Sometimes we find goodness in paces we never though to find it

Han skød op fra jorden, dækket af et fint lille lag sved. Det var sket igen! og modsat hvad han normalt gjorde, så havde han valgt at blive inde i skoven, i stedet for at begive sig ud på de forskellige kroer. Han havde valgt denne nat ikke at berøre den mindste smule sprut, men dette havde jo også en stærk effekt på ham. Ikke fordi hans krop hungrede efter væsken, men mere fordi dette betød hans mareridt kom tilbage, de mange minder kom frem. Han kunne slet ikke holde dem ud, minderne om hvordan de skar i ham, hvordan de nød at få ham til at lide. Det havde været dag ud og dag ind, i over to måneder. Den ulidelige smerte han havde følt, den smerte der havde hjemsøgt ham siden da. For alle andre der ikke så på hans øre, ville han blot ligne en meget høj og slank ung mand, måske bar han noget af den kendte graciøsitet og elegance, men han ville nok ikke kunne gå som elver...hvis det ikke havde været for de spidse øre. Hans hår var ikke længere den velkendte lange blonde, men derimod kort, mørkt og pjusket.
Han skød tankerne væk, da han hurtigt kom på benene og skyndte sig ud af den hule han havde valgt at sove i igennem natten. Han bemærkede ikke engang sine omgivelser, som han begav sig ned imod den store sø der var i skoven. En smuk sø endda, den lå ved en åbning i skoven, således at hvis man kiggede op, så så man op på himlen. Dette gav han dog ikke en tanke, som han satte sig ved kanten af søen, rev sine handsker af og gav sig til at køle sig ansigt og sig selv ned. Han plaskede vandet op i sit ansigt og sukkede efter noget tid. Det gav en lille berørlighed, hvordan kunne han dog ikke svarer. Netop som han skulle til at rejse sig op og vende sig om, fik han øje på en skikkelse...ikke nok med dette så så hun ud til at falde, og som per refleks holde han hænderne frem. Dette resulterede dog i at han fik fat i bar hud også dukkede minderne op. Hendes minder var dog noget hen af tortur, voldtægt og en stærk smerte. Han så hendes smerte, hendes lidelse og sorg. Hun ville ikke mærke det helt store, nok en kulde omkring hendes arme og hans øjne blev stærkt røde. Normalt var de brune, med en rødlig glans...dog var de i dette sekund helt røde. Han gispede og trådte væk fra hende, så var hun brændende varm "hvad gjorde de ved dig" gispede han og så direkte på hende. Det rødlige var nu afdæmpet en smule, så de bevarede det brune over sig.


//håber dette er godt nok

Endnu en nat havde hun ligget søvnløs, hun havde stort set ikke kunne sove siden det skete, selvom hun vidste de folk der havde været dem der stod for hendes lidelser var døde var alle minderne så friske, arene brændte nærmest på ny hver gang minderne omkring dem vældede op i hende. Hun var først næsten lige vendt hjem til sin flok, hun havde ikke kunne se sin far i øjnene efter dette... Hun vidste at det ville være en skuffelse i hans øjne at hun ikke engang havde kunne stå op for sig selv, hun var jo den næste i rækken til at skulle overtage flokken. Tankerne vældede op i hende, kvalmen steg voldsomt og hun måtte stoppe for at støtte sig op af træet ved hendes højre side. En halvkvalt hostende lyd kom fra hende som hendes mave krampede efterfulgt af en til men der var ikke noget tilbage i hendes mave, der var ikke noget der kunne komme op. Hendes pande var dækket af et fint lag sved som hun lagde det blidt mod hendes hænder der stadig holdt hende oppe ved at have grebet fat i barken med neglene. Efter hun grådigt havde trukket vejret dybt et par gange rettede hun sig op og justerede den mørkegrønne simple top hun bar, den sad tæt mod hendes krop, det var den hun havde haft på da hun havde lagt sig for at sove og havde derfor ikke tænkt over den blottede hendes kraveben hvor et af hendes nylig skabte ar var at se, stadig helt lyserødt og meget følsomt og uden tvivl noget hun havde svært ved at se på sig selv uden af væmmes ved hende selv. Hun havde trukket i et par simple sorte tætsiddende men stadig elastiske bukser samt et par sort læder støvler. Hendes lange røde hår var hevet op i en lettere rodet høj hestehale.
Let brød hun frem i lysningen hvor hun vidste søen var, dette var hendes skjulested, hendes hellige sted hvor hun kom når hun ikke kunne sove, når hun havde brug for at gemme sig. Hun havde været så langt væk i sine egne tanker, de is blå øjne store og en anelse forskræmte. Selicity havde ikke set hvor hun gik og var tumlet over en sten men som hun troede hun ville ramme jorden mærkede hun et par hænder lukke sig omkring hendes overarme og en lettere kølig følelse spredte sig hvor han rørte hende. Et overrasket gisp kom fra hende og hun kiggede op på manden der var helt stille i et øjeblik hvorefter han slap hende som havde hun brændt ham. En overrasket lyd kom fra hende da hun pludselig befandt sig på jorden, hun havde ikke været klar på at han ville slippe hende. Hendes blik mødte hans som hun skubbede sig op at sidde og med et bredte forvirringen sig over hendes ansigt, hun forstod ikke helt hans spørgsmål. "Hvad mener du?" Hendes øjne havde godt opfanget den rødlige farve hans øjne kort havde fået men nu så det mere ud til bare at være en rødlig glød.

//Mere end godt nok

Han så direkte ned på hende, han havde aldrig brugt sig om kontakt med andre og dette var hvorfor. Med en evne som hans, så var det ikke just den bedste følelse i verden, det at kunne vide så meget omkring folk uden at skulle andet end at røre ved folk. Man burde lære folk at kende, igennem samtaler og ikke denne slags ting. Han havde set det hele, han havde set hendes tortur, hendes voldtægt og den smerte de havde påført hende. Den var så lig hans egen, selvfølgelig blev han ikke voldtaget af hans kidnappere, men han havde oplevet en meget lig smerte af den art hun havde oplevet. Her foran ham på jorden, der var en som havde oplevet en lig smerte af hvad han selv havde oplevet. Hun havde oplevet en stærk smerte og han kunne med alt i sig selv, faktisk sætte sig i hendes sko. Han vidste hvordan hun havde det lige nu, han vidste hvilket smerte hun kæmpede med og de mareridt der hjemsøgte hende...alt sammen fordi han selv oplevede dette på et dagligt base.
Han satte sig stille ned, hvorpå han tog sine handsker på igen. De slidte sorte handsker viste at han i den grad havde brugt disse handsker meget...han havde brugt dem igennem mange år...så mange år der endda var kommet huller i dem. De brune øjne betragtet hende observerende, som forsøgte han at finde en måde at fortælle hende hvad han vidste, at han vidste hvad der var sket hende...at han kendte til det hele. Men der var vel aldrig en nem måde, at fortælle det...der ville aldrig være en nem måde at fortælle disse ting på "de voldtog dig, torturerede dig" hviskede han og så ikke på hende. Han var en ødelagt mand og i mange tilfælde ville man kalde ham et barn. Han var stadig ung i en elvers øjne og med hvad han havde været igennem var det klart hvorfor han ikke agerede som de fleste. Den smule tillid han havde i sig, den blev ikke just givet gavmildt ud. Han var ikke den han engang havde været, tiden forandrede alle "hvad skete der med dig" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Som de sad nu ville hans spidse øre være utrolig tydelige for hende. Så hvis hun havde haft undret sig over hvad han var, så ville det være tydeligt nu

Hun kiggede på ham som han knælede foran hende, han virkede så konfliktet omkring noget men hun kunne ikke sætte en finger på hvad. Normalt ville sådan en situation have skræmt hende, en fremmede der opførte sig sådan over for hende men hun fik ikke en ubehagelige følelse fra ham, nej nærmest en varm følelse som om hun virkelig kunne stole på den mand foran hende. Let bed hun sig i læben, den fyldige lettere rosa læbe blev trukket ind mellem hendes tænder og hun gnavede lidt i den, tydeligt nervøs. Hans ord kom bag på hende og hun kiggede på ham med store øjne inden hun sænkede blikket, hvordan kunne han vide det?! Han havde jo ikke været der, det var hun helt sikker på... Måske havde det noget at gøre med at hans øjne havde lyst helt rødt, den kolde fornemmelse hun kort havde haft hvorefter han havde sluppet hende? Da hun løftede blikket igen og kiggede ham i øjnene så hun stadig en anelse usikker ud men alligevel taknemmelig på en eller anden underlig måde. Hun havde ikke fortalt nogen omkring det men her var der en mand lige foran hende der alligevel åbenbart vidste det hele så hun havde ingen grund til at skjule det, havde ingen grund til at gemme hendes krakelerede sjæl, hun kunne for en gangs skyld tage masken af og åbne sig, om end ikke andet bare om det. "Ja... Det gjorde de", hendes stemme var en hvisken, hun havde brug for at bekræfte hans ord selvom hun sikkert ikke havde behøvet det. Selicity lod blidt sine øjne glide over hans ansigt, søgte det let hvorefter de gled over hans spidse men alligevel elegante øre. Da hun åbnede munden for at lukke op for hendes følelser snørerde den sig helt sammen og hun lukkede den igen hvorefter hun rettede sin krop let så hun nu sad med fronten mod søen og tog så en dyb indånding...
"Jeg havde mødt en kvinde på kroen... Hun var venlig, smuk og faktisk ja... Fantastisk... Vi havde drukket, var begge beruset... Vi burde ikke være gået alene men vi var jo bare i byen og jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at....." Hun stoppede kort og kiggede på ham, lod hendes øjne finde hans før hun forsatte. "Vi blev begge slået nede i parken, jeg kan intet huske om hvem de var eller hvordan det skete, det næste jeg husker er at jeg vågner på slavemarkedet i byen, bundet til en pæl og solgt til højst bydende...." Hendes fingre løftede sig, de rystede nærmest en smule som de underbevidst gled over arret langs undersiden af hendes kraveben.