En ny Race //Anastacia//

Omgivelser: Det Sædvanlige i parken, ikke så mange folk. nogle få dyr
vejre: dejlig aften med ikke så meget vind.
sted: nede ved en sø ved firewood park
tid: næsten midnat
tøj: et par meget løse bukser, en hvid tank top, en sort hue som sidder lige sådan at man kan se hele pande håret og dækker ørene, også hans guitar. og indet fortøj eller sukker.

han gik stille ned mod søen få at finde ro, han havde to af sine hunde med. kvik og jack han satte sig ned i det bløde kølige græs og lagde stille sin guitar ved siden af sig, han sukkede lidt mens han lagde sig flad ud på græsset og så op på natte himlen, hans tanker vandret fredeligt. Kvik og Jack lagde sig på hver hans sid og med deres hoveder på hans mave, han smilte bare mens de så nærmest ud som om de sov. men Jack holdt godt øje med hans øre om der kom nogle. de var stort set alene, Kvik lå bare og halv sov. han kælede dem forsigt gennem deres bløde pels, han satte sig stille op mens deres hoveder faldt ned stille på hans lår i stedet for og han begyndte at spille nogle beroligende melodier på hans guitar. og det forsatte han med mens de bare slappede af. hans nynede lidt mens han bare så ud på søen hvor månen spejlede sig i.

Anastacia vandrede rundt i parken, da hun hørte guitaren. Hun lænede sig op ad et træ, lukkede øjnene og lyttede stille. Reid, hendes tvillingebror, kom snusende hen ad stien. Han viftede lidt med den røde og hvide hale, og Anastacia kunne ikke lade være med at smile stort, da hun og ræven halvt slentrede, halvt listede hen mod søen og guitarspilleren.

Han sad bare der ved søen og bare spillede nogle melodier og nynnede med til dem, hans hunde lå og bare slappede af på hans skød. han syntes at alt var så fredeligt i dette øjeblik det var virkelig noget han nydt i sær når han kunne endelig få lov til at se skønheden for naturen, han kunne godt lig at se på månen og dens lysende spejl billede i søen. det var noget han virkelig nydt, men det stoppede lidt da han bevægede nit øre som om der var noget, "rolig Jack" sagde han hviskende så ingen kunne høre det han spillede glad videre men var forberet. det samme var kvik og jack der stadig lå på hans skød og blot ventede.

Da guitaristen blev lidt anspændt, begyndte Anastacia at tro, at det hele var en dårlig ide. Reid syntes dog ikke at det var det, og han gik roligt og stødt hen til fyren og hundene.
*Reid, kom tilbage* tænkte Anastacia panisk, mens hun kiggede rundt. Til sidst faldt hendes blik dog igen på guitaristen, og næsten helt hypnotiseret gik hun langsomt hen mod ham. Måden han spillede på gjorde hende helt rolig, og hun glemte næsten hvorfor de var i denne del af byen.

han sad bare og ventede, hvis det var en fjende dræbte han dem hvis ikke lod han da bare være. kvik og jack gav et blik om hvor væsnet eller personen var henne. han vente stille hans hovede mod ræven som stødte ind i ham. "hvad i" sagde han og lagde sin guitar fra sig, hundene rejste deres hovder og bare kigget, han rejste sig forsigtigt for ikke skræmme den, han smilte lidt, og sagde "hej med dig" mens han satte sig stille på hug g rørte den stille gennem dens pels med hans fingre, han undret sig lidt over hvor den kom fra han har aldrig set en ræv før og i sær ikke når der er to hunde med ham, "hvor kommer du mon.." sagde han og kigget op da kvik pufede til hans arm i retningen af en anden person. en lille pige var her også. han smilte venligt til hende og ventede bare på hun kom helt tæt på

Da fyren begyndte at røre ved Reid, blev Anastacia lidt bekymret for hvordan Reid ville reagere. Heldigvis gjorde han ikke andet end at puffe lidt til hånden.
*Se Ana, han er helt fin...* tænkte Reid til hende, og begyndte endda at bide legende i hånden.
Anastacia kunne ikke lade være med at smile over fyrens forbløffede udtryk ovefor ræven, og rævens venskablige leg, så hun smilede glad da han fik øje på hende. Pludselig faldt det hende ind at mennesker der gik rundt i parken midt om natten, næppe var så venligsindede som en kunne håbe. Hun gik resten af vejen hen til ham lidt forsigtigt, og lagde en hånd på armen, for at sikre sig at hendes dolk stadig hang fast der.

han smilte stile mens han nærmest legede med den lille ræv, hans hunde lå bare og så på dem. "godaften mit navn er Sindra" sagde han med et venligt smil til den lille pige og rejste sig forsigtig op, han gik stille over til hende og ragte hånden frem for at hilse ordentlig på hende. "hvad hedder du" sagde han med et venligt smil, man kunne virkelig godt se på ham at han prøvede at vise dem at han ikke gøre dem noget ondt.

Anastacia tog en dyb indånding, og smilede nu til ham. Smilet var lidt genert, selvom hun overhovedet ikke var en genert person. Hun tog hans hånd, mens hun undrede sig over hvorfor han mon ville snakke med hende af egen fri vilje. Altid fedt at være Santuines.
"Anastacia. Jeg hedder Anastacia..." sagde hun, med en stærk stemme, der slet ikke vidste hendes usikkerhed overfor denne Sindra. "Og godaften til dig!" hun smilede stort.

han smilte bare og satte sig ved sine hunde igen. "det ikke klogt at vandre ud om natten hvis man ikke kan forsvar sig selv" sagde han stille mens han kiggede ud i søen, han begyndte faktisk at undre sig lidt hvorfor de var ude på denne her tid. han vidste jo selv hvorfor han var ude. han lagde stille hånden på en af sine hunde mens han bare kiggede op på den mørke himmel. han grinte nærmest, også vendte han hovdet mod hende. "ka du enlig noget specialt der gør du ka overleve de her mørke tider" sagde han og tog en dyb indånding.

Anastacia kiggede lidt mistænkeligt på ham. Hun havde ikke ligefrem lyst til at fortælle dette menneske at hun faktisk havde evner til at forsvare sig selv som en ræv, for der var ikke rigtig nogle der brød sig om hendes race, mindst af alt menneskene.
"Hvorfor spørger du?" spurgte hun og plastrede et smil på læberne. "Har du da tænkt dig pludselig at overfalde mig?"
Hun kiggede lidt udfordrende på ham, da han tydeligvis undervurderede hende en smule. Bare en smule, han spurgte i det mindste om hun kunne forsvare sig.

han grinte lidt "nej slet ikke men hvor gammel er du" sagde han og kløede sig i nakken inden han forsatte, "12-13... 14 maks" sagde han og rejste sig op og kiggede venligt på hende. "men er nok bare lidt nysgerrig" sagde han og gik foran hende og bare så på hende, "efter alt har jeg ikke mødt nogle der havde en ræv som kæledyr" sagde han mens han bare kigget venligt på hende som om han forventede at hun sagde hvad hun var eller kunne. "men så igen det kommer nok ikke mig ved... så længe du selv ved du ka forsvare dig selv går det nok" sagde han og satte sig ned igen med et smil på læben, *hvad er dette for en følelse* tænkte han lidt mens han kigget op på hende med et smil.

"14?" Anastacia grinede af Sindras totalt fejlbedømte skud på hendes alder. "Jeg er 16, hvis du virkelig vil vide det!"
Reid vågnede op da kommentaren om ham dukkede op, og han vågede over sin søster, i frygt for at Sindra ville vide at de var santuines. Da han kiggede indgående på hende, smilede Anastacia bare et vidende smil.
*Ana?* Reid begyndte at blive bange for Sindra, da han blev interesseret i hende.
Anastacia viftede ham væk. *Han virker da meget venlig, Rei!*
Anastacia satte sig ved siden af Sindra i græsset.

han grinte lidt og rødmede det var sjældent at han ramte så meget forkert han plejede at ramme nogle lunde rigtigt, "undskyld" sagde han og smilede venligt. han kiggede lidt på ræven *hva er der med den* tænkte han lidt og undret sig over hvorfor den reagerde sådan, "er han altid sådan?" spurgte han hende om og rettede blikket mod hende igen der var noget uforklareligt over dem som om de faktisk var for bundet, var hun en dæmon nej så ville det være en anderledes følelse og det kunne ikke være en engel, hmm han tænkte lidt over hvad det var hun var for menneske virkede det ikke til at være. han blev mere og mere nysgerrig efter og vide hvad det var hun var eller kunne men han ville ikke være ond ved hende og tvinge det ud af hende selv om han nok godt kunne. han lagde sig lidt ned i græset og lukkede øjnene "hvad mon hun er" sagde han stille man kunne næsten ikke høre det. han glemte lidt at hun sad lige ved siden af ham han åbnede øjnene og kiggede på hende med et nysgerrigt blik. "hvilken evne har du" spurgte han hende om og han vidste godt hvornår han skulle stoppe med alle de spørgsmål han ventede bare på at hun sagde det eller sagde han ikke måtte vide det. "og du er heller ikke et menneske vel" sagde han noget tid bagefter.

Anastacia grinede af Sindras undskyldning, og viftede den væk. Hun kiggede på Reid, og kunne faktisk godt forstå at han undrede sig så meget over dem. De havde været virkelig dårlige til at skjule hvad de var, da de havde haft en formidabel nat.
Da han igen kiggede granskende på hende, rødmede hun, og kiggede på sine fødder. Hun følte lidt at hun skyldte ham en forklaring på hvad hun var, men hvad nu hvis han så ikke ville kunne lide hende mere? Han var jo menneske, og det var altid det sikreste at blive væk fra menneskene. Hun havde ikke lyst til at miste Reid, som nogle af de andre santuines havde mistete deres tvilling.
Da han lagde sig ned på græsset kravlede hun stille hen til ham.
"Nej, jeg er ikke menneske," mumlede hun, og kiggede over på Reid. "Han plejer ikke at opføre sig sådan, han er bare bekymret for mig."

han smilte lidt til hende for at prøve at berolige hende. "er du en shapeshifter" spurgte han hende om men det tror han ikke helt på, men hvem ved. han rejste sig lidt op. "hvis det er broligende gør jeg jer ikke noget" sagde han mens han smilte venligt, men han forstod ikke helt hvorfor en ræv skulle være bekymret, "men hvis i ikke vil sige det" sagde han og langde sig ned igen og bare kiggede på hende. "er det helt fint" sagde han og bare kiggede venligt på hende. men han var stadig nysgerrig efter at vide det fordi han tvivlede på om hun var en shapeshifter.

Anastacia følte sig et øjeblik uovervindelig, og tænkte at der da ikke ville ske noget ved at sige det til Sindra. Så kom Reid ind i hendes tanker, og overbeviste hende igen om at det var en forfærdelig ide. Reid var altid den fornuftige, men Anastacia lyttede kun få gange efter hvad han sagde. Heller ikke denne gang lyttede hun, for Anastacia kunne ikke slippe følelsen af uovervindelighed.
Til sidst mumlede hun: "Santuines. Jeg er santuines..."

han lå bare og kigget op himmelen og tænkte på fortiden, der var sket både gode og dårlige ting gennem tiden væk fra landbyen han savenede den tid. han høre hende mumle lidt han kiggede lidt på hende han fik kun fat i s´et mere fik han ikke fat i #undskyld hvad sagde du" sagde han og rejste sig nysgerrigt op han fik ikk fat i det. han kiggede lidt på ræven nysgerrigt som om de talte sammen men hans hunde regerde ikke så det måtte være noget andet for eller ville han jo også kunne høre det tror han nok, hans tanker kresede rund i hovedet på ham. han kiggede nysgerrigt på hende som et spørgsmåls tegn

Reid kiggede bestyrtet på hende, og hun indså nu at dette var hendes chance for at komme væk fra dette menneske. Hun skulle aldrig have haft sagt noget, aldrig have haft set ham. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvor sød han havde været mod hende, men tanken om at han var menneske, fik hende til at springe op. Reid kredsede beskyttende om hende. *Ana...*
*Ved det, Rei!*
"Jeg burde virkelig ikke snakke med dig!" Anastacia vendte sig om, og begyndte at gå. Hun kunne dog ikke lade være med at vende sig rundt, og kigge på dette søde menneske.
*Man kan ikke stole på mennesker,* sagde Reid stille i hendes tanker, selvom han også havde kunnet lide Sindra.

han sad bare forvirret, mens han sagde stille "sagde jeg noget forkert" han rejste sig hurtigt op og løb hurtigt hen til hende og stoppede hende, "er du bange for mig??" spurgte han hende om mest fordi han havde set den måde hun kiggede på ham på og han forstod ikke hvorfor han har jo aldrig gjort nogle uskyldige fortræd. han lod mærke til ræven der nærmest beskyttede hende. han piftede efter hans hunde der kom hurtigt hen til dem. "prøv at hør du pløs ikke at sige hvad du er" sagde han med et smil. "jeg har mødt mange der var bange for mennesker" sagde han og sukkede lidt, han følte lidt skam over hans egen race. "men lad mig i det mindste følge dig hjem" sagde han og pegede i den retning hun gik i. "den vej?" spurgte han hende om. han så lidt omkring han følte sig lidt iagtaget men af hvad vidste han ikke helt men han vidste at de måtte væk nu.

Anastacia rystede på hovedet. Han havde jo ikke gjort andet end at være nysgerrig, og hun kunne ikke tillade sig at være så dobbelt moralsk, det var jo hendes nysgerrighed, der havde fået dem til at snakke sammen.
"Jeg...," hun tog en dyb indånding. "Jeg tager måske bare lidt mange forbehold for min egen sikkerhed."
Hun smilede et svagt smil, men havde fået tårer i øjnene. Hun blinkede dem hurtigt væk, for hun ville ikke have at han skulle føle skam over hvad han var. Det havde hun altid gjort, men hun var blevet træt af det til sidst, og havde lært at leve med det. Hun elskede jo Reid mere end noget andet. Hvilket også var grunden til at hun ikke snakkede med så mange mennesker.
Da han spurgte hvor hun boede, blev hun pludselig flov, og kiggede ned i jorden: "Jeg har intet sted at være..."

han smilte stille til hende, "så du en race der er hadet af mange og især mennesker" sagde han og bare så ned på hende med et smil, "bare rolig jeg dræber kun dæmoner og varulve og vampyr" sagde han mens han bare smilte venligt til hende han vil gerne have hun ville vise ham tillid og han var ret nysgerrig for dem han dræbte var hun ikke ellers ville han kunne føle det. han kiggede op på himmelen han prøvede jo bare at rense menneskehedens fejl. han blev lidt tavs han trode jo at hun havde nogle forældre eller nogle familie hun boede hos, han sukkede stille. "hvis du vil... kan du jo altid komme med mig" sagde han og kiggede lidt den anden vej og rødmede lidt underligt nok, han går frygtløs i døden hver dag også er han bange for at han for et afslag. han grinte lidt af det inden i.

I stedet for at kigge på Sindra, kiggede Anastacia på Reid, der prøvede på at nedstirre Sindras hunde. Han følte sig åbenlyst meget højt hævet over dem. Anastacia havde det dog helt omvendt med Sindra, hvor hun følte sig helt lille i forhold til ham. Han var åbenlyst ældre, sikkert langt mere erfaren i kamp og en del større end hende. Hun havde dog lært at de fleste ræve ikke behøvede alle de ting for at overleve i verdenen. Og omkring Sindra havde hun denne ubehagelige følelse af tryghed, som hun virkelig ikke brød sig om.
"Vampyrer er i hvert fald okay at dræbe," sagde hun med et halvt smil. "De kan heller ikke lide os."
Anastacia blev dejligt overrasket over hans gæstfrihed for en fremmed som hende, en der ikke engang ville fortælle hvilken race hun tilhørte. "Tak," mumlede hun overrasket, og prøvede at kigge ham i øjnene for at vise ham hvor taknemlig hun var for ham.

han smilte bare til hende med røde kinder, det virkede lidt underligt for han har aldrig gjort det her før han kunne vel nok bare godt lig hendes selvskab. hans hunde lod bare som om at de vare ligeglade med ræven.

"for resten er du sulten" spurgte han hende om mens han begyndte at vende sig om og begynde at gå. han havde jo ikke selv fået noget aftensmad så han begyndte også at være lidt sulten, "det denne vej" sagde han og pegede og bare kigget hende ind i hendes øjne.

"Jo, lidt måske," Anastacia trak lidt på ordene i frygt for at lyde grådig.
Hun fulgte forsigtigt efter Sindra, og Reid patruljerede lige ved siden af hende som en eller anden vagthund. Da Sindra kiggede på hende, smilede hun forsigtigt og kiggede genert væk, for at hurtigt kigge tilbage på ham. Hun følte sig pludselig så akavet i sin egen krop, og hun traskede - stadig forsigtigt - efter Sindra, da hun ikke anede hvor de skulle hen.

han smilede bare, hvis man kendte området så kunne man se at han gik i retningen af skoven. "du spiser kød ikke" sagde han for han havde vidst ikke særlig meget andet ellers skulle han ud at lede og det gad han ikke men han glædet sig til at komme tilbage til flokken der bare ventede på ham. "for resten jeg har fem andre hunde også" sagde han med et smil. han følte sig lidt nervøs det var længe siden han havde fået besøg men det skal nok blive hyggeligt håber han i hvert fald. "har du enlig nogle form for familie" spurgte han imens han gav tegn til Kvik og Jack om at løbe et par meter frem for at se om der var noget, han kiggede lidt rundt der var en slags ubehagelig følelse han kunne ikke forklare det men måske var det den dæmon han havde ledt efter men alligevel ikke. hans kiggede på sine hunde det snuste og lyttede.