Gloomy Alleys - Kyla

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] minus tasken.

Deacon var overrasket over hvor let det var for ham at falde tilbage i rollen som rigmandssøn i Doomsville. Dertil var han overrasket og en smule skræmt over, at de sidste 200 år føltes som en fjern drøm, der aldrig rigtig var sket. Han kløede sig selv på kinden, før han rejste sig fra sit 'sædvanlige' spot i den lille bar.
"Godt at se dig igen, Sauveterre," kaldte Henry bag baren, og nikkede som hilsen. Deacon smilede tørt, og nikkede tilbage. "Godt at se mine penge igen, Henry?" Klukkede han, mens han tog sin jakke på. Henry lo en hæs latter, så man kunne se hans skarpe tænder.
"Touché, mate! Touché."
Deacon blinkede muntert til ham, tog hætten fra trøjen over hovedet og åbnede døren ud til gyderne. Endnu en ting der overraskede ham, var, at han kunne huske alle de små gyder så godt. Han havde brugt mange dage på at udforske dem da han var yngre, og havde kendt mange af de fattige, der boede i kvarteret. På 200 år var stedet dog falmet endnu mere, menneskene havde trukket sig lidt tilbage og der var blevet farligere at være på grund af kriminelle.
Klokken var omkring ni om aftenen, og den lette blæst der ramte Deacon, da han lukkede døren til pubben, var køligere end han havde forventet. Han kiggede sig kort omkring med et skævt smil, før han begyndte at gå hjemad. En tommelfingerregl for at finde hjem, var egentlig bare at gå opad. Op, op, op. Det var altid vildt at se hvordan husene og omgivelserne gradvist begyndte at blive finere og finere, hvis man bare fortsatte op ad bjerget. Men der var et pænt stykke vej endnu, og først skulle han ud af gyderne.

Det var et lille stykke hen af aftenen, og solen var gået ned for nogle timer side snart. Kyla var af en eller anden grund udenfor, helt alene. Det undrede hende egentlig at hun stadig var ude. Hendes mor ville være syg af bekymring nu, men Kyla havde faktisk et lille problem. Hun var gået ind i en af gyderne tidligere på aftenen for at udforske dem lidt, men fortrød nu at hun var gået der ind, da hun nu var faret en smule vild. Hun kunne bare sætte sig til at tude lige nu, men hun nægtede at græde. Hun gik bare videre med målrettede skridt, men hun havde ingen ide om, hvilken vej hendes mål lå. Hun vidste at hun var ca. midt på bjerget, men hun vidste stadig ikke hvordan hun kom ud af gyden. Skulle hun bare give op, og sætte sig ned eller skule hun fortsætte? Hun standsede op, og lænede sig op af en mur, og lod sig selv glide ned langs vækken, ned på jorden, og blev bare siddende på den kolde jord.

Deacon så en gruppe unge mænd et stykke foran sig. Han kneb læberne sammen, og lænede sig op af muren for at lade skyggerne gøre ham så godt som usynlig. Normalt havde han sort trøje på, og han bandede sagte over, at han i aften havde taget lysegråt på. Det ville gøre ham lettere at se, og han havde ingen ønsker om at komme i slåskamp hans første aften tilbage i byen. Han havde ikke engang nået at se sit eget hus endnu. Heldigvis fortsatte gruppen af drenge ved at dreje ned af en anden gyde.
Deacon havde egentlig tænkt sig bare at fortsætte hjem, da han hørte drengene snakke. Han vendte sig halvt om, og kneb øjnene sammen for at kigge ind i gyden, da han så den lille gruppe på 3, stå i en halvcirkel omkring en pige, der sad op ad muren. Han rynkede øjenbrynene sammen, og knyttede hænderne. Hvad lavede en ung pige også alene i gyderne!? For pokker, hvor var nogle folk dog bare absolut ude på at komme i problemer. Han overvejede kort nogle strategier, og kom frem til, at drengene nok ville gå væk fra pigen, hvis han lod som om han kendte hende. Han lod sine knyttede hænder, slappe lidt af igen, og lod sin hætte falde, for at virke som en helt normal person, der ikke var ude på skrammer.
"Hey, der er du!" Råbte han, og kiggede meget bestemt på pigen, mens han gik hen imod dem. "Vi har været SÅ urolige for dig, hvorfor kom du ikke hjem?" Nu bad han blot til, at hun ville spille med på idéen.

Kyla sad ikke ret lang tid før hun kunne høre skridt. Hun så op, og så tre drenge som stod rundt om hende. Hun var ikke helt sikker på hvad de lige vil hende, og hun var heller ikke klar over at de muligvis ikke havde gode hensigter. Hun smilede forsigtigt til dem, og så bare på dem. ”Når når, hvad har vi så her?” sagde den ene af drengene, og smilede skummelt til hende, og grinede til sine venner, som også grinede halvt. De standsede med at grine da de hørte en stemme og så mod personen som talte. Kyla så også på ham, og tænkte lidt over det han sagde. Det lød som om han kendte hende, og det kunne meget vel være han gjorde det, tænkte Kyla, da hun jo alligevel ikke kunne huske alle dem som hun havde mødt for over et år siden. Hun smilede stille til ham, og svarede ham så. ”Øm, hey. Ja undskyld, men farede en smule vild, og kunne ikke finde hjem.” sagde hun, og smilede stadig som om hun virkelig var glad for at se ham. det hun lige havde sagt var faktisk sandheden, da hun var faret vild, og ikke kunne finde hjem. Hun fik kæmpet sig op at stå, men var stadig omringet af de tre drenge, som stod og så på hinanden, ikke sikre på om de bare skulle gå eller ikke, og stod derfor bare ubeslutsomme.