Do you think you can handle it girl (Nancy=privat)

S: Bazaaren i Rotten Root District.
T: Midt på dagen. En af de gode varme dage.
V: Solskin.
O: Masser af sælgere men underligt nok ikke så mange kunder.

Omgivelserne var fylde af sælgere. Der alle råbte i munden på hinanden. I et håb om at de kan tilkalde bare en enkel af de få kunder. De skulle jo også ha noget at leve for. Men de fleste stoppede med at råbe så snart de så en mand komme gående. Manden virkede ellers normal. Men folk var direkte bange for denne mand af en grund. Det var jo også klart. Hvis man vidste noget om byen var denne mand også en af de rigeste i byen. Men det forklarede så ikke hvorfor sælgerne ikke bare råbte højere. Det var enkelt. Denne mand var ydermere ikke kun millionær. Men også Mafiaboss. Og ejer af 3 firmaer. Blodsalg. Hvor man kunne købe blod (Som er denne verdenens stoffer). Samt en striptease/escort center. Men det de var mest bange for. Var det tredje firma. Det som hans Mafia ejede i stedet for kun ham selv. Et hitman center. Hvor man kunne leje lejemordere. Dog selvom alle vidste han ejede det. Var der ingen der kunne bevise det. Derfor var der aldrig nogen der kunne stoppe ham. Selvom det var sandheden. Faktisk var han selv en af de bedste lejemordere indenfor det firma. Han havde dræbt 400 mennesker på de seneste 10 år. Og aldrig blevet opdaget for et eneste. Han efterlod aldrig spor. Ikke engang et lig. Og han havde alle 400 navne skrevet på sin ryg. Men selvom han havde det. Kunne ingen jo finde et lig. Og uden et lig. Var der ingen mordersag. Sandheden var. Ingen kunne fange ham. Dog var han ikke særlig interesseret i sin lejemorder karriere. Han var mere interesseret i hans striptease. Og sine slaver. Roligt stoppede han op ved en frugthandler. Og spurgte kort hvad han skulle ha for et æble. Sælgeren tog æblet og gav det til ham. "Til dem Godfather. På huset's regning." Manden smilede roligt og så på manden. "Så lad mig være venlig over for dem." Sagde han roligt. Og fandt en sølvmønt frem fra sin lomme. Og gav ham. "Køb noget til dine døtre." Sælgeren så chokeret ud over at manden vidste han havde døtre. Men bukkede ydmygt. Hvorefter manden roligt gik videre. Mens han engang imellem tog en bid af sit æble. Manden var iført et par sorte cowboybukser. Samt sorte laksko. Og en sort skjorte som var åben cirka til midten af hans krop. Så den muskuløse krop kunne anes igennem påklædningen. Mandens navn var Zeronium Elliot Bang. Dem der kendte ham som venner kaldte ham Zero. Dem der kendte ham som slaver. Kaldte ham Herre. Dem der kendte ham som mafiabossen. Kaldte ham Godfather. Alle andre kaldte ham for Hr. Bang

Nancy viste ikke hvad hun skulle lave i dag men hun havde jo heller ikke meget og lave andet end og gå for sig selv og tjekke steder ud, og ville finde sig et arbejde eller noget i den form, men hun viste ikke rigtig hvad det skulle være for hun kun godt nok finde ud af en masse ting, men om det kunne bruges til det noget var hun ikke sikker på lige nu.
Hun kom roligt gående gennem en masse gader og kom til et sted hvor det så ud til at man kunne købe en masse ting, da der var boder eller hvad man nu kunne kalde det for, men nu hvor hun var der kunne hun vel lige så godt se sig omkring og viste jo ikke hvem folk var da hun ikke havde mødt så mange siden hun var kommet til og den slags der, da det jo ikke kunne skade og kigge for hun havde ikke penge til at købe noget lige sådan nu og her, for det var jo bare sådan at hun var fattig men det var jo sådan det var og hun havde da overlevet og det hele selvom meget af det hun havde gjort nok ikke var det bedste, man kunne jo sige at hun var lidt af en kriminel kvinde når det kom til stykket, men man måtte gøre hvad man måtte gøre for at overleve lige meget hvad det endeligt var bare det gav noget indtjening i lommen, det var sådan hun tænkte når det var noget hun skulle gøre.
Men nu håbede hun endeligt bare på at hun snart fik sig noget arbejde så hun kunne få sig et fast hjem og det hele, da hun jo havde været hjemløs det meste af den tid hun havde været i live og det var ikke ligefrem fordi det var sjovt, men dog havde man en god form for frihed og den slags der som man kunne tænke sig.

De rolige skridt førte Zero længere og længere hen af markedet. Og jo længere hen han kom. Desto flottere og dyre ting var der også ved boderne. Langsomt sænkede han farten. Da han syntes han så noget interessant. Og roligt gik han hen imod boden. Og stoppede op foran den. Det var en bod fuld af diamanter og juveler. Dyre ting. Meget dyre ting. Og han så roligt på en diamant. En flad diamant. Så fin som et stykke glas. Med indgraveringer. En indgravering af et pentagram. Han smilede roligt. Og spurgte kort hvor meget pentagrammet kostede. Først sagde sælgeren 2000 guldmønter. Kort så han skeptisk på sælgeren. Før sælgeren blev nervøs og skyndte sig at sige fordi det var Hr. Bang. Ville han kunne købe den for 100 guldmønter. Zero sukkede svagt. Og fandt sin pung frem. Og begyndte at tælle guldmønterne op. 100 guldmønter var mange penge. (Svare til 10.000 kroner) Og så gik han rundt med dem i pungen. Rimeligt modigt. Hvis det ikke var fordi Zero var den han var. Han tog roligt det møntformede pentagram. Og opdagede så at der var en guldcirkel rundt om diamanten. Og smilede roligt. Før han stak den i lommen. Og vendte sig roligt om. Og var tæt på at ramme en kvinde. Som havde gået bag ham. Zero nåede så at stoppe op. Men om hun nåede det vidste han ikke. Under alle omstændigheder. "Beklager min klodsethed. Jeg havde ikke set dig." Sagde han roligt og smilede svagt.

Roligt som hun gik der fik hun det mærkelig ved og se alle disse ting som hun aldrig ville få en eneste chance for at købe bare til sig selv som mange andre gjorde, men det måtte jo bare være en drøm hun måtte blive ved med at drømme til en dag når hun selv havde penge.
Hun kiggede roligt på det der sådan var og havde ikke lige set at der var kommet en person i samme gå linje som hende, men dog havde hun det på fornemmelsen af det, men hun var ikke sikker så da personen stoppede gjorde hun det også "det går nok der jo ikke nogen skade sket for nogen af os"sagde hun roligt og slappede bare roligt af, der var jo ikke sket dem noget, og ingen af dem var kommet til skade så det var jo heldigt nok, hun kiggede på hende og smilte roligt for sig selv og viste ikke hvad hun skulle sige til manden lige nu for hun kendte ham jo ikke og omvendt, så de kunne jo ikke bare sådan snakke vildt om et eller andet når de ikke viste noget om hinanden, så det var lidt mærkelig bare og stå stille og kigge på hinanden og alt det.
Men hun kunne stadig ikke komme på noget at sige så hun måtte jo bare være stille lige nu og se hvad der sker, hvis der altså ville ske noget som helst for det var jo ikke sikkert at der ville men man kunne da håbe på det.

At de stod og kiggede på hinanden var rigeligt for Zero. Han stod faktisk og læste hendes tanker. Som var de en åben bog. Hvilket de også var. Langsomt smilede han roligt. "Nej men det kunne der være sket. Hvis jeg nu bare havde været lidt klogere og se mig for lidt før. Så kunne vi begge ha undgået og nærmest støde sammen. Tag imod min undskyldning." Han så roligt mod juvel boden igen. Og smilede roligt. "Vælg en ting. Og jeg køber den til dig. Jeg ejer nogle gode forretninger så jeg har råd til det så lad vær med at tænk på det." Sagde han smilende. Og så på hende roligt igen. "Og hvis det ikke bliver for meget hvad siger du til jeg invitere dig på middag iaften?" Spurgte han svagt og smilende.

Hun kiggede roligt på ham i det han snakkede vider til hende og alt det og kiggede på ham med et lidt mærkeligt blik og undrede sig over det han sagde "jeg kan altså ikke tage imod det tilbud syns det være forkert og lade en anden købe noget til en"sagde hun roligt og mente det virkelig hun havde ikke lyst til at modtage noget som han købte til hende, plus de kendte ikke hinanden og det med middag skulle hun sige ja eller nej, det var ikke noget hun rigtig viste, hun var sulten som bare pokker og middag betød jo mad og det ville også være en god ting for hun havde ikke spist længe udover det hun sådan kun finde og for det meste var det ting hun havde grebet når folk smed det.
Hun kiggede på ham og smilte roligt "Men middag kan jeg godt sige ja til det lyder hyggeligt"sagde hun roligt og tænkte bare på at få noget mad så hurtigt som muligt for hun var sulten som en bjørn efter vinterhi eller hvad det hed.

Han smilede roligt. "Så lad mig istedet ofre dig et arbejde." Sagde han smilende mens han så på hende roligt. "Og et velbetalende et endda. Hvad siger du til 150 guldmønter (Svare til 15.000 kroner) om ugen?" Spurgte han roligt. Og så på hende roligt. "Det eneste det koster er et lille næsten usynligt brændemærke i nakken og at du gør alt hvad jeg siger indenfor din arbejdstid." Sagde han smilende og så på hende roligt. "Men det kan vi snakke videre om til middagen." Han tog hendes hånd roligt og kyssede den blidt. Hvorefter han vendte sig rundt. "Vi ses i centeret i Angerforge district klokken syv." Sagde han smilende og vinkede kort til hende med ryggen til hende.

Hun kiggede på ham og slappede bare af og hørte noget om et arbejde og et brandmærke hvad skulle det til for, altså et brandmærke vil da ikke ha noget med et arbejde og gøre og det hele, men det skulle nok få snakket ud om før hun sagde ja til noget som helst, selvom hun havde brug for penge så kunne hun ikke se hvad et mærke i nakken skulle bruges til.
Hun så på ham da han kyssede hendes hånd "øhm okay så ses vi der"sagde hun roligt og anede ikke lige hvad der skete der men det var jo bare sådan det var.

(springer lidt frem)

Nu var det ved og være tid til denne her middag med manden hun ikke engang kendte navnet på og omvendt, men det skulle nu nok blive spænde og det med den løn hun ville få lød meget stor i forhold til hvad hun havde i tankerne lige nu, så hun havde fået spurgt sig om vej til dette center som hun skulle møde manden i og ventede endeligt bare på ham nu, for hun anede ikke hvor hvad var der inde og hun havde ikke ligefrem andet tøj på, da hun jo var hjemløs og ikke havde andet tøj end det hun havde på nu her.
Men det håbede hun på at han kunne leve med ellers var det jo bare synd, for hun kunne ikke gøre noget ved det.

Zero kom roligt gående hen langs bygningen. Han gik og så rundt med et mystisk og forførende smil. Det smil han altid havde på. Og så rundt på de mennesker han gik forbi. Med de blodrøde øjne. Som han var så kendt for. De var rimelig unikke. Derfor vidste folk hvem han var uden han behøvede at sige sit navn. Han nåede roligt indgangen hvor denne kvinde stod. Hvis navn var Nancy Clever. Som han allerede vidste. Han vidste stort set alt om hende. Han havde læst hendes minder. På den tid de stod og kiggede på hinanden tidligere uden at sige noget. Han stoppede roligt op foran hende med et roligt smil. "Godaften Nancy." Sagde han helt koldt og glat som en slanges listige ord. En perfekt kombination af en truende stemme. Samt en forførende. Men mest af alt. En form for mystik. Som fik de fleste tøser lyst til at blive interesseret i hvad der lå bag al den mystik som han strålede af.

Hun stod bare der for sig selv og slappede roligt af og anede ikke hvornår denne her mand kom, men hun kunne jo ikke andet end og vente på ham, men roligt hørte hun en sige hende navn og havde ryggen til personen "hvor kender du mit navn fra"sagde hun kort og slappede af, og ville da vide hvor han kendte hendes navn fra for hun havde ikke selv fortalt ham det eller noget i den still, så han havde bare og ha en god grund til at vide hvad hun hed, da der ikke var mange som kendte hende eller noget som helst i den form, da hun ikke havde været der ret længe eller noget, så hun kunne jo ikke ligefrem ha skabt sig et navn på nogen måder eller andre former for den slags genkendelse, men hun måtte jo bare vente og høre hvad han havde og sige til det, for hun var nysgerrig for hvem han havde snakket med som åbenbart viste hvad hun hed, men dog gik det også hende på da hun ikke anede hvem han var og alt det, for han viste hvem hun var.

Han grinte roligt da hun spurgte ham hvor han kendte hendes navn fra. Og så lidt mere eftersøgende på hende. "Nancy Clever. 23 år. Du kommer fra en lille landsby som er blevet fjernet fra kortet. Eller rettere sagt destrueret." Sagde han roligt og smilede svagt. Mens han så på hende. "Jeg kan se dine minder. En form for tankelæsning." Sagde han roligt og gik så hen ved siden af hende. Hvor han smilede forførende til hende. "Damerne først." Sagde han og viftede galant en hånd hen imod indgangen til centeret.

Hun så roligt på ham efter at han gav sig til sige hendes navn og alt det og undrede sig over det med at han kunne læse hendes minder, det var da langt fra normalt, men tja hvad var snart normalt i denne verden, der var vist ikke ret meget som var det.
Hun kiggede på ham og slappede bare af og gav sig til at gå "altså jeg kender ikke stedet her så jeg aner ikke hvad retning jeg skal gå i"sagde hun roligt og viste jo ikke noget om stedet, og så ville det jo være lidt svært for hende og finde ud af, hvor hun endeligt skulle gå hen og den slags ting når hun ikke anede en dyt om noget her inde i bygningen.
Hun så på ham og ventede på at han ville sige noget for han havde vist været her længere tid end hun havde været, og nu måtte det jo være sådan at han måtte hjælpe hende med at finde vej eller noget, ellers kom de ikke ret langt resten af dagen her.

Han smilede roligt og lagde sin arm i en bue. Så hun kunne lægge sin arm igennem. Så han kunne føre hende hen til den rimelig fine og dyre restaurant. Ikke langt fra indgangen. Han gik roligt hen til tjeneren. "Navn?" Sagde han roligt. Hvorefter Zero blev lidt irriteret. "Lad mig gætte. Du er ny i byen?" Spurgte han kort. Tjeneren bukkede kort. "Har de så hørt om en Zeronium Elliot Bang?" Spurgte han roligt. Tjeneren rystede kort på hovedet. "Hvis jeg så siger Zero?." Spurgte Zero. Tjeneren så pludselig helt bleg i hovedet. "Undskyld hr. Bang. Deres sædvanlige bord er klar." Sagde han og bukkede hurtigt og så helt skræmt ud. Zero nikkede kort. Og gik direkte forbi. Og førte Nancy hen til et bord. Hvor der var en rigtig flot udsigt både udenfor og ind i centeret. Et sted hvor man kunne se alt. Et perfekt bord med andre ord.

Hun kiggede roligt på ham og anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre lige nu, men det lod dog til at han havde været her mange gangen siden han havde et bord han sad ved været gang, så hun var sikkert ikke den eneste der var blevet taget med til dette her sted , men det undrede hende heller ikke, han var lidt af en mærkelig person bare sådan og kun vide hvem hun var og tilbyde hende arbejde med god løn og den slags der, for det undrede hende virkelig meget, men nu var hun der og hun kunne få sig noget at spise så det var jo det bedste ved og være her lige nu.
Hun fulde sådan set bare med hen til bordet og fik sig roligt sat ned og den slags der, og viste ikke hvad hun skulle stadig væk ikke hvad hun sådan skulle sige til ham lige nu og her, men det kom vel håbede hun da på at det ville, ellers var det jo bare synd hvis det var.

Han smilede roligt og satte sig roligt ned. "Vær beæret. Du er den første jeg har inviteret herhen." Sagde han roligt og så på hende med et roligt smil. Mens han fandt en pakke smøger frem. Hvorefter han roligt tog en og puttede i munden. Og smed så pakken på bordet imellem dem. Så hun selv kunne tage en. En tjener kom løbende hen med et askebæger som var beregnet til at kunne stå ved siden af bordet. Fordi den havde et langt ben. Zero tog roligt sine tændstikker og tændte roligt sin smøg. "Jeg er normalt ikke typen der invitere piger på middag. Jeg er mere typen der kidnapper dem." Sagde han og grinte svagt og så på hende roligt. "Nåh men nok om det. Du er her for at høre mere op arbejdet ikke? Det er egentlig enkelt. Du får den aftalte løn. Som dog med god opdragelse kan stige. Til gengæld skal du have mit slavemærke på. Og være min slave." Sagde han roligt og så på hende roligt. Og smilede svagt. "Jeg ved det lyder chokerende. Men det er et meget velbetalt arbejde. Mere velbetalende end noget andet arbejde for en som ikke har de største." Han tav kort og så tænkende ud. "Lad os kalde det færdigheder. Ja det er et meget enkelt arbejde. Du gør hvad jeg siger. Hvis du ikke gør bliver du straffet. Enkelt og ligetil. Det eneste der mangler er bare vi skal aftale arbejdstidspunkter. Samt regler selvfølgelig." Sagde han og smilede roligt.

Hun kiggede roligt på ham da han snakkede til hende "okay så det er jeg"sagde hun roligt til ham og kiggede bare på ham i det han gav sig til at snakke om det arbejde som hun kunne få og ja det var god løn hun ville få, men det var bare den måde som han sagde det på "slavemærke og være din slave hvad mener du og hvad skal jeg da gøre som din slave det er mere det jeg godt vil vide så jeg ved hvad jeg går ind til"sagde hun roligt og så på ham og ville da godt vide det, for hun ville ikke sige ja før hun viste hvad hun skulle lave, for det ord slave lød for hende at han bare vil bruge hende til en ting men det havde hun ikke lige lyst til at sige da hun vil han ham til at sige det, hun så på ham "men hvad siger arbejdstiden syns du"spurgte hun og var sådan set ligeglad med hvornår hun skulle arbejde, da hun ikke havde noget som hun skulle tage hensyn til udover sig selv så der var jo fri for hendes arbejdstiden og det var nok også en god ting efter hendes mening og alt det. // sorry hvis det ikke er så langt men sidder på en iPad og skriver//

Han smilede roligt. Og så roligt på hende da hun begyndte at snakke. Kort rynkede han øjenbrynene og så lidt tænkende ud. "Tja sådanset alt. Det kan være alt fra at vaske op eller lave mad. Hvis du ikke kan lave mad så får jeg nogle til at lære dig det. Hele vejen op til at skulle ha sex eller torturere. Eller lokke andre kvinder i mine fælder." Han så på hende kort med et roligt smil. "Dog kan jeg love dig. At ligemeget hvor hårdt jeg torturere dig. Så vil du ikke ha et eneste mærke på din krop. Jeg er god til den slags. Lidt engleblod gør underværker." Sagde han smilende. Og grinte svagt. Før han vinkede tjeneren hen. Som roligt kom med 2 menukort. Zero reagerede inden han fik menukortet. "Kokken ved præcis hvad jeg skal ha. Men den unge dame her. Det er hende der skal bestille. Lige præcis hvad hun vil." Sagde han roligt og så på hende med et roligt smil. Hvorefter han lænede sig tilbage i stolen. "Arbejdstiderne. Tænker jeg er enkle. Mandag til torsdag. 24 timer alle de 4 dage. Fredag til søndag har du fri." Sagde han og så afventende på hendes svar.

Hun kiggede på ham "hvorfor vil torturere mig jeg gør det her for at overleve ikke for at blive brugt som en klud af en mands syge tanker om at torturere kvinder og hvad er det du snakker om engleblod det findes ikke ligesom selv engle ikke findes så man godt nok dum hvis man tror på den slags der" sagde hun roligt og overvejede nu bare og gå sin vej, for det virkede som om hun bare skulle være en klud for hans lyst fire dage om ugen i alle 24 timer de dage det var lige lovligt meget efter hendes mening, den her mand var da ikke rigtig rask eller sådan noget, men det valgte hun bare og værke tænke eller sige, da han åbenbart kunne læse hendes tanker eller noget, som gjorde hende utryg ved det her nu. Godt nok havde hun brug for penge men hun vil ikke lege klud for nogen som helst lige meget hvor meget hun ville tjene på det, for de detaljer hun fik omkring hvad hun skulle var ligesom og sige 'vær min klud som jeg kan lege med lige meget hvad du skal gøre' og det havde hun ikke lyst til at være for nu snakkede han om at torturere hende hvem fanden troede han lige han var kongen af landet. Det var som om han bare vil tage hendes frihed fra hende og det kunne hun da ikke bare tillade at han gjorde, da hun syns det var forkert af ham og gøre for så vidt hun havde fået på fornemmelsen så skulle hun være hans slave men blive betalt for det og det følte hun bare ikke var rigtig og hun tænkte ikke på mad lige nu for nu vil hun ha svar på hvorfor det arbejde var på den måde som det er.

Han grinte roligt. Og så på hende kort. "Findes der ikke engleblod siger du? Så gætter jeg på der heller ikke findes dæmoner?" Spurgte han roligt og drejede hovedet lidt med et bedrevidende smil. "Hvordan kan det så være du sidder og snakker med en dæmon lige nu? Hvordan kan det være at tjeneren som har hentet vores menukort er vampyr? Hvordan kan det lade sig gøre?" Spurgte han roligt. Før han tog en kniv frem fra sin lomme. Og skar sig selv på fingeren. Hvorefter han lagde fingeren ovenpå kanten af vinglasset så blodet løb ned i glasset. Hvorefter han fandt et lille reagensglas frem. Med noget rødt væske i. "Blod fra en engel. Kender du effekten? Det healer ens sår." Sagde han roligt. Og drak indholdet af reagensglasset. Langsomt begyndte blodet som løb fra blommen af hans finger. At formindske i mængde. Før det forsvandt helt. Og han løftede fingeren roligt. Der var ikke en eneste ridse tilbage på hans finger. "Der findes engle. Der findes dæmoner. Der findes vampyrer. Der findes varulve, elvere, santuine's, draconianere, shapeshifters, skyggevæsner og mange flere." Sagde han roligt og smilede lumsk. Hvorefter han så tørrede sin finger fra blodrester. Og tog så glasset med hans eget blod op. Og gav det til tjeneren. Som med det samme slugte det i en mundfuld. Hvorefter hans tænder kom frem. Og en kort Ahh lyd kom fra ham. Hvorefter han gik med glasset. "Jeg forstår dig godt med torturen. Men det er enkelt. Hvis du trodser mig. Eller ikke gør hvad jeg siger. Så bliver jeg nød til at straffe dig. Og det bliver med normalvis endefulde. Hvis det er en voldsom overtrædelse. Bliver det med pisk." Sagde han roligt og så på hende med et svagt smil.

Hun kiggede roligt på ham og slappede bare af mens han gav sig til at snakke om hvor mange racer der endeligt var her i verden "altså jeg siger kun jeg ikke tror på det da jeg ikke kan se noget ordenligt bevis på det altså det finger noget der kan ha en helt anden grund til at det healer så hurtig som det gør det behøves ikke være noget blod eller noget"sagde hun roligt og sad bare og sagde sin mening til ham, da hun ikke var en skid bange for ham lige meget hvad han var her i byen og ikke var.
Hun så på ham "Når så hvad jeg træder dig over fødderne altså hvordan kan jeg kom til at gøre noget som kan træde dig over fødderne altså jeg vil ha en garanti for at hvis jeg siger at jeg ikke vil mere altså jeg vil kalde det arbejde for dig så skal du altså også kun lade mig gå den garanti må du kun give mig"sagde hun roligt for hun vil ha en garanti for at hun kun kom fri fra og være hans slave/arbejder hvis man kunne sige det sådan, for ellers vil hun ikke gå med til det her på nogen måder altså hun måtte jo bare undgå at træde ham over fødderne og den slags for hun kunne ikke lide tanken om at blive tortureret og alt det.

Han smilede roligt og så på hende blidt. Hørte på hvad hun sagde. "Så hvad så med magi?" Spurgte han og så hende dybt i øjnene. "For ellers er det meget underligt at sidde ude i rummet." Sagde han roligt. Zero kunne bruge sine mindekontroller til at ændre på hvad det var hun så. Ved at ændre synet inden hjernen opfangede det. Så lige nu. Sad de begge 2. På hver sin side af et rundt bord. svævende ude i rummet. Dog gik der kort tid. Før de var tilbage til hvor de var før. "Jeg kan ikke bare læse dine tanker. Men ændre dem så du tror du gør noget andet end hvad du i virkeligheden laver." Sagde han roligt og smilede svagt. Hvorefter han så på tjeneren der stadig stod og ventede på kvinden's bestilling. "giv os 5 minutter." Sagde Zero roligt. Hvorefter tjeneren gik. "Du har en opsigelsesperiode på klokken 00.00. Så hvis du siger du ikke vil arbejde mere. Så er du tvunget til at fortsætte til midnat. Derefter er du en fri fugl. Men bare rolig. Så længe du gør hvad jeg siger. Så kommer du ikke til at blive tortureret. Medmindre du selvfølgelig godt kan li at blive slået på røven." Sagde han og grinte svagt hvorefter han så på hende igen. "Nåh men nok om det. Havde du ikke snakket noget om et sted at bo mens du arbejdede for mig?" Spurgte han roligt og så på hende svagt. "Mit hus har rigeligt med soveværelser. Dog skal jeg be dig om at passe på med hvad du gør. For jeg har min datter boende. Samt min falske kone. Min datter Sammi ville gerne ha at min slave Ryan og jeg var sammen. Så jeg får hende til at tro det. Så nogle af dine primære opgaver når jeg ikke er hjemme er at gøre rent. Og passe Sammi." Sagde han roligt og smilede svagt.

Hun kiggede roligt på ham og slappede bare af selvom hun så noget andet end der endeligt var omkring dem, så var hun jo stadig ikke overbevist om at der var andre racer en bare mennesker, hun så på ham og lyttede til hvad han sådan sagde til hende før hun endeligt ville sige noget til ham og alt det halløj der, og det lød nu meget godt så længe hun kun komme fri og forhåbentlig ikke blive tortureret og den slags der, hun så roligt på ham og viste ikke hvad hun skulle sige "altså du har en datter og en anden slave ved navn Ryan eller hvad hun hed også vil du ha en mere som skal passe din datter sammi var det sådan hun hed"sagde hun roligt og så på på ham og viste ikke om hun havde forstået det rigtig eller hvad hun havde, men nu måtte man jo se hvad der sker "altså så længe jeg kan komme ud af det og komme af med dette her mærke så kan der vel ikke ske noget med at gør det altså jeg har virkelig brug for penge og et sted og være lige meget hvor hårdt det måske kan være for en altså"sagde hun roligt og viste ikke hvad hun ellers skulle sige for hun kun godt bruge den løn som han havde tilbudt hende og den slags der, for hun havde jo ikke noget og nu kunne hun få et sted og være så hun ikke gik på gaden plus hun kun få løn så det var jo godt og alt det.
Hun så på hende og slappede bare roligt af og så på tjeneren "hmm har de noget godt som kan anbefales til mig for kan ikke beslutte mig nemlig"sagde hun roligt og slappede bare af og viste ikke hvad hun skulle vælge.

Han smilede roligt og så på hende svagt. "Tro mig Ryan er ikke min eneste. Men hvis du acceptere det her. Så får du en chance for at blive den første slave jeg har som får betaling for det. Og hvis du siger nej til det. Så kidnapper jeg dig. Og torturere dig indtil du knækker. Så jeg derefter kan bruge dig som slave. Og så spare de penge." Sagde han roligt hvorefter hans mad blev stillet foran hende. Samt en foran hende. Det samme som ham. Okseculotte med whiskysovs. Og bagte kartofler. Samt et glas rødvin til hende. Og en lidt tykkere væske til Zero. Hvorefter han roligt tog glasset. Og tog en tår af det. Og stillede det ned igen. Før han tog sit bestik og så på hende kort. "Velbekomme." Sagde han smilende og begyndte roligt at spise.

Hun kiggede på ham og slappede roligt af og viste ikke helt hvad hun skulle sige lige nu, mens han sad der og snakkede til hende og noget mad blev sat på bordet foran dem begge, men hun have jo ikke bestilt noget eller havde hun, for hun kunne da ikke huske at hun havde men det havde hun sikkert, og hun var nu også ligeglad nu var maden der så det skulle også spises "kan jeg tænke over det til vi har spist og jeg vil bare være sikker på at jeg har garantien for at kunne gå fri hvis jeg ikke vil mere og det der lille mærke kan det gå væk igen"spurgte hun roligt, og slappede bare af.
Hun gav sig roligt til at spise dog med menere og ikke som hun plejede når hun havde fundet mad og den slags der, så roligt så hun på ham mens hun ventede på at han ville sige noget og anede ikke hvad hun skulle gøre sagde hun ja fik hun penge og sagde hun nej fik hun ingenting men ende sikkert som slave alligevel lige meget hvad hun valgte, det var bare penge eller ikke penge kunne man jo sige om det her valg her.

Han smilede roligt og så på hende roligt. Hvorefter han langsomt så på hende svagt da hun spurgte om noget. "Tja. Det er egentlig enkelt. Brændemærket kan godt blive fjernet igen. Men hvis du ikke er vild med brændemærker. Så kan vi også bruge en ørering som kun kan åbnes via en specielt magisk krystal som jeg har. Det væsentlige i det her er enkelt. Som jeg sagde til dig. Så har du til midnat med din arbejdsdag. Så hvis du siger op. Så har jeg stadig lov til at blive ved indtil midnat. Så an på hvilken grund det er du siger op på. Så kan jeg få dig til at fortryde dit valg. Så hvis vi nu siger du siger op på grund af en fyr. Jamen så kan det godt være jeg voldtager dig et par gange. Dog ikke noget voldsomt. Tilgengæld hvis du siger op på grund af du føler torturen er for slem. Så bliver det meget værre dine sidste timer. Og hvis du siger op efter 22 så er det først midnat den næste dag. Men hvis jeg var dig. Så ville jeg sige ja nu og her. Inden jeg vælger at sende mine mænd på dig. Eftersom at jeg ejer den her restaurant. Og at alle personalemedlemmerne du har mødt indtil videre. Alle er mine mænd. Det undre mig faktisk at du ikke har lagt mærke til vi er de eneste her på restauranten." Sagde han og smilede roligt. Hvorefter han kiggede rundt. På alle de tomme borde. "Men ligemeget med det. Så spørgsmålet er. Skal du gøre det på den kedelige måde hvor du bliver betalt. Eller den sjove måde. Hvor jeg højest sandsynligt fanger dig. Lader alle mine mænd voldtage dig. Og derefter torturere dig. Og når du så prøver at få den gamle aftale op. Pisser dig i ansigtet. Og tvinger dig til at slikke det op fra gulvet. Så. Hvad siger du." Sagde han og løftede sin vinglas. Hen imod hende. "Skål med mig hvis det er en aftale. Prøv at stikke af hvis det ikke er en aftale." Sagde han med et ondt smil.