At modarbejde skæbnen giver kun død. Og selv døden giver dig ikke fred. (Plottråd - Necromancer og Akuma)

S: samling af soul river
O: træer, buske og allervigtigst: Floderne.
T: Eftermiddagen.
V: uvejrsskyer trækker op.

Det var ikke nogen hær, der kom gående. Nejnej, de fleste af hans soldater var ude og lave kaos ved byerne. Tingene gik rigtig godt, han var positiv for udfaldet. De mindre byer havde givet op og var faldet i hans hænder, kun de største byer formåede endnu at kæmpe, men det var håbløst. For hver af deres der faldt, voksede hans hær med endnu en. Kombineret med at de nærmest skulle knuse de levende-døde så de ikke bare rejste sig op og kæmpede videre.
Hesten bevægede sig uroligt. Den var ikke så tryg ved situationen, selv om den efterhånden var van til alle de levende-døde og den sære fornemmelse af mørk magi. På disse dage havde vejret været godt, solrigt og med ikke så meget vind, men nu så det ud til at man endelig skulle have det vand, folk desperat havde manglet...Hvis de stadig havde deres marker at passe. Et lille smil trak i den tynde, blege hud, der sad over en lang, spinkel krop. Han lignede næsten selv et skelet, men lige så skrøbelig hans krop var, lige så stærk var hans magi. Det lange hvide hår gled ned over hans knoglede skuldre og ryg, samlet på midten af et bånd. Løse hår gled let rundt omkring hans ansigt, når en lille brise skubbede til dem. Han var klædt i en mørkeblå kappe og noget varmt tøj. Nogle uldne inderbukser, under beklædningen der mest af alt mindede om en lang kjole til mænd. Denne var ligeså mørkeblå. Han kunne godt lide når farver passede sammen. Støvlerne han havde på var af sort læder.
Tøjlerne gled fra hans knoglede fingre, der var fyldt med ringe der alle hjalp ham med at opholde hans magi uden at det ville tage alt han energi, og hen til en af hans rådgivere, en ung kvinde. Udseendet snød, hun var næsten lige så gammel som necromanceren, men det var utroligt hvad magi kunne gøre. Hendes lange, lyse hår faldt ned over hendes grønne kjole, som intet gjorde for at skjule hendes former. Hendes hænder holdt stramt om hestens tøjler.

Den lille procession stoppede op ved samlingen af floderne. Græsset var endnu grønt og let moset omkring flodens bred. Buske med brombær stod på den anden side og de små, sorte bær skinnede i solens stråler, der endnu nåede ned til dem. Træerne knejsede stolt omkring dem. Men alt dette var bare rekvisitter. Necromanceren smilte igen, da han trådte helt ned til flodens bred og lod de lilla øjne glide over det endnu rolige vand. Om lidt...Om lidt ville hans hær være endnu større! Han måtte ikke risikere at tabe noget. En samling af levende-døde havde fulgt ham og hans rådgivere fra lejren og hertil. Bare for en sikkerhedsskyld. Skeletter og zombier var hvad hans hær mest bestod af. Folk der havde været døde længe og folk der ikke havde været død så længe.
Han havde et specielt ærinde her ved floderne. Han havde studeret historien og den sagde at der levede zombier i disse floder. Selv om det var længe siden de sidst var set, havde han alligevel hørt folk troede på det. Alt man skulle gøre, var at lade lidt blod dryppe ned i floden og de ville komme myldrene.
Han pillede let ved en halskæde som hang om hans hals, en krystal der var lige så lilla som hans øjne, da han vendte sig om mod sine to rådgivere, han havde med. Miralda, hans elskede kvinde, og Jomuldu, en ældre herre fra hans gamle skole.
"Det er på tide at understrege min magt i dette land" stemmen var en smule tør. Om lidt, lige om lidt, ville hans hær være større...

Den hårde trin fra klanmedlemmernes fodtøj kunne høres...
De gik alle i takt så det lød som soldater der skulle i krig.
Og hvis man ikke kunne kalde dette en krig, så var man ovre i æreskamp.
Denne Necromaner havde terrorseret i denne verden længe nok nu.
Doomsville og de andre byer var blevet overbefolket af rædselslagene borger...
Akuma ville ikke lade denne 'troldmand' komme et skridt nærmere på at øddelægge hans smukke by.
Hvordan kunne han også være så blind at lade det her komme så vit?..

Ti af Akumas Shadowangels gik bag ham i en v-formation...
Alle var bevæbnet med hver deres specielle kampvåben de havde trænet med i årevis.
Akuma knækkede nakken til den ene side mens han gik imod Soul River.
Han havde hørt rygter om at Necromaneren ville samle flere uddøde til sin hær i denne flod.
Så her kunne han slå til og få denne Necromaner væk fra hans by.

Akuma var iført sit jakkesæt som altid.
Man skulle tro han ville have noget andet på i en krig men dette var hans kendetegn...
Han stramte den ene af sine to lædderhandsker han havde inden han knækkede nakken til den anden side.

"Spred jer Angels!.." sagde han og straks hoppede de alle ud i skyggerne og videre i træerne.
Han kunne fornemme de var nær fjenden...
Alt det rådne kød havde en stærk lugt og så kunne han fornemme den den sorte magi fra Necromaneren...
Han var nær...

Akuma kom hen til en lysning hvor floderne samlede sig... og på den anden side kunne han se ham...
Den såkaldte Necromaner.

Akuma stirrede over på den anden side af floden.
"Er du denne såkaldte Necromaer som styre den kæmpe og storslåede hær af levende døde?" spurgte han lokkende...
Denne Necromaner ville snart være fortid...

Hans elskede kvinde, Miralda, trådte frem og overlod ham en lille kniv. Bladet var af sølv, med et mønster af sære symboler hele vejen fra skaftet og ud til spidsen. Den var lille og nem at bruge, den vejede ikke meget. Han havde altid elsket disse små knive. Hans fingre gled rundt om skaftet og holdt godt fast, da han vendte sig om mod vandet. Vandet som netop rørte snuden af hans sorte støvler. han havde løftet kniven over sin hånd, for at skære hul...Da en stemme afbrød hans lille ritual. Han kunne ikke fordrage folk der afbrød ham! Viste de ikke hvilke ting han var i gang med? Magi var ikke til at lege med. Hans lilla øjne gled fra kniven og hans hånd og op på denne fremmede skikkelse. Så lod han hænderne falde ned langs siden i en langsom bevægelse, rejste hoved nok til at kunne studere denne...Denne skyggens væsen, som stod trodsigt foran ham. Et lille smil trak i hans tynde hud, endnu en gang, da han nikkede let for sig selv, ikke direkte som et svar.
Han kunne umuligt være alene og nu han tænkte tilbage, havde han så ikke hørt lyden af trin? eller var det noget en af spejderne havde sagt? Hvad betød det også. Han var her nu. Ham og hans folk. For ikke længe siden havde han mødt andre dæmoner, som ville tilslutte sig hans hær. Ville dette skyggens væsen det samme eller troede han virkelig at han havde en chance?

"Ligner jeg en simpel necromancer for dig?" stemmen var tør, men mere levende nu. Som om han endelig havde fået det legetøj han altid havde ønsket sig.
"En simpel dukkefører? En der trækker i de små tråde, der alle får dukkerne til at bevæge sig i den retning man skulle ønske?" han rakte kniven ud i luften og som på et skjult signal kom kvinden hen til ham og tog kniven fra ham. Stak den i en skede, der sad om bæltet rundt om hende kjole. Hendes ansigt fortrak sig ikke, ikke det mindste, da de stålgrå øjne gled over den fremmede mand. Hun trådte stolt et skridt tilbage.
"Jeg er en simpel dukkefører. På udflugt for min Herre, som hele tiden forlanger flere soldater. Er du her for at overgive dig til fremtidens herskere?"
Den lille gruppe levende-døde der havde fulgt ham spredtes. nogle forsvandt ind mellem træerne, man kunne høre hvordan de pløjede sig igennem plantevækst. Resten stilte sig rundt om rådgiverne, hestene og bag necromanceren. Enkelte endda ude i vandet. Og de virkede nøjagtig bare som dukker.

Denne tørre og hæse stemme som kom fra manden med kniven lød ikke ligefrem udfordrende.
Han lød jo som en gammel mand der skulle til at stille træskoene...
Hvor var den sidste udånding når man manglede den?..
Men Akuma ville ikke lade sig nare.
Denne skikkelse måtte være hans fjende.
Necromaneren med zombiehæren...
Dog sagde mandens mund noget andet.
'På udflugt fra min Herre'...
Enten så brød idioten sit cover noget så grumt da han sendte zombierne ud for at omringe Akuma og hans Angels..
Eftersom det kræver mægtig mørk magi at kunne tvinge disse zombier mod deres 'vilje'.
Zombier var jo tidligere dræbte væsner der var vækket til live igen men nu med en voldsom blodtørst...
Så lidt 'vilje' havde zombierne vel... I hvert fald nok til ikke at man kunne kontrollere dem så ledt...
Så endten var dette Necromaneren eller så var Necromaneren en kujon der fik sine håndlangere til at udføre alt arbejdet...
Hvis dette ikke var Necromaneren så ville denne såkaldte 'herre' sikkert gemme sig et sted.

"Jeg ved ikke hvad eller hvem du er...." sagde Akuma roligt mens han så ned i jorden...
Kort efter kiggede han op og så Necromaneren i øjnene med sine egene mørke, sindssygskærene, sjæleslugene øjne...
Der bredte sig et smil på Akumas læber.
"Men du kommer ikke længere end dette!" råbte han med sin mørke stemme og straks kunne man se at skyggerne omkring ham begyndte at rejse sig.
De blev større og mørkerer som millisekunderne gik...
Akuma havde spredt sine arme ud for at udføre sin besværgelse.
Skyggerne begyndte at søge ind mod Akumas hænder.

Ikke så langt derfra var hans Angels.
Alle som en på hver deres position.
Og alle på vagt for pludselige Zombieoverraskelser, og ville ikke på nogen måde være ledt at overfalde...
Akuma havde trænet med de Ti så længe han havde været leder.
De var hans stærkeste og ville ikke på nogen måde give op til en flok omvandrende lig der ikke kunne kende foreskel på højre og venstre.

"Du min kære herre aner ikke hvem du er oppe imod!" lød det kraftigt fra Akumas mund da han stoppede med at suge skyggerne til sig...
Alt omkring dem var pludselig så stille... Så stille at man nærmest ville kunne høre blodet der flød rundt i kroppene på alle der nu stadig var i live...
Det ville jo så sige Alle andre end Zombierne og Vampyrene.

Akuma trak svagt vejret og lod sine arme sænke sig ned langs siderne.
"Jeg er ikke bare et simpelt skyggevæsen" lød det fra ham med lettere sindssygt smil på læberne mens han kiggede på sin modstander som stod på den anden side af vandet...

Han kunne næsten se tandhjulene køre bag mandens øjne. At han kiggede ned i jorden et øjeblik fik ham næsten til at tro han måske ville give sig. Han lignede en der var ved at give sig, der var ved at sige noget som undskyld eller måske endda kunne finde på at forlange at blive vist til den rigtige person. Han havde i hvert fald ikke forventet dette. Hans første sætning havde lokket et lille smil frem hos ham. Åh, han viste det ikke! I så fald skulle han nok udnytte hans uvidenhed. Hans trussel fik dog smilet til at dø. Han stod helt stille og studerede hvordan dette væsen begyndte at manipulere med skyggerne. Åh, var dette ikke et af de væsner han havde beundret mest? Været mest jaloux på? Han elskede dem...Og alligevel havde det aldrig lykkedes ham at finde dem, blive venner med dem. ud over, selvfølgelig, hans ene rådgiver. Men han var også alene om det.
Stilheden var trykkende. Det var som om de blev hevet ind i deres egen lille verden, hvor alt kunne ske uden at resten af verdenen ville vide det. Han havde skam studeret disse væsner. Som han havde studeret alle de andre. Det var deres evner der var interessante.
"Hvad vil du opnå ved at angribe mig? Hjulene er sat i gang. Ubalancen vil blive udnyttet. Selv hvis det lykkedes dig at ramme mig, ville det intet ændre. Der er stadig folk der vil fortsætte mit arbejde og kæmpe for det" han smilte igen let. Han lod sig ikke så let skræmme af lidt skyggespil.

Han gik endda så langt som til at grine lidt. Han slog let ud med den ene hånd, den der havde flest ringe på sig, og lod fingrene bevæge sig lidt, som en soldat der ville tjekke sit våben inden han gik i krig. Hans lilla øjne gled over til denne fremmede herre.
"Jeg må rette dig. Du har ingen ide om hvem du er oppe imod. Tror du ikke jeg er forberedt? tror du ikke jeg kender alt til din slags? Jeg udfordre dig...Giv mig bare en enkelt bloddråbe...Og lad os se hvordan denne kamp egentlig kommer til at ende!"
Han viste godt ikke ville ske. Men lidt snak kunne altid holde ham hen i et øjeblik. Hans hånd gled igennem luften et øjeblik, før den endte med at hænge ned langs siden igen. Så trådte han et skridt tilbage fra vandkanten, med et svagt smil og et skummelt blik.
Hans lille hær, som han havde med sig, bevægede sig. De slog alt levende ihjel. Kaninerne, der sprang fra deres ødelagte fødder, slange der ikke bevægede sig hurtigt nok. Insekterne. Kun de hurtigste dyr nåede at flygte. Og alle som en, levede de op igen.

Magien spredte sig. Trods de tryggende skygger, bevægede den sig langsomt, men stødt, rundt i omgivelserne. Usynlig for det almindelige øje, mærkbart for magiker og folk med følsomhed over for magi. De levende-døde skulle nok nå frem til hans mænd. Og det gjorde de. Med ødelagte som skarpe våben myldrede de frem, med levende-døde dyr imellem sig, og gik til angreb på alle dem de fandt. Mistede de en arm, kæmpede de videre med den anden. Mistede de begge, bed de. Kun ved at få ødelagt kroppen, kunne de ikke længere kæmpe og magien forsvandt fra deres knogler. For det en var en ting det krævede: at der var noget magien kunne tage bo i. I dette tilfælde knogler.
Necromanceren smilte let og så over på den fremmede.
Han lavede en kort bevægelse til kvinden. Hun kendte ham og viste nøjagtig hvad han mente. Hun nikkede kort og forsvandt fra det lille sted. Hun hentede en lille pose i en af hestenes tasker og forsvandt ind imellem de nærmeste træer. Samlede alle de små kviste og grene hun kunne finde.
necromanceren så stadig over på ham.
"Din tur"
Hans brik var flyttet. Og sådan som han så det, havde den allerede dræbt en af hans.