Maybe a new friend? //Arwen//

S: The forest
T: Middagstid
V: Solen skinder, men det er køligt
O: Træer

Rafaela havde fået lov til og gå sig en tur af sine forældre. Nok var hun 200 år gammel, men hendes forældre så hende som en lille pige der skulle beskyttes, men det var måske også fordi hun var datter af Sakref og Valiona. Det kunne jo være nogen havde set sig gal på Sakref og ville hævne sig ved og tage hende til fange da hun nok var det nemmeste offer der var i hele familien. Hun passede nu også tit på med og fortælle hvem hun var til folk. Hun havde taget et par brune varme bukser på og en matchene varm trøje og et par brune støvler der havde skind inden i for, at de varmede indvendigt.
Hun gik rundt ude i skoven og nød det gode vejr. Det var faktisk utroligt hvor smuk skoven egentlig var efter vinterens kulde havde fået træerne til og smide sine blade og var helt nøgne. Imens Rafaela gik stille og roligt hørte hun noget løbe imod hende. Det var en ulv der kom løbende imod hende. Hun begyndte og løbe alt hvad hun kunne. Hun forstod ikke hvad det var der gjorde, at denne ulv ville efter hende. Efter hun havde løbet et godt stykke tid var ulven væk. Hun kiggede sig over skulderen og tænkte ikke over, at der var et træ der lå ned foran hende. Hun løb ind i træet og væltede og havde forstuvet sin fod. Hun skreg og råbte om hjælp.

Påklædning tøj

I skoven, hvor det meste åndede fred og ro, kunne man fra oven se en skikkelse hoppe rundt fra træ til træ. Vidste man ikke hvad det var, ville man højst tænkelig skubbe tanken væk med at de nok bare var et eller andet væsen, og det var i sig selv sandt nok. Hun var et væsen, med en graciøsitet  som ingen havde set mage før. Hun havde sin bue sikret omme bag ryggen, samt hendes pile og med dem med sig, løb hun hen af grenene og hoppede til den næste.
Dette var hendes måde at slappe af på, ved at være omgivet af skoven og alt i den. Dog blev hendes løben stoppet brat da hun hørte en skrigen og råben efter hjælp. Hun rynkede brynet, men fulgte den dog. Hvilket væsen mod det kunne havde været der valgte at gå ind i skoven også komme til skade. Hun stoppede op, stadig op i træerne, stille bøjede hun ned i knæende, betragtede det hele med et skarpt blik. En kvinde der så ud til at være kommet til skade, dog vidste hun ikke hvad hun var og man vidste aldrig om det var en med noget slemt i tankerne
Smidigt sprang hun ned fra træets gren og landede lydløst nede på jorden. Hurtigt fik hun taget sin bue og en pil, hvorpå hun rettede den mod kvinden "hvem er du" hvislede hun på sit modersmål.

//Det fint, men ulven var væk inden Rafaela faldt over træet ^^//

//ohh retter der så lige

//Det helt fint ^^ Ville bare nævne det så vi var ca samme sted ^^ Men det er ellers flot skrevet ^^//

Rafaela tog sin fod til sig og ømmede den. Der var tidspunkter hvor hun inderligt ønskede, at Melvin var det. Hendes elskede storebror. Nogle tårer trillede ned af hendes kinder. Hendes fod så ikke helt rigtig ud og det føltes som om hendes fod var blevet alt for stor til hendes varme støvler. Hun bed sig hårdt i underlæben og håbede på, at nogen hørte hendes råb om hjælp, men chancen var nok lille. Hun trak sin støvle af for, at foden kunne få lidt luft, men det gjorde så ondt, at hun endte med, at skrige op af smerte. Hun hørte noget tæt på sig og blev lettere utryg da hun troede det var endnu et dyr der var efter hende. Hun fik et chok da en kvinde landede foran hende. Hun kiggede lidt undersøgende på kvinden. Hun kunne ikke helt se hvad det var for en race denne kvinde var, men en yndig race var hun ihvertfald. Hun ømmede sin fod og kiggede op på kvinden der sigtede på hende med sin bue. Hun forstod ikke det kvinden hvislede til hende. Hun lagde sit hoved let på skrå og prøvede og kunne forstå det, men det lykkedes ikke for hende. "Jeg forstår ikke, hvad det er du siger" man kunne tydeligt høre på hende, at hun havde store smerter i sin fod. Tårerne trillede ned af hendes kinder af smerter.