Logan - Yeah im a woman now!

Dag:irl
Vejr: koldt, lidt frost i vejret.
Omgivelser: træerne blæser svagt men de har ingen blade endnu.
Tid:13.18
Årstid: Vinter, snart forår.


Nogen gange var søskende kærlighed så stor at man ikke kunne undvære hinanden. Sådan havde Hilde da Czarina havde rejst fra dem alle, og nu var hun taget ud med sine 2 mindre søskende selv rejst ud i verden for at finde ud af livet og selvfølgelig for at lade sin søster være ved selvskab imens hun kunne vise dem verden. Så her var Hilde, inde i en skov der var lige så grå som asken fra udbrændte træer. Her var da egentligt meget charmerende.... var her ikke? Hun gik med faste skridt imens hun så sig nysgerrigt omkring, blodørene hvor hun kom fra havde været helt anderledes, her kunne den ene ø være helt gold og kun græs kunne voksne hvor den næste ø kunne være regnskov med masser af liv. Hun elskede sit hjem men havde sin sin ældste søster et begær efter at kende verdenens hemmeligheder.

Logan var ude at gå en tur i skoven. Han havde været begravet ikke langt derfra, så det burde egentlig skræmme ham. Men han var ligeglad, han følte ingenting. Der var ingen der kunne få følelser ud af ham, lige hvor meget de end prøvede. Den eneste der kunne det ville måske være den person han var tilknyttet til. Han havde ikke fundet den person endnu, så han kunne ikke vide så meget om hvordan deres forhold ville blive. Han så en kvinde ikke langt fra ham. En ung kvinde. Han kunne godt tage kontakt til hende, måske kunne han få noget sjovt ud af det. Kvinderne i denne tidsalder fandt åbenbart hans måde at hilse på meget charmerende. Så det kunne han lige så godt udnytte. Han havde dog ikke tænkt sig at indlede et forhold med nogen som helst, bare få lidt sjov ud af det. Han gik hen til kvinden og så kort på hende. Hun var helt sikkert en af de selvstændige og stærke kvinder, men hun var trods alt stadig en kvinde. Han tog blidt fat under hendes hånd så hans fire fingerspidser lå i hendes håndflade og hans tommelfinger lå på hendes håndryg. Han løftede den op til hans læber og kyssede blidt hendes håndryg før han gav slip igen.

Hun havde vendt sig om da hun hørte fodtrin og havde været parat til at trække sit sværd for at beskytte sig, men da hun vendte sig om og så at det var en mand blev hun lidt underlig i ansigtet. Manden som ingen lyd havde givet fra sig havde gået helt tæt på hende, taget fat i hendes hånd som hun havde prøvet at trække til sig og kyssede den som havde de stået og haft en samtale eller i det mindste kigget på hinanden til en hilsen. Hun så noget forbavset på ham da han slap hendes hånd igen. "Ehm, goddag" lød det fra hende imens hun så lidt forvirret og lidt afventende på ham. Skulle han være en hun kendte? Eller havde hun misforstået noget i mellem hvordan man gjorder inde på fastlandet?

Logan måtte kæmpe for ikke at grine af hendes reaktion. Hun virkede forvirret, hvilket måske også var meget forståeligt. Der var ikke mange der hilste som han gjorde Denne gang var det dog også lidt anderledes, han plejede at falde i snak eller i det mindste have øjenkontakt med dem først, men det betød ikke noget. "Mit navn er Logan." Han så ned på hendes våben og nikkede anerkendende. "Du får ikke nytte af disse våben i mit selskab." Han kunne nogle ret heftige ting, det kunne godt være det tog lidt tid men de var også voldsomme.

Hun tog et skridt tilbage for at have ham lidt på afstand da hun selv mente at han nu var lidt for tæt på hende end hvad denne her unge dame ønskede sig. Han præsenterede sig for hende, hvilket var en himmelsk start syntes hun selv. Et skævt smil voksede frem på hendes løber og hun lod sine hænder sætte sig på sine hofter imens hun rettede sig frem imod ham og sagde, "Jamen Logan, hvem siger jeg overhoved at tænkt mig at bruge disse her i dit selvskab" hun løftede øjenbrynene i et lidt overlegent og drillende blik. "Eller mener du da jeg kan klare dig uden dem?" sagde hun og kiggede op og ned af ham. Han skulle ikke tage dette spil fra galleriet som en trussel, han virkede til at kunne tage en masse fra fremmede, da hans hilse metoder selv var ret specielle. Hun stod med et lidt skeptisk blik til sidst og præsenterede sig så endelig selv, "Jeg er Hilde" hun fugtede sine læber lige efter hun havde præsenteret sig for ham. Det var nu underligt  at være alene i en skov med en fremmed hun havde næsten altid været vant til at nogen hun kendte var i nærheden, undtagen når hun randte rundt i regnskovs området på blodørene for at lalle rundt eller for ikke at skulle udføre sine pligter, men i stedet undersøge ting.