There is always a woman (Meriko)

Alt taget i betragtning, var han da blevet bedre til at finde rundt i skoven. Det skyldtes flere ting. Både at hans klan havde en hule herude, hvor de kunne gemme både dem selv og diverse ting, men også at han i sin tid havde været sammen med Alane, der havde kendt skoven som sin egen lomme. Præcis sådan som han kendte byen, Doomsville.
Måske var det ren sentimentalitet der sendte ham herud igen, for i princippet havde han slet ikke tid til små, ligegyldige ture som disse. Han var rejst til Doomsville fordi han havde savnet byen og samtidig brugt muligheden for at købe nogle nye slaver, som han kunne befri og få til at arbejde for sig. Han havde også brugt tiden på at besøge gamle bekendtskaber. Alt i alt skulle han snart hjem til Dragons Peak igen, specielt fordi der var et lille oprør i byen for tiden. Alligevel havde han ikke særlig travlt, da han vandrede langs vejen. De høje træer skærmede skiftevis for solen og skjulte de dystre skyer der nærmede sig. Luften var lun, men også fugtigt og det gav en fugtig-varm og lettere klam fornemmelse.
Han havde taget sin kappe af og slænget den over sadlen foran sig. Indenunder havde han en hvid skjorte, der sad tilpas stramt til at vise hans muskuløse overkrop. Oveni var de øverste knappet åbne, så kravebenet var fremme. Et par sorte bukser og nogle sko, hans sværd der hang ved hans side og dunkede rytmisk ind mod hans ben for hver skridt hans hest tog. Lyden af hove lullede ham næsten ind i en form for trance eller søvn i denne varme. Og dog var han alligevel opmærksom. Ikke på fuglenes sang, på den svage brise der gav en dejlig fornemmelse af at blive kølet ned fra tid til anden. Ikke på bladenes raslen eller hvilke dyr der nu end sprang rundt mellem buskene omkring ham.
Men på det kæmpehus - palæ - der rejste sig foran ham, jo tættere han kom. Skjult mellem træerne og dog ikke. Han havde besøgt Zero i hans villa i byen, men han ville da ikke rejse videre uden at se hvad selv samme mand havde fundet på. Sean havde også selv overvejet at skabe sig et sikkert hjem i skoven, men var aldrig kommet så lang. Måske fordi skoven ikke rigtig tiltrak ham, som byens liv gjorde. Her var for stille, for kedeligt. Men til tider var det også meget rart.
Han lod hånden glide igennem det mørkebrune hår, der i morges var blevet redt tilbage men nu strittede lidt som det plejede. De mørkegrå øjne gled roligt over omgivelserne. Det ville ikke undre ham hvis Zero havde en masse skjulte fælder, men nu måtte de se om han ikke kunne komme tæt på alligevel. Trods alt burde der altid være en vej for gæster, der blot ville være...Gæster.
Han stoppede hesten foran bygningen og blev siddende på den og kiggede over mod huset for en stund. Det måtte være mærkværdigt for de tjenere eller vagter der så ham - en fremmed mand, der blot sad og studerede huset.
Endelig hoppede han ned af hesten og gned den beroligende på halsen. Jo, om Zero var hjemme eller ej, ville han gerne ind og se. Hans blik gled rundt. Oh...Der måtte næsten være nogen der kunne tage hesten for ham?

P: Denne dragt som Zero har tvunget alle sine slaver til at gå i. Hun har håret oppe i en høj hestehale og en let make-up. [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Slaverne havde fordelt arbejdet i mellem sig og lige i dag havde Meriko trukket det korteste strå som man kunne kalde det. Hun skulle ordne alt udenfor helt alene og det var ikke det sjoveste at skulle nå inden deres herre hr. Bang skulle komme hjem. Hun fandt de ting frem som hun regnede med at hun skulle bruge. Hun havde aldrig stået for at klare det udenfor men en gang skulle jo være den første så hvorfor ikke nu?
Hun kom stille udenfor og kiggede opgivende rundt og fik stille sat tingene op af muren til huset. Hun kiggede lidt på kosten og rystede hurtigt på hovedet for hvorfor skulle hun dog bruge den når hun kunne bruge sin evne? Hun havde ikke fået at vide at hun ikke måtte bruge sine evner så det skulle da helt klar udnyttes for det ville gøre det hele meget nemmere for hende måtte hun nok indrømme.
Hun brugte sin vind evne til at fjerne alle bladene på den sti der var op til huset og på de små stier der var rundt omkring. Hun forsatte sit arbejde og kunne bare mærke blikket fra alle vagterne der var rundt omkring ved den høje mur. De gik og holdte øje med at de forskellige slaver ikke skulle stikke af og der ikke kom uventet gæster ind.
Meriko kiggede stille over mod porten da den blev åbnet for en fremmede hun ikke havde set før men vagterne måtte kende ham siden at de lod ham komme ind. Hun kiggede stille over mod ham og rettede let på sit tøj selvom der ikke var meget at rette på. Hun kiggede let ned i jorden og nejede stille foran ham "Velkommen til hr. Bangs pæle. Er der noget jeg kan hjælpe med?" Spurgte hun stille om mens hun stadig holdte sit blik ned med jorden. Hun afventede blot hans svar for hun vidste jo ikke hvem han var eller hvad han ville her.

Hans blik gled over kvinden foran ham, da han steg af hesten og med tøjlerne i den ene hånd, var blevet budt velkommen. Tøjet var grimt. Han havde ingen anden mening...Han havde aldrig forstået dem, der elskede at nedgøre alle omkring sig på en seksuel måde. Men samtidig var det ikke hans plads at kommentere på det, i denne verden skulle man bare have penge nok og man kunne få alt. Hvem vidste? Måske elskede Zeros slaver det ligefrem. Der fandtes jo alle typer - det burde han vel kende alt til.
Hans blik gled fra kvinden og over til huset. Som det var, brød han sig ikke om at nogen holdt dæmoner som slaver. Også selv om det var en dæmon, der holdt dæmoner. Måske var det derfor han endte med at give kvinden sin opmærksomhed?
Det. Eller fordi han blot havde brug for hjælp.
"Min hest skal have vand. Der ud over vil jeg gerne have en rundtur. Bare rolig...Zero ved hvem jeg er" bemærkede han med et lille smil. Hvordan mon Zero ville reagere ved nyheden om at den tidligere leder af the Shadow Clan havde været her og snuse rundt? Sikkert ikke overrasket. Hvem kunne modstå det? Det var en oplagt mulighed for at få set sig omkring. Opnå nogle informationer ingen andre havde, også selv om han ingen plan havde om at sælge dem. Det var jo ikke hans arbejde længere - men nysgerrigheden var der stadig. Desuden var det rart at være et så ensomt sted, at folk ikke kendte ham. De stedet blev færre og færre hele tiden.
Han sendte kvinden et svagt smil. Men det nåede aldrig øjnene. Det var tydeligt der hvilede en mørke over denne mand, der var dyb og truende, selv for dem der var van til det. Ikke fordi han var dæmon...Men fordi han var et punkt i sit liv, hvor der intet var at smile for mere.

Meriko holdte sit blik nede i jorden mens han stille kom af hesten. Hun holdte det nede i jorden da hun ikke måtte have øjenkontakt med nogle ud over sin herre. Det var faktisk kun når Zero ville have hende til at kigge ham i øjne at hun måtte kigge nogle ind i øjne. Hun lade let sin ene arm hen over sin krop for at prøve at skjule sin krop og denne dragt som hun skulle have på. Hun hadet den over alt i verden. Hun ville meget hellere gå rundt i undertøj hele tiden end denne. Faktisk ville hun bare gerne gå i alt andet end denne dragt. Desværre var det ikke noget at slaverne selv bestemte selvom det ville være dejligt for dem. At kunne gå i det tøj de selv ville være fantastisk for dem.
Hun rettede let blik lidt op men ikke på den fremmede men på hans smukke hest som der skulle over og have noget vand. Hun gik tæt på den fremmede og tog stille tøjlerne ud af hans hånd og gik et skridt tilbage. Hun rettede nu hele sit hoved op og kiggede på denne smukke hest. Det var nu at man kunne se hvilken skønhed hun endelig var. Hun havde de smukkeste lyseblå øjne som der stod rigtig godt til hendes ild røde hår som der hang fra hendes hestehale og ned af hendes ryg. Hendes hud var mere hvid end grå som den godt kunne være på nogle dæmoner. Hendes make-up var holdt så enkel at den kun lige fremhævede hendes smukke ansigt. Hun lagde let sin frie hånd på siden af hestens hals og nussede den lige så stille. Hun smilede stille til den. Hun syntes at det var den smukkeste hest hun havde set i evigheder. Dog var det også rigtig længe siden at hun havde set en hest.
Hun vendte sit hoved mod den fremmede og så han direkte ind i øjne. Hendes smil hang stadig på hendes læber. Hun nikkede let til ham ”Jeg skal nok sørge for at din hest får sig noget at drikke. Rundvisningen bliver lidt svære da hr. Bang ikke er hjemme hr.?” Sagde hun lige så stille og afventede blot at høre hans navn da hun ikke havde fået det af vide.

Det gik nu endelig op for hende at hun stod og kiggede den fremmede ind i øjne. Hendes blik fløj næsten ned i jorden. Hun rødmede så meget over det at det var svært for hende at skjule det. Hun flyttede hurtigt sin hånd fra hans hest og lagde den hen over sin krop igen. Hun gjorde sit bedste for at gemme sig bag sin arm. Hun trak vejret så hurtigt at hun ikke kunne følge med selv. Hun rystede let over kroppen ”Det må de virkelig undskylde! Du må ikke sige noget til hr. Bang! Jeg vil blot blive straffet hårdt af ham!” Sagde hun med en meget skræmt stemme. Hun rystede mere og mere da hun tænkte over alle de måder han kunne straffe hende på.
Hun vendte sig stille om for at gå op mod huset med hesten. På det nederste af hendes ryg kunne man se nogle røde mærker som der en gang var sår på hende. Det var fra da hun ikke lystret ham ordentligt her tidligere.

Hans blik gled over hende, som det virkede til at hesten vække hende fra noget og gav hendes ansigt mere liv. Hun var skam smuk og han gættede på nok netop det var grunden til at Zero gerne ville eje hende - hvem samlede ikke på skønne ting? Men det var en tabt kamp. Sean fandt sig selv en anelse ligeglad med hvem Zero havde som slaver eller ej. Også selv hvis hun var en dæmon. Det var den tabte kamp - dæmonerne ville aldrig opdage hvilken stærk og fantastisk race de var. De ville altid modarbejde dem selv, individerne var for egoistiske til at samle sig og kræve deres ret på denne jord. Nemlig den totale magt. Måske burde han, som en af de eneste archdemons, vise dem hvordan en dæmon burde opføre sig? Det var en tanke der havde optaget ham meget på det sidste. Lysten til bare at ødelægge folks hjem og slå folk ihjel. Gad vide om nogen ville løfte deres dovne røv og gøre noget ved det? Han tvivlede faktisk.

Det svage, skæve smil blev sendt i hendes retning, da han selv klappede sin hest og gjorde en let gestus, som tegn til at hun skulle føre vejen.
"Bare rolig. Jeg er god til at holde på hemmeligheder" bemærkede han roligt. Især for skønne kvinder. En gentleman kunne man vel altid være? Det lå indgroet i hans personlighed. Venligheden. Mest en facade, egentlig, men en der gav ham hans vilje det meste af tiden.
"Og tænk ikke på det. Vis mig rundt hvor du kan, uden at vække hans vrede. Jeg er her ikke for at skabe ufred, blot af venlig nysgerrighed" bemærkede han roligt og fulgte efter.
"Du kan kalde mig Sean. Han ved hvilken Sean der har været her" Hans blik gled over hendes ryg et kort øjeblik. Ikke at han fortrak en mine af det. I denne verden var det ikke ualmindeligt.

Meriko forsatte med at gå op mod huset med hans hest i den ene hånd og den anden hånd brugte hun til at hive ned i underdelen på dragten hun havde på for ikke at skulle vise alt for meget af sin numse til denne herre.
Hun smilede let da han sagde at han godt kunne holde på en hemmelighed for det var dejligt at vide at han ikke ville hende noget ondt og ikke ville sige noget til Zero om det.
Hun stoppede stille foran huset og trak hesten over til truget så den kunne få sig noget vand. Hun vendte sig stille om mod Sean og nikkede stille til ham "Jeg må helst ikke kalde dem deres fornavn men hvis det er det de helst vil have så skal jeg nok prøve at huske det" Sagde hun lige stille og bukkede let hovedet og gik op mod hoveddøren som der gik op lige så stille. Der stod to slaver inden på anden side og åbnet døren og den ene gik over og rakte stille sine arme frem for at tage imod hans jakke eller hvad han nu havde på som overtøj.

Meriko nikkede let til de to andre slaver som tegn de godt måtte trække sig tilbage når de havde fået lukket døren igen da der gik noget tid før deres herre var hjemme igen og det vidste de alle sammen så de tog deres opgaver lige så stille og roligt.

Han klappede sin hest, som den gav sig til at slukke sin tørst. Han tog sin kappe fra dens ryg og slængede den over sin ene arm, da han vendte sig om for at følge efter kvinden. Hans blik gled over bygningen, som de bevægede sig. Undersøgte den.
"Jeg insisterer. Det kan han ikke have noget imod. I forventer vel ikke at jeg eftergiver mig en slave?" tilføjede han, ikke uden et skævt smil. Han var ligeglad med hvad Zero forlangte af sine slaver. Det burde være vigtigere hvad en gæst ønskede sig.
"Og hvad må jeg kalde dig?" spurgte han tilbage i en høflig konverserende tone.

Turen gik indenfor. Han gav sin kappe til en af slaverne derinde og lod blikket glide over entreen de var trådt ind i. Han vædede sine læber lidt, svagt tørstig selv. Siden Zero ikke var hjemme selv, ville han dog ikke overgøre sin velkomst. En rundvisning måtte være nok.
"Vær så venlig?" han gjorde let tegn til kvinden til at gå først. Hun vidste hvor de måtte gå eller ej. Herinde var der heldigvis lidt køligere og han nød at komme lidt væk fra det varme vejr udenfor.
"Hvad kan du fortælle mig om stedet eller din Herre?" spurgte han videre.