Only girl -Noah-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Andrea var gået ud i skoven, nogle timer efter hende og Noahs skænderi. Vreden boblede i hende som om der ikke var chance for at slukke for den, og hun hadede det! Hun hadede at føle at hun ikke bare kunne forsvare sig selv uden nogle skulle blive sur over den måde hun gjorde det på, hvad var der galt i at være en smule selvisk ind imellem. Hun slog ind i en træstamm men fortrød det straks, da hun jo ikke var andet end næsten ligeså let at dræbe som et menneske. Udover hun var noget stærkere. Andrea mærkede dog pludselig en smerte i hendes hoved, i hele hendes krop. Det var som om hver eneste nerve i hendes krop gjorde så fandens ondt. Hun faldt ned på knæ, og skreg for sig selv.. Der var alligevel ingen der kunne hører det. Hun spændte alle muskler i hendes krop, og ud fra hendes håndled lignede pludselig der gik hul og blod flød ud.. Det gjorde hende lidt bange da hun først så det, dog healede det underligt nok igen.. efter noget tid. Endelig fik hun rejst sig op, da smerten forsvandt bare lidt. hun ånede forsigtigt ud og kiggede sig omkring.. Hun kunne svagt fornemme Noah var i nærheden og kunne endelig se ham.. hun stod dog blot helt stille og kiggede i den retning han kom fra.

Noah var allerede gået en anelse tid før Andrea, for at fange herren der nu havde fået truslen fra Andrea om at han skulle dræbe sig selv. Det var imod Noahs natur at dræbe andre mennesker, derfor følte han det var forkert. Udanset hvilket fejl han havde lavet.
Han havde fået fat på ham, og havde nærmest bundet ham fast, i et stykke tid imens han holdte øje med ham. Han skulle sikre sig, at Andreas blod, kom ud af hans system, så han ville have en fri tanke til at gå normalt. Andrea måtte selv opsøge ham, uden Noah, hvis hun ville dræbe ham. Dog ville hun være en del usikker på om, Andrea virkeligt elskede ham, hvis hun trodsede ham. Han var trods alt manden i dette hus.
Han trak vejret dybt, og forlod herren efterfølgende at han vidste han havde en fri mulighed nu, for ikke dræbe sig selv tvunget til det.
Noah var en del i tvivl, om Andrea virkeligt elskede ham, eller hun kørte rundt med ham i en stor manece. Han ville ikke såres igen.

Hans blik rettede sig lige ud, da han lyn hurtigt blev fanget af Andreas opmærksomhed. Hun så ud til at være temmelig sur, over det hele. I det hun slog armen imod et træ, kom et stor boble af bekymring frem i ham. Men han skulle måske lade hende klare det selv.
Han gik frem, imod hende, uden at sige noget. I det hun tog hænderne op til hovedet, og så ud til at have ondt i det, stod han hurtigt over ved hende. Hun måtte ikke forsvinde fra ham, udanset hvad. Han lagde hurtigt armene omkring hende, og satte sig ned på jorden.
'' Andrea. My Queen. Jeg er her nu. Hvad sker der? '' Han stemme var bekymret en hel del. Han aede hendes hår roligt, og nynnede en anelse for hende. Måske ville det berolige hende?

Smerten var ekstrem, det var som om det brændte op inden i hende. Dog hjalp Noahs aura på hendes panik. Hun kunne ikke formulere sætninger.. ihvertfald ikke lange sætninger, hans stemme gjorde hun fik lyst til at prøve at sige noget.. Svedperler begyndte at danne sig på hendes pande, og ved hendes nakke, de kom af udmattelsen. .."Det ved jegi kke.." Prøvede hun at sige, tydeligt med smerte i stemmen.. Hendes øjne blev våde og tårer af blod trillerede ned.. DEr var noget i vejen med hende.. Et pludseligt skrig fra hende, og hun lukkede øjnene i. Hendes hjerte bankede endnu, dog lidt svagt.. men hun var stadigvæk i live.

Der var kun smerte at føle, det var som at drukne om og om igen.. Det var blodet der pumpede igennem hendes årer med en unaturlig hasstighed. Hendes mave der gjorde ondt, på en måde hun aldrig havde kunne forstille sig."

Noah så enormt bekymret ned på hende. Hvad skulle han dog gøre, for at hun ville få det godt igen? Hvad var der overhovedet sket? Hvorfor havde hun ondt, og hvor havde hun ondt?
Så mange spørgsmål kørte igennem hans hoved igen og igen. Hvordan skulle han dog forholde sig igennem alt dette.
Hans blik så ned på hende, med medlidenheds øjne. Han havde melidenhed med hende, over hendes smerter. Hvorfor havde hun overhoved disse smerter.
'' Min dronning. Elskede. Peg på stedet, hvor det gør ondt. '' Han var stærkt bekymret for hende. Han kunne intet gøre, ud over at være der for hende.
I et lyste han op. Han kunne jo tage hende med! Roligt lagde han hænderne under hende, og løftede hende op i brudestilling. Han skubbede sig selv op for jorden af, og svingede hurtigt hendes arme omkring hans hals. '' Hold fast. ''
Han begyndte at gå frem af, imens han så ned på hende. Hvert evig eneste skrig fra hende, gjorde ondt på ham. Det gjorde ondt, at se hende lide.

Det var som om det åd hende indenfra, eller noget blev skabt.. Men på en mærkelig måde der langfra var naturlig. Andreas ansigt spændte sig af smerten, og uden hun kunne gøre før det skreg hun og krøb sig næsten sammen. Dog prøvede hun at slappe af så meget så muligt. Endelig slog hun sine øjne op igen, og hendes ulv var halv vågen.. Det kunne ses fordi hendes øjne blev gyldne som solen. Panikken spredte sig i hendes krop, dog lukkede hun sine øjne i igen.. Lod dem blinke et par gange og kiggede op på Noah.. De var brune igen hendes øjne, med det samme skær som normalt. De grønne skygger med gyldne pletter. "Jeg ved ikke hvad der sker med mig.." Hun lød bange.. og det var hun også.. Dog prøvede hun at skubbe smerten til side, ved at kigge op på Noah.. For at finde noget der kunne aflede hendes opmærksomhed.. Hans ansigt var et godt sted at starte, betragte hver eneste træk han havde der gjorde ham så unik, fantastisk udseende som han havde. Hvert eneste træk, hver eneste celle i hans krop var ren perfektion. Han var også en engel, det gjorde hans skønhed blot var til det perfekte. Andrea kiggede imod hans øjne. "Hvordan kan du holde mig ud? Jeg fortjener dig jo slet ikke, ligemeget hvor meget jeg elsker dig. Og det er af hele mit hjerte. Om du tror på mig eller ej." Hviskede hun med en lidt nervøs klang i hendes stemme.. Hun havde bedre kontrol over at smerten var mindre fordi hun fokuserede mindre på den. Dog kiggede hun op på Noah, inden hun så sank en klump.

Noah så på hende med et fast blik. Smerterne i hende, gjorde ondt på ham. Han kunne ikke holde ud at se hende have ondt. De var som om, at gud angreb ham, for ikke at passe ordenligt på Caroline. Blikket var frosset fast på hende, og jorden. Længere fremme, stod hans hest.. Eller en hest, han havde 'lånt.'
Noah satte langsomt Andrea op på hesten. Dog blev hesten en del forskrækket, men hurtigt hev Noah fat i tøjlerne på den. Hans blik landede hurtigt på hende igen. '' Andrea kære. Jeg vil altid elske dig. Ellers havde jeg aldrig spurgt om du ville gifte dig med mig, eller fået en datter med dig. '' Han smilede en del. Han ville ofre sig selv sig selv til fordel for hende. Hurtigt hoppede han op på hesten, og lagde hendes armene omkring hans liv. '' Hold fast. '' Han sparkede hurtigt hesten i maven, så den gik i galop. Og bang, hesten gik i galop.
Ikke lang tid efter, stod de ved deres hus. Noah sprang lynhurtigt ned af hesten, og hev Andrea ned i brudestilling igen.
'' Lov mig, du bliver hos Elena og jeg. '' Noah så hende dybt i øjne, inden han plantede et kys på hendes panden. Hurtigt sparkede han døren ind, og kaldte på Rodney.
'' Rodney! Hent en masse tæpper, og blod. '' Noah lagde hende hurtigt ned på sofaen, og aede hende bekymret over håret. Elena begyndte at hyle inden fra værelset af.

Andrea gjorde hvad hun kunne for ikke at forskrække Noah alt for meget, eller hesten det skulle jo nødig gå galt. Dog lukkede hun øjnene og før hun nåede at tænke sig om var de hjemme igen, og hun lagde på sofaen.. Hun klemte kort øjnene sammen, i et spildt sekund. Så satte hun sig halvt op af armlænet i sofaen og kiggede på Noah. "Jeg skal nok klare den, jeg klare den altid." Smilede hun for at være lidt opmuntrende, "Der er noget jeg skal fortælle dig.. jeg læste lidt op på Angela, du ved min bedste venindes familie historie.. og i hendes fars jonaler, beskriver han hvordan han var nød til at skille sig af med hans ældste søn, Noah. Fordi ham og hans elskede ikke var klar til at få et barn der. Der stod at selvom den aura fra englens beroligende og varme ansigt ikke var til at modstå var det den eneste ting der var rigtig at gøre." Fortalte hun, imens hun så Noah i øjnene. "Rodney, hent mig noget vand!" Hævede hun stemmen efter ham, dog kun fordi hver nerve i hendes krop atter gjorde ondt. Det var en form for smerte hun aldrig havde oplevet før, og hun hadede den! Andrea ventede på at Noah ville sige noget.. "Du en Maskahy." Tilføjede hun og lagde en hånd imod hans kind, og lod hendes hud kærtegne hans. Noah var Angela og Nicolas' storebror, de eneste hun formoede at komme godt ud af det med var Angela, Noah og Nicolas.. lidt spøjst faktisk.

Det havde endelig været en stille dag, og Elena lagde med lukkede øjne. Da hun kun var et halv år gammel nu, dog skete der noget. Hun hylede så højt hun kunne. Hendes evne voksede inden i hende og gjorde at hendes krop voksede sig ekstremt hurtigt op.. Det var næsten som om hun ældres, og det gjorde hun. Pludselig var hun på 17 år, og sad nøgen på gulvet hvor den lille babyseng engang havde været. Elena kiggede op på Rodney og rejste sig op. Det var som om hun altid havde været 17 at hendes hjerne var fulgt med hende, hun vidste godt hvordan man talede.. gik.. alt. Næsten. Dog var hun mundlam da hun kiggede på Rodney. Hun var selv i chok, men vidste Rodney havde set hvad der skete, og ville han nok heller ikke kunne forklarer hende det.. Hun nikkede stille til ham og gik så. Op til hendes forældres soveværelse, hvor de alligevel ikke var. Hun gik i hendes mors klædeskab, og trak noget undertøj på samt derefter en blå kjole. Så åndede hun ud imens hun betragtede sig selv i spejlet, lod hendes hænder udforske hendes ansigt. Så vendte hun sig rundt, da sulten gjorde sig det behageligt i hendes krop. Med et skarpt blik betragtede hun rummene hun passerede. Elena rettede sit blik imod Rodney.
"Så er du virkelig slave eller bare tjener?" Spurgte hun så Rodney, hendes stemme havde en smuk flydende klang, der næsten lød som nattergale sang. Elena lagde hovedet lidt på skrå. "Angående for et øjeblik siden, så kan jeg mærke det blot var en evne der gik i gang. Du bedes fortælle mine forældre det når de kommer hjem." Sagde hun inden hun så gik ud i køkkenet. Elena kiggede lidt forvirret over på Rodney. "Vil du hjælpe mig med at tilberede noget mad? Jeg er sulten." Smilede hun svagt, og så over imod ham. Så bed hun sig kort i læben, hun havde jo ikke lært nogle færdigheder, så hun var så godt som uduelig til noget lige nu. Hun vidste ikke engang hvordan hun skulle forsvare sig selv. Da hun endelig kom ud af køkkenet igen efter at have fået noget mad, fik hun øje på sine forældre. Hun havde ikke lagt mærke til dem før nu, og løb hen hvor hun satte sig på hug ved sin mor. Så kiggede hun skiftevis på Andrea og Noah. "Hvad er der sket?" Spurgte hun forsigtigt, hun havde helt glemt at de ikke vidste hun var vokset 16½ år.

Noah så på Andrea, som lå på sofaen. Roligt, aede hende blidt over kinden med en berolige bevægelse hver evig eneste gang.
Noah rettede sig selv helt op, da Andrea selv satte sig op. Trods hendes smerter, var det stort, at hun ikke var helt uduelig. Noah så blidt på hende, med et forelskede blik. Hver evig eneste dag, var en ny dag, med den kvinde han elskede, og var forelsket i. Hans forelskelse i Andrea ville aldrig ende.
'' Jeg ved du vil klare den, min kære. '' Et smil bredte sig over hans kind, men forsvandt hurtigt igen. I stedet blev det udskiftet med et koldt blik.
Noah blev tavs et øjeblik.

Rodney så på Elena, som skreg på. Forsigtigt bøjede han sig forover, for at trøste hende, men sjovt nok, skulle han aldrig have gjort det. Forskrækket som hun voksede sig stor, gispede han forskrækkede op, og væltede bag over. Der sad han på jorden målløs.
Hurtigt skubbede han sig selv imod væggen. Var det her trolddom?
Hans blik rettede sig op, da hun forlod rummet de begge havde været i. Han rejste sig op, og fulgte blod efter hende. Hvordan kunne hun opføre sig så, normalt efter det der var sket?

Noah rettede sig helt op, og stod op nu. Hans blik var koldt, og ensomt. Egentlig tænkte han ikke på andet, end et par forældre der sendte deres søn væk. Netop som han forstillede sig det, kunne han føle en connection til Angela og Nicholas. Som om, at noget manglede inden i ham. Han havde følt det før, men han havde aldrig rigtigt tænkt over det før nu. Andrea havde lige nævnt for ham, at han havde 2 mindre søskende.. Og den ene af dem, var Andreas bedste veninde Angela.
Noah trak sig bag ud, og gik forvirrede rundt.
'' Hvordan.. How? Hvordan kan det virkeligt være muligt? … '' Han gik frem og tilbage.

Rodney så på Elena som havde vokset sig stor. Hendes krop var smuk, men det ville nok være bedst, hvis han ikke så på den. Så ville Andrea eller Noah ikke flippe ud på ham.
'' Jeg er egentlig mere en slave, end en tjener.. Men, jeg tror mere dine forældre bruger mig som tjener.. '' Et smil bredte sig på Rodneys kinder, inden han tilbød sin hånd imod hende. Dog fjernede han den hurtigt igen.
'' Dine forældre er hjemme. Men jeg vil ikke forstyrre dem. '' Han smilede stort, da hun spurgte om han ville hjælpe med noget mad. Rodney elskede at lave mad.
'' Selvfølgelig MyLady. '' Rodney gik imod køkkenet, og hev en masse mad ud. Der begyndte han at forberede en smule mad.
'' Er der noget.. Bestemt de vil have i? ''

Andrea hadede tavsheden, at han ikke sagde et ord.. men hun kunne se at han tænkte.. Selvom hun ville vide hvad han tænkte på sommetider.. men så igen ville hun ikke kunne læse folks tanker, der var alt for mange der ikke kunne lide hende. så det ville være helvede. Selvom hun kun kunne forstille sig et helved med dage uden Noah. Han gik rundt og tænkte.. hun kunne hører forvirringen i hans stemme.. hvilket gjorde Andrea på trods af alt rejste sig op og stillede sig foran ham, og lagde hænderne på hans kinder.. Hun smilede kærligt til ham, med et smil til at hun elskede ham. "Jeg ved hvordan det er at finde ud af man har familie.. men jeg har nøglen til at arktiv af informationer om folk. Og jeg ville aldrig give dig falske oplysninger," Smilede hun til ham, hun snakkede sandt til ham om dette. Han vidste jo hvor meget hun havde søgt for at finde frem til hvem hendes familie var, og nu havde hun fundet ud af det. Andrea vidste Angela ville tage godt imod ham, og noget sagde hende at Nicolas også ville gøre det.. Hun havde trods alt boet ved ham i den periode hun ikke kunne huske Noah.. Så hun havde allerede et godt forhold til Noahs søskende, det kunne jo næsten ikke blive mere perfekt end hvis de tog godt imod ham også. Dog vidste hun at Noah og Angela havde mødt hinanden før, og Angela havde ikke sagt andet end at hun synes om Noah, så det var kun et godt tegn.

Andrea kyssede Noah dybt, i noget som man ville kalde et ægte kærlighedskys. Inden hun trak sig tilbage intimt, og kiggede ham dybt i øjnene. Følelsen var vidunderlig, og hun elskede den. "Jeg tror aldrig jeg har fået sagt tak.. for dengang vi mødtes første gang.. Du var den eneste person i flere år som gav mig en chance.. og jeg undskylder for at jeg engang imellem er noget af en bitch.. Men som du ved levede jeg på gaden og uden familie fra jeg var 13.. det en del af ikke bare min attitude men også min personlighed.. Ikke noget jeg kan ændre på." Sagde hun med en blid stemme, og kiggede ham stadigvæk lige dybt i øjene, hun ville være færdig med at føle skyld over hendes flip, og kunne ligeså godt få sagt tak som undskyld.. Det skulle gøres et par gange. "Du er manden jeg elsker, den eneste i mit liv, jeg ville ikke kunne klare et liv uden dig.. og jeg er ked af at jeg måske ikke altid er den bedste til at vise det igen.. Det bare folk ikke altid har elsket mig tilbage, men jeg elsker dig virkelig.. og det vil jeg altid gøre." Smilede hun til ham..

Elena stod i køkkenet og smilede bredt til Rodney, han virkede så venlig og nede på jorden.. hun havde kendt ham lidt jo, han havde passet på hende. Så meget vidste hun.. Da han spurgte hvad hun ville have bed hun sig i læben, hun var ikke sikker på hvad der smagte godt og hvad der helst ikke skulle spises.. så hun skar kort ansigt inden hun så smilede lidt flovt. "Måske noget godt kød.. beklager jeg ved en del, men der er også en del jeg intet ander om." Sagde hun så og kørte en hånd igennem sit hår.. Med et fascineret blik lod hun sig betragte ham, med et sødt smil over hendes læber.