeglad. Hun gad ikke hjælpe folk når de ville brænde hende! Nille lagde armene over kors, og så på den væg som var blevet sprunget i stykker, og var vejen til friheden... Nille gik selv ud genmen det.
"Ja, jeg gider ikke se dig i øjnene, jeg hjælper folk der vil brænde mig, jeg gider ikke det her mere." Hun så på Meredith. "Du kan frit se mig i øjnene, jeg bider ikke!" Snerrede hun, og vendte ryggen til hende. Hun forventede ingen medlidenhed, det ville hun heller ikke have. Hun orkede ikke mere. "Du er fri til at gå." Men hvis Meredith kom med en skarp kommentar igen... Så faldt hammeren.

//Kort svar, sorry.//