As lost as ever before-Arwen

Tid: 20:15
Sted: En krystalbalkon
Omgivelser: Ingen væsner
Vejr: Solnedgang og klar himmel

Syntes heroppe fra var virkelig fantastisk. At se hvordan midsommersolen kastede sine sidste gyldnestråler ud over det dybtgrønne skov, og oplyste den så det lignede et kæmpe stort bølgende smaragd hav. Snart ville natten kaste lange skygger over træerne, og så ville elver folket tænde deres tusind små lanterner i takt med at himmelen ville blive lyst af af et hav af stjerner. Adalia lænede sig let ud over balkonen, og sukkede stille. Tænk at de havde ladet hende blive her. De kunne ligeså godt bare have smidt hende på porten, som så mange andre folkefærd havde gjort, men nej. Disse væsner accepterede hende. De accepterede hende som et klogt og hjertevarmt væsen, med ret til at have et sted til at kalde hjem. Hun sukkede let igen, og så op solen der nu var ved at synke helt ned i horisonten.
Den unge pige hang let med hovedet, som hun fornemmede hvordan forviringen og vreden kæmpede om at være hovedfølelsen i hendes krop. Hvorfor ville de tage hende ind? Hvorfor? Hvis ikke det var grundet et eller ondsindet komplot de havde imod hende... Tilliden til andre var ikke just stor hun den unge pige.

Påklædning tøj

Arwen sad stille, hun var faktisk fuldkommen rolig. Dette var som regel den måde hun tænkte på, og for nyligt havde hun fået mere end rigeligt at tænke på. Efter at de havde taget menneskepigen ind, vidste hun hverken hvad hun skulle gøre eller tage sig til. Hun sukkede, rystede på hoved og sprang elegant og graciøst ned fra den gren hun havde brugt de sidste mange timer på at sidde på. Med sin bue omme på ryggen, samt hendes pile.
Hun gik roligt op mod hendes hjem. Hendes ansigt bar et mildt udtrykke, men alligevel var der noget gemt bag det. Efter mange års levetid var hun efterhånden blevet god til at gemme sine følelser væk og man vidste aldrig hvad hun tænkte. Alligevel kunne man være sikker på at hvis hun var glad eller sur, for som regel ville hun udtrykke det i noget enten godt eller dårligt.
Hun nærmede sig værelset med balkonen, hvor menneskepigen befandt sig og nysgerrig gik hun ind. Hendes skridt var fuldkommen lydløse som hun trådte hen mod hende, ligesom hende stilte Arwen sig ved hendes side, betragtede solnedgangen "ganske smuk ikke" spurgte hun og vendte blikket mod pigen.

//håber det er godt nok, vidste ikke helt hvordan jeg skulle tage det an...hvor gammel er hun helt præcis?

Adalia hørte ikke kvinden komme, førend at hun stod ved siden af hende. Med et let glan til den ene side, gik hun bekræftet at den overnævnte var en elverdame, og af yderst smuk kaliber. Typisk denne race... Hun forstod udemærket hvorfor mange andre væsner blev jaloux.
"Ja... Meget smukt.." mumlede hun stille, og så igen ud over natten der nu bredte sine lange sorter skygger ud over skoven. Med en let håndbevægelse strøg hun forsigtigt sit lange og tjavsede blonde hår om bag sine øre, og sukkede så let igen. Det var ikke ligefrem fordi hun mindede meget om dette folkefær. Hun så snusket ud, bar beskidt og gammelt tøj, havde snavset hud og ikke den mest elegante fremtoning. At have levet på gaden i så mange år, havde ikke gjort noget godt for hendes udseende. Heller ikke hendes personlighed havde taget en god drejning. Hun var skeptisk, usikker og stolede ikke på nogen.

//Det var et fint svar. Og Adalia er ca 10 år gammel//

Hun betragtede pigen med et hævede øjenbryn, hun var jo beskidt og på trods af at Arwen ikke var tryk md at have et menneskebarn tæt ved sig, kunne hun umuligt rende rundt også være så beskidt. Hun vendte sig mod hende "kom barn, lad os give dig et bad også finde dog noget tøj" hun smilede næsten moderligt til den lille pige, som hun rakte sin blege end frem mod hende. Hun kendte det med at være beskidt, det var ikke noget hun satte højt og siden hun selv havde et værelse inde på slottet, havde hun også gode bade og så vidt hun huskede havde de lavet tøj til hende, så hun kunne ligne af tøj en af elverne.
På trods af sin skepsis kunne hun jo ikke gøre andet end a give hende en chance, andet kunne der ikke blive gjort. Denne pige havde tydeligvis ikke haft det nemt og fra det sekund satte hun sig ind at hun ville fremme hende og om ikke andet hjælpe hende. Hun kunne ikke altid lade sin skepsis komme i vejen for tingene, for i sidste ende var hun skeptisk omkring alt der ikke konversation hendes by

//okay super

Hånden der blev rakt imod Adalia var slank, perfekt hudtonet og så feminin som noget kunne blive. Den unge pige så op imod kvinden, og der gik et par lange sekunder førend at hun bekræftende nikkede og tog imod hånden. Den hånd hun rakte frem, var dog langsomt som den hun tog imod. Hendes egen var beskidt, havde en grålig hudtone og oprevne negle. En hånd som denne skreg imod al hvad man kunne kalde femininitet.
Hun huskede tilbage, tilbage på dengang hvor livet som et forældreløst gadebarn begyndte. Hun huskede hendes forældres ansigter. De havde været helt normale mennesker... Og alligevel var de blevet dræbt. Uden nogen grund. Hadet begyndte at bruse op i hende igen, og de før hvide og snavsede kinder fik nu en blussende rød farve.

Hun betragtede hende i noget tid, betragtede den lille pige, hendes negle...hun kunne umuligt have et hjem.også stadig se sådan ud. Hun smilede blidt, trak sin hånd til sig og fuldkommen ude ages sammenhængende, tog hun pigen op i sine arme og begav sig mod sit værelse "du trænger vidst til at bade...også kan vi ordne dig bagefter så du bliver smuk" hun klukkede klokkeklart og smukt. Hun havde den slags latter der fyldte andre omkring hende med glæde, den var blid og behagelig.
Hun tog hende med ne på sit værelse, der var stort. Hun havde en stor seng og væltende var marmor. En dør førte ud til et badeværelse hvor væltende ligeså var marmor. Hun bar pigen med us på badeværelset, hvor hun stillede hende på gulvet "Du kan vare tage et bad også går jeg ud og finder noget tøj til dig" sagde hun blidt. Hendes badekar var stort, næsten majestætisk. Hun nikkede til pigen og forlod sit værelse. Grunden til at hun boede på slottet var fordi hun som ingen mistede sin familie og derefter tog den kongelige familie hende ind som en af deres egne. Hun kom tilbage til badeværelset igen efter godt vel ti minutter. Hun havde i sin hånd noget tøj der skulle passe pigen, det mindede om det Arwen selv havde på, i farver og facon "her er der noget tøj" hun snakkede med en blid stemme, hun satte sig på knæ foran karet "har du brug for hjælp barn?" Spurgte hun blidt, intet i hende sagde noget om ondskab, der var kun blidhed

At blive taget op i armene på en anden, var noget som Adalia normalt nok ville have flippet en smule ud over. Al det der med at blive holdt af, og elsket var ikke noget der i hendes liv havde fyldt nok til, at hun kunne erindre hvordan det endeligt føles. Derfor måtte hun tage sig lidt sammen for at kunne lægge armene omkring kvindens hals, og føle sig tryg i hendes nærvær. Men kvindens stemme og blide arme, fik den unge pige til at slappe lidt af. Dette føltes trods alt ikke som et ondt komplot imod hende. Eller måske var hun bare gået hen og blevet blødsøden. Uanset hvad det var, lod Adalia kvinden bære hende væk, og ind i det store krystalpalds. Alting her inde var det total modsatte af den verden som hun kom fra. Herinde var det højt til loftet, lyst og smukt. Her var rart at være. Og det sted kvinden bar hende var mindst ligeså fantastisk, som resten af paladset. Badeværelset hun blev sat ned i lignede noget der var taget ud af en eventyr bog. Var det virkelig sådan, det var at være velhavende? Hvordan kunne man dog leve sådan et sted, og så have lyst til at forlade det?
Med undersøgende øjne nærmede hun sig badekaret, og lagde knap nok mærke til at kvinden igen forlod rummet for at hente hende noget tøj.

Med en forsigtig bevægelse åbnede hun let for hanen, og mærkede på vandet der med en liflig lyd begyndte at samle sig i bunden af karret. Vandet var lige så klart som rene krystaller, og mens der nu blev fyldt mere og mere i begynde hun langsomt af afklæde sig sine beskidte klæder. Da karret så var fyldt til renden, satte hun sig langsomt og tøvende ned i det. Det varme og behagelige vand omringede hurtigt hele hendes krop, med undtagelse af hovedet, og varmen overtog og afrensede hele hendes krop i løbet af kort tid.
Da kvinden så vendte tilbage, og satte sig ned ved hendes side, tog det Adalia lidt tid at svare. Hvad skulle hun svare? Skulle hun sige tak for denne gæstfrihed? Skulle hun forblive tavs? "Jeg... Har du måske noget sæbe?" Noget så åndsvagt som sæbe... Ha, hvor dum måtte hun ikke tro hun var? "Og tak..." mumlede hun, og så let væk. "Tak.."

Hun smilede blidt "selvfølgelig Alanna" sagde hun og fandt en sæbe frem. Hun kaldte hende Alanna, da det betød smuk på hendes sprog. Hun satte sig op på kanten af karet "det var skam så lidt, men her lad mig hjælpe dig" sagde hun blidt og tog samtidig en kande vand. Hun hældte vandet ud over hendes hår, alt i mens hun nummer en vise. Hun sæbede stille sine hænder ind og kørte dem derefter blidt ind i hendes hår. Det var længe siden hun sidst havde vasket en anden hår, sidste gang var nok for en lille lever pige, hvilket var hundrede år siden.
Hun havde altid haft et blødt spot for børn, det at værne om den og hjælpe.dem var nok det hun bedst kunne lide. Ligeså stille blev Arwens nynnen til sang. Hendes stemme var blid og ringede at hun havde levet længe. Hun havde haft et langt liv med en masse oplevelser.

Adalia nåede kun lige at lukke øjnene, inden at en blid strøm af varmt vand rislede ned over hendes hår og hovede og længere ned over hendes skuldre og overkrop og ned til resten af vandet. Den behagelige fornemmelse af vand der omringede hende, fik den unge pige til at udslippe et let suk af behagelse. Aldrig havde hun følt så meget omsorg som hun gjorde i dette øjeblik. Det var som om hun bare kunne dykke væk i et dybt og varmt hav af tryghed og klarhed. Forsvinde ind i den sang som kvinden nu begyndte på. Hendes stemme var ligeså klar, ligeså smuk og ren som resten af dette sted. Ligeså yndefuld og magisk som hende selv.
Ved følelsen af at være i sikkerhed, af at være blive frelst, blev et nyt sted i hendes hjerne låst op. En ny kræft var pludselig klar til at blive brugt, og uden at hun vidste hvordan eller hvorfor begyndte hendes hud langsomt at forvandle sig. Hendes gråligt tonede hud forsvandt, og blev ærstattet med hud af den klareste og reneste diamant. Hendes øjne blev klare og gennemsigtige, og hendes gennemblødte hår mistede sin blonde farve og blev helt skinnende. Alt dette skete dog uden at Adalia selv lagde mærke til det. Hvordan skulle hun vide noget skete, når det aldrig var sket før? Hun kendte endnu ikke følelsen af det.

Hun betragter hende slappe fuldkommen af og synet fik hende til at smile blidere. Hun elskede virkelig at hjælpe når hun kunne. Hun tog en svamp og kort sen ned af hendes skuldre, ned omkring hendes dine lille overkrop, bryst og ryg. Da hun med et begyndte at skifte, fik en form for diamant hud, vidste hun at barnet var speceitl "du er enestående Alanna" hvisker hun på sit modersmål. Hun lagde en hånd mod hendes skulder førhen rejste sig "står du op af badet, så du kan blive tørt" spurgte hun blidt. Det var sjovt som hun gik fra at være mistænksom til rent faktisk at være venlig og blid, på næsten ingen tid.
Hun gik med flydende skridt ned til enden af karet hvor hun hev proben ud og lod vandet forsvinde. Hun vendte om og hentede et blødt håndklæde, som hun lagde på gulvet, et andet hældte hun, klar til at tørre hende når hun kom ud af vandet. Hun sad på knæ og i dette øjeblik skreg alt ved hende af den blidhed Gun udbudsregler, men der var ingen skam om at lige så blid som hun var, ligeså farlig kunne hun også være. Dog skulle barnet intet frygtet, da hun internet ville gøre hende "kommer du Alanna" spurgte hun blidt

denne farve blicer brugt når hun taler sit modersmål

Adalia åbnede sine øjne da kvinden, på et fremmet men yndefuldt sprog, talte til hende. Først der blev hun klar over, hvad der var sket med hendes hud. Forskrækket, og en smule overrasket, trak hun sig let tilbage i badet mens hun forvirret vendte og drejede sine arme i luften. Hvordan kunne dette dog være sket? Hvad for en form for vanskabning var hun? Klare krystaltåre begyndte langsomt at glide ned af hendes kinder, i frygt for at kvinden ville blive frastødt eller skræmt eller bare vred over hendes nyopdagede skikkelse. Men da hun så op på kvinden, var det langtfra vrede og frastødning. Det var to store og blide øjne, som varmt og velkommende tog imod hende vanskabning eller ej.
Forsigtigt stod hun op af badet, stadig i sin nye skikkelse, og bed var ikke sikker på hvad hun skulle sige. "Jeg..." hviskede hun, og så en smule forvirret ned af sig selv. "Det... Jeg..." Hun trak vejret en smule hæst, og knugede sine hænder hårdt sammen. "Undskyld.." Ordene blev stille hvisket, med en bange klang. Frygten for at kvinden ville blive vred lå stadig i hendes baghoved.

Hun betragtede hende forskrækket se hvad der var sket ved hende. Så hun var altså ikke vant til dette, hun så også frygten i hendes øjne, som.om hun forventede Arwen ville blive frastødt af hende. Hun tørrede blidt tårne væk "kære barn" hviskede hun blidt. Hun hviklede håndklædet om hende og derefter lagde hun armene om hende. Hun var ligeglad med at blive våd, dette øjeblik brugte hun på at trøste er trist barn. Hun stillede hende på gulvet "du skal aldrig nogensinde undskylde for hvad du er, for du er speciel" sagde hun bestemt, hun strøg hende ned over hendes diamant hud, alt i mens hun blidt tørrede hende. Hun var næsten som en mor overfor hende, den måde hun med blidhed blev ved med at gentage alle mulige blide ting.
Hun vendte sig om og tog et par trusser frem til hende "kan du skifte tilbage? Så du kan få tøj på?" Spurgte hun blidt og lagde tøjet frem til hende. Hun tog hendes gamle tøj op i armene. Ikke et sekund havde det blide ansigtet udtryk ændret sig "jeg ligger dit tøj ud så det kan blive vasket, jeg kommer lige om lidt" hun strøg hende ned af kinden før hun forsvandt ud af døren. Hun kom igen ti- femten minutter senere.

Adalia prøvede ikke at græde mere, specielt ikke da kvinden tog armene om hende og trøstede hende, men noget inde i den unge pige ønskede bare at give slip og lade tårene flyde. Efter drabet på hendes forældre, havde hun ikke grædt. Ikke fordi hun ikke ønskede det, men fordi hun var for skræmt og for skrækslagen til at lade andre vide, hvordan hun følte. Derfor var alle følelser af sorg og mangel blevet lagt på hylden, og erstattet med tomhed og koldhed. Men i dette øjeblik, hvor denne milde og blide kvinde holdte om hende, og sagde at hun ikke skulle være bange for at være hvem hun var, følte hun det som om at alle følelserne alle de år tilbage brusede ind over hende som en tidevandsbølge. Alligevel valgte hun ikke at græde. Ikke nu.

Hun trak vejret tungt ind, og lukkede øjnene for at prøve at fokusere på at få diamanthuden væk. Efter et par sekunder af ren fokusering, begyndte hendes normale hudfarve at tone frem og kort tid efter, stod hun nu i sin normale form med håndklædet hvilket om sig.
Hun nikkede tavst i svar til kvinden, og da hun havde forladt rummet lod Adalia sit håndklæde falde og begyndte at påføre sig det sæt tøj hun havde fået. Det passede hende overraskende nok. Hun følte sig nu ren, tilpas og varm i denne krop der fra dette øjeblik syntes helt ny fra den pige der havde stået og skuet ud over skoven, beskidt og indhyllet i mistillid.

Hun smilede blidt til hende "Du er smuk min kære" hun tog hende i sine arme og gik ud af badeværelset, hvorpå hun satte pigen på sengen, hun satte sig bag hende "du skal ikke være alene mere" hviskede hun blidt, hun tog en kam frem og redet stille hendes blonde hår, igen nynnede hun visen. Hun kørte fingrene igennem det bløde hår da hun var færdig og derefter begyndte hun at sætte hendes hår, så det lignede enhver anden elever. Hun satte det tilbage, flettede de ind og efter fem minutter lignede hendes hår en blonde version af Arwens "hvad kalder de dig barn" spurgte hun og rejste sig. Hun vendte sig mod pigen, fra i dag af ville hun ikke forlade pigens side. Hun ville hjælpe hende med at blive stærk, præcis som hub også selv lærte. Hvilket md andre ord betød at denne menneske pige skulle lære noget intet andet menneske havde lært, Gun skulle nemlig læres af elver i hvordan de klarede sig. Selvfølgelig skulle hun også lære deres skinke og sprog, dette barnlig dåse de mange ting hun ville ende op med at lære. Nok ville hun aldrig få det samme resultat som en anden elver, men det ville være tæt på.
Hun stod foran hende, høj og slank som hun nu engang var, som alle andre elvere var hun høj og slank, næsten perfekt.

Adalia udtrykte for første gang et lille bitte smil, da kvinden fortalte hende at hun så smuk ud. "Tak.." hviskede hun stille, og så let ned i jorden inden hun mærkede hvordan elverkvindens arme endnu engang løftede hende op og bar hende tilbage i soveværelset. Da kammen så begyndte at glide gennem hendes lange blonde hår, lukkede hun øjnene og lyttede i stilhed til sangen der igen lød fra kvinden. Det var mindst ligeså smukt, hvis ikke smukkere denne gang. At få sat og flettet og redt hår var ikke noget hun i de mange år på gaden, havde set som nødvendigt. For hvem tog sig endelig af, hvordan du så ud? Men denne kvinde flettede og opsatte hendes hår så fint, så hun næsten troede at hun selv måtte ligne en elver. Bare lidt i hvertfald...
"Jeg.. Jeg har aldrig fået mit rigtige navn at vide..." sagde hun lavt, og så let ned. "Men jeg husker at blive kaldt Adalia..."

Adalia så op på kvinden, da hun rejste sig, og smilede igen meget forsigtigt og let. Selvom det blot var under en time siden de først havde mødtes, føltes det allerede som om de altid havde været bundet til hinanden. Som om deres bånd allerede nu var stærke.

Hun nikkede "Adalia, jeg Arwen Greenleaf, lover at beskytte dig fra nu af. Som jeg sagde før, du skal ikke være alene mere" hun smilede kærligt, næsten moderligt overfor hende. Hun gik hen til hende, knællede ned foran hende, hun tog hendes små hænder i sine "der vil ikke ske dog noget, det skal jeg nok sørge for" hendes ord var ligeså sande som blide. Arwen var en af dem som lovede ting, men så også kæmpede for at holde dem. Aldrig havde hun for brudt et løfte og det ville hun heller aldrig gøre.
Hun rejste sig op, tog Adalias hånd i sin egen "kom så tager vi noget at spise, du må være sulten" hun så spørgende på hende. Hun vidste ikke hvor meget Adalia kendte til de forskellige væsner og hvad de englelig spiste. I så fald om hun havde i tankerne elverne care vegetarer og derfor ikke indtog kød af nogen art. De havde deres egen form for mad, som i bund og grund smage ganske godt.
Hun tog hende med ned mod spisesalen, der var endnu ikke kommet mange derned, men nogle harder kommet, inklusiv de kongelige "morgen begynder din træning op, også vil du lærer det nødvendige hos elvere" forklarede hun blidt. Hun gik hen mod en stol, som hun trak ud og gjorde mine til st hun skulle sætte sig. Rummet de havde trådt ind i var stort, med højt til loftet, det var majestætisk. Der hang en lysekrone ned fra loftet og på væggende var der elver tegn af alle slags.

//Jeg tænker lidt at emnet måske slutter her? Det var jo bare lige deres møde vi skulle have på det rene. Vi kan jo fortsætte et nyt emne, hvis du vil?//

//det lyder helt fint, kunne du ikke starte?

//Jo, det skal jeg nok//

//Du er en skat :3