Fred hvor finder man det- Luke

Tid: 22:30
Sted: The forest
vejr: solen er forlængest gået ned og månen er fremme
Ogivelser ingen ud over hende.


Skoven duften af ny skov, efter regnen det havde regnet i et par timer, men nu var det holdt op, alt var så stille og fredeligt, hun måske nu kunne få noget ro og ikke skulle tænke på passe på med hvad hun gjorde og sagde, hun svagt en glide igemmen de brune lokker, inde rettede på den sorte kjole, på fødder havde hun valgt ikke tage noget på. Hun kunne godt lide når hun kunne mærke jorden, med et slag ramte færten af engleblod hendes næse. Engleblod var hendes ynglins blod. Det var så sødt og læskende, men hun var sulten, hun havde drukket blod inden hun kom her ud. Så derfor englen være og løb i den anden retning, hun havde så meget at tænke på, en hel nye følelser som prøvede at gemme, hun var ikke som familie og hun var heller som andre, de andre var bange for hende for deres øjne var hun et monster, men bare fordi hun var noget der skræmte folk var en betydning med at man var farlig. Hun sank svagt en klump inden hun kravlede op træ og satte sig.
Hun havde ikke lært andet end at være hård og kold igemmen det meste af hendes liv, var blevet trænet i ikke vise følelser, hendes tanker fløj rundt hun var så forvirret. Hun bed sig svagt læben da hendes tanker igen blev brudt på grund af færten engel kom nærmer. Hun blev nysrrig over hvorfor englen fulgte efter hende.

P http://images-ff.asos-media.com/shmotterstorage/58890/outfit_large_ef38d405-e001-4dd6-a244-4d79ec683352.jpg

Jorden var fugtig lige der hvor blodsugeren, havde valgt at stikke af fra ham. Luke kigge op han var glad for at være jæger som altid, han bar en halskæde omkring hans hals der var et pentagram i den som var tegn i hans halskæd. Manden havde en læder jakke, på sig ud over det bar han et par jeans som var blå. Manden havde en masede ting på sig, der  viste at han dræbe alle væsner som var rovdyr. Manden havde alle de vigtige ting på sig, en træpæl vievand sølv jah alle ting til og jagte dæmoner vampyrer og varulve. Luke mærket på jorden igen hvor efter han træk sin pistol, han træk den så lydløst op som muligt og sigte der han havde lokaliseret hende til og være. Man kunne dog aldrig være helt sikke så efter det skud, kaste han sig selv ned bage en sten hvor efter han lytte til hvad der ville ske.
Luke havde døbte kuglen, i vievand og den var støbt i sølv dem han brugte mod hende her. Luke træk sin rifle og kigge så op der hvor han var sikker på hun stod. Han affyret et til skud inden han begynde og lade, den igen mens han lytte efter hendes skridt. Luke kunne mærke kulden han viste at han var mest udsat, på dette tidspunkt og dog prøve han stadig og være jæger selv om vampyrer  lige meget alderen havde en hvis fordel over for ham. Han mærket den kolde vind mod hans hud, mens han vente på skriget fra et af skuden der ramte hende. Det føltes som altid godt, at jage man glemme helt omverden og gjorde noget man nød.

Zantanna fór sammen da det første skud lød der ramt stamme hvor hun sad var ikke særlig langt fra hendes hoved, lugten af engel var meget kraftig, men hun måtte flytte sig, men det ikke nåede før det andet skud, lød det ramte hende i benet imens hun var på vej over i et andet træ, hun gispede, men skreg ikke. Skudet havde gjort at hun havde hoppet for tidligt og hang i sit greb, i gren der knagede, men ikke for den ikke kunne holde til hende, men fordi hun kæmpede med komme op. Englen der nede måtte være syg i hovedet, hun havde ikke gjort nogen noget, der måtte være sølv eller vievand på eller begge dele.. Smerten i hendes ben var utrolig, hun havde aldrig prøvet noget lignede, hvad skulle det ligne, hun taget fuldstændig på sengen, her sad hun sin engne tanker og havde brug for at tænke og havde håbet hunn for gang skyld kunne være alene, men nej selvfølgelig kunne hun ikke være alene. En deroppe i himmlen, måtte være utrolig vred. Hun fnøs kort imens hun med de kræfter hun havde trak træet, hun spejede efter englen, men kunne ikke se ham nogen steder, men han var der. Hun kravlede lydløst ned af træet. Englen var en dem der åbenbart syntes hun var et monster, dette her betød krig, hvis kunne komme med god forklaring kunne det være at sparede han liv, men det skulle være enn god grund.
Hun fulgte færten imod nogle stor sten, hendes skridt næsten lydløse, hun kunne mærke på sig selv lysten til at rive denne engel fra hinanden var blevet større, hun stoppede nogle få meter fra englen hun knyttede sine hænder.
Zantanna brød tavsheden da hørte sig sige ” hvad fanden bilder du dig ind” man kunne tydelig høre at hendes stemme kold og advarende, hun var lige begyndt blive sødere, men ikke når folk skød hende, uden nogen mullighed for beskytte sig selv.

Luke sad bag sten og da lyden kom frem fra hende, brede der sig et smil på Lukes læber. Han havde ramt hende, og efter lyden og dømme var det et godt sted han havde ramt hun fortjente det og det var os den eneste grund til et smil dukke op på hans mund. Luke lytte efter lyde, da han ikke vidste om han havde dræb hende. Men da der ikke kom nogen lyde, efter skriget var forsvundet. Var han næsten hunderet procent sikker på, at hun nu var død eller meget skadet. Luke skulle lige til og rejse sig op da han høre en stemme, hvilket fik nakkehåret til og rejse sig hos ham. Luke stille sig op hvor han stod næsten lige over for hende, med en sten i mellem dem. Luke begynde og udtænke en plan, han kunne ikke klare hende her med mindre hun var såret men kunne han stadig dræbe hende. Luke hoppe over sten og prøve og stikke hende, ned med en træpæl om det var hans had for vampyrer eller fordi han ikke kunne tænke viste han ikke. Alle andre gange ville han ha, tænk sig lidt mere om men det gjorde han ikke denne gang. Luke kunne ha kaste sit vievand mod hende inden han gjorde dette her, men han var dum nok til og angribe med det samme.

Hun ungik lige med nød  og næppe kæppen ved flytte at sig smule, hendes øjne lyste af had til denne engel hun anede ikke hvad hun havde gjort ham, det hun gjorde var for overleve, der var ingen lige havde spurgt hvad hun havde lyst til være, alt blevet taget fra hende han skulle ikke tage livet af hende en gang til, hun kunne stadig blive vred og lige nu havde han pisset på hendes sukker mad og det skulle han ikke slippe afsted med. Hun måtte for alt i verden ikke vise ham at han havde såret hende, for det var hans chance så derfor inden hun nåede tænke det næste greb hun ud efter ham ” hør makker du har ingen ret til at angribe” svarede hun hendes stemme isende og kold, Hun blottede sine tænder advarende, hun ville ikke slå ham i ihjel, men lige nu gjorde han svært for  hende ikke at lade værre. Hun ville rive ham midt over vis det blev nødvendig. Hun var ved blive for blødsøden og det betød at hun var svag. Hendes adoptiv familie havde haft ret følelser var kun for mennesker og svage væsner som denne englefyr som lege helt. Hendes øjne var begyndt blive røde både af vrede og sult. Hun ville virkelig gerne sætte sig i hans sted for hun egnetlig gerne vide hvad der drev ham til dræbe hvad der for hende var en nødvenndighed var for ham en leg, hun var bare en som prøvede på at overleve, hun rystede svagt på hovedet vendte sig for at gå, hun gad ikke at bruge sin tid på ham, hun gad simpelthen ikke at bruge sin tid på wannabe helt som ham. Hun gad ingen gang at snakke ham til fornuft, hun kunne tydeligt se at i hans øjne var hun et monster, men bevise ham anderledes ved skåne hans usle liv. så han kunne bruge sin tid på at gøre som han gjorde, hun havde nok slås med allerede. Hun begyndte at gå, men kunne ikke skjule sin halten fra skudet mere. Hendes ben gjorde ondt og hun måttte finde et sted hvor hun kunne gøre noget ved det. Hun vidste at han ikke ville give op og at han nok skulle finde hende, men denne her gang var hun klar. Hun satte i ganske almindelig løb over imod de tættere siddende træer, hun skulle finde noget hun kunne rense sit sår få både sølvet og vievandet ud.

Luke undgik med nød og næppe hendes greb, der var ingen følelser ikke med følelse at se i hans øjne. Kun en kold mur, som nærmest var fast frosset til ham. Luke viste ingen tegn på at han havde, fortrød det ej heller var hans krop. Luke smile sarkastisk til hende da hun talte om, at han ingen grund havde til at angribe hende. Luke var ligeglad med en grund, og han havde ingen grund nogen ville kalde det at være racist andre ville kalde det. At have fået en blod tand, hvilket var det tættest på sandheden man kom. Luke grinte lidt for sig selv, da hun vende ham ryggen han var ligeglad med hvem hun end var i hans øjne var hun bare et væsen der skulle dø. Luke fulgte efter hende, men da hun løb som en vampyr kigge Luke på blodsporet og fulgte så efter hendes blodspor.
//sorry det korte svar, men vil godt lade det være meget åbent for dig og mangler krea :///

Hun kunne lugte englen langt fra som åbenbart havde givet sig selv det job at udrydde hende, hun bed sig svagt i læben imens hun undersøgte sine omgivelser som fór forbi for vand, hun vidste at så længe at hun havde dette åbene sår kunne han nemt bare følge hende som han lystede, men stod det til hende fandt hun meget snart dette vand og så skulle hun nok få englen til at lytte, hun havde været et monster, men det begyndt gå for hende at had kom man ikke nogle vejne med, men man stærkest med venskaber venlighed, men lige nu gjorde englen det meget svært for ham selv. Hun havde fanget hans blik og det havde bare været som en mur at kigge ind i. Hun fnøs kort da hun kom til at tænke på ham, men hun måtte få ham til forstå at hun ikke var monster. Hun fandt endelig en lille bæk, hun hoppede med det samme og med et plask, ramte hun vandet, hun mærkede vandet ramte hendes sår og det han havde skudt i hende var med det samme begyndt at forsvinde så hendes sår kunne hele.
Så skulle de lege katten efter musen,? Vis det var det englen ville, hendes vrede skulle han føle gange ti, nu hvor han pisset hende af, hun ville drog ikke dræbe ham det havde hun for meget selvrespekt til og det måtte da betyde noget for denne engel. Hun hoppede op af vandet for tjekke såret det var langsomt begyndt at hele, hun smuttede over på den anden side af bækken imens hun med lethed hoppede op i et træ svang sig op. Hun stod spejede over på den anden side af bækken, han skulle nok dukke op og så ville hun være klar denne, hun var sikker på musen nok skulle tabe denne her gang.