Josh ~ Hi my old frind, sorry, but I don't remember U

S: Kroen Det Vilde Svin
T: Aften
V: Køligt
O: Mange fulde personer, men også nogle som er ædru

Det var en kølig aften. Kyla havde for en gangs skyld fået lov til at gå lidt rundt på egen hånd om aftenen, ellers plejede hendes ’mor’ altid at følge med hende, for at passe på hende og sørge for, at der ikke skete hende noget, da hun mentalt var yngre end hun virkelig var, og derfor til tider var som et lille barn, men det kunne hun godt blive en smule træt af, at blive opfattet på den måde. Hun var glad for, at hun for en gangs skyld havde fået lov til at gå lidt rundt i byen for sig selv, uden en mor. Hun gik stille gennem gaderne, og kom så over til en kro. Hun havde set den et par gange, og havde været der inde en enkelt eller to gange sammen med sin mor, men det var midt på dagen, så der var aldrig nogle som var fulde, de gange hun havde været der. Hun gik der ind, og så sig rundt på de fulde mennesker som var her inde. Hun var ikke klar over at de var fulde, og vidste ikke hvorfor nogle af dem opførte sig så underligt. Hun trak stille på skuldrende. *Det må de jo selv finde ud af, hvis de vil være sådan, så lad dem endelig* sagde hun til sig selv. Hun gik op til baren, og satte sig ned på en stol der oppe. Ham som stod bag ved disken smilede til hende med et venligt smil. ”Hvad skulle det være?” spurgte han venligt. Kyla smilede sødt tilbage til ham. ”Øm, bare en cola, tak” Han nikkede, og fandt et glas frem. Han tog en flaske frem med en gennemsigtig væske i. ”Vil du ikke havde lidt af det her i?” spurgte han, og så på hende med et smil. ”Øm, hvad er det?” spurgte hun, og det fik ham til at smile støre. ”Det er noget som får ens cola til at smage bedre.” sagde han. Han svarede ikke direkte på hendes spørgsmål. Kyla tænkte sig lidt om, men tænkte så, hvad kunne der ske ved det? Hun nikkede. ”Jo okay, hvorfor ikke.” manden nikkede, og hældte en smule af det i bunden af glasset, og kom så cola i bagefter. ”Her, og den er på husets, så du behøver ikke at betale for den.” han smilede. ”Øm tak.” sagde Kyla forsigtigt, og tog en tår. Hun vidste ikke at der var alkohol i, og havde hun fået det at vide, ville hun ikke vide hvad det var, men hun kunne lide smagen. Hun havde aldrig smagt noget bedre.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En stille og rolig dag. Aften var kommet og dagen var forsvundet. En aften som denne reagerede nattevæsnerne de dunkel gader. De ventede blot på at et uskyldigt bytte skulle komme forbi, så de kunne snuppe det i sin savn og tømme det for væske. Josh havde oplevet at blive bidt alt for mange gange og denne aften, ønskede han egentlig bare at kunne gå for sig selv, uden at han skulle til at mærke et par tænder sætte sig fast i nakken på ham. Med afslappende bevægelser gik han hen imod kroen, hvor de vinduer der stod åben, afslørede en høj jubel musik, samt latter fra fulde væsner. Inden han tog fat i håndtaget, overvejede han kort for sig selv, hvad han egentlig lavede her. Hvad vil det overhovedet hjælpe på hans humør at tage på kro? Det eneste han fik ud af det var at smide alt fornuft ud af sit hoved. Hvilket ikke altid endte godt. Han rystede svagt på sit hoved og trykkede håndtaget ned, åbnede døren ind til en snævre lugt af tyk røg og alkohol. Nogen få folk kiggede over på ham da han kom ind, det varede dog ikke længe før de rettede opmærksomheden imod det de før havde lavet. Hurtigt var han henne ved baren. Bartenderen nåede knap nok at spørge ham om hvad han ville have, før han afbrød ham ved at sige: "Jeg snupper en whiskey,".. Bartenderen nikkede og forsvandt for at hente whiskyen. Josh sukkede svagt for sig selv. Dagene skøjtede bare forbi ham, han nåede slet ikke at se sig om, før natten allerede havde opslugt dagslyset. Irriteret kørte han en hånd igennem de brune lokker. Ud af sin øjenkrog, så han et velkendt ansigt, et ansigt han faktisk ikke havde set i LANG tid.
"Luck?" Navnet sev nærmest ud imellem hans læber. Bartenderen rakte ham whiskyen, Josh tog imod den, men tog aldrig øjnene fra Luck. Det var længe siden han havde set hende! Kroppen bevægede sig selv og før han vidste at det, satte han sig ved siden af Luck og smilte venligt til hende. "Hej, det er længe siden," Josh anede intet om hendes hukommelsetab, de havde jo ikke set hinanden i evigheder.

Kyla sad bare på stolen, og betragtede folk som var her i dag. Hun hørte en stemme som sagde et navn. Sagde han Luck? Hun var ikke helt sikker, men var det ikke det Kat havde kaldt hende? Hun så på ham som kom over til hende, men hun genkendte ham ikke. Hun drejede hovedet så hun kunne betragte ham da han havde sat sig ned ved siden af hende. Længe side? ”Øm, sikkert” sagde hun forsigtigt, og smilede et venligt smil tilbage til ham. Hun havde jo fået at vide at man skulle smile til dem som smilede til en, for ellers ville man være uhøflig. Hun førte automatisk sin frie hånd op til sit hår, og støj sin hånd gennem det. Hun lod langsomt sin arm falde ned langs siden igen, og så stadig på ham. Hun bed sig kort i læben, og var temmelig usikker lige nu. ”Undskyld, men… øm” hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle spørge ham om hun kendte ham, eller ikke. Hun syntes det ville virke for mærkeligt hvis hun spurgte hvis hun nu skulle kende ham, men han havde ikke brugt hendes navn, eller det hun havde nu, så måske var han en som havde kendt hende før hun mistede sin hukommelse? Hun sukkede af sig selv. Hun måtte tage sig sammen til at spørge ham. Hun tog hurtigt en tår, og spurgte så. ”Undskyld. Det her vil nok virke en smule dumt, men hvem er du?” hun så stadig på ham, men kun i 10 sekunder mere efter hun havde spurgt ham, og så så ned i bordet, usikker.

Der var et eller andet over hende der ikke gav mening. Det blik i hendes øjne skreg at hun ikke anede hvem han var. Kunne hun ikke huske ham? Havde det virkelig været så længe siden at de havde set hinanden? Dog kunne han ikke undgå at bemærke hvordan hun nærmest tvang sig selv til at vide hvem han var. Dog, lige i det øjeblik han skulle til at spørge ind til det, adskilte hun sine læber og spurgte ham om hvem han var. Det spørgsmål vendte op og ned på hans aften. Lige som han troede at der var nogen at snakke med, kunne vedkommende ikke huske ham.
Et venligt og dog overrasket smil voksede på hans smalle læber.. Inden han svarede hende tog han en tår af sin whisky. Det var en anden måde at synke overraskelsen på. Han stillede glasset fra sig og så hende ind i øjnene. De mandelfarvede øjne var næsten sorte i kroens belysning. "Det.. skulle du gerne, vi mødtes for lang tid, snakkede godt sammen og blev venner," Han fortalte det hele med et forsigtigt smil på læben. "Jeg er Josh,"

Kyla så på ham, og den måde han nærmest reagerede på, sagde nærmest alt, eller i hvert fald at hun burde kende ham, men hun kunne desværre ikke, og det irriterede hende en smule. Hun nikkede stille da han sagde at de havde mødtes for længe siden, og var blevet venner. Hun vidste jo ikke om det var rigtigt, da hun ikke kunne huske så langt tilbage. ”Jeg er ked af det Josh, men, øm… det ikke din skyld at jeg ikke kan huske dig.” hun bed sig i læben. Hun ville gerne forklare ham hvorfor hun ikke kunne huske ham, men hvordan skulle hun gøre det? Hun sukkede svagt, og prøvede så så godt hun kunne forklare det til ham. ”Der skete noget for et år siden. Jeg ved ingen gang selv hvad der skete, men ja, det fik mig ligesom til at glemme alt. Jeg kunne intet huske fra mit liv, kunne hverken gå eller tale på det tidspunkt. Jeg kunne endda ikke huske mit eget navn, men en kvinde kaldte mig så noget, og jeg tog så det navn til mig da jeg ikke kunne huske andre navne, og jeg blev jo nødt til at havde et navn jo.” fortalte hun stille, og så ned, som om at hun følte sig skyldig over at det var sket, selvom det jo ikke var hendes egen skyld at det var sket.

Nu forstod han det hele. Hun havde fået et hukommelses tab. Han måtte indrømme at han var nysgerrig omkring ulykken, men, da hun ikke kunne huske noget fra den, var det selvfølgelig ikke nemt at være nysgerrig omkring dem. Men, hvad kunne der være sket siden hun havde glemt alt? Selv lært at tale og gå, så hun kunne minde om et lille barn? Man kunne se på ham at han lyttede til hvad hun fortalte. Engang imellem tog han en tår af sin whisky. Den dejlige smag kildede ham på tungen. Da hun var færdig med at snakke, var det hans tur til at sige noget nu.
"Wow, det må jeg sige Luck, sikke en historie," Hurtigt kom han i tanke om at hun nok ikke var van til at blive kaldt for Luck længere. "Hov, men, hvis du ikke bliver kaldt for Luck.. hvad har damen så valgt at kalde dig?" Man kunne se på ham at han var interesseret i at høre hvad der var sket med hans veninde.

// Dårligt svar, jeg beklager -.-

Kyla sukkede. Hun kunne se at Josh var nysgerrig efter at vide hvad der var sket med hende, men hun kunne jo ligesom ikke rigtig fortælle ham det. Der måtte han nok spørge hendes mor hvad der var sket, men Kyla var heller ikke lige sikker på at hun ville vide det. Hun så på Josh, og svarede ham på hans spørgsmål. ”Hun kaldte mig for Kyla” svarede hun stille, og så sig kort rundt, men så så på Josh igen. ”Jeg vil gerne fortælle dig hvordan det sket hvis jeg vidste det, men måske gør min mor det?” sagde hun stille. Det var selvfølelig ikke hendes rigtige mor, men hun betragtede bare kvinden hun boede hos som sin mor.

Han var udmærket godt klar over at hun ikke kunne fortælle ham hvad der var sket. Den nysgerrighed kunne aldrig blive fodret. I sit, indtil videre unge liv, havde han aldrig oplevet at en ven havde glemt alt om ham takket være et hukommelsestab. Selvfølgelig ville man være nysgerrig omkring hvad der var sket. Ville man ikke? Svagt bed han sig i underlæben. På en måde generede det ham at hun ikke kunne huske ham. Hun kunne ikke huske det venskab de havde haft bygget op. Var han bare sådan en der skubbede folk fra sig? Han rystede svagt på sit. En af de brune lokker faldt ned over hans pande. Da hun fortalte sit nye navn, kunne han ikke forhindre et svagt smil i at sprede sig. I det mindste var det et navn der klædte hende. Kyla.
"Kyla," Hans skulle lige tygge på det, vende sig til det. En ny øjenkontakt blev inden længe skabt imellem dem. Kyla havde virkelig blå øjne. De lignede nærmest safir. "I det mindste er det et smukt navn," Han løftede sit glas hen imod hendes, en lille gestus til en skål. Derefter førte han det op til sine læber og tog en tår. Hendes mor vidste det måske? Hurtigt fjernede han glasset fra sine læber. Måske vidste denne såkaldte mor det? "Skal vi finde ud af det?" Han smilte stort og samtidig kækt til hende.