A dirty little girl-Arwen

Tid: 22:30
Sted: Skoven der omkredser byen Silvanesti
Omgivelser: Ingen andre er ude så sent, andet end de vagter der står ved byens port
Vejr: Skyfrit og stjerneklart. Mildt i klimaet.
Tøj: Klik her

En let brise gled gennem de høje egetræer, som omkransede starten af den storslåede elver by som tårnede sig op langs bjergsiden. Fra kanten af skoven ville man kunne se, hvordan månen og stjernes klare lys blev reflekteret i de mange krystalbygninger som i denne tidlige nattetime lyste op i et vel af lanterner og blide lys skygger.
Normalt bevægede ingen elver sig ude så sent, med mindre de altså var en del af den normale vagtgarde som patruljerede området hver eneste nat. Dog var den skikkelse, som nu langsomt begyndte at nærme sig byen, heller ikke af den overnævnte art. Den unge kvinde, som let og elegant smøg sig afsted i skyggerne, ønskede for alt i verden ikke at blive opdaget af disse vagter. At blive opdaget af vagterne ville lede til en indberettigelse til den royale familie om udbud efter mørkets frembrud, og dette ville lede til at hendes "plejemor" ville finde ud af at hun havde været længere ude end hvad reglerne sagde. Plus det faktum at hun ville se hvor mudret og beskidt hendes barn var blevet. En ting elver ikke satte stor pris på.

Adalia hoppede let og elegant over den mur som seberede skoven fra selve byen, og gled hurtigt ind i skyggen af en husmur igen. Nu gjaldt det bare om at få bevæget sig op til slottet, få sneget sig ind på værelset, få påført sig noget ikke snavset tøj og lade som om at hun var kommet hjem for timer siden. Dog regnede hun med, at dette ikke ville blive så let som sagt. Langt fra.

Ihre

Den klare vand forringede hende, hun sukkede og lagde hoved tilbage, nød følelsen af den dejlige varme det gav hende. Hendes tjenere, der stod for a vaske hende, hældte roligt vandet ned over hende. De stod på skaller, så de ragede over hendes egen stående skikkelse. Dog slog en ting hende, da hun så mod vinduet, det var sent og så vidt hun vidste var Adalia ikke kommet hjem endnu. Hun holdet hånden op til sine tjenestepiger, før hun trådte ud af bade og lod sig blive tørret.

Hun var skuffet, specielt fordi så mange regler havde hun ikke lavet, de var måske stramme, men til gengæld var der ikke mange af dem. Hun sukkede og blev hurtigt beklædt i en smuk hvid dragt. Den havde et langt slør der fulgte hende når hun gik, sløret var måske ti cm langt. Englelig var det i det store hele en nederdel og en top. Nederdelen stoppede ved hendes hofter, hvor toppen startede omkring hvor hendes bryst startede. Det eneste der satte nederdelen og toppen sammen, var de tråde der kørte fra toppen og ned mod skortet. Hendes lange rødbrune hår sad perfekt som altid. Hun havde to bånd om indledende. Dette var med andre ord hendes bededragt, den tog hun kun på når hun skulle bede for Adalia.
Hun bar en maske af bekymring, hvad hvis der var sket hende noget? Hun bad en af de bedste vagter om at holde øje med hende. Hvorefter hun stillede sig ud på balkonen og betragtede stjernerne.
Nede ved muren, gik den selv samme vagt rundt og han lynhurtigt øje på hende, dog lod han blot som om han ikke hvad set hende. Han gik under navnet Ihre og var efterhånden gået hen og blevet hendes vogter, for det var altid ham der fangede hende. Han rullede med øjnene og sneg sig ind på hende, han greb hendes arm "Adalia, du ved hvor bekymret Arwen bliver når du er sent ude. Hun har taget sit legetøj på igen...og du ved hvordan hun er når det sker" sagde han og som alle andre elvere, bar han også den typiske skønhed og elegance. Hans skarpe blå øjne betragter hende nærgående, han var selv iført vagttøj og hans mange blonde hår hang smukt og flettet.

Adalia gispede forskrækket, og hamrede så Ihre en på siden af skulderen "IHRE!" hviskede hun vredt, og så ham ind i øjnene. "Du gav mig et halt hjerte stop!" Hun måtte trække vejret dybt ind et par gange for at falde til ro igen, og først derefter lod hun sine blå grå øjne glide over på hendes personlige "jeg kommer og fanger dig" vagt. De sidste 4 gange var det også ham som måtte eskotere hende op på slottet, for at stå til retsag overfor hendes mor. Hun sukkede tungt, da den unge han elver fortalte hende hvordan hendes mor endnu engang var gået langt nok til at tage sin sorgedragt på. "Og til mit forsvar så blev jeg optaget på vejen hjem..." Hun valgte ikke at uddybe dette mere, da hun ikke just mente at blive fanget i en varulve fælde og derved blive redet op af en af den samme overnævnte race var noget som den unge vagt burde vide. "...Og dette gjorde at jeg ikke kunne være hjemme før solnedgang. Men bær dog over med mig. Jeg var langt væk. Hun kan altså ikke altid regne med at jeg er hjemme til tiden. Jeg er ikke den lille pige hun engang tog til sig længere...Jeg er en voksen kvinde"

Han rullede med øjnene, da hun slog ham, men grinede alligevel. Som regel var hans facade en kold mand uden følelser, men han kendte efterhånden Adalia godt nok til at lade hende se ham smile og grine. Dette var dog en sjældenhed og skete kun hvis de var alene og kun når situationen kom som på dette punkt. Han fik hurtigt fjernet grinet og rystede på hoved "det må du meget undskylde, det var på ingen punkter min mening at skræmme dig" han lagde sin arm om hendes skuldre, dog bagefter rodede han hende i hendes blonde hår. Hendes ord fik ham at rynke brynet "du skal ikke tro jeg mener dette ondt, men husk du er blot et menneske. Jeg siger ikke vi elvere er bedre, men et menneske kan ikke klarer meget og selv med din evne...er det ikke altid du kan vinde" forklarede han blidt, han strøg hende ned af kinden, før han igen tog rollen som vagt ind. Det var hendes ord om at hun var blevet optaget og skiftet var tydeligt at se i hans blå øjne "hvad skete der" brummede han alvorligt, han gik hen mod hende og så alvorligt på hende. Dog rystede han på hoved "hør jeg dækker over dig også går vi sammen op til din mor, siger at du var igang med at træne, glemte alt om tiden også fortæller du mig det senere" sagde han alvorligt, men holde samtidig sin arm frem mod hende. Som en sand gentleman ville gøre

Adalia måtte skubbe sin alvorlige facade let til side, og undslippe et blidt grin, da Ihre begyndte at rode i hendes hår. Nogle gange glemte alle her i byen, at hun var en voksen kvinde og ikke længere et lille barn. Men sådan var det jo at leve blandt elvere. Hvad der så ud som en livstid for mennesker, var blot et millisekundt for en elver.
"Ihre...Som om mit hår ikke var rodet nok" smilede hun let, og prøvede drillende at komme ud af hans greb. Dette vidste hun dog var totalt umuligt.
Hendes glade atitude forsvandt dog som duk fra solen, da han selv påtog sig et alvorligt ansigt igen. Da han så sagde, at han nok skulle hjælpe med at dække overfor hendes mor, nikkede hun blot og så ham alvorligt i øjnene. "Okay så...Men du kender min mor. Hun er ikke ligefrem typen man lyver over for. Hun opdager det på et eller andet tidspunkt" Et lille smil fremsatte sig på hendes læber, og hun plantede forsigtigt et blidt kys på Ihres pande. "Tak for hjælpen.." hviskede hun på elvisk, og smilede til ham.