Race: Drakûa

Info om Racen: Drakrûa

Racen er en blanding af Draconianer og Wyvern(ved en fejl), skabt af guden Del’sharka aka. Mørkes gud.
Da Del’sharka skabte racen, var de så store og vilde, at han måtte skrumpe dem for at kunne håndtere hans skabning.
Deres evne til at tale, kommer fra Draconianernes gener til at snakke, men har Wyvernes aggressive instinkt og deres mistro.
De har 6 faser fra når de bliver født og til de dør, og kan blive op til 3200, måske lidt længere hvis de er heldige, dog mange lever slet ikke så lang tid, da mange af dem når at dø inden.

Hatchling fase.
I hatchling stage er en Drakrûa ikke meget større end en kat og har en meget let gentrængelig skin-skæl, den kan heller ikke spyde ild men kan dog godt flyve og spise kød.
Alder: 1 måned – 10 år.

Ung fase.
Når en Drakrûa når sin ung alder, er de vokset dobbelt deres tidligere størrelse og er på en schæferhund. Dens skin-skæl bliver mere hårdt og solid, lidt ligesom en skildpaddes plader. De får større og tyrkere horn men har stadig deres ung-drage tænder (mælketænder)
Stadig meget sårbare på kroppen.
Alder: 10 – 400 år.

Teenager fase.
I teenager fasen er får racen udviklet sine ildkirtler og får groet deres skin-skæl til det hårde tykke skæl som er næsten uigentrængelig på hele kroppen på nær det meste af maven og lige det nederest af brystkassen.
I slutningen af deres teenager fase vokser racen til en lidt unaturlig stor hunde størrelse men får dog et dobbelt så langt vingefang som dens krop
Alder: 400 – 800 år.

Ung-voksen fase.
I ung-voksen alderen, er de ved at nærme sig deres prime år og er er meget tæt på dens endelige størrelse som voksen
Det er i den her alder af alle Drakrûaen gennemgår en form for udvikling, de bliver transformeret til et menneske for en vis mængde år, afhængig af dragen selv
Da hvert individ er forskellige og årene som menneske kan være forskelligt
Deres ildkirtler er nu fuldt udviklet og har en top fart på 70 km/t i normal fart og et dyk op til 160 km/t begrund af dens vægt.
Alder: 800 – 1800 år.

Voksen fase.
Som voksen er alt fuldt udviklet hos dragen og er ved din fulde størrelse med en størrelse på 2,5 meter og double, næsten triple så stort et vingefang.
De har en top far på næsten 200 km/t i dyk og flyver med en top far på 80-100 km/t i normal fart.
De er meget aggressive i deres voksen alder og er også meget mistroisk mod andre racer, og er ikke et sekunds tvivl om at angribe en anden race.
Dog er de stadig ret intelligente, da de stadig har Draconian blood i deres krop og viser mennesketræk i opførelsen i deres dragekrop.
Alder: 1800 – 2500 år.

Ældre fase.
Ældre fasen, og den sidste fase som en Drakûa gennemgår inden den visner hen. I den her fase har de ikke ændrede sig særlig meget, de er dog en smule svækkede i styrke. Så de ville ikke kunne holde tempoet i kampe med andre Drakûaer eller stærkere væsner.
De har ikke ændrede sig i størrelse men er dog blevet en smule mindre aggressiv og vil hellere bruge tiden på at passe sig selv.
Men mange Drakûaer når slet ikke til deres ældre fase, da mange enten dør i kamp eller bliver slået ihjel på andre måder.
Alder: 2500 – 3200 år.

Baggrunds Historie for racen:
Det var en uendelig kamp mellem Elenoa'al og Del'sharka, og den var hver dag den samme; kamp og død mellem disse to skabninger af titanerne, der begge var dømt til at udkæmpe hinanden til verdens ende.

Men én dag var pludseligt ikke som de andre, for Del'sharka havde igennem flere tusinde år lagt planer for hans ultimative krigerrace, der skulle slå og dræbe hans tvilling, Elona'dal.
En morgen i Underworld havde han taget form som en Necromancer og vandrede hen imod en klippemur i sin menneskelignende krop og udtalte tegnene, der var udhulet i væggen i et fremmedsprog, som ikke taltes andre steder.

Pludseligt åbnede der sig en port i klippen, og Del'sharka forsvandt ind.
Da han stod bag de lukkede klippedøre, begyndte han at bevæge sig ned gennem den lange og hulede klippegang der havde fakler på klippevæggenes sider.
Del'sharka gik i sine egne skumle tanker, da han var i gang med at udtænke hvordan, han ville have sine krigere skulle se ud og hvilken måde, de skulle være på. Et ondt smil spreder sig på hans kolde læber, så man kan se hans spidse tænder, der giver genskær i lyset.
Der gik ikke lang tid før han kom til en solid gammel tung trædør. Han åbnede den, og den førte ind til et halvstort rum med et alter i midten. Der var ingen andre ting i rummet, og han stod på et koldt stengulv.
Uden at bemærke hans tjenere, som havde gjort sig klar til ritualet, gik han hen til alteret og åbnede en ældgammel bog og begyndte at læse det næsten slettede ord i bogen.
Pludseligt blev hele rummet mørkt, og bogstaverne i bogen begyndte at lyse op, mens Del'sharka's lakajer begyndte at mumle remser og bevægede sig frem og tilbage med hvide øjne.
Del'sharka løftede langsomt bogen op i luften, indtil han ikke kunne nå højere, og med ét klappede han den sammen og forsvandt i en røgsky.
Del'sharka, der stadig var i sin Necromancer form, stod nu i et nyt rum med bogen under armen, og han var nu alene igen.
Han bevægede sig hen imod en enkelt dør og åbnede den op. Den førte ind til et gigantisk område dybt nede under jorden med en meget bred lava flod, som gik tværs igennem stedet.
Flere tusinde arbejdere, som Del'sharka havde taget magten over, var i gang med at forberede hans arbejde. Han råbte noget til en af slavepiskerne om, at alt var sat i gang og klar til ritualet. Slavepiskerne bekræftede at det hele var på plads og i orden.

Del'sharka bevægede sig beslutsomt hen imod et endnu større alter. Der var udhugget ud over lavaen og havde en bro før, man kom til den lille platform med alteret.
Han placerede bogen på stenalteret og begyndte først at bladre i den, men stoppede pludseligt.
Igen blev alt mørkt omkring ham, og det var som om en kulde spredte sig imellem alle hans slaver og lakajer. Det var ikke en kulde som frost. Det var en kulde, der føltes, som stod døden bag dem med den ene hånd på deres skulder og holdt leen i den anden.
Et lys skød ud af øjnene på ham, og både han og bogen begyndte at svæve et stykke over alteret. Han fortsatte med at sige ordene i bogen.
Han lavede en pludselig bevægelse, og der kom en meget mørk stemme helt nede fra hans mave: ”Før dragerne frem!”
8 slavepiskere var udenfor et bur med 2 Draconianer, og de piskede for at tvinge dem ud. De to Draconianer var en han og en hun, og de kæmpede begge helt vildt for at slippe fri. De fik dræbt flere folk, som kom lidt for tæt på deres haler eller klør, og de prøvede også et par gange at slippe fri fra deres lænker, men de var begge blevet udkørt af at være blevet fanget og låst inde i deres bure, så de havde ikke nok kræfter til at bryde fri.
Draconianerne blev tvunget hen til lavaen, og Del'sharka fortalte dem med sin dybe og mørke stemme: ”Lad det strømme, lad det flyde, lad deres kroppe blive ét med min magt.”
Med disse ord blev halsene skåret over på de to Draconianer, og blodet løb ud i laven, hvorefter deres kroppe blev kastet med ud i lavafloden.
Del'sharka fortsatte med at sige ordene i bogen, imens ritualet fortsatte, og slavepiskerne ventede på deres signal til at ofre noget eller nogen igen.
Efterhånden som det skred frem var Del'sharka nået til det sidste i hans plan. Det var at ofre en Draconians sjæl, men noget gik galt, for en Wvyern drage var sluppet fri fra sit bur og var på vej direkte efter Del'sharka i et forsøg på at dræbe ham. Den blev stoppet af en speciallavet pil, som ramte den i hjertet.

Idet Del'sharka fik sagt de sidste ord, der færdiggjorde ritualet, styrtede dragen direkte til jorden og væltede ud i lavaen til alt det andet, der var blevet ofret.
”NEEJ, den må ikke forstyrre ritualet!” råbte han rasende og knuste ham, der havde skudt pilen og dermed dræbt dragen.
Del'sharka vendte sig om mod lavaen som nu var begyndt at boble vildt, men alt var begyndt at ryste og vibrere i grotten. Det første, man hørte, var et øvedrøvende brøl fra to skabninger nede fra lavaen.
En fod, efterfulgt af et hoved, rejste sig fra lavaen med en knurren. Et par kæmpe vinger blev spredt ud i sine fulde længder, mens lavaen fløj rundt om ørerne på alle. Flere brød i brand, da lavaen ramte dem på kroppen, og de led en langsom død, da ingen hjalp hinanden.
Ved siden af den første drage fulgte en lidt mindre men dog stadig meget stor drage. Det var hunnen.
Del'sharka havde slet ikke forudset sådanne voldsomme drageskikkelser, og han var blevet nødt til at hoppe ned fra ritualet med bogen under armen for ikke at blive mast under deres gigantiske kroppe. Det var kun lige på et hængende hår, at han klarede det, for de to drager gik med det samme amok på alt og alle. De brændte folk med flydende magma eller kastede rundt med dem, som var de tænstiksmænd.

Del'sharka forlod sin dødelige krop for ikke selv at blive et af ofrene, og han nærmest fløj hen til dragerne og råbte med en meget dyb stemme: ”STOP!”

Dragerne stoppede kort. Del'sharka troede at der ikke skulle mere til for at styre dem, men han tog fejl. Han blev med nød og næppe igen nødt til at undvige deres magmastorm, som de spruttede imod ham.
Jeg bliver nødt til at beherske dem!, tænkte han, og med en magtfuld magi, som desuden også tappede ham for hans sidste kræfter, skrumpede han dem ind til størrelsen af en Wvyern og fik endeligt magten over dem.
Selvom de var i en respektabel størrelse, og han havde magt over dem, var de dog stadig meget trodsige og knurrede meget.
Del'sharka undersøgte resultatet med sine skabninger. De så anderledes ud. De lignede mere en Wvyern end en Draconian, syntes han.
*Nid Krif* tænkte han. De vil stadig kunne bruges.
En halvt overlevende slavepisker kom haltende han til sin herre og spurgte hvad, hans ordre var.
Del'sharka kiggede bare ned på ham, som om han var den mest ligegyldige person i hele universet, og gik til siden og så hen på dragerne. Han sagde med dragetunge: ”Krii”, og de to drager hoppede med det samme i flæsket på slavepiskeren, som gav en sidste smertes skrig, før han fik knækket nakken.
Del'sharka brød ud i en dyb ond latter og navngiver racen Drakûa, da han mente at det var et passende navn for dem.

Mere vil komme.