Ikke nu også dig ~~Zero - Ryan~~

Sted ~ Kirken.
Omgivelser ~ kirken som ligger stille hen, og ingen væsner overhovedet.
Tid ~ Aften omkring klokken 20:00
Vejr ~ Det regner og vinden har taget til.

Regnen havde taget voldsomt tid i løber af de sidste par timer, det er helt utroligt at moder jord synes at det skulle regne så voldsomt lige i aften, ude i regnen løb en ung kvinde med hænderne over hovedet, hun kunne ikke finde vejen tilbage til byen så hun havde bare løber og viste ikke hvor henne hun var, denne unge kvinde havde navnet Rebekah Ryan, men hun bliver bare kaldt for Rebekah, en ung dæmon som havde svært ved at finde rundt i op og ned i denne verden...

Rebekah kom løbende hen imod kirken uden at se på, og det viste sig op hun løb lige ind i den kæmpe dør som hørte ind i den kæmpe kirke som hun havde været i før, hun faldt ned på røven og tog  hurtig sine hænder til maven for at være sikker på der ikke var sket den noget, hun raste sig hurtig op og åbnede døren med sin ende hånd imens den anden var på maven, hun havde det stadig utroligt dårligt over at havde et barn i maven, som nok ikke var ønskede i dette liv, hun kom in i ly og lukkede døren efter sig, det var først nu hun opdagede hvor det var hun var gået ind, hun rystede af frygt og kiggede rundt, alt lignede det samme som første gang hun så det, hun satte sig på knæ lige foran døren og bukkede sig fremover.

En svag Kliken som kom fra et par sko. Gav genlyd igennem hele lokalet. Mens en mand kom gående ned langs midten imellem de lange rækker af bænke. På vej ned mod døren hvor hun stod. Manden var iført en sort skjorte. Med åbne knapper. Så skjorten svagt blæste tilbage fra blæsten igennem den store rimelig utætte dør. Så den smukke perfekte muskuløse overkrop kom frem. Bukserne var et par sorte cowboybukser. Intet specielt over dem. Bortset for at de hang lidt nede. Så underbuksekanten fint kunne ses lidt over kanten af bukserne. Det sorte halvlange hår. Der skjulte hans ansigt fuldstændig. Fordi han havde hovedet svagt bukket fremad. Hvorefter han langsomt løftede hovedet. Og hans blik kom roligt frem. De smukke blodrøde øjne. Som på en gang så skinnende og smukke ud. Samtidig med de så mystiske og farlige ud. En kombination der fik de fleste tøser til nærmest at længes efter at vide hvad de gemte på. Men samtidig gjorde at folk ikke altid ville vide det. Langsomt så han roligt på kvinden der sad nede på sine knæ. Og nærmest så skræmt ud. Han stoppede en meter fra hende cirka. Og gik roligt ned på hug. "Undskyld mig. Men hvad laver de her? Det er tydeligvis et sted som får dig til at føle utryg. Så hvad laver de?" Spurgte han roligt og smilede svagt.

Rebekah kiggede op på en som snakkede til hende, hun faldt bag ud og kiggede op på ham med frygt i øjende, ingen havde set så meget frygt i hendes øjne som nu, bare tanken om hvad der ville ske gjord hende bare endnu mere bange, hvorfor var der en mand i kirken sidste gang der var havde han tortureret hende og nu havde han også gjort hende gravid imod hendes vilje, men hun var bange for at sige det til ham og hun havde sådan ønskede sig et barn, det var bare med den forkerte hun var blevet med, hun rystede svagt på hovedet og savede manden så godt hun kunne, "Jeg... kunne... ikke... finde... tilbage... til... byen... mit... hjem... venter... mig" hun kiggede væk igen og lade hænder endnu en gang over maven, hun var ved at falde tilbage på ryggen med tog ikke fra hun ville ikke flytte sine hænder, hun var bange for nogen gjord hendes mave noget, hun var stort set ligeglad med sig selv, men nu hvor der lå en lille levede væsen i hende ville hun passe beder på end hun normalt gør.
Hun vente blikket væk fra manden og tænke over hvorfor hun var så bange? det lignede hende overhovedet ikke, hun havde aldrig været så nem at knække, så hvorfor var hun bange for denne mand? det havde kun lykkes den gamle race leder for dæmoner, hun rystede igen og kom i tanke om hvad han havde gjort ved hende.

Et svagt smil kom frem på mandens læber. Og roligt åbnede han munden. Sagde med en forførende og mystisk stemme. Som gjorde at de fleste kvinder ville vide hvad den stemme gemte på. "Rolig jeg har ikke tænkt mig at skade dig. Kom lad mig hjælpe dig op." Sagde han roligt og sænkede sin hånd ned imod hende. Så hun kunne tage hans hånd. Og så han kunne hjælpe hende op. "Kom jeg bor ikke så langt herfra. Der kan vi sidde og få varmen. Og så kan du fortælle mig om hvad det er der er galt." sagde han smilende. Og så hende roligt i øjnene. Mens hans hånd lå helt stille. Og ventede bare på hun ville lade ham hjælpe hende. Og føre hende hjem til ham. Hvor hans store villa var. HVor hun kunne føle sig i sikkerhed. Hvad der skete der. Tja det måtte han finde ud af efterhånden. Dog kunne han se noget underligt ved hende. Han så hende kort i øjnene. Og smilede lidt indeni. Hun var gravid. Det skulle nok blive interessant.

Rebekah kiggede op på manden igen som smilede til hende, hun var lidt bange for hvad der ville ske hende hvis han hjalp hende, eller mer hvad der ville ske med hendes mave og det barn som lå og prøvede at blive større for hver dag der går, hun kiggede undersøgende på ham, han så underlig ud, røde øjne og en stemme som fik hende til at ryste, måske var det ikke den bedste idé at gå med ham, hun kunne jo også bare blive her og overvinde sin frygt om at være i en kirke, hun rystede på hovedet af mandens tilbud og sagde med en rolig stemme, "Nej det er iorden Hr." hun kiggede væk og prøvede at sætte sig op på knæ så hun sad beder,em også sad hun sådan at hun hurtig kunne komme op hvis der nu skete noget med hende, eller hvis manden havde løget og bare ville angribe hende, hun var klar til at løbe, ikke for at vise at hun var svag men stadig over det væsen som hun bar rundt på.
Hun kiggede på manden da hun var kommet op for at sidde beder, "Nej det er iorden Hr. jeg kan bare blive her til i morgen, men tak for hjælpen." hun forsatte med at kigge på manden, men hænderne der nu lå til hårdere om hende mave for at passe beder på den.

Han sukkede svagt. Og så på hende roligt. "Hør et barn har ikke godt af at være i en kirke uden varme en hel nat. Jeg har en kamin. Der er ild i den. Og bedst af alt. Jeg har varm mad. Så lad mig nu hjælpe dig frøken." Sagde han roligt og så på hende med et roligt stadig forførende og mystisk smil. Mens hans blodrøde øjne. Selvom de var den farve. Nærmest strålede en fremtoning af tryghed. Zero var en perfekt skuespiller. Han kunne få hele hans krop til at fremvise de rigtige følelser. Og lige nu strålede hans krop med bekymringer. "Jeg kunne gætte mig frem til det. Fordi gravide kvinder altid beskytter deres mave som det første når de føler sig truet. Mens normale kvinder beskytter deres ædlere dele." Sagde han roligt og smilede betryggende til hende.

Hvordan kunne han vide at hun var gravid, hun havde helt glemt at man kunne ligge mærke til det fordi hun holdte om sin mave, en del af hendes krop ingen skulle i nærheden af ikke engang denne mand som bare ville prøve at hjælpe hende, hun sukkede svagt og sagde roligt, "De ville bare gerne hjælpe en dæmon som mig? de kender mig ikke og de ville hjælpe, hvad ligger der bag denne hjælpsomhed Hr. fremmede" hun så med store øjne på ham, hvorfor ville han så gerne hjælpe hende? hvad havde i tankerne, hun så op i hans røde øjne for at finde frem til hvad han havde i tankerne, men hun kunne ikke rigtig se noget til at starte med så hun rystede bare på hovedet af ham og smilede for sig selv over at han var så hjælpsom selv om han ikke rigtig troede på at det var derfor han var så sød imod hende, hun kiggede op på ham igen og sagde roligt, "Ja tænkt engang en kvinde som mig blive gravid, det er helt utroligt" hun så lige ind i det røde øjne med sine egne øjne, hun fladt ud over af frygt da hun var færdig med at se det hun havde brug for, hun rystede over hele kroppen og holdte sig beder for hende mave imens hun sagde med en vred og kold stemme, "Dit monster, det eneste du tænker på at at udnytte mig som er far til dette barn, håber du en selv da han mærke den smerte ved at bleve tortureret" hun vente sig op for at komme væk men hun kom ikke særlig langt, lige enden hun kom op at stå faldt hun med maven først med i det hvide gulv, hun rullede om på siden og satte sig hurtig op og lade hænderne over maven, hun var utrolig bange for hun havde mistede barnet på grund ag hendes fald, men hun blodte ikke så det kunne ikke tyde på at der var sket hendes mave noget, hun kiggede op på manden med frygt over hvad der ville ske med barnet, og vreden over at han kunne finde på at gøre sådan noget ved en gravid kvinde.

Et svagt ondskabsfuldt smil kom frem i stedet. Og langsomt gik dørene op. Alle døre i hele kirken. Selv fordøren. Og mænd kom ud af dørene. Alle med genopladelige rifler. Og sigtede alle sammen på hende. "Ja jeg er et monster. Et modbydeligt ondt monster. Som kan få dig til at gennemtvinge dine værste mareridt." Roligt tog han en lille revolver frem. Og trak aftrækkeren tilbage. Hvorefter han trykkede den af. Og ramte direkte igennem hendes mave. Dog var det ikke ægte. Det hele var en illusion. Han rettede på hendes minder. Inden hendes hjerne nåede at reagere på hvad hun så. Så han på den måde tvang hende til at se hvad han ville ha hun skulle se. Han lod hende først lige fatte at hun blødte fra maven. At hun med garanti havde mistet barnet. Før illusionen forsvandt igen. Og tiden røg tilbage. Fra lige før han tog revolveren frem. "Og det var bare en illusion. Men tro mig. Jeg tør sagtens at gøre det på dig i virkeligheden." Sagde han smilende. Og løftede så sin næve. For og svang næven direkte imod hendes tinding. Så hun ville besvime.

// Riflen: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rebekah kiggede på manden med utrolige vrede øjne, hvis denne mand troede at han kunne knække hende så ment ville han tro om igen, hun var knækket en gang og hun glemmer aldrig hvordan hun havde det da hun skulle det til den herre som bestemte over hende i øjeblikket, hun ville aldrig nogen sine sige herre til denne mand som stod foran hende med et ondt smil på sine ellers så grimme læber.
Hun rystede da han sagde at hendes fortid kunne komme frem igen som hun havde oplevet dem, allerede der viste hun hvilken evne han havde, den samme som hendes egen, hun rystede over alt på kroppen, hvis han var så ond som han sagde han var hvorfor gjord han så ikke noget imod hende? eller ventede han bare på det rigtig tidspunkt?
Rebekah rystede på hovedet og fik næsten tårer i øjne havde han virkelig tænkt sig at slå hendes barn ihjel? det kunne han nok godt finde på, hun tog sig hurtig til maven da hun hørete den velkendte lyd fra en revolver, hun så hvordan blodet løb ud af hendes mave, hun tog sine hænder op til hovedet og så det røde blod på hendes hænder hun rystede på hovedet og sagde med en lav stemme, "Nej... det... kan ikke passe" Kun tog sine hænder op til sine øjne og kørte hænderne hen over hendes ansigt for at mærke den varme blodet nu en gang havde, hun rystede og lade hænderne tilbage på maven og rystede voldsomt, smerten var forfærdeligt at hun ikke kunne beskrive den, det var ligesom første gang hun havde mødt barnet far, eller det barn som ikke længer levede, hvad skulle hun sige til sin herre hvis hun kom hjem med et ar på maven og hun fortæller at hun havde fået det fordi hun havde prøvet at komme væk fra en mand som ville gøre hende til hans slave, hun rystede og faldt om op siden og råbte af sig selv inde i hovedet hun bid tængerne sammen som hun havde havde gjort første gang hun var her, mon der stadig var blod efter hendes besøg?

smerterne stoppede og hun satte sig op igen og opdagede at der intet blod var fra hendes mave men kun det blod som kom løbende af havde kindben, dog hvor hun hadet de kind ben utroligt meget, hun kiggede op på det moster og sagde med en kold og vred stemme, "Glæder mig til den dag hvor min herre finder dig for at slå dig ihjel!" hun var ligeglad hvor stærk denne mand var, hendes herre var endnu stærkere og han var nok altid klar til at slå en ihjel fordi de rørte hans legetøj, eller det viste hun ikke med sikker hed det gik hun vel ud fra, hun ville da blive sur hvis nogen tog hendes slave og udnuttede han/hende. hun vente blikket væk idet en smerte gik igennem hendes hoved og alt blev mørk, hun viste ikke hvad der var sket men han havde nok slået hende ud, men hun var ikke sikker.

Han grinte hånligt af hendes latterlige forsøg på at true ham. "Det er så den gode nyhed ved dette her. Din lille slavemester Rafael. Ved ikke hvor jeg bor. Og slet ikke hvordan man kommer ind. Men du har nok ret i at jeg ikke burde holde dig for længe. Måske skulle jeg give dig til min far. For hvis du synes jeg er ond. Så glæd dig til at møde min far." Sagde han ondt og smilende. Hvorefter han greb fat i hendes hår. Og begyndte at slæbe hende hen af kirkegulvet. Hen til døren. Hvor 2 soldater løftede hende op. Og bar hende igennem uvejret. Hen til en hestevogn. (Eftersom der ikke er biler i denne verden). Hvor de så lagde hende ned i bagage kisten bagpå. 2 soldater satte sig på kisten. Med deres rifler spændt i armen. Så de kunne reagere hurtigt hvis nogen prøvede at nærme sig. Zero gik roligt hen og ind i selve hestevognen. Og lod så hestevognen køre.

Rebekah var ikke bange for ham så meget længer han var bare en mand som gerne ville havde magt over alle, og det gjord hende bare endnu stærkere end hun allerede følte sig hun rystede på hovedet og sagde vredt tilbage til ham,"Hold din fede kæft lukket om min herre!!! du ved ikke hvordan han er, han kan slå dig ihjel uden at rører ved dig!" hun var vred over at han sagde sådan noget om hendes herre, hun kunne ikke klare at hører på sådan nogen som så ned på andre, måske gjord Rebekah det selv en gang men sådan var hun ikke længer.

Rebekah vågnede igen da hun lå i et mørk rum, hun ikke ikke finde vejen ud men hun lade igen hænderne over maven for at passe på barnet igen.

Et hånligt grin kom fra Zero. I det de næste drabelige ord kom ud af hans mund. Som en slange der var klar til at angribe. "Det du oplevede var et skud i maven. Og din hjerne reagerede på det. Hvis jeg havde skudt dig i hovedet i illusionen. Ville din hjerne lukke ned. Og dø." Sagde han hånligt. "Så med andre ord. Jeg kan dræbe dig bare ved at se dig i øjnene."

Roligt stoppede hestevognen. Og Zero steg roligt ud. De var i midten af Ashen Wood Forest. Hvor et fort nærmest var blevet bygget. En stor villa i centrum. Små huse rundt omkring. Samt en 10 meter høj pansrede betonmur rundt om hele grunden. Roligt åbnede vagterne kufferten. Og greb hårdt fat i hendes hår. Og hev hende ud af hestevognen. Zero regnede med at de var tomhjernet. Så han gik direkte hen og slog vagterne med en dumflad. "Hvad f*** laver i? Min datter sover i papidioter. Dæk hendes mund til så hun ikke kan larme og bær hende ned i kælderen. Jeg ser lige til min datter før jeg kommer derned." Derefter begyndte Zero roligt at gå op imod villaen.

Vagterne fandt nogle klæder frem. Som de bandt rundt om munden på hende. Så hun ikke kunne råbe. Hvorefter de bar hende ned i kælderen. Som egentlig var et stort torturrum. Alt var isoleret så at det var lydløst. Og de bar hende roligt hen til et bord. Som de lagde hende på maven på. Og spændte hendes arme hårdt fast mod hvert hjørne. Så hun ikke kunne bruge hænderne. Hvorefter de så forlod rummet. Døren på den anden side gik op. Og ind af døren kom Zero roligt gående. Og lukkede selvfølgelig døren efter sig. Og begyndte roligt at gå hen imod hende. Med et ondt smil. "Sjovt ikk? Vidste du din søster Katniss havde en datter? En adopteret datter?" Spurgte han roligt og pegede opad. "Det er også min datter. Jeg skal torturere endnu en af jer Ryan søskende. Først Faith. Så Katniss. Og nu dig Rebekah." Sagde han roligt og smilede ondskabsfuldt.

Rebekah tog sig ikke af at Zero grinede så ondt til hende, hun kunne jo selv finde på at gøre det samme, imod andre hvis de var hendes slave, men eller hvis det var nogen som ville bestemme over hende, ligesom Zero ville bestemme over hende, selv om han godt viste at hvis hun bliver for længe væk fra sin herre ville han komme efter ham, og det var også et godt valg at slippe af med hende så hurtig han kunne, hun kiggede ondt på ham og sagde roligt, "Jamen hvorfor har du så ikke dræbt mig endnu? hvorfor har du ikke gjort sådan at min hjerte lukker ned? er det måske fordi du er bange" hun kiggede ondt på ham.

Rebekah Kunne dårligt nok se noget da hun kom ud fra det mørke hun havde ligget i i noget id nu, hendes øjne skulle lige vende sig til lyset som kom fra et hus som hun måtte gætte på var Zero's men hun var ikke sikker, eller det var hun ikke endnu men hun skulle nok finde ud af hvilket hus der var hans så hun kunne vise det til sin herre som nok allerede nu var blevet sur over at hun ikke var kommet hjem endnu, hvad skulle hun sige til ham at hun var blevet taget til fange af en dæmon som troede at hun var nem at knække og derefter var givet vider til hans far? og at hun havde et barn i maven som tilhørte ham? nej hun kunne og ville ikke fortælle sin herre om det barn hun måtte finde en eller anden møde at få det barn på, måske skulle hun sige at det var Zero som var far? det måtte un tænke over.

Hun tog hurtig sine hænder rundt om nogen håndled som begynde at tage fast i hendes hår, den eneste grund til hun havde taget sine hænder fra maven var at hun blev nød til at tage smerten til at gå væk som hun fik igennem håret, hun var lige ved at skrige da de slap hendes hår, hun kiggede op på Zero som havde givet vagterne en dum flad fordi de var tæt på at få hende til at skrige, hun kiggede sjovt på Zero imens hun sad på jorden, hun med en kold og ligeglad stemme, "Dine vagter er lige så dumme som deres herre her, men tænk så har i noget til fælles" hun grinede da hun hørte at han var nød til at se til sin datter, tænkt at sådan et moster havde en datter liggende og sovende oppe på sit værelse, udnyttede han måske også små børn, hun rystede på hovedet og synes det var forkert det han gjord imod hende, men hvis han gjord det samme indmod slå børn skulle hun nok få han dræbt enden hun ville føde barnet i maven.

Rebekah mærkede nogen kæder omkring hendes mund, hun kæmpede for livet for at komme fri fra de vagter som var blevet tilbage for at gøre hende klar til at Zero kunne 'lege' med hende, Rebekah kæmpede hele vejen ned til Zero's kælder som hun skulle være i, men da de var kommet ind i rummet lignede det et af de mange rum hun havde været i før i sin barndom, det var et tortur rum, det var nok et rum hun ville havde kaldt sit hjem for mange år tilbage, men sådan var det ikke længer hun så ikke sådan et rum som sit hjem det hele hjem hun havde i øjeblikket var hos sin herre og ingen andre steder, hun så et bord som hun var på vej hen til, gad vide hvad hun skulle på et bord.

Hun fandt dog hurtig svaret da hendes mave blev ladt imod bordpladen, hun kæmpede for at få sine hænder så hun kunne forsvar sig, hun havde rigtig meget mod at hun skulle ligge på maven, hun var bange for at dette ville skade den lille, hendes hænder blev spændt fast imens prøvede at kæmpe imod de vagterne havde lidt svært ved at holde den i ro men det fik overmandede hende alligevel, hun vente blikket imod døren som gik om og Zero kom ind, hun vente blikket den anden vej og så at vagterne havde forladt dem alene, hun vente blikket imod ham igen da han begynde at snakke om en eller anden kvinde som hun ikke kendte til, men Zero sagde at det var hendes søster så Rebekah grinede ondt og sagde med en kold og flabet stemme "Kender ingen ved navet Katniss og Faith" hun vente blikket væk fra ham for ikke at se ham i øjne.

Roligt efter at være kommet ned. Gik han hen til et skab som han åbnede. Det indeholdte tonsvis af torturudstyr. Samt en masse glas. Med forskellige væsker i. Langsomt tog han et glas med en lyserød væske i. Og så nogle små reagensglas. Derefter en normal kniv. Og en savtakket kniv. Ligesom en brødkniv. Bare med skarpere kanter. Han gik hen til et lille bord som var ved siden af hendes bord. Og lagde så tingene på bordet. "Så du kender ikke din egen søster huh? Interessant." Sagde han roligt og så kort på hende. Før han gik hen til døren. Som han åbnede. "Hent Ryan." Sagde han roligt og vendte sig om mod Rebekah. "Faith er desværre. Hvordan skal man sige det? Manglende i øjeblikket men din tvilling Katniss Ryan er stadig mulig at få fat på." Sagde han roligt og gik hen til det lille bord. Hvor han tog en kniv. Som han roligt skar hendes tøj af med. Ikke bare noget af det. Men det hele. Og hev væk fra hende. Hvorefter han tog den lyserøde væske. Og hældte en smule op på hendes ryg. Væsken var en form for stærk syre. Så det begyndte allerede at ætse hendes hud på ryggen. Nærmest som at brænde den. Dog uden at der lugter brændt.

Rebekah kiggede underligt på ham da han gik væk fra hende, hun havde det ubehageligt over at hun ikke kunne se hvad han havde gang i, hun kunne ikke se at der var et skab i rummer derfor var hun blevet bange for han stod bag hende og ventede på det helt rigtig tidspunk hvor han ville kaste alt sin vrede imod hende, den det skete bare ikke som hun havde gættet på, hun hørte nogen åbne et eller andet og lidt larm, var han i gang med at finde noget frem som han ville bruge imod hende? hvad havde han i tankerne, hvor ville hun dog ønske at hun se ham for at finde ud af hvad han ville gøre ved hende.

Hun kiggede på noget lyserøde væske han var kommet hen med og havde stillede på bordet, hun kiggede undersøgende på glasset hvor det var i, hvad mon det var? hun ville rigtig gerne finde ud ag hvad det var for noget som han havde taget frem, "Hvorfor bliver du ved med at sige at jeg har en søster når jeg fortæller dig at jeg ikke har nogen søster" hun kiggede med vrede øjne på ham, hvorfor ville han dog ikke lykke til hende, hvad fanden var der galt med hans hjerne hvis han altså havde sådan en, det var hun virkelig kommet i tvivl om han overhoved havde en.

Hun kiggede efter ham da han gik tilbage til døren hvor han var kommet ind af, hvorfor åbnede han den og sagde hendes efternavn, hun var her jo allerede, var det nu noget han lavede om på hende igen? legede han med hendes øjne for at drille hende for at give hende mere smerte? nej det måtte han ikke få lov til, hun vente blikket væk fra hende for at undgå at se i dem, hun kiggede ned i bord pladen og sagde med en fast stemme, "Jeg er helt ligeglad hvem fanden de er, det har ikke nogen betydning for mig overhovedet"

Hun mærkede hvordan hendes tøj forsvandt fra hendes krop, hun rystede over hvad han kunne finde på efter noget tid lå hun uden tøj på men kun lige lå på det, hun kunne ikke komme fri selvom hun ønskede det utroligt meget, et voldsomt skrig kom fra hendes hals, en voldsomt smerte ramte hendes ryg at der kom mærker fra den lyserøde væske, hun lade sit hoved bagud og blev ved med at skrige, hun kiggede lige op i løftede og ventede på at smerten ville stoppe.

// Rækkefølgen: Zero Bang, Rebekah og til sidst Ryan. håber i ville nyde emnet imellem to piger som ikke kender hinanden og deres herre Zero //

Ryan sad oppe ved siden af sin elskede datter Sammi, en lille pige hun havde taget sig af, men desværre var blevet nød til at dele med Zero, dog havde Ryan godt med til en aftale for Sammis skyld, Ryan skulle lege kone når de var i huset men slave når de var andre steder, Ryan sad og nussede Sammi på hovedet imens hun sang en rolig godnat sang for at få hende til at sove, hun havde allerede sagt godnat til Zero da han var kommet ind for at se til dem, dog viste Ryan godt hvad Zero skulle ellers havde han svagt at sidde på den anden side af 'deres' datter, men lige i aften havde han ikke gjort det og det gjord Ryan lidt urolig alligevel.

Da Sammi var faldet i søvn raste Ryan sig så roligt at hun kunne uden at vække Sammi, hun listede sig ud af hendes ny lavet værelse, hun kig nede under for at finde noget at spise og måske finde noget til Zero? hvis hun altså kunne finde ham i dette kæmpe hus som hun dårligt nok havde set hele vejen igennem, da hun var kommet ned åbnede hun køleskabet og fandt noget blod i en blodpose son hun tog ud for at give den til Zero, lige da hun havde lukkede køleskabet kom en af hans vagter hen og sagde med en fast stemme, "Hr. Bang ønsker at se dem Frøken Ryan" Ryan nikkede og gik efter vagten med blodposen i hånden.

efter noget tid stod Ryan i døren og bankkede på døren og ventede på at han ville åbne.

Zero grinte roligt. Hvorefter han gik hen til et køleskab. Og fandt en blodpose frem. Samt en lang slange. Som hørte til posen. Han gik roligt hen foran hende. Hvor han så hev et stativ op fra et lille hul i gulvet. Hvor han roligt placerede blodposen. Langsomt tog han og satte slangen fast til posen. Og greb fat på hendes skrigende kæbe. Så hun ikke kunne lukke munden. Han placerede roligt en hærdet plastik skive i munden på hende. Så hun ikke kunne lukke munden. Og tog så slangen frem. Og pressede roligt ned igennem halsen på hende. Og ned i mavesækken på hende. Slangen var så lille at hun stadig kunne trække vejret. Dog med en ubehagelig følelse i halsen. Og roligt åbnede han den lille luge til blodet. Som roligt gled igennem røret og ned i hendes mave. "Engleblod. Det har en meget fremragende healingsevne. Så at der ikke bliver efterladt nogle ar eller sår på din krop. Så jeg kan torturere dig igen og igen. Uden du ville kunne dø. Ligemeget hvor meget jeg torturere dig." Sagde han roligt og grinte svagt. Og gik så langsomt hen til døren. Eftersom der var nogle der bankede. Og åbnede den helt op med det samme. Så de 2 søskende kunne se hinanden. "Rebekah Ryan. Hils på Katniss Ryan. Og selvfølgelig omvendt." Sagde han og så frem og tilbage på dem. For at se deres ansigtsudtryk. "Og nej Rebekah. Dette her er ingen illusion."

Rebekah skrig selvom han var stoppede med at hælde væske ud over hende, smerten var ved at forvinde men dog så alligevel ikke, det var dejligt at mærke at han var holdt op, men det som stadig var tilbage gjord utroligt ondt, hun var bange for at den lyserøde væske havde spist hendes hud så det var kommet ind til hendes knogler men det følelser dog ikke sådan og det var hun lettede over.

Hun vente hovedet for at se hvor han var på vej hen, det lignede at han var på vej hen til endnu et skab for at finde noget han kunne bruge imod hende, hun rystede på kroppen som kun viste at hun fik mere smerte i ryggen, hun bidt tængerne hårdt sammen endnu en gang, hun ville ikke skrige at hun var færdig hun ville ikke vise hvor svag hun er, aldrig det var nok med at hun gjord det for noget tid siden, men denne gang stod hun ved sit ord, hun ville ikke overgive sig endnu en gang.

Hun prøvede at vende hovedet væk fra ham da han var kommet tilbage med en blod pose, hun ville ikke havde noget af hans klamme blod, hun ville heller blive tortureret så voldsomt at hun ikke kunne gå igen, men det så ud til at Zero havde en anden tanke i hovedet, hun prøvede at hvad hun kunne men på brug af din ryg fik han sin vilje, hun fik en slange ned i halsen og vider nej i maven, hun viste hvad der skulle til at ske, hun skulle havde det blod han var kommet med, hun rystede dog hun da hun fik af vide at det var engels blod hun var i gang med at indtage, hun så vredt på ham og havde sådan en lyst til at svare ham, men fordi hun var i gang med at få blod kunne hun ikke.

Hun vente blikket imod døren som blev åbnede og hun så en kvinde som lignede hende på en prik, hun rystede af vrede og tog sin hånd hen til slangen hun kunne lige præsis nå den der fra hvor hun lå og hun træk den ud af maven og ud af munden så det sidste blod løb ud på gulvet hvor efter hun sagde med en vred stemme, "Jaja som om jeg tror på dig moster" hvor efter hun vente blikket imod Zero med øjne som viste hvor vred hun var på ham

Ryan så med store øjne da døren med det samme blev åbnet, hun rystede på hovedet da hun så en kvinde som lignede hende ligge på maven med et bord eller sådan noget, hun kiggede på Zero med store øjne og sagde med en kold og ligeglad stemme, "Kære Zero dette er en virkelig dårlig joke, fortæl mig hvad du nu er ude på" hun kunne godt se på kvinden over for hende var lige så forvirret som hende selv, dog gik hun med hurtige skrit hen til hende og tog fast i hendes hård og tog sine læber imod hendes ører for at hviske noget til hende, "Hør det kælling, næste gang du kalder Zero for et moster fryser jeg sine hænder og ben ned så de langt dør uden du kan gøre noget ved det" hvor efter hun slap Rebekah, og gik hen til Zero og hviskede noget helt andet med en anden stemme til ham end den hun havde brugt på Kvinden, "Sammi ligger og sover, hun savnede dig til sidste" det var kun lige lavt nok til at det kun var Zero som kunne hører det.

// Undskyld svaret er så kort og at det først kommer nu, har haft nogen problemer jeg skulle havde på plads først //

Han grinte svagt. Og så på Ryan tage kommandoen. "Ryan min kære. Lad vær med at tale sådan til din søster." Sagde han og grinte svagt. Hvorefter han roligt gik hen og tog en balje frem ved siden af en håndvask. Og fyldte roligt vand i den med håndvasken. Roligt tog han baljen op. Og gik hen foran Rebekah. Løftede hendes hoved ved at tage fat i håret. Og lagde baljen ind under hendes hoved. "Ser du. Der er kun en ting jeg ikke kan kopiere. Fornemmelsen af at blive kvalt i vand. Drukne med andre ord. For det er ikke en smerte. Det er en ægte fornemmelse." Sagde han og pressede hendes hoved ned under vandet. Og holdte det der. Mens han snakkede. "Jeg ved godt hun savnede mig. Jeg var også oppe at sige godnat. Men nogle gange er jeg nød til at gøre mit arbejde. Det er jo derfor du er her. Så hun har nogle i nærheden af sig. Når jeg ikke har tid. Du ved godt jeg elsker hende." Sagde han roligt og så på Ryan fortsat. "Gider du lukke døren Ryan? Inden hun høre os. For lige nu skal jeg lege med jer begge to." Sagde han smilende hvorefter han hev Rebekah's hoved op af vandet. Så hun kunne få vejret.

Rebekah så med store øjne på den kvinde som havde snakket til hende, tænk at Zero troede på at hun ville falde for dette her, hun havde ingen søster og det ville hun heller ikke få, hun havde mistede sine forældre da hun var blevet født fordi nogen havde slået dem ihjel, hvad nu hvis det var Zero som havde gjort det? måske var det derfor at han ville skade hende sådan for at slå den sidste Ryan ihjel, dog himlede hun med øjne og sagde med en kold og tør stemme til kvinden som troede at hendes evne kunne gøre hende noget, hun troede ikke på noget af det som sker lige nu, "Håber du nyder at lave om på mine minder moster"
hun vente blikket imod Zero som havde sat en spand med vand foran hende, hun rystede på hovedet da han sagde at en følelse han ikke kunne give hende var følelsen af at drukne, hun gættede sig til hvad han ville gøre ved hende selvom hun håbede så utroligt meget at han ikke ville gøre hende så meget skade, havde han virkelig tænkt sig at drukne hende? det kunne han ikke mene men så alligevel han havde lige hældt noget lyserødt væske ud over hende som havde spist hendes krop, dog havde han givet hende blod imod hendes vilje.
Så gik det løs, hovedet under vandet gør at hun intet kunne høre, alt lyd var væk hendes ører, det var dejligt bare at lukke lyden af Zero's stemme væk fra hovedet, bare at lukke alt ud, det var sådan en dejlig følelse at hun ikke kunne beskrive det, dog stoppede det da hun ikke længer kunne holdevejret hun rystede på hovedet for at komme fri hvor hans hånd som han havde lagt på hendes baghoved for at holde hende nede, frygt løb ind over hende og kulden løb koldt ned af hendes ryg, han havde virkelig tænkt sig at drukne hende.
Hun tog en dyb vejrtrækning da hun igen fik muligheden til at få luft, han kiggede rundt ned hår har lå ned langt hendes bryster på grund af det var blevet fugtigt efter at havde været i kontakt med vandet som stadig var i spanden, hun kiggede med onde blikke imod Zero og sagde koldt og tørt igen, "Jeg er ikke bange for at moster som dig! du kan gøre alt ved mig og jeg knækker mig aldrig for sådan en dæmon som dig!!"

Ryan kunne ikke lave hver med at himle med øjne af Zero, hvorfor gjord han dette imod hende, også nu? kunne han ikke bare havde kaldt hende på arbejd så kunne han havde fået det overstået der og ikke under huset hvor Sammi lå og sov, "Zero min kære, lige meget hvor meget du prøver at fortælle mig at det er min søster, kan jeg ikke tro på det, voksede op alene med en voldelig dæmon, mine forældre dødede efter jeg var blevet født, så tror ikke lige frem at hende som du kalder for min søster findes"
Ryan vente blikket hen på kvinden som svarede hende, og Ryan smilede bare ondt tilbage, og imod hendes ben for at få hendes ben til at blive kolde så det ville gøre ondt til sidst, men selvfølelig kunne det godt være at denne kvinde var immun over for det, det måtte tiden vise.
Ryan kiggede på Zero da han tog kvinden hoved ned under vandet, hun grimede men stoppede lige så snart Zero snakkede igen, hun nikkede bare og sagde roligt, "Det er dejligt at se Sammi holde af dig Zero, det skal du være stolt over" hun kiggede på kvinden som kom op af vandet igen, og smilede hun kunne ikke længe lade være, hun kiggede på vandet som kvinden lige var kommet op af, efter noget tid kom et lille lad is i vandoverfladen, kun kiggede på det is hun lige havde lavet og sagde roligt, "Han knækker dig tro mig" hun vente sig om imod Zero for at hører hvad han ville havde hun skal gøre.

// Undskyld jeg først svarer nu, har været på efterskole og er lige startede igen. //

Zero's smil viste sig langsomt. Han så på isflagen. Det var vist kun toppen. Så han pressede Rebekah's hoved igennem isen. Og ned i vandet igen. Holdte hende der. For at få hende til at forstå at det var virkeligheden dette. Han holdte hende bare. Med et ondt grin. Så mod Ryan kort. "Jeg ved du knækkede til sidst. Men dette er ikke et muligt forsøg på at knække jer. Dette er sandheden." Han grinte roligt. Før han slap Rebekah. Og gik roligt hen til Ryan. "Det er din søster Ryan. Jeg kan læse det i jeres sind. Jeg er godt nok mester i illusioner. Men jeg ville aldrig fake sådan noget her. Ikke når jeg ved i ikke ville tro mig." Sagde han roligt og skubbede Ryan hen til hende. "Mærk efter. Gør hvad du vil med hende. Jeg glæder mig til at se det." Sagde han roligt. Og trak en stol hen som han satte sig på. Og så på dem begge afventende. "Når i begge tror på det. Så vil jeg tvinge jeres minder af hinanden frem i jer begge. Men først når i tror det. Og bare så i ved det. Selv ikke engang jeg kan opretholde en illusion så længe her. Jeg kan heller ikke kopiere fornemmelsen af at drukne. Det betyder ikke at jeg skal drukne jer. Men den kvælende fornemmelse af at have hovedet under vand mod sin vilje. Den kan jeg ikke kopiere." Sagde han roligt og smilede roligt. Hvorefter han så afventende på dem begge igen.

// Bliver nød til at hoppe ud, kan ikke længer finde rundt i dette emne så synes vi skal finde ud af hvad der sker så alle forstår hvad dette emne skulle slutte med //