What might you name be, young lady? - Zerafine

I de aften kølige vind, og det natte sorte mørke, kun oplyst af hvide fattigmands sterinlys, kunne man lugte den kvalmende stank af den ivrige og halvt livløse mand, der med en skræmmende fugleskræmsel maske på hoved, og sko med spidse søm, lå nu på sine trætte og forslået knæ, mens en blanding blod, savl, sved, og tåre løb ned hans nøgne overkrop og hage.
Manden kigget med et opgivende og skræmt blik op på sin modstander i den cirkel formet arena, mens publikum rundt om de kun et meter høje træ hegn, skrig i munden på hinanden så ordene og lydene bliv intet andet end et støj i baggrunden til denne musik af taberenes sidste melodi, og mens han en maskulin hånd bliv lagt om hans hals, og han følte livet forlade ham i hver eneste af hans åndedræt der bliv pustet ud i den kolde natte luft, og med følelsen af beton under sine ubeskyttet knæ, og fornemmelsen af mangel på ilt, forlad han denne verden, og fra sekundet hans sjæl gik til det ukendte efterliv, gik hans drømme om et bedre liv for ham og hans datter ud i intetheden, og her i de fattiges områder hvor grufulde barndoms historier, og voldtægt var hverdag, skulle den lille nu forældreløse pige på 5 der lige havde overvåget sin far død, stod nu med tåre løbene ned af sine uskyldige og silkebløde kinder, og med moren gået bort til feber sidste år hvor hun kunne høre den hun elsker mest i verden hulke sig selv i søvn af den voldsomme varme rev hendes glæde ud af kroppen og fyldte hullet med ubehag, og i en verden hvor den lille pige skulle kravle ind til mor for at holde hendes døde hånd for en smule tryghed, i sådan en verden måtte hun nu selv vokse op, og enten dø af sygdom i mangel på penge til læge hjælp, eller ende sine dage for enden af en klam mands hænder og få sit lig stank kneppet senere på aften, som hendes far ville blive udsat for. Eller hun kunne blive en af gydernes talløse kvinder og mænd der endte deres eksistens for enden af en mands pik, eller tom glass flaske, mens de fik den til det punkt de ikke længere kunne stå på deres ben, eller hun kunne se det stille og rolige liv i øjnene, et uden vold, og grusom død, men i et fattigt område som dette, ville det betyde intet end hun ville ligge i sin papkasse og tigge andre om mad, og hyle og flæbe af følelsen af sult, indtil den dag hendes krop ikke længere kunne klare sig uden mad.

Pigen løb i et følelsesmæssig press ud i arenaen for at holde sine arme om sin far en sidste gang, men som hun hoppet over det spinkle træ hegn, greb en fast og maskulin mande hånd fast i hendes krave, og før hun kunne se sin forfærdelige skæbne i øjnene, bliv hun hamret mod en væg af en mand som stod i publikum der hed Rafael, og mens folk omkring ham råbte af fornøjelse, slog han hendes lille hoved ned mod trægelenrat indtil hendes kranium bliv skilt som et gammelt tyggegummi, og den hjerne masse og kropsvæske der kom ud lignet kartoffelmos.
Rafael hoppet nu selv over træ hegnet, og med sin brystkasse så hård som en klippevæg, og sine overarme så store som halve træstrammer, gik han kun iført løse pose bukser og store biske militær støvler der lød som en stille torden gennem gyden for hvert skridt han tog. Om hans hals hang der et stort og kristen kors, men der var lidt keltisk over korset.

Næste kamp begyndte nu, Rafael mod vinderen fra sidste kamp, og ingen lille pige ville han lade tage hans plads.

Magtfulde mænd var nok det hun hadet over alt på denne lorte jord og en verden hvor alt kunne være ligegyldigt for hende. Der var kun en ting der kørte rundt i hendes hoved og det var og finde sin storebror. Hun ville ikke lade nogen stoppe hende i og finde hende. Den sidste der prøvede og stoppe hende var en gammel rigmandsfyr der havde taget hende fra hendes familie fordi hendes familie ikke havde råd nok til og give ham de penge tilbage de havde lånt af ham. Den dag hun dræbte ham havde hun spurgt om hun måtte møde sin storebror en sidste gang og det havde han nægtet hende og truet hende med broderens liv, hvis hun prøvede på og finde ham. Den dag havde det slået klik for hende. Hun ville dræbe ham og hun vidste også hvordan for hun vidste, at ham der havde magten over hende elskede alt seksuelt og var helt væk i det når han fik noget. Han troede, at han ville få den bedste aften i sit liv, men det var direkte vejen til hans dødsdag. Hun havde slugt hans sjæl imens han fik hvad han bad om.
Hun gik rundt på gaderne i sine hullede sorte jeans, en sort trøje der var gennemsigte ved maven og på armene, nogle sorte støvler der gik til knæene. Hun havde intet og lave. Hun havde ledt efter sin bror det meste af dagen uden held. Hun vidste overhovedet ikke, hvor hun skulle lede efter ham. Han kunne være hvor som helst. Hun hørte nogle stemmer råbe og gik hen imod en folkemængde. Hun fik presset sig ind imellem folkemængden og stillede sig ved et træhegn og kiggede ind i noget der lignede en lille arena. Hun kiggede på en stor fyr der stod inde i arenaen. Der var noget underligt over ham, men hun kunne ikke helt sige, hvad det var som gjorde det. Hvis man kiggede ind i hendes øjne var det eneste man så var ligegyldighed. Det rørte hende ikke andres død.

Rafael så den anden mand i øjnene med sine egne rovdyr øjne, og med en bevægelse hvor han tog sine skuldre faretruende fremaf, satte han kampen igang.
Den anden mand havde tegnet små barneligende tegninger som fugle og heste i sin pande med blodet fra de tidligere modstandere den aften, og på hans arme var der syet direkte ind i hans hud på armene og lårene, store skind stykker fra heste som var brugt til et lag beskyttelse. Han havde ingen sko eller støvler på og som en hiphop danser, danset han rundt med sine ben under kampene og stoppet aldrig med at være i bevægelse. Manden var skaldet som Rafael selv, og havde nogen døde og øde grå øjne med en svag brun glød.
Rafael gik et ydligere skridt mod manden tros hans intimiderende kropssprog, og ventet tålmodigt på manden ville række ud efter ham, så Rafael prøvet at fremprovoker et slag fra mandens højre hånd, så han lod sig se blottet ud på den venstre side af hoved ved at lade som om hans blik bliv optaget af noget nede på højre side af jorden under dem, så manden ville gribe chancen til at ligge en næve mod den fremviste og uopmærksomme venstre kind, men Rafael der prøvet at få manden til at lave dette trick ved at spille uopmærksom i få sekunder, havde hurtigt fået sin arm op og stoppe slaget ved at ligge sin arm flettet sammen med modstanderens arm som ko flyvende mod ham, så han drejet armen bagud på sin egen ryg, så slaget ikke ramte, og så Rafael med et skridt fremaf kunne komme få centimeter fra sin modstander mens han holdte hans arm i lås, så han kunne i et smertende ryk få mandens opmærksomhed til at være på den forstuet arm, mens Rafael slog med den frie mod mandens adams æble i halsen, og fordi manden i det korte sekund var lammet af smerten i armen, bliv hans adams æble slået ind i halsen på ham, og han havde nu vejrtræknings problemer, og faldt til jorden da Rafael gav slip på hans arm, og mens manden slog sig selv i bagsiden af nakken for at få ilt ved at skubbe sit adams æble på plads, lagde Rafael sin hånd i form af en knyttet hånd ned på mandens kind... igen.. igen.. og igen... og stoppet ikke igen før mandens ansigt var både blodigt, og øjet på hans ene side var fuldstændig hævet og man knapt kunne genkende ham.
Rafael satte sin ene fingre i mandens øje, og sprang det som et sæbe bobbel, og mandens øje væske løb ned af hans næse og kind, og det lille masse som var tilbage var smurt ud på Rafaels fingre.
Rafael ignoret mandens skrig og smerte hyl, og med et sidste sadistisk smil probbet sin fingre med mandens øje rester i munden på ham, så han kunne føle hvordan hans øje smagte inden han forlod verden.
Rafael stilte sig så bag manden, og knækkede nakken på ham i et enkelt ryk.

Hun kiggede undrende på fyren som var trådt ind i den lille arena. Den så ihvertfald lille ud fra hendes vinkel, men om den gjorde det fra andres vidste hun dog ikke og var sådanset også ligegyldig. Hun forstod ikke helt meningen med det der skete foran hende. Hun var blot 17 år og havde oplevet en del, men det og se folk kæmpe på den måde havde hun aldrig set før. Hun kiggede rundt og så nogle lig forskellige steder. Det måtte vel være en kamp til døde. Hvorfor ville folk overhovedet være med på sådanne nogle lege eller kampe eller hvad hun nu skulle kalde det. Hun kiggede lidt på fyren der havde stået inde på arenaen i et godt stykke tid. Hun smilte lidt for sig selv for og undgå og grine over, at han dansede rundt som en eller anden klovn. Det gav overhovedet ikke meningen for hende. Hun kiggede igennem på fyren der så temmelig stor ud. Han lignede en som man skulle have respekt for og alligevel lignede han en der ikke gad og kæmpe, men gjorde det alligevel. Hun kiggede væk et kort øjeblik på et lig af en lille pige. Hun så ikke ret gammel ud. Hun stivnede kort da hun kunne ane, at hun ikke var meget ældre end hun havde været dengang hun var blevet direkte taget væk fra sin familie. Hun hørte noget der lignede en der ikke kunne få vejret. Hun kiggede hurtigt på Arenaen. Det hele var sket så hurtigt. Hun var nærmest stivned af skræk til og starte med. Hun kiggede lidt på fyren der slog den anden fyr. Hun kiggede kort væk. Hun kunne ikke holde ud og se på det længere. Det var for slemt for hende. Hun havde bare lyst til og gå, men vidste ikke om det ville virke underligt. Det var dog også underligt og være 17 år og være der, men det var hun ligeglad med. Hun vendte med og kigge imod arenaen igen indtil hun hørte noget der knækkede. Manden var død. Hun kiggede undersøgende på ham der havde vundet. *Han dræbte ham ihvertfald hurtigt nok så han ikke led længe det var altid noget* tænkte hun. Der var et eller andet ved fyren som fik hende til og blive ved med og stirre på ham. Hun anede virkelig ikke hvad det var. Han mindede hende om en eller anden, men hvem? Eller hvad? Hun rystede lidt på hovedet for og lade være med og blive ved med og stirre på ham. Hun håbede ihvertfald, at han ikke havde opdaget, at hun havde stirret på ham. Hun vendte ryggen til arenaen og begyndte og gå imod udgangen.