When you find someone lost - Patch

Sted: På stranden.
Omgivelser: Der er en hel masse mennesker, og andre væsner ude på havet kan man se mange skibe sejle rundt.
Tid: 13.24
Vejr: Det er varmt og skyfrit.
Påklædning: http://31.media.tumblr.com/dcefaaa056e32d9c499ebcc503f33aaa/tumblr_mnbw8nVa2y1s9qql6o1_500.jpg - undtagen tasken.

Elodie var netop steget af en båd. Langt ude i havet stod hun med vand der gik hende langt over hovedet. Hun begyndte at svømme ind imod stranden, da hun endelig kunne bunde igen rejste hun sig op og redte hendes hår tilbage en elegant og enkel bevægelse. Det vendte mange hovedet, selvfølgelig, hun var trods alt succubus og hun var også flot. Hun gik længere ind, indtil hun stod på stranden. Sandet klistrede sig til hendes fødder sad der som skinnende små sølvkorn. Hun så sig omkring og fangede en ung drengs blik der hvilede på hende. Hun tog solbrillerne frem som hun havde haft til at sidde i hendes trøje og tog dem på. Hun gik ned af stranden mens hun smilede over de mange blikke hun kunne mærke på sig. Hun nød det i den grad og havde det ikke dårligt over de få der fik skæld ud af deres kærester. Elodie forsatte indtil hun nåede en skrænt, ikke en voldsom skrænt men den var der. Hun kravlede op på den og satte sig, så hun kunne se udover hele stranden. Hun fejede det meste sand af hendes fødder og ben.

Patch trak sin kappe af, da det begyndte at blive for varmt at have den på. Han havde en hvid skjorte, sorte bukser og sorte sko på. Han ejede ikke andet tøj. Han var hjemløs, selvom han til tider sov hos Fay, som var en af hans venner. Hun havde fundet ham efter at han havde kastet sig udfra en klippe. Hvorfor han havde kastet sig udfra en klippe? Det vidste han ikke. Det var ikke engang sikkert at han havde kastet sig udfra klippen. Måske var han blevet skubbet? Uanset hvad, så havde han mistet hukommelsen. Han kendte ikke engang sit eget navn, derfor kaldte han sig selv for Nema. Daenerys havde forslået at han kunne hedde det indtil videre, indtil han fandt ud af hvad han rigtig hed.
Fornylig havde han haft en drøm om en mand, der råbte af ham og kaldte ham for en fejl. Han havde ikke prøvet at finde ud af hvad den drøm betød, fordi det måske bare var en underlig drøm, der ikke betød noget. Derfor ville han ikke bruge kræfter på at finde ud af hvem manden var.
Patch så hen imod et kærestepar der skændes. Drengen blev ved med at kigge hen imod en anden pige, mens ham og hans kæreste skændtes. Patch fulgte drengens blik og fik øje på en pæn pige med solbriller og vådt hår. Patch fulgte hende med øjnene, da hun gik over til en skrænt. Han begyndte dog at gå videre igen, da hun satte sig på skrænten. Han gik forbi skrænten, og så kort på hende. Han smilede venligt til hende, inden han så væk igen.

Elodie sad bare og så rundt, indtil hun fik øje på en i mændgen. "Patch?" Der var ikke andre end hende selv, og folk med utrolig god høresans, der ville kunne høre hende. Hun fik øje på hans smil og var ikke længere i tvivl. Det var ham. I en flydende bevægelse rejste hun sig op og hoppede ned fra skænten. Hun trak solbrillerne op i hendes pande og gik hen imod ham. Hun vidste godt hvad der skete når folk sagde Patch' navn. Det var sket en hel del gange efterhånden, men hun havde ikke før sagt det selv. Ikke før nu, og det havde tilsyneladende ikke en påvirkning på hende når hun selv sagde hans navn. Hun satte i løb og nåede hen til ham, hun stoppede op kort fra ham, var det nu en god idé? Bare at tage kontakt til en man ikke have snakket med i hundrede af år, bogstavlig talt? Men det var Patch, de var tvillinger, selvfølgelig skulle hun tage kontakt til ham. Hun tog nogle skridt indtil hun stod foran ham. Hun lod hendes ene hånd hænge i luften foran hans bryst for at stoppe ham. "Patch." Hun smilede til ham og lod hendes hånd falde ned langs hendes side igen. "Længe siden." Det var ikke det man typisk ville høre Elodie sige, hendes kommentarer ville typisk være mere sarkastiske og gennemtænkte, men hun vidste bare slet ikke hvad hun skulle sige. Det var Patch, hendes bror Patch.

Patch lagde først ikke mærke til at hun løb efter ham, det gjorde han først da hun stillede sig foran ham. Han stoppede med at gå og så spørgende på hende. Hvad ville hun ham? Han havde sin kappe i sin højre hånd, som han holdte godt fast i. Han ville nødig miste sin kappe. Han troede ikke at hun var en tyv, men der var sikkert mange tyve i nærheden. Han blev forvirret da hun kaldte ham Patch, men der var noget bekendt ved det navn. Det var som om han havde hørt det mange gange, men han kunne ikke huske det. Han blev endnu mere forvirret da hun sagde at det var længe siden.
Tror du jeg hedder Patch?" Han så spørgende på hende. "Undskyld, men jeg ved ikke hvem du er." Sagde han. Han lagde armene over kors. "Hvem er Patch?" Spurgte han. Det kunne da ikke være ham, kunne det?

Elodie så undrende på ham. Han så på hende som han så på en eller anden fremmede, og hun forstod ikke hvorfor. Da han formede sine læber for at sige hans navn lød der en irriteret knurren fra hendes læber. "For helv.." Alle former for følelser forsvandt fra hendes ansigt. Hun lignede mest af alt en dukke, hendes blik var rettet imod ham, som om hun ventede på noget fra ham. Hun svarede ikke på hans spørgsmål, fordi hun ikke længere vidste hvem Patch var, eller hvem hun selv var. Hun stod helt stille, det eneste der bevægede sig var hendes bryst i takt med hendes vejtrækning og når hun blinkede.

Patch rynkede svagt på panden, da hun var ved at sige noget, men stoppede. Hendes ansigt blev følsesløs og hun virkede helt tom. "Øh, er du okay?" Spurgte han. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Hun stod bare helt stille. Hvad var der sket? Havde hun set nogen som hadede hende eller noget? Han så sig over skulderen, men der var kun folk der snakkede. Ingen lod til at holde øje med dem. Så var det måske noget han havde sagt, der havde fået hende til at blive helt følsesløs og kold? Han så på hende igen. "Kan du sige noget? Hvad er der galt?" Spurgte han bekymret. Hvis hun ikke sagde noget vidste han ikke hvad han skulle gøre. "Har jeg sagt noget forkert?"

Elodie så på ham, og da han sagde noget lagde hun hovedet let på skrå, som om hun ikke forstod hvad det var han sagde. Hun skilte hendes læber ad så der var et lille mellemrum imellem dem. "Ja." Hun kunne sagtens svare på spørgsmål, så længe de var enkle og ikke krævede personlighed. Hun rettede hendes hoved op så det igen stod lige. Fordi det var ham der havde sagt Patch, var det også kun ham der kunne få hende til at gøre ting. Og indtil han sagde deres efternavn ville hun forblive sådan her. "Nej." Hun rystede meget let på hovedet, så lidt at man næsten ikke kunne se hun gjorde det. Selvom hun var sådan her kunne hun godt bevæge sig, hun lod bare vær. Hendes krop var imod de fleste bevægelser, lige indtil hun fik af vide hvad hun skulle gøre. Elodie stod bare der og lignede en der ikke havde en personlighed, der var intet i hendes kropsholdning, ansigts udtryk eller bevægelser der udtrykte en personlighed. Hun var en tom skal, der bare ventede på at blive udfyldt. Han kunne praktisk talt fortælle hende hvem hun skulle være, og så ville hun blive den person.

Hun virkede så tom, næsten som om at hun ikke var i en slags trance. Han kløede sig i nakken og så sig kort omkring, inden han så på hende igen. Måske skulle han bare gå? Han rynkede svagt på panden. "Hvad er dit navn?" Han så spørgende på hende.
Hvem mon Patch var? Navnet lød så bekendt, som om han selv var blevet kaldt Patch flere gange, men det var ikke muligt, var det? Han betragtede pigen i få sekunder, før han sagde noget igen. "Hvem er Patch?" Spurgte han. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, end at stille hende spørgsmål.

Elodie havde absolut ingen følelser at se i hendes øjne. De var blanke, men ikke blanke som om hun skulle til at græde, men blanke fordi hun ikke indeholdte noget. Ingen følelser, ingen personlighed, ingenting. Lige så snart han havde stillet sit første spørgsmål svarede hun: "Elodie Isabella Lenion Cipriano." Det hele var meget mekanisk. Hans næste spørgsmål fik hende til at se intenst på ham, første gang hun viste en form for følelse. Men det var kun fordi det var svært at forklare hvem Patch var, når han tydeligvis ikke vidste det. "Du er Patch. Patch Lenion Cipriano. Min tvillingebror." Hendes blik faldt tilbage til det samme tomme det havde været igennem hele samtalen.

Patch Lenion Cipriano. Det lød virkelig bekendt. Han huskede et minde om en kvinde med næsten hvidt hår og kønne øjne. Han kunne høre sig selv snakke til kvinden i mindet. Kvinden var så smuk. Mindet forsvandt. Hvem var den kvinde mon fra mindet? Hvad var hendes navn? Patch følte en længsel efter at vide hvem kvinden var. Det var som om at der ikke var noget mere vigtigt i hele verdenen, end at finde ud af hvem den kvinde var.
"Patch Lenion Cipriano.. Det lyder så bekendt." Sagde han for sig selv. Han rystede lidt på hovedet. "Min tvillingesøster.." Han betragtede hende undrende. "Undskyld. Jeg kan ikke huske dig." Måske kunne han huske lidt mere, hvis hun fortalte ham om sig selv? "Hvornår så vi sidst hinanden?" Spurgte han.

Elodie stod bare i adskillige minutter som en eller anden dukke, en dukke der manglede fyld. Lige indtil han gentog hans fulde navn, lige i det navnet Cipriano havde forladt hans læber blev hendes ansigtsudtryk normalt igen. "Tak for det." Hun vidste godt han sikkert ikke ville ane hvad hun takkede ham for, men det var også lige meget. "Hvad er der sket? Jeg mener, hvordan mistede du hukommelsen. Ved du det?" Det var ikke svært at regne ud han havde mistet hukommelsen, for hvem glemmer at de har en tvillingesøster? Når først man ved det, så ved man det. "Det er mange år siden. Jeg kan ærlig talt ikke huske hvornår vi sidst så hinanden." Hun havde ikke talt årene, så hun havde ikke styr på det, men hun huskede det som var det dagen forinden.

Patch rynkede på panden, da hun sagde tak. Tak for hvad? Hun forvirrede ham virkelig. Måske skulle han bare gå? Hun var måske bare en smule skør, siden hun havde opført sig sådan. "Hvordan jeg mistede hukommelsen? Det eneste jeg husker er.. en klippe. Jeg lå på jorden og blødte fra hovedet. Enten skubbede nogen mig udfra klippen eller også hoppede jeg." Han trak på den ene skulder.
"Er du sikker på du ikke forveksler mig med en anden så? Jeg mener, hvis det er mange år siden, kan du nok ikke huske hvordan din bror ser ud." Han smilede svagt. Han trådte et skridt væk fra hende. "Nå, men jeg må, øh... gå nu. Det var.. hyggeligt at møde dig." Sagde han og vendte ryggen til hende. Han ville hurtigst muligt væk fra hende. Hun var stensikkert skør. Han begyndte at gå væk fra hende.