Such a lovely young lady. (Adalia)

Sted: Doomsville – Det Vilde Svin
Tid: Aften
Vejr: Støvregn, en smule vind og kølig aftenluft.
Omgivelser er beskrevet i teksten.
~

Der var livligt i den lune krostue på Det Vilde Svin, og det havde der egentlig været det meste af aftenen.  Der havde, på bare den tid Cassidy havde siddet der, været adskillige slåskampe og skænderier – men lige nu var stemningen fredelig – så fredelig som stemningen på det Vilde Svin nu engang kunne blive.
Der var kun få ledige borde og overalt sad og stod væsner og snakkede i munden på hinanden og kæftede op og det ene eller andet. Oppe ved baren sad en gut med en violin og sang serenade for en eller anden tøs – og om han var fuld, eller bare ikke kunne spille violin, var svært at sige – men om ikke alt lød det ikke voldsomt godt, men det var nok også en skønsag.
De fleste af væsnerne var fulde – nogle meget endda, og de fleste talte derfor højt. Cassidy sad placeret ved et bord, mere eller mindre i midten af krostuen, sammen med tre andre mænd – hvor han havde siddet et par timer, efterhånden. Præcis hvor længe, havde han ingen idé om – og hans kendskab, til hvor meget alkohol han have hældt i sig, var mindst lige så lille.

Mændene sad og spillede poker, og havde gjort det i flere timer. Cassidy havde egentlig ikke villet være med, til at starte med – men efter et par øl, og synet af den store mængde penge en af de andre mænd en enkelt gang havde været heldig nok til at rage til sig, havde han været solgt.
Han havde aldrig været særligt god til at aflæse andre, men hans egen evne til at lyve og holde masken, blev også dårligere og dårligere i takt med at han hældte mere og mere i sig – dog var han den eneste, der endnu ikke havde lagt mærke til dette.
Manden, der sad til højre for Cassidy – en bredskuldret, mørkhåret mand på omkring de 40, havde vist hurtigt luret den, og havde i løbet af de sidste par timer både købt diverse drinks til ham, og derefter fyldt dem på ham – på trods af det, havde Cassidy stadig lagt flere penge i spillet, end manden havde brugt på at drikke ham fuld ~ Snedigt..
De havde lagt ud med øl – derefter gået over til vin, og her til slut sad de og drak noget hvis navn Cassidy ikke var bekendt med, men som både lugtede og smagte utrolig meget af sprit… Men smagen blev mindre slem, nu flere drinks man fik.
Det var længe siden at han havde været så fuld, men det var på den anden side også længe siden at han havde drukket så meget. Hans øjne var en smule røde, og kinderne blussede ligeså op, og en rødvins plet prydede hans skjorte, på venstre side af brystet. – Han balance ville sikkert heller ikke være voldsom god hvis han rejste sig op, men det havde han lige nu heller ingen intentioner om.
Den pæne stak mønter Cassidy havde haft til at begynde med, var indskrænket så han nu sad med -hvad var der? Knapt en snes kobbermønter?
Samtidig med at hans pengesum var blevet mindre, var de andre tre mænds bunker vokset støt.
Han tog de kort op, som manden overfor ham rakte ham. Et par på syv. Det var da til at arbejde med. Et smil spillede kort hen over hans smalle læber, hvorefter han smed tre kobbermønter på midten af bordet, som var det deltagerindskud, de havde aftalt.

Beklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Til tider var det rart nok at drikke. Ja faktisk ligefrem helt hyggeligt. Alkoholen fik hverdagens problemer til at forsvinde, og skiftede dem ud med grin og latter og sjov. Hvem kunne sige nej til en sådan fristelse? Ikke Adalia.
Hun var kommet tideligt tilbage fra jagt, og havde brugt det meste af aftenen på at rense pelsen på den hjort hun havde skudt. Senere hen ville det blive lavet til en beklædnings genstand, når først det altså havde været igennem en længere beabejdelsesprocess. Men i løbet af et par timer var hun så småt begyndt at miste koncentrationen for arbejdede, og havde så bestemt sig for at gå ned og deltage i festlighederne. Det var jo ikke ligefrem fordi der blev lagt låg på, at folk holdte af at slås og skændes der nede. Hun havde tydeligt kunne høre hvert og et ord som en spydig dæmon havde spyttet i hovede på, hvad hun regnede med måtte være, en hel del mindre shapeshifter der dog havde haft et mindst ligeså stort tempreman. Men sådan var folkene her. Hvis man ikke kunne lide lugten i bageriet, måtte man gå.

Så nu sad hun altså her, omgivet af mænd, og lidt for fuld til hvad godt var. Selvfølelig langt fra ligeså fuld som de fleste andre her, men fuld nok til at hun grinede lidt højere og lidt mere tydeligt end hun normalt ville gøre. Men så igen, hvad var det sjove ved at være ædru?
Mændende grinede også. De grinede af de ting hun fortalte, og lyttede interesseret til de historie hun fandt på. Eller lyttede og lyttede... De fleste prøvede at lytte, men i virkeligheden fokuserede de bare allermest på hendes fremtvungene kavalergang, som let poppede ud af hendes nedknappede skjorte. Skiderikker. De var fandmer ligesom alle de andre mænd. Men hun lod dem. De fleste af dem havde så småt lært, at reglerne i hendes spil var ret så enkel. Nok se, men ikke røre. Den første der så meget som prøvede på at række ud efter hendes barm, ville få hugget hånden af på stedet.

"Undskyld mig drenge, men jeg trænger til en øl mere. Kunne i måske..." Hun nåede ikke at sige mere, førend at 4 af de fulde mænd straks sprang op for at hente hende mere øl. Dumme fjolser. De forstod da heller ikke en hentydning.
"...Flytte jer? Jeg spurgte om i ville flytte jer? Jeg kan godt selv hente min øl, tak"
Lettere mutte fik de 4 sat sig ned igen, og Adalia forlod dem så for at spankulere op imod baren. Det Vilde Svin var virkelig tæt på, at være fyldt op til renden i aften. No wonder at dette var den mest populære bar i hele slumkvateret af Doomville. Hvis man ville have noget gjort, så gjorde man det her.
"En mørk Hawkeye øl, tak" 2 sølvmønter blev smidt på bordet, og inden bartenderen kunne nå så meget som at forsøge at give hende vekselpenge tilbage, var Adalias blik allerede over alle bjerge. Hendes øjne var faldt på et pokerspil, som så ud til at forgå i midten af rummet.
Der var fire spillere med i spillet. Fire mænd. 3 af dem genkendte hun. Den 4 mindes hun at have set før, men slet ikke så ofte. Hun lod sit blik hvile ved den 4, alt imens hun med øllen i hånden nu bevægede sig over for at kigge nærmere på spillet.
"Uheld i spil, held i kærlighed?" smilede hun let og skævt til den 4 fyr, da hun så hvor lidt penge han sad tilbage med. De 3 andre havde tydeligvist taget røven på ham godt og grundigt. Og udfra hans rødspottede kinder og lettere fjogede blik, konkluderede hun at mændende vist havde nuppet hans penge fra ham, ved at hælde alkohol i ham. Stakkels fyr.

Han havde ikke opdaget kvinden, før hun talte til ham - hvilket egentlig ikke var så underligt endda. Hun havde jo bevæget sig ganske stille og roligt - og det var de færreste lyde Cassidys efterhånden ganske medtagede og slørede sanser fornemmede lige nu.
Dog registrede han at der blev talt til han, og han vendte som reaktion, ansigtet mod lyden. Et skævt smil blev også plantet på hans læber, idet han løftede op i den ene mundvig, da hans blik faldt på kvinden.
"Sig mig frøken, betvivler du mine evner?" Dette svarede han hende, med et kækt blik i øjnene.
Han vidste egentlig godt, nogen fandt både provokerende, irriterende og nedsættende at blive kaldt frøken - men det var lidt blevet en vane at kalde kvinder, hvis navn han ikke kendte, det. - Og hey, da fandtes da langt værre ting at blive kaldt. Havde han nu kaldt dem trunter eller tøjter, se så havde han forstået deres irritation.

Han lod de blå øjne glide søgende ned af hendes krop, hvor uhøfligt dette end måtte femstå - dog var det ikke noget han skænkede en tanke. Var dette mon en kvinde han kendte? Det var altid hans store problem, når han mødte folk - fremmede som bekendte - at genkende dem. Blondt hår, blå øjne, køn - godt skruet sammen med flotte former og en kavalergang han havde svært ved at fjerne blikket fra igen, men med et ansigt han ikke kunne skelne fra en hver andes, simpelt fordi han manglede den evne.
Han kunne ikke umiddelbart vurdere om han kendte hende, dog var han, i sin tilstand, heller ikke voldsomt god til at vurdere noget som helst. - Men hey, hvis hun endelig kendte ham, mon så ikke hun ville fortælle ham det hvis ikke nu, så på et eller andet tidspunkt?
Han vendte kort blikket tilbage til spillet, hvor de andre spillede havde forøget puljen med en sølvmønt hver. Med et let irriteret suk og et lavmælt "For pokker", smed han sine kort fra sig på bordet. Han havde ikke engang mønter nok til at kunne deltage i denne runde - ligegyldt om han ønskede det eller ej. Det var først nu, det egentlig gik op for ham, at hans chancer herfra for at vinde noget som helst, var meget nær lig nul. Han sørgede lige nu ikke over tabet af sine penge - det var han for fuld, og i for godt humør til, men det ville nok være en anden sag i morgen.
Han vendte derefter igen sin fulde opmærksomhed mod kvinden, imens de andre blot spillede videre. Han fandt hende lige nu langt mere interessant, end han fandt spillet.
"Ved du hva'? Det der med held i kærlighed, lyder faktisk slet ikke så dumt endda - nu jeg tænker nærmere over det." Han løftede det ene øjenbryn og smilede endnu til hende.
"Har du ikke lyst til at sidde ned og gøre os med selskab?"

En let latter undslap Adalias læber, alt imens hun lænede sig en tand længere ind over bordet for bedre at kunne få et overblik over det spil, der blev spillet. Denne lille handling fik i midlertidigt de andre mænd til at skæve lettere kejtet og nysgerrigt over imod hende. Ikke at dette tog hendes fokus fra manden hun til en start havde talt til, men faktummet af at disse mænd simpelthen bare ikke kunne styre deres dyriske og mandlige instinkter var lige ved, at få hende til at himle med øjnene. Mænd. Blev de nogensinde klogere? Hun smilede igen let til manden, og gav ham så et let blink. "Jeg kunne aldrig finde på at betvivle andre folks spilleevner. Jeg konstatere blot, at dit spil ikke ser ud til at gå alt for godt. Hr" Han virkede klogere end de andre. Mere intelligent. Mere... Menneskelig. En faktor hun fandt yderst behagelig. Selvom Doomsville var fyldt med mennesker, som hende selv, var det alligevel mest de andre væsner hun i hverdagen omgik sig med. Ikke fordi det var dem hun bedst kunne lide, men mere fordi det var dem hun for det meste blev rodet ud i problemer med. Mennesker tiltrak sig bare ikke så meget opmærksomhed. Ikke så meget som de måske burde gjorde.
Hun lod endnu engang sit blik glide over spillet. Det så virkelig ud som om, at manden her var ved at tabe dette spil godt og grundigt. Han var ihvertfald en af de eneste, som ikke sad med en helt bunke penge i favnen. Sand og sige var hun nok heller ikke meget bedre til at spille selv, men da invitationen til at deltage i spillet blev givet, var hun da ikke den der sagde nej.
"Så lad da gå. Men jeg lover ikke, at jeg er meget bedre selv. Men så igen..." Hun kastede et drillende og forførende blik over imod manden. "...Så har jeg måske held i kærlighed?"

Hun trak en træstol hen til bordet, og satte sig så hun sad behageligt, hvorefter hun trak en halvstor lædderpung frem af bæltet og smed den på bordet. Straks flød en god sum af flotte skinnende guldmønter ud af den, og klirrede let imod hinanden da de faldt ud på bordet. "Er det en god nok indsats?" spurgte hun roligt, og kastede et blik rundt på de forskellige spillere. Nogle af de store mænd sad og så noget forundrede ud. "For så vidt jeg kan se, er der lidt mere i min pung end der er ved dette bord. Hvad har i, som i kan smide på bordet, hvis jeg vinder?"

Han måtte koncentrere sig for at holde sit blik på hendes ansigt da hun lænede sig ind over bordet. Det var ellers utroligt fristende at lade blikket glide bare en anelse længere ned  for at få et glimt af hendes utroligt velformede barm - men han ønskede ikke at blive sat i samme bås som de andre mænd ved bordet, der meget tydeligt kejtet sad og overbegloede hendes krop.
Netop som hun indvilligede i at deltage i spillet og sætte sig hos dem, løftede han op i begge mundviger, og slog af fryd den ene håndflade mod bordet - dette var dog tydeligvis ikke noget han tænkte over, han var bare lidt mere højlydt og larmende når han havde fået noget indenboers.
"Jeg tror sgu ik' du kan være værre end mig,"  svarede han hende mumlende idet han nikkede kort ned mod den sjat mønter han sad tilbage med.
Han løftede derefter yderligere op i den ene mundvig ved det næste hun sagde, så et skævt smil gled over hans læber.
"Alt andet ville da undre mig, frøken. Sådan en køn pige som dig kan da vælge og vrage præcis som det passer  hende. Kan hun ikke?"
Sådan som mændene kiggede på hende, troede han da ikke at det ville være noget problem for hende blot at gafle hvem end hun havde lyst til - og den person ville da helt sikkert følge med hende uden nogen indvendelser ~ og hvis ikke, ville han være et fjols! - At der var forskel på dette og decideret kærlighed, var så en anden sag...
Selvom hans blik var sløret kunne man dog fornemme det drillende i det, og han formådede endda også kækt at blinke til hende med sit venstre øje.

Han flyttede sin stol lidt tættere på en af de andre spillere for at gøre plads til hende ved bordet og fulgte ellers blot hendes bevægelser med øjne.
En overrasket lyd undslap Cass' læber idet kvinden smed sin pung på bordet hvoraf mønterne nærmest væltede ud. Tænk at hun turde rende rund med så mange penge på sig! Cassidy havde normalt ikke ret meget på sig, ikke at han normalt havde ret mange penge generelt, men han havde altid en idé om at folk ville bestjæle ham - Tyv tror at hver mand stjæler..
Om det var en god nok indsats? Det var jo en helt vild indsats! Cass tog sig selv i blot måbende at glo på hendes penge med let åben mund, og han lukkede derfor straks munden igen og vendte blikket mod hendes ansigt, da det gik op for ham.
Manden overfor Cass mumlede noget med at han ville kunne smide sine ædlere kønsdele på bordet hvis hun vandt, men vittigheden faldt tydeligvis ikke i god jord hos nogen af de andre - der var i hvert fald ingen der lo.
"Vi kan nok fremskaffe hvad end damen ønsker, hvis hun vel og mærke vinder," mumlede en af de andre mænd og blinkede til sine medspillere - Ingen af dem skænkede Cassidy et blik - da han ikke længere havde det store at bidrage med til spillet med den sølle sjat penge han sad med, og da det var tæt på usandsynligt at han ville kunne vinde noget som helst herfra.
Cassidy opdagede dog intet, da han blot med let rynket pande sad og så tænksomt ud i luften. Han havde ikke rigtig nogethan kunne smide på bordet - havde han?

Et drillende smil gled over Adalias læber, da hun hørte hvad svaret fra mændende endte med at blive. "Hvad som helst?" smilede hun oversikkert, og placerede en arm på bordet så hun kunne læse sig længere ind for at se dem bedre i øjnene. Hun kastede et blik rundt til dem alle sammen, mens eksaminerede dem. Hvad kunne disse skumle typer have at byde på. Et eller andet måtte de da have. Der faldt hendes blik på manden hun før havde talt med. Hendes smil groede en anelse, og et specielt glimt gled kort over hendes øjne. Et glimt der tydeligt sagde, at hun havde fundet sin pris.
"Lad os sige, at min pris når jeg vinder, for det gør jeg, bliver alle jeres mønter inklusivt en tjeneste. Og når jeg mener en tjeneste, så mener jeg at jeg kan komme til hver og en af jer og forlange jeres hjælp, hvis jeg står og for brug for den. Hvis en af jer til gengæld vinder, så fordobler jeg den ansats jeg lige har smidt på bordet. Er det en aftale?" 3 af mændende mumlede lavtmeldt til hinanden, men endte så med at nikke i bekraftigelse.
"Glimrende!" smilede hun stort, og samlede så alle kortene sammen, hvorefter hun begyndte at sortere og blande dem.
Hun kastede et kort blik på manden hun sad ved siden af, og sendte ham så et lille smil, hvorefter hun delte kortene ud mellem dem.
Selvom det var et godt stykke tid siden, hun sidst havde spillet poker så mistede hun aldrig helt tricket med at snyde. Godt nok mente hun, at hendes sander evner om spillet var nogenlunde, men bare for at være sikker på at hun ikke skulle miste flere penge end hvad hun selv indebar, så blev hun jo nød til at snyde lidt med sammenblandingen af kortene.
"Så fortæl mig" smilede hun, og lænede sig endnu engang lidt ind over bordet så hendes kavalergang tittede frem. "... Hvad laver sådan en flok flotte mænd på en kedelig bar som denne?" Mens hun lurede deres opmærksomhed imod hendes ord, lod hun enkelte kort op i ærmet, og lagde andre bestemte kort ned til hendes modspillere. Hvis man som kvinde skulle snyde, måtte man gøre det på den rigtige måde.

Da kortene var blevet lagt på bordet, hev hun langsomt sine egne op på hånden og gennemgik dem roligt med øjnene. Hun prøvede at lade vær med at smile, skønt det var svært grundet det brillante dæk hun havde fået sig. Alt sammen grundet lidt snyd. Hvis hun ikke havde kokset i det, burde de andre sidde med noget der til dels kunne bruges og noget der på ingen måde kunne fungere. Og hvis hun ikke tog helt fejl, ville manden ved hendes side sidde med nogle yderst udmærkede kort. Næsten nok til at vinde.
"Skal vi begyne?"

Cassidy fulgte kvindes blik med øjnene, mens hun omhyggeligt undersøgte hver og én af de andre spillere. Da hendes blik så faldt på ham selv gav han sig også til at undersøge hendes ansigt, dog gengældte han ikke hendes smil, da han ikke helt kunne afgøre hvorvidt hun smilte til ham, eller blot smilte for sig selv. Da hun så fortalte hvad hun ønskede som pris, hvis hun vandt, fandt et smil alligevel vej til hans læber - et oprigtigt et af slagsen. Den sjat penge han sad med ville han have spillet væk lige meget hvad, og tanken om at hun vandt de andre mænds penge, morede ham ærligt en del - plus så var en tjeneste da til at betale... forhåbentligt. Han håbede lidt at hun ikke var typen der gik og sloges med drager og dæmoner og sådan til hverdag, for så ville hans hjælp i hvert fald ikke være til meget nytte.
Han sendte hende også et kejtet nik med hovedet, da de andre mænd, efter en lavmælt ordveksling, også indvilligede i at spille med hendes betingelser.
"Det lyder fair nok," mumlede han lavt, om hendes pris.
Han fulgte hendes bevægelser med øjnene, eller forsøgte i hvert fald på det, og da hun smilte til ham, gengældte han det. På trods af at han nysgerrigt betragtede hende, havde han ingen idé om, at hun snød med kortblandingen. De andre virkede heller ikke til have set det - de havde for travlt med smigret og forfjamsket at svare på hendes spørgsmål om hvorfor flotte mænd som dem sad her. Én af dem, den samme som før havde tilbudt hende sine kønsdele, prøvede at charmere hende med en forklaring om, at de ellers ikke ville have mødt så pæn en kvinde som hende - men ens for alle mænd var, at deres blik var som fæstnet til hendes kavalergang.
Det ville være synd at sige, at Cassidy kunne holde øjnene fra hendes fortrin, da hun bøjede sig fremover, men hans blik faldt hurtigt hen på modspillerne. Flot var bestemt ikke ét af de ord hans selv ville have brugt til at beskrive dem ~ men hver sin smag. Han skænkede det i hvert fald ikke en tanke, at det var som afledning at hun sad og smigrede dem- havde han været ædru havde han måske gjort det, men det var slet ikke sikkert.

Han tog sig selv i at være ved at smile da hans øjne løb ned over hans kort. Det var de bedste kort han havde haft indtil videre. Hans blik gled kort hen over de andre mænds ansigt, men ingen så ud til at have opdaget, at Cassidy havde været ved at afsløre, at han havde gode kort. En af mændene havde dog svært ved at skjule sin utilfredshed, og Cass gættede på at han sad med noget mere eller mindre ubrugeligt. Han kastede også et blik på kvinden, men hende kunne han slet ikke læse.
"Det må vi nok hellere," svarede han hende med et smil, og smed starts indskuddet ind på midten af bordet - dog hævede han indskuddet med en enkelt kobbermønt - ikke at nogen af de andre ville have nogen problemer med at skulle af med sølle fire kobbermønter, og der var nu heller ikke nogen af dem, som trak sig, men de smed på tur deres mønter ind på bordet. Manden der før havde set utilfreds ud, havde fået ansigtet lagt i normale folder, og Cass var ikke i tvivl om, at han ville forsøge at bluffe sin vej gennem spillet.
"Hva' Edgar, er det nogle goe' kort du sidder med?" spurgte Cass, manden der før havde set utilfreds ud, og sendte ham et let provokerende smil. Det var egentlig rent held, at det rent faktisk var dén mand der hed Edgar, for Cass kunne ikke finde rundt på dem - det var bare det eneste af deres navne, som han kunne huske.
Manden, Edgars, øjne lynede og han så sammenbidt på Cassidy. Havde Cass ikke været fuld, havde han aldrig turde vove at provokere en mand af Edgars kaliber - han var langt større og mere muskuløs end Cass var, og ville med lethed kunne stikke ham et par på hovedet - hvis det overhovedet ville kunne gøre det, men i dette øjeblik, var det ikke på sådan noget Cass tænkte. Han ville bare gerne have at han selv, eller kvinden, vandt dette spil.
En af de andre mænd brød stilheden med at sige, at det var kvindens tur, og Cass vendte i stedet sin opmærksomhed mod hende.